Fejlenes århundrede

Man burde egentlig holde regnskab med fordele og ulemper ved de videnskabelige og tekniske fremskridt. I stedet vil vi her blot remse nogle af de værste op

tdirksmerF
Af niboR gnEelrhadt

Alle aviser og blade strutter i disse dage af hyldester og kåringer af årets, århundredets og årtusindets største bedrifter. Århundredets største mand er således kåret af Time Magazine til at være Albert Einstein, årtusindets største tænker er ifølge The Guardian og BBC online Karl Marx, århundredets danske roman er Kongens fald (dagens spørgsmål: Den blev skrevet i 1900 - tilhører den så det 19. eller det 20. århundrede?), årtusindets største opfindelse er ifølge TV2 fjernsynet, Times Literary Supplement mener, at den engelske bibeloversættelse fra 1611 er årtusindets bog, Der Spiegel mener, at århundredets bedste par er... osv...

Her på videnskabssiden har vi besluttet at følge op på denne 'interessante' idé, men med to minimale ændringer. Vi vil lave det lidt anderledes på følgende to punkter: For det første har vi bestræbt os på at være alt for sent på den, fordi årsskiftet jo for længst er sket. For det andet vil vi ikke kåre "det bedste", "klogeste" eller "smukkeste", men derimod "det mest mislykkede" og "det der gik grueligt galt."

Vi vil koncentrere os om de tekniske frem- og især tilbageskridt i løbet af det sidste århundrede, og for ikke at skulle stå helt alene til ansvar for løjerne har vi smugkigget lidt i det amerikanske tidsskrift Annals of Impropable Research, der efter sigende har en fremtrædende position indenfor populariseringen af de mere latterlige og triste elementer i naturvidenskabens og teknikkens grænseland. Som forsvar for den kronisk negative vinkel, vi her har valgt, vil vi påberåbe os Adorno: De største ulykker viser sig typisk at være den største drivkraft for fremtidig omtanke og risikovurdering, og dermed den største drivkraft for ægte fremskridt.

Hermed listen over de 18 mest mislykkede tekniske og naturvidenskabelige innovationer i det 20. århundrede:

*Den 14 April 1912 sank oceandamperen Titanic på sin jomfrurejse. Skibsbyggerne havde forinden sagt, at den umuligt kunne synke. 1513 mennesker omkom.

*I løbet af Første Verdenskrig blev alt tænkeligt teknisk fremskridt kastet ind på krigens vestlige front. Begge sider regnede med, at teknologien hurtigt ville bryde dødvandet, men i stedet producerede den en tre år lang skyttegravskrig, pigtråd, rifler, granater, maskingeværer, artilleri, gas, kampvogne, flyvevåben og millioner af døde mennesker.

*Den 6. maj 1937 ankom den med brint fyldte zeppeliner Hindenburg til Lakehurst, New Jersey, hvorefter den brød i brand og eksploderede. 36 mennesker omkom.

*En i hvert fald delvis årsag til Anden Verdenskrig må findes i den særdeles overdrevne fortolkning af Darwins udviklingslære, der i sin vulgariserede fortolkning af "survival of the fittest" på forbryderisk vis blev brugt som begrundelse for udryddelsen af jøderne, og for eugeniske ideer generelt. Af skam vil vi her slet ikke tælle antallet af dræbte og lemlæstede mennesker.

*I 1952 blev et jetpassagerfly ved navn de Havilland Comet taget i brug. Der blev bygget 21 maskiner, hvoraf de syv styrtede ned på grund af en form for metaltræthed, designerne ikke havde tænkt på.

*I løbet af 50'erne blev der udviklet nye og kraftige antibiotika, der reddede utallige millioner af menneskeliv. Mindre end 50 år efter har et uansvarligt overforbrug af disse penicillin-præparater næret udviklingen af et utal af resistente bakterier, der bringer millioner af mennesker i fare.

