Demokratur på Nettet

De nye globale medier bringer ikke automatisk demokratiet til døren. Tværtimod synes der at opstå demokratiske problemer, hvis man overlader teknikken til sig selv

Af Robin Engelhardt

Pas på teknologien! Den har det med at reformulere verden i sit eget billede og lade de fundamentale problemer forblive uløst. Dette lader til at være flere eksperters konklusion på ti års erfaringer med Internetteknologien og de globale informationsnetværker.

Mens fremtidsoptimister har fremmanet Internettet som den nye åbenbaring, har problemerne hobet sig op. I stedet for at føre os hurtigt ind i det totalt-globale demokrati, med harmoni, rigdom og alomfattende for-ståelse blandt verdens borgere, er IT-revolutionen blevet fulgt op af censur, overvågning og uigennemskuelige juridiske og tekniske monopoler, som har fået lov at vokse vildt, alt imens forøgelsen af det demokratiske sindelag lader vente på sig. Deltagelsen i den politiske proces falder stadig.

Pas på demokratiet!
Uden andre humane principper og rettigheder udarter det sig til et misbrug af statistik; et flertallets tyranni over mindretallet. Især i denne nye IT-æra, hvor paniklovgivninger om ophavsret, patenter og Internet-censur ser stort på ytringsfriheden og minoriteters retstilling.

Dette lader til at være konklusionen på flere rapporter, som både regeringen og universiteter har offentliggjort på det seneste. Konklusionen på teknologirådets konsensuskonference om elektronisk overvågning var skarp: »Vi kan være på vej ud på en glidebane, hvor vi stiltiende accepter den øgede overvågning.«

Marginalisering
Socialforskningsinstituttet udgav ligeledes i sidste uge en pressemeddelelse, hvori der blev udtrykt stor bekymring over for konsekvenserne af de moderne organisationsformer i virksomhederne. De kan give »nye former for marginalisering og polarisering,« hedder det i rapporten, simpelthen fordi ikke alle mennesker er lige gode til at omstille sig til de nye indlæringskrav og fleksible rotationsordninger.

Den svenske demokratiminister, Britta Lejon, er som konsekvens af udviklingen blevet lidt mere forbeholden over for en IT-udvikling uden politisk styring. Hun er f.eks. begyndt at lytte til politologen Benjamin Barber.

Barber, som er fra Rutgers Unviersity i New Jersey, har karakteriseret de nye medier på følgende måder: De er hurtige; de reducerer ofte temaer til et ja/nej alternativ; vi tænker over dem i isolation; de favoriserer billeder frem for ord; de viderebringer information frem for viden; de fragmenterer og segmenterer befolkningen.

»Barbers konklusion er, at ingen af disse egenskaber fremmer demokratiet, fordi demokrati er afhængig af omtanke og derfor af tid,« skriver Lejon på sit web-side.

»Demokratiet er afhængig af en forståelse for komplekse problemstillinger og ikke kun af ja/nej-spørgsmål; det kræver ord frem for billeder, viden frem for information, og sammenhold frem for isolation.«

»Desuden er demokrati baseret på et fælles kulturgrundlag og kræver derfor, at mennesker er bundet sammen af fælles tanker og erfaringer i stedet for at sidde alene foran en global billedskærm og passe sig selv.«

Også i Danmark er optimismen ved at blive erstattet af en mere realistisk vurdering af Internettets muligheder. Det viser sig, at de typiske egenskaber, som man lovpriser det nye medium med som f.eks. det altomfattende globale, hastigheden og forbundetheden er præ-cis de egenskaber, man ikke kan bruge til noget, når det gælder om at øge den demokratiske bevidsthed.

De eneste IT projekter, der synes at virke positivt på demokratiopfattelsen, er både meget lokale, meget emnespecifikke og helt anonyme. Det er altså kun de mest »analoge« elementer af internetrevolutionen, der har en ægte positiv effekt på sammenholdet, som f.eks. lokale borgermøder via chat, ansøgningsblanketter på Nettet, en afstemning om legepladser eller lignende, som man i princippet også kunne have gjort på gammeldags facon.

Ideologiske krav
Ph.D. i lokalt demokrati Sune Johansson fra Syddansk Universitet er også kun forbeholden optimistisk, når det gælder styrkningen af det demokratiske sindelag i befolkningen: »Deciderede demokratiprojekter synes jeg ikke rigtig, man kan sige, der har været i Danmark,« siger han til Information.

»Det ligger dog hele tiden underforstået i alle det offentliges planer, at udviklingen skal forbedre demokratiet, men der kommer aldrig eksplicitte projekter, andet end måske et passivt debatforum, som folk kan skrive i, hvis de har lyst.«

»Der er tre måder at tænke på IT i den danske offentlige sektor. Disse forståelser konkurrerer indbyrdes om at blive den dominerende fortolkning af teknologiens sammenhæng med demokrati.«

»Den første er det, man kan kalde for teledemokrati , som er ideen om direkte demokrati altså afstemninger via Nettet. Den anden er cyberdemokrati , hvor man bygger virtuelle fællesskaber, diskuterer ting og opnår konsensus ved hjælp af IT. Den tredje er elektronisk demokratisering , som egentlig bare er en reformation af allerede eksisterende demokratiske strukturer ved hjælp af IT, dvs. debatforum, offentlig gennemsigtighed, online-ansøgningsskemaer osv.«

I Danmark er den tredje forståelse absolut den dominerende, siger Johansson.

»Min fornemmelse er, at den offentlige sektor bliver mødt af nogle ideologiske krav understøttet af EU og store virksomheder til at virkeliggøre forskningsministeriets IT-strategier, lave web-sider osv., og de halser efter for at efterleve de nye krav uden at spørge, hvad man egentlig kan bruge det til. I stedet for selv at tage kontrollen og spørge: Hvad vil vi egentlig med det her? og måske spørge borgerne om, hvad slags servicer og demokratitiltag, de synes, ville være relevante.«

Mere jordnær kontakt
Selvom langt de fleste mennesker formelt set støtter tanken om et demokrati, er der kun få, som er enige om, hvad ordet egentlig dækker over. Et af informationssamfundets grundantagelser synes at gå ud på, at et øget adgang til elektronisk kommunikation styrke demokratiet. Men denne antagelse har måske en større tendens til at forplumre de faktiske problemer, som er forbundet med at integrere ny teknologi på en meningsfuld måde i samfundet. Sune Johansson er klar over, at der bag den danske agenda gemmer sig en forestilling om, at alt bliver godt, når først bredbåndet er lagt.

»Graden af optimismen er dog forskellig fra person til person. I kommunerne er der en klart større andel af skeptikere end i partierne eller i industrien. Især byrådsmedlemmer efterspørger en mere jordnær kontakt til befolkningen, end hvad den virtuelle verden kan give.«

»Alle de gode tanker og alle de smarte ideer findes jo allerede i stor stil, men hvis man ser på, hvad der faktisk sker, så er det meget lidt. Der er også flere og flere organisationer, der siger, at vi har visioner nok. Det, det kommer an på, er at finde konkrete tiltag, og ikke stadig flere ord,« siger Sune Johansson.

Lokalt demokrati: E-demokratiets første skridt

Af Robin Engelhardt

Både i England og Sverige har man så småt startet med IT-projekter, der har til formål at fremme demokratiet og engagere folk i de politiske beslutningsprocesser. De foreløbige erfaringer viser, at jo mere specifikke og lokale de enkelte projekter har været formuleret, jo bedre har de fungeret, og jo bedre er de blevet modtaget af borgerne.

I marts startede for eksempel den britiske regering med at gennemføre et nyt »e-demokrati program«. Det nyskabende i projektet var at etablere et internetbaseret diskussionsforum, som skulle forbinde socialt marginaliserede befolkningsgrupper mere direkte til de parlamentariske beslutningsprocesser.
»Det første store projekt handlede om voldsramte kvinder i hjemmet,« siger Beccy Earnshaw fra Hansard Society Edemocracy-program til Information. »Det har været en stor succes. Der kom i alt omkring 1000 tekster skrevet af cirka 200 kvinder fra hele landet. Parlamentet fik bagefter dokumenterne at se og kunne således danne sig et billede af problemets omfang. Der kom en god reaktion fra politikerne, og alle parter i sagen følte, at de fik noget ud af projektet. De voldsramte kvinder følte, at de blev lyttet til, og politikerne følte, at de havde fået et godt grundlag at gå videre med.«

Computere til låns
De fleste af kvinderne havde ikke selv en computer. Derfor brugte de computere, som var sat til rådighed af ministeriet, og de fik undervisning i, hvordan man sender e-mails.
»Vi hjalp dem, hvis der opstod tekniske problemer,« siger Earnshaw. »Alt var anonymiseret, så hverken vi, kvinderne eller politikerne kunne spore, hvem der havde skrevet hvilke tekster.«

»Arbejdet har kastet flere nyttige evalueringsrapporter fra sig,« siger David Coleman, der er leder af projektet.

»Den første rapport handlede om, hvad kvinderne sagde og blev brugt som opinionsmateriale af parlamentets udvalg for vold i hjemmet, som kunne bruge informationerne til at udforme en ny lovgivning på området. Den anden rapport, som endnu ikke er færdig, handler om, hvordan nye medier kan opmuntre borgerne til socialt medansvar og demokratisk deltagelse. Den tredje rapport vil beskæftige sig med at forstå, hvordan mennesker snakker og diskuterer indbyrdes i de nye medier.«

»Parlamentet er blevet opmuntret af de positive resultater, også fordi de kommer i tættere kontakt med de virkelige problemer, som gør sig gældende i befolkningen,« siger Coleman. Derfor er det planen at forsætte med IT-konsultationerne. Den 16. januar vil man starte projektet »Uspeak.« Denne online-konsultation vil omfatte mennesker, som er på lave indkomster, og den vil handle om velfærd og arbejde. Resultaterne vil bagefter blive videregivet til regeringens socialudvalg. Længere ude i fremtiden er det planlagt at få de gamle mennesker i tale.

Demokrativærksted
Også i Sverige har man samlet gode erfaringer. I den svenske by Kalix har man startet et såkaldt »demokrativærksted«, hvor man forsøger at øge medborgernes deltagelse i de kommunale beslutninger, blandt andet ved at give folk ret til komme med forslag og til at debattere online. Den politiske deltagelse blandt folk er øget betragteligt, efter det blev klart, at debatterne indgår i beslutningsgrundlaget for politikerne.

»Forudsætningen for succes er en troværdig anonymitet og sikkerhed, så man undgår fusk,« siger medlem af kommunalrådet Peter Eriksson. Hver borger i Kalix har fået udleveret et personligt kodeord, som de skal bruge, hver gang de deltager i debatten, enten via Internet telefon, fax eller almindelig post.

»Vi har fået Kalix-borgernes synspunkter meget tidligere end før,« siger Eriksson, »og det er meget vigtigt for os, fordi det giver et langt bedre grundlag at tage beslutninger på.«

Hovsa-central i hjernen opdaget

Forskere fra Vanderbilt Universitet i USA har fundet et område i hjernen, som reagerer og retter os, når vi laver en fejl


Af Robin Engelhardt

Hvad er det, der foregår i hjernen, når vi pludselig bliver bevidst om en ting, vi har gjort forkert? Hovsa, siger vi måske forbavset og koncentrerer os om den rigtige måde at gøre tingene på. Den situation har de tre neurobiologer Veit Stuphorn, Tracy L. Taylornow og Jeffrey D. Schall fra Vanderbilt Universitet i Nashville, Tennessee, forsøgt at finde et svar på, ved at lave en simpel forsøgsopstilling, der sporer, hvordan abers øjne afsøger det visuelle rum. Deres resultat, som nu er blevet offentliggjort i 14. december-udgaven af fagbladet Nature viser, at et sæt af neuroner i en specifik region i hjernen reagerer, når man finder ud af, at man har lavet en fejl i løbet af en speciel designet forsøgsanordning.

Forskerne mener, at denne region i hjernen er en del af et »eksekutivsystem,« som er blevet udviklet i takt med hjernens øgede kompleksitetsgrad, dvs. for at holde styr på aktiviteten, lave beslutninger, rette fejl og korrigere habituelle reaktioner, når disse ikke er nødvendige. Selv om kognitionsforskere generelt er enige i, at en sådan region i hjernen må findes, er dette arbejde ifølge de amerikanske forskere et af de første studier, der viser, hvordan systemet konkret virker på et fundamentalt niveau.

»Dette arbejde er meget vigtigt, fordi det viser de cellulære funktioner, der ligger til grund for selvkontrollen,« siger lektor Sohee Park fra Vanderbilt. »Det peger på basale spørgsmål inden for psykologien og filosofien, for eksempel på tankens og den frie viljes oprindelse.«

Park siger også, at undersøgelserne kan have store konsekvenser for vores for-ståelse af skizofreni, obsessive og kompulsive forstyrrelser og psykopatisk opførsel.

På jagt i frontallappen
Forskerne koncentrerede sig om hjernens kontrol af øjenbevægelserne. I forsøgsopstillingen blev nogle macaque-aber sat foran en computer for at se på en stor plet på midten af skærmen. Når abens blik var fikseret på pletten, forsvandt den for at dukke op et andet sted. Hvis aben hurtigt fandt den nye plet, blev den belønnet med juice.

I løbet af nogle af forsøgene dukkede den centrale plet op igen efter at have være forsvundet, og hvis aben korrigerede sin søgen efter pletten i periferien for i stedet at fiksere på midten, fik den igen en belønning i form af lidt juice.

