Spionen der kom til Santa Fe

Der kommer stadig nye afsløringer om sovjetisk spionage ved Manhattan-projektet under bygningen af atombomben

Spionage
Af Robin Engelhardt

Det første man bemærker, når man flyver hen over de okkerrøde bjerglandskaber i de sydlige Rocky Mountains, er den rolige og besindige stemning, som slet ikke synes at passe til det USA, man kender fra medierne. De kæmpemæssige og rødglødende granitklumper, der i den opadgående sol tavst bevæger sig under én, står i stærk kontrast til det lille og støjende propelfly, der kun et par timer tidligere lettede fra den travle lufthavn i Denver.

Da flyet lander for foden af Sangre de Christo bjergene, tæt ved Rio Grande, er man i en lille og søvnig by ved navn Santa Fe i det nordlige New Mexico. Byen er i dag et paradis for det rige amerikanske borgerskab ­ beboet af high society, kultur, kunst- og narkobaroner, der vil nyde resten af deres dage i behagelige omgivelser. Santa Fe er da også et sted, hvor vejret altid er godt. Byen ligger oppe i bjergenes tynde luft, 3.000 meter over havets overflade, og i læ for alt uvejr der måtte komme fra øst eller vest. Står man om dagen oppe i bjergene, kan byen slet ikke ses. De lave huse er bygget af brændte og soltørrede mursten (det, amerikanerne kalder adobe), som flyder perfekt sammen med det gul- og rødbrune terrakota-jord, som landskabet består af.

I byens centrum ligger Santa Fe Plaza : Byens hjerte, med banker og forretninger, hvor gamle tewa-indianere stadig den dag i dag sidder op ad husmurerne for at sælge deres håndlavede smykker til turisterne.

LOS ALAMOS
Men under overfladen af dette livlige handelsliv, blev der også lavet en anden handel ­ en handel, der skulle ændre historien. For på trods af stedets vejrlige ro, var det præcis her, at den politiske spænding mellem øst og vest under den anden verdenskrig var på sit højeste.

Årsagen var grundlæggelsen af Los Alamos, en forskerby, som ikke ligger langt fra Santa Fe ­ på den anden side af Rio Grande, og endnu højere oppe i bjergene, gemt langt væk fra mennesker og radarer. Før krigen havde Los Alamos ikke været andet end en lille gammeldags drengeskole, men i 1943 blev byen grundlagt som hjemsted for Manhattan-projektet: Et tophemmeligt våbenprogram, med det ene formål at bygge atombomben så hurtigt som muligt. Man var bange for, at tyskerne allerede var i gang med et lignende projekt, men det viste sig hurtigt, at de sparsomme forsøg, tyskerne havde lavet, ikke var nogen trussel alligevel.

Ifølge nye afsløringer fra en russisk spionchef fra Stalin-tiden, lå der iblandt de travle butikker også en drugstore, hvis gæsteværelser fungerede som safe rooms (en engelsk betegnelse for efterretningstjenesternes hemmelige tilholdsteder, der bruges til at sluse spioner ind og ud, uden at nogen lægger mærke til det). Her, i disse rum, midt på Santa Fe Plaza, mødtes for over halvtreds år siden højtstående videnskabsmænd fra Los Alamos med sovjetiske efterretningsagenter, for at sladre om atombombens hemmeligheder. Disse gæsteværelser eksisterer dog ikke mere i dag.

En strøm af nye bøger peger på, at der dengang var meget mere spionage end man måske havde troet. Nye dæknavne er blevet afsløret, og åbningen af gamle arkiver, både i Rusland og i USA, får historikere påny til at pege på mistænkelige fysikere ­ enten nogle, som er døde for længst, eller nogle, som i enkelte tilfælde, stadig er i live.

DÆKNAVN VENONA
'Der er ingen tvivl,' sagde den tidligere Moskva-medarbejder for Time magazine, Jerrold L. Schecter, som har skrevet bogen Special Task, og nu arbejder på en ny bog om affæren. Han kan påvise, at disse safe rooms vitterlig har eksisteret ­ præcis som det står beskrevet i de sovjetiske efterretningsrapporter.

Men ifølge en artikel i The New York Times er de største afsløringer kommet fra den amerikanske regering selv. I løbet af de sidste par år har staten frigivet mere end 3.000 kommunikéer mellem Moskva og deres spioner, som amerikanske krypteringseksperter omkring 1950 havde fået fingrene i. Disse samtaler, som gik under kodenavnet Venona, førte for nylig til afsløringen af Theodore Hall (dæknavn Mlad), en tidligere fysiker fra Los Alamos. Men de fleste dæknavne er endnu ikke identificerede. Man har blot mere eller mindre begrundede mistanker om, hvem der kunne stå bag.

