Langt ude

Forskerne bag påstanden om liv på Mars forsøger sig nu med nye beviser

Fokus
Af Robin Engelhardt

'Alle vidnesbyrd peger på den mest simple forklaring: At der er rester af en tidlig livsform på Mars,' sagde lederen for NASA's forskningsgruppe, David McKay, i august 1996. Medierne stod på hovedet, sensation og revolution var på alles læber, og NASA fik med Clintons hjælp udskudt en planlagt to milliarder dollar nedskæring på rumprogrammet. Så langs så godt.

Forudsætningen for at det kunne lade sig gøre var dog, at deres videnskabelige argumenter for liv på Mars holdt vand, og det gjorde de desværre ikke helt. De fire argumenter lød ­ meget forkortet ­ som følger:

1) Sandsynliggørelse af, at den fundne sten (AHL 84001) faktisk kommer fra Mars, ved hjælp af isotopanalyser (alment godtaget).
2) At stenen indeholder organiske forbindelser (polycykliske aromatiske hydrocarboner, pah er), og at disse PAH er er af bakteriel oprindelse (kun en påstand: PAH er findes overalt på jorden ­ selv på is).
3) At stenens indhold af jernoxid og jernsulfid i form af magnetit er typisk for bestemte bakterier ­ de såkaldte magnetosomer ­ på jordkloden, og derfor bevise, at der også har være magnetosomer på Mars (sandsynligvis forkert, idet magnetitten i stenen har alt for mange defekter i forhold til organisk produceret magnetit, der typisk har en mere perfekt struktur).
4) Eksistensen af små og aflange karbonat-lommer , der 'ligner fossiler' (rimelig usandsynligt, Italen 'ligner' en støvle, og ud over det er de alt for små i forhold til levedygtige bakterier på jorden).

IKKE OVERBEVISENDE
Her, to et halvt år efter, må man konkludere, at bevisførelsen ikke har kunnet overbevise det videnskabelige etablissement. Den primære årsag til den fortsatte skepsis er de mange vægtige modargumenter, men også det simple faktum, at hver enkelt indikator taget for sig ­ ifølge eksperter fra hver deres specialer ­ også ville kunne forklares ud fra ikke-biologiske fænomener. Og blot fordi man summerer fire sådanne ikke-biologiske fænomener, behøver sandsynligheden for eksistensen af et biologisk fænomen ikke stige synderligt.

Det forlokkende men farlige ved den slags sandsynlighedsargumenter er, at man hurtigt kan blive følelsesmæssigt involveret i sine data, og derfor overfortolke deres kraft ­ et fænomen der kendes i mange sammenhænge ­ fra mængden af ufo-rapporter over politikernes arbejdsløshedskurver til ellers så integre videnskabsmænd som Holger Bech Nielsen og hans mere end tvivlsomme dommedagsprofetier.

NYE FORSØG
De nye beviser, som mærkeligt nok har fundet vej til BBC's nyhedstjeneste uden at blive offentliggjort i et fagtidsskrift først, er hentet fra en anden meteorit, som faldt ned i Nakhla i Egypten i 1911.

Uden at kunne granske de videnskabelige vidnesbyrd er det selvfølgelig svært for nærværende skribent at forholde sig til påstanden (David McKay fra NASA lover at holde en pressekonference snart). Men BBC siger, at forskerne har fundet 'runde partikler, hvis begrænsede størrelse tyder på at være mineraliserede efterladenskaber af bakteriekolonier.' Forskerne mener, at disse fossilerede bakterier ser ud som om de er fanget i en 'proces af celledeling'.

Hvis det eneste argument er, at 'det ligner', vil den nye påstand nok ikke kunne klare en kritisk kollegial bedømmelse i et fagtidsskrift, men vi kan da håbe på en overraskelse.



Yderligere information om historien om meteoritten AHL 84001 fra Mars kan findes på: www.exponential.dk/art/Weekendavisen/mars.html,
apk.net/~dizzy/mars.html,
cass.jsc.nasa.gov/lpi/meteorites/metsoc97abs.html

Hårdt at være handyr

Partnervalg er mere kompliceret, end noget menneske kunne frygte. Evig kamp, snyd og bedrag stiller store krav ­ især til hannerne

Optimal sex
Af Robin Engelhardt

Det er ikke nemt at være en han. For at få et godt og sundt afkom skal man knokle med at gøre kur, man skal kunne tilbyde gode ressourcer, vise omsorg, og så skal man ustandseligt holde andre bejlere på afstand.

Det er, hvad undersøgelser af seksualadfærd ­ ikke kun hos mennesker, men hos mange forskellige dyrearter ­ kan berette. Mens det kvindelige køn i ro og mag kan udvælge den rette partner, måle hans styrke, snuhed og sædkvalitet, må handyret være på evig vagt, kæmpe og knejse for sin udødelighed.