I løbet af de visuelle øvelser sporede forskerne abens hjerneaktivitet ved hjælp af skannere. I den del af hjernen, som man kalder det sekundære øjenfelt (SEF), der er placeret på frontallappen og er en del af det sekundære bevægelsesområde (Supplementary motor area, SMA), der blev opdaget i 1940 erne af nogle neurokirurger, som rodede rundt i hjernen på epileptiske patienter, fandt forskerne en høj aktivitet i det øjeblik, aben ombestemte sig for at fiksere på den centrale plet. Forskerne fandt desuden ud af, at mønstret for den neuronale aktivitet i det sekundære felt var helt anderledes i forhold til det frontale øjenfelt.

»Det ser ud til, at neuronerne i det sekundære øjenfelt overvåger øjenbevægelserne, men ikke styrer dem,« siger Schall.

Schall og hans kolleger opdeler neuronerne i tre kategorier: Den første er de såkaldte »belønnings-neuroner,« som man også har fundet i andre områder af hjernen. Den anden er »hovsa-neuronerne« (»oops«), eller »fejlneuronerne«, som kun reagerer, når aben indser, at den har lavet en fejl og ikke vil få belønning. Den tredje type reagerer, når hjernen modtager to indbyrdes modsigende instruktioner.

Tre typer neuroner
Forsøgene, som de er beskrevet i Nature-artiklen, sætter skub i en verserende debat om fortolkningen af allerede kendte forskningsresultater med mennesker, hvor man har brugt elektro-pencephalogrammer dvs. måling af elektriske hjernebølger, også kaldt EEG og den såkaldte functional magnetic resonance imaging (fMRI), som kan måle ændringer i blodgennemstrømningen i områder af hjernen. Størrelsen af blodgennem-strømningen anses som en følgevirkning af informationsbehandlingen. Michael Coles og hans kolleger fra Universitetet i Illinois, USA, opdagede et EEG-signal, som opstod, når mennesker lavede fejl. De kaldte det the blunder blip og mente, at det skyldtes en fejl-korrigerende respons.

Senere udførte Jonathan Cohen fra Princeton University en serie af fMRI eksperimenter, hvor hjerneaktiviteten blev kortlagt i situationer, hver mennesker laver fejl. Cohen fandt, at SMA-området og et tilstødende område kaldt anterior cingulate cortex begge blev aktive. Desværre ikke kun, når der blev begået fejl, men også når der blev givet en korrekt dom. Cohen konkluderede, at aktiviteten ikke kun skyldes fejl, men også løsningen af konflikter. »Vores resultater viser, at begge tolkninger er delvist rigtige,« siger Schall. »Forskellige grupper af neuroner reagerer over for både fejl og konflikt.«

Den nye økonomi: Danskerne holder på klaphattene

Den ny økonomi er mindst lige så samfundsomvæltende, som den første industrielle revolution var det for 300 år siden, mener topkonsulent Niels-Chr. Nielsen


Af Robin Engelhardt

»Hvad sker der, når de nye økonomiske lovmæssigheder hverken kan styres ud fra en national politik eller gennem internationale organer?« »Hvad sker der, når den nye konkurrence umuliggør traditionel politik?«

Det er to af de spørgsmål, som Niels-Christian Nielsen stillede sine tilhører i forbindelse med Informations såkaldte Luftskibsarrangement i Dansk Design Center i går.

Niels-Chr. Nielsen, som er direktør for konsulentfirmaet Catenas, er en mand, der ligger i evig rutefart mellem New York og London, hvor hans 1.300 mand store ekspert-netværk har base. Ny økonomi - gammel politik Alle taler om den ny økonomi, men ingen ved, hvad den egentlig går ud på. Information havde mandag inviteret en række eksperter fra ind og udland til at give et bud på de voldsomme samfunds-forandringer, vi kan forvente på grund af den nye informationsteknologi og de nye former for arbejdsdeling, verden står overfor.

Danmark i baghjul
Niels-Chr. Nielsen er ikke i tvivl om den enorme betydning, den ny økonomi vil have på samfundet. Han mener, at de klassiske regler for arbejdsdeling og de politiske koncepter er blevet totalt overflødige i den nye økonomi.

»Den nye industrielle revolution, som vi gennemlever lige nu, handler om at udnytte den globale tilgang til kvalifikationer og den nye videns-mobilitet til at maksimere fordelene i den globale konkurrence,« siger han.
»De klassiske koncepter inden for traditionel politik er under afvikling til fordel for en global kamp om nøgleressourcerne,« fortsætter Nielsen. »Og tabernationer som Danmark vil ikke indrømme dette og forfalder derfor til det håbløse forsøg at redde stumper af traditionerne.«

Ny arbejdsdeling
»Vi er i midten af en revolutionær proces, som intet har med Internettet at gøre, lige så lidt som opfindelsen af dampmaskinen havde at gøre med den første industrielle revolution for 300 år siden,« proklamerer Niels-Chr. Nielsen og forklarer:

»Bevares, dampmaskinen var en del af sagen og blev senere et vigtigt symbol for udviklingen, men den havde ikke stor betydning for selve de politiske og samfundsmæssige transformationer, der kendetegner denne periode.«

Der var langt mere omfattende og revolutionerende processer i gang end dampmaskinen, mener Niels-Chr. Nielsen. Sproget blev beriget med helt nye begreber som »arbejde,« »nation,« »firma,« »privat« og »offentlig,« som ikke fandtes før, eller som havde en helt anden betydning.

»Men den ny økonomi fortæller os, at vi igen må fralære os de 300 år gamle koncepter.« »Det altafgørende for den første industrielle revolution var dannelsen af en ny dynamik til maksimering af arbejdsdelingen.

Resultatet blev en tredeling mellem det, vi kalder firmaet , som koordinerede og hierarkiserede produktionen i et afgrænset fysisk miljø; markedet , som regulerede udbud og efter-spørgsel, og endelig staten eller nationen, som optimerede de menneskelige relationer ved at bygge infrastruktur, minimere udstødningen og regulere andre nødvendige sociale forhold.«

Vidensdeling
»Den ny revolution er lige så gennemgribende, idet den ikke kun maksimerer dynamikken i arbejdsdelingen, men også dynamikken i vidensdelingen,« forklarer Nielsen.

»De enkelte produkters kompleksitetsniveau er eksploderet så voldsomt, at de gamle virksomheder, der fortsat ønsker at arbejde som isolerede enheder, går til grunde i tids- og strukturproblemer. Jo mere viden og kompleksitet, et produkt indeholder, jo sværere bliver det at overskue hele produktionen. Alene en gennemsnitlig kaffemaskine, som man kan købe hvor som helst, er sammensat af komponenter, der er produceret i ni forskellige lande på tre forskellige kontinenter.«

»Det betyder, at fremtidens firmaer frem for alt må afhierarkiseres og danne direkte partnerskaber. Virksomheder må skabe netværker, der praktiserer vidensdeling på mikroniveau, også selvom det foregår blandt mulige konkurrenter. Det bliver nødvendigt at opløse begreber som lederskab og firma , ligesom det bliver nødvendigt at fralære sig de gamle modstillinger som arbejde/fritid og arbejdsgiver/arbejdstager. Heller ikke begreber som stat og nation får nogen betydning for en fremtid, der agerer og vekselvirker globalt,« siger Niels-Chr. Nielsen.

»En væsentlig forskel mellem den første industrielle revolution og den ny økonomi er, at det, der tog 300 år at gennemføre for dampmaskinen, vil tage 50 år for den nye økonomi. Og det vil givetvis medføre masser af opstande og konflikter.«

Hold på klaphatten
Det problem fører for Niels-Chr. Nielsen tilbage til udgangsspørgsmålet om, hvorvidt politikken i dag magter at følge med økonomien og tage de nye udfordringer op.

»Når jeg hører om Danmark ude i verden, og gennem de filtre, de udenlandske medierne lægger på nyhederne, hører jeg altid kun ét ord,« sagde Niels-Chr. Nielsen til Informations udsendte medarbejder i kaffepausen, »og det ord er forsvar .«

»Danskerne vil forsvare velfærden, kulturen, danskheden, deres eget militær, deres krone og deres klaphatte. Men det fortæller jo, for mig at se, at nationalstaten, som vi kender den, ikke kun er under angreb, men også under afvikling.«


En helt ny økonomi er under udvikling, baseret på informationsnetværk, ekstrem hurtighed, voldsom vækst og store risici. Nogle kalder det en revolution. Men kan det politiske system udvikle et svar? Læs de foregående artikler i serien på: http://tema.information.dk/nygammel
Eller mød nogle af Luftskibs-gæsterne på:
http://www.catenas.com http://lsb.scu.edu/~dklein/papers/gray.html

Ytringsfriheden på spil

Vores nyvundne ytringsfrihed i den ny økonomi er truet af en gammeldags og farlig censurglæde, mener forfatteren Per Helge Sørensen

Af Robin Engelhardt

»Med Internettet har vi fået en ny og udvidet ytringsfrihed, som desværre ikke bliver værdsat nok,« siger Per Helge Sørensen i forbindelse med et foredrag, han skal holde i dag i Luftskibet, Informations forum for systemdebat.

Per Helge Sørensen kom i mediernes søgelys efter at have offentliggjort romanen Mailstorm, der handler om en ung mand, som overværer et mord via et web-cam, og siden opdager omfanget af overvågningsmulighederne via Nettet.

Efter en serie gode anmeldelser er Per Helge Sørensen pludselig blevet en efterspurgt ekspert og debattør i spørgsmål omkring IT-sikkerhed og overvågning.

»Der er nu mange ting, jeg ikke ved så meget om,« siger han og griner lidt over den nye situation. Per Helge Sørensen er dog meget interesseret i overvågningsspørgsmål, han har været ansat i Forskningsministeriets IT-politiske kontor og har grundlagt foreningen Digital Rights, der ønsker at værne om de basale menneskerettigheder i den ny digitale verden.

Gave til demokratiet
»Førhen sad der altid nogle redaktører på borgerlige eller mindre borgerlige dagblade, som sorterede det værste fra. Man kunne aldrig se billeder af en kat blive kørt over eller lignende griserier. Men med Internettet har vi fået en reel ytringsfrihed for det enkelte menneske. Der er ikke er nogen redaktør, der går ind og blander sig i, hvad man vil udgive.«

»Som udgangspunkt synes vi, at det er godt. Det er en gave til demokratiet, og det er noget, vi skal værne om. Problemet er, at det også giver nogle moralske kvababbelser. Der findes folk med bizzare interesser, som for eksempel katte, og de drager selvfølgelig også nytte af ytringsfriheden.«

Det besynderlige er nu ifølge Per Helge Sørensen, at man pludselig synes, at man absolut skal stramme grebet over for disse mennesker, i forhold til den verden, man havde før Internettet. Som reaktion på den udvidede ytringsfrihed hører man nu, at folk i stedet vil begrænse ytringsfriheden endnu mere.

»I USA opstod den såkaldte Communiation Decency Act, hvor man gik ind og bestemte, at nogle ting, som for eksempel bandeord og porno, skulle være ulovlige på Nettet, selvom de er lovlige i den fysiske verden.«

»Det samme sker nu i Danmark med diskussionen om filtreringen af anstødeligt materiale på bibliotekerne,« siger Per Helge Sørensen med henvisning til det nye lovforslag, CD s Lone Yalcinkaya har fremsat om at installere netfiltre på bibliotekerne, så man kan være sikker på, at børn ikke bliver konfronteret med porno.

»Det, synes vi, er utrolig problematisk. Bibliotekerne har en rolle i samfundet til at give alle mennesker adgang til den information, de har brug for. De har en pluralis-tisk rolle, som ikke må udelukke bestemte mennesker frem for andre. Desuden er der megen information, som er fornuftig for voksne, men som ikke er særlig børnevenlig. Hvis man vil beskytte børn på bibliotekerne, må man lave specielle børneafdelinger eller lignende i stedet.« For Per Helge Sørensen peger eksemplet på et dybere problem, som handler om, at gamle hævdvundne rettigheder på ny bliver problematiseret af en moraliserende offentlighed.

»Lige pludselig er diskussionen om porno, der var gået i stå for længst, så varm som aldrig før,« siger han. At en ny teknologi har den modsatte effekt, i forhold til hvad den kan, er meget underligt, og Per Helge Sørensen mener derfor, at politikerne må begynde at tage deres ansvar for ytringsfrihed og privatlivets fred alvorligt.

»Det er utrolig vigtigt, at politikerne bliver deres ansvar bevist og værner om den unikke mulighed, som det nye medielandskab giver, og som aldrig har eksisteret før i historien.«

Forkert at selvregulere
»Hver gang, der er kommet en historie op i medierne om noget anstødeligt materiale på Nettet, har regeringen reageret ud fra princippet om selvregulering, altså ud fra, at det må branchen selv klare,« forklarer han.

»Men det, mener jeg ikke, er nogen god idé. Hele diskussionen, som den er foregået, har drejet sig om forholdet mellem lovligt, men også anstødeligt indhold. Den officielle holdning har været, at det skal folk selv ordne, enten ved at finde egne moralske normer, private vagtværn, eller lade Intenetudbyderne selv om at udvikle en kodeks for anstændig opførsel.«

»Men det er uansvarligt af regeringerne, og det er en meget uheldig kurs. Netop fordi man mener, at internettet skal udvikle sig frit, glemmer man, at friheden skal implementeres som en menneskelig ret og ikke blot som en valgmulighed for en branche. Man glemmer, at det er regeringens ansvar at vægte ytringsfrihed contra nogle andre menneskerettigheder, som for eksempel beskyttelse af børn osv. Det er et svært ansvar, og det skal ikke bare overlades til en branche.«

Global overvågning
»Det er utrolig ærgerligt at tænke på, hvis det skulle være sådan, at der kun har eksisteret et enkelt øjeblik i menneskehedens historie engang i slutningen af 1990 erne hvor vi havde en fuld ytringsfrihed, men det kunne vi ikke rigtig tåle og faldt derfor tilbage til en censureret, filtreret og redigeret version. Det kan godt være, jeg er for paranoid på det punkt, men når man ser de forslag, der kommer til Danmark for tiden, så kan jeg godt blive lidt bekymret.«

I den globale sammensmeltning af økonomi, politik og information opstår der også koalitioner af en anden art. Den mørke side af den fagre nye IT-verden, som handler om teknikker til overvågning og censur, er ved at smelte sammen i lige så høj grad som økonomien.

