Regnefejlen der reddede verden

Bohr, bomen og Margrethe: Om et hemmeligt møde mellem to mænd ­ i en tid hvor naturvidenskaben mistede sin uskyld.


Af Robin Engelhardt

Man kan ikke ligefrem sige, at teatret er gået hen og blevet en blot underholdende og fordringsløs affære. Publikum til Michael Frayns skuespil København må tvært imod forberede sig på et teaterstykke, som har taget et særdeles vanskeligt emne med meget verdensnære problemer op.

Og man må også regne med at blive konfronteret med et vokabularium, som ikke viger tilbage for de fremmedartede ord, man dagligt kan opsnappe i for eksempel fysikernes kantine på Niels Bohr Instituttet: 'Elektroner,' 'neutroner,' 'fission' og 'kritisk masse' er blot nogle af de begreber, der vil flyve hen over de skrå brædder i en usikker relation til tilskuerens naturvidenskabelige kundskaber.

Venskab og mistro
Teaterstykket har mange dramatiske lag. Først og fremmest handler det om bygningen af atombomben; det vil sige om det tyvende århundredes største naturvidenskabelige gennembrud med uoverskuelige moralske og politiske konsekvenser. Men det handler også om et gammelt og inderligt venskab mellem atomfysikeren Niels Bohr, spillet af Henning Moritzen, og den tyske kvanteteoretiker Werner Heisenberg, spillet af Søren Pilmark; et venskab som pludselig brækker op i sit inderste, og erstattes af ubehagelige overraskelser og mistro. Det handler om en tysk patriot, der var blevet chef for nazisternes atomvåbenprogram, og om atomteoriens fader, en dansker og delvis jøde ­ venligtsindet overfor de allierede og dybt rystet over tyskernes okkupation af sit eget land. Det handler om et opgør med en faderskikkelse og en mistet søn. Det handler om videnskabelig prestige og tårnhøje ambitioner, og ikke mindst handler det om en forskers ansvars til sin egen opdagelse i en tid, hvor naturvidenskaben pludselig har mistet sin uskyld.

Berømt spadseretur
Stykkets autentiske omdrejningspunkt er henlagt til den efterårsdag i 1941, hvor Heisenberg kom til Danmark for at besøge sin gamle mentor Niels Bohr i æresboligen i København.

Heisenberg havde inviteret sig selv til en middag hos ægteparret Bohr, og Niels Bohr havde modvilligt accepteret ønsket. Men hvad de sagde til hinanden den aften under middagen og på deres efterfølgende skæbnesvangre spadseretur vides ikke. Det eneste, man har, er gisninger. Men ud fra Bohrs voldsomme reaktion at dømme, forsøgte Heisenberg enten at vinde Bohr til at hjælpe ham med udviklingen af en atombombe for tyskerne, eller han forsøgte i det mindste at fritte Bohr for så megen viden som muligt.

Kritisk masse
Sagen var den, at det i 1938 blev almindelig kendt blandt atomfysikere og kvantemekanikere, at grundstoffet uran kunne spaltes. Det var tyskerne Otto Hahn og Fritz Strassman, som havde opdaget uranspaltningen, hvilket man senere kaldte for fission.

Allerede kort tid efter opdagelsen fandt nogle franske fysikere ud af, at der under processen frigjordes nogle neutroner, som er de neutralt ladede partikler i en atomkerne. Spekulationerne om det var muligt at fremkalde en kædereaktion ved hjælp af disse neutroner, og producere en atombombe, voksede hurtigt i det dengang antændte politiske klima. Bohr kunne i en kort note i fagbladet The Physical Review året efter gøre rede for, at det var den sjældne uran 235 isotop, som kunne udløse disse langsomme neutroner.

Den første september 1939, dagen hvor Hitler faldt ind over Polen, udkom Bohrs og John Archibald Wheelers skelsættende artikel, som gjorde det klart for alle, at en tilstrækkelig mængde renfremstillet uran 235 kunne udløse et gigantisk energi, som overgik enhver forestilling. Hvis man kunne fremstille en atombombe af uran 235, ville man dermed kunne sikre sig en sejr i anden verdenskrig.