FALSKE FÆDRE
Monogami udvikler sig typisk hos arter, hvor en fælles indsats for ungerne er nødvendig. Når forældre ikke kan tillade sig at forlade deres afkom, før det har lært at klare sig selv, må yngelplejen og oplæringen gå forud for egne interesser.

Men monogami har vist sig at være sjælden. Kun cirka fem procent af alle dyr kan defineres som monogame, og ud over det, er det ikke den form for absolutte monogami som kirken prædiker, der er gængs i dyreverdenen. Her er snyd, svindel og affærer snarere reglen end undtagelsen. Af alle seksuelle afvigelser er trofasthed måske den mest sjældne.

Visse undersøgelser blandt mennesker antyder, at hele 15 procent af alle menneskebørn har en anden biologisk far end deres registrerede far. Et tabu, som altså ikke behøver at skyldes verdens og værdiernes generelle forfald, men snarere afspejler en anderledes, men optimal populationsbiologisk strategi. Kirken siger, at ægtefæller skal være forenet, indtil døden Jer skiller, men samtidig er antallet af skilsmisser i Danmark over en tredjedel, og i USA opløses hele 50 procent af alle indgåede ægteskaber. Reelt er tallene dog meget højere, hvis man iberegner de mange forhold, som ikke bliver til et ægteskab. Selv de så forbilledlige svaner, der for mange mennesker står som indbegrebet af dydig adfærd, kan finde på en saftig affære, hvis situationen byder sig.

FITNESS
Biologer anskuer kriterierne for dyrs seksuelle adfærd og udvælgelse af partnere som et forsøg på at få det bedst og mest mulige afkom. Da tilværelsen er en evig kamp om overlevelse, har alle jordens levende væsner udviklet meget komplicerede teknikker til at vinde kampen. Det gælder om at være bedre end naboen og om at vinde krige, kampe og kvinder. På den måde kan man sprede sine succesrige gener så meget som muligt blandt populationen.

Det afgørende kriterium for succes er fitness ­ et centralt begreb i populationsbiologien og i biologien generelt. Begrebet er blevet udødeliggjort i det af Herbert Spencer lettere vulgariserede udsagn om survival of the fittest.

Da det altid er svært at måle fitness direkte på et dyr, må det i stedet måles på antallet af vellykkede afkom. Det betyder, at man først ved, hvem der er fit, og hvem der ikke er, når tiden er gået, og de overlevende har fået deres mange unger. Survival of the fittest kan måske virke som en tautologi, a la survival of the survivals, men det er det ikke.

I en population, hvor begge køn stræber efter at få nogle gode afkom, vil konsekvensen af den individuelle overlevelseskamp være en relativ forøgelse af populationens gennemsnitlige fitness ­ et resultat den amerikanske populationsbiolog Ronald A. Fisher kom frem til allerede i 1930 ved hjælp af matematiske ligninger, og som siden er blevet kaldt det fundamentale teorem for den naturlige udvælgelse.

SKAL JEG VÆLGE BRIAN?
De fleste arter i dyreriget ­ fra fisk og fugle til aber og mennesker ­ tilhører den kategori af dyr, hvor hunner kun i begrænset tid og omfang er frugtbare. Det betyder, at hanner primært skal forøge deres chancer ved at øge antallet af partnere, hvorimod hunners strategi oftest er bestemt af deres partners kvalitet. Derfor er hunner som regel mere kræsne end hanner. Da flaskehalsen for reproduktionen hos hunnerne ligger i den begrænsede frugtbarhed, er kampen om deres gunst også meget større.

Biologer iagttager typisk, at jo mere dominerende en han er, jo større er hans chance for at finde en eller flere gode partnere. I en kamp mellem to hanner vil vinderen som regel blive foretrukket af hunnen. Derved sikrer hun sig en partner, som har større chance for at overleve, og som på den måde også er af højere kvalitet. Nogle biologer har endda påvist, at visse hunner opildner hanner til kamp for bagefter at parre sig med vinderen.

SKAL JEG VÆLGE GEORG?
Men verden har vist sig ikke at være så simpel endda. I en oversigtsartikel om emnet i tidsskriftet Trends in Ecology and Evolution har Anna Qvamström fra Uppsala Universitet og Elisabet Forsgren fra Universitetet i Göteborg gennemgået de nyeste undersøgelser på området.

De viser, at det er ikke altid er den største og stærkeste han, der vinder kurmageriet. I arter hvor handyret konkurrerer for nødvendige ressourcer som f.eks. gode ynglepladser, nyder den dominerende han som regel store fordele i partnervalget.