»Lige nu forsøger Europarådet for eksempel at finde nogle fælles regler omkring hvad og hvor meget, man må overvåge. Der er især amerikanske interesser involveret,« siger Per Helge Sørensen.

Handler ufrit
»Det er frygteligt irriterende for amerikanerne at blive hacket fra en eller anden server i Skt. Petersborg, og når de tager til Skt. Petersborg for at finde ud af, hvem der gjorde det, så er der slet ikke gemt noget data, og man aner ikke, hvem der har været hvor.« Per Helge Sørensen er ikke i tvivl om, at USA ønsker at have styr på det, og at det er derfor, de er gået til Europarådet. Så får man hele Europa også Rusland med i nogle fælles regler for, hvordan data bliver gemt, så man efterfølgende kan følge folk til bage fra Manilla, eller hvor de ny laver deres hack eller virus fra.

»I hele diskussionen om overvågning og sikkerhed er det vigtigt at finde ud af, hvad man er berettiget til i forhold til hvad, vi vil værne om som samfund.«

»Hvis man ikke har en forsikring om, at man kan handle frit på Nettet, og hvis man har en fornemmelse af, at der måske er nogen, som holder øje med ens handlinger, begynder man automatisk at handle ufrit. Det er det, der er hele pointen med at kæmpe for ytringsfrihed og en lovmæssig stadfæstelse af den.«

Kræver politiske valg
»For at beskytte sig skal man træffe nogle tekniske, men især politiske valg. Man kan for eksempel bruge nogle anonyme webservere, som folk kan logge sig ind på og surfe videre fra.«

»Det er også et valg, om vi vil tillade folk at kryptere deres emails eller ej. Og det er et valg, som har noget at gøre med grundlæggende menneskerettigheder, og det er meget afgørende for, hvordan vi indretter vores samfund.«

»Der er et stort behov for at kvalificere diskussionen. Sagen om internetudbyderen Get2net er et godt eksempel. På et tidspunkt i sommers besluttede Get2net at gennemgå deres kunders hjemmesider for at sortere griserierne fra. De fandt så en hjemmeside for kattehadere, som de smed væk. Vi gik derefter ind og fortalte dem, at det var helt misforstået. Det er ikke en internetudbyders opgave at sætte moralske grænser for, hvad folk må kommunikere med hinanden om via en hjemmeside. Det kan heller ikke være sådan, at vi kun kan lægge det på Nettet, som børn kan tåle at se. Da vi fik forklaret dem det, virkede det som om Get2net forstod pointen.Det vil sige, hvis man som NGO er får forklaret folk, at det også handler om beskyttelse af privatlivets fred og om ytringsfrihed, så kommer man utrolig langt.«

Den forbudte berøring

Masturbationens kulturhistorie er endnu ikke skrevet. Efter flere tusinde års edder og forbandelse er emnet stadig tabubelagt


Af Robin Engelhardt

Et opslag i Encyclopaedia Britannica under ordet masturbation giver følgende forklaring: »Manipulation af genitalierne for vellystens skyld, normalt indtil orgasme. Ordet masturbation bruges normalt i betydning af selv-manipulation, men kan også beskrive manipulationen af en seksuel partner i stedet for samleje.«

Opslaget fortsætter med at nævne den »ekstreme overtro« og de »voldsomme tabuer«, der gennem tiden har omgærdet denne praksis, og som den romerske kirke stadig den dag i dag anser som en dødssynd. Hvilken afstand er der ikke til den forklaring, som man finder i de medicinske opslagsværker fra begyndelsen af 1800-tallet.

Dictionnaire des sciences médicale defineres en Masturbateur sådan her: »Denne unge mand var i fysisk og psykisk forfald. Han var ved at blive blind ... hans hud var bleg, hans tale for-vrænget, hans øjne udhulede. Samtlige tænder var blotlagt, tandkødet var belagt med åbne sår og viste tegn på skørbug. Den eneste lykkelige afslutning på hans lange lidelser var døden.« I koncentreret form får vi her alle de myter serveret, som har omgivet dette tabu-betyngede emne. Man bliver blind, tænderne falder ud, og sindssygdommen er stærkt på vej.

Hjernedråber
Masturbation ser ud til at have været et tabu siden Adam og Eva. Jødernes om-skæring af unge mænd, handlede for eksempel om, at man mente, at det ville fjerne en del af den seksuelle nydelse - foruden at være »rensende.«

Ordet Pneuma blev i det gamle Grækenland brugt i betydning af ånde eller pust, og »dyriske ånder«, såsom sæd. Enhver afsondring af sæd blev anset som en afsondring af marv, altså også hjerne, og derfor farlig.

Den romerske historiker Diogenes Laertios beskriver i sit kapitel om Pythagoras sperm som »hjernedråber«. I og med at en mand aktiverer sit køn, risikerer han at blive åndssvag. Også Platon advarer: »De livsbånd, der forbinder sjæl og legeme, har deres hold i marven. Det er i marven, rødderne til det menneskelige køn ligger.«

Stemmen lider også under sædafgang, blev det sagt. I det gamle Rom anbefalede man retorikerne, som skulle dyste i en politisk forsamling, ikke at have sex dagen før af hensyn til deres stemme og talegaver. De ensomme munke fra middelalderen kendte også kun alt for godt til farerne ved de stille timer, hvor drifterne spøgte under kutten. De kaldte dem »middagsdæmoner«, og de udløste en hel række melankolske drømmerier, hvoraf den moderne verden kun har bibeholdt sex-fantasierne. Kirkefædrene beskrev dette onde indgående og kaldte det acedia, hvilket betyder noget i retning af sørgmodighed eller tung-sind.

Das Ding an sich
Selv ikke oplysningstiden hjalp synderligt på problemet. Den schweiziske læge Samuel Tissot (1728-97), som normalt fejres som grundlæggeren af den rationelle medicin, mente, at masturbation var forårsaget af en civilisation af lave, lediggang og for mange pikante romaner. I sin bog, som oversat til dansk hed Onani, eller en afhandling om lidelser forårsaget af masturbation (1766), mente han, at onani reducerer blodtilløbet til hjernen og medfører sindssyge, gigt, hovedpine, hæmorider og impotens blandt andet.

Immanuel Kant, Tysklands største filosof fra 1700-tallet, var helt rabiat på det punkt. Han anså onani for at være værre end prostitution. Ifølge den franske filosof Jean-Baptiste Botul, der studede filosoffens seksualliv, pakkede Kant sig sammen som en kokon om natten for ikke at kunne røre ved sig selv. Middags- og nattedæmonerne var de største fjender for kantianismens »Ding an sich«. Han foldede flere tæpper stramt omkring sin krop og holdt armene oven på dynen.

Kant havde også et sindrigt system af stropper og beholdere i soveværelset for ikke at behøve at tænde lyset, hvis han skulle op om natten. Han forblev efter sigende evig ungkarl og anså enhver unødig afsondring af kropsvæsker det være sved, spyt eller sæd som både ødselt og uanstændigt. Logikken siden Platon siger, at sperm-spild er det samme som hjernespild, og derfor ikke godt for filosofien.

Og sådan kan man blive ved. Sylvester Grahams Lecture to Young Men (1834) var den første seksualoplysende bog og præsenterede en hel række advarsler mod onani og kaldte det »selvmisbrug« og »selvbesmittelse.« Resultatet var teenagere med bumser, ja endda kræftbumser.

I midten af 1800-tallet kom også kvinders seksualitet frem i lyset. Man genopdagede den såkaldte »klitoridek-tomi«, altså beskæring af klitoris, som en persisk lærd ved navn Ibn Sina havde skrevet om 800 år tidligere. Det blev især promoveret af englænderen Isaac Baker Brown, som behandlede nymfomani og masturbation.

Mål i sig selv
»Normal ovatiotomi« blev et hit i slutningen af århundredet, hvor man fjernede sunde æggestokke for at lindre symptomerne hos kvinder, der var hysteriske eller neurotiske.

Selv i dag er onani ikke noget, man taler om i offentligheden. Unge studieværter, der gerne vil være lidt provokerende, inviterer måske en såkaldt »orgasme-ekspert«, som gør sig klog på 117 måder at få orgasme på. Man snakker om »livmoderhals-orgasme« og andre mærkværdigheder, men aldrig om en stille og nydelsesfuld hjemmeruller. Det faktum, at masturbation har et tilfredsstillende mål i sig selv, bliver sjældent nævnt i fagbøger, der typisk anbefaler masturbation som et nyttigt værktøj til at tilfredsstille partneren.

Men masturbation er mere. Det er vores første seksuelle aktivitet her i livet. Det er et unikt udtryk for en kropslig kreativitet, naturligt tilgængeligt og brugt af mange flere små børn, end man egentlig går og tror. Selvom den moderne lægestand ikke direkte understøtter budskabet, er der intet »sygt« i at onanere, heller ikke hvis man har en partner. (Så har man da i hvert fald sex med en man kan lide). Man fejrer sin egen seksualitet og evne til at nyde sin krop, og det er der intet i vejen med. Så giv dig selv en hånd!

Den evige læring

Med Learning Lab Denmark bliver livslang læring det nye motto for fremtidens institutioner i både det private og det offentlige


Af Robin Engelhardt

En ny »eksperimenterende institution« med et samlet budget på 84 millioner kroner de næste fire år er dukket op i Danmark. Den hedder Learning Lab Denmark (LLD) og indgår som en selvstændig institution under Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i København.

I forbindelse med udnævnelsen af den 30-årige kaos-pilotuddannede Marianne Stang Våland som den nye direktør for LLD blev der i sidste uge afholdt en højprofileret konference, Læring 2000 perspektiver på læring, viden- og kompetenceudvikling , hvor man ville fortælle offentligheden om de visioner, der ligger til grund for den store satsning fra forsknings-, erhvervs- og undervisningsministeriet, og som efter programmet at dømme har til hensigt at udvikle nye former for læring i offentlige og private institutioner.

Foruden en bred skare af politikere og beslutningstagere fra både industri- og forskningsverdenen var der også indbudt en række udenlandske forskere, som skulle give hver deres bud på, hvad dette nye center skal komme til at favne.

Ændre hele landet
Blandt de inviterede talere til konferencen var Larry Leifer fra Stanford University. Med en baggrund i Designteori og ledelse af forskellige forsknings- og udviklingscentre blev Leifer direktør for den amerikanske variant af Learning Lab, som blev grundlagt i 1997, ved Stanford University.

Da Information mødte op til et interview med Leifer for at få mere at vide om den nye institution hvad den kan bevirke, og hvad den vil ændre på indleder Leifer samtalen med en meget forsigtig betragtning om forehavendet:

»Vores job med at ændre undervisnings- og læringsformerne ved Stanford University var en nærmest umulig opgave. Og her i Danmark vil man ændre hele landet.«

Men ikke desto mindre er Leifer meget glad for, at Danmark så hurtigt har turdet satse på netværkstankegangen og på informationsteknologien i en tid, hvor globaliseringen ændrer dagsordenen i nærmest alle aspekter af samfundslivet.

Vertikale portaler
»Den største værdi, vi kan tilføje vores universitet, er at bygge arbejdsmodellen for fremtidens universitet. Vi må bygge et fysisk rum, lægge ny teknologi i, og undervise på forskellige måder,« siger Leifer om Learning Lab.

»På Internet-niveau må vi også bygge nogle vertikale portaler, såkaldte vortals. En portal betyder at vise alt det, som foregår. Den vertikale del handler om at bringe folk ned til redskaberne, de forskellige services, arbejdsmodellerne og de pædagogiske erfaringer. Nede på indholds-niveauet vil det blive meget specifikt. Målet vil være, at de høje niveauer indeholder marketing-siden, mens de lave vil være undervisningsprægede.«

Det ultimative mål for Learning Lab er at bygge et globalt netværk. Danmark har nu besluttet at deltage, ligesom Sverige allerede deltager med Karolinska Insititutet, Uppsala Universitet og Stockholms Universitet og også Tyskland med Universitetet i Hannover og det tekniske universitet i Braunschweig.

Pædagogiske krav
Sine egne erfaringer med at integrere IT på alle niveauer i undervisningen på Stanford beskriver han dog som noget famlende.

»I begyndelsen var der et håb om, at teknologien kunne hjælpe læring, men der var en endnu større angst for, at teknologien kræver en viden om en masse unødvendige små-ting, så man taber det store billede ud af syne. Det er jo ikke attraktivt, hvis de studerende skal lære en masse om, hvordan man bruger teknologien, frem for hvad man kan bruge den til. Så kan det jo være lige meget,« siger han.

»Vi tog derfor først pædagogikken op til revision, og bagefter teknologien.«

Generelt er det meget let at gøre tingene bedre, mener Leifer. Bare det at give et kursus større opmærksomhed, gør kurset bedre. Fakultetet er mere opmærksomt, de studerende er mere opmærksomme, personalet er mere opmærksomt, og kurset bliver bedre bare fordi alle er mere opmærksomme.