Regnefejl
Både tyske og engelske fysikere spekulerede længe over, hvor meget denne 'tilstrækkelig mængde' egentlig var. I et internt notat til den britiske regering fra april 1940 (for nu var al forskning i atomenergi hemmeligstempet) konkluderede de tyske afhoppere Rudolf Peirels og Otto Frisch, at et enkelt kilo renfremstillet uran 235 var nok til at starte en kædereaktion. Tyskerne havde derimod beregnet sig frem til at det krævede flere hundrede eller flere tusind kilo.

Resultatet var, at englænderne satte et forskningsprojekt i gang for at bygge bomben, mens tyskerne ikke gjorde det (først tre år senere fandt amerikanerne ud af at den kritiske masse var cirka ti kilo). Her var sandsynligvis årsagen til, at Heisenberg og de tyske atomforskere nøjedes med at forske i atomreaktorer i stedet for atombomber ­ til held for resten af verden.

En anden vigtig ­ og menneskelig meget mere interessant ­ pointe i stykket er den velkendte, men nok tvivlsomme hypotese omkring Heisenbergs humanistiske skrupler ved at bygge en bombe for tyskerne.

Ifølge denne myte, som vistnok oprindeligt stammer fra Robert Jungks bog fra 1956 Stærkere end tusind sole, førte Heisenberg naziregimet bevidst bag lyset for at bremse den tyske bombe. Heisenberg så sig naturligvis gerne fremstillet som en ædel humanist med dybe moralske kvaler, og det var især en anden tysk fysiker, Carl-Friedrich von Weiszäcker, som gennem årene efter anden verdenskrig gav næring til forestillingen om den samvittighedsplagede Heisenberg, der installerede sig selv som chef for atomprogrammet for at forhindre andre, og mere samvittighedsløse mennesker i at bygge bomben.

Men ifølge den amerikanske historiker Paul Lawrence Rose og hans bog fra sidste år ­ Heisenberg and the Nazi Atomic Bomb Project ­ var Heisenberg ikke denne gode humanist, som han gav sig ud for. Tværtimod peger alle indicier på, at han, som Ove Nathan har udtrykt det i en anmeldelse, 'fortabte sig selv i teknisk-videnskabelige blindspor', og først kom på bedre tanker efter at den første bombe var kastet over Hiroshima. Faktum er da også, at Heisenberg var en meget ambitiøs mand, som ­ uden at være nazist ­ var en patriotisk tysker, der i besøgsåret 1941 var sikker på tyskernes endelige sejr.

Ingen tvivl om Bohr
Men måske skal man lade tvivlen komme manden til gode. Der findes nemlig ingen endelige beviser, af den simple årsag, at han ikke kom videre med bomben.

Niels Bohr var i krigsårene afskåret fra at kommunikere med sin mange kollegaer rundt omkring i verden. Derfor troede Bohr i lang tid heller ikke på, at en atombombe baseret på uran 235 var mulig. Først da han flygtede til Sverige i nattens mulm og mørke september 1943, og derefter rejste til USA, kunne han med egne øjne se, at en atombombe, baseret på plutonium, var i fuld gang med at blive bygget.

Niels Bohr var i hvert fald aldrig i tvivl om sit politiske ståsted, og Michael Frayns skuespil kan da også forstås som en uforbeholden hyldest til en mand, som ikke blot var en eminent fysiker, men også en menneske med filosofisk og moralsk tyngde i en tid, hvor alle menneskelige værdier syntes i opløsning.


Hovedpersoner

Niels Bohr (1885-1962)
Dansk atomfysiker, dr. phil. i 1911. Gift med Margrethe Nørlund i 1912. Udgav sin teori om brintatomet i 1913, blev professor i 1916, indviede Institut for Teoretisk Fysik i 1921 (fra 1963: Niels Bohr Instituttet) og modtog i 1922 Nobelprisen. Formulerede i 1937 sin væskedråbeteori om atomkernen, og opdagede i 1939 muligheden for fission med langsomme neutroner i isotop uran-235. Lærer for bl. a. Heisenberg. Flygtede til England i 1943. Modtog i 1947 Elefantordenen fra kong Frederik IX. Hans våbenskjold bærer ordene Contraria sunt complementa ­ modsætninger er komplementære.

