Giganternes mareridt

Styresystemet Linux og det såkaldte GNU-projekt haler hurtigt ind på giganterne i computerbranchen



Af Robin Engelhardt

En gruppe af hackere med holdninger er langsomt ved at revolutionere computerbranchen. Der er tusinder af dem, og de sidder spredt over hele kloden foran deres computere, enten derhjemme eller på universiteterne.

Som skjult kendemærke for deres generation står X'et bagerst i deres fælles projekt: Operativsystemet LINUX, et styresystem, som oprindeligt blev lavet af den finske hacker Linus Torvalds. I løbet af de sidste otte år har det vist sig at kunne bide skeer med de helt store.

I dag står Linux-bevægelsen primært som et led i det såkaldte GNU-projekt, som blev startet af en gruppe af idealister, der i 1993 fik nok af de store koncerners restriktive patent og copyright-bestemmelser. Derfor er mange i industrien bange for at GNU-Linux-bevægelsen, som en slags subversiv avantgarde, vil undergrave pengemaskinen i den informationsteknologiske elite ­ frem for alt de store multinationale giganter som Microsoft og IBM. Men oprørenes væsentligste motivation er nok snarere ønsket om at udvikle software, som virker til perfektion, og som alle har adgang til.

Én af foregangsmændene bag GNU-projektet var Richard Stallman, som har grundlagt The Free Software Foundation i Cambridge (www.fsf.org).

LINUX OG INTERNET
I løbet af de seneste år og måneder har Linux vundet så meget popularitet, at det formodede antal computere, der bruger Linux som operativsystem, nu er over syv millioner ­ med stadig hurtigere vækst. Det siges, at antallet af Linux-brugere allerede nu er større end antallet af mennesker, som bruger Mac.

Som en del af GNU-projektet styrer bevægelsens programmer allerede det meste af Internettrafikken. Ifølge en oversigtsrapport fra det britiske rådgivningsfirma Netcraft bliver Internetsoftwaren Apache brugt af mere end halvdelen af alle Internet-sider. Programmet Sendmail sender langt de fleste emails rundt i nettet, og programmet BIND fungerer som trafiklys for størstedelen af det globale netværk, ved at sende informationerne ad de rigtige kanaler og til deres endelige modtager.

MICROSOFTS MARERIDT
Open source-bevægelsen, som Linux-folket også kaldes, er Microsofts største mareridt: En gruppe hackere, som de hverken kan udkonkurrere ­ fordi medlemmerne ikke er motiveret af penge ­ eller købe ­ fordi de ikke fungerer som et normalt selskab. Resultatet er, at flere og flere mennesker går over til at bruge Linux.

I et internt memorandum, som slap ud til pressen den 31. oktober sidste år, udtrykker giganten over alle giganter, Microsoft stor bekymring: '...denne bevægelse udgør en direkte trussel mod (Microsofts) indtjeninger,' står der blandt andet. Forfatterne af Microsofts memorandum, Vinod Valloppillil og Josh Cohen advarer om, at 'Linux kan vinde (konkurrencen), så længe standarder og protokoller er åbne,' og brugerne er enige om dem og overholder dem. Derfor opfordrer de to Microsoft til at lukke protokollerne ­ for bagefter at lade være med at overholde dem, for på den måde at 'fjerne nytteværdien af (åbne) protokoller og standarder.'

Ideen er, at Linux først vil tabe, når man ikke længere overholder de fastsatte regler og standarder, og dermed tvinger folk til at vælge forskellige produkter.

Et eksempel er programmeringssprogene til Internettet, kaldt ActivX og Java, hvor Java er helt platformsuafhængigt, mens Microsofts modprogram ActivX kun kan køre under Windows.
 
Microsofts memorandum spekulerer også over muligheden for at bremse Linux via retssager: 'I kampen mod Linux må effekten af patenter og copyright-bestemmelser undersøges.' Ifølge James Love, direktør for forbrugerrådet CTP i Washington, er de lækkede memoranda et bevis for, at Microsoft ser Linux som en reel trussel mod deres eget Windows NT-system. Og det med rette: Microsofts memorandum opremser selv fordelene ved Linux: Det er mere robust, mere anvendeligt, fleksibelt, lettere at få fat på, og dets udvikling går hurtigere end nogen anden.

LINUS TORVALDS
Det hele startede med den finske hacker Linus Torvalds, som i 1991 blev så utilfreds med styresystemet på sin nye computer (Microsofts DOS), at han besluttede at gå over til at bruge et rigtigt UNIX-system, sådan ét, man bruger på de store universiteter og på store datamater. Desværre var UNIX ikke designet til hjemmebrug på små pc ere, og samtidig var det alt for dyrt, så Torvalds begyndte at programmere en UNIX-klon, der passede til ham selv.

Resultatet, som han selvsikkert døbte Linux, kunne han være stolt over. Ikke så meget fordi Linux repræsenterede et helt nyt koncept, men fordi designet var så enkelt og ingeniørmæssigt så genialt opbygget, at det nu står som indbegrebet af succes.

