Kogalskab overføres til mennesker

Ny forskning bekræfter mistanken om, at BSE er blevet overført til mennesker

Af ROBIN ENGELHARDT

»Vi bliver måske nødt til at forberede os på, at der vil være tusinder ... af ny tilfælde," sagde profressor Hugh Pennington til den engelske radio i sidste uge efter, at det kom frem, at kogalskab-epidemien fra 1996 i England også vil koste menneskeliv. Mange menneskeliv.

Skotske og amerikanske neurobiologer kunne nemlig vise, at de såkaldte prioner, som man mener er årsagen til både BSE og den nye menneskelige variant af Creutzfeldt-Jacob-syge (vCJ), udvikler præcis de samme sygelige karakteristika i mus. Den ultimative test ville selvfølgelig være at sprøjte prioner direkte ind i et menneske og se, hvad der sker. Men da det er fuldstændig udelukket at gøre noget sådant, har forskerne brugt laboratoriemus.

"Hvis man derudover ser på de epidemiologiske data fra UK, der tydeligt viser geografiske og tidslige korrelationer mellem BSE og vCJ, bliver det til et ubestrideligt bevis," sagde en af forskerne bag undersøgelsen, Stephen DeArmond fra University of California, til BBC. Man må derfor forberede sig på en større epidemi af vCJ i fremtiden.

Primært unge
Siden 1996 er 50 mennesker officielt døde af vCJ. Det for forskerne mærkelige i den sammenhæng er, at de fleste af de døde er unge mennesker, og ikke gamle som det er normalt med den oprindelige Creutzfeldt-Jacob-sygdom.

Den største risiko for at få vCJ har efter alt at dømme været i perioden mellem 1986 og 1989, fordi der på det tidspunkt fandtes den største mængde af forurenet kød i fødekæden. Idet mange af de nu døde har været under 30 år, kan det være, at børn og unge er mere udsatte overfor smitte, eller at deres inkubationstid er kortere.

Et af medlemmerne i den britiske regerings undersøgelseskomite af BSE-epidemien, professor Peter Smith, påpeger, at udvikling af sygdommen vCJ hos mennesker kræver en bestemt genetisk prædisposition. Desværre er det ikke nogen stor beskyttelse, idet det har vist sig, at denne genetiske prædisposition eksisterer i hele 40 procent af befolkningen.

Lang inkubationstid
BSE i kvægbesætningerne opstod oprindeligt som et resultat af en ændring i den måde, hvorpå man tilberedte deres føde. Ved at tilføje rester fra gamle døde køers hjerne og knogler i form af mel til føden, gjorde man dyret til en kannibal. Det er sandsynligt, at BSE så kunne sprede sig på den måde. Hvis man ikke tæller de stykker kvæg med, som blev brændt (flere mio.), så døde der i 1996 omkring 175.000.

Nogle matematiske modeller har beregnet, at hver engelsk borger ved udgangen af 1995 i gennemsnit har spist 80 måltider med det forurenede kød.

Da man ikke kender den eksakte inkubationstid for sygdommen (gættet går mellem fem og 20 år), er det svært at sige, hvor mange mennesker der vil blive syge. Nogle mener, at mange tusinder vil blive syge i løbet af blot de næste par år, og at epidemien efterhånden vil berøre flere hundrede tusinde mennesker.

På sporet af hiv

Efter en ny bog at dømme var begyndelsen til aids-epidemien en poliovaccine forurenet med abevirus

Aids
Af ROBIN ENGELHARDT

De ældste blodprøver, som bevisligt indeholder hiv, har kodenummer L70.

Det var Arno Motulsky, en amerikansk læge, der tog prøverne fra nogle ukendte mænd fra Bantu-stammen i Leopoldville, den by, der i dag hedder Kinshasa, og som er hovedstaden i Congo.

Året var 1959, dvs. mindre end halvandet år efter, at et WHO program var begyndt på en massevaccinering af over en million afrikanere med en eksperimentel Oral Polio-Vaccine (OPV) for at bekæmpe den frygtede børnelammelse (poliomyelitis). Folk stod i lange rækker og ventede på at få et skud af den hvide mands vidundermedicin. Hurtigt op med munden og ind med et sukkerknald fyldt med abenyreceller og svækkede poliovira. Det var devisen, og den var særdeles effektiv.

Vaccinerne var kultiveret på mange forskellige måder, primært i abers nyrer, og de var stadig på prøvestadiet. Mange lægehold havde hver deres egen variant, og de konkurrerede om, hvem der fik de bedste resultater, og hvem der kom først. Ingen af de vestlige lande tillod prøvevaccinationer på deres egen jord. De Forenede Nationer havde derfor foreslået, at man først afprøvede de eksperimentelle OP-vacciner i u-landene, og da Belgien meldte sig frivilligt til at afprøve dem i en af deres kolonier, var alle glade. Forskerne pakkede deres kufferter for at rejse til Belgisk Congo, bl.a. til Leopoldville.

