Recept-arsenik

Det er en chokerende oplevelse at se tilbage på lægestanden for 100 år siden. Men hvor meget bedre er den egentlig i dag?

Fokus
Af Robin Engelhardt

I året 1924 offentliggjorde William Bailey i Washington Post en artikel om Radithor, et af ham fremstillet radioaktivt vand, med overskriften: 'Videnskaben kurerer alle levende døde. En berømt lærd fortæller om den nye plan, som takket være hans nye metoder til at styre kirtelfunktioner, til at lukke sindsyghospitalerne, fjerne analfabetismen og helbrede de åndsvage.'

Intet var i tyverne så populært som at forbinde radioaktivitet med kirtler. For almindelige mennesker i dag må det være et hårrejsende syn at se på de medikamenter, læger udskrev dengang. I USA er det nu blevet muligt, idet den første officielle lægebog i USA, Merck s Manual anno 1899, er blevet genudgivet sammen med 1999-udgaven.

Ifølge en artikel i The New York Times ordinerede de amerikanske læger arsenik mod hårtab. Havde man tuberkulose, skulle man smøres ind i terpentin, og difteri skulle behandles med stryknin. Barselsfeber skulle kureres med åreladninger eller kloroform, og slår man op under midler mod melankoli, finder man følgende liste: Blåsyre, salpetersyre, alkohol, arsenik, belladonna, brom, koffein, kamfer, cannabis, kloroform, guld, kokain, jern, morfin, lattergas og opium.

BLIND DOBBELTBLINDTEST
Man hvad med os selv? Er nutidens giftblandinger virkelig så meget bedre end fordums skægpest og stryknin? Den etablerede lægevidenskab påberåber sig sin objektivitet gennem den såkaldte dobbeltblindtest.

Den blev udviklet omkring Anden Verdenskrig, efter at den amerikanske militærlæge Henry Beecher havde opdaget, at også placebobehandlinger (saltvandsindsprøjtninger) virker på sårede soldater. Kun når hverken læge eller patient ved, om der ordineres kalktabletter eller medicin, antages de kliniske undersøgelser at være renset for suggestion og placeboeffekter. Men det er desværre slet ikke så simpelt.

Hvis en patient kan mærke, at hun ikke får kalktabletter (ved f.eks. at få kvalme eller diarré), så kan det ske, at der indtræder en anden placeboeffekt, hvor det ikke er medicinens virkninger, men bivirkninger, der er årsagen til, at patienten får det bedre. Så egentlig ligger der en skjult bonus for lægerne i den omstændighed, at mennesker ofte har svært ved at skelne mellem virkninger og bivirkninger.

For at modgå denne uheldig effekt, burde man i dobbeltblindtesten ikke bruge kalktabletter, men andre stoffer, der har et velkendt men hemmeligt spektrum af (bi)virkninger. Dette behøver ikke at være nogen uetisk fremgangsmåde, så længe patienten ikke lider overlast af dem. Eneste problem er nok, at det vil koste flere penge, og vil tage endnu længere tid, end det er tilfældet nu med dobbeltblindtesten ­ til stor fortrydelse for den florerende medinicalindustri (1999-udgaven af Merck s Manual er på 2.833 sider til forskel for de sølle 192 sider i 1899).

Så selvom vores oldefædres kvaksalvere er blevet afløst af nogle mere pålidelige af slagsen, er der stadig lang vej igen. Om hundrede år vil man sikkert ryste ligeså meget på hovedet, som vi gør det over lægestanden fra 1899 i dag. Indtil da, må vi køre med på moden, og i det mindste håbe på, at placeboen gør sin (bi)virkning gældende.

I Holbergs tid var det f.eks. tjærevand, som var anset som universalmidlet imod alverdens dårligdomme. I 1747 skriver Holberg: 'Jeg råder derfor min Herre og alle andre til at bruge dette Vand, sålænge som Recepten er i Credit og Reputation. Det er tidsnok at ophøre, når man mærker, at denne alamodiske Medicin ingen Virkning mere haver.'

