Et liv i mørke

Hvorfor er vi så bange for at tage piller mod depressioner?

Psykiatri
Af Robin Engelhardt

'Det var gråt udenfor. Mørket var så småt begyndt at falde på, og hun var endnu ikke kommet i gang med at sortere de tre bunker, der skulle afleveres til i morgen. Ugideligt og mærkelig nedtrykt stirrede hun tomt ud af vinduet. Igen i nat vågnede hun klokken tre, og kunne godt opgive alle forsøg på at falde i søvn igen. Selvom hun altid følte sig træt nyttede det alligevel ikke noget. Appetitten var også blevet anderledes. Skyldfølelser over egen langsomhed og mangel på koncentrationsevne gjorde at hun ikke længere kunne tage beslutninger ­ hverken på arbejdet eller derhjemme. Hun mistede langsomt interessen for alt, sin mand, sine venner, og ønsket om at gøre en hurtig ende på det hele voksede umærkeligt. Det skræmte hende.'

I denne korte situationsbeskrivelse, som kunne være taget ud af en næsten hvilken som helst skønlitterær bog, gemmer sig de fleste symptomer på en dyb depression. Alvorlige depressioner kan få de bedste forhold til at gå i stykker. De kan ødelægge liv, familier og karriere, og selvom der i dag findes rimelig gode medikamenter mod de mange forskellige former for depression, er emnet stadig ganske tabuiseret, både i lægeverdenen og i offentligheden.

Hvis man ikke har læst om depressioner før, er den her anmeldte bog en god start. Den svenske journalist Miki Agerberg har selv gennemlevet en dyb depression, som han til alt held er kommet ud af igen, og som har inspireret ham til at skrive om emnet i en let tilgængelig og meget konkret bog. Den består primært af interviews af kendt og ukendte svenskere, som åbenhjertigt fortæller om deres oplevelser og erfaringer med denne marginaliserede men ­ viser det sig ­ meget udbredte lidelse.

'Den, som ikke har oplevet en depression, kan ikke forstå den,' står der et sted i teksten, og det er sikkert rigtigt, men det positive ved bogens ellers så dystre emne er, at de omtalte mennesker altid finder en vej ud af mørket, og derfor har bogen ud over sine meget informative afsnit en god og opløftende tone.

HVORFOR PILLESKRÆK?
Der ligger mange vigtige oplysninger i bogen, som kan få én til at spekulere. Man kan for eksempel fristes til at få den tanke, at næst efter narkosen er de smertestillende medikamenter lægekundskabens største triumf.
 
Godt nok er læger blevet eminente til at komponere kirurgiske mesterværker, men der er intet der er så invaliderende som evig smerte, og der er intet der er så befriende som smertens forsvinden. Men hvad med de psykiske smerter ­ angsten, fortvivlelsen og depressionen ­ som sagtens kan være endnu mere pinefulde end den konkrete smerte. Og oveni det håbløsheden, som nedbryder sjælen og sortner sindet i nyttesløse og ofte årelange kvaler.

Hvordan kan det være, at antidepressive midler er så ilde set? Hvad venter vi på? Frem med medicinen og glem snakken om 'lykkepiller' eller overbehandling: Lige så lidt som kodimagnyler giver en forvrænget virkelighedsopfattelse, lige så lidt forårsager antidepressive piller et moralsk forfald. Livet er hårdt nok i forvejen.

Det er måske det væsentligste budskab i bogen, og det virker overbevisende. Offentlighedens nedladenhed og behandlersystemets tilbageholdenhed overfor antidepressiv medicin er altså et forsøg på (på andres vegne) at tage fat omkring problemets faktiske rod, for en depression udtrykker jo, ifølge argumentet, at der er noget andet galt i ens liv.

Men bogens peger på modargumentet: Hvad er det for et mystisk og bedrevidende snobberi at bræge om menneskehedens kommercialisering, tingsliggørelse, overfladekultur, osv. når man har det elendigt og tænker på at kaste sig ud foran et tog? Det kan både være rigtigt og forkert, at der er noget andet galt i ens liv, og at tingsliggørelsen osv. bliver større, men man skal da have lov at leve før man kan tænke over det. At spise piller er aldrig en idealløsning, men mennesker i dagens Danmark er sikkert udmærkede i stand til selv at afgøre, om der skal gøres mere.

LOMMEFILOSOFI
Efterhånden som man begynder at forstå sygdomskomplekset og de psykologiske ekstremtilstande depressive og maniodepressive mennesker fungerer under, kan man til tider blive helt pinligt berørt over sine egne tidligere domme eller fordomme, som ofte bunder i manglende indføling ('tag dig nu sammen menneske!') eller i lommefilosofisk moralisme.

For eksempel citerer Miki Agerberg filosoffen Albert Camus, som i sin bog Sisyfosmyten starter med følgende sætning: 'Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: Selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.' Agerberg undlader at modsige Camus direkte, men jo længere man trænger fremad i teksten, jo mere åbenlyst vrøvl viser det sig at være. Selvmord er ikke et valg. Selvmord er tvang ­ en udvej, der ikke forekommer at være alternativer er til. Al eksistentiel eller filosofisk snak er blot staffage, der benyttes som en psykologisk vaccine for de raske.

