Da neandertaleren kyssede mor

Et nyt fund tyder på, at neandertalerne ikke kun levede samtidigt med os, men faktisk også er en del af vores forfædre


Af Robin Engelhardt

'Videnskabelige debatter, der baserer sig på manglende fakta, er nogle af de mest afslørende i videnskabshistorien,' har palæontologen Stephen Jay Gould sagt engang. For når der ikke kan findes faktuelle vidnesbyrd, som begrænser argumenternes rækkevidde, vil kulturelle og individuelle fordomme hurtigt stå nøgne frem.

Debatten om neandertal-mennesket og dets relation til os moderne mennesker tilhører i høj grad denne kategori af studier, der frem for at forholde sig til data, mere handler om personlige kontroverser, stereotyper og populære fordomme.

Men en splinterny opdagelse er måske i stand til at bringe frisk lys over stridighederne. Palæontologer har gravet en lille dreng op, som i skikkelse har vist sig at være delvis neandertaler og delvis et anatomisk moderne menneske som vi er det (også kaldt Cro-Magnon eller Homo sapiens sapiens).

FORHISTORIE
Historien om de første fund af neandertal-mennesker går helt tilbage til forrige århundrede. Tre år før offentliggørelsen af Darwins revolutionerende bog om Arternes Oprindelse i 1859, fandt tyske minearbejdere en gammel hule i den såkaldte Neander-dal ('Neandertal') ­ en meget gammel og smuk dal, som ligger tæt ved byen Düsseldorf, præcis dér, hvor floden Düssel munder ud i Rhinen. I hulen fandt arbejderne et kranium, der ikke lignede noget, man havde set før. Det var rimelig aflangt med et relativt lille kæbeparti, en stærkt vigende pande, men stort kranievolumen og en tyk forhøjning tværs hen over øjenhulerne. Ved siden af kraniet fandt man nogle forstenede knoglerester, som antydede, at der var tale om et særdeles robust væsen.

Arbejderne troede først, at det var en bjørn, men efter at anatomiprofessoren Hermann Schaaffhausen fra Universitetet i Bonn havde undersøgt resterne, blev fossilet anerkendt som det første bevis på en nu uddød art eller underart af slægten Homo.

De fleste palæontologer tror, at neandertalmennesket har udviklet sig i Europa som en efterkommer af enten homo heidelbergensis eller arkaisk homo sapiens, der begge igen er efterkommere af arten homo erectus. Derfor har der været en vis tvivl om, hvorvidt neandertalerne skulle klassificeres som en selvstændig art (homo neandertalensis), eller som en underart af sapiens, dvs. homo sapiens neandertalensis (hulen, skelettet blev fundet i, hedder egentlig Feldhofer, men skelettet er blevet opkaldt efter dalen Neander, som på græsk betyder ny mand ).

MYTERNE
En af de moderne myter om neandertalerne siger, at de blev udryddet og brutalt nedslagtet af deres eget broderfolk ­ os. Efter at vi havde levet fredeligt sammen i omkring 50.000 år, begik vi et brodermord af bibelske dimensioner. Eneste faktum til grund for denne antagelse er, at de stakkels neandertalere jo ikke eksisterer længere.

En anden, og lidt ældre myte, som i mange år havde spredt sig som en vandrehistorie igennem populærvidenskaben, var ideen om, at neandertalerne var kannibaler. Årsagen var et fund i 1939 i Guattari-grotten på bjerget Monte Cicero i Italien. En arbejder fandt ved et tilfælde et kranie midt imellem et hav af andre knoglerester i en buldrende mørk hule. Da palæontologen Alberto Blanc kom for at undersøge fundet, var kraniet selvfølgelig blevet lagt et andet sted og i en anderledes stilling end tidligere. Blanc fandt et stort hul i midten af kraniet, der var omringet af en 'krans af sten'.

I bogen The Neandertals: Changing the Image of Mankind fortæller Erik Trinkaus og Peter Shipman historien: 'Ved at ignorere det faktum, at jorden var dækket af sten og knogler, og at der ikke var nogen sikkerhed om den rette placering af skallen, konkluderede Blanc, at Guattari-kraniet repræsenterede resterne af et kannibalistisk festmåltid. Personen blev dræbt af et slag fra højre; hovedet fjernet fra kroppen, og skallen var blevet brudt op for at suge hjernen ud...' I dag ved man, at Guattarigrotten faktisk var et tilholdssted for hyæner, og at skallen blot var en af de mange dyreknogler, der lå strøget ud over det hele.

I årene 1953-57 fandt arkæologen Ralph Solecki fra Columbia University resterne af ni voksne og unge neandertalere i Shanidar-hulen i det nordlige Irak. En af de voksne havde sandsynligvis lidt af en sygdom siden sin fødsel, og da Solecki pointerede, at denne syge neandertaler aldrig havde kunnet overleve så længe uden omsorg og pleje, blev neandertalerne pludselig anset for dybtfølende humane individer ­ muligvis med åndelige og spirituelle evner.