Niels Bohr ramt af Sokal-effekten

Fysikerne er ikke helt uskyldige i de postmoderne udskejelser som Alan Sokal kritiserede så stærkt for tre år siden, og nu retter flere kritik af kvantemekanikkens fader


Af Robin Engelhardt

Thereis something rotten in the state of Denmark. Den mistanke har længe ulmet blandt fysikere verden over, men den har aldrig været udtalt synderlig åbent.

Årsagen er Niels Bohr, faderen til kvantemekanikken, og hans fortolkning af de mærkelige fænomener, man møder på de atomare niveauer. Partikler bliver til bølger, og bølger bliver til partikler, og måleusikkerheder er ikke blot afvigelser, men norm. Ikke at dette kunne være anderledes, men det er Bohrs filosofiske tolkninger og den iboende subjektivisme i det, der kaldes københavnerfortolkningen, der er skydeskiven for den stigende kritik.
 
Generelt forudsætter den videnskabelige tankegang, at den objektive virkelighed eksisterer uafhængigt af iagttagelsen. Det naturvidenskabelige projekt er et forsøg på at formulere objektive teorier og naturlove, som kan føre til en fælles konsensus, der ikke tager hensyn til de enkelte forskeres socialpolitiske eller religiøs-æstetiske præferencer.
 
Åndsvidenskaber som for eksempel filosofi og litteraturkritik har ikke denne konsensustradition, hvilket har givet udslag i to modsatrettede strømninger. Enten er man inspireret af naturvidenskabens måde at objektivere naturen på, og bruger dens sprogbrug på andre felter, eller ­ som det f.eks. er sket i især den franske tænkning ­ man dekonstruerer og relativerer virkelighedsbegrebet, for at erstatte det med en subjektiv eller konstruktivistisk filosofi.

SOKALS SPØG
Fysikeren Alan Sokal fra New York University mener at begge fremgangsmåder er uheldige. De husker måske den grumme spøg, han lavede i 1996, da han smuglede sin postmoderne parodi af en artikel ind i det ansete tidsskrift Social Text. Dens titel lød Transgressing the Boundaries ­ Toward a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity; en overskrift, der indeholdt flere af de smarte hip-ord som 'grænseoverskridelse' og 'transformativ hermeneutik', samt den virkelig hotte kvantegravitation ­ en fysisk ønsketeori, som slet ikke eksisterer endnu.

Artiklen var en meningsløs tekstanretning, der var krydret med relativistisk jargon, scientistisk blær og hysterisk name-dropping ­ en stærk karikatur af den postmoderne stils forsøg på at skabe en duft af vidsyn og en smag af saglighed. Sokal så sin satire som 'en logisk konsekvens af den intellektuelle arrogance,' hvormed de litterære akademikere i stigende grad fornægter enhver objektivitet, for i stedet at ville anse fysiske konstanter ­ ja, selv tallet pi ­ som ikke andet end sociale konstruktioner.

   Efter at artiklen blev slugt af Social Text (vel at mærke uden en kritisk granskning af Sokals videnskabelige påstande) var skandalen hjemme. En videnskabskrig rasede på tværs af Atlanten ­ specielt i Frankrig og i USA ­ og alle, som var blevet trætte af det postmoderne sludder, morede sig kosteligt. Især naturvidenskabsmænd grinede højlydt. Takket være Sokals kollegiale skulderklap kunne fornuftens professorer endelig bøvse højlydt over de ufordøjelige postmoderne excesser, der foragteligt blev kaldt for pomo-science.

I en opfølgning af sit svindelnummer skrev Alan Sokal og belgieren Jean Bricmont året efter bogen Intellektuelle bedragerier. Her blev en række postmodernistiske filosoffers værker gennemgået minutiøst for misbrug af videnskabelig terminologi. Og der var ikke så lidt Sokal og Bricmont kunne skrive hjem om.

Efterhånden har Sokals spøg vundet slaget og fundet bifald i de fleste landes universitære miljøer. Anklagen for 'retorisk spekulation' og 'hermetisk nonsens' hos postmodernisterne består stadig. Visse studerende har endda fundet så meget velbehag i at parodiere disse 'intellektuelle plattenslagere', at de har skrevet et computerprogram, der automatisk genererer en komplet meningsløs, men semantisk korrekt tekst à la Sokals ved hjælp af rekursiv grammatik ­ programmet kaldes for Postmodernism Generator, og kan besøges på internettet på adressen www.csse.monash.edu.au/other/postmodern.html.

