Forsigtighed og ansvar

Hovedværk om etik i genetikkens og bioteknologiens tidsalder på dansk

Ny bog
Af Robin Engelhardt

Det er måske ikke gået op for så mange endnu. Men naturvidenskabens position i samfundet har siden udviklingen af genteknologien de sidste 10-20 år ændret sig betydeligt. Den har mistet sin engang så sakrosante status som både filosofisk og moralsk ståsted for samfundet; stærk som den var ­ grundet i den humanistiske og oplysningsfilosofiske tradition, og uanfægtelig i sin agnostiske objektivitet.

Allerede for 50 år siden kom de første ridser i lakken med bygningen af atombomben, men i løbet af de sidste 30 års totalglobalisering af naturvidenskabens tekniske bivirkninger med hensyn til miljøproblemer, men især med udviklingen af genetikken, har naturvidenskaben vist sig ikke længere at kunne frasige sig sit ansvar overfor udviklingen. Den skal pludselig bruge sin egen kunnen til at begrænse sin egen gøren.

Uden kontrol
Forskningsfrihed har siden naturvidenskabens begyndelse været et filosofisk og etisk flagskib for alle dets udøvere, og det som oftest med god grund. Viden per se kan ikke være dårlig, tænkte man. I debatten om genterapi i dag er det da også stadig et tabu, som kun de mest videnskabskritiske mennesker tør angribe. Istedet forsøger man at skelne mellem forskningsfrihed og frihed til anvendelsen af forskningsresultaterne, således at det ikke er det første, men det andet som søges begrænset gennem en politisk lovgivning eller lignende.

Så prisværdig denne skelnen mellem kunnen og skullen er, rører den ikke ved det dybere spørgsmål, som ligger i det foroven beskrevne problem, nemlig i forskningens udvidelse af sit forsøgsobjekt til hele menneskeheden, til hele klodens fremtid, og til denne forsknings irreversible karakter. For hvis man stadig vil tillade forskning på et hvilket som helst forsøgsobjekt, selvom dette indebærer blot den mindste risiko for ukontrollerbare følger, der sætter hele vores (eller andres) livsgrundlag på spil, så har man forbrudt sig mod en etik, der måske ikke er formuleret ordentlig endnu, men ikke desto mindre er dybtfølt af de fleste.

Kravet om en ny etik
Det er denne normative mangel på en etik i det globalteknologiske problemfelt, den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas har forsøgt at afhjælpe med sit efterhånden klassiske værk Ansvarets Princip fra 1978, og som nu for første gang er blevet oversat til dansk. Hvor etiske spørgsmål i gamle dage i vid udstrækning kunne begrænses til personlige forholdsregler overfor en selv og ens nærmeste, er nutidens etik pludselig også blevet ansvarlig overfor de allerfjerneste egne på kloden, og overfor fremtidige og endnu ukendte generationers biologiske arv.

Genmanipulation og de menneskeskabte globale miljøændringer er to akutte emner, som vi er blevet klar over indeholder en stor risiko, men som vores samfund hverken strukturelt eller politisk har kunnet hamle op med. Iboende skyklapper, som alle ved primært skyldes kortsigtede økonomiske prioriteringer, har gjort, at vi har fortsat med at erobre naturens hemmeligheder på bedste beskub, og også fortsætter med at gøre det, så længe vi ikke kan mærke konsekvenserne på vores egen krop. Sådan er det nu engang med menneskets urinstinkt.

Problemet er blot, at konsekvenserne vil komme, og at de muligvis vil være værre end antaget ­ ja, problemet er, at konsekvenserne kan være vores arts sikre død, og det ansvar mener Jonas ikke, noget enkelt menneske eller nogen enkel civilisation må påtage sig. Det er vi simpelthen ikke berettiget til.