Ifølge en anden fremtrædende hacker, amerikaneren Eric Raymonds, havde Torvalds en 'sjette sans til at løse problemer på den mest simple og effektive måde.' Han kunne undgå programmeringsfejl og designmæssige blindgyder, så alt blev opbygget rigtigt fra bunden af ­ og det én gang for alle.

Samtidig har GNU-Linux den fordel at bygge på principper fra 20 års UNIX-historie. Det bevirker, at man i forvejen har velgennemtænkte løsninger, som man kan lære af. Linux er så kompakt, at det kan være på en enkelt floppy-disk, det er særdeles effektivt (selv en gammel sløv pc som en 386'er kan køre den), hurtigt og så er det free software. Hvad mere er: Det er free på to måder. For det første skal man ikke betale for det, og for det andet, og mere væsentligt ­ selve kildekoden, dvs. programkoden, som Torvalds og andre har skrevet, er frit tilgængelig for alle. Enhver kan ændre i koden, alt efter eget ønske, og man kan endda sælge resultatet.

DARWINISTISK KONCEPT
En afgørende fordel ved dette metodiske anarki er dets indbyggede darwinistiske koncept.
 
I et kommercielt softwarefirma, som f.eks. Microsoft, er alle programmer omhyggeligt planlagte. Alle programmører er underlagt et overordnet produktdesign, som i forvejen er fastsat af ledelsen. Men hos Linux er kommandostrukturen opbygget meget mere fleksibelt. Linux er designet som åbne moduler, hvor enhver, som har lyst og energi, kan arbejde på eksisterende eller nye dele, som bagefter kan indlejres og kobles til helheden.
 
Ved hjælp af Internettet kan software-udviklingen udnytte åbenheden gennem hundreder af programmørers snilde og hundrede tusinder af slutbrugeres bedømmelser. Om resultatet i sidste ende bliver brugt, afhænger af de tusinder af andre Linux-fans, som tester nyudviklingerne hver dag. Det er den naturlige udvælgelse i aktion. Linus Torvalds og hans nærmeste medarbejdere har dog det sidste ord at skulle have sagt i den sag, men deres bedømmelse afspejler ofte den fælles konsensus.

Motivationen for at skrive programmer for Linux er, at man som almindelig bruger derigennem hurtigt kan få et bestemt problem fra hånden. I Internettets nyhedsgrupper får man hurtigt hjælp, og samtidig bidrager man med et nyttigt værktøj til alles fordel. Som ekstra fjer i hatten får man en kammeratligt cadeau og fællesskabets anerkendelse.

DEN ÅBNE BASAR
I et skelsættende essay ved navn The Cathedral and the Bazaar (www.tuxedo. org/~esr/writings/cathedral-bazaar/) analyserer Eric Raymond, som er en af teoretikerne bag open source-bevægelsen, årsagen til, at Linux har vokset sig så stor.

Først og fremmest ser han en 'fundamental modsætning mellem den måde, Microsoft arbejder på, og den måde Internet-bevægelsen med deres åbne standarder og det åbne kode-ideal.' Forskellen er på den ene side den 'lukkede katedral' med en rigid kommandostruktur, og som modsætning 'den åbne basar', med det frivillige samarbejde. Raymond forsøger også at identificere nogle af de vigtigste grunde til fremgangen: En tidlig offentliggørelse af koder, hurtig uddelegering af opgaver samt en åbenhed, der 'grænser til det kaotiske.'

Netscape har som det første selskab lyttet til budskabet: Sidste januar besluttede man, i Raymonds ånd, at frigive den nyeste version (version 5) af web-browseren Mozilla (www.mozilla.org) som open source, dvs. som åben kildekode. Det var første gang, et kommercielt foretagende frigav det, der svarer til deres egne kronjuveler: programmeringskoden for deres vigtigste program.

Det vigtigste argument for free software og open source er, at det virker, og at det er ekstremt stabilt. Og strategien for succes er åbenhed og fri adgang til hele produktet. Meget tyder derfor på, at Linux-bevægelsen i en ikke så fjern fremtid vil producere kommercielle brugerprogrammer, som på grund af deres stabilitet og funktionsdygtighed langt overgår de lukkede monopolers produkter.
 
For jo mere giganterne vokser sig store, jo mere incitament har Linux-bevægelsen til at svare igen. Derfor er det sandsynligt, at hele computerbranchen efterhånden vil finde vejen til en ny form for marked, hvor mangfoldigheden vil vinde, og hvor resultatet altid vil komme brugeren til gode, og ikke et gammeldags finansherredømme.



Ord og Fakta:

Java: Et platformsuafhængig programmeringssprog, der bruges primært til at skrive små programmer til internettet.

Platform: En platform er en sammensætning af et operativsystem og noget hardware.

Netscape: En grafisk brugergrænseflade til world wide web.