KVANTEPOLITIK
Som et eksempel på groteske citater kunne man her citere følgende betragtning om Heisenbergs usikkerhedsrelation og Niels Bohrs såkaldte komplementaritetsprincip ­ anvendt på politik:
 
'Tesen om at lys består af partikler og antitesen om at lys består af bølger lå i indbyrdes strid med hinanden, indtil kvantemekanikken smeltede dem sammen i en syntese... Hvorfor skulle man ikke kunne anvende dette på tesen liberalisme (eller kapitalisme ) og dens antitese kommunisme , for at forvente en syntese ­ i stedet for en endegyldig sejr af antitesen? ... Men komplementaritetsprincippet rækker dybere end dette: Faktisk repræsenterer tese og antitese to psykologiske motiver og økonomiske kræfter, der begge er retfærdiggørende i sig selv, men gensidigt udelukkende i deres ekstremer. Mellem frihed delta f og regulering delta r må der eksistere en relation af formen f · r = p, ... Men hvad ligger der i den politiske konstant p? Svaret på dette spørgsmål må jeg overlade til en kommende kvanteteori for menneskelige anliggender.'
 
Inden læseren griner sig halvt fordærvet, skal det siges, at eksemplet ikke er fundet af Allan Sokal, men af Mara Beller fra Universitetet i Jerusalem, og at personen, der citeres, ikke er Jacques Lacan, Jean Baudrillard, Julia Kristeva eller andre af de udskældte postmodernister, men Max Born ­ en af grundlæggerne af kvantemekanikken i 1920 erne.
 
I en artikel i Physics Today fra september sidste år peger Mara Beller på, at Borns ovenstående forteelse slet ikke er enestående ­ ja, det vrimler faktisk med citater fra fremtrædende koryfæer som Max Born, Niels Bohr, Werner Heisenberg, Wolfgang Pauli og Pascal Jordan, hvor 'formale' sammenhænge mellem kvantemekanik og psykoanalyse eller religion søges forklaret. Således spørger f.eks. vores egen Niels Bohr sin læser i bogen Atomfysik og menneskelig erkendelse II (Kbh. 1964), om ikke kvantemekanikkens syntese af fysisk viden kan anvendes på 'andre kundskabsområder'. Læs følgende eksempel:
 
 'Således frembyder integriteten af organismer, og de egenskaber, der kendetegner bevidste individer og menneskelige kulturer, helhedstræk, for hvis redegørelse der kræves en typisk komplementær beskrivelsesmetode.'
   
I talrige andre foredrag og skrifter udvider Bohr sit komplementaritetsbegreb til at omfatte 'forholdet mellem følelse og tanke' eller 'instinkt og fornuft', og nok så vigtigt anser Bohr sine udvidelser af kvantemekanikkens beføjelser ikke som 'mere eller mindre vage analogier, men (som) klare eksempler på logiske forhold, som vi i forskellige sammenhænge møder på videre områder.' Med andre ord: Komplementaritetsprincippet er den eneste rigtige erkendelsesteoretiske ramme for en lang række af sproglige og abstrakte begreber inklusive 'følelse' og 'fornuft'.

KVANTERELIGION
I sin afsløring af svindlen i tidsskriftet Lingua Franca skriver Alan Sokal blandt andet, at han i sin vildeste fantasi ikke kan se, 'hvad kvantemekanikken har at gøre med psykoanalysen'. Ligeså rimeligt vil det være at spørge sig selv, hvad begreber som 'fornuft', 'følelse' og 'instinkt' har at gøre med kvantemekanikken.

Mara Beller bemærker, at Bohrs kronisk svært forståelige skrifter normalt ikke bliver mødt med samme foragt blandt fysikerne som for eksempel tekster af dekonstruktivisten Jacques Derrida. De gamle normer for autoriteter består fortsat: Når Bohr er dunkel, så er det fordi han er dyb. Når Derrida er dunkel, er det, fordi han vrøvler.

