Poseidons vrede

De mange tragiske jordskælv i Tyrkiet kan måske hjælpe til med at varsle fremtidige jordskælv bedre


Af ROBIN ENGELHARDT

Siden Thales for over 2.500 år siden fremsatte en fysisk teori om jordskælv uden at ville begrunde det med Gudernes luner, har videnskabsmænd øvet sig i at forudsige kommende jordskælv.

Men i lige så lang tid, som man har accepteret, at det nok ikke var Poseidons store trefork, som udløste de ødelæggende rystelser, men snarere fysiske ændringer i jordskorpen, har man også måttet indrømme, at situationen ikke var så nem at håndtere alligevel. Ja, faktisk har alle forsøg på at komme sagen nærmere været forgæves. Om man har målt de elektriske spændinger mellem polerne, højdeændringer i landskabet, vulkanudbrud eller vandstanden i brønde:

 Effektive varslinger har ingen af dem kunnet frembringe, selvom de alle sandsynligvis har noget med sagen at gøre. Hvis man derfor som geolog eller seismolog arbejder i branchen og ønsker at udvikle varslingsmetoder, der går ud over de gamle delphiske gætterier, må man lære at tale afdæmpet, og nøjes med at glæde sig over selv de mindste fremskridt.

Nordanatolsk revne
Og det er muligvis, hvad Ross S. Stein og James H. Dieterich, begge fra U.S. Geological Survey i Menlo Park, Californien, samt geolog Aykut A. Barka fra Istanbuls Tekniske Universitet kan gøre.

For cirka tre år siden startede de tre forskere med at undersøge den Nord-anatolske revne i Tyrkiet, det område som de seneste måneder har været det tragiske center for store rystelser. Jordskælvet i Izmit, som ligger cirka 100 kilometer øst for Istanbul, kostede den 17. august over 17.000 mennesker livet. Efterrystelserne den 13. september nær byen Golcuk og den 11. november i Sapanca, der ligger i Sakarya provinsen, har kostet yderligere menneskeliv, og mange seismologer forventer, at der vil komme endnu flere efterrystelser med endnu flere sammenstyrtede huse til følge.

Denne 1.400 kilometer lange revne er linien langs hvilken, den såkaldte Anatolske mikroplade roterer mod vest i forhold til det europæiske kontinent, og den er derfor årsagen til en lang række af jordskælv, som siden 1939 langsomt har bevæget sig i vestlig retning mod området øst for Izmit. Der har dog også været en serie af jordskælv, som har bevæget sig i østlig retning, men den har været meget mere diffus i sin opførsel.

Tolv procent
De analyser, forskergruppen omkring Ross Stein foretog i 1996-97, viste, at de fleste rystelser startede i områder, hvor revnen havde været udsat for de stærkeste spændinger som resultat af tidligere rystelser i nærheden. Mere præcist fandt forskerne ud af, at jordsegmenterne nær Izmit var udsat for højere spændinger end andre steder på grund af 1967-jordskælvet øst for byen. Stein og hans kolleger regnede på det og kom frem til, at Izmit-området dvs. præcis det sted, hvor august-skælvet skete, havde "en 12 procents højere sandsynlighed for, at der ville komme et jordskælv stærkere end 6,7 på den åbne Richterskala indenfor 30 år," som det står i december-udgaven af Scientific American. I bagklogskabens lys kan denne forudsigelse jo forekomme en smule for forsigtig, men i betragtning af det notorisk problematiske i at forudsige noget som helst fornuftigt om jordskælv, er resultatet ganske opmuntrende.

Steins resultater baserer sig på analyser af den såkaldte "spændingsoverførsel" mellem segmenter af jord. Når et jordsegment rystes, falder dets interne spænding, fordi den så at sige "rystes på plads". Men fordi jordskorpen består at utallige segmenter, vil den frigjorte spænding i ét segment overføres til et nabosegment, alt efter dens elasticitet, orientering og position i forhold til de generelle pladetektoniske bevægelser. Det typiske scenario er, at den overførte spænding kun er en ganske lille procentdel af den totale spænding, der ophobes langs en jordskælvsrevne.

Men undersøgelserne af den seismiske historie af diverse regioner i Californien har fortalt forskerne, at jordskælv tenderer til at optræde præcis de steder, hvor spændingerne langs en revne er blevet forøget som resultat af en tidligere rystelse i nærheden.

Istanbul næste gang
Men ifølge geofysikeren Steven M. Day fra San Diego State er Steins teoretiske tilgang til problemet værdifuld, men ufuldstændig. For at kunne beskrive jordskælv fuldt ud, må man inkorporere de dynamiske processer, som helt mangler i deres statiske model for spændingsoverførsel. De faktiske rystelser forud for en fremadskridende revne kan for eksempel tillade revnen at udvide sig meget længere, end den statiske model kan forudsige. Resultatet ville være et langt stærkere jordskælv end beregnet.

Men på trods af modellens åbenlyse mangler er Stein og hans kolleger i fuld gang med at undersøge, hvad der vil ske i næste omgang. Satellitmålinger med det såkaldte Global Positioning System har vist, at den nordanatolske revne fortsætter vestpå kun få kilometer syd for Istanbul og så ind under Marmara Havet. Jordskælvet i Izmit har ifølge beregningerne øget spændingerne i Yalova segmentet, som ligger sydøst for Istanbul. Hyppigheden af de små rystelser under Marmara Havet er også tiltaget siden august. Et jordskælv i Yalova-segmentet kunne ødelægge store dele af Istanbul.



*Kilde: Ross S. Stein, Aykut A. Barka og James H. Dieterich, Geophysical Journal International,1997, VOL 128, pp 594-604

0 comments:

There was an error in this gadget