Filosofisk opstandelse

Peter Sloterdijks skandaleramte tale har fået de tyske filosoffer op af katederet. Men alt tyder på, at den ikke er så grum som antydet ­ tværtimod


Af Robin Engelhardt

Når den, der lytter ikke for-står den, der taler, og når den, der taler, ikke ved hvad han selv mener ­ det er filosofi,' sagde Voltaire engang, og intet udsagn er mere rammende for den sidste måneds voldsomme debat mellem de to tyske filosoffer Peter Sloterdijk og Jürgen Habermas. Det var Sloterdijk der talte, og Habermas der lyttede ­ eller rettere: Habermas fik tilsendt en afskrift af talen, som Sloterdijk havde holdt under en konference på det bayerske slot Elmau sidst i juli måned. Talens indhold er der så blevet skændet om siden. 'Overmennesket,' 'genetiske tugtning,' og 'elite-selektion' var nogle af de ord, der blev hængende i folks ører.

Efter et par rimeligt neutrale referater i Frankfurter Rund-schau og Frankfurter Allgemeine sidst i juli var der længe stilhed ­ indtil altså Habermas fik fat i talen i begyndelsen af august, hvorefter han først 'ringede frem og tilbage fra Hamborg til Jerusalem, for at omvende andre,' dvs. de jødiske kolleger, der faktisk havde deltaget i konferencen, og for derefter at sætte sine egne håndlangere, journalisten Thomas As-sheuer fra ugemagasinet Die Zeit samt Reinhard Mohr fra Der Spiegel, til 'eksplicit at fejllæse talen', for så at skandalisere den offentligt.

Alt dette er Sloterdijks ver-sion. I sine to åbne breve i Die Zeit (d. 9.9.), udpeger Sloterdijk Habermas som værende bagmanden bag pressens infame beskyldninger. Habermas nægter. Jo, siger Habermas i sit svar i Die Zeit fra i torsdags (16.9.), han havde da ringet til Jerusalem, men bestemt ikke for at udøve denne 'latente afpresning og beskyldning,' som Sloterdijk påstod. Og jo, siger Habermas, han havde al grund til at tale med sin ven Thomas Assheuer om Sloterdijks skrækindjagende 'anvendte platonisme', men bestemt ikke for at inspirere eller påskynde journalist Assheuer til sin så 'rige, differentierede og rammede analyse' af talen.

Imens sad resten af verden og måbede: Den halvunge filosof bag de moderne storværker Kritik der zynischen Vernunft og Sphären blev beskyldt for 'fascistoid retorik' (Reinhard Mohr i Der Spiegel 6.9.), og den gamle teoretiker bag den kritiske teori og den magtfrie offentlige dialog blev beskyldt for diffamation og jakobinisme. Sikke en fest for medierne.

Politiken kunne heller ikke holde sig tilbage. Inden Sloterdijk kunne forsvare sig, og inden talen overhovedet var blevet offentliggjort, ja, selv inden Politikens skribent havde lært blot at stave til manden, var dommen sat: 'Peter Sloderlijk tog til orde og fremlagde sit program for menneske-slægtens genetiske forædling. Thi det var altså, hvad han gjorde.'

I torsdagens Die Zeit kom så den med længsel ventede tale på tryk. Endelig kunne man danne sig et eget billede om sagen, og se, om Sloterdijk vitterlig er blevet denne mennesketugtende renegat som hans kritikere siger, eller om der var tale om bevidst bagvaskelse. Regler for menneskeparken: Et svarbrev til Brevet om Humanismen, hedder Sloterdijks tale, og tager på den måde udgangspunkt i Heideggers humanismekritik fra 1946. Sloterdijk starter med at knytte det humanistiske ideal til litteraturhistoriens brug af bogen som en 'venskabsstiftende telekommunikation i skriftens medium.'

'Lige siden filosofien opstod som en litterær genre, har den rekrutteret sine tilhængere ved at skrive om kærlighed og venskab på en smittende måde.' Og den vil ikke kun skrive om det; den vil også få andre til at føle den samme kærlighed og venskab. Dette pædagogiske aspekt i humanismen indeholder en 'sekt- eller klub-agtig fantasi,' som har været forbeholdt den læsende og 'hemmelighedsfulde elite', og grundet sine iboende 'ekspan- sionistiske og universalistiske tendenser', er den i løbet af de sidste par hundrede år blevet gjort til den 'politiske norm i samfundet'. Humanismens grundaksiom hedder: 'Den rigtige lekture gør tam.'