Eksemplerne er overvældende. Pascal Jordan søgte en kvantemekanisk forbindelse til parapsykologi; Wolfgang Pauli tragtede i fuld alvor efter at sammenkoble kvantesystemer med det ubevidste, med Jungske arketyper og med paranormale erfaringer; Max Born ville bruge 'kvantefilosofien' til at formidle og mildne de politiske erfaringer efter Anden Verdenskrig.
 
Og Bohr? ­ Bohr tragtede efter at ophøje komplementaritetstanken til et alment erkendelsesteoretisk princip, en filosofi, som kunne anvendes på biologi, psykologi og antropologi. Ifølge Mara Beller 'håbede han på at have fundet erstatningen for den tabte religion.' Sokals eksempler fra åndsvidenskaberne kan suppleres med ikke mindre hårrejsende varianter fra nogle af ypperstepræsterne i den moderne naturvidenskab.

Det er derfor nødvendigt at spørge sig selv, hvem der griner af hvem. Griner vi af den postmoderne filosof, som misbruger og relativerer eksakte naturvidenskabelige begreber, eller griner vi af de rationelle videnskabsmænd, der søger at udvide deres begrebsverden på utilladelig vis? Man kunne ligefrem argumentere for, at postmodernisterne var i god tro , for ifølge Beller er overgangen fra Bohr-citaterne til nutidens pomo-snak 'kun en naturlig følge' af udviklingen i naturvidenskaben selv.

KØBENHAVNER-FORTOLKNINGEN
Bohrs fortolkning af kvantemekanikken er af ham selv og kredsen omkring ham i 1920 ernes København blevet ophøjet til dogme. Man siger, at han vandt striden mod Einstein og Schrödinger, der som de eneste åbent sagde ham imod. Stadig den dag i dag er det (næsten kun) københavnerfortolkningen som læres på universiteterne og som formidles af populærvidenskaben. Og selvom mange forskere i private stunder giver luft for deres utilfredshed med Bohrs (trods alle forbehold) iboende relativering af den objektive virkelighed, er der næsten ingen videnskabesmænd, som åbent kritiserer ham.

Dog er der nu langsomt ved at ske et skift: I stedet for at sværge til de kanoniserede begreber om Heisenbergs usikkerhedsrelation og den Bohrske komplementaritet, er partikelfysikere i dag mere optaget af den sammenfiltring, som de benævner som entanglement.    Kort fortalt forskyder begrebet entanglement problemet om partiklers dualitet, og det kroniske besvær med at måle deres egenskaber eksakt, fra at være et problem hos iagttageren (eller i måleapparatet), til at være en egenskab ved partiklerne selv. Derved genindsættes iagttageren som en udelagtig observatør i en objektiv (og dermed ikke-relativeret) virkelighed.

Og entanglement er ikke blot en ny fortolkning: Det er også et faktum. Sidste år lavede Gerhard Rempe og hans kolleger fra Universitetet i Konstanz i Tyskland et eksperiment, som entydigt viste, at det ikke er usikkerhedsrelationen, der er skyld i hele miseren om det umulige i eksakte målinger, men derimod den omstændighed, at atomare partikler, der på et eller andet tidspunkt har vekselvirket med hinanden, automatisk kobler deres indbyrdes egenskaber sammen, således at de holder op med at være uafhængige ­ selv på lange afstande.

I kvantemystikken ­ hvis der er en sådan ­ er atomerne iboende, og ikke afhængig af måleapparater eller subjektive indtryk. Flere og flere atomfysikere er i dag enige om, at Bohr simpelthen tog fejl i sin tolkning af det såkaldte dobbeltspalte-eksperiment. Så selvom entanglement ikke uddyber den menneskelige forståelse af elementarpartiklernes opførsel synderligt, og selvom grundlagsproblemerne i fortolkningen af kvantemekanikken stadig ikke er løst tilfredsstillende, er den nye begrebsramme meget lettere at acceptere for forskerne end Bohrs subjektive sproglege.

KEJSERENS KLÆDER
En langsom modbevægelse er sat i gang, men der er endnu ikke tale om et bevidst paradigmeskift ­ for ellers ville en åben kritik af københavnerfortolkningen allerede have givet genklang i alle de førende naturvidenskabelige fagtidsskrifter.

