Nærkontakt af nulte grad

Mange tror at kommunikation med fremmede rumvæsner er en reel mulighed, men enkelte kritikere og filosoffer mener, at det blot er et udtryk for almen menneskelig ønsketænkning


Af Robin Engelhardt

For første gang har et privat firma nu tilbudt mennesker at sende private beskeder ud til fremmede væsner i rummet. For 15 dollar kan man få vedhæftet sine egne håbefulde spørgsmål og kosmiske bekymringer til de fremmede og sikkert super intelligente aliens fra fjerne solsystemer.


Nyheden stod at læse i mange aviser sidste mandag, hvor man citerede talsmanden fra projektet Encounter 2001, Christopher Panceri, som udtalte sig med stor begejstring om begivenheden. Men ingen i medieverdenen ser sådan rigtig ud til at have tænkt nærmere over sagen, fordi den både teoretisk og praktisk må betragtes som en særdeles tvivlsom affære (hvis ikke som en omgang hårrejsende bondefangeri).

KONTAKT MED FREMMEDE
Det i denne sammenhæng virkelig interessante og essentielle spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at tyde et for os mennesker totalt fremmed signal.

Er ethvert budskab ikke, hvadenten det er sendt som et billede eller som en binær række af radiosignaler, nødvendigvis behæftet med ukendte kulturelle præmisser? Og er det muligt at tyde et signal fra rummet uden at projicere egne forventninger over på det?

Er det i det hele taget muligt at observere ting, der er adskildt fra vores selv-selektive perspektiv, for at vi derved kan komme i kontakt med det virkelig fremmede? Det er en række spøgsmål, som mange filosoffer som f.eks. Ludwig Wittgenstein, Michel Foucault og Stanislav Lem har grundet meget over, mens forskerne og amatørastronomerne snarere ukritisk har kastet deres håbefulde flaskepost ud i galaksen ­ efter devisen: Man kan jo altid prøve.

E.T. PHONE HOME
De tidligste spekulationer om kommunikation med fremmede væsner fra rummet handlede om beboerne på Månen eller på Mars. Hvis disse selenitter (som man dengang kaldte månemændene), eller de grønne marsmænd, levede som vi, ville vi måske kunne observere dem igennem vores teleskoper, og vi kunne udveksle tegn med hinanden; tegn der viste, hvor kloge vi var.

En af de første idéer var at ryde store arealer i de Sibiriske skove for at afbilde geometriske figurer ­ f.eks. en trekant men tilstødende kvadrater i en anden farve ­ for at illustrere, at vi skam forstår Pythagoras sætning.

En lignende idé kom fra den store matematiker Karl Friedrich Gauss, som i 1826 foreslog at grave kæmpe kanaler i Saharas ørken, fylde dem op med petroleum og antænde skidtet.

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
På den måde skulle flammeskriften i sandet i princippet kunne ses med det blotte selenit-øje fra månen.

Da rumskibe blev en håndfast teknisk mulighed i midten af dette århundrede foreslog Robert Goddard, at raketter skulle medtage store metalplader med indskriptioner af geometriske figurer, billeder af mennesker og astronomiske objekter (se eksempel til højre). Det var starten til de store CETI-projekter (CETI står for Communication with Extra Terrestrial Intelligence, og refererer til både afsendelse og modtagelse af rumsignaler, mens det nyere SETI-projekt ­ Search for Extra Terrestrial Intelligence ­ står for den mere passive lytte-strategi).

AMØBEFORMET LIV
Det blev hurtigt klart, at der kun eksisterede to måder, hvorpå man kunne sende beskeder ud i rummet: Den ene er den ikoniske ­ dvs. afbildninger uden nogen form for kodning, og den anden er den symbolske ­ en mere indirekte kommunikationsform (f.eks. ved hjælp af binære radiosignaler), der kræver en afkodning og en rekonstruktion af budskabet (som i sidste ende alligevel beror på ikoniske billeder - som i nærværende billede til højre, hvor en binær sekvens med nuller og ettaller skal anordnes på en flade med hhv. sorte og hvide firkanter, hvorefter man ­ måske ­ kan "se" at det forestiller mennesker, matematiske relationer, teknik, osv..).

