Det fraktale univers

Nogle forskere mener, at materien i universet ikke er jævnt fordelt. I så fald betyder det, at Einsteins ligninger ikke kan løses, og at de fleste kosmologiske modeller derfor må forkastes.


Af Robin Engelhardt

En lille gruppe astronomer laver ravage i de etablerede kredse. Deres undersøgelser sætter spørgsmålstegn ved den gamle visdom om, at himlens stjerner og galakser er ligeligt fordelte i hele universet. I stedet, siger de, er fordelingen af materien i det ydre rum meget bedre beskrevet ved en fraktal struktur. Galakserne ser nemlig ud til at klumpe sammen visse steder, mens der er helt tomt andre steder i rummet.

'Min påstand er, at universet er klumpet i selv dets største målestok,' siger Francesco Sylos Labini fra universitetet i Genève i den nyeste udgave af fagbladet New Scientist. 'Vores undersøgelser viser faktisk, at fordelingen af materien er fraktal, ligesom et træ eller en sky.'

Kosmologisk Princip
Hvis det viser sig at være rigtig, vil den mest centrale trossætning i kosmologien, det såkaldte Kosmologiske Princip, ikke længere kunne bruges. Dette kosmologiens første bud antager, at universet i det små måske godt kan være lidt klumpet, men at universet i dets store målestok ligner sig selv overalt og i alle retninger. Fagfolk udtrykker det ved at sige, at universet skal være homogent og isotropt.

Men hvis det Kosmologiske Princip ikke holder, er fundamentet for alle de kendte kosmologiske modeller for universets tilblivelse og udvikling forkerte. Einsteins ligninger, der i form af de såkaldte Friedmann-modeller bruges som udgangspunkt for big bang-teorien, vil ikke kunne løses, og mange kosmologiske love og universelle konstanter vil være meningsløse. For eksempel angiver Hubbles lov (se faktaboks) udvidelseshastigheden af vores univers, men hvis universets masse ikke er homogent fordelt, vil udvidelsen heller ikke være homogen, men i stedet være et irregulært mønster af meget forskellige hastigheder rundt omkring i universet.

Fraktal dimension
Striden mellem de ortodokse kosmologer og dissidenterne ligger i den måde de kigge på de samme data på. En af hovedpersonerne bag fraktalteorien er Lucian Pietronero fra universitetet i Rom, og han mener, at galakserne klumper sig hierarkisk sammen på alle længdeskalaer.

Denne egenskab, der får lignende mønstre til at gentage sig på alle skalaer, er et klart tegn på en fraktal struktur. 'Vores tests viser, at universet aldrig bliver homogent inden for de tilgængelige data,' siger Sylos Labini, der arbejder sammen med Pietronero.

De ortodokse fysikere bruger samme data, men de gør det forkert. 'Vi ser et artefakt af den måde at analysere galakse-kortene på,' siger Labini. Han påpeger nemlig, at man ikke kan bruge et koncept om en gennemsnitlig tæthed, når man taler om fraktaler, for hvis universet er en fraktal, findes der ikke nogen karakteristisk længdeskala, hvorpå man kan basere et gennemsnit. Konceptet om et gennemsnit er meningsløst, når man taler fraktaler.

For at undgå det, har Labini og Pietronero i stedet brugt de statistiske metoder, man har inden for fraktal geometri. Deres resultat var, at universet har en fraktal dimension på 2,1 (fraktale dimensioner har det med ikke at være heltallige). Det man gør, er at måle det gennemsnitlige antal af naboer til en given galakse inden for et volumen med radius R. Hvis antallet af naboer er proportional med R3, er det ikke en fraktal, men da det viste sig at være proportional med R2,1, betød det, at galakserne fordeles som i en fraktal).

'Og vi må ikke glemme den usynlige materie (på engelsk dark matter, red.), som man mener står for 90 procent af hele universets masse,' siger Labini. Hvis den viser sig at være distribueret på samme måde som den synlige materie, vil klumpetheden og dermed fraktalstrukturen være endnu mere udpræget.

Kun tiden vil vise
Flertallet af kosmologer mener dog, at universet vil blive mere homogent, jo længere ud man kommer med målingerne. Først når der er samlet tilpas mange data om stjerner og galakser, som er særdeles langt væk fra os, vil man kunne afveje, om den fraktale struktur fortsætter ud i det uendelige eller ej. Også variationerne i temperaturen af den såkaldte baggrundsstråling vil kunne give værdifulde oplysninger. Først derefter vil man vide, om fysikerne må i gang igen, og finde på helt nye teorier om universets begyndelse, eller om de kan læne sig tilbage for at beskue andet end deres komplicerede ligninger.