GNU: Gnu står for Gnu is not unix. GNU-projektet har det mål, at levere en fuldstændig og komplet UNIX klon, som kan bruges frit til pc'ere.

UNIX: Et operativsystem, som fortrinsvis anvendes til store datamater med mange brugere og manger processer.

ActivX: Microsofts forsøg på et programeringssprog for små programmer til Internettet, til brug under Microsofts Windows (til forskel fra Java).

WINDOWS: Det indtil nu mest udbredte operativsystem.

Kildekode: Et computerprogram skrevet i et sprog, der kan oversættes til maskininstruktioner hos en given computer.

Dollys far rede til human kloning

Forskere bag fåret Dolly forbereder forskning i human kloning ­ samtidig med, at amerikanske og engelske lovændringer er på vej

Af Robin Engelhardt

Ian Wilmut, forskeren bag kloningen af fåret Dolly, tager nu de første skridt hen imod kloning af menneskelige celler. Projektet skal starte indenfor de kommende uger.

Ifølge britisk BBC forbereder Wilmut et samarbejde med det amerikanske medicinalfirma Geron med henblik på at producere de såkaldte embryonale stamceller (ES-celler), som skal kunne bruges til udvikling af nyt væv til brug ved transplantationer, samt til udviklingen af ny medicin. En embryo er et forstadie til et menneskeligt foster.
 
'Jeg forstår udmærket, at dette for nogle mennesker er dybt anstødeligt, men personligt er jeg parat til at gøre det, fordi der er tale om frygtelige sygdomme,' siger Wilmut, som til dagligt arbejder ved Roslin Instituttet i Edinburgh.

Wilmuts udtalelser kommer parallelt med nyheden om, at det amerikanske National Institute of Health, NHI, trods et tidligere forbud, nu har besluttet at tillade offentlig støtte til forskning i menneskelige embryoer. Sagen bliver ellers anset som særdeles kontroversiel, idet det indebærer brug af celler, som enten er taget fra døde aborterede fostre, fra overskydende embryoer fra kunstig befrugtning, eller fra klonede embryoer.
 
Den nye udvikling må også ses i lyset af, at det britiske ekspertpanel for genetik og reproduktion (HFEA og HGAC) i midten af forrige måned opmuntrede regeringen at tillade menneskelig kloning med henblik på produktionen af de embryonale stamceller. Ifølge det britiske forslag må de således producerede embryoer have lov til at leve i maksimalt 14 dage.
 
I 1997 lykkedes det Wilmut som den første at lave en eksakt genetisk kopi af en celle, taget fra et voksent pattedyr. Siden er forskningen i kloning nærmest eksploderet. I december 1998 påstod et hold sydkoreanske forskere, at de havde klonet en menneskelig celle, som de lod sig dele to gange, inden de stoppede processen.
 
Interessen i udforskningen af kloning må især findes i de store fordele, der knytter sig til de embryonale stamceller, ES-cellerne, med hvilke medicinalindustrien håber at udvikle helt nye former for medicin, heriblandt medicin mod Parkinsons og Alzheimer. Disse ES-celler, som er de tidligst opstående celler i en menneskelig embryo, vil være i stand til at sparke produktionen af andre celler i gang, som kan udvikle sig til alle former for vævstyper i en menneskelig organisme, uden at ES-cellerne selv mister deres evne til at formere sig.

Mens det britiske forslag vil kræve en ændring af britisk lovgivning, hvor et svar forventes at komme snarest, påberåber den nye linie i USA sig blot en sofistikeret nyfortolkning af gældende regler. Således konkluderede det amerikanske Department of Health and Human Services, DHHS, at kongressens forbud 'ikke er anvendelig for forskning, som udnytter embryonale stamceller, fordi disse celler ikke er en embryo, sådan som defineret i statutten.' Derudover, 'fordi stamcellerne ikke har kapaciteten til at udvikle sig til et menneske, kan ES-cellerne ikke anses som menneskelige embryoer i overensstemmelse med den normalt accepterede forståelse af ordet.'

Den største gåde af dem alle

Problemet med at forstå livets oprindelse er stort, men måske ikke uløseligt ­ et tilbageblik over de eksisterende teorier fortæller hvorfor.


Af Robin Engelhardt

I begyndelsen var ordet... nej, i begyndelsen var jordkloden i oprør; ildsøjler af svovl svarede hvæsende på de tusinder af daglige meteornedslag, som med apokalyptiske brag kunne tilintetgøre hele kontinenter. Vandet hang i form af damp hen over dette ragnarok af et glødende helvede, hvor svovlstinkende floder af metallisk magma rasede ned fra vulkanerne, der kappedes om at opsluge hinanden.

