Et værelse med udsigt

Det ultimative turistmål vil blive en rejse til rumstationen Mir. Pris: 40 millioner dollars for et dobbeltværelse med udsigt.

Rumhotel
Af Robin Engelhardt

Det var oprindelig planen, at rumstationen Mir her til februar skulle slå ind på en mere jordnær bane, for så at brænde op i atmosfæren.

Men nu har det internationale konsortium MirCorp overtalt russerne til at udskyde begravelsen i Stillehavet. Årsagen er, at eventyrlystne millionærer og turister gør Mir til en potentiel guldgrube.

»Mir's bane omkring Jorden tilbyder enestående omgivelser, der er frie for tyngdekraft, og har en uforlignelig udsigt over Jordkloden og himmelhvælvingen,« står der ifølge The Guardian at læse i konsortiets første virtuelle turistbrochure. Hvis der findes nok sponsorer, er det planen at omdanne den gamle rumstation til det ultimative feriemål: Et rumhotel med lille komfort, men til gengæld en strålende udsigt.

Ikke kun rige turister
Men et besøg på dette ultimative turist-mål mellem Jorden og månen, vil ikke være billigt: Interesserede må regne med at skulle betale 20 millioner dollars for en returbillet, plus at det vil kræve et omfattende fysisk og psykisk oplærings- og træningsprogram inden afrejsen. For at lokke tilstrækkeligt med kunder til, er det MirCorps plan at tilbyde kommercielle foretagender muligheden for at udnytte de vægtløse lokaliteter på mange forskellige måder.

Både medicinalindustrien, film- og sexindustrien kunne således tænkes at være interesseret i at eksperimenter med diverse nye produkter og attraktioner. MirCorp har desuden planer om at starte en web-site med farvebilleder og live-optagelser af Jorden, som folk så kunne have kørende, mens de sidder og arbejder foran computeren. Den første besøgende kunne meget vel blive den 52-årige russiske skuespiller Vladimir Steklov, der ifølge nogle meget foreløbige filmplaner, kunne spille rollen som en russisk astronaut, der løber over til fjenden.

Med livlig fantasi og et budget på størrelse med filmen Titanic, har folkene bag MirCorp allerede foreslået en titel til denne kassesucces: Den sidste rejse. Men frem for alt er det turisterne, investorerne interesserer sig for, og ifølge MirCorp s præsident, Jeffrey Manber, venter der allerede én turist bag kulisserne: »Vi er i øjeblikket i samtale med en sådan person. Han kommer fra en familie med en vis erfaring med rummet. Forhandlingerne kunne sagtens føre til noget.«

Rumstation Kaputnik
Rumstationen Mir har siden starten i 1986 været Ruslands symbol på storhed og magt, og det var derfor en trist meddelelse for mange russere, da man sidste sommer besluttede at gøre en ende på eventyret.

Desuden har den gamle rumstation, der oprindeligt kun var beregnet til at holde i fem år, i løbet af sin efterhånden 14-årige historie fået ry for at skabe langt flere problemer end resultater. Blandt de mere kritiske tilfælde i den senere tid kan der nævnes brand, svigt i iltproduktionen, svigt i kølesystemet, kollision med en Progress-raket, punktering af Spektrs skrog med efterfølgende tab af lufttryk, tab af stillingskontrol, kraftig reduktion af energiforsyningen og så videre.

De mange uheld og Ruslands politiske og økonomiske problemer, og især konkurrencen fra den Internationale Rumstation ISS, og deres planer om at opbygge en hel ny rumstation, har bevirket, at Mir for længst har tabt sin førerposition indenfor rumforskningen. Men med fremkomsten af det nye kommercielle og globaliserede marked, ser det ud til, at der kan skabes fornyet interesse for rumrejser, og dermed for Mirs bevarelse.

Mange sponsorer
Investorerne bag konsortiet MirCorp består af en diffus alliance af det Moskva-baserede RSC Energiya, der til dagligt ejer og bestyrer Mir, spekulations-firmaet Gold & Apple, samt en del forskellige private investorer, så som Washington-millionæren Walt Anderson og Chirinjeev Kathuria, som er chef for Storbritanniens tredje-største Internet-udbyder X-Stream.

Foreløbig regner konsortiet med at lease rumstationen for 20 millioner dollar. Hvis alt går efter planen vil MirCorp så skulle bruge omkring 200 millioner dollar på at udbedre de utallige mangler og fejl på rumstationen (som for eksempel den voksende metaltræthed og tæring i skibet), og om muligt også forbedre komforten for de nye og sikkert mere krævende kunder. Omkostningerne for vedligeholdelsen alene beløber sig på 100 millioner dollar årligt, og MirCorp mangler derfor stadig at finde flere sponsorer.