SMÅRODET
Bogen er struktureret som et skift imellem interviews af mennesker som i større eller mindre glad har gennemlevet en depression, maniodepressivitet eller en dysthymi (en lettere form for kronisk depression), og faktuelle kapitler med samtaler med psykologer og psykiatere, som har specialiseret sig omkring sygdomskomplekset.

På grund af forfatterens omfattende materiale er bogen desværre blevet lidt rodet. De lejlighedsvis indstrøgede statistikker om antallet af ramte mennesker i mange lande og andre historiske og sociale fakta bliver derfor uoverskuelige. De hyppige skift imellem interviews og fakta-kapitler nærmest inviterer til gentagelser, og en bortredigering af de mest rodede passager kunne have hjulpet gevaldigt.

Men forfatteren har ladet sig rive med. Og taget emnets aktualitet og vigtighed i betragtning, er han for længst undskyldt, og derfor også takket for et oplysende bidrag til en nødvendig og tiltrængt debat om depressioner.

Jagten på den Røde Dronning

Kampen om overlevelse kræver en konstant årvågenhed, og selvom man bliver ved med at løbe, kommer man ingen steder

Evolution
Af Robin Engelhardt

  'Nu! Nu!,' råbte Dronningen. 'Hurtigere! Hurtigere!' Og de løb så hurtigt, at man til sidst kun kunne skimme dem suse igennem luften, næsten Alice var ved at blive ret udmattet ­ stoppede, og Alice fandt sig selv sidde på jorden, forpustet og svimmel.
  

Dronningen lænede sig op imod et træ, og sagde venligt: 'Du kan tage et lille hvil nu.' Alice så sig omkring i stor forbavselse.
  'Hvorfor, jeg tror vi har været under dette træ hele tiden! Alt er ligesom det har været!'
  'Selvfølgelig er det det,' sagde Dronningen. 'Hvad havde du ellers troet?'
  'Jo, i vores land,' sagde Alice, som stadig snappede efter vejret, 'ville man normalt komme et andet sted hen, hvis man løb meget hurtigt i lang tid ­ ligesom vi lige har gjort.'
  'Et meget langsomt land!' sagde Dronningen. 'For her, ser du, skal man løbe alt det man kan, for at blive det samme sted. Hvis du vil hen til et andet sted, må du mindst løbe dobbelt så hurtigt som du lige har gjort!'
  'Åh nej,' sagde Alice, 'jeg vil helst ikke forsøge igen.'


Denne lille scene fra Lewis Carrolls eventyr Bag Spejlet har biologer og evolutionsteoretikere over hele verden spekuleret længe over. I et forsøg på at trænge ind bag spejlet møder Alice en eventyrlig verden, hvor planter og ting kan snakke, og hvor den røde (skak)dronning (The Red Queen) fortæller Alice nogle hemmeligheder om, hvordan man skal leve i en spejlvendt verden.

ROTTERÆSET
Biologer ser den Røde Dronning som indbegrebet af den evige proces, hvorved arter gensidigt tilpasser sig til hinandens overlevelsesstrategier, der jo ustandseligt søges forbedret i kampen om overlevelse.

I et meget præcist og simpelt sprog fortæller det indledende citat sandheden om, hvordan arter ustandseligt må udvikle og forbedre sig selv for at overleve våbenkapløbet mod de andre arter i et økosystem. Både som individer og arter søger enhver at reagere bedst mulig på den andens forbedringer ­ det kan være hurtigere ben eller et kraftigere næb ­ og en arts høj fitness er derfor altid kun høj i relativ forstand, hvor man skal blive ved med at løbe og løbe, fordi omverdenen bliver mere og mere fjendtlig som tiden går.

Som abstrakt begreb har den Røde Dronning-effekt (også sommetider kaldt for rotteræset) affødt et væld af videnskabelige afhandlinger, siden biologen Leigh Van Valen i 1973 introducerede hende som en ny evolutionær lov . Men i praksis har hun været svær at få øje på.

SNEGLE OG FLADORME
Det er nu forsøgt gjort i en artikel i tidsskriftet Evolution af de to eksperimentelle biologer M.F. Dybdahl og Curtis M. Lively fra Indiana University i USA.

I fem år studerede de forskellige underarter af en newzealandsk snegl, som kan være så uheldig at blive inficeret af nogle trematoder ­ en bestemt slags fladorme, som også mennesker kan lide under. Fire af de i alt 40 undersøgte sneglearter viste store udsving i deres antal i løbet af de fem år undersøgelsen varede, og forskerne forsøgte så at finde en korrelation imellem populationsstørrelsen og graden af deres infektioner af fladorme-parasitten.

Det viste sig, at korrelationerne var tidsforskudte; var en bestemt underart sjælden, blev graden af infektion det også, hvilket medførte en stigning i antal i næste generation, men hvilket omvendt gjorde dem mere modtagelige for infektioner senere hen. Denne co-evolutionære process betød altså, at det med hensyn til fladormene altid var en fordel at være i mindretal, og en ulempe at være for mange.