- Kosmologiens konstanter

De ligninger, som beskriver kosmologien, er komplicerede, men kan i princippet forklares ved hjælp af kun tre tal: Hubbles konstant H0, tæthedsparamereten Omega0 og den kosmologiske konstant Lambda. Alle hviler de på antagelsen om det Kosmologiske Princip.

Den mest berømte er nok Hubbles konstant, som findes i Hubbles lov: v=H0d, der kobler en galaksens hastighed v med dens afstand d til et vilkårligt sted i universet. Loven er baseret på antagelsen om, at universet udvider sig på en sådan måde, at afstanden mellem to vilkårlige galakser stadig forøges, og derfor er H0 et mål for universets udvidelseshastighed.

Tæthedsparameteren Omega0 er forholdet mellem den faktiske tæthed af stof i universet og den kritiske tæthed , der bestemmer om universet udvider sig for evigt ( Omega0 < 1). Tæthedsparameteren giver også et mål for rummets krumning. Hvis Omega0 > 1 er universet endelig og lukket som en kugle.

Det sidste vigtige tal er den kosmologiske konstant Lambda, en slags frastødningskraft på store afstande, som Einstein introducerede i sin generelle relativitetsteori i 1915. Einstein fortrød sit påfund senere hen, men kosmologer holder stadig fast i den, fordi den er den eneste metode man har til at forklare hvorfor universets udvidelseshastighed øges ­ hvis den gør det, for det er stadig meget omstridt.

Døende koralrev

Den globale klimaopvarmning har en ødelæggende effekt på verdens koralrev. Australiens Great Barrier rev er væk om tre årtier, advarer forsker.

Fokus Af Robin Engelhardt

Ifølge en ny rapport om drivhuseffekten vil de fleste af verdens koralrev være forsvundet i løbet af et hundrede år. Det siger professor i marinebiologi Ove Hoege-Guldberg fra Sydney Universitet. Han mener, at de store områder med koralrev i Stillehavet kun vil eksistere til cirka år 2050, hvis ikke klimaændringerne hen imod højere temperatur stopper.


'Revene omkring de vestindiske øer i det karibiske hav ser ud til at være forsvundet i år 2020, mens Australiens store Great Barrier-rev sandsynligvis kun vil eksistere i endnu tre årtier,' advarer han overfor BBC.

POLYPDYR OG ALGER
Koralrev er nogle af de største bygningsværker på kloden, samtidig med at de bygges af nogle af de mindste dyr. Selvom diversiteten af korallerne ikke er særlig stort, giver de plads til en så stor artsrigdom, at den kun overgås af regnskovene.

Et koralrev består af en koloni af polypdyr, kaldt coelenterater, der ser ud som små søanemoner med stikkende tentakler ud til alle sider. Polypdyrene lever i symbiose (eller endosymbiose som betyder, at to forskellige organismer lever sammen til gensidig fordel) med nogle alger ved navn zooxanthellae. Disse alger er i stand til at lave fotosyntese, hvilket betyder, at de kan omdanne kuldioxid og vand til sukker og ilt ved hjælp af sollys. Om natten fanger polypdyrene plankton med deres tentakler, og om dagen fotosynetiserer algerne, og på den måde nyder begge godt af hinanden.

Korallernes hårde grund-skelet består af kalciumcarbonat, som i løbet af årtusinder dannes af sollys, havvand og små-fossiler. Men koralrev kan ikke tåle temperaturer over de omkring 30-35 grader Celcius. I disse tilfælde udstødes algerne med det resultat, at polyp-dyrene ikke kan vokse hurtig nok til at danne rev. Resultatet bliver, at koralrevene blegner og fiskene tvinges væk eller dør af sult.

AFBLEGNINGER
De første omfattende af-blegninger af de karibiske koraller opstod i 1980 erne. Muligvis er blegning også en reaktion på overbelastning, på grund af forurening, overfiskeri og fiskeri med dynamit, men mest sandsynligt er årsagen dog de forhøjede vandtemperaturer.