»Spørgsmålet er så, om man blot kan tilføje lidt opmærksomhed til alle kurser. Desværre kræver opmærksomhed penge og ressourcer. I de første tre år lavede vi mange eksperimenter og fik fremragende resultater. Men alligevel var netto-resultatet for hele universitetet negativt. Vi havde forstyrret hele universitetets økologi.«

»Lad mig give et eksempel. Den gennemsnitlige student tager fem kurser per semester. Hvis vi forbedrer alle kurser, vil en studerende ikke kunne tage mere end tre kurser. Man bliver mere engageret, bruger mere tid på de enkelte kurser på bekostning af andre.«

»Det, vi nu gør, er at lade være med at intervenere for i stedet at koncentrere os om innovative undervisningsmetoder.«

Viden og kompetencer
Hvad disse innovative metoder nærmere går ud på, er dog stadig en smule uklart. Ifølge den danske hvidbog vil Learning Lab Denmark være et forskningsbaseret eksperimentarium, der skal gennemføre en række eksperimenter med læring og kompetenceudvikling i virksomheder (private som offentlige), uddannelsesinstitutioner og organisationer. Learning Lab skal så at sige udvikle en videnskab om, hvordan virksomheder, institutioner, organisationer og mennesker lærer og udvikler viden og nye kompetencer.

Desuden skal Learning Lab medvirke til at opbygge nye partnerskaber og netværk på tværs af erhvervs- og uddannelsessektoren samt videnformidlingsinstitutioner. Learning Labs eksperimenter skal være systematiske og forskningsbaserede, så praktiske erfaringer løbende omsættes til teoretisk viden, til værktøjer, materialer, principper og metoder, som kan anvendes i praksis og dermed forbedre og udvikle praksis.

»Livs lang læring er et uendeligt rum i sig selv,« påpeger Leifer.

»Og for at få startet den nødvendige ild hos de enkelte individer og i institutionerne, der gør, at man vil acceptere det nye læringsparadigme, må man bruge mange penge og ressourcer,« indrømmer han og tilføjer:
»Men når ilden først er tændt i den enkelte, vil den kunne brænde af sig selv.«

Til spørgsmålet om, at personer har forskellige krav, mål og forudsætninger i forhold til deres uddannelse, og at det måske ikke alle, der var interesseret i den evige lærings ild, siger Leifer:

»Det er, hvad vores vortaler skal kunne klare. De skal være et kontaktpunkt for alle. Mens man uddanner sig på de lavere og højere læreanstalter, vil de være steder, som man kigger på og lærer af. Når man forlader institutionerne, vil de være steder, man stadig vil være forbundet til. Vi kommer jo til at spørge dem om penge.«

»Mange private virksomheder ønsker i høj grad at beholde kontakten til universiteterne, simpelthen fordi det er en måde at lave penge på. Problemet er, at de uddannelser, vi tilbyder, er meget dyre, og deres halveringstid bliver kortere og kortere. Det vil sige at det, man lærer i skolen, har en tidsmæssig kortere brugbarhed i virkeligheden. Måder at drive forretninger på ændrer sig, globaliseringen ændrer de måder, hvormed man indgår partnerskaber der foregår en hel række strukturelle ændringer, som kræver en ustandselig opdatering af viden og kompetencer.

Måske er der nogle områder, for eksempel dansk- eller litteraturstudier, hvor halveringstiden ikke er så kort, det kan man da i hvert fald håbe. Men selv dér, er vi ikke sikre på, om ikke den måde, hvormed denne viden bliver udvekslet mellem mennesker, vil ændres i takt med den teknologiske udvikling,« siger Leifer.

»At gøre mennesker mere bevidste, lave fornuftige marketingsstrategier og mestre spredningsopgaven er tre kæmpe udfordringer, og vi ved endnu ikke, hvordan vi skal klare det bedst muligt,« siger Larry Leifer.



Links:
http://www.lld.dk http://learninglab.stanford.edu
http://www.cdr.stanford.edu/CDR/faculty/leifer.html http://cdr.stanford.edu

Kode-knækkerne

Svenske dataloger har løst ti krypteringsopgaver med raffinesse og stærk computerkraft. Der er dog ingen fare for, at e-handel og sikkerhed på Nettet er truet af den grund



Simon Singh, The Code Book: The Evolution of Secrecy From Mary, Queen of Scots, to Quantum Cryptography, Doubleday, $US 24.


Af Robin Engelhardt

I september måned sidste år beskrev matematikeren Simon Singh en række krypteringsteknikker i bogen The Code Book. Bogen, der siden er blevet en bestseller både i USA og Europa, indeholder ti forskellige opgaver til læserne, som de skulle prøve at løse. Opgaverne, som fik tilnavnet »the cipher challenge«, blevet mødt med stor interesse i medierne, og opfordringen blev taget op af rigtig mange mennesker. Rundt omkring i verden på universiteterne og i de datalogiske institutter gik forskere og studerende i gang med at danne studiegrupper for at knække de ti kodede tekster, som Simon Singh med stor møje havde udtænkt og trykt i sin bog.

Mange specialer
Efter et år og en måned, nærmere bestemt den 11. oktober i år, annoncerede en svenske gruppe, at den havde løst alle ti opgaver. Dermed var en af de sværeste krypteringsopgaver, der endnu var blevet formuleret, »cracket«, og svenskerne kan nu vente på en præmie på 10.000 britiske pund.

Gruppen bestod af fire dataloger fra den kongelige tekniske højskole i Stockholm og en datalog fra Chalmers. Ingen af dem er deciderede krypografieksperter, men deres forskellige specialområder inden for datalogien var alligevel perfekt til at løse de mange forskelligartede problemer, som dukkede op på vejen.

For at løse den sidste tiende opgave, der var krypteret med en såkaldt 512 bit RSA-nøgle, som er opkaldt efter dens opfindere Ronald Rivest, Adi Shamir og Leonard Adleman, skulle de dog få hjælp fra kryptografieksperten professor Johan Håstad og en Alpha-computer med 4 GB RAM og i alt 67 CPU-år i regnetid.

Berømte historier
For at knække en kode kræver det, at man kender både krypteringsmetoden og den nøgle, som anvendes. Man kan sammenligne en krypteringsteknik med en bestemt form for lås en cylinderlås, en smæklås osv. mens krypteringsnøglen svarer til selv nøglen til låsen. Hver af de ti krypterede meddelelser i Singhs bog indeholder, foruden en lille tekst, et hemmelig kodeord, som man skulle finde og meddele forfatteren, der var den eneste i hele verden, som kendte svarene.

De første par opgaver var lette, men sværhedsgraden voksede for hver gang. For eksempel bestod opgave to af en simple bogstavsombytninger, som man kender fra Cæsars tid, og som mange børn har leget med. Den går ud på at bytte om på bogstaver, f.eks. a med m, b med n, c med o og så videre. Andre opgaver var kodet med kryptografiske systemer, som man har brugt tidligere i historien f.eks. Enigma-koden, der blev anvendt af tyskerne under anden verdenskrig, og som blev knækket af den berømte britiske matematiker Alan Turing.

Den niende og tiende opgave brugte moderne teknikker, der hedder DES og RSA, og som man i dag bruger til transaktioner på Internettet.

Til de amerikanske holds store irritation var flere af de kodede tekster desuden skrevet på andre sprog end engelsk. Den Enigma-kodede tekst var på tysk, den såkaldte Vignenère-teknik på fransk, bog-koden på latin, etc.

»På en mailingliste på http://egroups.com var der omkring 2500 deltagere i konkurrencen. Man diskuterede mulige løsninger og udveks-lede gode ideer,« siger Fredrik Almgren fra den svenske gruppe til Information.
»Men til sidst vidste vi, at der kun var tre-fire store grupper i verden, som arbejdede med de sidste opgaver.«

På spørgsmålet om, hvor tæt på de andre grupper var på en løsning, siger Almgren, at de sandsynligvis havde brug for mindst 1-2 måneder mere, inden de havde fundet en løsning.

Den femte opgave
For at komme på den offentlige førerliste, skulle man løse opgaverne en efter en. Problemet med den regel var, at det femte spørgsmål var meget svært. Flere af grupperne havde løst opgaverne 6,7,8 og 9 længe før opgave fem. Men de kunne ikke bryste sig af deres kunnen, så længe den femte opgave nægtede at lade sig afsløre. Nogle af de mest ambitiøse grupper snød derfor en smule ved at invitere dem, som havde løst opgave fem ind i deres hold, så man kunne fremlægge alle kodeord op til det niende.

Fredrik Almgren og hans kolleger fra det svenske hold fra Stockholm siger, at de også havde løst det niende problem længe før det femte. Men i modsætning til de andre holdt svenskerne deres arbejde hemmelig. Der var kun én person fra en af de andre 3-4 store grupper, som vidste, at de overhovedet eksisterede.

»Det femte problem var en bog-kode,« siger Almgren og forklarer: »Hvis du og jeg vil udveksle hemmelige meddelelser og bruge en bogkode, kunne vi for eksempel her i telefonen blive enige om at bruge Hamlets Othello og starte på side 37. Så længe vi holder det hemmeligt, og kun udveksler numre, der enten refererer til ord eller personer i teksten, vil det være meget svært for en tredjepart at finde ud af koden. De skal kunne gætte, at vi begynder på side 37 i Shakespeares bog.«

Men en bogkode har også sine ulemper, forklarer han. »Hvis vi sender rigtig mange beskeder til hinanden på den måde, vil man kunne løse problemet på en anden måde; for eksempel ved hjælp af en frekvensanalyse på bogstaverne, men hvis vi kun sender en eller ganske få informationer, vil det være nærmest umuligt.«

De engelske sprog har en bestemt frekvens af bogstaver, som de andre sprog ikke har. På den måde vil man kunne indsnævre søgning meget.

Ingen fare for e-handel
På trods af, at den tiende opgave var en af de mest komplicerede krypterede beskeder, der endnu er blevet knækket, betyder det ikke, at sikkerheden på Nettet er truet. Typiske Internetsider bruger 1024 bit koder i stedet for 512, hvilket betyder, at det praktisk talt er umuligt at knække. Men Almgren siger, at det ikke vil vedblive med at være sådan:

»Om 40 år, har vi beregnet, vil man kunne knække en 1024 bit kryptering lige så hurtigt, som vi i dag kan knække en 512 bit kode.«

Til den tid kan man selvfølgelig bare skifte systemet til en højere sikkerhed, for eksempel en 2048 bit kryptering, men det har sine ulemper:

»Hvis man krypterer noget i dag, som man vil holde hemmeligt i mindst 40 år, så er en 1024 bit krypering allerede for dårlig. For så vil den kunne læses på et eller andet tidspunkt. Derfor skal man allerede nu bruge 2048 bit i dag, hvis det er rigtig store hemmeligheder, som ingen må kende i mange år frem. Som regel er det dog sådan, at de fleste transaktioner på Nettet kun behøver at være sikre i et kort tidsrum, og så er de kortere nøglelængder helt i orden.«

Man behøver altså ikke at være bange for, at der er nogen, som opsnapper ens kortnummer på Internettet. I det hele taget var de ti krypteringsopgaver mere en akademisk og teoretisk udfordring end af praktisk betydning. Singh selv mener, at man i dag er kommet så langt med gode krypteringsteknikker, at man aldrig vil kunne vende tilbage til de gamle dage, hvor kryptografer kæmpede en evig kamp med kodeknækkerne, og hvor kampens udfald var afgørende for krige, magt og imperiers beståen.

Det synspunkt understøttes for eksempel af en medarbejder i USA s National Security Agency, NSA, der fortalte Singh:

»Hvis alle personlige computere i verden sådan cirka 260 millioner computere ville blive sat sammen til at arbejde på at knække en enkel PGP-krypteret besked, ville de i gennemsnit tage 12 millioner gange universets alder for blot at knække dette ene budskab.«


Se på Internettet:
http://www.simonsingh.com
http://codebook.org/codebook_solution.html
http://codebook.org/codebook_solution.pdf
http://www.rsa.com
http://www.pgp.org

Vive la difference

Denne tekst blev udgivet i antologien Hvordan Mand, Holm A., Munk T.B., Thelle M. (eds.), p 107-118, 240 pages, Tiderne Skifter, 2000, ISBN: 8774459120.


Fornøjelsen er kort, stillingen grotesk og omkostningerne uendelige. Men alligevel bruger vi vores halve liv på at behage det andet køn. Vi spejder og vi flirter; vi taler dem halvt bedøvet for at vinde deres gunst, og vi øser ud af vores største værdier og inderste følelser. For et godt ord. Det er ikke så mærkeligt, at ideen om den store kærlighed er blevet det foretrukne ikon for mennesker, når man nu ikke kan finde på andre gode forklaringer for, hvorfor vi gør os alt det besvær.

Hvad der i virkeligheden ligger bag, er vi os kun instinktivt bevidst. En mekanisk viden, hvis sprog er en fire-fjerdedelstakt under dynen. Egentlig et underligt syn, som ville få fremmede til at blive mægtigt forbløffede, hvis ikke de selv kendte til det ukuelige seksuelle begær. Men end ikke sex er grunden. Den dybeste grund til vores evige higen og søgen - disse menneskelige lidelsers og glæders dybeste årsag - er det gådefulde begreb kaldet udødeligheden. Eller evolutionen, som den benævnes så nøgternt i dag. Vi lever videre i vores børn og børnebørn, både som mennesker og som art. Og hvis der er noget gammel visdom og moderne naturvidenskab kan blive enige om, er det dette ubestridelige og banale faktum.

Der er dog også en hel masse andre sandheder at berette om, når det gælder videreførelsen af menneskeslægten. Sandheder som omhandler førhen uanede kendsgerninger om kampe, samarbejde og særdeles udspekulerede adfærdsmønstre. Også disse taktiske fremgangsmåder mellem kønnene er i vid udstrækning instinktive og mekaniske. Vi kalder dem flirt, forelskelse, kamp, voldtægt, kærlighed, affærer, jalousi, promiskuitet, og meget mere. Det er følelsesmæssige reaktioner, som er mejslet så dybt ind i vores kroppe, at vi kun med den største anstrengelse formår at kæmpe imod dem. Ofte forgæves.