Dog er det i sig selv ikke nok til at hævde, at den Røde Dronning er på spil. (Simple modeller for vekselvirkninger mellem rovdyr og byttedyr kan også forklare denne dynamik, hvor resultatet ofte er simple svinginger i hyppighed igennem tiden.) Forskerne skulle også vise, at både sneglene og parasitten forandrede sig genetisk i forhold til hinanden. Ved hjælp af nogle genetiske markører kunne de vise, at der vitterligt skete genetiske forandringer for både snegle og parasit, og at dynamikken derfor ikke var cyklisk. Men om ændringerne skyldtes en ægte co-evolutionær tilpasning i den Røde Dronnings ånd, eller om de skyldtes andre omstændigheder ­ tilfældige mutationer eller andre parasitter ­ kunne de ikke påvise.

UDVIKLING AF SEX
Selvom det kan være en fordel for nogle sneglearter ikke at være så mange, hvad angår parasit-infektionerne, er der også en ulempe: Når snegle-populationen er lille, har tilfældige mutationer større tendens til at blive akkumuleret i slægten (et fænomen, der kaldes Mullers ratchet), og da tilfældige mutationer oftest er dårlige for fitness, er en lille population det også.

Den fordel, den Røde Dronning ville bidrage med i det evolutionære kapløb, opvejes altså af de skadelige mutationer ­ især i arter som snegle, der kun har ét sæt kromosomer (er haploide), og altså ikke formerer sig sexuelt.

De fleste biologer tror, at udviklingen af sex ­ det vil sige udviklingen af diploide arter (med to sæt kromosomer), er en væsentlig evolutionær forbedring for at imødegå de dårlige mutationer, idet en rekombination af to sæt gener til kun ét afkom kan filtrere de ødelæggende mutationer fra. Den Røde Dronning har altså muligvis en indflydelse på udviklingen af seksuelt reproducerende arter.

AT KIGGE TILBAGE
Men det er altså endnu ikke helt bevist, at hun eksisterer. I en gennemgang af resultaterne i en ny artikel i tidsskriftet Trends in Ecology and Evolution, spekulerer populationsbiologerne Katrina A. Lythgoe og Andrew F. Read fra University of Edinburgh i England over muligheden for at bruge detaljerede genetiske analyser af snegl-fladorme vekselvirkninger til at finde en løsning.

Langtidskorrelationer og vekselvirkninger imellem bestemte gener hos både de haploide snegle og de diploide fladorme ville måske kunne hjælpe biologerne på vej. For at fange Dronningen skal man nemlig ikke fokusere på de resultater Dronningen måtte afstedkomme. Man må snarere gå i den modsatte retning og kigge tilbage i tiden ­ noget rosen i Carrolls eventyr altid har vidst:

Da Alice havde tabt den Røde Dronning ud af syne, spurgte hun rosen om, hvordan hun kunne fange hende.
  'Jeg ville råde dig til at gå den anden vej,' sagde rosen. Det gav ikke nogen mening for Alice, men efter kun sjældne og flygtige glimt af Dronningen i det fjerne, tænkte hun, at hun ville prøve planen, og denne gang ville hun gå i den modsatte retning. Det virkede strålende. Hun var ikke gået i mere end ét minut, før hun stod ansigt til ansigt med den Røde Dronning. 

Lysets nye tøven

En dansk fysiker har fået lyset til at bevæge sig lige så langsomt som en cykel. Denne overraskende opdagelse kan åbne nye tekniske muligheder for computere og optiske apparater, men foreløbig er den dog en raritet indefor partikelfysikken


Af Robin Engelhardt

Den danske fysiker Lene Vestergaard Hau har taget de danske medier med storm. Med lysets hast spredtes nyheden om, at hun og hendes kolleger fra Rowland Institute i Cambridge i Massachusetts, USA, har bremset lysets hastighed ned til 61 kilometer i timen ­ en fart, som er cirka 20 millioner gange langsommere end det lys, der bevæger sig igennem det tomme rum.

Politiken kaldte opdagelsen for 'revolutionerende', og Jyllands-Posten citerede diverse forskere for det aldeles 'epokegørende' i hele projektet.

På trods af det opsigtsvækkende resultat må man nok erkende, at Lene Haus arbejde foreløbig forbliver i raritetskabinettet over spektakulære opdagelser inden for partikelfysikken.
 
Den væsentligste årsag til det er, at man kun kan opnå de lave lyshastigheder ved ekstreme kuldegrader ­ ja, ved temperaturer, der er langt lavere end temperaturen i det tomme rum. Kun med sofistikerede køleteknikker og brug af stærke magnetfelter kunne forskerne holde lysstrålen fanget i det kolde medium, som er forudsætningen for opdagelsen, og som kun en håndfuld laboratorier er i stand til at producere.

Men videnskabelige opdagelser behøver heller ikke altid at blive målt på graden af anvendelighed: Selve erkendelsen er ofte løn nok. Og hvem ved: Måske kan der trods alt findes anvendelser om en årrække; man ved jo aldrig. Ifølge forskerne selv kunne en mulig teknologisk anvendelse for det langsomme lys være, at stabilisere optiske computere, som til forskel fra almindelige computere opererer med lyspartikler (fotoner) i deres kredsløb.

