Den sande apokalypse

Glem alt om ozonlag, drivhuseffekt, pest, atomulykker og græshoppeplager. Den sande og mest sandsynlige trussel mod menneskeheden er et meteornedslag.

Nedslag
Af Robin Engelhardt

Rettidigt til det nye årtusind har vi fået en ny katastrofe at tænke på. Dommedag vil komme. Spørgsmålet er bare hvornår. Det fortæller astronomer, der har regnet lidt på, hvor stor sandsynligheden er for, at en asteroide vil tage kurs mod Jorden og udslette alt liv.

Så forbavsende det må lyde for nogle, viser det sig nemlig, at risikoen for et livstruende nedslag er ganske stor i forhold til de sandsynligheder og risici, vi kender fra hverdagen  som f.eks. lotto, tips og diverse andre ulykker. Man har længe vidst, i det mindste i teorien, at et kraftigt nedslag kan udslette store dele af livet på kloden, som det for eksempel skete for 65 millioner år siden, da et meteornedslag på Yucatan-halvøen skabte et 100 kilometer stort krater, og efter alt at dømme udslettede dinosaurerne og flere andre arter fra kridttiden. Men fordi vi ikke har eksisteret så længe, og fordi vi har været optaget af så mange andre, og mere presserende katastrofer, har vi ikke anset faren for et anslag fra rummet som særlig overhængende.

Men det kan den sagtens være, og der er tydelige tegn på, at forskere og regeringer efterhånden tager faren alvorlig. Så sent som i sidste uge nedsatte den britiske regering et ekspertudvalg til overvågning og risikovurdering af asteroider i rummet. Ophavsmanden bag initiativet er det walisiske medlem af parlamentet, Lembit Opik, som ifølge BBC online allerede i marts advarede om, at risikoen for at blive dræbt af en meteor er 750 gange større end at vinde i det nationale lotteri.

Værre end et flystyrt
Nu kan man spørge sig selv: Hvordan kan sandsynligheden for, at jeg dør af et meteornedslag være 750 gange større, end at jeg vinder i lotto, når der hver uge er lottogevinster? Der kommer da ikke 750 flere meteorer ned om ugen end der kommer lottogevinster?!

Svaret er, at der selvfølgelig kommer færre meteornedslag end lottogevinster, men der kommer flere nedslag end der kommer lottogevinster til mig. Mange mennesker bruger ofte en forkert statistisk tænkning til at tænke på problemet, ved at gøre sandsynlighedsberegningen afhængig af populationen  efter devisen: »Der findes så mange mennesker; hvorfor skulle en meteor lige præcis ramme mig?«

Problemet er bare, at en meteor ikke behøver at ramme os i hovedet. Den skal bare være store nok til at skabe en klimakatastrofe. Det er følgerne, vi dør af  måske alle sammen. Den rette, og simple, måde at beregne risikoen for et ødelæggende nedslag på, er først at finde en sandsynlighed for, at en asteroide eller komet større en to kilometer i diameter vil ramme jorden.

I den pessimistiske version antages det, at det sker en gang hver en million år. Den gennemsnitlige levetid for et menneske er cirka 73 år, og risikoen for at dette menneske oplever et dræbende nedslag er derfor 73 divideret med en million, hvilket giver cirka 1:13.700. Det er et tal, som gælder for os alle sammen, og det er meget større end chancen for at vinde i tips eller lotto, og det er endda meget højere end risikoen for at styrte ned med et fly.

Men der findes mange flere nedslag, hvis man medregner de mindre meteoritter. Om året falder der omkring 200 meteoritter ned, hvoraf cirka fem bliver fundet. Da de små og lette meteoritter ikke laver klimaændringer, må de nærmest ramme os i hovedet for at volde skade. Derfor falder farligheden kraftigt med faldende masse og hastighed.

Torino Impact Scale
Richard P. Binzel fra Massachusetts Institute of Technology offentliggjorde i sommer en form for Richter-skala for farligheden af de enkelte asteroider og kometer ude i rummet (asteroider og kometer bliver nu som fællesbetegnelse kaldt for »near-Earth objects«, eller NEO).

På en skala fra nul til ti, der nu har fået navnet »The Torino Impact Scale«, angives den potentielle fare for et nedslag, således at nul står for »ingen risiko« og ti for ekstrem stor fare  ja sikkerhed for, at en NEO vil ramme jorden og forårsage en »global klimakatastrofe«. De mellemliggende niveauer gradueres således, at for eksempel tre står for »en tæt kontakt med en én procents risiko for at forårsage en lokal ødelæggelse« og syv for »en tæt kontakt med en ekstrem signifikant trussel for en kollision, der forårsager en global katastrofe«.

Bevidsthedsændringen om risikoen for store meteornedslag startede i 1994, da kometen Shoemaker-Levy 9 ramte Jupiters overflade. Astronomerne kunne nu med egne øjne se, hvor galt det kunne gå. Eksplosionen var på størrelse med Jorden, og havde den ramt Jorden, ville der med sikkerhed ikke være noget tilbage af os.

Også eksplosionen over Tunguska i Sibirien i 1908 skyldes efter al sandsynlighed en komet, der bestod af is. I et 1200 kvadratkilometer stort område lå træerne knækket som tændstikker på jorden, pegende væk fra eksplosionens centrum. I 1995 holdt forskerne derfor det første internationale møde om fremtidige meteorkatastrofer, og i løbet af de sidste fem år har astronomerne da også fundet et væld af NEO er, der i løbet af de næste 50-100 år vil komme mere eller mindre tæt på Jorden.

Man har tidligere ment, at den eneste måde at undgå en kollision på, var at affyre atomraketter for at sprænge NEO erne i stumper og stykker. Men en langt sikrere og mere elegant løsning ville være at lade en lille motor lande på objektet. Hvis den er forsynet med solpaneler kan den efterhånden ændre NEOens bane til at gå Jorden ramt forbi.

0 comments:

There was an error in this gadget