I skovens dybe stille ro

Kriminologer og retsmedicinere har brug for at vide, hvordan et lig rådner op i det fri. I et afsides liggende skovområde i Knoxville, Tennessee, kan man finde svaret


Af Robin Engelhardt

Dr. William Bass er en glad mand. I over tredive år har han været professor i forensisk antropologi på Tennessee Universitet i USA. Han har brugt størsteparten af sit liv på at grave gamle fortærede lig op, undersøge rådne legemsdele og stikke lange pinde ned i ildelugtende kropsåbninger. Men alligevel er William Bass glad. Han er glad, fordi hans drøm er gået i opfyldelse.

For foden af Smoky Mountains, i skovområdet lige bag Knoxville universitetshospital i Tennessee, har William Bass nemlig fået stillet en hektar land til rådighed, hvor han og hans assistenter i ro og mag kan forske i forrådnelsen af lig under åben himmel. Menneske-lig.

Stedet hedder The Body Farm. Lig-farmen. Sponsoreret af hospitalet og ligesindede mennesker, der har skænket deres legeme til videnskaben, afleveres de stadig friske kroppe til farmen, hvorefter de fordeles rundt på bjergskråningen. På græsset mellem træerne og med behørig afstand mellem hinanden ligger de nummererede kadavere derefter i mange år og lader naturen gå sin gang.

Tilbage til naturen
Stanken er uendelig grim. Når man først har lugtet den, glemmer man den aldrig. Den sidder fast i tøjet, i håret, og selv flere timer efter stiger den op i næsen igen, pilrådden, sødlig og snigende.

Mider og fluer og biller har indtaget hele terrænet med deres festlige runddans hen over de læderagtige mumier, der ligger halvt dækket til af deres eget tøj. »Er det ikke skønt sådan at komme tilbage til naturen! Kun mider og biller, ingen ligkiste og alt det!,« siger assistenten Murray Marks entusiastisk til en reporter fra ugebladet Die Zeit.

Formålet med farmen er vigtig nok. »Hvis politiet opdager et offer for en voldsforbrydelse, lyder det første spørgsmål ikke Hvem er det? , men Hvor længe har han været død ,« siger Marks. Dødstidspunktet er ofte en afgørende brik i efterforskningen, og i mange år har retsmedicinere kun kunnet gætte tidspunktet på et meget spinkelt grundlag.

Det er først med denne Body Farm, at forskerne kan kortlægge de enkelte stadier i forrådnelsesprocessen gennem en detaljeret analyse af den endeløse parade af insekter, som i faste skift hospiterer gerningsstedet. Med naturen som vidne kan politiet på den måde fastlægge et relativt nøjagtigt tidspunkt for, hvornår personen døde.

Konstant kronologi
I begyndelsen undersøgte Bass, hvorvidt der er forskel på forrådnelsesprocessen i forskellige sammenhænge, for på den måde at simulere forbrydelser. Ligene blev viklet ind i tape, smidt i vandet og gravet ned til forskellige dybder. Men siden er man kommet ud over sådanne basale øvelser. Nu undersøger man snarere de biokemiske forfaldsprocesser i organerne, tager gas- og vævsprøver og analyserer deres kemiske sammensætning.

Hvad insekternes udnyttelse af kadaveret angår, er kronologien i forrådnelsesprocessen overraskende konstant.

 Hvordan det mere præcist foregår, beskrives i romanen Les particules élémentaires af Michel Houellebecq: I vores klima tiltrækker et pattedyrs eller en fugls kadaver først og fremmest visse fluer som stuefluerne Musca og Curtonevra. Så snart den rigtige forrådnelse er begyndt, tiltrækkes andre arter, især de store blå spyfluer Calliphora og de grønne spyfluer Lucilia.

Under den fælles indvirkning af bakterier og de af larverne udskilte fordøjelsessafter, bliver kadaveret mere eller mindre flydende, og gennem en aktiv gæringsproces og opløsning produceres ammoniak og smørsyre.

Efter tre måneder har fluerne gjort deres værk, hvorefter de erstattes af en hærskare af ådselbiller af slægten klanner (f.eks. Dermestes lardarius) og af møl som for eksempel Aglossa pinguinalis, der især ernærer sig af lipider (fedtstoffer). De proteiner, der frigøres i gæringsprocessen udnyttes af ostefluens larver (Piophila petasionis og Piophila casei) og af billeslægten Corynetes.