Den første mulighed ­ som viser billeder direkte ­ blev brugt i rumskibe som Pioneer og Voyager. Diagrammet i Pioneer viser f.eks. en mand (med en hilsende hånd ­ eller er det et våben?) og en kvinde, samt vores solsystem og andre figurer (et diagram af et hydrogenatoms spinovergange og af pulsarers afstande i forhold til jordens position).

Problemet med sådanne afbildninger er åbenlys. Vendes billedet på hovedet tror rumvæsnerne måske, at den jordiske livsform er amøbeformet med strålearme, hvorimod menneskekroppene måske vil blive tolket som et diagram over rumskibets strømkredse. Problemet er følgende: Forudsat der ikke findes en fælles referenceramme mellem to vidt forskellige livsformer, vil enhver tolkning af figurerne være principiel tilfældig.

ROSETTE-STENEN
Et godt eksempel på det problem er de gode gamle hieroglyffer: Uden Rosette-stenen ville man nok aldrig have kunnet decifrere de egyptiske hieroglyffer (Jean-Francois Champollion fandt en tydning på Rosettestenens inskriptioner i 1823, idet den viste sig at have en indskrift dedikeret til Ptolemaios den 5., der var skrevet på både hieroglyf-sprog, dvs. på demotisk eller hieratisk, og på græsk). Havde Champollion ikke haft sin gode idé, ville hieroglyfferne måske stadig den dag i dag fremstå som mystiske og uindtagelige hemmeligheder, selvom de er forfattet af mennesker som os (iøvrigt er nogle passager på Rosettestenen stadig uforståelige for os, selvom de er blevet oversat).

På samme måde vil et intergalaktisk budskab, hvadenten det er sendt til eller fra os, ikke kunne forstås (forudsat at afsender og modtager ikke er særdeles ens mht. anatomi og historie ­ ja faktisk talte samme sprog). Når signalet i Carl Sagans klassiker Contact derfor viser sig at være en byggevejledning til et rumskib, må det altså betragtes som det rene science-fiction (hvilket det også er).

I virkeligheden er situationen tværtimod omvendt: Hvis to for hinanden fuldstændig fremmede kulturer prøver at kommunikere med hinanden ved hjælp af signaler igennem rummet, vil de hver for sig kun opfatte det, de ved hjælp af deres historie og anatomi er i stand til; ligesom en myre kun kan drage fordel af en død digter på sin helt egen måde.

ANTROPOMORFISMER
'Hvis en løve kunne tale, ville vi ikke kunne forstå den,' sagde Wittgenstein. Denne indsigt, eller denne kritik, kaldes i nogle kredse for inkommensurabilitetsproblemet.

Kernen i kritikken er tanken om, at enhver realitetsopfattelse jo kræver metodologiske valg, som aldrig kan være forudsætningsløse. Da enhver kommunikation i form af afbildninger eller symboler også indeholder en konceptualisering af verdenen, der forudsætter en biologi, en kultur og en historie, vil en gensidig forståelse uden disse fællesnævnere være umulig. Og dette gælder ikke kun for det almindelige sprog. Selv universelle sandheder såsom Pythagoras Sætning (i hvert fald i den Euklidiske geometri) eller termodynamikkens første lov om energiens bevarelse, indeholder antropomorfismer i deres repræsentation. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er nemlig aldrig entydig.

SELEKTIVT SYN
Derudover mener videnskabsfilosoffen Nicholas Rescher fra University of Pittsburgh, at væsner på fjerne planeter kan have ganske andre kriterier og mål for videnskabelig tænkning ­ og for tænkningen i det hele taget. 'Deres forklaringsmekanismer, deres forhold til forudsigelse, og deres måde at opnå kontrol over naturen på, kan være helt anderledes end vores,' siger han.

På den måde er menneskers fremhævelse af for eksempel figurative billeder i CETI-projekterne ikke noget objektivt valg, men blot et udtryk for vores filosofi om, at den synlige inspektion er den rette måde at opnå viden på.

Også Michel Foucault påpegede, at vores tiltro til synet måske ikke er andet end en tilfældig kulturel udvikling siden det 17. århundrede. Så selv uden at stille spørgsmålet om rumvæsnerne overhovedet kan se, vil det være klogt ikke at overdrive vigtigheden af synssansen.