Beller krediterer Sokal for hans raffinerede plot i Social Text: Nemlig at Sokals artikel glider umærkeligt fra Bohr- og Heisenberg-citater i begyndelsen af artiklen over til det postmoderne sludder, som sammenkobler naturvidenskab, politik og filosofi i én stor pærevælling.

Sokals sure opstød mod den postmoderne obskurantisme falder altså i langt højere grad tilbage på hans egne fagfæller, end han selv måtte tro. Hvis der blandt fysikerne havde eksisteret en åben diskussion af de erkendelsesmæssige konsekvenser af københavnerfortolkningen ­ i stedet for kun stille indadvendte tvivl mod dogmet ­ ville alle de postmoderne videnskabskritikere måske ikke være blevet indfanget af illusionen om, at naturvidenskaben har frigjort sig selv fra sit fundamentale objektivitetskrav, der som ideal påberåber sig en iagttagelsesuafhængig virkelighed. Som Mara Beller afslutter sin højst bemærkelsesværdige analyse: 'Kritikerne af den postmoderne bølge kunne sejrsikkert konkludere, at 'kejserne... ikke havde nogen klæder', men hvem er egentlig disse nøgne kejserne? Hvem er det vi har grint af?'

Lamarcks skygge

Der er mere i arven end gæld og DNA. Nye data peger på, at vi kan påvirke vores genetiske materiale igennem aktivt erhvervede træk fra omverdenen


Af Robin Engelhardt

Selvom visse forskere måske har haft held med at formidle ideen om, at naturvidenskaben bestandigt bevæger sig hen imod simplere teorier om livet og kosmos, så forholder det sig efter al sandsynlighed omvendt.
 
Siden de gamle grækere har man startet med de mest primitive teorier for derefter at bevæge sig hen imod de mere komplicerede, og ofte også mere rigtige teorier. Så selvom reduktionismen har været metoden, har den bestemt ikke vist sig at være målet.
 
Sådan er det også gået for Darwins teori om den naturlige udvælgelse. Genetisk reduktionisme, hierarkisme, Malthusianisme, monisme, neutralisme, Weismannisme, gradualisme, saltationisme og Lamarckisme ­ antallet af teoretiske forgreninger og udbygninger af teorien er enorme.

EPIGENETIK
En ny, men også gammel idé, er langsomt ved at vække interesse: Forestillingen om, at der er mere i forplantningen end udvekslingen af arvematerialet DNA.
 
Sammen med det genetiske materiale DNA nedarves der nemlig også en slags genetisk instruktionsmanual, som skal fortælle generne, hvornår, hvor meget og hvor de skal aktiveres. Disse såkaldte epigenetiske instruktioner er en anderledes form for funktionel arvelighed end den rent genetiske. Ifølge biologen Eva Jablonka fra universitetet i Tel-Aviv er denne epigenetiske arvelighed helt afgørende for at multicellulære organismer kan opstå.

Enhver celle består i starten af nøjagtig de samme gener, men først de epigenetiske instruktioner afgør, hvilken endelig celletype de enkelte celler skal blive til. Den etablerede teori siger, at instruktionsmanualen er nulstillet ved dannelsen af sperm og ægceller, for derved at sikre, at alle gener er lige tilgængelige for den voksende embryo.

Men flere nye undersøgelser antyder, at ændringer i de epigenetiske instruktioner også kan nedarves til de efterfølgende generationer. Problemet med disse opdagelser er, at de smager mistænkelig meget af den diskrediterede teori kaldet lamarckisme, efter den franske biolog Jean Baptiste Lamarck, som antog, at dyr aktivt kan erhverve egenskaber fra deres omgivelser og videregive dem til deres afkom. Ifølge lamarckisterne fra 1800-tallet skulle body-buildere altså få muskuløse børn, og deres ideer lå da heller ikke langt fra at blive udnyttet af de værste eugenetiske indfald.

GENETISK DELIRIUM
Men lamarckismen var ikke kun Lamarcks idé ­ det var også, hvad Darwin selv troede på, for han kendte endnu ikke til gener eller til DNA . Han kaldte sin egen lamarckisme for pangenese, og faktorerne, der skulle videreføre den arvelige information, for pangener. Efter genopdagelsen af Gregor Mendels genetiske forsøg blev det til gener. Så selvom ordet lamarckisme i dag har stærkt nedladende konnotationer, er der ingen synderlig grund til at beskylde Lamarck for det frem for andre biologer fra det sene 1800-tal: Helt op til 1950 erne var det et udbredt synspunkt, at arveligheden fungerer på en sådan måde.
 