I 1982-83 forårsagede den såkaldte El Niño, som er en meget varm vandstrøm langs ækvator, mange blegninger af koralrev overalt i Stillehavet. Det samme skete flere gange i 80 erne og 90 erne, og også sidste år.

'Amerikanske satellitter har observeret en mur af vand to til tre grader varmere end normalt,' sagde Jamie Oliver fra marineinstituttet i Sydney. Hvad angår vandtemperatur menes sidste år at have været det varmeste i over 400 år. Hvis udviklingen fortsætter på samme måde de næste år, er udsigten meget dårlig for koralrevene.

Mange forskere anser derfor koralrevenes forsvinden som et tidligt advarselssignal for drivhuseffektens komme.

Triumfen mellem skyerne

Huller i skyerne gav Informations udsendte frit udsyn til den store finale.


Af Robin Engelhardt

80 procent er ingenting. Ikke i forhold til en total solformørkelse. 80 procent er barnemad.

Efter nøje overvejelser fandt Deres udsendte medarbejder et ganske udsøgt sted i den nordligste del af Schwarzwald i Sydtyskland for at opleve den totale solformørkelse.

Sammen med nogle familie-medlemmer kørte vi ind i en idyllisk og afsides liggende æbleplantage i umiddelbar nærhed af en lille hyggelig landsby ved navn Kleinvillars, cirka 30 kilometer nordøst for Stuttgart. Med desillusionerende mørke skyer overalt på morgenhimlen havde vi satset på, at en delvis opklaring i løbet af formiddagen ­ og en god portion held ­ ville bringe os det, vi var kommet for.

Og vi var endda meget heldige. I det kuperede område satte vi os mellem nogle æble- og blommetræer på en lille bakke, hvorfra man både kunne se ind over landsbyen og ud over bjerglandskabet mod syd. Der gik ikke mere end ti minutter før tre får (én hvid og to sorte) fra en nærliggende mark sprang hen over deres indhegning for at deltage i vores picnic i græsset. Stille og roligt kom de nærmere ved at spise af græsset og bladene på frugttræerne, for til sidst at kunne snuse til vores madkurv.

Klokken 11:10 åbnede himlen sig i omkring ti minutter og vi kunne se solen og den blå himmel. Præcisklokken 11:15 kunne vi så med vores medbragte (og dyrt betalte) briller se 'det første bid', som fagfolkene kalder månens første berøring med solen. Solskiven fik simpelthen et lille sort indhug i det højre øvre hjørne, hvorefter den mørke halvskive langsomt blev større og større. Første runde gik til os.

Skarpere kontraster
Ikke fordi der skete meget. Et lille dådyr sprang ufortrøden forbi os, og spurvene, hundene og græshopperne fortsatte deres daglige højlydte rutine. Efter en halv time var solen dækket med cirka 30-40 procent, men vores øjne havde vænnet sig til det svage lys, og det føltes derfor ikke mørkere end normalt. Skyerne kom og gik, og vi kunne derfor med jævne mellemrum se, hvor langt solformørkelsen var skredet frem.

Først godt en time efter det første bid, og ved en dækningsgrad af solen på omkring eller over 90 procent, kunne man ane, at kontrasterne på planterne og på husene i landsbyen blev en smule skarpere, hvilket skyldtes den meget lavere lysintensitet og den deraf følgende skarphed i konturerne. De varme farver i naturen blev afløst af mere kolde blå-grå toner, og et sølvfarvet skær bredte sig ud over hele landskabet.

Pludselig begyndte det at gå stærkt. Det blev mærkbar koldere, og den afkølede luft begyndte at bevæge sig nedad fra de højtliggende bjerg-områder, hvilket igen bevirkede, at trækronerne susede i den kolde vind. Da der kun var en smalt segl af solskiven tilbage, fløj en sværm af svaler hen over vores hoveder for at finde ly. Fårene holdt op med at spise, og hanen galede nede i landsbyen.

En enkel helikopter i det fjerne var længe den eneste svage lyd, vi kunne høre i et ellers tavst tusmørke. Skyggerne blev svage og farveløse, og det så ud som om de begyndte at flyve hen over jorden, som på et diskotek.