Efterhånden kølede kloden af. Men noget var sket: På et tidspunkt, da Jorden var cirka 700 millioner år gammel, dukkede der nogle blå-grønne alger op i oceanerne. Livet og evolutionen var begyndt. Men hvor kom det fra? Var det opstået helt af sig selv? Hvordan kunne noget så umådelig kompliceret, så raffineret og veltilpasset som liv opstå af sig selv? Hvordan kunne døde atomer og livløse molekyler danne et så velspundet net af afhængigheder, så de kan forme en skabning, som vi kalder en levende organisme? Det er et spørgsmål af de helt store, og ingen kender svaret.

MANGFOLDIGE ARTER
I løbet af de sidste mange hundrede år har ikke kun videnskabsmænd forsøgt at spore sig tilbage til dette tidlige tidspunkt, som vi i dag ved var for cirka 3,8 milliarder år siden.
 
Vi ved meget lidt om dengang. Fossile rester viser, at livet, jo længere vi går tilbage i historien, bliver mere ens, men også meget mere enkelt. Derfor må den naturlige udvælgelse, dengang vor alles fælles forfader (eller for-skabning) blev født, langsomt, men sikkert have øget mangfoldigheden af liv på jorden, ligesom den har øget graden af organismernes kompleksitet. Det er f.eks. kun cirka 600 millioner år siden, at de første flerecellede organismer formodes at have opstået. Inden da var den altdominerende livsform bakterielle mikroorganismer.

URSUPPEN
Den første store naturvidenskabelige teori om livets oprindelse blev formuleret i midten af vort århundrede. Det var et tidspunkt, hvor de kemiske og biokemiske videnskaber gik fra den ene triumf til den anden, og det syntes derfor naturligt også at række ud efter svaret på det mest ultimative spørgsmål: Hvordan startede det hele? Hvad definerer liv og under hvilke omstændigheder kan det opstå?

Som enhver sand kemiker ville gøre, ledte man efter svarene ud fra den viden og de metoder, en kemiker har og bruger: Store kolber blev fyldt med forskellige kemikalier og gasser, som man troede var til stede på jorden og i atmosfæren for fire milliarder år siden. Kemikalieblandingen, som blandt andet bestod af metan, ammoniak, vand og kuldioxid, blev udsat for voldsomme påvirkninger: hurtige temperaturændringer, rysten og lyn og torden.

Da den efterfølgende analyse af stofferne i kolben viste spor af organisk materiale, følte man, at man havde fundet svaret: Ursuppeteorien var født. Selvfølgelig var der en masse løse ender, men man anså dem for sekundære problemer, som nok skulle blive løst med tiden.

Men tiden har vist, at disse løse ender ved ursuppeteorien var så løse, at de i stedet er blevet brugt til at finde helt andre teorier om livets oprindelse. Blandt problemerne ved ursuppeteorien var, at mange livsvigtige molekyler, såsom sukker, bestemte nukleotider (DNA s byggesten) og lipider (fedtstoffer, nødvendige for bl.a. cellemembraner) benægtede ethvert kendskab til den lunkne grød.

Et andet problem var, at godt nok dannedes mange organiske molekyler ved hjælp af de elektriske lynnedslag i kolben, men ville man udsætte suppen for et længerevarende ophold i solen, ville det ultraviolette lys meget hurtigt nedbryde de organiske stoffer igen. Det vil sige, at de organiske molekyler ville forsvinde næsten lige så hurtigt, som de var opstået.

PRÆBIOTISK PIZZA
Som et alternativ til ursuppeteorien fandt kemikeren Günther Wächtershäuser på at placere åstedet for livets oprindelse i vandet og på overfladen af nogle svovlkis-krystaller. Han forestillede sig, at en kombination af jern, kuldioxid og svovlbrinte, bundet til overfladen af nogle krystaller af et bestemt jernsulfid (pyrit også kaldet svovlkis, FeS2) dybt nede i havet, i tidens løb kunne udvikle nye organiske molekyler såsom sukker. På overfladen af denne præbiotiske pizza, hvor dannelsen af svovlkis kunne frigøre nyttig energi, ville der muligvis kunne opstå nogle selvstændige semi-cellulære organismer, som på grund af en rig tilstrømning af mineraler og stoffer kunne udvikle et eget stofskifte og egne enzymer.

Først langt senere, når processernes sofistikerede mekanik blev mere og mere udbygget ­ med en primitiv citronsyrecyklus, en beskyttende men selektiv lipidmembran og muligvis også en form for fotosyntese ­ ville organismen langsomt kunne frigøre sig fra svovlkisen og bevæge ud i sit nyerhvervede frie liv.

VARME KILDER
Undersøgelser antyder, at i hvert fald enkelte af disse komplekse kemiske processer kan forekomme tæt ved varme kilder dybt nede i havet. Det er nemlig først i de senere år, man har fundet ud af, at der eksisterer mange mikroorganismer, de såkaldte ekstremofiler, som sagtens kan overleve uden ilt og uden lys.