Det nu gennemrådne kadaver, der på overfladen er helt garvet af sol og regn, indeholder dog endnu en vis fugtighed, og bliver således et territorium for miderne, som opsuger den sidste væde. Men selv når legemet er helt udtørret og mumificeret, kan det fungere som herberg for nyttedyr, for eksempel pelsbillens og kabinetbillens larver, orme og møllarver (Aglossa cuprealis og Tineola bisellelia). De fuldender naturens cyklus.

Død i 1864
Og al den viden, og meget mere, kan man takke William Bass for. Det var ham som i 1978 besluttede at etablere Body Farm efter, at han havde blameret sig grundigt overfor politiet i en konkret sag: En nært beliggende kirkegård fra borgerkrigens tid var blevet skændet, og politiet frygtede, at nogen havde smuglet et nyt lig ned iblandt de gamle. Bass undersøgte gravene og deres indhold, blandt andet en ung mand, som stadig så ud til at være i aktiv forrådnelse. Bass gættede på, at denne 25-28 årige mand var død for seks til 12 måneder siden. Men senere viste det sig, at han var død i 1864. Man havde dengang afprøvet en ny form for balsamering og lagt ham i en stålkiste.

Det var anstødsstenen til, at Bass følte, han måtte forbedre sin forensiske viden, og inden længe havde han grundlagt The Body Farm på skråningen bag klinikken. I de efterfølgende mange år har han med sin lille gruppe af studenter hjulpet politiet i utallige kriminalsager. Nu til dags er der omkring 100 studenter på stedet. Flertallet af de gamle studenter arbejder i dag enten i FBI, i Smithsonian Institute eller hos Armed Forces Medical Examiner s Office ­ deriblandt William Rodrigues, som for tiden er chef for de amerikanske eksperter, som undersøger massegravene i Kosovo.

»Vi kan sammenligne det, vi finder i massegravene i Kosovo med det de data, vi har fra Body Farm,« siger Rodrigues til Die Zeit. »De hjælper os med at finde ud af, om ofret er blevet begravet med det samme eller senere, og på hvilken årstid forbrydelsen fandt sted.« Informationerne skal om muligt bidrage med at stille de ansvarlige for retten.

Som tiden går bliver den forensiske antropologi vigtigere og vigtigere. Om det er folkemord, flystyrt eller togulykker: The Body Farm har rigeligt med data til at få et nuanceret billede af situationen.

Hjælpe en god sag
De mennesker, der stiller deres krop til rådighed for Body Farm, kommer primært tre steder fra: For det første er det de hjemløse, som efter deres død automatisk kommer i statens varetægt. Den anden gruppe er de mennesker, som frivilligt har doneret deres krop til videnskaben (med accept fra familien), og den tredje gruppe er de mennesker, som har tilmeldt sig Body Farm. 

Til den gruppe hører for eksempel den 88-årige mand, der som 12-årig måtte se sin far og mor blive skovlet ned i et massegrav i Central Park efter en voldsom influenzaepidemi ­ siden har han ikke kunnet udstå tanken om at blive gravet ned i jorden. Andre vil blot spare begravelsesomkostningerne, eller de er glade for at kunne hjælpe politiet med at fange forbrydere.

Redning for mistænkte
Cirka en gang om ugen henvender politiet sig til Body Farm, og det er som regel Murray Marks eller William Bass, som påtager sig at undersøge prøverne. De ved, at det ikke kun er ofrene, der får en stemme gennem deres arbejde, men at den også kan være en redning for mistænkte.

På et tidspunkt blev Marks således kaldt ind til retssalen for at forsvare en person, der var tiltalt for mord. Han risikerede dødsstraf. Politiet havde fundet et lig, og retten mente, at det måtte være en uge gammelt. Men Marks kunne påvise, at liget under ingen omstændigheder kunne være mere end fire dage gammelt, og på det tidspunkt sad den tiltalte allerede i fængsel.

Og selvom forskningen på The Body Farm kan forekomme makaber, er det, der foregår, noget af det mest naturlige der findes. Ting opstår og forgår. Biller og fluer har eksisteret i uhyrlige tider, og de opfylder langt vigtige opgaver for naturens evige cyklus end mennesket, der blot sidder på toppen af fødekæden og påstår at regere.

Da den berømte biolog J.B.S.Haldane engang blev spurgt, hvad den naturlige udvælgelse kunne afsløre om Gud, svarede han: »Der findes cirka 400.000 former for biller og kun cirka 8.000 pattedyr. Skaberen, hvis han eksisterer, har en speciel forkærlighed for biller.«

0 comments:

There was an error in this gadget