Men vil man rense sit galaktiske budskab for antropomorfismer og selv-referentialiteter, bliver resultatet et lukket objekt uden noget som helst udsagn om afsenderen. Det bliver til en lukket enhed; et fysisk fænomen, som ikke længere kan pege på nogen kontekst eller fortolkning, og derfor vil det kun kunne forstås af dem, som i forvejen ved hvad det betyder.

STORE FORVENTNINGER
I informationsteorien taler man her om et referenceproblem: Et lukket objekts virtuelle informationsindhold vil kunne beskrives som en sandsynlighedsfordeling over alle mulige fortolkninger med een og samme sandsynlighed. Først når der opstår referentielle begrænsninger for realiseringen af de enkelte alternativer, vil der kunne opstå betydningsbærende elementer, som så igen kan virke tilbage og favorisere bestemte muligheder. Oprindelsen af meningsfyldt information (i f.eks. en binær sekvens) er altså ensbetydende med en ændring i sandsynlighedsfordelingen af mulighederne på grundlag af en yderligere indespærring, som kun kan opstå ved en berøring med en omverden.

Hvad er resultatet af alle disse abstrakte overvejelser? Ja, resultatet er, at uden referencer kan et virkelig fremmed signal ikke være andet end et spejl. Et spejl af vores egne tanker. Man bliver offer for en projektion, og begynder at lægge sine egne bekymringer og håb i signalets tydninger. Militæret vil sikkert forvente nye våben, videnskabsmanden ny erkendelse, og skønånden vil håbe på forløsning. Men når alt kommer til alt, vil vi mennesker ikke være i stand til at erkende eller forstå signaler fra fremmede verdener, selv hvis de stod med lysende flammer på firmamentet.



Videre læsning:


  • Nicholas Rescher: Communicative Pragmatism ­ And Other Philosophical Essays on Language (Rowman & Littlefield, 1998)







  • Stanislaw Lem: His Masters Voice, Harvest Books, 1968







  • Carl Sagan: Contact, 1985  
  • 'Så smukt et eksperiment!'

    Afsløringen af de gamle spioner under Manhattanprojektet har fået nærværende videnskabsmand til at filosofere over atombombens magi

    Refleksion
    Af Robin Engelhardt

    Da den italienske fysiker Enrico Fermi ved konstruktionen af den første atombombe under Manhattanprojektet blev konfronteret med muligheden for, at atombomben ikke kun ville eksplodere med en enorm kraft, men at den måske ville antænde hele atmosfæren og dermed udslette menneskeheden, overvejede Fermi sagen et kort øjeblik og svarede: 'Ja, der er en fare... men det er så smukt et eksperiment!' Måske er dette svar det mest sigende citat, som er overleveret til os, fra dengang naturvidenskaben mistede sin uskyld.

    Siden har videnskaben mistet sin uskyld mange gange, men det kan trods alt være interessant, igen at spørge sig selv, hvad det egentlig var, der var så smukt ved dette 'eksperiment over alle eksperimenter.' Et svar kunne være, at eksperimentet var smukt, fordi det var den logiske konsekvens af oplysningstraditionens tro på en bedre fremtid. Dette lyder måske tåbeligt, fordi det synes omvendt, nemlig at atombomben med sin destruktionskraft tværtimod truede med at ødelægge alt det, vi har opbygget. Men oplysningens dialektik skal man ikke sådan spøge med.

    PUNKT NUL
    'Dagen, hvor solen stod op to gange' var den 16. juli 1945. Den første sol, som billederne her viser, stod op klokken 5:29:45 lokal tid. Den næste kom cirka en halv time senere. Stedet er Trinity site ­ dér hvor den første atomprøvesprængning blev foretaget. Det ligger i White Sands, et upåagtet ørkenområde ved navn Alamogordoørkenen i midten af staten New Mexico.
     
    For at forstå, hvad der var smukt ved denne begivenhed, må man for det første huske på, at hele begivenheden blev ledsaget af en stille begejstring af forskerne. Det var bestemt ikke udelukkende på grund af et patriotisk sind og tyskerangst, at verdens førende forskere ­ mange af dem selv tyskere ­ samledes om konstruktionen af dette universets største terrorinstrument. Det var i højere grad bombens sublime fascinationskraft og dens djævelske pragt der drev interessen.