'Vi ved, at de er spioner,' siger Robert Louis Benson fra National Security Agency (NSA), der er ekspert i Venona-operationen. Mange af kommunikéerne indeholder nemlig hemmeligheder fra selve atom-programmet, og det var kun højtstående fysikere, som havde adgang til dem. Historikere havde for eksempel længe vidst, at fysikeren Klaus Fuchs var en spion, ligesom maskiningeniøren David Greenglass var det.

Men åbningen af arkiver i Moskva efter murens fald har afsløret, at russerne vidste særdeles godt besked. Nogle historikere mener endda nu, at Stalin vidste mere om bomben end Truman, da de to mødtes i 1945, hvor Truman fortalte Stalin om det nye og usædvanligt kraftige våben, USA havde udviklet. At russerne ikke havde bygget bomben endnu skyldtes blot teknisk og logistisk langsommelighed. 

Et yderligere bevis for Sovjetrepublikkens succesrige spionage var, at deres første prøvesprængning ­ da den så endelig kom i september 1949 ­ var en mere eller mindre nøjagtig kopi af amerikanernes første atombombe Jumbo, der havde en plutoniumkerne ikke større end en tennisbold, og som blev testet ved Treenigheden i Alamogordoørkenen den 16. juni 1945. Den oplysning kom i 1992 fra blandt andre Yuri Khariton, videnskabelig leder af datidens sovjetiske atomvåbenprogram.

DÆKNAVN QUANTUM
I den allerede nævnte bog Special Task, som Schecter skrev sammen med eks-spionchefen fra Stalin-tiden, Pavel Sudoplatov i 1994, nævnes også Robert Oppenheimer og Niels Bohr som værende behjælpelige med informationer til russerne. Mange historikere har latterliggjort disse beskyldninger, men nogle af beskrivelserne i bogen, blandt andet dem om disse safe rooms på Santa Fe Plaza, viser sig nu alligevel at være rigtige. Nye afsløringer om, hvem der besøgte rummene i Santa Fe, vil sikkert fortsat strømme frem, efterhånden som historikerne graver sig ned i de frigivne dokumenter.

Ifølge forfatterne af den nyudgivne bog Venona ­ Decoding Soviet Espionage in America, mangler man for eksempel stadig at afsløre dæknavne som Erie, Huron, Pers, Quantum og Volok.

Quantum skulle ifølge de decifrerede beskeder allerede have lækket hemmeligheder siden 1943, såsom dokumentation og beskrivelse af bomben. Blandt hans afsløringer var den diffusionsproces, hvormed man kunne separere uran 238 fra uran 235. Han forlangte også penge for sine tjenester ­ i modsætning til den mere idealistisk indstillede Theodore Hall (da Hall blev afsløret i 1997, fortalte han forfatterne til bogen Bombshell, at han dengang anså amerikanernes monopol på atomvåben som farligt. 'Set tilbage på mine 71 leveår tror jeg stadig, at mine ubesindige handlinger i min ungdom alt i alt havde fat i den rigtige ende.')

DÆKNAVN PERSEUS
Den største furrore gjorde dog den for nyligt offentliggjorte bog Every Man Should Try: Adventures of a Public Interest Activist, som er skrevet af præsidenten for aktivistgruppen for våbenkontrol The Federation of American Scientist , Jeremy J. Stone. I ét af kapitlerne refererer Stone til en serie møder med 'Dr. X', en student af Oppenheimer og blandt andet ansvarlig for transporten af plutoniumkernen til Treenigheden. I et interview i The New York Times indrømmer Stone, at Dr. X i virkeligheden er den nu 83-årige Philip Morrison fra MIT, og en af USA's kendteste astrofysikere, boganmelder for Scientific American og alment kendt fra fjernsynet.

