Slowmotion

Nobelprisen i kemi blev i år givet til verdens mest avancerede form for blitzfotografering

Af Robin Engelhardt

Den egyptisk fødte fysiske kemiker Ahmed Zewail har fået tildelt årets Nobelpris i kemi for at have udviklet en sofistikeret laserteknik til at affotografere kemiske reaktioner, mens de forløber. Ved hjælp af to pulserende laserstråler fik Zewail, som nu arbejder på California Institute of Technology i USA, skabt verdens hurtigste kamera, som kan anvendes som en form for slowmotionteknik til at se, hvordan atomer og molekyler opfører sig under de ofte meget hurtigt forløbende kemiske reaktioner.

I en serie af eksperimenter i de sene 1980 ere skabte han det nye forskningsfelt, som nu kaldes for 'femtokemi'. De enkelte 'snapshots' varer ikke længere end 10-15 sekunder, hvilket svarer til så lille en brøkdel af et sekund, at man kunne nå at tage 32 millioner fotografier i løbet af blot et enkelt sekund, hvis det var nødvendigt. Teknikken er afgørende for at kunne forstå i detaljer, hvordan kemiske stoffer reagerer med hinanden, og hvilke intermediære strukturer stofferne har i overgangen mellem en molekylær konfiguration til en anden. På den måde er det blevet muligt at forstå og se detajlerigdommen i alverdens kemiske reaktioner ­ det værende fra en søms langsomme rusten til dynamits eksplosion.

Det Svenske Akademi begrundede blandt andet sit valg med, at femtokemien har frembragt en 'revolution' indenfor studiet af de kemiske forløb.

Kemiske fingeraftryk
Teknikken til at se den 'molekylære film' går ud på, at man bruger to laserstråler. Den ene er en puls, som aktiverer (eller exciterer) molekylet til et højere energiniveau for at starte reaktionen. Derefter sendes en anden og svagere laserstråle, som med den rigtige bølgelængde kan måle de tilstande, det oprindelige molekyle har fået. Ved at variere på intervallerne mellem de to stråler, kan man måle, hvor hurtig en given reaktion forløber. Fotografierne er nogle spektre, som er en slags entydige fingeraftryk for de enkelte molekyler og deres intermediater.

Spektrene og deres tidsforløb bruges så til kvantekemiske beregninger på computermodeller, hvis teoretiske baggrund og implementering blev belønnet med Nobelprisen i kemi 1998. Blandt de erkendelser femtokemien har frembragt i analysen af de kemiske reaktioner er, at de enkelte reaktionstrin foregår hver for sig og efter hinanden, og dels, at mens intermediaterne i begyndelsen af reaktionerne typisk er relativt stabile, bliver de mere og mere ustabile efterhånden som reaktionsbarrieren overvindes.

Femtokemien bruges i dag til at forstå og forbedre katalysatorer, til forbedrede materialer i elektronikken og til kontrollering, separation og rensning af diverse kemiske reaktioner lige fra vaskepulver til medicin.

Ahmed Zewail blev født i 1946 i Egypten, hvor han voksede op og studerede på Universitetet i Alexandria. Han fik sin ph.d.-grad i 1974 på Pennsylvania Universitet, USA, og siden 1990 har han været ansat ved Caltech. Selvom størstedelen af hans karriere er foregået i USA, er han velkendt i Egypten, hvor hans ansigt tidligere er blevet aftrykt på landets frimærker.

Naturen splittet i bosoner

Informations medarbejder har kastet håndklædet i ringen, og i stedet bedt en dansk ekspert - på en simpel måde - at forklare om den teoretiske baggrund for uddelingen af årets Nobelpris i fysik.


Af Robin Engelhardt

Jeg må komme med en indrømmelse: Jeg fatter ikke et klap af det, de to hollandske fysikere har forsket i, og som de nu har fået Nobelprisen for. Jeg har ellers prøvet at sætte mig ned og forstå deres tekster og det baggrundsmateriale, som Nobelpriskomiteen har udgivet som pressemateriale. Men det er håbløst.

Det er, som om man stadig kan være nogenlunde med, når det handler om relativitetsteori eller kvantemekanik, men når det kommer til de stærke og svage vekselvirkninger ved relativistiske kvantefeltteorier som baggrund for standardmodellen, og især når partikelfysikerne begynder at snakke om renormalisering for ikke-abelske gauge-teorier, W+ og Z bosoner, så er det lissom godav og farvel du.