    SANDHEDEN ER SMUK
    Atombomben blev af alle anset som et udtryk for menneskehedens største rationelle triumf. Da en forsker altid vil tjene den objektive sandhed, og da sandheden er det højest opnåelige, er sandheden også smuk. I Fermi s bemærkning konvergerer alle principper, som videnskaben legitimerer sit virke med ­ Sandhed, Objektivitet og Det Smukke ­ begreber, som altid menes at være uafhængige af deres praktiske konsekvenser. Det er landet hinsides godt og ondt, hvor fascinationen af en eksplosion, der er lysere end tusinde sole, og kraftigere end guderne selv, overgår alle menneskelige skrupler. Og hvorfor skrupler? Der har altid ligget et enormt kreativt potentiale i enhver destruktiv handling. Tankens befrielse, nye muligheder og bedre teknik for eksempel.

    Atombomben er oplysningens mest skruppelløse forkæmper. Den lader alle verdens mennesker forstå, at den har magten til at belære os om virkeligheden. Den kan vente længe, og den er placeret strategisk korrekt til at ramme os alle ­ mange gange ­ hvis vi nu skulle glemme budskabet.

    BOMBE-MEDITATION
    Udover at atombomben rammer det punkt, hvor oplysningen æder sig selv, vender den også om på vores syn på religionen.

    Hvor videnskaben tidligere var offentligt ilde set, er det nu religionen; hvor religionen tidligere var lov, er det nu kun de atomare love der gælder. Men forskellen er måske den samme: Det er for eksempel ikke uden grund, at selveste 'punkt nul' har fået tilnavnet 'Trinity', dvs. Treenigheden, af Manhattanprojektets øverste leder Robert Oppenheimer. Oppenheimer var stærkt fascineret af østens religioner, og han valgte navnet til ære for den hellige treenighed i hinduismen med Brahma (Skaberen), Vishnu (Beskytteren) og Shiva (Udsletteren), men han valgte det også for at referere til atomernes tredelte opbygning. Man må sige, at der ligger en subtil (og sejrsikker) ironi i at lade Treenigheden repræsentere den atomare sammensmeltning af alle naturens stærkeste kræfter i ét stort og blændende øjeblik.

    Da bomben så endelig sprang, skulle Oppenheimer efter sigende have udråbt: 'Jeg er døden, der røver alt/den, der ryster verdener,' hvilket er et emfatisk citat fra Bhagavad gitaen, hinduernes hellige skrift. Det ironiske ligger her ikke så meget i, at han citerer Bhagavad gitaen forkert (fordi det snarere er tiden og ikke døden, Krishna identificerer sig med), men i den lethed, hvormed han legitimerer rationel destruktionskraft med det videnskabelige fremskridt (Historien bliver selvfølgelig ikke mindre ironisk af, at Bhagavad gitaens protagonist Arjuna bliver belært af Vishnu-inkarnationen Krishna med slige citater for at overvinde de moralske skrupler han har ved at skulle dræbe sine egne familiemedlemmer og nærmeste venner i en altødelæggende krig).

    Oppenheimer må have set atombomben som det realiserede nirvana; som det ultimativt intet, der vil skabe en betingelsesløs fred ­ på godt, eller på ondt.

    KRÆMMERSJÆLEN
    Men hvad fortæller atombomben så om os som videnskabsmænd? Ja, ville man måle menneskehedens storhed på det, alle verdens civilisationer mest af alt ønsker sig at eje, så burde man lovprise atombomben, som man lovpriser en gud, for det er jo den alle vil have. Atombomben er alle landes importvare nummer ét, langt vigtigere end frihed, velfærd eller demokrati. Den symboliserer begyndelsen på en ny mere lovende men også mere frygtindgydende æra.

    I vores bevidsthed har naturvidenskaben fået herredømmet over, hvordan vi skal betragte verdenen. Og metoden til at opnå dette herredømme er baseret på et kendskab til tingenes materielle beskaffenhed; på at påvise et entydigt forhold mellem tingenes årsag og deres virkning og i det hele taget på dyder, der ligger handelsfolk og jægere nærmere end nogen andres: Præcision, fortagsomhed, destruktionstrang, smålighed, prutten om den mindste fordel og en generel mangel på moral.
     
    Set på den måde, er en fysikers krav på energibevarelse måske ikke andet end købmandens ønske om balance i regnskabet, og en kernesprængning med dens enorme energifrigørelse er ensbetydende med god profit. Således gik det til, at vi videnskabsmænd i 1945 steg ned fra elfenbenstårnet for at åbenbare vores kræmmersjæl.

