Et liv i mørke

Hvorfor er vi så bange for at tage piller mod depressioner?

Psykiatri
Af Robin Engelhardt

'Det var gråt udenfor. Mørket var så småt begyndt at falde på, og hun var endnu ikke kommet i gang med at sortere de tre bunker, der skulle afleveres til i morgen. Ugideligt og mærkelig nedtrykt stirrede hun tomt ud af vinduet. Igen i nat vågnede hun klokken tre, og kunne godt opgive alle forsøg på at falde i søvn igen. Selvom hun altid følte sig træt nyttede det alligevel ikke noget. Appetitten var også blevet anderledes. Skyldfølelser over egen langsomhed og mangel på koncentrationsevne gjorde at hun ikke længere kunne tage beslutninger ­ hverken på arbejdet eller derhjemme. Hun mistede langsomt interessen for alt, sin mand, sine venner, og ønsket om at gøre en hurtig ende på det hele voksede umærkeligt. Det skræmte hende.'

I denne korte situationsbeskrivelse, som kunne være taget ud af en næsten hvilken som helst skønlitterær bog, gemmer sig de fleste symptomer på en dyb depression. Alvorlige depressioner kan få de bedste forhold til at gå i stykker. De kan ødelægge liv, familier og karriere, og selvom der i dag findes rimelig gode medikamenter mod de mange forskellige former for depression, er emnet stadig ganske tabuiseret, både i lægeverdenen og i offentligheden.

Hvis man ikke har læst om depressioner før, er den her anmeldte bog en god start. Den svenske journalist Miki Agerberg har selv gennemlevet en dyb depression, som han til alt held er kommet ud af igen, og som har inspireret ham til at skrive om emnet i en let tilgængelig og meget konkret bog. Den består primært af interviews af kendt og ukendte svenskere, som åbenhjertigt fortæller om deres oplevelser og erfaringer med denne marginaliserede men ­ viser det sig ­ meget udbredte lidelse.

'Den, som ikke har oplevet en depression, kan ikke forstå den,' står der et sted i teksten, og det er sikkert rigtigt, men det positive ved bogens ellers så dystre emne er, at de omtalte mennesker altid finder en vej ud af mørket, og derfor har bogen ud over sine meget informative afsnit en god og opløftende tone.

HVORFOR PILLESKRÆK?
Der ligger mange vigtige oplysninger i bogen, som kan få én til at spekulere. Man kan for eksempel fristes til at få den tanke, at næst efter narkosen er de smertestillende medikamenter lægekundskabens største triumf.
 
Godt nok er læger blevet eminente til at komponere kirurgiske mesterværker, men der er intet der er så invaliderende som evig smerte, og der er intet der er så befriende som smertens forsvinden. Men hvad med de psykiske smerter ­ angsten, fortvivlelsen og depressionen ­ som sagtens kan være endnu mere pinefulde end den konkrete smerte. Og oveni det håbløsheden, som nedbryder sjælen og sortner sindet i nyttesløse og ofte årelange kvaler.

Hvordan kan det være, at antidepressive midler er så ilde set? Hvad venter vi på? Frem med medicinen og glem snakken om 'lykkepiller' eller overbehandling: Lige så lidt som kodimagnyler giver en forvrænget virkelighedsopfattelse, lige så lidt forårsager antidepressive piller et moralsk forfald. Livet er hårdt nok i forvejen.

Det er måske det væsentligste budskab i bogen, og det virker overbevisende. Offentlighedens nedladenhed og behandlersystemets tilbageholdenhed overfor antidepressiv medicin er altså et forsøg på (på andres vegne) at tage fat omkring problemets faktiske rod, for en depression udtrykker jo, ifølge argumentet, at der er noget andet galt i ens liv.

Men bogens peger på modargumentet: Hvad er det for et mystisk og bedrevidende snobberi at bræge om menneskehedens kommercialisering, tingsliggørelse, overfladekultur, osv. når man har det elendigt og tænker på at kaste sig ud foran et tog? Det kan både være rigtigt og forkert, at der er noget andet galt i ens liv, og at tingsliggørelsen osv. bliver større, men man skal da have lov at leve før man kan tænke over det. At spise piller er aldrig en idealløsning, men mennesker i dagens Danmark er sikkert udmærkede i stand til selv at afgøre, om der skal gøres mere.

LOMMEFILOSOFI
Efterhånden som man begynder at forstå sygdomskomplekset og de psykologiske ekstremtilstande depressive og maniodepressive mennesker fungerer under, kan man til tider blive helt pinligt berørt over sine egne tidligere domme eller fordomme, som ofte bunder i manglende indføling ('tag dig nu sammen menneske!') eller i lommefilosofisk moralisme.

For eksempel citerer Miki Agerberg filosoffen Albert Camus, som i sin bog Sisyfosmyten starter med følgende sætning: 'Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: Selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.' Agerberg undlader at modsige Camus direkte, men jo længere man trænger fremad i teksten, jo mere åbenlyst vrøvl viser det sig at være. Selvmord er ikke et valg. Selvmord er tvang ­ en udvej, der ikke forekommer at være alternativer er til. Al eksistentiel eller filosofisk snak er blot staffage, der benyttes som en psykologisk vaccine for de raske.

SMÅRODET
Bogen er struktureret som et skift imellem interviews af mennesker som i større eller mindre glad har gennemlevet en depression, maniodepressivitet eller en dysthymi (en lettere form for kronisk depression), og faktuelle kapitler med samtaler med psykologer og psykiatere, som har specialiseret sig omkring sygdomskomplekset.

På grund af forfatterens omfattende materiale er bogen desværre blevet lidt rodet. De lejlighedsvis indstrøgede statistikker om antallet af ramte mennesker i mange lande og andre historiske og sociale fakta bliver derfor uoverskuelige. De hyppige skift imellem interviews og fakta-kapitler nærmest inviterer til gentagelser, og en bortredigering af de mest rodede passager kunne have hjulpet gevaldigt.

Men forfatteren har ladet sig rive med. Og taget emnets aktualitet og vigtighed i betragtning, er han for længst undskyldt, og derfor også takket for et oplysende bidrag til en nødvendig og tiltrængt debat om depressioner.

0 comments:

There was an error in this gadget