Igen var vi heldige: Et nyt hul i skyerne gav os frit udsyn til den finale, vi nu skulle være vidner til: Det smalle solsegl opløste sig i løbet af de sidste få sekunder til en nærmest brudt kæde af hvid-glødende punkter, der slukkedes en efter en, og lige inden totaliteten satte ind, kunne man se 'diamantringen', hvilket er det fagudtryk, som betegner det første og sidste lysende punkt af solen, inden den bliver helt opslugt af månen.

En anden verden
Lige efter 'totaliteten' havde sat ind, begyndte solens korona at blomstre med overraskende styrke. Jeg troede den var svag, men den var faktisk særdeles tydelig. Den var bredere ud mod øst og vest, og mindre mod syd og nord. Man kunne se en turbulent aktivitet af farver i koronaen, især røde nuancer, som måske skyldtes protuberanserne på overfladen af solen. Men også blå farvespil kunne ses i de overvejende hvide strålearme ud mod alle sider, og det forekom mig, som om jeg i et kort øjeblik kunne se en grøn stribe lyne ud af koronaen mod øst.

Æbleplantagen i det frodige bjerglandskab forekom nu som et ideelt valg. Jeg følte mig bogstavelig talt hensat til en anden verden. Da mørket faldt på i de sidste få minutter, var det med en så hurtig tidsacceleration, at vi blev berøvet for alle vores normale biologiske ure.

Alle vores naturlige fornemmelser for det omliggende landskab og deres vante rytme blev sløret af sære hændelser. Hele verdensordenen syntes at være forstyrret og ændret i sin grund. Det kan på ingen måde være mærkeligt, at fortidens mennesker blev angste og bange for Gudernes vrede, når de så en sådan total solformørkelse.

Lyden af champagne
Da månens skygge igen åbnede for solen i øvre højre hjørne, vågnede den stille landsby igen. Champagnepropper sprang i det fjerne, og det begyndte meget hurtigt at blive varmere. Biler kunne igen høres på landevejen, og fuglene begyndte så småt at synge. Jeg tror aldrig nogensinde, dette hjørne af Tyskland har været så stille på en højlys dag.

Da vi ville pakke bilen for at køre hjem, opdagede vi, at min nevø på to år, som blot fem minutter før havde leget på tæppet, pludselig var faldet i søvn.

Mørket havde taget ham på sengen. Som prikken over i et, gik der kun et minut efter, vi havde sat os ind i bilen, før et voldsomt skybrud øsede sin store vandladninger ned over æbleplantagen.

Det var sgu et godt show ­ selvfølgelig bortset fra den evigt irriterende tyske 'Stau' på vejen hjem.

Pluralisme er en besværlig dyd

Det europæiske kulturtidsskrift Lettre International er ubekvem, kritisk, tung, kompromisløs og intellektuel; kort sagt et hamrende godt blad.

Sommerkiosk
Af Robin Engelhardt

Det starter altid med at postbudet kæmper en brav kamp. I flere minutter står hun foran min minimale brevsprække fra det forrige århundrede for at massere en kompromisløst stor kuvert ind ad døren. Det er det nye nummer af Lettre International, tænker jeg, ingen tvivl om det.


Efter hun er nået knapt halvvejs, giver hun som regel op, og jeg åbner døren. Med et medfølende blik hiver jeg den store brune konvolut samme vej ud igen hvor den kom fra, og takker behørigt. Det er måske ikke kun et held for postbuddet, at Lettre International kun udkommer hver tredje måned, men også for mig, for ligeså ubekvem den kæmpe kuvert måtte være for postbudet, ligeså krævende er læsningen af et blad, som gør en dyd ud af at tale bredt til alle Europas folk med grundige og aktuelle tekster om politik, kunst og kulturstof i almindelighed. Det er nemlig i pluralismens brogede verden ­ dvs. i den glemte og besværlige dyds ånd, at Lettre er i stand til at bidrage med særdeles læsværdige og gode tekster til det store udbud af aviser og tidsskrifter på markedet.

Indholdsfortegnelsen fortæller, at der er virkelig meget tekst for pengene. Blandt de første artikler jeg beslutter mig for at læse om aftenen, er et kæmpe interview med den belgiske Nobelpristager i kemi, Ilya Prigogine; derefter læser jeg en velskrevet og skarp artikel af den italienske filosof Sergio Benvenuto om globaliseringen og dens immanente fornægtelse af kulturelle forskelle, og til sidst (for så er aftenen gået) en overraskende, og anderledes beretning om Algeriets historie siden kolonitiden af Aziz Chouaki. I den nye udgave, der lige er udkommet, er der også artikler af den engelske historiker Timothy Garton Ash samt forfatteren Michael Ignatieff om Kosovo. Der er en lang række af artikler om Fidel Castros Kuba, og der er tekster af Mario Perniola og Lars Gustaffson ­ blandt mange andre.