Stone drog sine konklusioner fra en transkription af et russisk hverveinterview med spionen Perseus, hvor han syntes at kunne høre præcis de samme udtryk og fraser, som hans god gamle ven Philip Morrison plejede at bruge. Ifølge transkriptionerne sagde Perseus, at de amerikanske fysikere havde 'snydt' deres militære ledere til at være bange for, at nazisterne ville få bomben først. Morrison havde nemlig under krigen hjulpet general Leslie R. Groves med at evaluere den tyske efterretningstjeneste, og ifølge Stone må Morrison allerede i 1943 have vidst, at tyskerne ikke kom nogen vegne med deres bestræbelser. Stones samtaler med Morrison efter 1994 blev efterhånden mere og mere anspændte. De handlede ofte om den stigende efterforskning i datidens spionage, og om mulig immunitet for at vidne mod andre spioner. Da Stone i et brev spurgte Morrison direkte om hans rolle i spionagen, nægtede Morrison i stærke vendinger, og standsede al videre dialog.

Beskyldningerne er ifølge Morrison 'oprørende uretfærdige og forkerte' og udtryk for en McCarthyisme, der 'mangler enhver form for objektiv begrundelse.' Også kolleger til Stone tager afstand fra beskyldningerne. 'Det er en ondsindet udbredelse af rygter, der leder efter en forbrydelse, en forbryder og nogle beviser,' siger Priscilla McMillan fra Harvard Universitetet og sekretær for Federation of American Scientists.

RO OVER SANTA FE
Angsten for at amerikanerne skulle få monopol på atombomben var måske den største grund til, at så mange forskere videregav informationer til Sovjet, og det var også begyndelsen på ­ og grunden til, at næsten alle store lande i verden har deres egne atombomber i dag. Nu er muren faldet, og Santa Fe synes også at være faldet til ro. Der er stadig mange fysikere tilstede, men de arbejder primært med udforskningen af kaos og komplekse systemer, hvilket er et rimeligt harmløst arbejde i forhold til atombomber.

I Los Alamos er der dog fortsat en del atomfysikere. Lokale indbyggere siger, at man stadig den dag i dag kan høre enkelte sprængninger dybt nede fra Jemez-bjergenes forstenede og porøse vulkanaske. Men når man på vej hjem flyver hen over disse gamle bjergegne, der i flere århundreder har afgrænset tewa-indianernes rige mellem de fire store bjergtindinger ­ Sandia Crest i syd, Chicoma Peak i vest, Truchas Peak i øst og Canjilon Peak langt oppe i nord ­ er det som om stilheden igen er kommet tilbage.

Men det kan jo godt være, at der under den smukke overflade lurer nye kriser og nye teknologiske kapløb. Avisen på flysædet skriver, at man for nyligt har afsløret nogle kinesiske spioner.



NÆVNTE BØGER:
Special Task, af Jerrold og Leona Schecter og Pavel Sudoplatov, Little Brown, 1994
Venona ­ Decoding Soviet Espionage in America, af John Earl Haynes og Harvey Klehr, Yale University Press, 1999
Bombshell, af Joseph Albright og Marcia Kunstel, Random House, 1997
Haunted Wood, af Allen Weinstein og Alexander Vassiliev, Random House, 1999
Every Man Should Try: Adventures of a Public Interest Activist, Jeremy J. Stone, Public Affairs, 1999

Mir er ikke mere

På trods af mange tovtrækkerier er det nu endelig besluttet, at den russiske rumstation Mir skal skrottes.

Nekrolog
Af Robin Engelhardt

Lige til det sidste forsøgte adskillige russiske romantikere og nationalister at overbevise den russiske regering om ikke at skrotte rumstationen Mir. Men forgæves. Ruslands symbol på fordums storhed og magt må nu se sig selv blive forladt og brændt op i atmosfæren til februar eller marts næste år.


Set i forhold til Ruslands økonomiske krise er næsten alle fornuftige mennesker enige om, at man ikke har råd til to rumstationer ­ Mir samt den Internationale Rumstation ISS, hvor der deltager 16 forskellige lande (men hvor amerikanerne vil bestemme).

I rumkapløbet har Sovjetunionen jo altid været førende i forhold til USA, og med Mir kunne russerne ­ på trods af deres lands økonomiske og politiske deroute ­ stadig bryste sig af at føre ordet i denne prestigefyldte sag. Dette er definitivt slut nu. 'Vi kan ikke holde stationen i rummet, fordi vi mangler penge,' sagde talsmanden for det russiske rumagentur, Sergei Gorbunov i sidste uge. Og sandheden er da også, at de 250 millioner dollars det koster at holde Mir oppe om året, hverken findes på noget offentligt budget, eller kan skaffes igennem private investeringer. På et tidspunkt så det ellers ud til, at den britiske forretningsmand Peter Llewellyn ville donere 100 millioner dollars til gengæld for at få en tur med Mir. Men han er for høj.