F.eks. ernærer den bizarre mikrobe ved navn Thiobacillus concretivorus (hvilket betyder beton-ædende svovl-stav ) sig af hydrogensulfid, mens en anden, Thiobacillus ferro-oxidant, lever af et diæt af jern, kobber, tin og selv uran. Disse superbakterier kan tåle infernalske temperaturer og tryk, hvilket deres velfortjente navne da også udtrykker: Bacillus infernus, Thermoproteus tenax og Pyroducitum occultum.

Interessen for opdagelsen af varme kilder dybt nede på havbunden blev for alvor vækket, da fysikeren Thomas Gold i 1992 offentliggjorde en artikel med titlen 'The deep hot biosphere' i et anerkendt amerikansk tidsskrift.

Disse undersøiske revner i jordskorpen slynger særdeles varmt vand ud til omgivelserne, og de indeholder en rigdom af frie metaller og hydrogensulfid, og der har vist sig at eksistere et sandt mylder af liv omkring dem. Ifølge en fremtrædende biolog og forsker i livets oprindelse, Leslie Orgel, vil Wächtershäusers teori være meget attraktiv, hvis det viser sig, at de svovlædende bakterier kan omdanne kuldioxid (CO2) og kulmonooxid (CO) til organiske forbindelser.

HØNEN OG ÆGGET
Men i forskernes søgen efter måden, hvorpå livets nødvendige byggesten kunne være blevet dannet, glemte de helt, at der var et yderligere problem.

Det kan kort illustreres sådan: Ligesom vi mennesker har brug for sofistikeret værktøj til at bygge en fabrik, har vi brug for en fabrik til at producere værktøjet. Hvad kom først? Med hensyn til en organisme bliver problemet åbenlyst, når vi tænker på DNA som livets fundamentale byggesten. DNA kan ikke fungere (og nedarves) uden et perfekt maskineri, som producerer proteiner, celler og kroppe, der kan bevæge sig igennem tid og rum. Hvad kom først? Kom informationskoden først (i form af den enstrengede version af DNA, kaldt RNA), eller kom maskineriet ­ proteinerne og stofskiftet først?

De fleste videnskabsmænd indenfor feltet forestiller sig problemet løst ved den såkaldte teori om RNA-verdenen , hvor ideen er, at RNA-molekylet kom først, og at det kunne udføre begge funktioner: RNA kunne både virke som katalysator for dannelsen af proteiner (og dermed maskineriet), og som arvemateriale, der koder for organismen som helhed.

Muligvis var det i begyndelsen ikke RNA-molekylet, men den nære slægtning PNA (P som peptid i stedet for R som ribose), som kodede for organismens information. Danskeren Peter Nielsen fra Panum Instituttet i København kunne i hvert fald påpege, at PNA danner meget mere stabile dobbelthelix-strukturer, end RNA kan. Det kunne være, at evolutionen i tidernes morgen gik fra at bruge PNA til at bruge RNA.

LERKRYSTALLER
Men længe før argumentet om hønen og ægget blev populært, argumenterede Graham Cairns-Smith fra universitetet i Glasgow for umuligheden af, at et så kompliceret molekyle som RNA kunne opstå af sig selv.

I stedet forestillede han sig, at livet i begyndelsen udfoldede sig i simple lerkrystaller. Idet lerklumperne vokser og brækker over i én uendelighed, kan de som en slags hjælper bære informationer (i starten blot urenheder) videre igennem tid og rum. Stofferne inden i lerkrystallernes hulrum ville så til gengæld kunne overleve og have held med at formere sig. Først langt senere i historien kunne de genetiske maskineri overtage lerkrystallernes funktioner, og befri sig fra tilværelsen i mudderet.

KOMPLEKSITETENS MÅL
Darwins princip om den naturlige udvælgelse er derfor ikke kun anvendelig på arter, men på alt ­ fra atomer til universet selv. Alle disse semi-biologiske livsformer, som kunne have overlevet, men ikke gjorde det, er blevet ofre for den naturlige udvælgelse. Den bibeholder kun de atomer, de molekyler, og de komplekse strukturer, som er de mest fleksible og udskiftelige, idet de altid skal kunne tilpasse sig deres omgivelser.

En umiddelbar tanke er så, at hvis fleksibilitet og udskiftelighed er et afgørende kriterium for et vindende design, så er det fordi den allervigtigste egenskab for bibeholdelsen af liv ikke er materialet det er lavet af, men formen. Og form er information. Én af hovedideerne i evolutionsteorien er tanken om den kontinuerte bevarelse af information imellem generationerne, ligegyldigt hvilket materiale der bærer budskabet.

DYNAMIK OG STRUKTUR
Derfor er der i løbet af de sidste par årtier dukket flere og flere teorier op, som ikke længere fokuserer på byggematerialet, men i stedet kigger på de strukturelle og dynamiske processer, som kunne ligge til grund for livets opståen. Man spekulerer over de mulige arkitektoniske principper og de selv-organiserende netværk, som i kølvandet på kaosteorien har fundet et matematisk fundament, og som derfor kunne tænkes anvendt på mysteriet om livets opståen.