Et eller andet sted er der også noget skummelt, tænker jeg så i min uvidenhed, bag hele denne storindustri af partikelfysikere, som med deres kæmpestore acceleratorer i Schweiz, USA og Japan ustandselig får tildelt Nobelpriser for at flække atomernes bestanddele i endnu mindre dele, for bagefter at samle dem igen med matematik. Hvilken matematik, der i den sidste ende er den rigtige eller bedste, viser sig nemlig ofte at være en smagssag.

Sandheden om naturen har den pudsige tendens til at opdele sig i en uendelig masse små-sandheder ­ ligesom partiklerne ­ hvorefter en endeløs eksegese om bosonernes, leptonernes, fermionernes, hyperonernes, mesonernes og baryonernes struktur og vekselvirkning resulterer i rivaliserende teorier, som ­ hvordan kunne det være anderledes ­ kun kan bevises eller modbevises ved, at man bygger endnu større og endnu kraftigere partikelacceleratorer. Og sådan kan karrusellen køre i mange år.

Forsøg på en udredning
Men i stedet for at filosofere over min personlige tvivl om filosofien bag reduktionismens del & hersk - metode, har jeg bedt en anerkendt ekspert på området, Benny Lautrup fra Niels Bohr Instituttet i København, om at forklare teorien i et let forståeligt sprog til os alle.


Benny Lautrup, er det i sidste ende ikke et spørgsmål om smag, hvad for noget matematik, der i den sidste ende er den rigtige?
'Nej, det er ikke klart. Lad os f.eks. tage Newtons love. Det er selvfølgelig en social konvention, hvordan vi skriver dem, men det som ofte glemmes er, at de har et reelt indhold, som udsiger noget om naturen, og hvis der fandtes marsmænd, så ville de kende lovenes indhold, og det gælder også, tror jeg, for den forenede teori for svage og elektromagnetiske vekselvirkninger.'

En fortabt teori
Joh, den køber jeg gerne, men tvivlen er lidt en anden: Den vedvarende opsplitning af de mange atomare bestanddele virker uendelig, og ikke længere som et virkeligt bidrag til at FORSTÅ naturen...
'Jo det synes jeg bestemt, den gør ... '


Ikke for mig. Jeg forstår ikke, hvad en renormaliseret ikke-abelsk gauge-teori er.
'Hvad er forståelse i fysikken. Der er sammenligning af teorier og eksperiment, og hvis teorien siger nonsens, kan vi ikke lave den sammenligning. Det 't Hooft og Veltman har gjort, er at vise, at teorier, vi troede, vi ikke kunne komme videre med, kunne vi komme videre med til at få en egentlig sammenligning. Pludselig begynder man jo at tro på W bosonen. Selvom Weinberg havde forudsagt den i 64, var der ingen, der bemærkede det, før 't Hooft sagde, at modellen er renormalisérbar, hvilket betyder, at det er en fuldstændig teori, og at man kan lave vilkårligt præcise forudsigelser fra den. Det er der, den ligger.

I vores forståelse af naturen ligger der en sammenligning af teori og eksperiment, og hvis man ikke kan lave eksperimenterne, som man ikke kan i superstrengteorien, så er man fortabt. De to forskere har matematisk banet vej for en teori, som man tidligere troede var fortabt.'

Forfinede beregninger
Og den form for at 'bane vej' kalder man for renormalisering?
'Ja, kvanteelektrodynamikken var den primære teori, hvor renormalisationen blev indført for første gang. Sagen var den, at i 30erne opstillede Dirac, Pauli og Heisenberg kvanteelektrodynamikken, og Bohr og Rosenfelt regnede på målbarheden af elektromagnetiske felter. Problemet var, at når man prøvede at beregne de finere korrektioner til de atomare niveauer, så strejkede teorien ­ den gav svaret uendelig , dvs. nonsens.'

'Sådan stod det i slutningen af 30 erne. Så kom krigen, og efter krigen kom forskerne hjem, blandt andre Feynman, Schwinger og Tomonaga, og begyndte at undersøge tingene. De fandt så ud af, at de matematiske uendeligheder, der lå i teorien, faktisk alle sammen var korrektioner til masse eller ladning. Man starter altså f.eks. teorien med en masse, der ikke er elektronens rigtige masse, fordi den mangler det elektromagnetiske bidrag til massen. Men den faktiske elektron, som vi måler på, har jo disse ting inkluderet, så hvis man nu gør det, at man absorberer de uendelige korrektioner til massen ind i den fysisk bestemte masse, så renormaliserer man massen fra den bare masse før, til den, som den har med det elektromagnetiske bidrag bagefter. Så er alle uendeligheder væk, og pludselig kunne man i princippet udregne alle energiniveauer til langt højere præcision end tidligere.'

