Niels Bohr ramt af Sokal-effekten

Fysikerne er ikke helt uskyldige i de postmoderne udskejelser som Alan Sokal kritiserede så stærkt for tre år siden, og nu retter flere kritik af kvantemekanikkens fader


Af Robin Engelhardt

Thereis something rotten in the state of Denmark. Den mistanke har længe ulmet blandt fysikere verden over, men den har aldrig været udtalt synderlig åbent.

Årsagen er Niels Bohr, faderen til kvantemekanikken, og hans fortolkning af de mærkelige fænomener, man møder på de atomare niveauer. Partikler bliver til bølger, og bølger bliver til partikler, og måleusikkerheder er ikke blot afvigelser, men norm. Ikke at dette kunne være anderledes, men det er Bohrs filosofiske tolkninger og den iboende subjektivisme i det, der kaldes københavnerfortolkningen, der er skydeskiven for den stigende kritik.
 
Generelt forudsætter den videnskabelige tankegang, at den objektive virkelighed eksisterer uafhængigt af iagttagelsen. Det naturvidenskabelige projekt er et forsøg på at formulere objektive teorier og naturlove, som kan føre til en fælles konsensus, der ikke tager hensyn til de enkelte forskeres socialpolitiske eller religiøs-æstetiske præferencer.
 
Åndsvidenskaber som for eksempel filosofi og litteraturkritik har ikke denne konsensustradition, hvilket har givet udslag i to modsatrettede strømninger. Enten er man inspireret af naturvidenskabens måde at objektivere naturen på, og bruger dens sprogbrug på andre felter, eller ­ som det f.eks. er sket i især den franske tænkning ­ man dekonstruerer og relativerer virkelighedsbegrebet, for at erstatte det med en subjektiv eller konstruktivistisk filosofi.

SOKALS SPØG
Fysikeren Alan Sokal fra New York University mener at begge fremgangsmåder er uheldige. De husker måske den grumme spøg, han lavede i 1996, da han smuglede sin postmoderne parodi af en artikel ind i det ansete tidsskrift Social Text. Dens titel lød Transgressing the Boundaries ­ Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity; en overskrift, der indeholdt flere af de smarte hip-ord som 'grænseoverskridelse' og 'transformativ hermeneutik', samt den virkelig hotte kvantegravitation ­ en fysisk ønsketeori, som slet ikke eksisterer endnu.

Artiklen var en meningsløs tekstanretning, der var krydret med relativistisk jargon, scientistisk blær og hysterisk name-dropping ­ en stærk karikatur af den postmoderne stils forsøg på at skabe en duft af vidsyn og en smag af saglighed. Sokal så sin satire som 'en logisk konsekvens af den intellektuelle arrogance,' hvormed de litterære akademikere i stigende grad fornægter enhver objektivitet, for i stedet at ville anse fysiske konstanter ­ ja, selv tallet pi ­ som ikke andet end sociale konstruktioner.

   Efter at artiklen blev slugt af Social Text (vel at mærke uden en kritisk granskning af Sokals videnskabelige påstande) var skandalen hjemme. En videnskabskrig rasede på tværs af Atlanten ­ specielt i Frankrig og i USA ­ og alle, som var blevet trætte af det postmoderne sludder, morede sig kosteligt. Især naturvidenskabsmænd grinede højlydt. Takket være Sokals kollegiale skulderklap kunne fornuftens professorer endelig bøvse højlydt over de ufordøjelige postmoderne excesser, der foragteligt blev kaldt for pomo-science.

I en opfølgning af sit svindelnummer skrev Alan Sokal og belgieren Jean Bricmont året efter bogen Intellektuelle bedragerier. Her blev en række postmodernistiske filosoffers værker gennemgået minutiøst for misbrug af videnskabelig terminologi. Og der var ikke så lidt Sokal og Bricmont kunne skrive hjem om.

Efterhånden har Sokals spøg vundet slaget og fundet bifald i de fleste landes universitære miljøer. Anklagen for 'retorisk spekulation' og 'hermetisk nonsens' hos postmodernisterne består stadig. Visse studerende har endda fundet så meget velbehag i at parodiere disse 'intellektuelle plattenslagere', at de har skrevet et computerprogram, der automatisk genererer en komplet meningsløs, men semantisk korrekt tekst à la Sokals ved hjælp af rekursiv grammatik ­ programmet kaldes for Postmodernism Generator, og kan besøges på internettet på adressen www.csse.monash.edu.au/other/postmodern.html.