'Vi kunne måske have presset ham ind, men det ville i givet fald kun være i kaptajnens sæde, og det ville have skadet sikkerheden for hele mandskabet,' sagde Gorbunov.

KAPUTNIK
Det, man vil komme til at huske Mir mest for, er nok de mange problemer og komiske anekdoter i forbindelse med missionerne. Blandt de mere kritiske problemer var en brand, tab af oxygenproduktionen, svigt i kølesystemet, kollision med en Progress-raket, punktering af Spektrs skrog med efterfølgende tab af lufttrykket, tab af stillingskontrol, kraftig reduktion af energiforsyningen og så videre. Den 13. juli 1997, midt under endnu et strømsvigt, viste hjertet på den stressede og uheldig kosmonaut Tsiblijev tegn på uregelmæssigheder, og han måtte derfor afløses af den amerikanske gæsteastronaut Foale.

Blot tre dage efter trak en anden kosmonaut, angiveligt Lazutkin, en ledning ud af den computer, som havde ansvaret for Mirs positionskontrol. Desværre glemte Lazutkin at sætte ledningen tilbage. Fejlen blev ikke opdaget, før besætningen vågnede i mørke dagen efter. På det tidspunkt havde Mirs solpaneler været vendt så længe bort fra solen, at batterierne var blevet for svage til, at gyroerne kunne rette stationen op igen. Ved hjælp af dyserne på det tilkoblede Soyuz-rumskib formåede kosmonauterne i løbet af syv timer at dreje den nu døde Mir tilbage, så solpanelerne igen kunne producere strøm.

Disse 185 dage i rummet i 1997 må nok kaldes historiens mest problemfyldte. De endte den 14. august 1997 med et brag, da bremsemotoren på det tilbagevendende rumskib Sojuz TM-25 ikke ville tænde. Tilbage på jorden ventede afhøringer og sure miner fra rumagenturets kontrolkommissioner. Tsiblijev måtte se sig selv blive trukket i løn for sin uheldige indsats.

PR-MÆSSIG FADÆSE
Den mest kendte anekdote er nok historien om de fyldte toiletposer. Da et forsyningsskib udeblev i flere måneder måtte urin og lort kredse frit omkring i skibet ­ sammen med det beskidte undertøj. Amerikanerne brugte denne pr-mæssige fadæse til det yderste, og vittighederne om Mir ( Kaputnik , Deepshit Nine , etc.) florerede overalt.

Også historien om Sergei Krikalev er velkendt. Da han drog afsted til Mir i maj 1991, regnede han med at være tilbage efter fem måneder. Men i mellemtiden var Rusland gået konkurs, rumcentret Baikonkur var flyttet til Kazakhstan og var uden bemanding. Omsider fik man taget sig sammen til at bringe ham hjem i marts 1992.

Men én ting kan man ikke komme uden om, og det er, at det russiske rumprogram har kostet langt færre menneskeliv end det amerikanske. Og hvad kosmonauterne på Mir har lært af deres lange og problematiske ophold i rummet, er uvurderlig viden for alle fremtidige rumstationer.

Mirs besætninger, det kan man være sikker på, var ægte mandfolk.

FARLIG NEDKOMST
Til august skal de tre sidste kosmonauter, der er på Mir, nu vende hjem. Planen er så, at Mir langsomt skal kredse nedad for at komme tættere på kloden, indtil den februar eller marts næste år vil ramme atmosfæren. De rester af den 13 år gamle og 130 tons tunge rumstation, som ikke når at brænde op, håber man lander i havet. Enkelte eksperter mener dog, at det er for farligt at lade stationen ubemandet i så lang tid. Men en anden talsmand for det russiske rumagentur mener at have tingene under kontrol: 'Selv hvis ... noget går galt, vil vi have tid nok til at sende et hold op for at reparere problemet,' sagde Vyacheslav Mikhailichenko til Associated Press.

Erfaringerne viser nemlig, at det kan være både vanskeligt og farligt at lade rumfartøjer brænde op i atmosfæren. For eksempel kredsede amerikanernes rumstation Skylab ubemandet rundt om jorden i hele fem år, indtil den faldt ned i 1979 og dræbte en ko i Australien. Og dele af den 40 tons tunge rumstation Salyut-7 faldt i 1991 ned i et tyndt befolket område af Andesbjergene på grænsen mellem Argentina og Chile. Heldigvis uden at volde nogen skade.
There was an error in this gadget