Ned med de faste bogpriser

Robin Engelhardt, Ph.d. og skribent ved Dagbladet Information

Danmark er et mærkeligt land - ikke mindst når man taler om kultur og de såkaldte kulturelle værdier i velfærdsstaten. Det er jo velkendt, at ord som "folkelig debat" og "kultur" er gode plusord man kan proppe mangt og meget ned i. Om det er bøger, bævre eller øl: Alle er de kultur, og det, der bliver tilbage, kaldes så for massekultur. At det sidste - ud over at være en selvmodsigelse - også kan bruges til at tjene mange penge, og opretholde skumle gamle aftaler med, ses for eksempel i den igangværende debat om de faste bogpriser.

En hel grædemur af forlægger, boghandler og førende kulturskribenter er "oprørte", "dybt skræmte" og evt. "forargede" over konkurrencestyrelsens nye rapport om at indføre frie priser, fordi den, som jeremiaden går, vil skrue priserne på bestsellere ned, og derved udhule indtjeningen og tvinge forlagene til at satse på det sikre. Det skurer et sted i ørerne, så lad os kigge nærmere på argumenterne.

Første strofe i klagesangen er, at de faste og høje priser på bøger skal holdes, fordi antallet af titler er stort, salget usikkert og oplagene små. Modargumentet er, at det er en sandhed med modifikationer. Med mindre forlagsredaktørerne er de rene amatører, kan det ikke være svært nogenlunde at vide, hvilken slags bøger der sælger. Leif Davidsens bøger sælger mere end Otto Ukendts avantgardelyrik, og forlagene burde kunne sammensætte et forlagsprogram efter kvalificerede gæt.

Det andet argument er, at forlagene fungerer efter modellen om gynger og karruseller. Etablerede forfatteres storsalg skaber rum til det nye, siger de. Her kan man tørt bemærke, at det vel gælder for enhver branche, der udvikler nye produkter. Mejerierne afprøver også nye yoghurter i skøn harmoni med konkurrenceloven.

Det sidste og vigtigste omkvæd er dog, at den brede litteratur er dyr, fordi forlagene påtager sig et kulturelt ansvar for at smal og usælgelig litteratur kan udkomme. Her må der gerne smiles ondskabsfuldt, fordi det jo lyder så salvelsesfuldt. For hvis man går sagen efter i sømmene, kan man efter min mening ikke sige andet end at den smalle litteratur har det skidt i forvejen. Den store grumme kommercialisering af bogmarkedet er sket for længst. Gennem de sidste par år har der været to måder at lave bestsellere på, der begge negligerer det kulturelle ansvar som alle taler så varmt for. På den ene side Aschehoug og nu Møntergaarden, der udgiver bøger skrevet, forsøgt skrevet, eller indtalt på bånd (og nedskrevet af en neger), af kendte mennesker (Peter Schmeichel, Lisbet Dahl, Lisbeth Lundkvist etc.), og forlaget Rosinante, der på en snedig måde har camoufleret banal mainstream som stor litteratur (se deres topnavne: Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen, Benn Q. Holm, Iselin Hermann etc.). Og hvis man ser på 1999, har den smalle litteratur det svært over hele linjen - der er ikke udkommet mange interessante debutanter eller for den sags skyld gamle prøvede, men usælgelige forfattere.

Hvis forlagene altså er på vej væk fra det kulturbærende, hvorfor så opretholde et forældet laug-system med faste priser ? Hvorfor skal forlagene overhovedet have kulturelle forpligtelser og spille hellige, når de jo egentlig bare er virksomheder, der skal tjene penge til deres aktionærer? Er det ikke en offentlig opgave at vurdere og sikre det kulturbærende ligesom med kunst og musik?

Så derfor, kære massekulturminister, lyt til de gode argumenter selvom de er tarvelige og overbevisende. Fjern de faste priser og lad dem, der kun vil læse Jane Aamund, læse Jane Aamund til den rigtige pris. Og lav så en fond, der støtter sand eksperimenterende litteratur, og ikke kun det der ligner.

0 comments:

There was an error in this gadget