Oppe i tiden: Situationen set fra Danmark

Tor Nørretranders har med sin nye bog taget det endelige skridt mod kunsten og det skønne ­ Videnskaben og kritikken er smidt langt væk


*Tor Nørretranders: Frem i tiden: Situationen set fra kosmos, Tiderne Skifter, 205 sider, 238 kr. Udkommer i dag


Af Robin Engelhardt

Det var med en betænkelig mine, jeg rakte frem efter Tor Nørretranders nye bog på skrivebordet. På coveret kunne man se et billede af vor blå moder jord for fødderne af en uklar måne, der svæver i det mørke rum. Frem i tiden: Situationen set fra Kosmos står der med en tidløs font hen over det mørke intet bag månen, og det forekom mig, at bogen måske snarere var en digtsamling eller en poetik: Yndefuld, afdæmpet og seriøs flød den som en prægtig lille gondol gennem papirbunkerne på mit skrivebord.

Lad det være sagt med det samme: Bogen er løs i fugerne. Med utallige huller i argumentationen slingrer den derudad med uforpligtende småsnak og gætterier på menneskehedens vegne. Den sejler afsted som vinden blæser, moraliserende, rørstrømsk, og altid med passende forbehold når argumentationen kniber.

Emnet er intet mindre end hele menneskeheden. Udgangspunktet er ideen om, at menneskeheden vil have større chance for at finde fremmed liv i universet jo længere den lever. Jo længere tid vi har til at kigge på himlen, jo større er muligheden for, at vi finder noget derude, eller at nogen stiger ned og siger goddag. Tor Nørretranders vil bruge den indsigt som et spejl, så vi bedre kan se og forstå os selv. Målet er at øge sandsynligheden for, at vi overlever som civilisation. Nørretranders vil faktisk bygge en hel etik op på det: En etik om at overleve livet. Men mere herom senere.

Venten på aliens
Nogle forskere siger, at menneskehedens levetid er et godt mål for, hvor mange andre lignende civilisationer som vores der findes i galaksen. Det kan man stille en ligning op for, den hedder Drakes ligning, og den er fint forklaret i bogen. Problemet ved regnestykket er blot, at det opererer med gennemsnit. Men der er intet gennemsnit at tage af. Vi har kun os selv som mål og reference. Og derfor er al tale om SETI (SETI ­ Search for Extra Terrestrial Intelligence) ikke andet end et skud i tågen. Et gæt. Måske et kvalificeret gæt. Men et gæt. At postulere en videnskabelig metode bag, er blændværk.

Bogens videnskabelige indpakning er i den forstand et cover up. Men hvad handler denne her bog så om: Er det en politisk pamflet? En fremtidsroman?

Den handler om at vi skal se verdens endnu mere sande tilstand fra et kosmisk perspektiv. Mens vi venter på de her aliens, skal vi lige rydde op og lære os selv at kende. Med folk som Freeman Dyson og Ryszard Kapuscinzki i lommen spadserer bogen hen over de åbne sletter og fabulerer om menneskehedens storslåede sejr over naturen og over sig selv.

Med en afstikker til dette århundredes mange farer ­ til atombomben, befolkningseksplosionen, bevidstheden, venstrefløjen, hungerskatastrofer og meget andet skidt ­ forklarer forfatteren os, at det hele nok skal gå. At vi intet har at frygte, og at al elendigheden meget snart vil være overvundet. Atombomben vil stort set være skrottet; befolkningstilvæksten vil stoppe ved de 11 milliarder; verdens sult vil forsvinde; mennesket vil lære at nyde livet, og kunsten vil florere overalt i verdenssamfundet. Det er en bog, der vil erklære dommedag for afblæst og spå verdensfredens komme.

Djævlens højre hånd
Det forekommer mig (men måske er det helt forkert), at Nørretranders med denne bog definitivt har udskiftet sin oprindelige videnskabskritiske position med en decideret antividenskabelighed. Der står, at videnskaben har tabt sin evne til åbent at søge efter sandhed, for i stedet at blive »en kynisk og lemlæstet organisation til pleje af sig selv.« I stedet ser Nørretranders kunsten som fremtidens afløser for naturvidenskaberne, hvilket da også falder pænt i tråd med valget af emner som SETI.

Også den menneskelige bevidsthed får et skud for boven: Det er sikkert den, den onde bevidsthed, der er skyld i menneskehedens vildfarelser. Et tredje punkt, hvor bogen overtrumfer videnskaben med antividenskabelighed på, er at ty til djævlens højre hånd ­ statistikken. Statistikken for antallet af krige og antallet af underernærede mennesker i verden fortæller, at det i løbet af de sidste 50 år, og især i de sidste 20 år, er gået fremad. Og ­ så vidt det er rigtigt ­ gudskelov for det. Men det er altså statistik for begyndere (og politikere) at hævde, at det hele vil gå endnu bedre blot af den grund.