Werner Heisenberg (1901-1976)
Tysk atomfysiker. I København hos Niels Bohr som stipendiat 1924-25, i 1926-27 som lektor. Formulerede i 1925 teorien bag matrixmekanikken. Professor i Leipzig i 1927. Modtog Nobelprisen i 1932. Valgte at blive i Tyskland trods personlige angreb mod ham i den nazistiske presse. I 1941 leder af det tyske atomenergiprojekt og direktør for Kejser Wilhelm Instituttet i Berlin. Efter krigen ført til England som krigsfange, mistænkt for at have arbejdet for nazisternes atombombeopfindelse, men senere renset for beskyldningen. Forkæmper for kernekraftværker ­ og modstander af atomvåben i Vesttyskland.

Margrethe Bohr (1890-1984)
Dansk førstedame. Søster til matematikeren Niels Erik Nørlund og museumsdirektøren Poul Nørlund. Gift med Niels Bohr i 1912. Fik seks sønner, heriblandt Aage Bohr; den ældste søn omkom dog tragisk ved en drukneulykke som 18-årig, og den yngste døde af sygdom som barn. Var værtinde i Carlsberg Bryggeriernes æresbolig fra 1931.

Forsigtighed og ansvar

Hovedværk om etik i genetikkens og bioteknologiens tidsalder på dansk

Ny bog
Af Robin Engelhardt

Det er måske ikke gået op for så mange endnu. Men naturvidenskabens position i samfundet har siden udviklingen af genteknologien de sidste 10-20 år ændret sig betydeligt. Den har mistet sin engang så sakrosante status som både filosofisk og moralsk ståsted for samfundet; stærk som den var ­ grundet i den humanistiske og oplysningsfilosofiske tradition, og uanfægtelig i sin agnostiske objektivitet.

Allerede for 50 år siden kom de første ridser i lakken med bygningen af atombomben, men i løbet af de sidste 30 års totalglobalisering af naturvidenskabens tekniske bivirkninger med hensyn til miljøproblemer, men især med udviklingen af genetikken, har naturvidenskaben vist sig ikke længere at kunne frasige sig sit ansvar overfor udviklingen. Den skal pludselig bruge sin egen kunnen til at begrænse sin egen gøren.

Uden kontrol
Forskningsfrihed har siden naturvidenskabens begyndelse været et filosofisk og etisk flagskib for alle dets udøvere, og det som oftest med god grund. Viden per se kan ikke være dårlig, tænkte man. I debatten om genterapi i dag er det da også stadig et tabu, som kun de mest videnskabskritiske mennesker tør angribe. Istedet forsøger man at skelne mellem forskningsfrihed og frihed til anvendelsen af forskningsresultaterne, således at det ikke er det første, men det andet som søges begrænset gennem en politisk lovgivning eller lignende.

Så prisværdig denne skelnen mellem kunnen og skullen er, rører den ikke ved det dybere spørgsmål, som ligger i det foroven beskrevne problem, nemlig i forskningens udvidelse af sit forsøgsobjekt til hele menneskeheden, til hele klodens fremtid, og til denne forsknings irreversible karakter. For hvis man stadig vil tillade forskning på et hvilket som helst forsøgsobjekt, selvom dette indebærer blot den mindste risiko for ukontrollerbare følger, der sætter hele vores (eller andres) livsgrundlag på spil, så har man forbrudt sig mod en etik, der måske ikke er formuleret ordentlig endnu, men ikke desto mindre er dybtfølt af de fleste.

Kravet om en ny etik
Det er denne normative mangel på en etik i det globalteknologiske problemfelt, den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas har forsøgt at afhjælpe med sit efterhånden klassiske værk Ansvarets Princip fra 1978, og som nu for første gang er blevet oversat til dansk. Hvor etiske spørgsmål i gamle dage i vid udstrækning kunne begrænses til personlige forholdsregler overfor en selv og ens nærmeste, er nutidens etik pludselig også blevet ansvarlig overfor de allerfjerneste egne på kloden, og overfor fremtidige og endnu ukendte generationers biologiske arv.

Genmanipulation og de menneskeskabte globale miljøændringer er to akutte emner, som vi er blevet klar over indeholder en stor risiko, men som vores samfund hverken strukturelt eller politisk har kunnet hamle op med. Iboende skyklapper, som alle ved primært skyldes kortsigtede økonomiske prioriteringer, har gjort, at vi har fortsat med at erobre naturens hemmeligheder på bedste beskub, og også fortsætter med at gøre det, så længe vi ikke kan mærke konsekvenserne på vores egen krop. Sådan er det nu engang med menneskets urinstinkt.

