Recept-arsenik

Det er en chokerende oplevelse at se tilbage på lægestanden for 100 år siden. Men hvor meget bedre er den egentlig i dag?

Fokus
Af Robin Engelhardt

I året 1924 offentliggjorde William Bailey i Washington Post en artikel om Radithor, et af ham fremstillet radioaktivt vand, med overskriften: 'Videnskaben kurerer alle levende døde. En berømt lærd fortæller om den nye plan, som takket være hans nye metoder til at styre kirtelfunktioner, til at lukke sindsyghospitalerne, fjerne analfabetismen og helbrede de åndsvage.'

Intet var i tyverne så populært som at forbinde radioaktivitet med kirtler. For almindelige mennesker i dag må det være et hårrejsende syn at se på de medikamenter, læger udskrev dengang. I USA er det nu blevet muligt, idet den første officielle lægebog i USA, Merck s Manual anno 1899, er blevet genudgivet sammen med 1999-udgaven.

Ifølge en artikel i The New York Times ordinerede de amerikanske læger arsenik mod hårtab. Havde man tuberkulose, skulle man smøres ind i terpentin, og difteri skulle behandles med stryknin. Barselsfeber skulle kureres med åreladninger eller kloroform, og slår man op under midler mod melankoli, finder man følgende liste: Blåsyre, salpetersyre, alkohol, arsenik, belladonna, brom, koffein, kamfer, cannabis, kloroform, guld, kokain, jern, morfin, lattergas og opium.

BLIND DOBBELTBLINDTEST
Man hvad med os selv? Er nutidens giftblandinger virkelig så meget bedre end fordums skægpest og stryknin? Den etablerede lægevidenskab påberåber sig sin objektivitet gennem den såkaldte dobbeltblindtest.

Den blev udviklet omkring Anden Verdenskrig, efter at den amerikanske militærlæge Henry Beecher havde opdaget, at også placebobehandlinger (saltvandsindsprøjtninger) virker på sårede soldater. Kun når hverken læge eller patient ved, om der ordineres kalktabletter eller medicin, antages de kliniske undersøgelser at være renset for suggestion og placeboeffekter. Men det er desværre slet ikke så simpelt.

Hvis en patient kan mærke, at hun ikke får kalktabletter (ved f.eks. at få kvalme eller diarré), så kan det ske, at der indtræder en anden placeboeffekt, hvor det ikke er medicinens virkninger, men bivirkninger, der er årsagen til, at patienten får det bedre. Så egentlig ligger der en skjult bonus for lægerne i den omstændighed, at mennesker ofte har svært ved at skelne mellem virkninger og bivirkninger.

For at modgå denne uheldig effekt, burde man i dobbeltblindtesten ikke bruge kalktabletter, men andre stoffer, der har et velkendt men hemmeligt spektrum af (bi)virkninger. Dette behøver ikke at være nogen uetisk fremgangsmåde, så længe patienten ikke lider overlast af dem. Eneste problem er nok, at det vil koste flere penge, og vil tage endnu længere tid, end det er tilfældet nu med dobbeltblindtesten ­ til stor fortrydelse for den florerende medinicalindustri (1999-udgaven af Merck s Manual er på 2.833 sider til forskel for de sølle 192 sider i 1899).

Så selvom vores oldefædres kvaksalvere er blevet afløst af nogle mere pålidelige af slagsen, er der stadig lang vej igen. Om hundrede år vil man sikkert ryste ligeså meget på hovedet, som vi gør det over lægestanden fra 1899 i dag. Indtil da, må vi køre med på moden, og i det mindste håbe på, at placeboen gør sin (bi)virkning gældende.

I Holbergs tid var det f.eks. tjærevand, som var anset som universalmidlet imod alverdens dårligdomme. I 1747 skriver Holberg: 'Jeg råder derfor min Herre og alle andre til at bruge dette Vand, sålænge som Recepten er i Credit og Reputation. Det er tidsnok at ophøre, når man mærker, at denne alamodiske Medicin ingen Virkning mere haver.'

0 comments:

There was an error in this gadget