'I Kvanteelektrodynamikken har sammenligningen mellem teori og eksperimenter i dag ført til den mest forfinede beregning, der findes. og det kunne ikke have foregået, medmindre man havde forstået, at alle de uendeligheder, der optræder, alle sammen er skygger af de samlede korrektioner af massen i højere og højere orden. Renormaliseringen af massen fjerner alle uendeligheder af masse og ladning, og beviset for det blev givet af Dyson i 48.'

Alt blev nonsens
Og den ikke-abelske...
'Ja, det var en abelsk gauge-teori, og den ikke-abelske gauge-teori refererer til det, som ligger under. Denne Yang-Mills teori blev opstillet i '58 som en kuriositet. I '64 integrerede Weinberg Yang-Mills teori med en idé af Peter Higgs, som gør, at han ser W og Z partiklerne og fotonen som værende forskellige aspekter af samme fænomen ­ og de er til at begynde med masseløse alle sammen. Så er vakuum sådan indrettet, at W og Z får en kæmpe masse, mens fotonen forbliver masseløs.'

'Jeg har været meget involveret i gauge-problemer i min studietid og efter. I de massive vektorfelter blev alt ikke-renormaliserbart, dvs. nonsens, og ingen troede på, at det kunne lade sig gøre. Og sådan stod den op igennem 60erne indtil 't Hooft i '71 kommer med et næsten ulæseligt preprint, hvor han siger, at Yang-Mills-teorierne er renormaliserbare.'

'Jeg har kendt Veltman siden '68, og han var 't Hoofts lærer, og det var et meget klogt valg at tage Veltman med i Nobelprisen, fordi han havde stor indflydelse på udviklingen. Han er en voldsom, en vidunderlig person. Veltman er en vildmand at se på, med stort skæg ­ en dejlig, rundt Brabrander, som man kalder den slags typer i Holland. Og han har lavet mange bidrag. Når sådan nogle uendeligheder optræder, skal de regulariseres, dvs. på en eller anden måde bringes under kontrol, ikke blot gennem renormalisation, men du er nødt til at få dem ned til endeligheder, før man kan tale om dem ordentligt.'

Stået af for længst
Hmm...
'Men med 't Hoofts arbejde kunne vi så komme videre. I '72 publicerede jeg allerede en artikel, hvor vi beregner det, der hedder statiske størrelser ud fra Weinberg-modellen. Og i '75 kom Gell-Mann og Fritsch med deres kvantechromodynamik, som også er en gauge-teori baseret på gruppen SU(3).'

'Og igen er det på baggrund af 't Hoofts arbejde, at man overhovedet gider at stille en sådan teori op, og sige, at det er den, vi tror, der gælder for stærke vekselvirkninger...'

'Ok, der er baggrunden, og jeg kan godt høre, at du er stået af for længst, men det var, hvad historien var, og hvis du vil fortælle den rigtige historie, så skal de her ting altså med.'

(...pause) Altså, ja, det her er ligesom, når man læser i en kogebog: I princippet kan jeg godt forstå ordene, men jeg ved ikke, hvordan man faktisk skal gøre, og hvordan kagen faktisk ser ud eller smager.

'Ja, man skal nok bage den selv, for faktisk at forstå hvad det her går ud på,' siger Benny Lautrup, og peger til slut på, at partikelfysikkens store spørgsmål i dag er, om også den fortsat uopdagede Higgs boson, der er blevet forudsagt af Nobelpristageres teori, vitterlig findes. Det er et spørgsmål, som sikkert ikke vil blive klarlagt, før den nye accelerator, Large Hadron Colider i CERN, vil være færdigbygget en gang i år 2005.




Nobelprisen i fysik 99



  • Gerardus 't Hooft er født i 1946 i Den Helder, Holland. Han fik sin doktorgrad i 1972 ved Universitetet i Utrecht, og blev professor i fysik i 1977. Fik Dannie Heineman-prisen i 1979, og Wolf-prisen i 1982 for sit arbejde med de renormaliserede gauge- teorier.