    Videnskaben om anti-videnskaben

    Med nye acceleratorer og større hastigheder vil fysikere nu finde de endelige beviser for, at antimaterien slet ikke er så anti så det gør noget


    Af Robin Engelhardt

    I går startede så eksperimenterne ved en af de største partikelacceleratorer i verden: Materie og antimaterie vil ustandseligt blive torpederet mod hinanden i forsøget på at få løst nogle af universets største gåder. De evindelige spørgsmål vil kunne stilles igen: Hvorfor består vi af materie og ikke antimaterie? Ja, hvorfor er der ikke intet? Og hvordan startede det hele?

    Allerede for tre år siden stod pressen på den anden ende, efter at fysikere fra Schweiz for første gang i historien havde produceret et helt brintatom ­ bestående af antistof. 'E.T., vi kommer!' stod der på avisernes forsider, og både Dalai Lama og pave Wojtyla valfartede til partikelacceleratorerne for at få bekræftet deres dybeste indsigter: Himmel og helvede, lidelse og nirvana, Kristus og Antikrist, materie og antimaterie ­ noget må der være om sagen!

    Men nu vil forskerne have sikkerhed om deres bange anelser: Antimateriens skyggeverden er måske ikke et helt så identisk et spejlbillede af vores egen verden som forskerne oprindeligt troede. Måske er Antikrist ikke helt så jævnbyrdig i alle aspekter, som sin glorværdige modpart. I givet fald vil man skulle omformulere store dele af vores teorier om materiens natur.

    ANTIHISTORIEN
    Det var oprindeligt den britiske fysiker Paul Dirac, en stille enspændernatur, som i 1928 stædigt holdt fast i sine ligninger, og af den årsag så sig nødsaget til at postulere anti-elementarpartiklerne. Ellers ville kridtet på tavlen ikke give nogen mening, og man var blevet nødt til at omskrive mange af fysikkens fundamentale love. I 1932 blev den positive elektron , positronen, opdaget af Carl David Anderson, og i 1955 fandt man antiprotonen.

    Disse djævelske dobbeltgængere havde præcis den modsatte ladning i forhold til deres kendte modpart: positronen var positivt ladet, hvorimod elektronen jo er negativt ladet; antiprotonen var negativt ladet, hvorimod protonen altid har været positiv ladet.
     
    Især science-fiction forfatterne spekulerede over, om vejen dermed stod åben til produktionen af anti-uran, anti-ilt og anti-guld; en port til skyggesiden af vort univers, som adskiller sig fra vores verden på samme måde som en højre handske adskiller sig fra en venstre, og hvor der muligvis eksisterer anti-galakser, antikloder og antimennesker.

    ANTIENERGIKILDE
    Når disse anti-elementer forbindes, dannes der ifølge den gængs teori neutrale anti-atomer, som i deres ydre egenskaber teoretisk set er identiske med almindelige atomer: anti-vand flyder som vand, anti-guld skinner som guld.

    Hvis en større mængde materie og antimaterie kommer i berøring med hinanden, udslettes begge i et apokalyptisk energilyn, der er så kraftigt, at det vil få alle verdens atombomber til at blegne. Brugt som brændstof i en raket ville blot 0,147 gram antimaterie være nok til at blive katapulteret til Mars. At det hele slet ikke er så nemt, som man kunne håbe, viser nøgtern beregning: produktionen af blot en lille smule antimaterie, kræver et enormt opbud af energi, som slet ikke står mål med gevinsten. Hvis man forestillede sig, at hele verdensproduktionen af elektricitet omdannedes til antiprotoner, kunne den tilbagevundne energi kun kunne oplyse en hundrede-watt pære i 5,8 minutter. Regningen går simpelthen ikke op.

    Antimaterien er også svær at opdrive. Astronomer har i årtier gennemsøgt verdensrummet, men forgæves. Hvor er den blevet af? For selvom der i dag synes at være en uforholdsmæssig stor ubalance mellem materie og antimaterie, mener fysikere, at det ikke altid har været sådan.