Problemet er blot, at konsekvenserne vil komme, og at de muligvis vil være værre end antaget ­ ja, problemet er, at konsekvenserne kan være vores arts sikre død, og det ansvar mener Jonas ikke, noget enkelt menneske eller nogen enkel civilisation må påtage sig. Det er vi simpelthen ikke berettiget til.

Forsigtighedsprincip
Et af maksimerne hos Jonas er, at når vi mennesker kan tage ansvar, så skal vi tage ansvar. Når vi mennesker med vores umådelige viden (og vores unikke bevidsthed om at have denne viden) kan ændre naturgrundlaget, så kan vi også tage ansvar for det, og derfor skal vi tage ansvaret. Det er altså ikke en menneskeret, men en menneskepligt, der tales om her. Opfinderen gør sig selv ansvarlig overfor det opfundne, og etik er blevet til en afstandsetik ­ i tid og i rum.

Men idet vi dermed påtvinger os selv en pligt til en fremtid, må vi være meget nøjeregnende med, hvordan prognosen til denne fremtid ser ud. Og her kommer så et andet krav ind, som Jonas formulere på den måde, at 'den dårlige prognose har et fortrinsret fremfor den gode prognose', og som normalt stilles med det såkaldte 'forsigtighedsprincip'. I og med at den teknologiske udvikling er kumulativ og i mange tilfælde irreversibel, må den etisk rigtige handling sikre sig, at udviklingen under ingen omstændigheder går galt.

Derfor er den mindste risiko for at det går galt nok til, at man skal fravælge teknikken. Det strider sikkert ganske voldsomt mod den normale 'videnskabelige' opfattelse af, at fordele og ulemper burde opvejes nøje, og ses som ligeværdige bevisgrunde. For eksempel er det interessant at se et medlem af det etiske råd, læge og lektor Søren Holm, i en kommentar i fagbladet Nature for blot halvanden måned siden gå stik imod Jonas konklusion ved at skrive: 'Forsigtighedsprincippet vil blokere udviklingen af nye teknologier hvis blot der er den mindste teoretiske mulighed for skade. Derfor kan det ikke være nogen gyldig regel for rationelle beslutninger.' Jonas konkluderer som sagt præcist omvendt ved at mene, at forsigtighedsprincippet er den eneste rationelle regel for beslutninger af den støbning. Men Holm har jo ret i at forskningsfriheden er under stigende angreb fra alle sider, og at det er et stort problem hvis man søger ny viden (til hvad formål det end måtte være), men han har ikke ret i, at der ikke er noget rationale bag det ­ nemlig det, at ikke al viden er ønskelig.

En af de hyppigt fremførte kritikpunkter mod Jonas etik, og som for eksempel Peter Kemp har berørt i bogen Det uerstattelige, er, at udvidelsen af det etiske ansvarsområde til også at omfatte fremtiden, nødvendigvis må begrunde sig selv i nutiden og dennes nærhedsetiske standarder. Det er selvfølgelig rigtigt, og det filosofisk interessante i den sammenhæng er, at Jonas implicit i sin formulering af en afstandsetik derfor også ønsker en opretholdelse af det menneskelige som det er nu. Forandring er ikke kun farlig, men også uønskelig. Når Jonas kræver, at vi mennesker har ansvar for 'menneskehedens permanente eksistens', så kan man mærke, at hans anliggende ikke kun er sikringen af fremtiden, men også af permanensen. Det er permanensen, som er centrum, og det er heri Jonas må genkendes som en radikal værdikonservativ asket, der, af frygt for værre, værner om nuet.

Men med de udsigter vi har, sådan som vi i dag er vidner til bioteknologiens egenmægtige kolonialkrig mod livssubstanserne uden den mindste regulering, og med en offentlighed, der ikke aner hvad den skal mene, fordi alle nye bio- og genteknologiske innovationer straks bliver til 'uløselige etiske problemer' lige så snart de bliver mulige, hører denne strategi sikkert blandt de mere fornuftige.