KVANTEPOLITIK
Som et eksempel på groteske citater kunne man her citere følgende betragtning om Heisenbergs usikkerhedsrelation og Niels Bohrs såkaldte komplementaritetsprincip ­ anvendt på politik:
 
'Tesen om at lys består af partikler og antitesen om at lys består af bølger lå i indbyrdes strid med hinanden, indtil kvantemekanikken smeltede dem sammen i en syntese... Hvorfor skulle man ikke kunne anvende dette på tesen liberalisme (eller kapitalisme ) og dens antitese kommunisme , for at forvente en syntese ­ i stedet for en endegyldig sejr af antitesen? ... Men komplementaritetsprincippet rækker dybere end dette: Faktisk repræsenterer tese og antitese to psykologiske motiver og økonomiske kræfter, der begge er retfærdiggørende i sig selv, men gensidigt udelukkende i deres ekstremer. Mellem frihed delta f og regulering delta r må der eksistere en relation af formen f · r = p, ... Men hvad ligger der i den politiske konstant p? Svaret på dette spørgsmål må jeg overlade til en kommende kvanteteori for menneskelige anliggender.'
 
Inden læseren griner sig halvt fordærvet, skal det siges, at eksemplet ikke er fundet af Allan Sokal, men af Mara Beller fra Universitetet i Jerusalem, og at personen, der citeres, ikke er Jacques Lacan, Jean Baudrillard, Julia Kristeva eller andre af de udskældte postmodernister, men Max Born ­ en af grundlæggerne af kvantemekanikken i 1920 erne.
 
I en artikel i Physics Today fra september sidste år peger Mara Beller på, at Borns ovenstående forteelse slet ikke er enestående ­ ja, det vrimler faktisk med citater fra fremtrædende koryfæer som Max Born, Niels Bohr, Werner Heisenberg, Wolfgang Pauli og Pascal Jordan, hvor 'formale' sammenhænge mellem kvantemekanik og psykoanalyse eller religion søges forklaret. Således spørger f.eks. vores egen Niels Bohr sin læser i bogen Atomfysik og menneskelig erkendelse II (Kbh. 1964), om ikke kvantemekanikkens syntese af fysisk viden kan anvendes på 'andre kundskabsområder'. Læs følgende eksempel:
 
 'Således frembyder integriteten af organismer, og de egenskaber, der kendetegner bevidste individer og menneskelige kulturer, helhedstræk, for hvis redegørelse der kræves en typisk komplementær beskrivelsesmetode.'
   
I talrige andre foredrag og skrifter udvider Bohr sit komplementaritetsbegreb til at omfatte 'forholdet mellem følelse og tanke' eller 'instinkt og fornuft', og nok så vigtigt anser Bohr sine udvidelser af kvantemekanikkens beføjelser ikke som 'mere eller mindre vage analogier, men (som) klare eksempler på logiske forhold, som vi i forskellige sammenhænge møder på videre områder.' Med andre ord: Komplementaritetsprincippet er den eneste rigtige erkendelsesteoretiske ramme for en lang række af sproglige og abstrakte begreber inklusive 'følelse' og 'fornuft'.

KVANTERELIGION
I sin afsløring af svindlen i tidsskriftet Lingua Franca skriver Alan Sokal blandt andet, at han i sin vildeste fantasi ikke kan se, 'hvad kvantemekanikken har at gøre med psykoanalysen'. Ligeså rimeligt vil det være at spørge sig selv, hvad begreber som 'fornuft', 'følelse' og 'instinkt' har at gøre med kvantemekanikken.

Mara Beller bemærker, at Bohrs kronisk svært forståelige skrifter normalt ikke bliver mødt med samme foragt blandt fysikerne som for eksempel tekster af dekonstruktivisten Jacques Derrida. De gamle normer for autoriteter består fortsat: Når Bohr er dunkel, så er det fordi han er dyb. Når Derrida er dunkel, er det, fordi han vrøvler.

Eksemplerne er overvældende. Pascal Jordan søgte en kvantemekanisk forbindelse til parapsykologi; Wolfgang Pauli tragtede i fuld alvor efter at sammenkoble kvantesystemer med det ubevidste, med Jungske arketyper og med paranormale erfaringer; Max Born ville bruge 'kvantefilosofien' til at formidle og mildne de politiske erfaringer efter Anden Verdenskrig.
 
Og Bohr? ­ Bohr tragtede efter at ophøje komplementaritetstanken til et alment erkendelsesteoretisk princip, en filosofi, som kunne anvendes på biologi, psykologi og antropologi. Ifølge Mara Beller 'håbede han på at have fundet erstatningen for den tabte religion.' Sokals eksempler fra åndsvidenskaberne kan suppleres med ikke mindre hårrejsende varianter fra nogle af ypperstepræsterne i den moderne naturvidenskab.