    SLINGER I URSUPPEN
    Det hele startede som bekendt med et stort brag ­ Big Bang ­ en uendelig tæt og uendelig lille energiklump, som eksploderede for cirka 15 milliarder år siden, og dermed antændte en ilddans af umådelige dimensioner. Det resulterede efterhånden i dannelsen af galakser, stjerner og planeter som vi kender dem i dag. Men dengang, sådan cirka en milliontedel af en milliontedel af et sekund efter The Big Bang , fandtes der lige så meget antimaterie som materie ­ det postulerede i hvert fald nogle fundamentale symmetrilove. Men fordi antimaterien ikke kan ses nogen steder i dag, tror mange astrofysikere, at der måske ikke var rørt ordentligt rundt i ursuppen ­ med det resultat at noget af materien har kunnet undslippe og danne vores univers.
     
    Ingen ved sådan rigtigt, hvad der er årsagen til ubalancen mellem materien og antimaterien. Hemmeligheden ligger måske gemt i nogle ustabile partikler, kaldt mesoner. Allerede i 1964 opdagede nogle fysikeren James Cronin, at K-mesoner og deres antimaterielle dobbeltgængere henfalder på forskellig måde. Men for rigtigt at forstå ubalancen, må forskerne kigge på K-mesoners store brødre ­ de såkaldte B-mesoner.
     
    På grundlag af disse eksperimenter foreslog den sovjetiske fysiker Andrei Sakharov i 1967, at der måske findes en lille bitte forskel i den hastighed, hvormed materien og antimaterien henfalder på, og hvis man forestillede sig, at antimaterien henfaldt hurtige i det tidlige univers, ville materien blive tilovers ­ og danne os. Sakharov kaldte dette asymmetriske fænomen for 'charge-parity violation' ­ eller CP-violation. Ville man kunne ombytte de subatomare partiklers ladninger og paritet, uden at ændre deres egenskaber og opførsel, ville man have CP-konservering: Perfekte spejlbilleder af al kendt materie.

    Men uden det nødvendige apparatur har man ikke kunnet komme problemet nærmere. I over tre årtier har partikelfysikerne ventet på tilpas store partikelacceleratorer til at torpedere B-mesonerne, men det er først nu, disse B-factories er blevet bygget færdige i henholdsvis Californien (BaBar , ved Stanford Linear Accelerator Center) og i Japan (Belle). Men det ser altså ud til, at CP-symmetrien ikke er perfekt. Faktisk antyder visse forudgående eksperimenter ved Fermilab nær Chicago allerede nu, at den perfekte spejlverden ikke findes.

    Anti-guld ville måske ikke skinne som guld, anti-mennesker ville være nogle mærkelige nogen, og anti-videnskaben i disse antiverdener ville sikkert være meget dårligere end den, vi bedriver.

    Da neandertaleren kyssede mor

    Et nyt fund tyder på, at neandertalerne ikke kun levede samtidigt med os, men faktisk også er en del af vores forfædre


    Af Robin Engelhardt

    'Videnskabelige debatter, der baserer sig på manglende fakta, er nogle af de mest afslørende i videnskabshistorien,' har palæontologen Stephen Jay Gould sagt engang. For når der ikke kan findes faktuelle vidnesbyrd, som begrænser argumenternes rækkevidde, vil kulturelle og individuelle fordomme hurtigt stå nøgne frem.

    Debatten om neandertal-mennesket og dets relation til os moderne mennesker tilhører i høj grad denne kategori af studier, der frem for at forholde sig til data, mere handler om personlige kontroverser, stereotyper og populære fordomme.

    Men en splinterny opdagelse er måske i stand til at bringe frisk lys over stridighederne. Palæontologer har gravet en lille dreng op, som i skikkelse har vist sig at være delvis neandertaler og delvis et anatomisk moderne menneske som vi er det (også kaldt Cro-Magnon eller Homo sapiens sapiens).

    FORHISTORIE
    Historien om de første fund af neandertal-mennesker går helt tilbage til forrige århundrede. Tre år før offentliggørelsen af Darwins revolutionerende bog om Arternes Oprindelse i 1859, fandt tyske minearbejdere en gammel hule i den såkaldte Neander-dal ('Neandertal') ­ en meget gammel og smuk dal, som ligger tæt ved byen Düsseldorf, præcis dér, hvor floden Düssel munder ud i Rhinen. I hulen fandt arbejderne et kranium, der ikke lignede noget, man havde set før. Det var rimelig aflangt med et relativt lille kæbeparti, en stærkt vigende pande, men stort kranievolumen og en tyk forhøjning tværs hen over øjenhulerne. Ved siden af kraniet fandt man nogle forstenede knoglerester, som antydede, at der var tale om et særdeles robust væsen.

