Regnefejlen der reddede verden

Bohr, bomen og Margrethe: Om et hemmeligt møde mellem to mænd ­ i en tid hvor naturvidenskaben mistede sin uskyld.


Af Robin Engelhardt

Man kan ikke ligefrem sige, at teatret er gået hen og blevet en blot underholdende og fordringsløs affære. Publikum til Michael Frayns skuespil København må tvært imod forberede sig på et teaterstykke, som har taget et særdeles vanskeligt emne med meget verdensnære problemer op.

Og man må også regne med at blive konfronteret med et vokabularium, som ikke viger tilbage for de fremmedartede ord, man dagligt kan opsnappe i for eksempel fysikernes kantine på Niels Bohr Instituttet: 'Elektroner,' 'neutroner,' 'fission' og 'kritisk masse' er blot nogle af de begreber, der vil flyve hen over de skrå brædder i en usikker relation til tilskuerens naturvidenskabelige kundskaber.

Venskab og mistro
Teaterstykket har mange dramatiske lag. Først og fremmest handler det om bygningen af atombomben; det vil sige om det tyvende århundredes største naturvidenskabelige gennembrud med uoverskuelige moralske og politiske konsekvenser. Men det handler også om et gammelt og inderligt venskab mellem atomfysikeren Niels Bohr, spillet af Henning Moritzen, og den tyske kvanteteoretiker Werner Heisenberg, spillet af Søren Pilmark; et venskab som pludselig brækker op i sit inderste, og erstattes af ubehagelige overraskelser og mistro. Det handler om en tysk patriot, der var blevet chef for nazisternes atomvåbenprogram, og om atomteoriens fader, en dansker og delvis jøde ­ venligtsindet overfor de allierede og dybt rystet over tyskernes okkupation af sit eget land. Det handler om et opgør med en faderskikkelse og en mistet søn. Det handler om videnskabelig prestige og tårnhøje ambitioner, og ikke mindst handler det om en forskers ansvars til sin egen opdagelse i en tid, hvor naturvidenskaben pludselig har mistet sin uskyld.

Berømt spadseretur
Stykkets autentiske omdrejningspunkt er henlagt til den efterårsdag i 1941, hvor Heisenberg kom til Danmark for at besøge sin gamle mentor Niels Bohr i æresboligen i København.

Heisenberg havde inviteret sig selv til en middag hos ægteparret Bohr, og Niels Bohr havde modvilligt accepteret ønsket. Men hvad de sagde til hinanden den aften under middagen og på deres efterfølgende skæbnesvangre spadseretur vides ikke. Det eneste, man har, er gisninger. Men ud fra Bohrs voldsomme reaktion at dømme, forsøgte Heisenberg enten at vinde Bohr til at hjælpe ham med udviklingen af en atombombe for tyskerne, eller han forsøgte i det mindste at fritte Bohr for så megen viden som muligt.

Kritisk masse
Sagen var den, at det i 1938 blev almindelig kendt blandt atomfysikere og kvantemekanikere, at grundstoffet uran kunne spaltes. Det var tyskerne Otto Hahn og Fritz Strassman, som havde opdaget uranspaltningen, hvilket man senere kaldte for fission.

Allerede kort tid efter opdagelsen fandt nogle franske fysikere ud af, at der under processen frigjordes nogle neutroner, som er de neutralt ladede partikler i en atomkerne. Spekulationerne om det var muligt at fremkalde en kædereaktion ved hjælp af disse neutroner, og producere en atombombe, voksede hurtigt i det dengang antændte politiske klima. Bohr kunne i en kort note i fagbladet The Physical Review året efter gøre rede for, at det var den sjældne uran 235 isotop, som kunne udløse disse langsomme neutroner.

Den første september 1939, dagen hvor Hitler faldt ind over Polen, udkom Bohrs og John Archibald Wheelers skelsættende artikel, som gjorde det klart for alle, at en tilstrækkelig mængde renfremstillet uran 235 kunne udløse et gigantisk energi, som overgik enhver forestilling. Hvis man kunne fremstille en atombombe af uran 235, ville man dermed kunne sikre sig en sejr i anden verdenskrig.

Regnefejl
Både tyske og engelske fysikere spekulerede længe over, hvor meget denne 'tilstrækkelig mængde' egentlig var. I et internt notat til den britiske regering fra april 1940 (for nu var al forskning i atomenergi hemmeligstempet) konkluderede de tyske afhoppere Rudolf Peirels og Otto Frisch, at et enkelt kilo renfremstillet uran 235 var nok til at starte en kædereaktion. Tyskerne havde derimod beregnet sig frem til at det krævede flere hundrede eller flere tusind kilo.

