Mir er ikke mere

På trods af mange tovtrækkerier er det nu endelig besluttet, at den russiske rumstation Mir skal skrottes.

Nekrolog
Af Robin Engelhardt

Lige til det sidste forsøgte adskillige russiske romantikere og nationalister at overbevise den russiske regering om ikke at skrotte rumstationen Mir. Men forgæves. Ruslands symbol på fordums storhed og magt må nu se sig selv blive forladt og brændt op i atmosfæren til februar eller marts næste år.


Set i forhold til Ruslands økonomiske krise er næsten alle fornuftige mennesker enige om, at man ikke har råd til to rumstationer ­ Mir samt den Internationale Rumstation ISS, hvor der deltager 16 forskellige lande (men hvor amerikanerne vil bestemme).

I rumkapløbet har Sovjetunionen jo altid været førende i forhold til USA, og med Mir kunne russerne ­ på trods af deres lands økonomiske og politiske deroute ­ stadig bryste sig af at føre ordet i denne prestigefyldte sag. Dette er definitivt slut nu. 'Vi kan ikke holde stationen i rummet, fordi vi mangler penge,' sagde talsmanden for det russiske rumagentur, Sergei Gorbunov i sidste uge. Og sandheden er da også, at de 250 millioner dollars det koster at holde Mir oppe om året, hverken findes på noget offentligt budget, eller kan skaffes igennem private investeringer. På et tidspunkt så det ellers ud til, at den britiske forretningsmand Peter Llewellyn ville donere 100 millioner dollars til gengæld for at få en tur med Mir. Men han er for høj.

'Vi kunne måske have presset ham ind, men det ville i givet fald kun være i kaptajnens sæde, og det ville have skadet sikkerheden for hele mandskabet,' sagde Gorbunov.

KAPUTNIK
Det, man vil komme til at huske Mir mest for, er nok de mange problemer og komiske anekdoter i forbindelse med missionerne. Blandt de mere kritiske problemer var en brand, tab af oxygenproduktionen, svigt i kølesystemet, kollision med en Progress-raket, punktering af Spektrs skrog med efterfølgende tab af lufttrykket, tab af stillingskontrol, kraftig reduktion af energiforsyningen og så videre. Den 13. juli 1997, midt under endnu et strømsvigt, viste hjertet på den stressede og uheldig kosmonaut Tsiblijev tegn på uregelmæssigheder, og han måtte derfor afløses af den amerikanske gæsteastronaut Foale.

Blot tre dage efter trak en anden kosmonaut, angiveligt Lazutkin, en ledning ud af den computer, som havde ansvaret for Mirs positionskontrol. Desværre glemte Lazutkin at sætte ledningen tilbage. Fejlen blev ikke opdaget, før besætningen vågnede i mørke dagen efter. På det tidspunkt havde Mirs solpaneler været vendt så længe bort fra solen, at batterierne var blevet for svage til, at gyroerne kunne rette stationen op igen. Ved hjælp af dyserne på det tilkoblede Soyuz-rumskib formåede kosmonauterne i løbet af syv timer at dreje den nu døde Mir tilbage, så solpanelerne igen kunne producere strøm.

Disse 185 dage i rummet i 1997 må nok kaldes historiens mest problemfyldte. De endte den 14. august 1997 med et brag, da bremsemotoren på det tilbagevendende rumskib Sojuz TM-25 ikke ville tænde. Tilbage på jorden ventede afhøringer og sure miner fra rumagenturets kontrolkommissioner. Tsiblijev måtte se sig selv blive trukket i løn for sin uheldige indsats.

PR-MÆSSIG FADÆSE
Den mest kendte anekdote er nok historien om de fyldte toiletposer. Da et forsyningsskib udeblev i flere måneder måtte urin og lort kredse frit omkring i skibet ­ sammen med det beskidte undertøj. Amerikanerne brugte denne pr-mæssige fadæse til det yderste, og vittighederne om Mir ( Kaputnik , Deepshit Nine , etc.) florerede overalt.

Også historien om Sergei Krikalev er velkendt. Da han drog afsted til Mir i maj 1991, regnede han med at være tilbage efter fem måneder. Men i mellemtiden var Rusland gået konkurs, rumcentret Baikonkur var flyttet til Kazakhstan og var uden bemanding. Omsider fik man taget sig sammen til at bringe ham hjem i marts 1992.

Men én ting kan man ikke komme uden om, og det er, at det russiske rumprogram har kostet langt færre menneskeliv end det amerikanske. Og hvad kosmonauterne på Mir har lært af deres lange og problematiske ophold i rummet, er uvurderlig viden for alle fremtidige rumstationer.

Mirs besætninger, det kan man være sikker på, var ægte mandfolk.

FARLIG NEDKOMST
Til august skal de tre sidste kosmonauter, der er på Mir, nu vende hjem. Planen er så, at Mir langsomt skal kredse nedad for at komme tættere på kloden, indtil den februar eller marts næste år vil ramme atmosfæren. De rester af den 13 år gamle og 130 tons tunge rumstation, som ikke når at brænde op, håber man lander i havet. Enkelte eksperter mener dog, at det er for farligt at lade stationen ubemandet i så lang tid. Men en anden talsmand for det russiske rumagentur mener at have tingene under kontrol: 'Selv hvis ... noget går galt, vil vi have tid nok til at sende et hold op for at reparere problemet,' sagde Vyacheslav Mikhailichenko til Associated Press.

Erfaringerne viser nemlig, at det kan være både vanskeligt og farligt at lade rumfartøjer brænde op i atmosfæren. For eksempel kredsede amerikanernes rumstation Skylab ubemandet rundt om jorden i hele fem år, indtil den faldt ned i 1979 og dræbte en ko i Australien. Og dele af den 40 tons tunge rumstation Salyut-7 faldt i 1991 ned i et tyndt befolket område af Andesbjergene på grænsen mellem Argentina og Chile. Heldigvis uden at volde nogen skade.

0 comments:

There was an error in this gadget