Triumfen mellem skyerne

Huller i skyerne gav Informations udsendte frit udsyn til den store finale.


Af Robin Engelhardt

80 procent er ingenting. Ikke i forhold til en total solformørkelse. 80 procent er barnemad.

Efter nøje overvejelser fandt Deres udsendte medarbejder et ganske udsøgt sted i den nordligste del af Schwarzwald i Sydtyskland for at opleve den totale solformørkelse.

Sammen med nogle familie-medlemmer kørte vi ind i en idyllisk og afsides liggende æbleplantage i umiddelbar nærhed af en lille hyggelig landsby ved navn Kleinvillars, cirka 30 kilometer nordøst for Stuttgart. Med desillusionerende mørke skyer overalt på morgenhimlen havde vi satset på, at en delvis opklaring i løbet af formiddagen ­ og en god portion held ­ ville bringe os det, vi var kommet for.

Og vi var endda meget heldige. I det kuperede område satte vi os mellem nogle æble- og blommetræer på en lille bakke, hvorfra man både kunne se ind over landsbyen og ud over bjerglandskabet mod syd. Der gik ikke mere end ti minutter før tre får (én hvid og to sorte) fra en nærliggende mark sprang hen over deres indhegning for at deltage i vores picnic i græsset. Stille og roligt kom de nærmere ved at spise af græsset og bladene på frugttræerne, for til sidst at kunne snuse til vores madkurv.

Klokken 11:10 åbnede himlen sig i omkring ti minutter og vi kunne se solen og den blå himmel. Præcisklokken 11:15 kunne vi så med vores medbragte (og dyrt betalte) briller se 'det første bid', som fagfolkene kalder månens første berøring med solen. Solskiven fik simpelthen et lille sort indhug i det højre øvre hjørne, hvorefter den mørke halvskive langsomt blev større og større. Første runde gik til os.

Skarpere kontraster
Ikke fordi der skete meget. Et lille dådyr sprang ufortrøden forbi os, og spurvene, hundene og græshopperne fortsatte deres daglige højlydte rutine. Efter en halv time var solen dækket med cirka 30-40 procent, men vores øjne havde vænnet sig til det svage lys, og det føltes derfor ikke mørkere end normalt. Skyerne kom og gik, og vi kunne derfor med jævne mellemrum se, hvor langt solformørkelsen var skredet frem.

Først godt en time efter det første bid, og ved en dækningsgrad af solen på omkring eller over 90 procent, kunne man ane, at kontrasterne på planterne og på husene i landsbyen blev en smule skarpere, hvilket skyldtes den meget lavere lysintensitet og den deraf følgende skarphed i konturerne. De varme farver i naturen blev afløst af mere kolde blå-grå toner, og et sølvfarvet skær bredte sig ud over hele landskabet.

Pludselig begyndte det at gå stærkt. Det blev mærkbar koldere, og den afkølede luft begyndte at bevæge sig nedad fra de højtliggende bjerg-områder, hvilket igen bevirkede, at trækronerne susede i den kolde vind. Da der kun var en smalt segl af solskiven tilbage, fløj en sværm af svaler hen over vores hoveder for at finde ly. Fårene holdt op med at spise, og hanen galede nede i landsbyen.

En enkel helikopter i det fjerne var længe den eneste svage lyd, vi kunne høre i et ellers tavst tusmørke. Skyggerne blev svage og farveløse, og det så ud som om de begyndte at flyve hen over jorden, som på et diskotek.

Igen var vi heldige: Et nyt hul i skyerne gav os frit udsyn til den finale, vi nu skulle være vidner til: Det smalle solsegl opløste sig i løbet af de sidste få sekunder til en nærmest brudt kæde af hvid-glødende punkter, der slukkedes en efter en, og lige inden totaliteten satte ind, kunne man se 'diamantringen', hvilket er det fagudtryk, som betegner det første og sidste lysende punkt af solen, inden den bliver helt opslugt af månen.

En anden verden
Lige efter 'totaliteten' havde sat ind, begyndte solens korona at blomstre med overraskende styrke. Jeg troede den var svag, men den var faktisk særdeles tydelig. Den var bredere ud mod øst og vest, og mindre mod syd og nord. Man kunne se en turbulent aktivitet af farver i koronaen, især røde nuancer, som måske skyldtes protuberanserne på overfladen af solen. Men også blå farvespil kunne ses i de overvejende hvide strålearme ud mod alle sider, og det forekom mig, som om jeg i et kort øjeblik kunne se en grøn stribe lyne ud af koronaen mod øst.

Æbleplantagen i det frodige bjerglandskab forekom nu som et ideelt valg. Jeg følte mig bogstavelig talt hensat til en anden verden. Da mørket faldt på i de sidste få minutter, var det med en så hurtig tidsacceleration, at vi blev berøvet for alle vores normale biologiske ure.

Alle vores naturlige fornemmelser for det omliggende landskab og deres vante rytme blev sløret af sære hændelser. Hele verdensordenen syntes at være forstyrret og ændret i sin grund. Det kan på ingen måde være mærkeligt, at fortidens mennesker blev angste og bange for Gudernes vrede, når de så en sådan total solformørkelse.

Lyden af champagne
Da månens skygge igen åbnede for solen i øvre højre hjørne, vågnede den stille landsby igen. Champagnepropper sprang i det fjerne, og det begyndte meget hurtigt at blive varmere. Biler kunne igen høres på landevejen, og fuglene begyndte så småt at synge. Jeg tror aldrig nogensinde, dette hjørne af Tyskland har været så stille på en højlys dag.

Da vi ville pakke bilen for at køre hjem, opdagede vi, at min nevø på to år, som blot fem minutter før havde leget på tæppet, pludselig var faldet i søvn.

Mørket havde taget ham på sengen. Som prikken over i et, gik der kun et minut efter, vi havde sat os ind i bilen, før et voldsomt skybrud øsede sin store vandladninger ned over æbleplantagen.

Det var sgu et godt show ­ selvfølgelig bortset fra den evigt irriterende tyske 'Stau' på vejen hjem.

0 comments:

There was an error in this gadget