Blandt kæmperne i dette tværvidenskabelige grænseland findes blandt andet den tyske fysiske kemiker Manfred Eigen, som med sine såkaldte replikatorligninger og hypercykler har revolutioneret hele måden at tænke evolutionsteori på.

En anden stjerne er Stuart Kauffman, tidligere professor ved Santa Fe Instituttet i New Mexico, som med sine autokatalytiske net har grundlagt et frugtbart forskningsfelt, hvor nye resultater stadig dukker op. Sådan en forskning er selvfølgelig nød til at blive fortalt i matematikkens abstrakte sprog, men til gengæld vil den kunne nå meget længere, end blot at pege på livets grundstoffer. Den vil kunne formulere generelle principper og tendenser for levende strukturer, finde begrænsninger og muligheder, og den vil kunne bidrage med et meget mere rigt, men også nuanceret billede af, hvad evolutionen og fremkomsten af liv indebærer.

Det er et åbent spørgsmål om vi en dag vil forstå, hvordan livet kunne lade sig gøre, men selv hvis vi gjorde, sådan rent abstrakt, betyder det ingenlunde, at vi ikke kan fortsætte med at undres og fascineres over selv samme.



LITTERATURLISTE:

  • Stanley L. Miller: The formation of organic compounds on the earth, Ann. N.Y.Acad. Sci., vol. 69, 1957, s. 260




  • * Günther Wächtershäuser: Theory of Surface Metabolism, Microb.Reviews, vol.52, dec. 1988, s.452-484




  • * Graham Cairns-Smith: Seven clues to the origin of life, Cambridge, 1990




  • Thomas Gold: The deep hot biosphere, Proc.Natl. Acad. Sci. USA, vol.89, 1992, s.6045




  • * Manfred Eigen: Steps Towards Life, Oxford Univ. Press, 1992




  • * Stuart A. Kauffman: The Origins of Order, Oxford Univ. Press, 1993




  • * Paul Davis: The Fifth Miracle, Allen Lane Penguin Press, 1998




  • * Leslie Orgel: The origin of life ­ a review of facts and speculations, Trends in Biochemical Sciences, vol. 23, nr. 12, dec. 1998, s.491-495

  • Ny strategi mod hiv

    Verdens ældste krigslist genopdaget i kampen mod aids ­ et protein smugles ind i kroppen, hvor det bekæmper hiv-vira


    Af Robin Engelhardt

    I Illiaden og Odysseen kan man læse, at Kong Menelaos hustru Helena var blevet bortført af Paris og gemt væk bag Trojas fæstninger. Efter ti års heltemodige kampe og belejring, lykkedes det Agamemnon og Menelaos med en formidabel krigslist at befri Helena fra Troja: De foregav at opgive belejringen, og efterlod en stor træhest samt en påstået overløber, der fortalte trojanerne, at hesten var en offergave til Athene, og at Troja ville blive uindtagelig, hvis de lod hesten komme inden for Trojas mure. På trods af Kassandras bange anelse, accepterede trojanerne gaven. Men træhesten skjulte som bekendt græske soldater, og i nattens mulm og mørke listede de ud for at åbne byportene. På den måde endte en langvarig krig, Troja faldt, og Menelaos blev genforenet med sin elskede Helena.

    Kampen mod aids er mere end ti år, men historiens ældste krigslist virker måske også på dette dødelige virus. Et forskerhold fra Howard Hughes Medical Institute fra Washington University of Medicine i St. Luis, USA, har udviklet en strategi i kampen mod hiv-virus. De sluser et forklædt selvmordsprotein ind i de menneskelige celler, hvorefter et aktivt hiv-virus åbner forklædningen med det resultat, at cellen samt virus går til grunde.

    Metoden er endnu ikke blevet testet klinisk, men i laboratoriet, hvor man havde kultiveret nogle menneskelige T-celler, fandt forskerne, at 75 procent af de inficerede celler var blevet dræbt indenfor 16 timer.

    SPECIFIKT DESIGN
    I den nyeste nummer af fagbladet Nature Medicine fra begyndelsen af januar, beskriver forskerne deres fremgangsmåde. Først byggede de et stort protein, som kunne trænge igennem de menneskelige cellemembraner. Det var en vanskelig opgave i sig selv, fordi størrelsen af et typisk medikament, som i form af et protein skal trænge ind i de menneskelige celler, ikke må være særlig stor.

    Men forskerholdets leder, Steven F. Dowdy, fik den idé at lade proteinet være uudfoldet, eller denatureret, i den fase, hvor det skal trænge igennem membranen, hvorefter det først folder sig ud i fuld flor inde i cellen. På den måde kunne han og hans forskerhold fremstille over hundrede gange så store proteiner end det var tidligere muligt, og de kunne stadig passere cellemembranerne. Dowdy mener, at 'dette arbejde er det første eksempel på et helt nyt forskningsfelt indenfor proteinterapien.'