Det er derfor nødvendigt at spørge sig selv, hvem der griner af hvem. Griner vi af den postmoderne filosof, som misbruger og relativerer eksakte naturvidenskabelige begreber, eller griner vi af de rationelle videnskabsmænd, der søger at udvide deres begrebsverden på utilladelig vis? Man kunne ligefrem argumentere for, at postmodernisterne var i god tro , for ifølge Beller er overgangen fra Bohr-citaterne til nutidens pomo-snak 'kun en naturlig følge' af udviklingen i naturvidenskaben selv.

KØBENHAVNER-FORTOLKNINGEN
Bohrs fortolkning af kvantemekanikken er af ham selv og kredsen omkring ham i 1920 ernes København blevet ophøjet til dogme. Man siger, at han vandt striden mod Einstein og Schrödinger, der som de eneste åbent sagde ham imod. Stadig den dag i dag er det (næsten kun) københavnerfortolkningen som læres på universiteterne og som formidles af populærvidenskaben. Og selvom mange forskere i private stunder giver luft for deres utilfredshed med Bohrs (trods alle forbehold) iboende relativering af den objektive virkelighed, er der næsten ingen videnskabesmænd, som åbent kritiserer ham.

Dog er der nu langsomt ved at ske et skift: I stedet for at sværge til de kanoniserede begreber om Heisenbergs usikkerhedsrelation og den Bohrske komplementaritet, er partikelfysikere i dag mere optaget af den sammenfiltring, som de benævner som entanglement.    Kort fortalt forskyder begrebet entanglement problemet om partiklers dualitet, og det kroniske besvær med at måle deres egenskaber eksakt, fra at være et problem hos iagttageren (eller i måleapparatet), til at være en egenskab ved partiklerne selv. Derved genindsættes iagttageren som en udelagtig observatør i en objektiv (og dermed ikke-relativeret) virkelighed.

Og entanglement er ikke blot en ny fortolkning: Det er også et faktum. Sidste år lavede Gerhard Rempe og hans kolleger fra Universitetet i Konstanz i Tyskland et eksperiment, som entydigt viste, at det ikke er usikkerhedsrelationen, der er skyld i hele miseren om det umulige i eksakte målinger, men derimod den omstændighed, at atomare partikler, der på et eller andet tidspunkt har vekselvirket med hinanden, automatisk kobler deres indbyrdes egenskaber sammen, således at de holder op med at være uafhængige ­ selv på lange afstande.

I kvantemystikken ­ hvis der er en sådan ­ er atomerne iboende, og ikke afhængig af måleapparater eller subjektive indtryk. Flere og flere atomfysikere er i dag enige om, at Bohr simpelthen tog fejl i sin tolkning af det såkaldte dobbeltspalte-eksperiment. Så selvom entanglement ikke uddyber den menneskelige forståelse af elementarpartiklernes opførsel synderligt, og selvom grundlagsproblemerne i fortolkningen af kvantemekanikken stadig ikke er løst tilfredsstillende, er den nye begrebsramme meget lettere at acceptere for forskerne end Bohrs subjektive sproglege.

KEJSERENS KLÆDER
En langsom modbevægelse er sat i gang, men der er endnu ikke tale om et bevidst paradigmeskift ­ for ellers ville en åben kritik af københavnerfortolkningen allerede have givet genklang i alle de førende naturvidenskabelige fagtidsskrifter.

Beller krediterer Sokal for hans raffinerede plot i Social Text: Nemlig at Sokals artikel glider umærkeligt fra Bohr- og Heisenberg-citater i begyndelsen af artiklen over til det postmoderne sludder, som sammenkobler naturvidenskab, politik og filosofi i én stor pærevælling.

Sokals sure opstød mod den postmoderne obskurantisme falder altså i langt højere grad tilbage på hans egne fagfæller, end han selv måtte tro. Hvis der blandt fysikerne havde eksisteret en åben diskussion af de erkendelsesmæssige konsekvenser af københavnerfortolkningen ­ i stedet for kun stille indadvendte tvivl mod dogmet ­ ville alle de postmoderne videnskabskritikere måske ikke være blevet indfanget af illusionen om, at naturvidenskaben har frigjort sig selv fra sit fundamentale objektivitetskrav, der som ideal påberåber sig en iagttagelsesuafhængig virkelighed. Som Mara Beller afslutter sin højst bemærkelsesværdige analyse: 'Kritikerne af den postmoderne bølge kunne sejrsikkert konkludere, at 'kejserne... ikke havde nogen klæder', men hvem er egentlig disse nøgne kejserne? Hvem er det vi har grint af?'

0 comments:

There was an error in this gadget