Forsigtighedsprincip
Et af maksimerne hos Jonas er, at når vi mennesker kan tage ansvar, så skal vi tage ansvar. Når vi mennesker med vores umådelige viden (og vores unikke bevidsthed om at have denne viden) kan ændre naturgrundlaget, så kan vi også tage ansvar for det, og derfor skal vi tage ansvaret. Det er altså ikke en menneskeret, men en menneskepligt, der tales om her. Opfinderen gør sig selv ansvarlig overfor det opfundne, og etik er blevet til en afstandsetik ­ i tid og i rum.

Men idet vi dermed påtvinger os selv en pligt til en fremtid, må vi være meget nøjeregnende med, hvordan prognosen til denne fremtid ser ud. Og her kommer så et andet krav ind, som Jonas formulere på den måde, at 'den dårlige prognose har et fortrinsret fremfor den gode prognose', og som normalt stilles med det såkaldte 'forsigtighedsprincip'. I og med at den teknologiske udvikling er kumulativ og i mange tilfælde irreversibel, må den etisk rigtige handling sikre sig, at udviklingen under ingen omstændigheder går galt.

Derfor er den mindste risiko for at det går galt nok til, at man skal fravælge teknikken. Det strider sikkert ganske voldsomt mod den normale 'videnskabelige' opfattelse af, at fordele og ulemper burde opvejes nøje, og ses som ligeværdige bevisgrunde. For eksempel er det interessant at se et medlem af det etiske råd, læge og lektor Søren Holm, i en kommentar i fagbladet Nature for blot halvanden måned siden gå stik imod Jonas konklusion ved at skrive: 'Forsigtighedsprincippet vil blokere udviklingen af nye teknologier hvis blot der er den mindste teoretiske mulighed for skade. Derfor kan det ikke være nogen gyldig regel for rationelle beslutninger.' Jonas konkluderer som sagt præcist omvendt ved at mene, at forsigtighedsprincippet er den eneste rationelle regel for beslutninger af den støbning. Men Holm har jo ret i at forskningsfriheden er under stigende angreb fra alle sider, og at det er et stort problem hvis man søger ny viden (til hvad formål det end måtte være), men han har ikke ret i, at der ikke er noget rationale bag det ­ nemlig det, at ikke al viden er ønskelig.

En af de hyppigt fremførte kritikpunkter mod Jonas etik, og som for eksempel Peter Kemp har berørt i bogen Det uerstattelige, er, at udvidelsen af det etiske ansvarsområde til også at omfatte fremtiden, nødvendigvis må begrunde sig selv i nutiden og dennes nærhedsetiske standarder. Det er selvfølgelig rigtigt, og det filosofisk interessante i den sammenhæng er, at Jonas implicit i sin formulering af en afstandsetik derfor også ønsker en opretholdelse af det menneskelige som det er nu. Forandring er ikke kun farlig, men også uønskelig. Når Jonas kræver, at vi mennesker har ansvar for 'menneskehedens permanente eksistens', så kan man mærke, at hans anliggende ikke kun er sikringen af fremtiden, men også af permanensen. Det er permanensen, som er centrum, og det er heri Jonas må genkendes som en radikal værdikonservativ asket, der, af frygt for værre, værner om nuet.

Men med de udsigter vi har, sådan som vi i dag er vidner til bioteknologiens egenmægtige kolonialkrig mod livssubstanserne uden den mindste regulering, og med en offentlighed, der ikke aner hvad den skal mene, fordi alle nye bio- og genteknologiske innovationer straks bliver til 'uløselige etiske problemer' lige så snart de bliver mulige, hører denne strategi sikkert blandt de mere fornuftige.

For når først 'de uløselige etiske problemer' eksisterer, er kritikerne i defensiven. Hans Jonas giver muligheden for at tage offensiven.
 


* Hans Jonas, Ansvarets Princip: Udkast til en etik for den teknologiske civilisation, Hans Reitzels Forlag, 340 sider. 248 kroner.

0 comments:

There was an error in this gadget