For når først 'de uløselige etiske problemer' eksisterer, er kritikerne i defensiven. Hans Jonas giver muligheden for at tage offensiven.
 


* Hans Jonas, Ansvarets Princip: Udkast til en etik for den teknologiske civilisation, Hans Reitzels Forlag, 340 sider. 248 kroner.

Den løgnagtige løgnedetektor

Videnskabsfolk i USA skal nu underkastes en løgnedetektor. Men hvad er sandheden om den? Kan den opdage løgnere, eller er den selv en stor løgn. Vi har gennemgået noget af materialet


Af Robin Engelhardt

'I m not a crook,' var de bevingede ord, hvormed Richard Nixon fortalte hele verden, at han var en skurk. Havde han været tilkoblet en løgnedetektor, ville nålene sikkert ikke have givet det mindste udslag, for som bekendt er den mest almindelige form for løgn den, et menneske narrer sig selv med.


En anden populær løgn er ved at vinde stor indpas i det amerikanske samfund: Medlemmer af kongressen har forlangt, at der skal installeres løgnedetektorer i tre store nationale forskningslaboratorier for at fange potentielle spioner. Skandalen om, at det for nylig lykkes kinesiske spioner at infiltrere Los Alamos National Laboratory i New Mexico, og videregive vigtige informationer om USA's hemmelig atomvåbenprogram, skal have konsekvenser.

Nogle må få skylden, og derfor har de amerikanske Department of Energy besluttet, at over fem tusind videnskabsfolk ­ og det vil sige civile medarbejdere fra blandt andet også Danmark ­ i laboratorierne Los Alamos, Sandia og Lawrence Livermore fremover (dvs. fra oktober måned af) skal screenes med en løgnedetektor.

Polygrafen
Løgnedetektoren, som også kaldes for en polygraf, har i USA været brugt i flere år for at teste ansatte, som arbejder med følsomt stof indenfor både det offentlige og private. Selvom den bliver brugt flittigt, tillader loven dog ikke, at polygraf-screeningen bliver udført som en betingelse ansættelsen. Men i praksis har de ansatte været under pres for at tage testen frivilligt . Hvis man nægtede eller dumpede, blev man diskret fjernet fra det følsomme materiale, og sat i en lavere stilling ­ og ifølge oktober-udgaven af det videnskabelige tidsskrift Scientific American muligvis også angivet til FBI.

De ansatte føler sig krænket ­ især fordi videnskaben bag polygrafen er særdeles tvivlsom. Ifølge professor i psykologi, David T. Lykken fra Universitetet i Minnesota, USA, findes der ikke en eneste offentliggjort undersøgelse, som viser at polygrafer kan opdage spioner. Bred screening af ansatte er kun nyttig 'som en blød tilnærmelse,' siger Lykken, og påpeger, at proceduren måske afskrækker folk fra at begå en ulovlig handling, og hjælper til med at bringe tilståelser for dagen, men det på bekostning af, at mange uskyldige mennesker får ødelagt deres karriere på grund af en falsk mistanke.

En løgnedetektor måler åndedræt, puls samt hudens ledningsevne. At lyve kræver anstrengelse, er argumentet, og kroppen vil derfor reagere ­ for eksempel ved at pulsen stiger. Der findes ingen specifik løgne-reaktion. Det eneste apparatet måler, er en generel emotionel ophidselse, og den skelner derfor ikke mellem angst, vrede eller skyld.

Kompliceret
Kritikerne mener, at en løgn er mere kompliceret end som så. For nogle kan det at lyve være fornøjeligt og en stor tilfredsstillelse. For andre betyder det ingenting, eller også, som hos Nixon, tror de måske selv på deres løgne.

Det er sandt, at uærlighed som oftest vil fremkalde en følelsesmæssig ustabilitet, men det kan frygten for at blive afhørt også. Mennesker, som bliver stødt og oprørte over personlige eller ærekrænkende spørgsmål, løber en ekstra stor risiko for at blive fanget af falske beskyldninger, siger kritikerne. Et voldsomt temperament kan nemt tages for skyld.