  • Martinus J. G. Veltman er født i Holland i 1931, fik sin doktorgrad i Utrech 1963, og var professor samme sted fra 1966-81. Blandt andre fik Veltman højenergi partikelprisen i 1993 for sit arbejde med de renormaliserede gauge-teorier. Han er nu pensioneret.  
  • Hvad er penge?

    Umådelige pengesummer skifter hænder hver dag, men mærkelig nok er der ingen som ved, hvad der præcis gør, at penge har den værdi, som vi alle er så enige om

    Af Robin Engelhardt

    Danske forskere fra Niels Bohr Instituttet og fra USA har nu et forslag i form af en dynamisk matematisk model, hvor penges værdi opstår af sig selv som en selvorganiserende variabel blandt købere og sælgere.

    Det er almindelig kendt, at penge kun har en relativ værdi i forhold til de varer, man kan købe for dem, og der findes ingen regel for at fastlægge denne relation.

    Penge er det smøremiddel, der tillader handel mellem mennesker, som udbyder forskellige produkter. Hvis en æblesælger vil købe appelsiner, må hun først sælge sine æbler, for derefter at købe appelsinerne. Men hvis hun sælger æblerne for billigt, får hun ikke nok penge til at købe appelsiner, og hvis hun vil sælge æblerne for dyrt, er der ingen, som vil købe dem. Det betyder, at hun må fastlægge sin pris i nøje forhold til den nærmeste udbyder og køber.

    Gittermodeller
    Ifølge Per Bak og Simon F. Nørrelykke fra Niels Bohr Instituttet samt Martin Shubik fra Yale University i USA kan man drage en analogi til de såkaldte gittermodeller for krystaller: Hver enhed (atom) i en krystal vekselvirker med sine nærmeste naboer, og når først begyndelsesbetingelserne er sat fast, er alle atomer tvunget til at acceptere deres specifikke position i systemet.

    Pengenes værdi opstår som lokale begrænsninger i et netværk, og ikke ud fra tillid eller andre koncepter, som man plejer at bruge i de klassiske økonomiske teorier. Hvis alle handlende ville blive enige om at øge pengenes værdi til f.eks. det dobbelte, ville det være muligt, fordi det i analogi til krystallen ville svare til at flytte hele krystallen.

    Et symmetribrud inde i de enkelte atomer derimod, ville føre til udsving og reorganiseringer, som langsomt ville udbrede sig igennem hele krystallen. De globale egenskaber i et økonomisk system afhænger derfor af de lokale vekselvirkninger på en meget sensitiv måde.

    Selvorganiserende
    I deres artikel fra septemberudgaven af Physical Review E (vol.60,3) tildeler Bak et.al. alle agenter i deres system en nyttefunktion, som bestemmes ud fra produktionsomkostninger, omsætning osv. Nyttefunktionen afhænger også af pengenes værdi, men forskerne siger, at 'der er intet i ligningerne, der fastsætter pengenes værdi eller priserne.' Pengenes værdi bliver derimod 'fikseret af historien i den dynamiske proces,' og opstår derfor spontant i en selvorganiserende netværksstruktur, hvor hver agent følger sin egen lokale og rationelle strategi.

    Fysikernes model er dog ikke synderlig stabil overfor tilfældigheder. Hvis en enkel agent pludselig ville få nogle flere penge i hånden, ville vedkommende nedsætte pengenes værdi ved at købe mere og arbejde mindre, hvilket igen ville føre til inflation i hele systemet. Omvendt vil også fjernelsen af nogle penge påvirke hele systemet. På trods af modellens grove simplifikationer af virkeligheden, kan den forklare en del mere om tilblivelsen af penges værdi, end de klassiske økonomiske teorier kan.

    Duftende jakkesæt og den roterende fødsel

    De alternative Nobelpriser blev uddelt i torsdags til en forsamling af 1.200 hujende tilskuere, som kom med deres medbragte kostumer, papirsflyvere og teposer


    Af Robin Engelhardt

    Den alternative nobelpris, Ig®-Nobelprisen, for forskning, som 'hverken kan eller burde reproduceres' blev uddelt på Harwards Sanders Teater i Boston, USA, sidste torsdag. Ti priser blev givet til mennesker, som i løbet af det sidste år har lavet usædvanlig fjollede ting.