Nu vil nogle sikkert frygte, at en så sort og darwinistisk vinkel i en debatbog om mande- og kvinderoller kun kan blive en åndløs tekst, der biologiserer alt ihjel. Ærlig talt, jeg kunne godt fristes til det. Jeg kunne godt finde på at referere alenlange forskningsresultater om, hvorfor voldtægt kan være delvist biologisk funderet, hvorfor promiskuitet er en vigtig overlevelsesstrategi blandt pattedyr, hvorfor altruisme kan ses som en forfinet form for egoisme og om, hvorfor trofasthed er en seksuel afvigelse af den yderst sjældne slags. Der findes en stadig voksende strøm af nye bøger om emnet, kaldt sociobiologi, evolutionær psykologi og miljøantropologi, og som alle fokuserer på de biologiske aspekter af den menneskelige adfærd, ofte krydret med referencer til lignende adfærd hos andre dyrearter end Homo sapiens. Denne form for pseudo- eller rettere "protovidenskab" er ved at vinde tiltagende indpas på diverse fakulteter og i det offentlige rum. Og selvom den i mange henseende står på et spinkelt grundlag, hvad de faktuelle data angår, kunne den være et ganske berigende element i forståelsen af mennesker. Den er kun en flig af hele sandheden. Men det er alligevel interessant at forsøge at tænke biologiseringen (også kulturelt) til ende, især når man medtager de forargede reaktioner, som man ofte møder, når man taler om dette prekære emne.

Men jeg ved også, at mennesker generelt kun er interesserede i at få noget at vide om glasuren, det vil sige om det metafysiske sukkerlag, der iklæder vores bevæggrunde og drifter et skær af fri vilje. Måske er dette igen et forsøg på at undfly sin krop og sin skæbne. Jeg ved det ikke. Men jeg ved at der er et betragteligt misforhold mellem ønsket om at diskutere kønsroller og vigtigheden af dem.

Men det kan jo være sjovt at tale om alligevel, ligesom det er sjovt at snakke om astrologi. Derfor vil jeg gerne give mit besyv med, føje mig for redaktørernes ønske, og i stedet for biologi diskutere sukkerlaget - dvs. kamufleringen af biologien. For om man vil det eller ej, eksisterer der en latent biologisering af mennesker, selv i den så lighedselskende ligestillingsdebat. Mine konklusioner er dog blevet en smule overraskende for mig selv, fordi jeg mærkelig nok et kommet frem til, at de største machoer er repræsenteret af kvinder, og at det værste problem i nutidens ligestillingsdebat er den i mine øjne "falske feminisme", som primært er repræsenteret af mænd.

I den danske kønsdebat tør man typisk kun antyde de biologiske forudsætninger for kønsforskellene. For ikke at blive mistænkt for reduktionisme og sexisme, siger man blot "at det skam også er en faktor", uden at komme ind på, hvilke faktorer det er, hvor de har indflydelse, og hvor meget. Jeg tror at en væsentlig årsag til modstanden mod biologiseringen skyldes en antagelse om, at de biologiske forklaringsforsøg af eksisterende forhold opretholder den politiske status quo, og således også menes at opretholde kvindeundertrykkelsen. Men det argument er en fejlslutning. Den har endda et navn: En naturalistisk fejlslutning. Blot fordi man klarlægger et sagsforhold, begår man ikke samtid en moralsk dom.

Det er rigtigt, at man kan - og mange gør det - se en fremhævelse af en bestemt vinkel som et forsvar for den. Men det er uretfærdigt at gøre. Et eksempel: Forskere mener for nylig at have fundet ud af, at mænds voldtægt af kvinder frem for at være et spørgsmål om magt skyldes udviklingen af en alternativ parringsstrategi, som er evolutionært betinget, og som kun har formået at overleve, fordi den har haft en vis succes. Men det betyder ikke at voldtægt er acceptabel eller at mænd hermed er undskyldt. Tværtimod fortæller det at man har at gøre med et dybere problem end den blotte ondsindethed, og som måske kræver en større forståelse og en større bredde af behandlings- og præventionsforanstaltninger.

Det mest fiffige argument mod biologiseringen er, at der findes tre slags løgne: "Løgne, forbandede løgne og statistik", som ordsproget hedder. Biologiseringen af menneskers adfærd beskæftiger sig nemlig med gennemsnit og store trends. Løgnen opstår så snart man relaterer gennemsnitsdata til sig selv, for så bliver det ekstra tydeligt, hvor reduktionistiske og uvedkommende de er. Men for mig at se, er modstanden mod en statistisk betragtning blot et udtryk for debattens iboende narcissisme. Det må kun handle om mig og min Magnum, resten er kedeligt.

Med rette spørges der så: Hvad vil du opnå med at pointere de biologiske faktorer? Svaret er hverken at ville fornærme folk eller at forsvare uretfærdigheder. Svaret er så simpelt som at pointere, at lighed kun kan opnås i en erkendelse og accept af forskelle mellem kønnene, og at en dybere forståelse af forholdene er et skridt på vej derhen.

Med "falsk feminisme" forestiller jeg mig opfattelsen af, at lighed er lig med lighed; altså ideen om at mennesker skal måles og vejes med samme alen, og derefter studses til rette, så de også ER lige. Problemet omkring ligeløn indeholder denne præmis, og det gør kønskvotering og positiv særbehandling også. Den falske feminisme kan ikke forstå at lighed kun kan opstå i en accept og transcendering af forskellighed. Den tror vi skal være lige som kloner, og hvis vi ikke er det, så former vi dem til at være det - enten med kønskonstruktivistiske analyser eller god gammel magtkritik. Men den kan ikke komme uden om det: Den falske feminisme er en akademiseret variant af lighedsmageriet. Den falske feminisme er janteloven i rektorkåbe.

Hvis man ikke kan acceptere, at mænd (i snit) er bedre til sport end kvinder, er man slet og ret dum. Men de fleste områder er ikke så entydige. Er kvinder (i snit) bedre pædagoger end mænd? Er mænd (i snit) bedre forskere end kvinder? Er kvinder (i snit) bedre jurister? Folkloren siger ja, og videnskaben siger måske, fordi der mangler overbevisende data, og fordi der på disse områder ikke findes noget videnskabelig måde at måle "bedre" på.

Kan man i dagens Danmark påstå at årsagen til, at der ikke findes en eneste berømt kvindelig komponist eller matematiker i den vestlige verden, er andet end sociale konstruktioner og tvangsforanstaltninger? Det er ikke pænt at spekulere over det. Her er den falske feminismes største problem at få det til at se ud som om der ikke er nogen forskel mellem kønnene. Én udvej ud af problemet er at skubbe skylden på sociale forhold, dvs. at mænd har tendens til at tilrane sig magten uanset midler eller evner. En anden er den vulgærkonstruktivistiske metode, som typisk benytter sig af det efterhånden gammeldags postmoderne argument: Kvalitet findes kun i subjektet, og derfor er enhver værdimæssig bedømmelse af for eksempel et kunstværk udelukkende et udslag af smag. Ergo skyldes den omstændighed, at de største komponister og matematikere er mænd, blot patriarkatets ønske om at beholde magten på egne hænder.

Men hovhov! siger den evolutionære psykologi. Det er ikke hele sandheden. Der findes også den rent "biologiske" omstændighed, at mænd igennem evolutionen har udviklet store færdigheder i rekognocering, udforskning, fouragering, innovativ værktøjsbearbejdning, osv., som alle forøger gransknings- og abstraktionsevnen - et ubetinget krav for enhver innovativ matematisk eller musikalsk tanke. Mænd lever (i snit) kortere og har i alle perioder af deres liv en højere risiko for at dø end kvinder, hvilket sandsynligvis skyldes, at manden altid har været udsat for de højeste krav, når det gælder præstation, ydeevne og stræben. Konklusionen om, at mænd I SNIT er bedre på disse områder, er godt nok tabu, men alligevel nærliggende.

Dermed ikke sagt at en kvinde, som virkelig interesserer sig for matematik og har evner til det, ikke ville kunne måle sig med mænd. Selvfølgelig ville hun det, og det er heller ikke utænkeligt, at hun ville kunne være bedre end alle mænd tilsammen. Men det er meget usandsynligt, og "verdens grimmeste løgn" - statistikken - fortæller noget andet. Og i øvrigt: Argumentet om at kvinder "ikke interesserer sig" lige så meget for matematik som mænd, er i sig selv allerede en biologisering.

Og for ikke at blive dømt socialdarwinist i denne sammenhæng, må man igen påpege den naturalistiske fejlslutning: Blot fordi visse ting ER som de er, betyder det ikke, at de BØR VÆRE som de er. Men det betyder heller ikke, at det absolut BØR VÆRE ANDERLEDES, koste hvad det vil, sådan som den falske feminisme med sin positive særbehandling ofte lægger op til.

En væsentlig indvending mod hele denne biologiserende argumentation findes der dog. Og det er spørgsmålet om, hvorfor man gør det i det hele taget. Det vil sige, hvorfor man forsker i det. Hvad er formålet, hvis det ikke kan bruges til andet end at sige: "Sådan er det i gennemsnit"? Da ethvert nyt perspektiv på et tema også indeholder en understrøm af anvisning på, hvordan temaet skal behandles, eksisterer der i receptionen også automatisk et lille "bør". Ingen, som skriver om et bestemt emne, kan sige sig fri for i læserens øjne også at være en slags repræsentant for samme. Det er i hvert fald meget svært. Neutralitet beskytter ikke.

Da jeg for eksempel på et tidspunkt skrev en artikel om emnet på videnskabssiderne i et dagblad (dvs. om nye resultater inden for den sociobiologiske forskning, hvor artiklen fik titlen Hårdt at være handyr) fik jeg flere forargede læserbreve. Jeg blev straks sat i bås med de forskere jeg skrev om, som om jeg var deres bestilte lakaj. Det for mig overraskende i den sammenhæng var egentlig ikke de kedsommelige beskyldninger om, at jeg var reduktionist, socialdarwinist og alt muligt andet, men at læserbrevene var skrevet udelukkende af mænd!

Og her kommer jeg så til et virkelig mærkeligt problem, synes jeg: Hvorfor er så mange af de fremtrædende forskere inden for dette forskningsfelt, åltså den evolutionære psykologi og miljøantropologien, kvinder, og hvorfor er dette felt et af de mindst mandsdominerede områder overhovedet, mens de fleste kritikere er mænd? Og på det mere personlige plan: Hvorfor kom alle ros for mine spage journalistiske forsøg med emnet fra kvinder (og en enkel bøsse), mens der ikke kom en eneste fra det maskuline heteroseksuelle lag?

Mine personlige forsøg på at forstå dette paradoks peger i retning af, at de kvinder, som forsker i de biologiske aspekter af den menneskelige adfærd er de ægte emanciperede kvinder. Det er kvinder, som ser bort fra domme og fordomme, og som vil forske i områder, der virkelig interesserer dem. Mændenes forbehold er, tror jeg, en generel usikkerhed over for emnet, fordi det så nemt kan misforstås som et forsøg på at beholde overmagten.

Der findes mange forhold og misforhold, som ikke er strukturelt betingede, men som bare er. Som eksempel kan man tage den tredje industrielle revolution, som foregår lige nu med computerne og Internettet. Igen er det mændene, der sætter sig på magten, er hurtigst ude med ideer, satsninger og lederposter, selvom der i Danmark er intet strukturelt i vejen for, at også kvinderne kunne gøre det. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er kvinder så passive over for de nye jobmuligheder? Argumentet med at kvinder "ikke interesserer sig" for teknik og dimsedutter (altså et biologisk argument) er endda skudt ved siden af, fordi nutidens brugervenlige computere kun kræver et minimum af teknisk knowhow. Der venter et helt kontinent af ubenyttede forretningsområder og kulturelle anvendelsesmuligheder, lige fra online-shopping og undervisning til komparative litteraturstudier. Men andelen af kvinder i den branche kommer stadig ikke over de cirka 15 procent, og endnu mindre når det gælder opstartsfirmaer og lederstillinger.

Et andet eksempel er den faktuelle diskrimination af fædre. Når en skilsmisse er komme så langt ude, at dens ulykkelige konsekvens er et retlig afgørelse om forældremyndigheden ved domstolen, har dommerne ofte ikke andet at falde tilbage på end deres biologiske fordom. 3/14-reglen hedder den, og går ud på at anse faderen som et skaffedyr og fritidsonkel, der giver ham lov til at have barnet i maksimalt en weekend hver anden uge, mens moderen (biologisk forklaring: "Jeg har jo ammet barnet, og derfor er det mere knyttet til mig") i realiteten får lov at opdrage barnet resten af tiden. Barnets tarv kaldes det.

At den falske feminisme ikke stiller spørgsmålstegn ved den mekanik fortæller at det er den mest biologiserende forsamling af alle. For den falske feminisme er det mødrene, som er 'de bedste til at passe DERES børn'.

Som socialistisk idé kan det sagtens forsvares at kæmpe for ligeløn. Det tilslutter jeg mig gerne med visse forbehold. Men kan det også forsvares i en helt igennem kapitalistisk verden? Hvis man accepterer, at mennesker aflønnes i forhold til deres kvaliteter og ydeevne, må man så ikke også acceptere, at der findes fagområder, hvor mænd og kvinder (i snit) får forskelligt i løn?