I RØMERS FODSPOR
I almindelighed anser vi lysets hastighed i det tomme rum, udtrykt ved konstanten c, som en slags absolut størrelse , nemlig 300.000 kilometer i sekundet. Denne værdi kom en anden stor dansk fysiker til: Ole Rømer. På baggrund af sine observationer af Jupitermånen Io ­ mere præcist de eksakte tidspunkter for dens forsvinden om bag Jupiter i løbet af en jordomdrejning om solen, kunne Rømer registrere en afvigelse på 22 minutter i forhold til, hvad han havde forventet. Han fortolkede det, som et udtryk for, at lysets hastighed ikke var uendelig. Når jorden på sin bane omkring solen står modsat Jupiter, vil han på grund af den endelige lyshastighed registrere måneformørkelsen senere, end når Jupiter står på samme side af solen.

Men siden 1676 er der sket meget i fysikken. Man har længe vidst, at lyshastigheden kan bremses en smule i transparente og lysbrydende medier såsom glas og vand. Men der har altid været en nedre hastighedsgrænse, fordi opbremsningen i sådanne lysbrydende materialer er tæt associeret med en absorbering af lyset i materialet.

Lene Verstergaard Hau og hendes kolleger har i deres artikel i tidsskriftet Nature vist, at der findes omstændigheder, hvor denne nedre grænse kan overvindes betydeligt.

BOSE-EINSTEIN KONDENSAT
Atomer tæt ved det absolutte nulpunkt bevæger sig næsten ikke. Forskerne kunne så bruge laserlys og magnetfelter til at nedkøle de frosne atomer endnu mere ved at lade de varmeste atomer fordampe. Ved at producere et så stærkt nedkølet system, bestående af en kobling af natriumatomer og laserlys kunne Hau skabe et medium, som på grund af stærke kvanteeffekter har en absorptionsgrad lig med nul. Det betyder, at atomerne ikke længere optager nogen varmeenergi fra laserstrålen eller lyskilden. Da transparens og absorption dermed er blevet uafhængige af hinanden, kunne den danske forsker øge brydningsgraden så meget, at lyset bevægede sig 20 millioner gange langsommere end i det tomme rum.

Hvis nedkølingen er stærk nok, kommer atomerne i en tilstand, det kaldes for et Bose-Einstein kondensat. Bose-Einstein kondensater blev for første gang opdaget i 1995, hvor Eric Cornell og Carl Wieman i et berømt eksperiment kunne vise, at atomer ved 0,000.000.435 grader over det absolutte nulpunkt (som er -273.15°C) danner en enestående tilstand, karakteriseret ved at alle atomer er i én og den samme kvantetilstand.

Fysikerne Satyendra Nath Bose og Albert Einstein havde allerede i 1920 erne og 30 erne forudsagt, at kvantemekanikken tillod atomer at være i sådanne mærkelige tilstande og med meget specielle egenskaber til følge. Atomerne i et sådant kondensat er nedkølet så meget, at de næsten ikke kan bevæge sig. Atomernes bevægelse, eller momentum, er derfor nem at måle meget præcist.

USIKKERHEDSPRINCIP
Men ifølge Heisenbergs usikkerhedsrelation gælder der, at jo bedre vi kender en partikels bevægelse, desto mindre kan vi kende til dens position. I Bose-Einstein kondensatet bliver atomernes positioner derfor nødt til at tværes ud og overlappe hinanden, så der dannes et slags superatom bestående af alle atomer i samme kvantemekaniske tilstand (så de kan beskrives ud fra samme bølgefunktion). I denne kuriøse tilstand, som altså kun kan opnås under meget ekstreme forhold, har forskere med held fisket efter mange mærkelige fænomener inden for partikelfysikken, men Lene Vestergaard Haus opdagelse må siges at høre til de mere spektakulære.

HØJ IKKE-LINEARITET
Et andet vigtigt aspekt af Haus arbejde var observationerne af meget store optiske ikke-lineariteter.
 
Graden af ikke-linearitet kan måles ved det såkaldte refraktive index af et medium, og er et mål for, hvor meget et bestemt materiale bøjer lyset. Det refraktive index af Haus kondensat kunne måles til at være omkring 100 trillioner gange større end for eksempel for glas eller optiske fibre. Og det er her, mulige anvendelser tegner sig i horisonten.
 
Ikke-lineariteterne og det høje refraktive index førte i eksperimentet til atypiske koblinger mellem lyspartiklerne. Hvis det var muligt på et tidspunkt at gøre disse koblinger og vekselvirkninger stærke nok og kontrollere dem præcist, ville man kunne lave optiske kontakter eller afbrydere ud af en enkel foton. Man ville måske kunne bygge apparater, som kan få lys til at skifte frekvens og dermed farve, fx gøre ultraviolette lys synligt.
 
Ifølge Lene Hau kunne det langsomme lys også bruges til at filtrere støj fra optiske kommunikationssystemer, og computere kunne bruge optiske kontrolporte i stedet for de mere energikrævende elektriske kontrolporte, som bruges i computerne i dag.