Den test som det amerikanske Department of Energy vil anvende på de omtalte forskningsinstitutioner er den såkaldte tvungen løgn test, som kræver, at personerne først skal lyve om bestemte kontrolspørgsmål (f.eks. skal de svare ja til spørgsmålet 'Er dit hår grønt?'). Den fysiske respons bruges så som base. Hvis en reaktion på et andet spørgsmål senere hen er lige så stor eller større, anses svaret som vildledende.

Luk røven
I en af de få offentliggjorte undersøgelser af løgnedetektorer, hvor man brugte tvungen løgn metoden, blev 80 procent af de frivillige korrekt klassificeret som henholdsvis skyldige og uskyldige. Problemet var blot at man fingerede en kriminel handling, og ifølge David Lykken er det noget helt andet end situationer, hvor det at lyve handler om karrieren eller om virkelig spionage. Forsøgspersonerne blev heller ikke spurgt om at snyde ­ et middel, som ifølge Lykken kan være meget effektivt.

For eksempel kan man ifølge psykologen Al Seckel fra Caltech University i Californien indtage cirka hundrede gram af det beroligende middel memprobamate et par timer inden afhøringen, og ingen vil kunne opdage en løgn gennem en fysiologisk respons. Man kan også stimulere sig selv kunstigt ved at bide i tungen eller lave lidt gymnastik med anus. Ingen bider mærke i, at man trækker sin lukkemuskel sammen en gang i mellem, og responsen vil ifølge Lykken være større end ved ethvert pinligt spørgsmål.

Men det største problem er de mange falske positive tests, som lader uskyldige mennesker fremstå som forbrydere. En undersøgelse i fagbladet Nature viste allerede i 1984, hvor vilkårlige de faktiske konsekvenser er. 14 uafhængige eksperter fik lov til at undersøge 207 udskrifter fra løgnedetektorer, som igennem tiden var taget af mistænke kriminelle. I gennemsnit dømte eksperterne 43 procent af de uskyldige som løgnere. Til gengæld gik hele 36 procent af de skyldige fri.

950 uskyldige
Den faktiske størrelsesorden af antallet af dumpede og beståede personer afhænger selvfølgelig af andelen af løgnere i en given gruppe.

Hvis vi som i det aktuelle eksempel venligt antager, at polygrafen rammer rigtigt 80 procent af gangene, og yderligere antager, at der findes fem spioner ud af et hundrede ansatte, så vil man ud af en gruppe på 5.000 mennesker fange 200 spioner, men også 950 uskyldige mennesker. Med andre ord: Hele proceduren er videnskabeligt set det rene Pinocchio, siger Al Seckel. Det ville være ligeså retfærdigt at måle længden på folks næser.

Senator Sam J. Erwin fra staten North Carolina er enig: Han ser introduktionen af løgnedetektorer i det civile videnskabelige miljø som 'det 20. århundredes svar på fortidens heksejagt.'

Gavnligheden
Når alle disse vidnesbyrd peger på, at løgnedetektorer slet ikke virker efter hensigten, hvad er da meningen med fortsat at bruge dem? Et fingerpeg kan findes i en rapport udgivet i 1983 af USA's forsvarsministerium om løgnedetektorer. Allerede titlen afslører det: 'Nøjagtigheden og gavnligheden af undersøgelser med polygrafer,' hvilket viser, at nøjagtighed og gavnlighed anses som to ganske forskellige ting. Det eneste rapporten konkluderer med hensyn til nøjagtigheden er, at den er 'signifikant større end tilfældighed.' Signifikant er et statistisk fagudtryk og betyder her, at resultaterne trods alt er skelnelige fra det rene tilfælde, nogenlunde på samme niveau med det faktum, at et æble om dagen holder lægen borte ­ hvis man altså kan ramme hende.

Gavnligheden er derimod af en ganske anden kaliber. Det måske mest sigende udsagn om løgnedetektorer kommer fra Richard Nixon, som med vanlig brutalitet kunne sige sandheden uden at ville det: 'I don t know anything about lie detectors other than they scare the hell out of people.'

Formålet med at bruge løgnedetektorer er altså troen på, at løgnen ikke gør nær så megen skade i verden, som frygten for den gør gavn.



* Reference: David T. Lykken, A Tremor in the Blood: Uses and Abuses of the Lie Detector, anden udg., Plenum, 1998, 28,95 dollar.