En genstridig krabat
Som europæisk kulturtidsskrift med udgivelser i 14 europæiske lande på næsten lige så mange sprog har Lettre International igennem sit 15 årige liv bibeholdt en forbavsende høj standard, og hvad der fryder mest: Bladet har i al den tid ikke en eneste gang ændret sit mærkelig store format og sit uforsonligt simple layout, der oprindeligt blot var tænkt som en interimistisk løsning på et økonomisk problem, og som nok skulle blive ændret med tiden. Men efterhånden er dette brevbærermareridt blevet en stor del af den genstridige sjæl, der definerer selve Lettre som et medialt alternativ til de gennemdesignede mainstream-produkter man ellers finder i de europæiske kiosker. På den måde er Lettre ikke ked af at være et intellektuelt tidsskrift, hvor ordet krævende endnu ikke er blevet beklikket, og hvor der fortælles mere, end hvad der passer ind i en normal layoutet avis.

Men det mest undergravende ved Lettre er artiklernes længde. De er så lange, at man allerede fra starten af har sagt farvel til håbet om at få en hurtig indføring, eller et klart budskab om et givent emne. Det er et slid og et slæb. Ikke nok med at man skal bruge mange dage ­ ja uger ­ for at få læst bladet, man skal tilmed koncentrere sig og acceptere at artiklerne nødvendigvis er mere komplicerede end et TV-indslag eller en kronik i en avis (en omstændighed, der selvfølgelig genspejler virkeligheden, så ærgerligt det end måtte forekomme). Alle der træder ind på Lettres sider må give afkald på håbet om en mening-transportable (til det projekt kunne den seriøse læser for eksempel vælge The Economist, der jo som bekendt har en mening om alt).

Men til gengæld får man særdeles godt skrevne tekster, som befinder sig halvvejs mellem essay, litteratur, reportage og interview. Teksterne er flydende og gennemarbejdede. Man får en fornemmelse af, hvad Europas kritiske intelligentsia stadig kan, og man møder spanske, ungarske, polske, makedonske, danske og russiske skibenter, som ofte har en anden og spændende historie at fortælle, end den, der normalt serveres.

Selvtilstrækkelighed
Hvis jeg ikke allerede har skræmt postbudet og de fleste læsere væk, må jeg tilføje, at Lettre International ikke udkommer på engelsk. Ikke fordi den anglosaksiske journalisme anses som dårlig ­ tværtimod, men fordi 'Europa strækker sig fra Atlanten til Ural,' som den tjekkiske udgiver og primus motor for bladet, Antonin J. Liehm, udtrykte det i det først nummer af Lettre.

Liehm mener dermed, at et intelligent kulturtidsskrift kun kan favne dette Europa ved at lade de mindre lande komme til orde, samtidig med at nogle af de bedste engelsksprogede tekster bliver oversat til deres sprog. På den måde vil de mindre lande måske overvinde illusionen om egen selvtilstrækkelighed, og igennem en dialog med Europas mange andre lande genfinde deres egen originalitet.

Pluralismen er blevet en sjælden dyd, for den er alt hvad de store medier ikke længere ønsker at være: Besværlige, grundige, belæste, spørgende, usikre og ikke mindst åbne for mindretal og deres egenart. For at Europa skal kunne værdsætte minoriteter, og dyrke og forstå sin kulturelle mangfoldighed, vil man med Lettre International både lære at se gennem andres øjne, og lære at se sig selv gennem andres øjne. Den, som tør give sig selv mere tid og gå i gang med Lettre, vil blive klogere.

Lettre International udkommer i Frankrig, Tyskland, Schweiz, Østrig, Italien, Spanien, Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Makedonien, Serbien, Kroatien og Rusland. En skandinavisk udgave var planlagt men måtte opgives. Prisen er ca. 240 kroner pr år. webbadresse: www.lettre.de 

Mens vi venter på mørket

Som individ bliver man i dette mediale overkill reduceret til en lille korpige, der ikke kan andet end at være obligatorisk fascineret ­ eller man kan kede sig højlydt.