Forskerholdet arbejder i dag på at forbedre deres nedkølingssystem endnu mere, så det i den nære fremtid vil blive muligt at reducere lysets hastighed yderligere ­ fra cykel- til fodgængerhastighed.

Det første kort over universet

Et nyt tredimensionalt billede af rummet fortæller at universet er klumpet ­ på baggrund af deres målinger tror astronomerne, at universet vil fortsætte med at udvide sig


Af Robin Engelhardt

Når man ser på et atlas for første gang, kan man næsten ikke lade være med at finde ansigter og velkendte former i landenes og kontinenternes form: Jylland som en nisse med dryptud og spids hætte; Italien som en støvle med bold. Men når man ser på dette første tredimensionale billede af kosmos fra et nærmest guddommeligt perspektiv er det ikke ansigter og velkendte figurer man møder.

Hvad ligner det egentlig? En kohjerne, smittet af BSE? Tarmslyng? Sur fløde i kaffen? 'Det er en historisk kort,' siger Carlos Frenk fra Durham Universitet i England. 'En dag vil det hænge på væggen hos ethvert barn.' Astronomer fra Holland, USA og England har offentliggjort et kort over fordelingen af galakser over den nærmeste del af rummet. Ved hjælp af den Infrarøde Astronomiske Satellit (IRAS) og diverse jordbaserede observatorier brugte forskerne næsten ti år for at producere dette tredimensionale billede.
 
Som resultat har astronomerne fundet sig i stand til at svare på et af de store spørgsmål om universets beskaffenhed. Med komplicerede matematiske ligninger har forskerne beregnet, at der eksisterer tilpas meget gravitationskraft til at universet for evigt vil fortsætte med at udvide sig.

GALAKSERS FORDELING
Det tog lang tid at lave dette billede af universet. Det dækker over 15.500 galakser af en gennemsnitlig størrelse som vores egen mælkevej. Et areal så stort, at det ville tage over én milliard år for en lysstråle at nå fra den ene side til den anden ­ ufattelig lang tid, når man tænker over, hvor hurtigt lyset er i stand til at bevæge sig igennem rummet. Men samtidig repræsenterer udsnittet sandsynligvis kun en titusindedel af hele universets omfang.

Billedet er selvfølgelig en voldsom forenkling af den faktiske fordeling af galakser: man har sat en bestemt grænse for, hvornår tætheden af galakserne i et bestemt område overstiger en vis værdi. Hvis den gør det, farves billedet lyst, hvis ikke, forbliver det mørkt. Vores mælkevej ligger cirka midt i billedet, hvilket er forståeligt, fordi astronomerne med deres infrarøde satellitter og observatorier kan se mere eller mindre lige langt i alle retninger.
 
'Dette kort ville allerede være en utrolig præstation hvis det bare ville kortlægge universet,' siger Frenk til The Guardian, 'men det gør meget mere end det.' 'Det giver os mulighed for at lave en prognose over et af de mest fundamentale spørgsmål man har om universet. Hvis du kan forestille dig, hvordan 1500-tallets opdagelsesrejsende følte da de fandt Amerika, så er dette her noget lignende,' siger Frenk.

EVIG UDVIDELSE
Forskerne mener at billedet viser en tilpas repræsentativ del af hele universet, og mener derfor at kunne trække vigtig information ud af det. Billedet er stort nok til at kunne udelukke muligheden for, at universets struktur er anderledes udenfor det afdækkede tredimensionale kort, således at der f. eks. kunne være helt tomt i den ene retning, mens tætheden af galakser i den anden retning blev større og større.
 
Derfor er det muligt, at billedet kan give svar på nogle vigtige spørgsmål om universets fremtidige skæbne, og også om forskellige fysikforhold, såsom dynamikken i galaksernes klyngedannelse og forholdet mellem tætheds- og hastighedsfelter i de nærmeste kosmiske omgivelser.

Billedet kom i stand ved hjælp af en kombination af teleskoper i Chile, New South Wales, de Kanariske øer og satellitter. Ved at måle himlens infrarøde lys lykkedes det Will Saunders og hans forskerhold fra Edinburgh University at måle afstandene imellem galakserne tilpas nøjagtigt til at det blev muligt at bestemme mængden af den ekstra energi, som efter sigende skulle eksistere i universets vakuum, ind i de store mellemrum mellem galakseklyngerne. Den usynlige energi er det, astronomerne kalder den mørke materie (dark matter).

DET MØRKE STOF
Denne mørke eller usynlige materie er vigtig for at universet kan fortsætte med at udvide sig som den gør nu, og forskernes konklusion blev at det vitterlig er tilfældet. Carlos Frenk mener bestemt, at resultaterne er mere troværdige en Ptolemeus' kort over jorden for fem hundrede år siden.

'Dette kort over universet vil ikke blive forbedret i mindst én generation' siger Frenk, og alene af den grund at 'der ikke er planlagt noget andet infrafødt projekt i min livstid, har vi lavet det definitive arbejde.'

Internet-protest mod ringere data-sikkerhed

Uden forudgående debat har erhvervsministeren svækket mulighederne for kodning af dokumenter på nettet ­ på bekostning af privatlivets fred, siger kritikere

Af Robin Engelhardt

Internettet er nu taget i brug for at rejse en protestkampagne mod den danske regerings beslutning om at lægge hindringer i vejen for borgeres og virksomheders beskyttelse af elektronisk post på Internettet.