Forurenet vaccine
Tilfældigt sammenfald eller ikke? Ifølge den 48-årige tidligere Afrika-korrespondent for BBC og forfatter til den nye bog The River, Edward Hooper, står det "med 97 procent sikkerhed" fast, at aidsepidemien skyldes disse vaccinationsprogrammer. I ni år, og efter læsning af tusinder af artikler og interviews med over 600 forskere, har Hooper sat et puslespil sammen, som overgår de værste gisninger.

Ifølge Hooper var poliovaccinen forurenet med si-vira (forkortet siv) fra chimpanser af arten Pan troglodyt schweinfurthi. Man ved i dag med sikkerhed, at hiv stammer fra abevirus af familien siv. Det er blot måden, hvorpå den er sprunget over til mennesket, som er det stadigt åbne spørgsmål.

Hvis Hoopers teori viser sig at være rigtigt, hvis det altså er massevaccinationerne mod polio og ikke 'naturlige' overførsler ved abebid, som er skyld i hiv, så har verdens mest succesrige vaccine været årsag til en langt værre, og menneskeskabt, epidemi, nemlig aids.

Pro og contra
Hoopers 1.072 siders lange og med over 3.000 fodnoter spækkede mursten af en bog har givet anledning til megen debat i videnskabelige kredse. Den alment accepterede forklaringsmodel for aids' oprindelse er i dag den, at jægere måske er blevet såret af et abebid eller har fået et snitsår ved slagtningen, og at man på den måde har fået overført si-viruset til mennesket, som så er muteret til hiv. Men et relevant spørgsmål er: Hvorfor lige nu, i 1958, og ikke for hundrede tusind år siden? Abekød er blevet spist i millioner af år, og hvorfor skulle det ikke have været sket tidligere.

En danske ekspert på området, Claus Hansen fra Statens Seruminstitut, tror mere på den gængse forklaring, som går ud på, at hiv pandemien skyldes den generelt voksende befolkningstæthed og store blanding mellem diverse befolkningsgrupper i Centralafrika.

Men der er flere ting, som ikke er forklaret i den gængse teori. Ved at undersøge mutationerne i hiv er det muligt at bestemme, hvornår hiv begyndte at udvikle sig i mennesket. Det synes at være sket i 50'erne. Derudover findes der to varianter af hiv (hiv-1 og hiv-2), som begge har et samtidigt udspring. Idet mennesket har slagtet og spist aber i millioner af år, er det ifølge Hooper usandsynligt, at to forskellige vira tilfældigt skulle være sprunget over på mennesket indenfor det samme korte tidsrum.

Elendige forhold
Vaccinationsprogrammerne i det centrale Afrika i perioden 1957-1960 blev anført af Hilary Koprowski fra Wistar Instituttet i Philadelphia. De levende poliovacciner blev dyrket i abenyrer, og - med nutidens øjne - under miserable forhold. Mange forskere fra dengang, bl.a. den største konkurrent til Koprowski, Albert Sabin, var også klar over de potentielle farer ved proceduren, fordi den for det første indebar en risiko for, at de svækkede vira kunne vende tilbage til deres gamle virulente tilstand, men for det andet også fordi produktionsprocessen nærmest garanterede en forurening af diverse fremmede vira, og at disse ikke kunne dræbes, uden at man også ville dræbe poliovirus og dermed vaccinen.

Den dengang stadig mangelfulde viden om vaccineproduktion med levende poliovira gjorde, at pionerforskere inden for levende vacciner som Koprowski, Sabin og Lépine ikke anså faren ved fremmede og patogene vira for overhængende.

Men det skulle vise sig ikke at kunne gå hurtigt nok. Den måske mest kendte forsker indenfor poliovaccineringen, Albert Sabin, fandt umiddelbart efter massevaccineringerne nogle uidentificerede fremmede vira i sin konkurrent Koprowskis sukkerknald. I de tidligere 60'ere fandt man så også den såkaldte SV-40 abevirus (identificeret i 1985), som øjensynligt var blevet slugt af millioner af mennesker.

Siden 1994 har det vist sig, at SV-40 findes i bestemte former for lungekræft, når patienten også har vært udsat for asbest. Man regner i dag med, at over 80.000 amerikanere vil være døde af sygdommen om 15 år. Læren er her, at øjensynligt harmløse vira overført imellem arterne, under senere omstændigheder sagtens kan gå hen og blive patogene og endda epidemiske.