Da man ydermere fandt fossilerede blomsterpollen, hvilket kunne betyde, at de var blevet begravet, blev de gamle fordomme om smudsige abe-mennesker hurtigt afløst af tanken om, at neandertalerne faktisk var vores bedre halvdel. Shanidar skrev senere en populærvidenskabelig bog, som han gav undertitlen The First Flower People.

KRYDSNINGER
Men nu ser det altså ud til, at man har fundet det første bevis for, at homo (sapiens) sapiens og homo (sapiens) neandertalensis, har levet sammen og født børn sammen.
 
Drengens skelet blev fundet sidste december af portugisiske arkæologer i dalen Lapedo nær byen Leiria, cirka 130 kilometer nord for Lissabon. Chefen for udgravningerne, Joan Zilhao fra Arkeologisk Institut i Lissabon, indså straks betydningen af fundet, og tilkaldte Erik Trinkaus, der er en ledende autoritet i udforskningen af neandertalere.
 
Den omtrent fireårige dreng udmærker sig ved typisk moderne træk i hovedet, som for eksempel et veludbygget kæbeparti og en pande uden de karakteristisk fremspringende øjenbryn. Men resten af kroppen ­ de små ben og den lavstammede krop ­ svarer mere til neandertalernes form. Ifølge Trinkaus er fundet 'det første endegyldige bevis for, at der eksisterede blandinger af neandertalere og de tidlige europæiske moderne mennesker.'

Skelettets alder blev ved hjælp af den almindelige kulstof-14-analyse fundet til at være cirka 4.000 år yngre end det tidspunkt, hvor de sidste neandertalere uddøde. Det betyder, at barnet ikke er et resultat af en enkel og sjælden 'forbudt kærlighed', som Trinkaus udtrykte sig, men en efterkommer af en lang generationsrække af hybrider af neandertalmennesker og Cro-Magnon mennesker.

Ifølge en artikel i The New York Times reagerede andre specialister rundt omkring i verden meget positivt på opdagelsen. Fred H. Smith fra Northern Illinois University i De Kalb, USA, kaldte det 'meget overbevisende og absolut rigtigt.' Smith havde selv fundet knoglerester andre steder i det central Europa, der kunne tyde på, at krydsninger mellem de to grupper havde fundet sted. Så selv om de fleste eksperter accepterer muligheden for, at neandertaleren er blot en geografisk variant af vores egne forfædre homo sapiens sapiens, og derfor sagtens kunne være hinandens mager, er der trods alt stadig mange, som mener, at det umuligt kan passe.

Til grund for den problematik ligger nemlig den mere generelle diskussion omkring vores geografiske oprindelse. Her er der to videnskabelige lejre med hver deres navne, øgenavne of opfattelser.
 
Den ene lejr forsvarer hypotesen om regional kontinuitet (eller candelabra modellen eller multiregional evolution), hvilket betyder, at evolutionen af det moderne menneske er et resultat af regionale udviklinger, sådan at vi er efterkommere af blandt andre neandertalerne, der jo kun levede i Europa. Trinkaus og Shipman foretrækker tydeligvis hypotesen om regional kontinuitet, når de skriver, at 'fossilerne viser, at de tidligste moderne mennesker udviklede sig ud fra neandertalerne (eller ud af andre arkaiske folk ligesom dem) snart efter at neandertalerne selv opstod for cirka 100.000 år siden.'

Den anden lejr tror på udskiftningshypotesen (også kaldet Out of Africa eller Noah s Ark). Ifølge denne teori invaderede homo sapiens resten af kontinenterne ved at udvandre fra Afrika. På den måde overtog vi neandertalernes og de andre arters leverum. Udskiftningshypotesen arbejder altså implicit med den antagelse, at neandertalerne blev dræbt af invaderende homo sapiens i et første (men ikke sidste) eksempel på folkedrab.

VORES FORFÆDRE
Det nye fund af drengen i Lapedo tyder derfor på, at udskiftningsteorien er forkert, og at kontinuumsteorien er rigtig.

Palæontologen Milford Wolpoff, fra Michigan Universitet i Ann Arbor, USA, er da også hurtigt ud med riven: 'Dette fund burde være ødelæggende for Out-of-Africa-folket. Det viser, at deres teori ikke virker, i hvert fald ikke i Europa. Og det viser, at neandertalerne fundamentalt set er den samme art som vi er, og at de bidrog med deres gener til alle europæernes herkomst.'

Man må dog være forsigtig, idet et enkelt fund ikke plejer at være nok til at be- eller afkræfte en hypotese. DNA-undersøgelserne er heller ikke færdige endnu. Men når Trinkaus og Zilhaos artikel udkommer i det næste nummer af Proceedings of the National Academy of Sciences, vil alle eksperter kunne granske materialet og selv danne sig et billede.



VIDERE LÆSNING:
Trinkaus, E. & Shipman, P.: The Neandertals: Changing the Image of Mankind, N.Y., 1993
Stringer, C. & Gamble, C.: In Search of the Neanderthals: Solving the Puzzle of Human Origins. London, 1993
Tattersall, Ian: The Last Neanderthal: The Rise, Succes, and Mysterious Extinction of Our Closest Human Relatives. N.Y., 1995

0 comments:

There was an error in this gadget