    Arbejderne troede først, at det var en bjørn, men efter at anatomiprofessoren Hermann Schaaffhausen fra Universitetet i Bonn havde undersøgt resterne, blev fossilet anerkendt som det første bevis på en nu uddød art eller underart af slægten Homo.

    De fleste palæontologer tror, at neandertalmennesket har udviklet sig i Europa som en efterkommer af enten homo heidelbergensis eller arkaisk homo sapiens, der begge igen er efterkommere af arten homo erectus. Derfor har der været en vis tvivl om, hvorvidt neandertalerne skulle klassificeres som en selvstændig art (homo neandertalensis), eller som en underart af sapiens, dvs. homo sapiens neandertalensis (hulen, skelettet blev fundet i, hedder egentlig Feldhofer, men skelettet er blevet opkaldt efter dalen Neander, som på græsk betyder ny mand ).

    MYTERNE
    En af de moderne myter om neandertalerne siger, at de blev udryddet og brutalt nedslagtet af deres eget broderfolk ­ os. Efter at vi havde levet fredeligt sammen i omkring 50.000 år, begik vi et brodermord af bibelske dimensioner. Eneste faktum til grund for denne antagelse er, at de stakkels neandertalere jo ikke eksisterer længere.

    En anden, og lidt ældre myte, som i mange år havde spredt sig som en vandrehistorie igennem populærvidenskaben, var ideen om, at neandertalerne var kannibaler. Årsagen var et fund i 1939 i Guattari-grotten på bjerget Monte Cicero i Italien. En arbejder fandt ved et tilfælde et kranie midt imellem et hav af andre knoglerester i en buldrende mørk hule. Da palæontologen Alberto Blanc kom for at undersøge fundet, var kraniet selvfølgelig blevet lagt et andet sted og i en anderledes stilling end tidligere. Blanc fandt et stort hul i midten af kraniet, der var omringet af en 'krans af sten'.

    I bogen The Neandertals: Changing the Image of Mankind fortæller Erik Trinkaus og Peter Shipman historien: 'Ved at ignorere det faktum, at jorden var dækket af sten og knogler, og at der ikke var nogen sikkerhed om den rette placering af skallen, konkluderede Blanc, at Guattari-kraniet repræsenterede resterne af et kannibalistisk festmåltid. Personen blev dræbt af et slag fra højre; hovedet fjernet fra kroppen, og skallen var blevet brudt op for at suge hjernen ud...' I dag ved man, at Guattarigrotten faktisk var et tilholdssted for hyæner, og at skallen blot var en af de mange dyreknogler, der lå strøget ud over det hele.

    I årene 1953-57 fandt arkæologen Ralph Solecki fra Columbia University resterne af ni voksne og unge neandertalere i Shanidar-hulen i det nordlige Irak. En af de voksne havde sandsynligvis lidt af en sygdom siden sin fødsel, og da Solecki pointerede, at denne syge neandertaler aldrig havde kunnet overleve så længe uden omsorg og pleje, blev neandertalerne pludselig anset for dybtfølende humane individer ­ muligvis med åndelige og spirituelle evner.

    Da man ydermere fandt fossilerede blomsterpollen, hvilket kunne betyde, at de var blevet begravet, blev de gamle fordomme om smudsige abe-mennesker hurtigt afløst af tanken om, at neandertalerne faktisk var vores bedre halvdel. Shanidar skrev senere en populærvidenskabelig bog, som han gav undertitlen The First Flower People.

    KRYDSNINGER
    Men nu ser det altså ud til, at man har fundet det første bevis for, at homo (sapiens) sapiens og homo (sapiens) neandertalensis, har levet sammen og født børn sammen.
     
    Drengens skelet blev fundet sidste december af portugisiske arkæologer i dalen Lapedo nær byen Leiria, cirka 130 kilometer nord for Lissabon. Chefen for udgravningerne, Joan Zilhao fra Arkeologisk Institut i Lissabon, indså straks betydningen af fundet, og tilkaldte Erik Trinkaus, der er en ledende autoritet i udforskningen af neandertalere.
     