Svarene er ikke nemme og de kræver omtanke. Og indrømmet: Langt det største problem i dag er stadig det omvendte, nemlig at kvinder (i snit) får mindre i løn for at gøre det samme arbejde som deres mandlige kolleger. Men kuren mod den uretfærdighed er ikke at forlange absolut lighed, kønskvotering og positiv særbehandling. Kuren er (ud over at afvikle den gammeldags sexisme på arbejdsmarkedet) at finde frem til en arbejdsdeling, hvor enhver kan bidrage på sin mest værdifulde måde, altså kuren er igen en accept af den individuelle forskel. Belønningen må være afhængig af den værdi man mener, arbejdet har for samfundet - og her er såvel det at få børn, at bygge huse som det at lede et firma indbefattet.

Tendensen går desværre mere i retning af lighedsmageri, dvs. i retning af at forme mennesker, såvel kvinder som mænd, ind på en kønsløs middelvej, hvor resultatet bliver derefter. Hvis man kunne gøre mænd gravide i dag, ville det sikkert blive til en moralsk lov at også mænd skal prøve at få børn. Som Buridans æsel bliver vi i dag stillet ind i midten af ingenting, og konsekvensen er at vi ikke kan finde os selv. Af kvinder kræver man maskulinitet, gennemslagskraft, tilrådighed på arbejdsmarkedet og helst ingen børn. Og af mænd kræver man arbejdsdeling i hjemmet, brune kunstkroppe, bløde værdier og andægtige debatbøger, som kan diskutere problemet stolpe op og stolpe ned.

Hvorfor ikke slå et slag for pluralismen i samfundet, mangfoldigheden blandt mennesker og forskelligheden hos kønnene. Forskellen er ikke stor, men stor nok til at blive dyrket og holdt fast i. Supplér ligestillingsminister Jytte Andersen med en forskellighedsminister, som giver os lov til at være os selv. Vive la difference!

Sjælens puslespil

Matematik: Selvom Roger Penrose kun har to brikker at flytte rundt med, kan han finde frem til de mest forbløffende ting



Roger Penrose: The Emperor s New Mind, Oxford University Press, 1990; Shadows of the Mind, Oxford University Press, 1995.


Af Robin Engelhardt

Hvad er det, der forbinder den berømte britiske matematiker Sir Roger Penrose med Pythagoras og Platon?

Mere end man skulle tro. Roger Penrose har nemlig ikke kun arbejdet sammen med Stephen Hawking om strukturen af sorte huller. Han har heller ikke kun skrevet flere bøger om kunstig intelligens, om Turing-maskinen, om Gödels ufuldstændighedsteorem og om bevidsthedsteorier. Og han har heller ikke kun udviklet flere begreber og metoder til brug inden for kvantemekanik og generel relativitetsteori, som mange forskere stadig benytter den dag i dag. Nej, det der forbinder Penrose med de to gamle grækere er, at han har leget med puslespil, og ad den vej mener at have fundet en løsning på bevidsthedens problem.

Pentagrammet Hugieia
For at forstå, hvordan alt det kan hænge sammen, må man gå lidt tilbage i historien. Pythagoras, som man har kaldt den første matematiker i den vesterlandske kulturkreds, levede i den sidste halvdel af det sjette århundrede f.Kr., hvor han var den ubestridte leder af en lettere sekterisk skole i det sydlige Italien.

Pytagoræernes filosofi var, at »alle ting er (som) tal.« Ingen ved sådan rigtig, hvad udsagnet egentlig dækker over, men som regel antager man, at det er en filosofisk udvidelse af opdagelsen af, at de rationelle brøker af en streng (dvs. 1/2, 2/3, 3/4... osv.) danner harmonier (oktav, kvint og kvart osv.), der rører os til tårer.

Pytagoræerne kaldte den udødelige sjæl for »kroppens harmoni«, ligesom den rette melodi skaber den rette harmoni på en syvstrenget lyre.

Men det vigtigste symbol for pytagoræerne var pentagrammet femkanten som de brugte som et pasord, eller et tegn til at blive genkendt. De kaldte pentagrammet for »Hugieia«, som betyder noget i retning af »Sundhed« eller »Helhed«, og i en mere generel forstand var en blandning mellem en hilsen og en guddommelig velsignelse. Den tre-dimensionelle variant af pentagrammet det såkaldte dodekaeder symboliserede for pythagoræerne hele universet.

Hugieia-pentagrammets fem hjørner stod for henholdsvis Hudor (U)=Vand, Gaia (G)=jord, Idea (I) = idé, Heile (EI) = ild og Aer (A) = luft. På den måde havde pythagoræerne føjet et femte element til de fire elementer, som Empedokles cirka hundrede år senere formulerede den klassiske kosmologi med. Siden gammel hellenistisk tid har pentagrammet været ladet med mægtig symbolsk kraft.

I den overleverede tradition kalder man det stadig for en »drudefod« eller et »marekors«, og har brugt det i bl.a. smykker til at beskytte mennesker mod onde kræfter.

Det femte element
Dette femte element i pentagrammet »ideen« eller »formen« blev senere udgangspunkt for Platons berømte koncept om »ideernes verden«, som vores fysiske verden ikke ser andet end en skygge af. Det er faktisk et lidt overset faktum, at Platon var meget inspireret af pythagoræerne, og da Platon grundlagde skolen i Athen i 387 f. Kr. var det meget inspireret af Pythagoras kult-skole cirka 200 år tidligere. Penrose selv, som i øvrigt var i Danmark for nylig i forbindelse med naturvidenskabsfestivallen, har ved flere lejligheder udtalt, at han sympatiserer »meget stærkt« med den platonske verdensanskuelse.

I et tidligere interview har han udtalt: »Der er intet revolutionerende eller unormalt i platonismen. Men spørgsmålet er, hvor langt man kan strække denne holdning. Især matematiske logikere er nervøse for, hvor langt denne holdning kan bære. En eller anden udgave af platonisme må være sand, den er jo næsten common sense. Men især mange filosoffer har problemer med at acceptere den, hvilket jeg aldrig helt har forstået.«

Penrose tilings
Penroses forkærlighed for pentagrammet stammer helt tilbage fra hans ungdom. Men først i 1977 demonstrerede han de såkaldte »Penrose tilings« der er en slags aperiodiske mønstre på en todimensionel overflade. Der findes mange af den slags geometriske puslespil, som alle går ud på at sætte nogle brikker sammen, så de passer præcist på en bestemt flade uden at der opstår huller mellem brikkerne. De motiver, der kommer ud af disse flisebelægninger bruges til alt muligt lige fra simple mønstre på et skakbræt, til mere komplicerede kakkel- og tæppemønstre.

Igennem tiderne har mangfoldigheden af muligheder, hvormed man kan sammensætte et smukt mønster med enkelte simple brikker, sat gang i fantasien hos mange kunstnere og matematikere. Penroses tilings er specielle, idet de med kun to slags brikker frembringer strukturer, der ikke er periodiske. De er kun næsten periodiske i den forstand, at der for ethvert delmønster findes et tal R, således at mønstret kan genfindes et eller andet sted inden for enhver cirkelskive i planen med radius R. Det overraskende og specielle ved Penrose mønstre er, at de på et større plan frembringer en femtals-symmetri, som man ellers ikke havde troet kunne findes i denne verden. I den atomare verden kender man nemlig kun til totals-, tretals, firetals og sekstals-symmetrier.

Det kom derfor som en stor overraskelse, da den israelske fysiker Dany Shechtman i 1984 opdagede en krystal bestående af en legering af aluminium og magnesium, som faktisk havde en femtals-symmetri.
Enhver uddannet kemiker ved, at det egentlig ikke kan lade sig gøre, og Penrose var hurtig ude med at mene, at den nyopdagede »quasikrystal« nærmest gendriver nogle af krystallografiens teoremer.

Sjælens dodekaeder
Pentagramsymmetrien, som opstår ud fra disse quasiperiodiske effekter, har haft stor indflydelse på Penrose s teorier siden hen. Og det er sandsynligvis også her, man skal finde grunden til Penrose s eksotiske bevidsthedsteori, som den kom til udtryk første gang i hans bog The Emperor s New Mind fra 1990. Og det er også her, man tydeligst kan spore Platons og Pythagoras indflydelse. Pythagoræerne føjede et enkelt element til de fire kendte elementer for at tydeliggøre universets idé dets mening og bevidsthed om sig selv. Penrose har gjort det samme. Han har brugt eksistensen af de nærmest umulige femfoldige krystalstrukturer som udgangspunkt for sin bevidsthedsteori.

I bogen The Emperor s New Mind forklarer han, hvordan femtals-symmetrien i quasikrystallen kun kan opstå gennem et kvantemekanisk »samarbejde« mellem atomerne det man kalder kvantekohærens. Penrose mener, at denne fælles atomare søgen efter dodekaederet ligner det, der sker i hjernens synapser, mere præcist i udvidelsen og sammentrækningen af nervefibrene. Senere har Penrose også søgt efter denne kvantekohærens i selve (nerve)cellernes mikrotubuli. På nudansk betyder alt dette, at Penrose har et løsningsforslag til bevidsthedens gåde, og på oldgræsk betyder det: Penrose har forsøgt at løse sjælens problem.

Penroses teoretiske bidrag til bevidsthedsforskningen synes at indeholde en filosofisk forudsætning, der ligesom hos Pythagoras og Platon antager ideen eller formen som værende overordnet eksisterende, mens bevidstheden om verden hos Penrose manifesterer sig fysisk i form af et kvantemekanisk skyggespil i hjernen.

Og bag det efterhånden enorme teoretiske værk ligger der måske kun et lille puslespil, Penrose tilings, der oprindelig var tænkt som ren rekreation.

Man kan ikke benægte, at Penrose er en meget original tænker. Han tilhører den sjældne slægt, som godt tør udfordre den etablerede videnskab med ideer, der ikke anskuer et problem reduktionistisk nedefra, men filosofisk oppefra.

Mange kritikere mener, at han efterhånden er faret vild i en gammel troldeskov. En matematisk mystiker, som pusler lidt med sjælen. Men der er sikkert også mange, som er glade for en forsker, der ikke automatisk tager al latin for gode varer, og som fortsætter med at stille nye som gamle spørgsmål til naturen, når han ikke er tilfreds med svaret.

Kunden er konge

Plade- og filmbranchen er i panik, kunstnere er splittede og brugeren er den nye konge. En beretning fra frontlinjen i kampen om den private ejendomsret i cyberspace


Af Robin Engelhardt

Der er krig i cyberspace. En krig om musik, rettigheder og penge. Pladeselskaberne er rasende over den lethed, hvormed man kan kopiere musik uden vederlag til hverken kunstnere eller dem selv. Musikerne er splittet i to lejre, og kan ikke finde ud af, om de skal bifalde det nye digitale medium som en chance for at komme ud blandt publikum, eller om Internettets ubegrænsede distributionsformer tværtimod vil udhule deres indtægter, eftersom deres løn primært stammer fra salget af de fysiske cd er.

Indtil videre findes der kun én ægte vinder i dette komplicerede spil af modsatrettede interesser. Og det er forbrugeren. Han sidder som en almægtig monark bag konsollen og bestemmer, om det denne gang skal være en ægte cd, købt i en butik eller online, eller om han vil nøjes med en omgang piratkopierede mp3-filer. Han kunne også blot bytte et par musiknumre med andre entusiaster via programmerne Napster (1,4 milliarder downloads i september) eller via Gnutella. Om mindre end et år vil situationen være endnu mere tilspidset. For så vil det digitale netværk være stærkt nok til også at downloade Hollywoods nyeste filmproduktioner. Forberedelserne til filmbranchens hidtil værste skrækscene er i fuld gang.

Frihed og fremskridt
Hvad bliver problemets løsning? Censur, forbud og retssager har indtil videre kun avlet modaktioner fra hackersamfundet og de frie softwareudviklere. Disse anarkistiske partisaner har indtil videre kunnet programmere sig ud af enhver juridisk faldgrube. Den private ejendomsrets kolonialisering af cyberspace er indtil videre ikke lykkedes.

Seneste påståede offer for endnu et cyberangreb blev det såkaldte Secure Digital Music Initiative, SDMI, som endda havde inviteret hackere til at forsøge at angribe deres koder, der skal forhindre online-pirater i misbrug. Ved hjælp af et udspekuleret vandmærke- og sporingssystem var det meningen at SDMI skulle kunne forhindre ukontrolleret kopiering af de frække mp3 er på Nettet. Ifølge internetmagasinet salon.com er deres kode blevet knækket, men SDMI s talsmænd nægter at det skulle være tilfældet. Først til november vil de officielle resultater foreligge.

Det er dog ikke kun teknik og manipulation af nuller og ettaler, problemet handler om. På et mere fundamentalt niveau er selve principperne om copyright blevet udfordret af virkeligheden på Internettet.

I den håndfaste fysiske verden kan copyrights, hvis de vel at mærke bliver brugt til deres rette formål, beskytte de kreative kræfter i arbejde. Men i den digitale verden har copyrights ikke lige så entydige virkninger. Mnge ting peger tværtimod på, at de frem for beskyttelse afspejler forbud og blokade, hindrer udviklingen af fundamentalt nye informationsteknologier og dermed påkalder sig harme blandt forbrugerne.

Forbyde hvad?
Tag for eksempel Napster og Gnutella: To former for programmel, der tillader mennesker at dele digitale informationer via deres computere. Hvis man ikke vil bremse selve brugen af programmerne, som jo kan være vigtige og nye måder at organisere netværk på, hvor skal man så kræve afgifterne fra? Fra de enkelte mp3-filer velsagtens, men de er kronisk svære at holde styr på. Så længe Internettets kommunikationsteknologier ikke er fuldt udviklede, vil ethvert forbud mod et program eller en teknik blive anset for at stå i vejen for udviklingen. Og det vil desuden blive anset for et angreb på retten til fri tale og informationsudveksling mellem mennesker.