    PROTEASEN KLIPPER
    Derefter hægtede forskerne to enheder af det menneskelige selvmordsenzym caspas-3 på proteinet, sådan at de kan sluses ubemærket ind i cellen i form af et harmløst virkende fusions-protein bestående af det membrangennemtrængende proteinskellet og de to selvmordsenzymer.

    Men måden hvorpå de to selvmordsproteiner er sat fast til deres skelet på, er afgørende for hele designet. I sammenføjningspunkterne har forskerne brugt præcis de koder, som hiv-virus selv bruger til at klippe sit eget kerneprotein over med. For det er nemlig sådan, at når hiv-virus bliver aktiv i cellen, og begynder at formere sig, vil det bruge et specielt protein, den sakselignende hiv-protease, for at klippe sit kerneprotein over i diverse funktionelle enheder, generne. Men idet fusions-proteinet indeholder de samme proteinstumper som hiv-virusets kerneprotein, vil hiv-proteasen også klippe fusions-proteinet over, og derved frigøre de to caspas-3-proteiner.

    Ved hjælp af en kaskade af komplicerede mekanismer vil cellen derefter begå selvmord, inden de nye kopier af hiv-virus har nået at undslippe cellen. Celler, som ikke er inficerede med hiv vil ikke blive ramt, fordi de ikke indeholder den nødvendige hiv-protease.

    'Denne trojanske hest -tilgang vil kunne være anvendelig for mange andre smittende sygdomme, såsom hepatitis C, malaria og herpes,' siger Dowdy. 'Vi håber også, at fremtidige modifikationer tillader en selektiv ødelæggelse af cancer-celler.' Nogle forskere, som for eksempel Nava Sarver fra National Institute of Allergy and Infectious Diseases, er dog bange for, at immunsystemet vil uskadeliggøre fusionsproteinet 'lang tid, før det når de inficerede celler'. Mere optimistisk er Sarver med hensyn til lokal kræftbehandling. Her kunne fusionsproteinet skræddersys til at virke mod aktive tumorceller, og påføres lokalt.

    MANGE FORDELE
    Fordelen ved den nye strategi, hvis anvendelig mod hiv, er selvfølgelig, at den er uimodtagelig mod mutationer.

    'Hiv-virus bruger sin protease til at klippe otte til 10 forskellige steder i kerneproteinet. Mutationer i alle otte til 10 positioner i dette gigantiske polyprotein ville være statistisk umulig,' siger Dowdy. Den i dag tilgængelige kombinationsterapi mod hiv lider præcis af det problem. Protease-hæmmere, såsom Crixivan og Saquinavir klistrer sig fast i hængslet på den sakselignende hiv-protease for at forhindre den i dens funktion. Men mutationer i proteasen kan gøre medicinen nytteløs, og samtidig kan det ske, at medicinen hæmmer menneskers egen protease, hvilket kan medføre en række alvorlige bivirkninger.

    Så hvis det viser sig, at den nye strategi med at anvende selvmordsproteiner i kampen mod aids er succesrig ­ også i de kliniske forsøg, vil det være et stort skridt for aidsforskningen, og et effektivt supplement til de eksisterende behandlinger.

    Genforskeres drøm går i opfyldelse

    Den islandske befolkning er på vej til at blive forsøgskanin for genforskere og medicinalfirmaer. Forsikringsselskaber og efterretningstjenester følger med fra sidelinjen

    Kommentar
    Af Robin Engelhardt

    Islands regering vedtog i sidste måned at give firmaet deCode ret til at oprette en database over hele den islandske befolknings arvemateriale. For genforskerne, og de medicinalfirmaer, som støtter dem, er det en drøm, der er gået i opfyldelse: Med en mere end ettusind-årig isolation, og en slægtstavle, som er så nøjagtig som nogen, er Islands befolkning et perfekt forskningsobjekt for opsporingen af genetiske kendemærker. Ikke kun genetisk betingede sygdomme vil kunne blive sporet, også genetiske dispositioner for karaktertræk og adfærd vil kunne blive undersøgt i den enorme database. Og det gælder ikke kun for islændinge: Hele verdens befolkning vil kunne læses en smule i kortene, for menneskers gener er trods alt meget ens over hele kloden.

    KRITIK MOD LOVEN
    Fortalere for loven siger, at en genetisk database over Islands befolkning er en enestående mulighed for genterapeutisk og medicinsk forskning: 'Det er et projekt i fremskridtets navn..., som vil bidrage til et bedre helbred og et bedre sundhedssystem,' sagde Siv Fridleifsdottir, formand for parlamentets sundhedsudvalg.

    Modstandere, som f.eks. parlamentsmedlemmet Hjorleifur Guttormssen, kalder lovgivningen for 'en totalitær akt, som kaster mørke skyer over Island og det internationale videnskabelige samfund.' Den fremtrædende professor i zoologi og biologi ved Harvard University, Richard Lewontin, beklager situationen dybt: 'Med beslutningen om at tillade databasen er den islandske befolkning blevet til et redskab for et enkelt firma, hvor menneskers gener bliver udnyttet til privat profit.'