    Blandt vinderne i år kunne man blandt andre finde fysikeren, som har fundet den optimale måde at dyppe en kiks på; kemikeren som har udviklet en spray til brugte underbukser, som kan afsløre mandens utroskab; man kunne høre den norske læge, som understregede vigtigheden af, at forstå urinprøveglassets form for bedømmelse af patienten; to sydafrikanere som har opfundet en bilalarm med indbygget ildkanon, samt den allerede berømte skolekommission i Kansas, som for få måneder siden beordrede børnene til ikke at tro så meget på Darwins udviklingslære, og lærerne til ikke at måtte sige 'naturlig selektion'.

    En nobel tradition
    Ig-Nobelpriserne er ikke helt så kendte som de rigtige Nobelpriser, der uddeles i løbet af denne måned i Stockholm. De tunge og dybsindige Nobelprissamtaler i fjernsynet bliver det nok heller ikke til.

    Men der kan ikke være tvivl om, at Ig-priserne i løbet af årene har øget deres kultværdi, siden de blev indstiftet i 1991 af det humoristiske videnskabsblad Annals of Improbable Research. Flere og flere elsker at høre om de skøre forskere og deres vanvittige opdagelser, og til forskel fra de rigtige Nobelpristagere, hvis navne typisk glemmes efter blot få uger, er Ig-Nobelpristagerene ofte mennesker, som mange har hørt om før, og kan huske længe efter.

    Fra den celebre liste af tidligere Ig-nobelprismodtagere kan man for eksempel nævne den sagnomspundne Edward Teller, der for otte år siden fik den første Ig Nobels Fredspris for sine varme anbefalinger af hydrogenbomben og stjernekrigsprojektet, idet han, som der stå i begrundelsen, 'har ændret betydningen af fred som vi kender den.' Man kan også nævne Ron L. Hubbard, grundlæggeren af sekten Scientology, som med sin bog Dianetics begik en profitabel bestseller, og dermed gjorde sig fortjent til 1994-udgaven af Ig-Nobelsprisen i litteratur (idet ingen anden litteraturpris ville turde at gøre sådant). Eller hvad med de to engelske fysikere bag de mærkelige mønstre på engelske marker for knap ti år siden, som fik folk til at tro, at det var beskeder fra fremmede rumvæsner eller det, der er værre. Med deres 'cirkulære bidrag til feltteorien, baseret på den geometriske destruktion af engelske afgrøder' modtog de to Ig Nobelprisen i fysik i 1992.

    Også den franske præsident Jacques Chirac formåede med sine atomsprængninger på stillehavsatollen Mururoa at bevise sine absolut fredelige hensigter, og blev derfor prompte belønnet med Ig Nobels Fredspris i 1996 (som han vistnok ikke mødte op for at modtage). Samme år fik redaktørerne på tidsskriftet Social Text litteraturprisen, idet de beredvilligt havde offentliggjort Alan Sokals uforståelige ­ eller rettere meningsløse ­ postmoderne tekst Transgressing the Boundaries: Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity.

    Men også de mere ukendte absurditeter er mindeværdige, og et lille udpluk fra titlerne på tidligere tiders prisbelønnede storværker fortæller hvorfor: Fremmedlegemer i endetarmen: En omfattende gennemgang af sager og rapporter i verdenslitteraturen (forfattet af David Busch og James R. Starling, litteratur, 1995); Prutten som forsvar mod umådelig rædsel (i Journal of Analytical Psychology af Dr. Mara Sidoli, 1998); Manden som prikkede hul på sin finger og lugtede rådden i fem år (Caroline Mills et.al., 1998); Våde underbuksers betydning som varmeregulerende reaktion og termisk velbefindende i kolde omgivelser (af Ruth Nielson fra DTU i tidsskriftet Ergonomics, 1995); Bogstaver i samme afstand i Biblen ­ en hemmelig kode (Doron Witzum et.al. i fagbladet Statistical Science, 1994), og mange mange flere.

    Æres den der vil
    Om det skal betragtes som en ære at få prisen, er der delte meninger om. De fleste vindere plejer dog at finde sig i deres tvivlsomme skæbne og komme til prisoverrækkelsen, eller hvis de bor for langt væk, sender de en munter hilsen. Men der er også altid nogle, som ikke kommer, enten fordi de for optaget af at perfektionere deres opfindelse, eller simpelthen fordi de stadig er i fængsel.