Endnu et eksempel er firmaet Cyber Patrol, der udvikler familievenlige værktøjer til at filtrere anstødeligt materiale på Nettet. De er blevet sagsøgt og dømt for at misbruge andres ophavsret, fordi fjernelsen af det anstødelige materiale afhænger af at manipulere andres programmer. I ytringsfrihedens navn har vi accepteret, at man godt må distribuere anstødeligt materiale på Internettet. Men kan det være rimeligt, at man end ikke må fravælge dette materiale, blot fordi man derved krænker den private ejendomsret?

Vertikale monopoler
Traditionel lovgivning kommer altså ofte til kort over for det nye medium, og når man spørger rundt i branchen er alle enige om, at der skal helt nye ideer på bordet. Situationen er ikke holdbar. En stor del af problemet er pladeselskaberne. Det er jo velkendt, at ingen stoler på dem. Musikelskere føler sig grundigt tørret hver gang de betaler 150 kroner for en ny cd. Kunstnerne føler sig også snydt, og efterhånden som Internettets direkte forbindelse fra kunstner til bruger vil blive udbygget, vil pladebranchen derfor i stigende grad virke som en overflødig dinosaur, som blot prøver at score kassen.

Det ved pladebranchen alt for godt. Af angst for at blive forbigået af den nye teknologi fusionerer man derfor på livet løs. Alle led i musikfødekæden lige fra produktions- og distributionsfirmaerne til salgs- og PR-virksomheder skal erhverves. Ingen ved, om dannelsen af disse vertikale monopoler, som man f.eks. kan se i AOL-Time Warner- EMI-koncernen, vil kunne lægge en effektiv dæmper på forbrugerens krav om frit indhold på Internettet, eller om det tværtimod er udtryk for en forældet forretningsmodels sidste krampetrækninger.

Fair behandling
Situationen indbyder til nye ideer. I stedet for at bruge millioner af dollar på retssager mod Napster, http://mp3.com og alle de andre kopi- og distributionsprogrammer, der underminerer pladeindustriens eksistensberettigelse, er der flere og flere, der overvejer helt nye indgange til problemet. Veje som kan give alle deltagere en fornemmelse af at blive behandlet ordentlig. For det var jo også det, der var den oprindelige hensigt med copyrightsystemet.

For at pladeselskaber kan genopbygge den tillid, må de først og fremmest opbygge et system, som mennesker tror på. Magtargumenter virker ikke i digitalalderen. Da det er brugeren, der sidder med magten, må pladeselskaberne håbe på at blive behandlet ordentligt, når de selv behandler deres kunstnere og kunder ordentligt. Gensidig fair behandling synes at være den eneste vej frem. Så længe alle udnytter alle, vil musikprogrammernes sorte marked aldrig forsvinde, lige meget hvor mange milliarder der investeres i retssager, bål og brand.

Hvordan skulle sådan et system se ud? Frivillig økonomisk kompensation til kunstnere? Hvordan kan man være sikker på, at folk opfører sig ordentligt? På enhver high-school i USA, foregår der alt andet end fair handel: Mp3-filerne udveksles i stor stil, uden at en eneste elev nogensinde har købt en cd. I længden vil den frie musikbar ikke kunne tolereres af nogen. Men hvor afgifterne og licenserne i fremtiden skal ligge, hvor høje de skal være, og hvordan det hele skal kunne implementeres rent teknisk er stadig et problem, som der selv blandt eksperter ikke er en tilnærmelsesvis tilfredsstillende løsning på.

Heller ikke de juridiske forhold er afklaret endnu. Ingen kender det endelige svar, men for at være tilfredsstillende for alle, må copyrightsystemet i den virtuelle verden kunne afveje mange forskellige interesser. Og selv om en god licens inden for et retfærdigt og fair copyrightsystem ikke kan tvinge folk til etisk og forsvarlig opførsel, så kan det da i hvert fald opmuntre til det.

Rundtur i årets Nobelpriser

De tre naturvidenskabelige Nobel-priser går i år til forskningsområder, der på hver deres måde handler om overførslen af informationer i et højteknologisk medium


Af Robin Engelhardt

Uddelingen af årets Nobelpriser sker som sædvanlig den først den tiende december, men navnene på de lykkelige prismodtagere blev allerede annonceret i begyndelsen af sidste uge.

De tre naturvidenskabelige Nobelpriser i kemi, medicin (eller fysiologi) og fysik gik til forskningsområder, som har ført til store teknologiske og medicinske omvæltninger på det seneste. De har også det til fælles, at de alle handler om overførsel af information igennem et højteknologisk medium, hvad enten de er fysiske, kemiske eller biologiske.

Plaststrøm
Nobelprisen i kemi gik til amerikanske Alan Heeger og Alan MacDiarmid samt til Hideki Shirakawa fra Japan for deres bidrag til udviklingen af elektrisk ledende plastik. Normalt forestiller man sig måske, at plastik er indbegrebet af en elektrisk isolator, i og med at de typisk bliver brugt til at isolere kobberkabler med.Men under visse omstændigheder kan plastik omformes til selv at blive strømførende, og teknikken har allerede nu ført til store omvæltninger inden for udviklingen af film, fjernsynskærme og vinduer, og det ser ud til, at det smarte plastik kommer til at spille en stor rolle i udviklingen af elektroniske apparater generelt.

For at plastik kan blive strømførende, må det imitere metallers evne til at skubbe elektroner frit igennem stoffet. Da plastik er en polymer, som består af lange kæder af kulstof og brint, er den første forudsætning for at plastik kan blive elektrisk ledende, at kulstofatomerne vekselvist er forbundet med dobbeltbindinger og enkeltbinding-er, dvs. at der skal skiftes mellem to og fire elektroner til at holde to kulstofatomer sammen.

Men det er ikke nok. De lange kulstofkæder skal også have noget »doping« i form af ekstra (eller færre) elektroner, hvilket man kan gøre ved hjælp af normale oxidations- eller reduktionsprocesser. Metal kan man få til at lyse, når strømmen er stærk nok. Det bliver vi mindet om, hver gang vi tænder en lampe. Polymerer kan man også få til at lyse ved hjælp af den såkaldte elektroluminescence, som bliver brugt i fotodioder, og som i princippet er mere energibesparende og producerer mindre varme end normale lamper. Det er nogle af disse egenskaber, der i fremtiden vil gøre plastik til et seriøst alternativ til de højteknologiske metallegeringer, der har domineret den hidtidige industrielle udvikling.

Plastik går altså en lysende fremtid i møde. Man vil kunne masseproducere antistatiske materialer, smalle computerskærme uden elektromagnetisk stråling og smarte mobilskærme til video og fjernsyn.

I computerindustrien forventer man også at mange af de elektroniske strømkredse vil kunne erstattes af polymerbaserede produkter. Plastikrevolutionen er godt på vej.

Chip-transistorer
Nobelprisen i fysik går til nogle af de forskere, som har haft afgørende indflydelse på udviklingen af IT-revolutionen. Zhores Alferov fra Rusland, Herbert Kroemer fra USA og Jack Kilby ligeledes fra USA blev i den svenske akademis udtalelse citeret for at have bidraget med fundamental forskning inden for udviklingen af cd-afspillere, satellitforbindelser og mobiltelefoner.

Kilby, som arbejder for Texas Instruments i Dallas, viste i 1958, hvordan man kan kombinere et stort antal af elektriske komponenter (som transistorer, resistorer og kapacitorer) på en enkel siliciumplade. Dermed var den integrerede strømkreds skabt. Det var det, som banede vejen for de moderne computere.

Alferov, der nu sidder på AF Ioffe Physico-Technical Institute i Sankt Petersborg, og Kroemer, fra University of California i Santa Barbara, bidrog i denne sammenhæng med udviklingen af nogle komplicerede mikrostrukturer i siliciumkrystallerne på chipene, som betød en voldsom forbedring af computerne ydeevne. Disse såkaldte heterotransistorer og tilhørende halvledende laserteknikker førte efterhånden til, at man omkring 1970 kunne udvikle den fiberoptiske kommunikation, som i dag er standard i en lang række apparaturer så som cd-afspillere og mobiltelefoner.

Neurotransmittere
Nobelprisen i medicin (og/eller fysiologi) går i år til de tre forskere, Arvid Carlsson fra Universitetet i Göteborg, Paul Greengard fra Rockefeller University i New York samt Eric Kandel fra Columbia University, New York, for deres »opdagelser vedrørende signaloverførsel i nervesystemet,« som det står beskrevet i Nobelpriskomiteens begrundelse.

Hjernes mere end hundrede milliarder af nerveceller er forbundet via et uendelig kompliceret netværk af nerveprocesser, der blandt andet bruger kemiske transmittere til at sende et budskab fra én nervecelle til en anden.

De tre forskere har kortlagt en af de mange måder nervecellerne kommunikerer på, nemlig den såkaldte »langsomme synaptiske transmission.« Deres forskning har haft stor betydning for at forstå, hvordan hjernen fungerer i det hele taget, og hvordan forstyrrelser i signal-overførslen kan føre til neurologiske og psykiatriske sygdomme. De har også ført til udviklingen af nye medikamenter mod for eksempel Parkinson og skizofreni.

Nathan den gode

Nye essays om fysik, der giver et godt indblik i udviklingen af den moderne naturvidenskab



Ove Nathan: Stakkels Einstein og andre fortællinger om fysik, Gyldendal, 196 sider, 199 kroner. Udkommer i morgen.


Af Robin Engelhardt

Danmarks bedste formidler af fysik, tidligere rektor ved Københavns Universitet og professor i fysik, Ove Nathan, har skrevet en ny bog. Stakkels Einstein hedder den, og handler endnu engang om Nathans hjertebarn: Atomfysikken.

Det er en række essays, der tidligere har været bragt i Berlingske Tidende og Politiken, altså tekster, der er holdt i en langt mere populær form, end hvad Ove Nathan i samarbejde med Henrik Schmidt har skrevet i den anmelder-roste lærebog Den harmoniske begejstring fra sidste år. Teksterne omhandler alle den moderne fysiks tilblivelse siden Newton.

Man får en spændende og overskuelig fremstilling af kvantemekanikkens og relativitetsteoriens opståen i begyndelsen af 1900-tallet; af endnu uløste matematiske problemer; af Big Bang, neutrinoer, antistof og selvfølgelig også af atombombens udvikling og betydning på samfundet siden hen.

Flere af teksterne er gamle anmeldelser af bøger, men på trods af det lidt fragmenterede indtryk, så forskellige tekster kan give, formår Nathan at samle dem i et overordnet ideologisk hele, der giver læseren en god fornemmelse for fysikkens komplicerede og ofte stormombruste udvikling.

Kontrapunkt og mislyd
Men der er også enkelte mangler, og de handler om selve måden at samle avisartikler til en bog på. Nu er en af litteraturens grundregler: Gentag aldrig dig selv. Den kender Ove Nathan desværre ikke godt nok.

Bestemte formuleringer fra første essay gentages for eksempel på den nøjagtig samme måde i det andet essay. Det bliver lidt pinefuldt at læse. Men heldigvis favner Nathan så bredt i sin viden, at han som regel formår at gentage sig selv uden at gentage sig selv; dvs. at han skriver om det samme emne ud fra vidt forskellige perspektiver og med andre formuleringer end forrige gang. Dette er til gengæld behageligt, for når man, som det jo så tit er tilfældet med den slags vanskelige emner, læser om fysik og matematik uden rigtig at have forstået det til bunds, så bliver pointen gentaget i en lidt varieret form, og som læser føler man argumentet lidt stærkere. Forklaringen bliver lidt bedre.

Når det rigtig kører for Nathan, bliver atomfysikkens temaer endevendt fra alle tænkelige sider, og historien folder sig ud som i et klaverstykke hos Bach, harmonisk, flerstemmigt og kontrapunktisk. Variationerne over et tema er i disse tilfælde en nydelse i sig selv, men som sagt: Kun så længe der ikke indsniger sig et cut-and-paste. Og sådan balancerer hele bogen mellem de veltempererede fortællinger og gentagelserne mislyde. Hvor ville en ekstra lille gennemskrivning dog have gjort bogen til en enestående oplevelse! Nu må vi nøjes.

Overvejende må man dog anerkende Nathans store viden, hans engagementet i stemmen og den sikre pen, der sætter høje standarder for formidlingen af videnskab.

Science fiction - en håbløs affære?

Danske litteraturkritikere er bagud i forhold til deres amerikanske kolleger, når de anser science fiction som underlødigt i forhold til mainstreamforfatternes værker, mener forfatterne bag en ny bog om genren fra H.G. Wells til Svend Aage Madsen.

Af Ide Hejlskov, Kristian Mørk og Robin Engelhardt

Science fiction. En genre den danske kritik elsker at hade. Og hvorfor? Fordi det er en genre. Så enkelt kan man se på sagen, og så svær er den at ændre på. En genre er i Danmark pr. definition underlødig og kan kategoriseres som metervare, pulp og kioskbaskere, der ikke fortjener at blive nævnt i kongerækken af Dostojevskijer, Rushdier og Enquister. Science fiction er ekskluderet fra det fine litterære selskab, og årsagen skal søges i det forhold, at genrer altid står i vejen for anerkendelse.

 Anmeldere på Politiken som Bo Tao Michaëlis og Karsten Ifversen har nu i et års tid kørt en kampagne, der frem for at bryde med disse stereotyper, stadfæster de gamle fordomme om science fiction. Det har været en selvforstærkende effekt, kan man se, som har tilsigtet dannelsen af en højlitterær selvforståelse, ikke kun blandt de interviewede personer, men også blandt kritikerne selv.Og det er jo trist, at det stadig skal være sådan i vores lille land.