Faktisk går Sloterdijk, i parløb med Heidegger, så vidt til at anse de mere tragiske ismers fremkomst i løbet af de sidste 150 år, dvs. 'bolchevismen, fascismen og amerikanismen' som varianter af selv samme humanistiske 'antropocentriske vold' ­ de er uheldige synteser af humane og bestialske spor.

Problemet er nu, at de moderne former for kommunikation bruger ganske andre medier end skriften. Radio, fjernsyn og internet er nu blevet tilgængelige rum, hvor de tæmmende humanistiske idealer udtyndes og forsvinder endnu mere. Disse 'forvildende og bestialske tendenser' man ser overalt, mener Sloterdijk kræver, at offentligheden skaber kunstige retfærdiggørelser for fortsat at forsvare menneskers handling. Der må derfor formuleres nye regler for menneskeparken. 'Hvad er det, der endnu tæmmer mennesket, når humanismen som skole for mennesketæmningen slår fejl?'

Her diskuterer Sloterdijk så de anelser Nietzsche havde om en kommende menneskeslægt, som vil få så megen magt over naturen og sig selv, at den vil blive til 'sit eget bedste husdyr.' Mennesker vil nedtugte sig selv til harmløshed, og det kræver ifølge Nietzsche en modpol, og den modpol var hans koncept om 'overmennesket'. Sloterdijk kommenterer dette med at 'Nietzsche sandsynligvis gik for vidt da han suggererede, at menneskets kæledyrisering var et bevidst projekt af et pastoralt tugterforbund,' og han indrømmer, at Zarathustra-projektet var 'filosoferende hysteri', og sandsynligvis ikke længere er af nogen relevans. At Sloterdijk derfor hiver overmennesket op af hatten som en løsning, er ikke rigtigt.

Men Sloterdijk diskuterer emnet, fordi vi med de nye genterapeutiske teknikker meget snart vil være i stand til selektere på mennesket ad ren genetisk vej. Og i stedet for at lade Gud eller tilfældet tage ansvaret, må vi selv gøre det. Ligesom Heidegger synes Sloterdijk at mene, at mennesket skal blive vogteren over selve væren, hinsides enhver ideologisering.

Diskussionen af Platons klassiske værk Statsmanden bliver misforstået på en lignede måde, og det er som om kritikerne med vilje ikke læser talen færdig når der står: '2500 år efter Platons virke synes det nu, at ikke kun Guderne har trukket sig tilbage, men også de vise mænd, for at lade os alene tilbage i vores manglende visdom og halve kundskaber.' Sloterdijk er altså næppe fortaler for en elite-selektion med ham selv som lektor og selektor.

Fremfor at Sloterdijk bliver set som humanismefjendsk, burde man måske snarere se ham som en, der leder efter en anderledes pointeret humanisme, en humanisme som kræver et stærkere egen-ansvar end det var tilfældet tidligere.

Spørgsmålet er altså om ikke alarmen kan afblæses. Hvis ja, så står en blakket tysk presse, og nogle fastkørte filosoffer tilbage. Sagen bliver f.eks. ikke pænere af, at redaktørerne på Die Zeit har krydret Sloterdijks aftrykte tale med plat-positivistiske debat-artikler om kloningens gode sider, og med artikler om fremtidens gen-supermarked. Disse er som strøet ind i Sloterdijks tekst, flankeret og blandet med talen på en måde så de kommer til at fremstå som Sloterdijk pure ­ en slags forklarende græsk kor for hans mangetydige betragtninger. At hans tale bevæger sig i helt andre sfærer, fortæller en ganske anden og mere interessant historie, og er en filosofisk ekskurs, der af princip må have lov til at spørge vigtige og dermed ofte farlige spørgsmål, synes uvigtigt.

At suggerere opstandelsen af en ny semi-fascistisk Nietzsche-Heidegger-klon, med egne ideer om hvordan vores børn skal se ud, er ikke den offentlige dialog værdig, men ­ som man ser ­ den nu alt for typiske måde at levere nyheder på.

0 comments:

There was an error in this gadget