*Hvis det er rigtigt, hvad der står i en ny bog af Edward Hooper, The River, så har eksperimentelle vaccineringsprogrammer mod polio i det centrale Afrika i årene 1957-59 været årsagen til aids-pandemien. Hooper (og andre) mener, at vaccinen var forurenet med abevirus, men sagen er stadig tvivlsom. Hvis det er sandt, så har en forkert vaccineringsmetode, der var tænkt som et medicinsk pionerarbejde, været årsag til en epidemi, som indtil nu har dræbt cirka 16 millioner mennesker, og som i løbet af få år vil dræbe flere mennesker end alle verdens krige tilsammen.

*Den 5. december 1959 brød Malpasset-dæmningen i Reyran-dalen ved den franske riviera sammen. Dens fundament lå tæt ved en lersammenføjning, som arkitekterne havde ignoreret. Over 420 mennesker omkom.

*I løbet af årene 1958-62 iværksatte den kinesiske regering en teknologisk revolution, kaldt "Det Store spring Fremad". Fødevareproduktionen kollapsede og sultkatastrofen var en realitet. På befaling ovenfra blev alskens ny teknik fejlanvendt (jord blev pløjet for dybt ned, såsæden plantet for tæt, vandingsplaner forkert planlagt, hvis overhovedet, osv.) Bureaukrater på alle niveauer øgede problemet ved at proklamere, at der ikke var noget problem. Sultkatastrofens dødstal er anslået til 30-50 millioner mennesker.

*I 1962 sendte USA rumskibet Mariner 1 af sted for at udforske Venus. Kort efter opsendelsen tog raketten en anden kurs på grund af en lille fejl i computeren (et forkert mellemrumsanslag i en enkelt linje på koden). Mariner 1 havnede i Atlanterhavet.

*I 1970'erne blev et af de første 60 etagers spejlbeklædte højhuse indviet i Boston (Hancock Tower). Et efter et faldt de 240 kilo tunge spejlvinduer ned, fordi materialet var forkert. I flere år blev vindueshullerne lukket med krydsfinér, og de tilstødende gader blev spærret af. Efterhånden ødelagde bygningen den offentlige transport og fundamentet på de tilstødende bygninger. Højhusets beboere fik kvalme når det blæste.

*Den 1. september 1983 skød en sovjetisk Su-15 jetjager ved en fejl en koreansk passagermaskine ned i nærheden af Sakhalin-øerne, USSR, og dræbte 269 mennesker.

*Den 3. december 1984 dræbte et udslip af en giftig gas ved Union Carbides kemiske anlæg i Bhopal, Indien, 6.000 mennesker og skadede mange flere.

*Den 28. januar 1986 eksploderede den amerikanske rumfærge Challenger kort efter starten, fordi en enkelt forseglingsring ikke virkede. Man vidste, at materialet kunne blive skørt i kulde, og raketten havde i mange timer før opsendelsen stået i det kolde vejr.

*I april 1986 smeltede dele af den russiske atomreaktor Tjernobyl ned på grund af dårligt design og lemfældig vedligeholdelse. Mere end 30 døde kort efter, og mange tusinder fik efterhånden alvorlige sygdomme (og får det den dag i dag). Store områder blev forurenet med meget langsomt nedbrydeligt radioaktivt materiale.

*Den 3. juli 1988 skød det amerikanske krigsskib Vincennes ved en fejl en iransk passagermaskine ned og dræbte derved 290 mennesker.

*I 1994 forårsagede Juan Pablo Davila, der arbejdede på det statsejede Codelco Company, et tab på cirka fem procent af Chiles nationalprodukt, idet han på sin computer kom til at trykke på knappen "køb" i stedet for "sælg". På grund af fejltagelsen gik han helt amok med at købe og sælge, og siden har ordet "davilar" stået for "at klokke godt og grundigt i det."

*Den 31. december 1999 klokken 24.00 forårsagede "år 2000 problemet", der i computerverdenen også er kendt under navnet Y2K, ikke de store problemer, fordi man havde tjekket de mange mulige problemer i tide, og fordi man tog vigtige forholdsregler...

Så måske er vi ved at lære det.

0 comments:

There was an error in this gadget