Det er Forening for Dansk Internet Handel (FDIH), der netop har startet en underskriftsindsamling på Internet-adressen www.wassenaar.dk for at gøre regeringen opmærksom på, at der er stor utilfredshed med beslutningen, der er truffet i erhvervsminister Pia Gjellerups regi.

Uden forudgående debat i offentligheden eller Folketinget undertegnede ministerens embedsmænd i december den såkaldte Wassenaar-aftale, en aftale mellem 33 lande, som lægger hindringer i vejen for, at befolkningen og virksomhederne kan beskytte deres elektroniske post.
 
Selvom Pia Gjellerup bedyrer, at Wassenaar-aftalen 'ikke nødvendigvis er en begrænsning,' betyder aftalen reelt, at den fri adgang til såkaldt krypterings-software er blevet betydelig besværliggjort.

ELEKTRONISK KONVOLUT
Kryptering betyder at kode elektroniske dokumenter på en måde, så ingen uvedkommende er i stand til at læse dem. Kryptering af e-mails er en slags elektronisk konvolut, som sikrer privatlivets fred, og med den stigende brug af elektronisk post verden over har det været nødvendigt for mange virksomheder at beskytte fortrolige dokumenter med krypterings-software, som sikrer mod aflytning fra efterretningstjenester og hackere af den onde slags.

Men med sin tiltræden af Wassenaar-aftalen er Pia Gjellerup nu i færd med at indskrænke adgangen til kryptering. Danmark forpligter sig til fremover at begrænse eksporten af krypterings-teknologi, hvor kodnings-graden ­ eller krypteringsnøglen ­ er over 64 bit. Jo færre bit, der bruges ved kodningen, desto dårligere er en elektronisk tekst beskyttet. Ifølge FDIH kan en 64-bit kryptering i dag brydes på under tre timer af hackere, der har investeret i det rette udstyr.

Eftersom Wassenaar-aftalen handler om eksport af krypterings-programmer, vil det stadig være lovligt at putte sine elektroniske breve i sikre konvolutter, hvis man kan finde krypteringsprodukterne i Danmark. Til gengæld vil det i fremtiden vil være forbudt for danske borgere ­ og borgere i de andre aftale-lande ­ at lægge deres krypterings-software til fri afbenyttelse på det grænseoverskridende Internet. Hvis en ven eller arbejdsforbindelse i udlandet ikke kan skaffe sine krypteringsprodukter i sit eget land, bliver der derfor fremover tale om elektroniske meddelelser med fri adgang for alle, der kan bryde den lave kodningsgrad.

TÅBELIGE REGLER
Motivet til Wassenaar-aftalens bestemmelser skal findes i staternes frygt for deres sikkerhed, idet krypteringsteknikken i hænderne på undergravende eller kriminelle kræfter kan afskære efterretningstjenester og politimyndigheder fra efterforskning og overvågning.

Både statens eget IT-sikkerhedsråd under Forskningsministeriet og Dansk Industri (DI) er utilfredse. Marianne Kastenskjold, DI, pointerer, at 'vores holdning til Wassenaar-samarbejdet afgjort er positiv,' men december-beslutningen på krypteringsområdet er DI 'meget uenige' i.
 
'Da Danmark indgik aftalen, lå der allerede 128-bit kryptering på Internettet, og det er dér, det kritisable kommer ind. Det er ikke reglerne, men at man sætter grænsen ved 64-bit. Hvis man havde sat den ved f.eks. 256 bit, ville det have en vis fornuft, men fornuften skrider, når man sætter en grænse på 64 på et tidspunkt, hvor der allerede findes 128-bit kryptering på nettet som alle kan downloade. Det er synd, fordi det hindrer internet-handelen, og det skader vores eksport. Samtidig svækker det tilliden til Wassenaar-systemet, som i sig selv er godt nok. Tåbelige regler smitter af på selve systemet.'

UDEMOKRATISK
Siden 1995 og frem til nu har det været Danmarks mere eller mindre officielle holdning at give borgerne fri adgang til teknikken af hensyn til almene borgerrettigheder og gundlovens bestemmelser om privatlivets fred.

Den aktuelle indskrænkning kritiseres også af regeringens eget IT-sikkerhedsråd.

'Der er så vidt ses ingen tidligere fortilfælde, hvor man lovgivningsmæssigt har taget sådanne skridt, som allerede på kort sigt kan få skadevirkninger på den samfundsmæssige anvendelse af de nye net-teknologier,' hed det i en pressemeddelelse for nylig fra IT-sikkerhedsrådet. Wassenaar-aftalen rammer midt ind i den fundamentale diskussion om borgernes ret til frihed og statens ret til sikkerhed, påpeger juristen Mads Bryde Andersen, der er medlem af IT-sikkerhedsrådet.
 