Men hvad skal vi så gøre for at få ryddet op, spørger bogen? Vi skal blot bruge ti procent af de samlede militærudgifter, og problemet er løst! Eller endnu bedre: Alle rige mennesker i verden behøver kun at betale »en krone om dagen« til hjælpeorganisationer på internettet som netaid el.lign.. Det er alt hvad der behøves for at afskaffe sult i verden!

Platituderne
Et godt middel til at prøve et udsagn efter i sømmene, er at postulere det modsatte, og se, om det giver mening.

Hvad med Nørretranders nye etik om at »leve L længe«, dvs. at få civilisationens levetid (L) til at vare så længe som muligt (eller, som han citerer Jens Jørgen Thorsen: »Meningen med livet er at overleve«). Det modsatte er: 'Meningen med livet er at dræbe sig selv så hurtigt som muligt' eller 'min etik er at civilisationen snart skal dø'. Det står læseren frit for selv at lodde dybden i disse udsagn.

Andre pseudo-etiske platituder i bogen er ikke bedre: »Man er moralsk forpligtet til at leve lige så længe som ens affald er farligt,« står der et sted. »Mærk aldrig verden uden at den mærker dig«; »Vi er gode nok indeni«; »En euro om ugen giver stolthed i stuen«, »Vi må lære at afskaffe krig,« og meget mere i samme stil.

Lur mig, om ikke Nørretranders fremfører sin naivitet med vilje. Måske regner han med en læser-bonus, fordi man skal tænke: Hvor er han idealistisk og sympatisk! Og det er han jo (var der ikke én, som engang sagde, at idealisme vokser ligefrem proportionalt med afstanden til problemet?).

Men stop en halv: Grundlæggende er projektet jo fint. Det er til enhver tid positivt, at en forfatter vil give sine læsere håb og lyst til livet, og der bruges mange kræfter på at fremme en fortrøstningsfuld stemning hos læseren, ved rettelig at pointere, at verdens tilstand vitterlig ikke er så elendig, som man måske ville forvente.

Problemet opstår først i det øjeblik, at optimismen forsøges fremmet af en bevidst naivisme, en naivisme der vil trække alt og alle ned i en tåget fredsidyl. Det er en afvej. En fornægtelse af éns egen kritiske sans fører nemlig indirekte til en styrkelse af de negative kræfter i samfundet, til en styrkelse af de strukturer, som spekulerer i vores naivitet og tro på det gode i mennesket.

Hug til venstre
Er Tor Nørretranders en mand, som stolt bekender sig til naivismen? Eller er Tor Nørretranders selv en, der spekulerer i vores naivitet? Og endnu mere interessant: Hænger alt det her sammen med bogens antividenskabelighed? Og med hans nye kritik af de såkaldt reaktionære venstreintellektuelle?

Altid oppe i tiden har Tor Nørretranders nemlig endnu en vigtig dagsorden, og den er at skælde ud på den gamle, sure og pessimistiske venstrefløj: »Er ikke den venstrefløj, der gik for at have fantasi til at forestille sig at tingene kunne være anderledes, blevet mut og småfornærmet ved udsigten til en hvilken som helst forbedring? Er dagens sande reaktionære ikke dem, der nægter at se i øjnene, at de fattige i denne verden faktisk lever længere end nogen sinde før, at krigene er på retræten, at miljøproblemer viger for vor indsats, at atomvåbenproblemet er på vej ud, at vi faktisk godt kan være os selv bekendt og være stolte af alt det, vi gjorde i miljøbevægelserne, fredsbevægelserne og alle mulige andre bevægelser i 1960 erne, 1970 erne og 1980 erne?«

Personligt fatter jeg ikke, hvad der menes. At stå på venstrefløjen kræver vel per definition en uforbederlig optimisme, fordi en konstruktiv kritik kun kan føres, hvis man tror, at det nytter. Der er altid grund til optimisme, og det er derfor, man absolut skal holde fast i kritikken. Nørretranders roser venstrefløjens mange bevægelser bagud i historien, men nægter deres berettigelse fremad. Besynderligt.

Samfundskritik er en motor. Men Nørretranders ønsker, at vi skal slukke for den. Vi skal blot flyde derudad i vores åndelige gondol, være fremskridtsromantikere som ham, og være glade for vores naivitet, for vi har råd til det. Når nogen råber ud i mørket, lader vi gerne en mønt klinge, som var det en redningskrans. Og en gang imellem spejler vi vores åsyn i vandoverfladen for så at synke glade og tilfredse tilbage.

0 comments:

There was an error in this gadget