Af Robin Engelhardt

Et sted på vejen til Stuttgart: 'Zehn Kilometer Stau,' siger de i den tyske radio. Det betyder cirka to timers ventetid i en overophedet bil på en lummer regnvejrsdag et uspecificeret sted på den tyske autobahn.


Er oplevelsen af en total solformørkelse alt det værd? Stress og besvær, og måske bliver det overskyet tvivlen nager grusomt. Millioner af mennesker og maskiner er kørt i stilling for at se sommerens ultimative show, men for rigtig mange bliver det snarere et surt show ­ vejrguderne er lunefulde. Videnskabsfolk står klar i medbragte observatorier på landjorden, i skibe og i fly langs hele 'totalitetszonen', som de kalder det 110 kilometer brede bælte månens skygge trækker fra Atlanterhavet i vest til Den Bengalske Bugt i øst.

Forsikringsselskaber forudsiger en bølge af kriminalitet, når lomme- og indbrudstyve udnytter forvirringen. Politi, sygehuse og forretninger, alle er de i alarmberedskab. Ligesom medierne: Aviser, tv, radio, internet; alle fortæller de om den; rejser hen til den; transmitterer fra den; bruger og genbruger alle superlativer om den, og genudsender den ­ igen og igen.

Som individ bliver man i dette mediale overkill reduceret til en lille korpige, der ikke kan andet end at være obligatorisk fascineret ­ eller man kan kede sig højlydt. I begge tilfælde føles det dog som om magten til ens egen autentiske erfaring af en storslået naturoplevelse er blevet taget ud af hånden på én. En mærkelig følelse.

'12 Kilometer Stau,' siger radioen, og advarer mig samtidig om at de beskyttelsesbriller der ligger i bilen, ikke lever op til standarden, og at de derfor ikke må bruges.

Historisk magt
Solformørkelser har alle dage været anvendt som middel til at opnå magt. Med bistand fra astronomernes ganske præcise almanakker har fortidens krigsherrer og konger nemt kunnet erobre byer og myrde modstandere, som tryllebunden af angst og uvidenhed overfor fænomenet på himlen ikke formåede at slå fjenden tilbage. Forudsigelsen af en solformørkelse har altid været vejen til magt og helliggørelse.

Astronomiske optegnelser over himmellegemernes bevægelser fandtes langt tidligere i menneskets historie end f.eks. skriften. De var vejen til viden og ære. Man ved, at den kinesiske monark allerede for over 4.000 år siden gav sine astronomer en hård medfart for ikke at have forudsagt en solformørkelse præcist nok. Eliten og magthaverne i de store imperier har altid vidst hvad det handlede om, hvornår den næste solformørkelse ville komme, og hvordan den kunne udnyttes optimalt.

Men den menige mand blev holdt uvidende, og det med vilje. For ham var jorden flad og solens stråler et udtryk for Guds og herskerens gode vilje. I nogle tilfælde kunne denne strategi dog vise sig at være fatal: I krigen mod Syrakus kunne athenske feltherrer ikke overbevise deres mænd om at en solformørkelse var et harmløst naturfænomen, og nederlaget fulgte prompte.

Trods alt
En gudfrygtig og uvidende mand var nem at styre. Men i dag er det andre midler som skal bruges. Astronomisk viden er blevet hvermandseje, og selvom alverdens selvudråbte profeter stadig forsøger at fremmane en stemning af omvæltning og verdensundergang, bliver masserne snarere grebet af ligegyldighed ­ hvis ikke reklamen og medierne havde overtaget initiativet.

Men på trods af fortidens magthavere og nutidens medier. der på hver deres måde isbruger den, må en total solformørkelse udøve en fascination langt ud over det sædvanlige, for ellers ville den aldrig have kunnet bruges og misbruges så meget som det har været tilfældet. Man kan spekulere længe over årsagen til det. I radioen spekulerers det for eksempel om den totale solformørkelse har præcis dét tilfælles med menneskers libido (udover det lange forspil og den korte forløsning), at de begge repræsenterer kræfter, som ligger udenfor menneskers indflydelse, og at de i deres evigt genkomne skuespil tryllebinder os i en blanding af vildt begær og uudgrundelig frygt.

'14 Kilometer Stau,' lyder det så fra trafikradioen. Måske er det en bedre idé at bruge landevejen.
There was an error in this gadget