    Den omtrent fireårige dreng udmærker sig ved typisk moderne træk i hovedet, som for eksempel et veludbygget kæbeparti og en pande uden de karakteristisk fremspringende øjenbryn. Men resten af kroppen ­ de små ben og den lavstammede krop ­ svarer mere til neandertalernes form. Ifølge Trinkaus er fundet 'det første endegyldige bevis for, at der eksisterede blandinger af neandertalere og de tidlige europæiske moderne mennesker.'

    Skelettets alder blev ved hjælp af den almindelige kulstof-14-analyse fundet til at være cirka 4.000 år yngre end det tidspunkt, hvor de sidste neandertalere uddøde. Det betyder, at barnet ikke er et resultat af en enkel og sjælden 'forbudt kærlighed', som Trinkaus udtrykte sig, men en efterkommer af en lang generationsrække af hybrider af neandertalmennesker og Cro-Magnon mennesker.

    Ifølge en artikel i The New York Times reagerede andre specialister rundt omkring i verden meget positivt på opdagelsen. Fred H. Smith fra Northern Illinois University i De Kalb, USA, kaldte det 'meget overbevisende og absolut rigtigt.' Smith havde selv fundet knoglerester andre steder i det central Europa, der kunne tyde på, at krydsninger mellem de to grupper havde fundet sted. Så selv om de fleste eksperter accepterer muligheden for, at neandertaleren er blot en geografisk variant af vores egne forfædre homo sapiens sapiens, og derfor sagtens kunne være hinandens mager, er der trods alt stadig mange, som mener, at det umuligt kan passe.

    Til grund for den problematik ligger nemlig den mere generelle diskussion omkring vores geografiske oprindelse. Her er der to videnskabelige lejre med hver deres navne, øgenavne of opfattelser.
     
    Den ene lejr forsvarer hypotesen om regional kontinuitet (eller candelabra modellen eller multiregional evolution), hvilket betyder, at evolutionen af det moderne menneske er et resultat af regionale udviklinger, sådan at vi er efterkommere af blandt andre neandertalerne, der jo kun levede i Europa. Trinkaus og Shipman foretrækker tydeligvis hypotesen om regional kontinuitet, når de skriver, at 'fossilerne viser, at de tidligste moderne mennesker udviklede sig ud fra neandertalerne (eller ud af andre arkaiske folk ligesom dem) snart efter at neandertalerne selv opstod for cirka 100.000 år siden.'

    Den anden lejr tror på udskiftningshypotesen (også kaldet Out of Africa eller Noah s Ark). Ifølge denne teori invaderede homo sapiens resten af kontinenterne ved at udvandre fra Afrika. På den måde overtog vi neandertalernes og de andre arters leverum. Udskiftningshypotesen arbejder altså implicit med den antagelse, at neandertalerne blev dræbt af invaderende homo sapiens i et første (men ikke sidste) eksempel på folkedrab.

    VORES FORFÆDRE
    Det nye fund af drengen i Lapedo tyder derfor på, at udskiftningsteorien er forkert, og at kontinuumsteorien er rigtig.

    Palæontologen Milford Wolpoff, fra Michigan Universitet i Ann Arbor, USA, er da også hurtigt ud med riven: 'Dette fund burde være ødelæggende for Out-of-Africa-folket. Det viser, at deres teori ikke virker, i hvert fald ikke i Europa. Og det viser, at neandertalerne fundamentalt set er den samme art som vi er, og at de bidrog med deres gener til alle europæernes herkomst.'

    Man må dog være forsigtig, idet et enkelt fund ikke plejer at være nok til at be- eller afkræfte en hypotese. DNA-undersøgelserne er heller ikke færdige endnu. Men når Trinkaus og Zilhaos artikel udkommer i det næste nummer af Proceedings of the National Academy of Sciences, vil alle eksperter kunne granske materialet og selv danne sig et billede.



    VIDERE LÆSNING:
    Trinkaus, E. & Shipman, P.: The Neandertals: Changing the Image of Mankind, N.Y., 1993
    Stringer, C. & Gamble, C.: In Search of the Neanderthals: Solving the Puzzle of Human Origins. London, 1993
    Tattersall, Ian: The Last Neanderthal: The Rise, Succes, and Mysterious Extinction of Our Closest Human Relatives. N.Y., 1995
    There was an error in this gadget