Filosofisk opstandelse

Peter Sloterdijks skandaleramte tale har fået de tyske filosoffer op af katederet. Men alt tyder på, at den ikke er så grum som antydet ­ tværtimod


Af Robin Engelhardt

Når den, der lytter ikke for-står den, der taler, og når den, der taler, ikke ved hvad han selv mener ­ det er filosofi,' sagde Voltaire engang, og intet udsagn er mere rammende for den sidste måneds voldsomme debat mellem de to tyske filosoffer Peter Sloterdijk og Jürgen Habermas. Det var Sloterdijk der talte, og Habermas der lyttede ­ eller rettere: Habermas fik tilsendt en afskrift af talen, som Sloterdijk havde holdt under en konference på det bayerske slot Elmau sidst i juli måned. Talens indhold er der så blevet skændet om siden. 'Overmennesket,' 'genetiske tugtning,' og 'elite-selektion' var nogle af de ord, der blev hængende i folks ører.

Efter et par rimeligt neutrale referater i Frankfurter Rund-schau og Frankfurter Allgemeine sidst i juli var der længe stilhed ­ indtil altså Habermas fik fat i talen i begyndelsen af august, hvorefter han først 'ringede frem og tilbage fra Hamborg til Jerusalem, for at omvende andre,' dvs. de jødiske kolleger, der faktisk havde deltaget i konferencen, og for derefter at sætte sine egne håndlangere, journalisten Thomas As-sheuer fra ugemagasinet Die Zeit samt Reinhard Mohr fra Der Spiegel, til 'eksplicit at fejllæse talen', for så at skandalisere den offentligt.

Alt dette er Sloterdijks ver-sion. I sine to åbne breve i Die Zeit (d. 9.9.), udpeger Sloterdijk Habermas som værende bagmanden bag pressens infame beskyldninger. Habermas nægter. Jo, siger Habermas i sit svar i Die Zeit fra i torsdags (16.9.), han havde da ringet til Jerusalem, men bestemt ikke for at udøve denne 'latente afpresning og beskyldning,' som Sloterdijk påstod. Og jo, siger Habermas, han havde al grund til at tale med sin ven Thomas Assheuer om Sloterdijks skrækindjagende 'anvendte platonisme', men bestemt ikke for at inspirere eller påskynde journalist Assheuer til sin så 'rige, differentierede og rammede analyse' af talen.

Imens sad resten af verden og måbede: Den halvunge filosof bag de moderne storværker Kritik der zynischen Vernunft og Sphären blev beskyldt for 'fascistoid retorik' (Reinhard Mohr i Der Spiegel 6.9.), og den gamle teoretiker bag den kritiske teori og den magtfrie offentlige dialog blev beskyldt for diffamation og jakobinisme. Sikke en fest for medierne.

Politiken kunne heller ikke holde sig tilbage. Inden Sloterdijk kunne forsvare sig, og inden talen overhovedet var blevet offentliggjort, ja, selv inden Politikens skribent havde lært blot at stave til manden, var dommen sat: 'Peter Sloderlijk tog til orde og fremlagde sit program for menneske-slægtens genetiske forædling. Thi det var altså, hvad han gjorde.'

I torsdagens Die Zeit kom så den med længsel ventede tale på tryk. Endelig kunne man danne sig et eget billede om sagen, og se, om Sloterdijk vitterlig er blevet denne mennesketugtende renegat som hans kritikere siger, eller om der var tale om bevidst bagvaskelse. Regler for menneskeparken: Et svarbrev til Brevet om Humanismen, hedder Sloterdijks tale, og tager på den måde udgangspunkt i Heideggers humanismekritik fra 1946. Sloterdijk starter med at knytte det humanistiske ideal til litteraturhistoriens brug af bogen som en 'venskabsstiftende telekommunikation i skriftens medium.'

'Lige siden filosofien opstod som en litterær genre, har den rekrutteret sine tilhængere ved at skrive om kærlighed og venskab på en smittende måde.' Og den vil ikke kun skrive om det; den vil også få andre til at føle den samme kærlighed og venskab. Dette pædagogiske aspekt i humanismen indeholder en 'sekt- eller klub-agtig fantasi,' som har været forbeholdt den læsende og 'hemmelighedsfulde elite', og grundet sine iboende 'ekspan- sionistiske og universalistiske tendenser', er den i løbet af de sidste par hundrede år blevet gjort til den 'politiske norm i samfundet'. Humanismens grundaksiom hedder: 'Den rigtige lekture gør tam.'