Men først efter at August Weismann i 1890 erne argumenterede for, at kønsceller kan videregive deres arvemateriale til kropsceller men ikke omvendt, og efter at Watson og Crick i 1953 fandt DNA dobbeltspiralens struktur, kunne molekylærbiologien opstå som en egen forskningsgren. På den måde fik molekylærbiologerne en fri licens til at behandle den morfologiske udvikling som en ligegyldig black box: Kun generne syntes nødvendige for at forstå den evolutionære dynamik og ikke andet.

Dette har ført os til nutidens genetiske delirium, hvor DNA ses som livets essens , og hvor levende organismer ikke betragtes som andet end et unødvendigt påhæng for de selviske gener . Sammen med forestillingen om, at videnskaben i sin faustiske søgen efter sandhed er nok i sig selv , har molekylærbiologerne haft held med at fremstå som uafhængige af større sociale strømninger, selvom de gerne accepterer tekniske fremskridt som ultracentrifugen og elektronmikroskopet.

MERE END KUN GENER
Men der er måske på tide at genåbne denne sorte boks, for det bliver langsomt tydeligt for selv de mest inkarnerede genocentriske reduktionister, at fremkomsten af livsformer i den fire-dimensionale rumtid ikke uden videre kan aflæses fra en én-dimensional streng af DNA.

'Der foregår bizarre ting, som vi først nu begynder at forstå,' siger Marcus Pembrey fra det kliniske helbredsinstitut i London til fagbladet New Scientist.
 
Et klassisk eksempel er historien om de hollandske gravide kvinder, der under den Anden Verdenskrig sultede så meget, at deres børn blev markant mindre. Det er i sig selv ikke mærkeligt, men derimod var det meget overraskende, at børnebørnene og også deres børn var ligeså små, selvom de i efterkrigstiden fik rigeligt med mad.

Også nye fund blandt mus og rotter vækker undren: Giver man en generation af rotter et stof kaldt alloxan (som nedsætter rotternes modtagelighed for insulin), vil de næste generationer blive sukkersyge ­ og det i tiltagende grad jo længere man kommer ned ad stamtræet. Giver man mus høje doser af morfin, vil også deres skader på nervesystemet nedarves til de næste generationer. Og så sent som for tre måneder siden viste Renato Paro fra centret for molekylærbiologi i Heidelberg i en artikel i tidsskriftet Cell, at en ændring i aktiviteten af et gen er nok til ændre øjenfarve hos bananfluer, og at denne ændring nedarves til deres afkom.

Alle disse vidnesbyrd tyder på, at der foregår langt mere i løbet af nedarvningsprocessen end en udveksling af DNA.

MÆRKNINGSORDNING
Et af de mest utvetydige eksperimenter er blevet lavet af Wolf Reik fra Babraham Instituttet udenfor Cambridge.

Han interesserede sig for et fænomen kaldt imprinting (markering, prægning). Det har vist sig, at nogle gener kun aktiveres, hvis de kommer fra faderen, og andre kun hvis de kommer fra moderen. Ingen ved sådan rigtigt, hvordan det fungerer, men der må altså eksistere en form for mærkningsanordning igennem generationerne, der fortæller cellerne hvilke gener, der skal mærkes igen. Aktiviteten af disse gener kan blokeres af nogle molekyler kaldt methylgrupper, og Reik fandt ud af, at nogle gener blokeres (eller methyleres) automatisk, når man flytter cellekernen fra en nybefrugtet musecelle over i ægget på en anden musecelle, der har fået fjernet sit arvemateriale (hvilket faktisk er den gængse kloningsteknik). Og hvad værre var: De to blokerede gener var ansvarlige for både musenes størrelse og for parringslysten, og begge disse forringede egenskaber blev nedarvet til de næste generationer. Epigenetiske forandringer kunne altså overføres til kønscellerne og påvirke slægtsfølgen.

