Den løgnagtige løgnedetektor

Videnskabsfolk i USA skal nu underkastes en løgnedetektor. Men hvad er sandheden om den? Kan den opdage løgnere, eller er den selv en stor løgn. Vi har gennemgået noget af materialet


Af Robin Engelhardt

'I m not a crook,' var de bevingede ord, hvormed Richard Nixon fortalte hele verden, at han var en skurk. Havde han været tilkoblet en løgnedetektor, ville nålene sikkert ikke have givet det mindste udslag, for som bekendt er den mest almindelige form for løgn den, et menneske narrer sig selv med.


En anden populær løgn er ved at vinde stor indpas i det amerikanske samfund: Medlemmer af kongressen har forlangt, at der skal installeres løgnedetektorer i tre store nationale forskningslaboratorier for at fange potentielle spioner. Skandalen om, at det for nylig lykkes kinesiske spioner at infiltrere Los Alamos National Laboratory i New Mexico, og videregive vigtige informationer om USA's hemmelig atomvåbenprogram, skal have konsekvenser.

Nogle må få skylden, og derfor har de amerikanske Department of Energy besluttet, at over fem tusind videnskabsfolk ­ og det vil sige civile medarbejdere fra blandt andet også Danmark ­ i laboratorierne Los Alamos, Sandia og Lawrence Livermore fremover (dvs. fra oktober måned af) skal screenes med en løgnedetektor.

Polygrafen
Løgnedetektoren, som også kaldes for en polygraf, har i USA været brugt i flere år for at teste ansatte, som arbejder med følsomt stof indenfor både det offentlige og private. Selvom den bliver brugt flittigt, tillader loven dog ikke, at polygraf-screeningen bliver udført som en betingelse ansættelsen. Men i praksis har de ansatte været under pres for at tage testen frivilligt . Hvis man nægtede eller dumpede, blev man diskret fjernet fra det følsomme materiale, og sat i en lavere stilling ­ og ifølge oktober-udgaven af det videnskabelige tidsskrift Scientific American muligvis også angivet til FBI.

De ansatte føler sig krænket ­ især fordi videnskaben bag polygrafen er særdeles tvivlsom. Ifølge professor i psykologi, David T. Lykken fra Universitetet i Minnesota, USA, findes der ikke en eneste offentliggjort undersøgelse, som viser at polygrafer kan opdage spioner. Bred screening af ansatte er kun nyttig 'som en blød tilnærmelse,' siger Lykken, og påpeger, at proceduren måske afskrækker folk fra at begå en ulovlig handling, og hjælper til med at bringe tilståelser for dagen, men det på bekostning af, at mange uskyldige mennesker får ødelagt deres karriere på grund af en falsk mistanke.

En løgnedetektor måler åndedræt, puls samt hudens ledningsevne. At lyve kræver anstrengelse, er argumentet, og kroppen vil derfor reagere ­ for eksempel ved at pulsen stiger. Der findes ingen specifik løgne-reaktion. Det eneste apparatet måler, er en generel emotionel ophidselse, og den skelner derfor ikke mellem angst, vrede eller skyld.

Kompliceret
Kritikerne mener, at en løgn er mere kompliceret end som så. For nogle kan det at lyve være fornøjeligt og en stor tilfredsstillelse. For andre betyder det ingenting, eller også, som hos Nixon, tror de måske selv på deres løgne.

Det er sandt, at uærlighed som oftest vil fremkalde en følelsesmæssig ustabilitet, men det kan frygten for at blive afhørt også. Mennesker, som bliver stødt og oprørte over personlige eller ærekrænkende spørgsmål, løber en ekstra stor risiko for at blive fanget af falske beskyldninger, siger kritikerne. Et voldsomt temperament kan nemt tages for skyld.

Den test som det amerikanske Department of Energy vil anvende på de omtalte forskningsinstitutioner er den såkaldte tvungen løgn test, som kræver, at personerne først skal lyve om bestemte kontrolspørgsmål (f.eks. skal de svare ja til spørgsmålet 'Er dit hår grønt?'). Den fysiske respons bruges så som base. Hvis en reaktion på et andet spørgsmål senere hen er lige så stor eller større, anses svaret som vildledende.