'Når man træffer en så vidtgående beslutning, der i realiteten lægger hindringer i vejen for almindelige menneskers brug af kryptering, og tilmed i et politisk landskab, der hidtil har været præget af fuld frihed til kryptering, så skylder regeringen os en diskussion af det her,' siger Mads Bryde Andersen. Hans pointe er, at en afvejning af forholdet mellem statslig sikkerhed og privatsfærens ukrænkelighed i et demokrati ikke kan træffes af staten alene.

DET SKRIDER
Som nævnt har de danske regering siden 1995 bedyret, at kryptering vil forblive frit. I sommeren 1998 anbefalede et ekspertpanel dog, at 'krypteringsspørgsmålet (bør) belyses på ny, hvis den internationale situation generelt skulle vise sig at bevæge sig i retning af en eller anden form for regulering.'
Wassenaar-aftalen den 3. december viste, at det er tilfældet.

Med små skridt kan stater som Danmark dermed langsomt udvide og perfektionere deres muligheder for at overvåge befolkningen. Når først begrænsning af den enkeltes ret til kryptering er mulig, vil det efterfølgende være nemmere at regulere , hvor grænsen skal ligge.

Selvom beslutningen foreløbig kun begrænser eksporten af krypteringsprodukter, kan man ikke være sikker på ­ påpeger kritikerne ­ at reglerne ikke med tiden bliver endnu strammere, så det bliver forbudt blot at besidde krypteringsprodukter såsom pgp (pretty good privacy), som i dag er frit tilgængelige på nettet, f.eks. på edb-fagforeningen PROSA s hjemmeside.
 
Foruden indsigelserne fra IT-sikkerhedsrådet, Dansk Industri og den nu indledte protestaktion fra FDIH har Pia Gjellerups tiltræden af den ændrede Wassenaar-aftale udløst kritik fra bl.a. partierne Venstre og Fremskridtspartiet.

Patent på liv

Patenteringen af menneskets gener er en stor industri.

Fokus
Af Robin Engelhardt

Er menneskelige gener mere end blot nogle kemiske forbindelser? Det er det spørgsmål, der ligger til grund for problematikken omkring patenteringen af det menneskelige genom, dvs. arvemateriale. Statslige forskningsinstitutioner i genteknologi og medicinalkoncerner såsom Amgen, Glaxo og SmithKline Beecham argumenterer med, at gener i sig selv ikke er naturlige, ikke er liv, men blot kemiske substanser, og derfor patenterbare.

Modstandere siger derimod, at forskere ikke burde kunne tilegne sig dele af den menneskelige krop, når det nu ikke er dem, men evolutionen, der har fundet på dem. Men på trods af problematikken omkring definitionerne, er patenteringen af gener i mellemtiden blevet til almindelig praksis. På verdensplan er over 1.500 afsnit af det menneskelige genom beskyttet af et patent.
 
Efter ti års kamp er EU-landene nu blevet enige om retningslinjer for patenteringer i Europa: Kun hvis man kender det opdagede gens funktion, leverer en teknisk procedure samt fortæller, hvad genet kunne bruges til, er det muligt at patentere det. Men mange frygter, at end ikke disse regler kan beskytte befolkningen fra profitjagten i industrien ­ den såkaldte 'genomics' ­ udrustet med snu advokater og store likvider.

Oprindeligt var patentsystemet tænkt som en beskyttelse af en ting, der resulterer i et bestemt materiale eller gode, men i dag har patenter bevæget sig langt væk fra disse konkrete fortolkninger. I stedet taler man om intellektuel ejendom, hvor det er blevet muligt at patentere abstrakte ideer og koncepter. Patenteringen af de menneskelige gener må derfor ses som ønsket om at eje en stykke idé-land, hvor senere bebyggelse vil gøre det muligt at opkræve toldafgifter til evig tid.

AFGIFT PÅ BØRNENE
Når og hvis effektiv genterapi en dag bliver gængs behandling, kunne det ende med, at vi alle skal betale afgift, når vi formerer os. Vores børns gener bliver til et firmas intellektuelle ejendom. Så absurd tanken måtte forekomme, er det det, der er sket i landbruget: Asgrow Seed Company i Michigan, USA, slæbte bønder fra staten Iowa for retten, fordi de solgte frø fra deres afgrøder videre til naboerne ­ en almindelig skik i de egne.

Retten gav anklageren medhold i, at frø fra genmanipulerede sojabønner var Asgrows intellektuelle ejendom. Bønderne blev dømt og skulle betale en bøde. Det er nu blevet illegalt at sælge eller opbevare frø fra retsbeskyttede afgrøder uden at spørge om tilladelse eller betale afgifter.
 
Eksemplet på delvist patenterede mennesker eksisterer allerede: John Moore, oliearbejder fra Alaska, blev behandlet for leukæmi ved universitetet i Californien. Da lægerne fandt nogle meget potente immunstoffer i hans milt, patenterede de dem, og solgte dem for 1,7 millioner dollar. Moore fik en lille godtgørelse for ulejligheden. Nyttesløst klagede Moore: 'De har misbrugt min krop som en guldmine.'

Der findes mange flere eksempler på læger og medicinalfirmaer, som ejer brede patenter på medicin: F.eks. amerikanske Myriad Genetics, som besidder et patent på kræft-genet BRCA 1, som spiller en rolle hos hele fem procent af alle brystkræftpatienter. Enhver, som ønsker at beskæftige sig med dette gen, skal betale store royalties. Også Craig Venter, som afkoder det menneskelige genom, besidder mange særdeles brede patenter. De nye tider synes at have undergravet gamle principper om lægegerningens moral og mål.