Men hos bigame og polygame arter, og i andre tilfælde, hvor hunner må dele deres ressourcer med andre hunner og deres unger, kan det være mere fornuftigt at kigge direkte på ressourcerne, der er til rådighed hos en bestemt han ­ i stedet for at kigge på hans dominerende adfærd.

Og det er også, hvad mange studier har vist. Undersøgelser af fasaner, salamandere, spurve, fårekyllinger og kutlinger har vist, at hundyr ofte vælger ud fra mængden af de tilrådelige ressourcer og ud fra omgivelsernes kvalitet ­ og altså ikke ud fra handyrets dominans. Hos mennesker tæller rigdom og gode kår heller ikke nedad.

Forfatteren Helen Rowland har engang sagt: 'Når man ser, hvem piger gifter sig med, forstår man, hvor meget de må hade at arbejde for føden.' Ydermere er det slet ikke sikkert, at den udkårne, blot fordi han er god til at slå på tæven også er en god forælder. En dominerende han kan endda være en ulempe for parret, hvis han skal bruge al sin energi på at holde de andre friere væk ­ et resultat, fundet hos blandt andet hundestejler og hos nogle fluesnappere.

Dybest set er det et teoretisk problem. Hvis en høj social stilling resulterer i dårligere pleje eller mindre føde til ungerne, skal hunkønnet investere mere i yngelplejen. Afvejningen af genetiske fordele og virkelighedens omkostninger er en kompliceret afgørelse, som nogle hunner har fundet en subtil løsning til.

I visse, ellers monogame, arter, kan en hun acceptere at parre sig med en dominerende han, der ikke bidrager med andet end sine gener, for bagefter at vende tilbage til den mindre dominerende ­ men til gengæld socialt set ­ omsorgsfulde plejefar . Det kan undre, at hanrejen alligevel gider al det besvær, men biologerne mener, at han trods alt får et udbytte, idet han vil komme først, når hunnen bliver drægtig igen. Den optimale strategi for en population kan altså påbyde nogle individer at være mere promiskuøse end andre. Men om det er de rigtige viser sig først, når det er for sent. Undersøgelserne betyder, at evolutionært stabile strategier i biologiens verden ofte er blandede. Generelle etiske domme og kategoriske imperativer kan derfor have det svært i denne bedste af alle mulige verdener.

DOBBELT SNYD
Som om situationen ikke var speget nok i forvejen, opstår der ifølge professor i evolutionær psykologi fra Liverpool Universitet, Robin Dunbar, et yderligere problem for hannerne. I en artikel i New Scientist kunne hun forleden beskrive den rent monogame mands dilemma, der jo består i aldrig at vide med 100 procents sikkerhed, om ungerne nu virkelig er hans egne eller ej. Skal han blive hos sin partner med risiko for at passe en gøgerede, eller skal han at frasige sig familielivet med risiko for at miste sit afkom på grund af utilstrækkelig omsorg?

En løsning kunne være at give de andre bigote hanner en større hovedpine, end han selv har. Det kan han gøre ved selv at være utro, for på den måde øger han chancerne for, at hans gener bliver videreført. Snyd afføder dobbelt snyd, og sådan udvikles kunsten at bedrage.

Det kan konen selvfølgelig ikke lade udarte, fordi hannen så hurtigt ville miste interessen for hende. Magnus Enqvist og hans kolleger fra Stockholm Universitet arbejder med hypotesen, at hunner ikke kun opsøger en flirt for at få en ekstra gen-indsprøjtning en gang i mellem, men også for på den måde at fastholde sin ægtefælles opmærksomhed. Undersøgelser på engelske stære har vist, at de mest aggressive hunner har større sandsynlighed for at blive i et monogamt forhold end de mindre aggressive. Men vi vidste det jo for længst. Jalousi og makeup er to kvindelige strategier, som får både det bedste og det værste frem i mænd.

HÅRDT ARBEJDE
I vores verden har handyret det hårdt, for det er ham, der bliver selekteret på. Næsten lige meget hvilken dyreart handyret stammer fra, skal han kunne mange ting. Han skal dominere; han skal charmere; han skal være et skaffedyr; han skal vise omsorg; han skal sikre sig, at han ikke bliver narret af en anden, og endelig skal han forsøge at narre andre. Og som om det ikke var nok, skal han også give indtryk af, at være dydsmønstret i egen høje person.

Det er alt sammen hårdt arbejde, og hvis han ikke dør af hjerteslag forinden, vil en dog trøstende frugt ud af alle anstrengelserne være en evig indflydelse på menneskeslægten og dens himmelflugt i fitness.
There was an error in this gadget