Luk røven
I en af de få offentliggjorte undersøgelser af løgnedetektorer, hvor man brugte tvungen løgn metoden, blev 80 procent af de frivillige korrekt klassificeret som henholdsvis skyldige og uskyldige. Problemet var blot at man fingerede en kriminel handling, og ifølge David Lykken er det noget helt andet end situationer, hvor det at lyve handler om karrieren eller om virkelig spionage. Forsøgspersonerne blev heller ikke spurgt om at snyde ­ et middel, som ifølge Lykken kan være meget effektivt.

For eksempel kan man ifølge psykologen Al Seckel fra Caltech University i Californien indtage cirka hundrede gram af det beroligende middel memprobamate et par timer inden afhøringen, og ingen vil kunne opdage en løgn gennem en fysiologisk respons. Man kan også stimulere sig selv kunstigt ved at bide i tungen eller lave lidt gymnastik med anus. Ingen bider mærke i, at man trækker sin lukkemuskel sammen en gang i mellem, og responsen vil ifølge Lykken være større end ved ethvert pinligt spørgsmål.

Men det største problem er de mange falske positive tests, som lader uskyldige mennesker fremstå som forbrydere. En undersøgelse i fagbladet Nature viste allerede i 1984, hvor vilkårlige de faktiske konsekvenser er. 14 uafhængige eksperter fik lov til at undersøge 207 udskrifter fra løgnedetektorer, som igennem tiden var taget af mistænke kriminelle. I gennemsnit dømte eksperterne 43 procent af de uskyldige som løgnere. Til gengæld gik hele 36 procent af de skyldige fri.

950 uskyldige
Den faktiske størrelsesorden af antallet af dumpede og beståede personer afhænger selvfølgelig af andelen af løgnere i en given gruppe.

Hvis vi som i det aktuelle eksempel venligt antager, at polygrafen rammer rigtigt 80 procent af gangene, og yderligere antager, at der findes fem spioner ud af et hundrede ansatte, så vil man ud af en gruppe på 5.000 mennesker fange 200 spioner, men også 950 uskyldige mennesker. Med andre ord: Hele proceduren er videnskabeligt set det rene Pinocchio, siger Al Seckel. Det ville være ligeså retfærdigt at måle længden på folks næser.

Senator Sam J. Erwin fra staten North Carolina er enig: Han ser introduktionen af løgnedetektorer i det civile videnskabelige miljø som 'det 20. århundredes svar på fortidens heksejagt.'

Gavnligheden
Når alle disse vidnesbyrd peger på, at løgnedetektorer slet ikke virker efter hensigten, hvad er da meningen med fortsat at bruge dem? Et fingerpeg kan findes i en rapport udgivet i 1983 af USA's forsvarsministerium om løgnedetektorer. Allerede titlen afslører det: 'Nøjagtigheden og gavnligheden af undersøgelser med polygrafer,' hvilket viser, at nøjagtighed og gavnlighed anses som to ganske forskellige ting. Det eneste rapporten konkluderer med hensyn til nøjagtigheden er, at den er 'signifikant større end tilfældighed.' Signifikant er et statistisk fagudtryk og betyder her, at resultaterne trods alt er skelnelige fra det rene tilfælde, nogenlunde på samme niveau med det faktum, at et æble om dagen holder lægen borte ­ hvis man altså kan ramme hende.

Gavnligheden er derimod af en ganske anden kaliber. Det måske mest sigende udsagn om løgnedetektorer kommer fra Richard Nixon, som med vanlig brutalitet kunne sige sandheden uden at ville det: 'I don t know anything about lie detectors other than they scare the hell out of people.'

Formålet med at bruge løgnedetektorer er altså troen på, at løgnen ikke gør nær så megen skade i verden, som frygten for den gør gavn.



* Reference: David T. Lykken, A Tremor in the Blood: Uses and Abuses of the Lie Detector, anden udg., Plenum, 1998, 28,95 dollar.

0 comments:

There was an error in this gadget