»Vi ønsker også at tiltrække andre selskaber til at være med i dette vovestykke. Det skal ikke kun være et hotel for de rige. Det har mange potentielle muligheder, startende fra de farmaceutiske industrier til live-film optagelser, reklamer og reparation af satellitten,« siger Manber til BBC.

»Vi vil sende en mission afsted i marts og banke på døren, tænde for lyset og se, hvordan det står til deroppe,« siger Manber. Han er fuldt ud klar over, at projektet er en risikabel satsning. »Det kan vise sig, at projektet ikke er muligt at gennemføre, men ud fra nogle kameraoptagelser ved vi sådan nogenlunde, hvordan der ser ud lige nu, og det er jo en vidunderlig udsigt deroppe fra,« siger Manber.

Hvorfor software skal være fri

Guruen bag Linux, GNU og den frie software hedder Richard Stallman. Han kæmper for at gøre al software til en frit tilgængelig vare for alle.

Mandagssamtale
Af Robin Engelhardt

Da Richard Stallman sagde sit job op på MIT (Massachusetts Institute of Technology) i 1984, var det fordi, han var utilfreds. På hans laboratorium for kunstig intelligens havde man kun den software og de programmer til rådighed, der kunne købes på markedet, og de var typisk kodede og patenterede. Det betød at man kun kunne afspille dem, men ikke røre koderne endsige ændre i dem.

Man var bundet til at bruge de ejendomsbeskyttede formater og systemer, som softwaren var afhængig af, og man måtte derfor arbejde med nogle værktøjer, hvor det ikke var tilladt for mennesker frit at samarbejde om en bedre måde at få deres computere til at fungere på.

For Richard Stallman var det ikke kun utilfredsstillende; han følte det også som skammeligt, at han måtte bukke og neje for en monopoliseret industri, som reducerede køberen af noget software til en lejer, og programmøren til en slave. For ham var det et spørgsmål om frihed. Software skal være frit ligesom ordet skal være frit, og derfor startede Stallman med at udvikle et helt nyt sæt af software, som var frit tilgængeligt for andre brugere og programmører, og som kunne videreudvikles og forbedres løbende af alle, der måtte have lyst og evne til at gøre sådan.

Det var startskuddet til den oprørske bevægelse inden for universiteterne, som i dag går under navnet Linux eller GNU/Linux, som Stallman foretrækker at kalde det, fordi det oprindelig var Stallmans såkaldte GNU-projekt til at udvikle den fri software, der begyndte det hele.

Efterhånden har GNU/Linux-bevægelsen vokset sig så stor, at selv de største IT-virksomheder  af alle anført af Microsoft  er begyndt at blive bekymret for deres position på markedet. Og selv om der stadig er visse mangler med hensyn til brugervenligheden, er mange eksperter enige om, at GNU/Linux allerede nu er blevet et seriøst alternativ til den gennempatenterede og gennemmonopoliserede softwareindustri.

Madopskrifter
I forbindelse med hans besøg i Danmark spurgte Information Richard Stallman om fænomenet GNU/Linux, og om, hvorfor software efter hans mening burde være fri:

»Mennesker, som ikke programmerer, laver måske mad i stedet. Og hvis man laver mad, bruger man normalt madopskrifter. En gang imellem udveksler man sine opskrifter med andre; ændrer i dem, fordi man bedre kan lide det på en anden måde, og giver dem så videre til andre igen. Software er lidt ligesom madopskrifter. Det er en serie af trin, der skal udføres; de har bestemte betingelser og mål for øje, og nogle gange går man tilbage til et tidligere trin for at ændre noget, eller man opbevarer dele af opskriften til andre formål.«

Den virkelighed, de fleste computerbrugere lever i i dag, er ifølge Stallman en verden, hvor det er forbudt at fortælle hinanden om opskrifterne til at få en bedre nytte af de computere og den software, man har købt og betalt. Vil man dele sin opskrift med en ven, bliver man straks kaldt pirat eller tyv, og man risikerer mange års fængsel. Efterhånden har den fri software også fået ry for at være hurtigere og mere stabil end de lukkede systemer.

Og hvad vigtigere er: De giver mulighed for et frit marked, hvor al slags support  dvs. eksperters understøttelse til vejledning, fejlfinding og installation  er tilgængelig og i fri konkurrence.