    Allervigtigst er det dog, at ingen bliver vred. Man skal kunne lide sin videnskab, og man skal have humoristisk sans. Hvis man kan fornemme, at en kandidat med åbenlyse vinderchancer får problemer med sit institut eller sin fremtidige karriere, eller hvis vedkommende blot bliver hamrende sur, vælger komitéen simpelthen en anden.

    Som der står i Ig-Nobelpriskomitéens formålsparagraffer, skal prisen tildeles forskning, som 'hverken kan eller burde reproduceres.' Prisen ønsker at fejre den atypiske stil og ære den kreative forskertrang hos mennesker, der i princippet vil hjælpe andre, men selvfølgelig ofte gør det modsatte. Man ønsker ikke at dømme nogen, og det er altid op til den enkelte at bedømme nyttigheden og vigtigheden af de æredes bedrifter.

    Vinderne
    I år blev priserne overrakt af de ægte Nobelpristagere Robert Wilson (fysik 78), Sheldon Glashow (fysik 79), William Lipscomb (kemi 76) og Dudley Herschbach (kemi 86). Her er listen af vinderne:

    * Prisen for sociologi blev givet til Steve Penfold fra York University i Toronto, for at lave en ph.d.-afhandling om sociologien omkring canadiske donut-butikker (donuts er kager, der også kaldes for munkeringe).

    * Fysikprisen blev givet til Len Fisher for sin opdagelse af, hvordan man bedst dypper en chokoladekiks i en varm kop te eller kaffe, uden at der opstår grums i koppen. Der viste sig at være en relativ simpel matematisk ligning til grund for de optimale forhold mellem den gennemsnitlige kiks-porediameter, teens viskositet, væskens højde, og den tid kiksen er neddyppet. 'Den flade tilgang', hvor en hel kikseside neddyppes på en gang, viste sig at være bedste for dobbeltdækker chokoladekiksetypen. Belgieren Jean-Marc Vanden-Broeck fik også en udmærkelse for at beregne, hvordan en tekande bedst kan hælde uden at dryppe.

    * Årets litteraturpris gik til British Standards Institution for deres seks siders lange afhandling om den rette måde at tilberede te på.

    * Uddannelsesprisen gik til den føromtalte skolekommission i Kansas.

    * Medicinprisen gik til nordmanden Dr. Arvid Vatle fra Stord, som med sine dybsindige betragtninger omkring urinprøvebeholdernes formsprog muligvis har åbnet et helt nyt forskningsfelt for forståelsen af de dybdepsykologiske aspekter i urinalpræferencerne.

    * En særdeles betydningsfuld kriminalpræventiv opfindelse blev lavet af kemikeren Takeshi Makino fra Japan. Hans 'S-Check spray' kan afsløre sædpletter i husbondens underbukser ved at få dem til at lyse grønt. Da det er videnskabelig bevist, at mænd slipper sæddråber flere timer efter et samleje, kan den mistroiske kone dermed sikre sig effektivt mod utroskab. Opfindelsen blev takseret til en Ig Nobelpris i kemi.

    * Ig Nobelprisen i biologi gik til Paul Bosland fra New Mexico for sine møjsommeligt fremavlede chilipebre, som ikke er stærke og derfor ikke smager af chili.

    * Prisen for miljøbeskyttelse gik til Hyuk-ho Kwon fra Seoul for at opfinde et selv-parfumerende jakkesæt. * Den prestigefyldte Ig Nobels Fredspris gik i år til de to sydafrikanere Charl Fourie og Michelle Wong fra Johannesburg for at have opfundet en tyverialam på biler, som består i en elektrisk detektor og en flammekaster.

    * Ig Nobelprisen for den offentlige sundhed gik til George og Charlotte Blonsky fra henholdsvis New York City og San Jose i Californien for at opfinde et apparat (US patentnummer 3.216.423), som hjælper kvinder med at føde børn. Kvinden spændes fast på et cirkulært bord, hvorefter bordet roteres med en høj hastighed. Ifølge de udførlige beskrivelser er ideen den, at centrifugalkraften både accelererer undfangelsen og lindrer smerterne.

    Hvad der skal ske med gynækologen og jordemødrene i den situation er uvist, og om der er fare for at barnet kommer til at dingle i navlestrengen med en rotationshastighed på over 100 kilometer i timen er også uklart. Men der er sikkert blevet gjort i bedste mening altsammen.
    There was an error in this gadget