Ser man mod USA er situationen en anden. Hvor kriminallitteraturen var modernismens pulp, har den nordamerikanske postmodernisme indoptaget science fiction i sin form. Berømte mainstreamforfattere som Thomas Pynchon, Don DeLillo og Kathy Acker bekender sig alle til typiske sf-elementer i deres komplekse fortællinger. Og flere andre 'lødige' forfattere har fulgt trop med pulp, der gør dens faste skabelon til ramme for en fragmenteret, nuanceret form. Og vigtigst: I et globalt perspektiv er kritikken langsomt begyndt at se på litteraturen som mestendels konsumvare, hvor de berømmede undtagelser ikke kun begrænser sig til repræsentanter fra højlitteraturens hellige broderskab. Også sf-forfattere kan blive kendte navne. William Gibson og Dan Simmons er gode eksempler på forfattere, der er blevet accepteret både i den brede offentlighed og i kritikken.

Når science fiction stadig anses for at være underlødigt i Danmark skyldes det en række fænomener. Dels er den danske kritik altid bagud i forhold til den amerikanske. Således synes vi stadig, at dekonstruktion er fedt, og at det er lidt frækt at blande krimi og filosofi i skønlitterær form. Dels er den nationale science fiction kun repræsenteret ved en lille håndfuld entusiaster, der ikke fylder meget i det litterære landskab andet end i de trofaste fans bogreoler. At sf synes underlødigt skyldes også genrens ønske om at underholde, hvilket jo er grove løjer. En bogs litterære kvaliteter synes stadig at være omvendt proportional med dens underholdningsværdi, og lige meget om man laver gode gimmicks eller gedigen satire, så er det faktisk kun antallet af metalitterære citater en professor Tör V. Triller kan opspore, som anerkendelsen i sidste ende kommer an på.

En genre er kendetegnet ved et sæt mere eller mindre faste spilleregler. Og ligesom med så mange andre ting er det ikke reglerne i sig selv, som burde kritiseres, men den vellykkede eller mindre vellykkede brug af dem. For science fiction-litteraturen gælder det, at forfatterne konstruerer nye verdener, der er kommentarer til den nuværende gamle verden. Den fremstiller et univers der adskiller sig fra virkeligheden, men på en måde der er tænkelig ud fra hvad vi ved om, hvordan verden er indrettet. Hermed ikke være sagt, at visse sf- forfattere ikke også ønsker at nuancere personskildringer og inddrage et stort følelsesregister i deres fremtidsskildringer. Det centrale er blot konstruktionen og den logiske tanke. Science fiction foregår som regel i fremtiden, men den kan også være en skildring af besøg fra rummet i nutiden. Den fremmede rumrejsende kultur udgør da et spejl, der reflekterer vores nutid i en teknologisk mere fremskreden civilisation. Man må som læser have en god portion nysgerrighed og omstillelighed. For science fiction-verdenen er altid i sit udgangspunkt uigenkendelig og langt fra realismens indforståede og accepterede virkelighedsopfattelse.

Om noget er science fiction tættere på modernismens nyopdagelse af verden. Science fiction er altså ganske bred i sit undersøgelsesfelt. Ligesom krimien dækker den et bredt spektrum, hvor der findes værker skrevet i et let genkendeligt sprog med enkle fortællestrukturer og banale overvejelser over teknologi og samfund i den ene ende af spektret og værker skrevet i et eksperimenterende sprog med avanceret fortælleteknik og dybdeborende samfunds-, miljø-, og teknologiovervejelser i den anden.

Et interessant fænomen i science fiction-litteraturens receptionshistorie er en forfatters tilhørsforhold, når han eller hun bevæger sig på grænsen af science fiction og mainstreamlitteraturen. Svend Åge Madsen eller Inge Eriksen er sådanne forfattere, hvor distinktionerne smuldrer i teksten, og hvor det følgelig kan være problematisk at rubricerere bøgerne. Genreforvalterne i de to lejre hiver i hver sin bogflap på de litterære værker, mens luften fyldes af hidsige anklager om plagiering og stilforvirring. Men det er et skænderi, der aldrig vil kunne føres til ende.

Forskellen mellem, hvad der hører til det høje litterære rige, og hvad der hører til triviallitteraturens nedre slumområder afhænger nemlig sjældent af, om fortællingen betjener sig af tidsrejser, fjerne planeter eller ny teknik. Den afhænger lige så sjældent af den enkelte bogs litterære kvaliteter. Tilhørsforholdet er et langt mere kompliceret sociokulturelt fænomen, hvor det spøger med fastgroede regler, bestemte historiske udviklinger og ikke mindst med kritikernes og læsernes forventninger.

En tommelfingerregel findes der dog. Og det er forfatterens første bog. Er debutromanen et mainstreamværk, vil anmelderne have dannet sig et bestemt mainstreambillede af forfatteren, og selvom de næste værker kunne klassificeres som science fiction, vil de blive betragtet som en 'undtagelse' eller som et 'lune' hos forfatteren. Men starter man straks med at skrive en sf-roman, vil man ikke for resten af livet kunne slippe bort fra at høre til litteraturens nedre etager. Avisernes finlitterære kritikere vil ikke værdige fremtidige værker nogen opmærksomhed, og podierne med de fine priser og anerkendelser vil for evigt være dækket med et uigennemtrængeligt jerntæppe.

Det har ikke altid været sådan. Da H.G. Wells skrev sine bøger for hundrede år siden, fandtes der ingen grænsebevogtning mellem de litterære genrer. Wells skrev både fantastiske og realistiske romaner og blev anmeldt for at være en engelsk forfatter, der skrev gode eller mindre gode værker. Grænsedragningen mellem mainstream- og triviallitteratur opstod først senere, efterhånden som litteraturen blev mere forgrenet i diverse genrer og klasser. Kulørte blade og ledeløse paperbacks har siden gjort det forholdsvis nemt for forbrugeren at udskille den 'dårlige' litteratur fra den 'seriøse'. Først på det seneste har der vist sig enkelte åbninger i denne barriere, der blev bygget stadig højere gennem forrige århundrede. Ligesom det er blevet sværere at skelne genrerne fra hinanden ud fra omslaget alene. Alligevel lever kassetænkningen og inddelingerne stadig videre i bedste velgående i den kritiske modtagelse af litteraturen.

Men når det så trods alt kommer til en undtagelse i genreklassifikationerne, sker det ud fra en bedømmelse af, at dette skam er »helt normal litteratur«, der kun er blevet camoufleret som science fiction af en snu forfatter. Dette er for eksempel tilfældet med Svend Åge Madsens nyeste roman 'Genspejlet', der fik De Gyldne Laurbær. Anker Gemzøe sammenligner således i sin disputats elementer af Madsens modernistiske debutroman 'Besøget' med Kierkegaard, H.C. Andersen, Ingemann, Jacobsen og Bang, mens science fiction-bøgerne fra 1980 og frem betragtes som underfundig teknologikritik med et hav af metalitterære referencer. For mainstreamkritikernes selvforståelse handler det altså om en forfatter, som 'bruger' science fiction-genrens metoder til at nå frem til »nogle helt andre mål«, der intet har med sf at gøre. Svend Åge Madsen er altså ikke en science fiction-forfatter men en »litterat, som spiller med mange kort» eller en »videnshungrende forsker«.

Et andet interessant fænomen kan man iagttage, når Politikens science fiction-anmelder Bo Tao Michaëlis i et debatindlæg 26. februar i år gør tykt grin med sf-genren, men alligevel har en 'hemmelig' forkærlighed for dens muligheder (hvilket for eksempel kan ses af hans nylige anmeldelse 20. august i forbindelse med Ray Bradburys 80-års fødselsdag). Eller når Weekendavisens Lars Bukdahl anmelder H.H. Løyche for i virkeligheden ikke at være sf, men rigtig litteratur.

Her ytrer der sig en skizofreni, som er så typisk for den danske genretænkning: På den ene side vil man gerne tilhøre det øvre litterære lag med de rette meninger og domme om, hvad der er god tone. På den anden side vil man gerne formidle en viden om sf-værker, som vitterlig er perler. Resultatet bliver at man opfører sig som en missionær i et bordel. Af væmmelse gøres der nar over en bred kam, og når bøgerne en gang imellem hives ud af pulp-skyggen og fremstilles som individuelle værker, sker det ikke på genrens præmisser, men tværtimod ved at frakende dens rødder. Alt det medvirker selvfølgelig til at bekræfte fordomme og lukke sf-litteraturen endnu mere over for mainstreampublikum. Science fiction forbliver altså en håbløs affære, og de få undtagelser, der findes, har ingen chance for at vriste sig fri fra rendestenen uden at blive omdefineret. For hvem tør bekende at de læser science fiction om natten under dynen, når genren tilsyneladende er fuldstændig tømt for mening og sammenhæng?

Ifølge den polske forfatter Stanislav Lem sker der i science fiction- genren en negativ forfatter- og læserudvælgelse. Fordi genren som 'pulp' er underordnet nogle markedsmekanismer, der kræver høj kvantitet frem for kvalitet, er mange sf-forfattere på trods af deres litterære begavelse tvunget til at tilpasse sig triviallitteraturens kendetegn (såsom kitsch, efterligning og stereotype engangsprodukter). Hos forlagene har sf-forfattere hidtil også meget mindre magt over deres værker end f.eks. de skønlitterære forfattere.

Redaktøren skærer og retter, så det passer til det store køb og smid væk-publikum. De intelligente sf-læsere frastødes af den mekanisme, der beherskes af det konsumerende 'tavse flertal'. Desværre finder en forædling ikke sted, fordi de kritiske receptioner i sf-fandom kun udgør et lille mindretal - uden indflydelse på forlagene. Og de få mennesker og kritikere, som ønsker en fordringsfuld sf bliver ustandselig frastødt af bjerge af møg. Theodor Sturgeon, en science fiction-skribent og kritiker, har formuleret det kort og fyndigt: »90 procent af al science fiction er noget møg«, og for at retfærdiggøre genren har han tilføjet: »Men 90 procent af alting er noget møg«.

Men her må man desværre også tilføje, at den manglende anerkendelse af sf-genren i høj grad også skyldes fraværet af kritisk sans i 'fandomens' egne rækker. Hver femte eller ottende bog bliver udråbt til at være den bedste science fiction-bog i hele verden, og forfatteren bliver jævnligt fremstillet som den største science fiction-forfatter nogen sinde.

Manglen på selvkritik og nuancer er slående i denne branche, og paradoksalt nok ofte medvirkende til at forhindre uvedkommendes adgang til genren i stedet for at åbne dørene. Det skyldes dels den simple pointe, at størstedelen af sf ønsker at underholde læseren. Det er dens primære pulp-funktion. Deraf følger der en fordom om, at sf ikke har psykologisk dybde og er overfladisk. Dele af science fiction-miljøet selv ligger under for denne fordom, og mindreværdsfølelsen udarter derfor ofte i en overdreven trang til at lovprise hvert andet værk, lige så snart det gør mere end blot at underholde. Indbyggerne i det øvre litterære rige opfatter dette som anmassende og opfører sig ligesom adlen opfører sig over for pøbelen: En 'dame' må gerne besøge et offentligt hus, men de 'glædespiger', som bor sådan et sted, bliver nægtet adgang til de pæne hjem.

Hvis sf-kritikken skal være værdifremmende, må den finde et udvalg af gode bøger, baseret på en suveræn kritik og en 'højkulturel sortering', der konsekvent skelner mellem det overfladiske plagiat og de originale produktioner. Det nytter ikke at fejre fremkomsten af en ny og revolutionerende undergenre, hver gang en ny grafoman betræder scenen. De mange fraktionsdannelser og det uigennemskuelige mylder af gensidige skulderklap og prisuddelinger, som findes i sf-genren, kan altså ikke tages fuldt ud alvorligt, så længe der ikke eksisterer en uafhængig kritik. Men det er tvivlsomt, om de lovmæssigheder og trends, der hersker i science fiction-litteraturen vil ændre sig i retning af en værdifremmende, oplysende og suveræn kritik. Der vil måske snarere ske det, at også mainstreamlitteraturen bliver angrebet af de samme uheldige lovmæssigheder, som hersker i sf-genren. Informationseksplosionen vil lade de originale værker gå under i skyggen af bestsellerne, og markedskræfterne vil overstrømme den filtrerende kritik med så mange bøger, at vordende forfattere hellere vil tilbede heldet end talentet. Så forvandles det litterære rum nemlig definitivt til et stort lotteri.

Hidtil har den litterære kritik kunnet overskue mainstreamfeltet, men for meget af det gode kan også blive dets undergang. Det høje litterære lag vil så også skulle anpasse sig rendestenskulturen, hvor alle er debutanter, og hvor alle håber på at bliver superstars. I USA er den udvikling allerede godt i gang, og derfor kan man trygt regne med, at det ikke vil vare længe før de samme tilstande vil gælde i Danmark.

Man kan derfor spekulere over, om ikke Politikens unuancerede fremstilling af science fiction-genren dækker over en dybere fortrydelse, en fortrydelse, der har noget at gøre med litteraturens tilstand som sådan, altså med de fælles forbilleders forsvinden og med et tab af overblik. Så er det jo bare synd for science fiction-litteraturen, at den er sådan en dejligt nem prygelknabe. Science fiction bliver til et offer for kritikernes forurettede følelser. Der er selvfølgelig intet galt i at forskanse sig bag en reaktionær bastion, for litteraturens skyld, men når man bliver kynisk på en hel genres bekostning, kan det blive lidt trættende i længden.
There was an error in this gadget