Besynderligvis har det vist sig, at klonede får kan blive op til dobbelt så store som normalt, og ingen ved sådan rigtigt, hvad der er årsagen. 'Vores undersøgelser rejser spørgsmålet, hvorvidt sådanne manipulationer kunne have langvarige effekter for fremtidige generationer,' siger Reik.

KONSEKVENSER
'Vi har kun set toppen af isbjerget,' siger også Marilyn Monk, der er kollega til Marcus Pembrey. Hun forudser, at man vil opdage mange flere epigenetiske faktorer, og at det vil have tankevækkende følger for den moderne biologi. For det første vil de nye genterapeutiske tilbud til ufrugtbare mænd og kvinder, som for eksempel kunstig befrugtning og mikroinsemination være højst tvivlsomme i det lange løb. Hvis den fysiske manipulation af menneskelige æg og spermceller gennem centrifugering, pipetering og nedfrysninger er nok til at provokere en uønsket methylering af enkelte gener, vil konsekvenserne hurtigt være uoverskuelige. Der har faktisk allerede været nogle (kontroversielle) rapporter om, at spædbørn, født ved hjælp af kunstig befrugtning (in vitro fertilisation, IVF, er mindre end normale spædbørn.

På et rent evolutionært plan er de teoretiske konsekvenser mindst lige så store. I og med at de epigenetiske faktorer kan tændes og slukkes uden først at skulle findes igennem tilfældige mutationer, vil den evolutionære hastighed, hvormed organismer tilpasser sig, sandsynligvis øges gevaldigt. Ændringerne i instruktionsmanualen skaber en slags motortrafikvej for udvælgelse og tilpasning i forhold til de snørklede grusveje, den gængse darwinistiske udvælgelse bevæger sig på.
 
I den darwinistiske teoridebat er begrebet arvelighed det væsentligste omdrejningspunkt for diskussionerne. Mens brugen af spilteori på den neo-darwinistiske syntese (primært repræsenteret af biologerne John Maynard Smith og Richard Dawkins) har erklæret genet som den altafgørende enhed for udvælgelsen, har en lang række andre biologer udviklet et meget mere hierarkisk koncept for darwinismen (f.eks. Niles Eldredge og Stephen Jay Gould). Her anses andre organisationsniveauer i organismen som mindst lige så vigtige for den naturlige udvælgelse (dvs. ikke kun gener, men også celler, og kropsdele, og hele individet, og derudover også gruppe-selektion samt udvælgelse på artsniveau). Den epigenetiske arvelighed for multicellulære organismer forekommer at være et konkret vidnesbyrd for denne bredere forståelse af evolutionen.

KULTUREL TILPASNING
Den kulturelle udvikling er typisk lamarckistisk . Det tog f.eks. ikke mere end et par opringninger for befolkningen at lære at bruge en telefon.
 
Overførelsen af information på de kulturelle niveauer foregår i dag med overlydshastighed. Derfor spekulerer nogle forskere over, om de forskellige lags forskellige tilpasningshastigheder er et specifikt særkende for hierarkiske biosystemer, eller om der ikke snarere kan opstå en konflikt imellem de mange forskellige niveauer for udvælgelse.
 
Normalt anser man dette kulturelle lag som højere end de andre, hvilket igen retfærdiggør menneskets tro på sin suverænitet, og sin tro på et fremskridt. Men fra et rent evolutionært standpunkt er det slet ikke sikkert. Bakterier har levet på jordkloden, siden havet begyndte at rejse sig for at dulme vulkanernes buldren, og de lever stadig i bedste velgående. Alt imens har mennesket og andre højerestående dyr kun levet i godt et geologisk sekund.

Men hvorom alt er, så ligger livets mening ikke i DNA men derimod i hele livsorganisationen ­ i formen, i generne, i helheden og i dens dynamiske vekselvirkninger med sin omverden. At den genetiske reduktionismes metode stadig giver os masser af konkrete informationer er tydeligt. Men det er ligeså tydeligt, at den har sine begrænsninger i forståelsen af de komplekse fænomener, som livet er, og at manipulation og lapperi i disse unikke strukturer hurtigt kan gå hen og blive en tvivlsom fornøjelse.
There was an error in this gadget