'Så smukt et eksperiment!'

Afsløringen af de gamle spioner under Manhattanprojektet har fået nærværende videnskabsmand til at filosofere over atombombens magi

Refleksion
Af Robin Engelhardt

Da den italienske fysiker Enrico Fermi ved konstruktionen af den første atombombe under Manhattanprojektet blev konfronteret med muligheden for, at atombomben ikke kun ville eksplodere med en enorm kraft, men at den måske ville antænde hele atmosfæren og dermed udslette menneskeheden, overvejede Fermi sagen et kort øjeblik og svarede: 'Ja, der er en fare... men det er så smukt et eksperiment!' Måske er dette svar det mest sigende citat, som er overleveret til os, fra dengang naturvidenskaben mistede sin uskyld.

Siden har videnskaben mistet sin uskyld mange gange, men det kan trods alt være interessant, igen at spørge sig selv, hvad det egentlig var, der var så smukt ved dette 'eksperiment over alle eksperimenter.' Et svar kunne være, at eksperimentet var smukt, fordi det var den logiske konsekvens af oplysningstraditionens tro på en bedre fremtid. Dette lyder måske tåbeligt, fordi det synes omvendt, nemlig at atombomben med sin destruktionskraft tværtimod truede med at ødelægge alt det, vi har opbygget. Men oplysningens dialektik skal man ikke sådan spøge med.

PUNKT NUL
'Dagen, hvor solen stod op to gange' var den 16. juli 1945. Den første sol, som billederne her viser, stod op klokken 5:29:45 lokal tid. Den næste kom cirka en halv time senere. Stedet er Trinity site ­ dér hvor den første atomprøvesprængning blev foretaget. Det ligger i White Sands, et upåagtet ørkenområde ved navn Alamogordoørkenen i midten af staten New Mexico.
 
For at forstå, hvad der var smukt ved denne begivenhed, må man for det første huske på, at hele begivenheden blev ledsaget af en stille begejstring af forskerne. Det var bestemt ikke udelukkende på grund af et patriotisk sind og tyskerangst, at verdens førende forskere ­ mange af dem selv tyskere ­ samledes om konstruktionen af dette universets største terrorinstrument. Det var i højere grad bombens sublime fascinationskraft og dens djævelske pragt der drev interessen.

SANDHEDEN ER SMUK
Atombomben blev af alle anset som et udtryk for menneskehedens største rationelle triumf. Da en forsker altid vil tjene den objektive sandhed, og da sandheden er det højest opnåelige, er sandheden også smuk. I Fermi s bemærkning konvergerer alle principper, som videnskaben legitimerer sit virke med ­ Sandhed, Objektivitet og Det Smukke ­ begreber, som altid menes at være uafhængige af deres praktiske konsekvenser. Det er landet hinsides godt og ondt, hvor fascinationen af en eksplosion, der er lysere end tusinde sole, og kraftigere end guderne selv, overgår alle menneskelige skrupler. Og hvorfor skrupler? Der har altid ligget et enormt kreativt potentiale i enhver destruktiv handling. Tankens befrielse, nye muligheder og bedre teknik for eksempel.

Atombomben er oplysningens mest skruppelløse forkæmper. Den lader alle verdens mennesker forstå, at den har magten til at belære os om virkeligheden. Den kan vente længe, og den er placeret strategisk korrekt til at ramme os alle ­ mange gange ­ hvis vi nu skulle glemme budskabet.

BOMBE-MEDITATION
Udover at atombomben rammer det punkt, hvor oplysningen æder sig selv, vender den også om på vores syn på religionen.

Hvor videnskaben tidligere var offentligt ilde set, er det nu religionen; hvor religionen tidligere var lov, er det nu kun de atomare love der gælder. Men forskellen er måske den samme: Det er for eksempel ikke uden grund, at selveste 'punkt nul' har fået tilnavnet 'Trinity', dvs. Treenigheden, af Manhattanprojektets øverste leder Robert Oppenheimer. Oppenheimer var stærkt fascineret af østens religioner, og han valgte navnet til ære for den hellige treenighed i hinduismen med Brahma (Skaberen), Vishnu (Beskytteren) og Shiva (Udsletteren), men han valgte det også for at referere til atomernes tredelte opbygning. Man må sige, at der ligger en subtil (og sejrsikker) ironi i at lade Treenigheden repræsentere den atomare sammensmeltning af alle naturens stærkeste kræfter i ét stort og blændende øjeblik.

Da bomben så endelig sprang, skulle Oppenheimer efter sigende have udråbt: 'Jeg er døden, der røver alt/den, der ryster verdener,' hvilket er et emfatisk citat fra Bhagavad gitaen, hinduernes hellige skrift. Det ironiske ligger her ikke så meget i, at han citerer Bhagavad gitaen forkert (fordi det snarere er tiden og ikke døden, Krishna identificerer sig med), men i den lethed, hvormed han legitimerer rationel destruktionskraft med det videnskabelige fremskridt (Historien bliver selvfølgelig ikke mindre ironisk af, at Bhagavad gitaens protagonist Arjuna bliver belært af Vishnu-inkarnationen Krishna med slige citater for at overvinde de moralske skrupler han har ved at skulle dræbe sine egne familiemedlemmer og nærmeste venner i en altødelæggende krig).

Oppenheimer må have set atombomben som det realiserede nirvana; som det ultimativt intet, der vil skabe en betingelsesløs fred ­ på godt, eller på ondt.

KRÆMMERSJÆLEN
Men hvad fortæller atombomben så om os som videnskabsmænd? Ja, ville man måle menneskehedens storhed på det, alle verdens civilisationer mest af alt ønsker sig at eje, så burde man lovprise atombomben, som man lovpriser en gud, for det er jo den alle vil have. Atombomben er alle landes importvare nummer ét, langt vigtigere end frihed, velfærd eller demokrati. Den symboliserer begyndelsen på en ny mere lovende men også mere frygtindgydende æra.

I vores bevidsthed har naturvidenskaben fået herredømmet over, hvordan vi skal betragte verdenen. Og metoden til at opnå dette herredømme er baseret på et kendskab til tingenes materielle beskaffenhed; på at påvise et entydigt forhold mellem tingenes årsag og deres virkning og i det hele taget på dyder, der ligger handelsfolk og jægere nærmere end nogen andres: Præcision, fortagsomhed, destruktionstrang, smålighed, prutten om den mindste fordel og en generel mangel på moral.
 
Set på den måde, er en fysikers krav på energibevarelse måske ikke andet end købmandens ønske om balance i regnskabet, og en kernesprængning med dens enorme energifrigørelse er ensbetydende med god profit. Således gik det til, at vi videnskabsmænd i 1945 steg ned fra elfenbenstårnet for at åbenbare vores kræmmersjæl.

0 comments:

There was an error in this gadget