Og det står heller ikke godt til med den etiske kode siden Hippokrates: At dele al viden frit så længe det kommer patienten til gode.

Craig Venter vil lave nyt liv

Fremtrædende molekylærbiolog lægger op til at syntetisere nyt liv fra bunden af


Af Robin Engelhardt

'Shelley ville elske det,' sagde Craig Venter i forrige weekend med reference til Mary Shelleys romanen om Dr. Frankensteins monster.

Anledningen var det årlige møde i AAAS (American Association for the Advancement of Science), hvor Venter, der er en af de førende molekylærbiologer indenfor den humane gensekventering, fremsatte en plan om at danne helt nyt liv ­ kunstigt produceret ­ fra bunden af.

'Hvis man kunne lave en organisme ud fra en kunstig genetisk kode, vil det stille store videnskabelige og filosofiske spørgsmål. Jeg tror det kan lade sig gøre,' sagde Venter. Ideen er at bruge viden fra en død bakterie, kaldt Mycoplasma genitalia, en parasit, som hygger sig i reproduktionsorganerne hos mennesket. Den består af kun 470 gener, og forskerne gætter på, at i hvert fald de 300 er nødvendige for, at bakterien kan overleve.
 
Planen er at producere de 300 gener kunstigt ved at syntetisere de nødvendige kemikalier, blandt andet de fire baser, som er fundamentet for DNA strengene, og dermed generne. Det ville også være nødvendigt at omslutte generne af en celle, enten ved at bruge en tom celle fra Mycoplasma genitalia, eller ved kunstigt at producere lipider (fedtstoffer) for derved at hylde generne ind i en primitiv og kunstig cellemembran.

'Det vil være ekstremt svært, og det er end ikke klart, om det er muligt,' siger Venter. Problemet i foretagendet er åbenlyst: På trods af al snak om, at DNA kan kopiere sig selv, kan det ikke kopiere sig selv, så længe det ikke er en del af en celle, hvor de rette proteiner er til stede, og hvor alverdens komplicerede mekanismer forløber i deres rette orden. Når man snakker om, at DNA kan formere sig selv, så er det ikke mere sandt end at sige, at disse ord kan blive bragt i avisen uden tekstbehandling, computere, redaktion, trykkeri og distributionsanlæg.

AT DEFINERE LIV
Men inden Venter og hans hold går i gang, ønsker han, at offentligheden skal diskutere de etiske implikationer: 'Jeg tror, at en etisk diskussion er vigtig. Det lader os finde ud af, hvad livet er i dens fundamentale definition,' siger Craig Venter.

Derfor har han allerede spurgt præster og etiske råd i Universitetet i Pennsylvania om deres standpunkter ­ næppe fordi de har nogen praktisk mulighed for indsigelser i selve projektets udførelse, men fordi 'vi ønsker at give etikken chancen for at holde sig underrettet.' Den tidligere rådgiver for præsident Clinton om bio-terrorisme og bakteriologiske våben, pastor Frank Young, mener at 'hele det genetiske forskningsprogram har stillet et spørgsmål, som ikke er blevet stillet intensivt siden middelalderen, nemlig spørgsmålet om, hvad livets essens i virkeligheden er. I nutidens sprog må vi spørge: Er vi virkelig mere end en opdigtet historie af molekyler? Den for mig trivielle påvisning af et minimalt genom, er af absolut ingen betydning for liv.'

GENERNES BILL GATES
Craig Venter er en foretagsom mand. Allerede inden han grundlagde sit nuværende firma Celera Genomics, var han initiativtageren til det første privatinstitut TIGR, der industrialiserede gensekventeringen i stor stil. Det gav ham mange fjender, fordi man i branchen var bange for, at Venter med sin uforsonlige stil vil vinde væddeløbet om sekventeringen af det menneskelige genom. 'Mine ideer er ubetalelige,' siger Venter, 'det er blevet muligt at blive videnskabsmand, og samtidig stinkende rig.' Forskerne er bange for, at han bliver en ny Bill Gates, som vil have monopol på hele livets software. Nobelpristageren James D. Watson, som var medopdager af DNA dobbeltspiralen i 1954, skulle endda, blandt kolleger, have kaldt Venter for 'genernes Hitler.' Dog er Watson selv dybt involveret i pengemaskinen hos firmaet Glaxo.

'Vores projekt er af en størrelsesorden som Manhattan-projektet eller som månelandingerne,' siger Craig Venter stolt. Når først alle generne er kortlagt, starter det rigtige arbejde. Sekventeringsprocessen i sig selv identificerer blot generne, kemiske hieroglyffer, som forskerne først skal sætte i den rigtige kontekst. Her er det så, Mycoplasma genitalia kan hjælpe: Ved at prøve sig frem, gen efter gen, kan forskerne finde ud af hvordan byggestenene hænger sammen, og hvornår bakterien begynder at kunne udføre livslignende processer.
There was an error in this gadget