Den evige agurks vandring

Agurkens geografiske udbredelse har ændret sig væsentligt i løbet af sidste mange tusinde år

Cucumis sativus
Af Robin Engelhardt

Agurken er en så almindelig og upåagtet grøntsag, at vores viden om dens geografiske udbredelse og kulturelle betydning altid har været meget begrænset. Information har forsøgt opspore historisk gemt og glemt viden om denne almindelige fødevare.


Det første spørgsmål er agurkens oprindelse. I lang tid troede man, at agurken stammer fra Ostindien for cirka 3-4.000 år siden, men i dag mener man snarere, at agurken kommer fra Sydøstasien. Argumentet for den antagelser er, at nogle forskere fra Hawaiis universitet på et tidspunkt fandt nogle cirka 8.000 år gamle frø under en udgravning i nærheden af grænsen mellem Burma og Thailand. Men det kan meget vel være, at agurken er endnu ældre end det.


TIBERIUS ELSKEDE DEN
I løbet af de følgende årtusinder spredtes agurken først til dyrkningsområder i Kina og Indien, og sandsynligvis derfra til Mellemøsten. I de gamle assyreres urtebøger fortælles der om en plante, hvis navn er blevet oversat med 'dessertagurk', mens en anden oversættes som en 'sprøjtende agurk'. Sandsynligvis var det første en vandmelon. Før det 16. århundrede eksisterede der ikke nogen skarp sproglig adskillelse mellem agurker, græskar, squash, vandmelon og melon, så forvekslinger mellem disse beslægtede arter (der alle tilhører græskarfamilien ­ Cucurbita) var hyppige.

I det gamle Ægypten og Mesopotamien var agurken formodentlig kendt. I oldtidens Grækenland kaldtes agurken for sikyos (hvilket nu er navnet på en helt anden slægt, der nu omfatter 50 arter i Australien, Stillehavet og de varmere dele af Amerika). Romerne omtalte agurken med stor ære og frydefuldhed. For eksempel lovpriste Virgil agurken i værket Georgica, og Plinius noterede sig, at kejser Tiberius fortærede en voldsom mængde af denne vandede grøntsag. Hos Apicius kan man finde opskrifter på, hvordan en cucumis tilberedes. Ifølge en dansk råstofbog forsøgte romerske gartnere at lægge frøerne i vin og honning for at avle søde agurker. Det kan selvfølgelig godt være, at romerne ikke mente agurker, når de skrev cucumis, men i stedet meloner eller squash, og således kan vi i dag ikke være helt sikre på, hvad det var, Apicius tilberedte, og hvad det var, Tiberius spiste i så store mængder.

Romernes ord for græskar var cucurbita. Imidlertid ved man, at det de mente ikke var nutidens græskar (som hedder Cucurbita, der som sagt er en hel familie, hvortil også agurken hører), men det vi nu kalder for en flaskegræskar (Lagenaria). Således er der en del usikkerhed om de historiske henvisninger til de mange slægte og arter, der tilhører græskarfamilien.


CUCUMIS SATIVUS ANGLICUS
Med romernes ekspansion mod nord fulgte også agurken, men det tog alligevel ganske lang tid før den fandt indpas i de forskellige lande ­ sikkert fordi agurken kræver et så varmt klima. I Frankrig dyrkede man agurken fra omkring år 800, og i England fra 1300-tallet af. Tyskland kom som med så meget andet først til senere i 1500-tallet. Der findes et dokument, hvori der tales om agurker i 1500-tallets Würtemberg, hvor den efter alt at dømme blev lanceret som en nyhed.

Amerika fik agurken af Christoffer Columbus i 1494. Pueblo-indianerne blev meget glade for den i løbet af ganske få år, og i 1539 blev den dyrket i Florida af de indfødte indianere dér. Man må sige, at agurkens geografiske udbredelse igennem historien hænger tæt sammen med etableringen af de store handelsveje fra Indien og Kina til Mellemøsten, og derfra til resten af Europa. Så heller ikke på det punkt kan agurken fortælle synderlig nyt eller spændende om menneskers skikke og historie. Den ligger der bare, og venter på at blive spist.

I de milde klimaområder som f.eks. i USA bliver agurken dyrket frit på marken eller i køkkenhaver, men i det nordlige Europa bliver agurken typisk dyrket på tremmeværk i væksthuse, for den er en af de mest varmekrævende grøntsager, vi har (faktisk indtager agurken klassifikatorisk en særstilling mellem en frugt og en grøntsag, men fordi agurken ikke har nogen typisk sur eller sød frugtsmag, klassificerer man den normalt blandt grøntsagerne).

Når man i Danmark siger agurk, mener man salatagurken, som er avlet i drivhuskultur og ved afplukning af hanblomsterne (planten skal nemlig bestøves for at sætte frø, men ikke for at danne frugt). De derved dannede slanke og kerneløse agurker er de bedste salatagurker, og betegnes faktisk som en særlig variant (Cucumis sativus anglicus). Andre sorter for agurker er slangeagurker, som kan være udmærkede salatagurker, asieagurker, hvis tykke, næsten modne bær leverer asier, og drueagurker, som er småfrugtede og rigtbærende sorter, der typisk bruges som lage- og sylteagurker.

SLANKEMIDDEL
Alle kulturer har tilskrevet agurken en appetitvækkende kraft, men det skyldes en ganske indlysende omstændighed: Agurkens næringsværdi er næsten lig nul. Hovedparten (94-97%) er vand. Og på grund af agurkens minimale næringsværdi, kan den faktisk bruges som slankemiddel, hvis den spises koldt.

Forskere har nemlig vist, at den kropsenergi, der skal til for at varme vandindholdet i en kold agurk op til kropstemperatur, langt overstiger agurkens indhold af næringssubstanser. Man taber sig simpelthen ved at spise en agurk fra køleskabet (og forskerne havde ikke engang medregnet den ekstraenergi, der skal til for at tygge igennem den halvhårde grønne skal). Andre forskere har vist, at agurkens frugtkød faktisk er ganske kold af sig selv, og oftest meget koldere end den luft, der omgiver den. Så, at være 'cool as a cucumber' er ikke kun et engelsk ordsprog, det er også sandt.

0 comments:

There was an error in this gadget