    ORWELLSKE METODER
    Rettighederne for de udvundne data ligger hos deCode, og med dem den farmaceutiske multikoncern Hoffman-La Roche, som med et indskud på 200 millioner dollar har fået ret til en eksklusiv adgang til databasen for 12 genetisk-baserede sygdomme såsom skizofreni og sukkersyge. Andre firmaer, primært amerikanske, står også på spring til at tegne kontrakter med deCode.

    Grundlæggeren af deCode, Kári Stefánsson, modgår kritikken ved at stille sig i sandhedens tjeneste: 'Det, vi gør med databasen, er at opdage basal viden. Det vil blive sundhedssystemet opgave (at afgøre), hvordan den skal bruges,' siger han til New Scientist. På kritikken om, at han iværksætter Orwellske metoder, siger han til Reuters, at 'den intenationale tendens er en oprettelse af centraliserede sundhedsoplysninger, og der er absolut intet Orwellsk i vores idé.'

    Forsikringsselskaber og efterretningstjenester står meget interesserede på sidelinjen og ser til, hvordan udviklingen går. Det nye interessefællesskab mellem molekylærbiologer og medicinalkoncerner vedrører nemlig ikke kun ønsket om opfindelsen af revolutionerende medicin, om ønsket om at helbrede cancer og formindskelsen af fysisk elendighed i al almindelighed: Det handler også om muligheden for at bygge bomber, om at adskille etniske og sociale grupperinger, samt om en forøget kløft mellem dem som kan, og dem som ikke kan.

    ETNISK BOMBE
    Til perspektivering af problemet, og en beskrivelse af, hvad den nye genetiske viden kan blive brugt til, kan der drages flere aktuelle eksempler frem: Den kinesiske regering har skærpet sine territoriale krav på Tibet med henvisning til nye genetiske undersøgelser, som viser et nært slægtskab mellem tibetanere og nord-kinesere. Det er ikke længere end et par måneder siden, det kom frem i pressen, at Israels hemmelige politi er ved at udvikle en biologisk bombe, kaldet ethnic bullet , med det specifikke formål at ramme det irakiske folk. Sunday Times kunne sammenfatte de spredte informationer, der stammer fra anonyme militærfolk, vestlige efterretningstjenester, en israelsk videnskabsmand, Pentagon og en pressesekretær fra Laboratoriet for Biologiske Våben i Porton Down, England: Videnskabsmænd i Instituttet for Biologiske Studier i Nes Ziona ved Tel Aviv er på sporet af genetiske markører, som kun findes hos mennesker i bestemte regioner i Mellemøsten. Der arbejdes på bakterier og vira, som effektivt ville kunne sluses ind i arabernes arvemateriale, hvorefter de kunne virke med hårfin præcision.

    Også i Sydafrika forsøgte molekylærbiologer sig med etnisk udrensning ved hjælp af genteknologi: For ikke mere end et par måneder siden tilstod ansvarshavende forsker i udrensningsprojektet, Daan Goosen, overfor Sandhedskommisionen, at man forsøgte at gøre dele af den sorte befolkning ufrugtbar ­ dog uden held.

    Siden den tid er der sket store fremskridt i genforskningen. Og med projektet i Island vil metoderne givetvis kunne forbedres betydeligt. Gamle territoriale krav, nye raceadskillelser og skrækindjagende biologiske våben er nogle af de muligheder, der kan blive til virkelighed, hvis den onde vilje er til stede. I det perspektiv er den uskyldsrene sandhedssøgen, molekylærbiologerne påberåber sig for at udføre deres forskning, det rene blændværk, og ikke længere legitim ­ især ikke når forskningen bliver udført og subventioneret af stater i konfliktzoner og af private selskaber.

    GODE ELLER DYSTRE TIDER
    For at drage en måske tvivlsom, men alligevel tankevækkende parallel frem, kunne man sammenligne lighedspunkterne mellem projektet i Island og Manhattan projektet i 1940 rne til fremstilling af atombomben: Det uigennemskuelige afhængighedsforhold mellem stat og videnskaben, den stille entusiasme blandt de involverede forskere og det store industrielle kompleks, som bidrager med de pekuniære midler.

    Man kunne også mindes Enrico Fermi, som under Manhattan projektet blandt andet fungerede som bookmaker for væddemål om, hvor meget atombomben i den første test ville kunne ødelægge: Ville den kun ødelægge forsøgsområdet omkring Treenigheden; ville den tage hele Alamogordoørkenen med sig, hele staten New Mexico, eller også hele jordkloden? Den teoretiske mulighed var til stede.

    Gad vide om et lignende væddemål er blevet gjort på Island: Hvor mange mennesker vil nyde godt af den nye viden, og hvor mange vil gå til grunde på grund af misbrug i totalitære samfund ­ nutidige eller fremtidige?
    There was an error in this gadget