Faktisk går Sloterdijk, i parløb med Heidegger, så vidt til at anse de mere tragiske ismers fremkomst i løbet af de sidste 150 år, dvs. 'bolchevismen, fascismen og amerikanismen' som varianter af selv samme humanistiske 'antropocentriske vold' ­ de er uheldige synteser af humane og bestialske spor.

Problemet er nu, at de moderne former for kommunikation bruger ganske andre medier end skriften. Radio, fjernsyn og internet er nu blevet tilgængelige rum, hvor de tæmmende humanistiske idealer udtyndes og forsvinder endnu mere. Disse 'forvildende og bestialske tendenser' man ser overalt, mener Sloterdijk kræver, at offentligheden skaber kunstige retfærdiggørelser for fortsat at forsvare menneskers handling. Der må derfor formuleres nye regler for menneskeparken. 'Hvad er det, der endnu tæmmer mennesket, når humanismen som skole for mennesketæmningen slår fejl?'

Her diskuterer Sloterdijk så de anelser Nietzsche havde om en kommende menneskeslægt, som vil få så megen magt over naturen og sig selv, at den vil blive til 'sit eget bedste husdyr.' Mennesker vil nedtugte sig selv til harmløshed, og det kræver ifølge Nietzsche en modpol, og den modpol var hans koncept om 'overmennesket'. Sloterdijk kommenterer dette med at 'Nietzsche sandsynligvis gik for vidt da han suggererede, at menneskets kæledyrisering var et bevidst projekt af et pastoralt tugterforbund,' og han indrømmer, at Zarathustra-projektet var 'filosoferende hysteri', og sandsynligvis ikke længere er af nogen relevans. At Sloterdijk derfor hiver overmennesket op af hatten som en løsning, er ikke rigtigt.

Men Sloterdijk diskuterer emnet, fordi vi med de nye genterapeutiske teknikker meget snart vil være i stand til selektere på mennesket ad ren genetisk vej. Og i stedet for at lade Gud eller tilfældet tage ansvaret, må vi selv gøre det. Ligesom Heidegger synes Sloterdijk at mene, at mennesket skal blive vogteren over selve væren, hinsides enhver ideologisering.

Diskussionen af Platons klassiske værk Statsmanden bliver misforstået på en lignede måde, og det er som om kritikerne med vilje ikke læser talen færdig når der står: '2500 år efter Platons virke synes det nu, at ikke kun Guderne har trukket sig tilbage, men også de vise mænd, for at lade os alene tilbage i vores manglende visdom og halve kundskaber.' Sloterdijk er altså næppe fortaler for en elite-selektion med ham selv som lektor og selektor.

Fremfor at Sloterdijk bliver set som humanismefjendsk, burde man måske snarere se ham som en, der leder efter en anderledes pointeret humanisme, en humanisme som kræver et stærkere egen-ansvar end det var tilfældet tidligere.

Spørgsmålet er altså om ikke alarmen kan afblæses. Hvis ja, så står en blakket tysk presse, og nogle fastkørte filosoffer tilbage. Sagen bliver f.eks. ikke pænere af, at redaktørerne på Die Zeit har krydret Sloterdijks aftrykte tale med plat-positivistiske debat-artikler om kloningens gode sider, og med artikler om fremtidens gen-supermarked. Disse er som strøet ind i Sloterdijks tekst, flankeret og blandet med talen på en måde så de kommer til at fremstå som Sloterdijk pure ­ en slags forklarende græsk kor for hans mangetydige betragtninger. At hans tale bevæger sig i helt andre sfærer, fortæller en ganske anden og mere interessant historie, og er en filosofisk ekskurs, der af princip må have lov til at spørge vigtige og dermed ofte farlige spørgsmål, synes uvigtigt.

At suggerere opstandelsen af en ny semi-fascistisk Nietzsche-Heidegger-klon, med egne ideer om hvordan vores børn skal se ud, er ikke den offentlige dialog værdig, men ­ som man ser ­ den nu alt for typiske måde at levere nyheder på.
There was an error in this gadget