»Hvad kan man gøre,« spørger Stallman, »hvis man har et problem med et beskyttet (dvs. ikke-frit) program? Jo, man kan ringe til det firma, som har lavet det, og de vil lade dig betale for den timelange ventetid i telefonen. Og efter du har gjort dem opmærksom på problemet, vil de sige: Tak, det var venligt af dig at fortælle os det. Om seks måneder kan du købe den nye udgave, og så er problemet måske løst . De er ligeglade så længe de kan sælge, og man kan ikke få løst problemet på anden måde end ved deres hjælp, fordi programmets ejere har et effektivt monopol.« Inden for den frie software kan man til gengæld altid finde folk, som kan løse problemet, fordi koden er tilgængelig, og fordi der er fri konkurrence om support. Hvis man har meget travlt, kan det være, at man må betale en god sum penge, for at få løst problemet, men som Stallman udtrykker det: »I det mindste har man valget. Med beskyttet software derimod ville man slet ikke kunne vække deres opmærksomhed  med mindre man betaler millioner af dollar.«

Ideologisk kamp
Bag hele denne diskussion om fri software ligger der nemlig ikke kun et spørgsmål om praksis. Det er i langt højere grad en ideologisk og moralsk kamp om, hvordan vi bedst opbygger vores samfund. I et informationssamfund som vores burde man stile mod at belønne kooperation og straffe asocial opførsel, mener Stallman:

»De folk, som sælger beskyttet software, og som siger at de vil putte folk i fængsel, hvis de deler den med andre mennesker, og som nægter at lade folk forstå eller ændre softwaren, de mennesker gør samfundet til et dårligere sted. De burde ikke tjene penge, de burde straffes.« Og Stallman fortsætter med at fortælle om det igangværende politiske spil:

»Lige nu er der forslag fremme i både Frankrig og i Danmark, som eksplicit vil fremme brugen af den frie software,« påpeger han, »men den vigtigste hjælp, vi kan få, er snarere den, at regeringer skal holde op med at modarbejde udviklingen af fri software.«

»Vores største problem er softwarepatenter, patenter på algoritmer, på karakteristiske egenskaber ved software og på patenter for hele programmeringsteknikker. Hvis vi ikke får lov til at bruge alle disse teknikker og egenskaber, vil vores software virke uhensigtsmæssig. Derfor er det yderst vigtigt, at regeringer ikke lægger hindringer i vejen for udviklingen af et arbejde, som er til fordel for offentligheden.«

Lov om patenter
Til juni vil en revision af patentlovgivningen blive behandlet indenfor EU, og den har til hensigt at tillade software patenter. Der er ingen tvivl om, hvad Stallman mener om den sag: »Det er ekstremt vigtigt at forkaste ændringsforslaget, som jo også vil føre til en underminering af al software-aktivitet i Europa til fordel for amerikanske virksomheder, der er foran i udviklingen. Hvis man ikke vil have, at det sker, og hvis man stadig vil have, at fri software er tilladt i Europa, så skal man blive politisk aktiv nu. Man må forklare befolkningen og regeringerne, hvorfor dette forslag må forkastes.«

»Hvis en algoritme eller en egenskab eller en teknik bliver patenteret, betyder det, at en enkel virksomhed får et totalt monopol på at bruge den. Det betyder, at vi ikke længere har lov til at bruge den, og det vil holde os tilbage. Tidligere sagde vore kritikere, at man ikke ville kunne få nogen til at skrive fri software, eller at vi ikke kunne lave et ordentligt stykke arbejde. Men nu har vi vist, at vi kan gøre et ordentligt stykke arbejde, og at vi kan udbyde et bredt spektrum af programmer, så længe regeringerne ikke lægger hindringer i vejen for os. Derfor beder vi regeringerne om, frem for alt, at give os tilladelse til at skrive fri software.«

På spørgsmålet om han betragter den frie software bevægelse som et anarkistisk fællesskab, svarer Stallman: »Til en vis grad. Der findes mange højreorienterede anarkister inden for den frie software bevægelse. Jeg ser mig selv snarere påvirket af den venstreorienterede anarkisme, hvor der er en større fokus på selve det at have et fællesskab, hvor mennesker hjælper hinanden. Og jeg ville mene, at den frie software er et godt eksempel på mennesker, der frivilligt arbejder sammen for at udvikle ekstremt velordnede aktiviteter det er det interessante ved det hele. Frivillige har skabt en vældig stor orden, som absolut ingen har været tvunget til at acceptere. Men folk har valgt denne orden i det omfang, den er brugbar og gør folk glade.«


Referencer:
*www.freepatents.org
*www.fsf.org
There was an error in this gadget