Resultatet var, at englænderne satte et forskningsprojekt i gang for at bygge bomben, mens tyskerne ikke gjorde det (først tre år senere fandt amerikanerne ud af at den kritiske masse var cirka ti kilo). Her var sandsynligvis årsagen til, at Heisenberg og de tyske atomforskere nøjedes med at forske i atomreaktorer i stedet for atombomber ­ til held for resten af verden.

En anden vigtig ­ og menneskelig meget mere interessant ­ pointe i stykket er den velkendte, men nok tvivlsomme hypotese omkring Heisenbergs humanistiske skrupler ved at bygge en bombe for tyskerne.

Ifølge denne myte, som vistnok oprindeligt stammer fra Robert Jungks bog fra 1956 Stærkere end tusind sole, førte Heisenberg naziregimet bevidst bag lyset for at bremse den tyske bombe. Heisenberg så sig naturligvis gerne fremstillet som en ædel humanist med dybe moralske kvaler, og det var især en anden tysk fysiker, Carl-Friedrich von Weiszäcker, som gennem årene efter anden verdenskrig gav næring til forestillingen om den samvittighedsplagede Heisenberg, der installerede sig selv som chef for atomprogrammet for at forhindre andre, og mere samvittighedsløse mennesker i at bygge bomben.

Men ifølge den amerikanske historiker Paul Lawrence Rose og hans bog fra sidste år ­ Heisenberg and the Nazi Atomic Bomb Project ­ var Heisenberg ikke denne gode humanist, som han gav sig ud for. Tværtimod peger alle indicier på, at han, som Ove Nathan har udtrykt det i en anmeldelse, 'fortabte sig selv i teknisk-videnskabelige blindspor', og først kom på bedre tanker efter at den første bombe var kastet over Hiroshima. Faktum er da også, at Heisenberg var en meget ambitiøs mand, som ­ uden at være nazist ­ var en patriotisk tysker, der i besøgsåret 1941 var sikker på tyskernes endelige sejr.

Ingen tvivl om Bohr
Men måske skal man lade tvivlen komme manden til gode. Der findes nemlig ingen endelige beviser, af den simple årsag, at han ikke kom videre med bomben.

Niels Bohr var i krigsårene afskåret fra at kommunikere med sin mange kollegaer rundt omkring i verden. Derfor troede Bohr i lang tid heller ikke på, at en atombombe baseret på uran 235 var mulig. Først da han flygtede til Sverige i nattens mulm og mørke september 1943, og derefter rejste til USA, kunne han med egne øjne se, at en atombombe, baseret på plutonium, var i fuld gang med at blive bygget.

Niels Bohr var i hvert fald aldrig i tvivl om sit politiske ståsted, og Michael Frayns skuespil kan da også forstås som en uforbeholden hyldest til en mand, som ikke blot var en eminent fysiker, men også en menneske med filosofisk og moralsk tyngde i en tid, hvor alle menneskelige værdier syntes i opløsning.


Hovedpersoner

Niels Bohr (1885-1962)
Dansk atomfysiker, dr. phil. i 1911. Gift med Margrethe Nørlund i 1912. Udgav sin teori om brintatomet i 1913, blev professor i 1916, indviede Institut for Teoretisk Fysik i 1921 (fra 1963: Niels Bohr Instituttet) og modtog i 1922 Nobelprisen. Formulerede i 1937 sin væskedråbeteori om atomkernen, og opdagede i 1939 muligheden for fission med langsomme neutroner i isotop uran-235. Lærer for bl. a. Heisenberg. Flygtede til England i 1943. Modtog i 1947 Elefantordenen fra kong Frederik IX. Hans våbenskjold bærer ordene Contraria sunt complementa ­ modsætninger er komplementære.

Werner Heisenberg (1901-1976)
Tysk atomfysiker. I København hos Niels Bohr som stipendiat 1924-25, i 1926-27 som lektor. Formulerede i 1925 teorien bag matrixmekanikken. Professor i Leipzig i 1927. Modtog Nobelprisen i 1932. Valgte at blive i Tyskland trods personlige angreb mod ham i den nazistiske presse. I 1941 leder af det tyske atomenergiprojekt og direktør for Kejser Wilhelm Instituttet i Berlin. Efter krigen ført til England som krigsfange, mistænkt for at have arbejdet for nazisternes atombombeopfindelse, men senere renset for beskyldningen. Forkæmper for kernekraftværker ­ og modstander af atomvåben i Vesttyskland.

Margrethe Bohr (1890-1984)
Dansk førstedame. Søster til matematikeren Niels Erik Nørlund og museumsdirektøren Poul Nørlund. Gift med Niels Bohr i 1912. Fik seks sønner, heriblandt Aage Bohr; den ældste søn omkom dog tragisk ved en drukneulykke som 18-årig, og den yngste døde af sygdom som barn. Var værtinde i Carlsberg Bryggeriernes æresbolig fra 1931.

0 comments:

There was an error in this gadget