Hoopers arbejde er ikke nogen enlig svale. Faktisk bygger meget af historien på tidligere arbejder. Sydafrikanerne Jennifer Alexander og Mike Lecatsas foreslog muligheden allerede i de sene 80'ere. Louis Pascal fremlagde et ganske fyldestgørende billede af situationen i 1987. Fagbladene nægtede at udgive hans artikel, og ikke før et australsk tidsskrift forbarmede sig over ham i 1991 fik offentligheden adgang til hans tekst. Reaktionerne i de etablerede miljøer var "en mur af tavshed," som han skrev. Også aids-aktivisten Blaine Elswood og journalist Tom Curtis offentliggjorde tekster, som i essensen talte om det samme (Curtis blev senere sagsøgt af Koprowski og sagen blev henlagt i flere år). De eneste, alle disse mennesker sagde, var: "Værs'go, her er en plausibel teori. Vær så venlig at undersøge den." Men de ansvarlige forskere, deriblandt Koprowski, som stadig havde gamle OPV'er fra perioden 1957-60, var tavse, og først nu, i midten af november 1999, indvilligede Wistar Instituttet i at få vaccinerne undersøgt af to uafhængige laboratorier.

Et af de væsentligste argumenter mod Hoopers, Pascals, Curtis, Edwoods og Alexanders teori (OPV/aids teorien kaldes den nu) var sagen om en sømand fra Manchester ved navn David Carr. I lang tid troede man, at Carr dødede af aids allerede i 1959, og at han derfor måtte være blevet smittet før poliovaccinernes tid. Men Hooper efterviser, at Carr hverken var smittet af hiv eller nogensinde har betrådt afrikansk jord. Et tredje argument mod OPV/aids-teorien er, at siv, som er det virus, der ligner de forskellige hiv-1 varianter mest, kun findes i chimpanser, men at der ikke blev brugt chimpanser ved produktionen af poliovaccinen. Hooper gik påstanden efter ved at søge oplysninger om de abebesætninger, som i 1957 var etableret af Koprowski i Congo. Han fandt ud af, at chimpansenyrer faktisk var blevet sendt til USA. Koprowski nægter at have brugt chimpanser til vaccinedyrkning, men Hooper citerer flere af Koprowskis gamle kolleger, som siger noget andet.

Til hvad nytte?
Mange aids-forskere og læger giver udtryk for, at de ikke kan se, hvad hele sagen kan bruges til. Jens Lundgren fra Hvidovre hospital siger således til Information: "For mig at se er det en relativ navlebeskuende betragtning."

Men ud over simpel nysgerrighed kan den nye viden også bruges til bedre at forstå sygdommes oprindelse og epidemiologi. Den kan øge forståelsen for hivs molekylære udvikling, og den kan pege på faren ved at bruge dyr som donorer. Xenotransplantation er et godt eksempel for det: Hvor vigtigt er det at have sikret sig, at dyret er fri for virus? Det er ikke uden grund, at vi mennesker igennem evolutionshistorien har udviklet en svært gennemtrængelig hud, syrebade i fordøjelsen og et højt specialiseret immunsystem. Nye infektionsveje og gentekniske blandinger med forskellige arters DNA kan nemt resultere i uforudsete sygdomme. Flere eksempler kendes allerede. Den menneskelige variant af kogalskab (vCJ - se artikel her) er en sådan sydom. Nogle frygter, at vi her kun har set toppen af isbjerget. Aids er ifølge Hooper en anden; en sygdom som vil koste flere menneskeliv end alle verdens krige tilsammen.

Men ud over den løftede pegefinger er Hoopers bog spændende læsning. Med sit lette sprog og sin fængende historie, giver bogen også et godt indtryk af, hvor vanskeligt det videnskabelige detektivarbejde egentlig er. Den fortjener en stor læserskare og et seriøst svar fra det videnskabelige establishment.


*Edward Hooper: The River; A Journey Back to the Source of hiv and aids. 1.072 s. £25. Allen Lane, The Penguin Press, 1999

Se også artiklen Kogalskab overføres til mennesker



Fakta:
*Aids: Acquired immune deficiency syndrome. Sygdom forårsaget af hiv. Når en patients T-celletal falder til under 200 er diagnosen aids. WHO anslår, at cirka 55 millioner mennesker er blevet inficeret med hiv. 16 millioner er døde af aids. På lørdag, den 1. januar 2000, vil omkring 15.000 mennesker rundt omkring i verden smittes af hiv.
*Hiv: Human immunodeficiency virus. Man kender i dag fire undertyper af hiv: hiv-1 type M, N & O samt hiv-2. Den mest virulente form, hiv-1 type M, er skyld i over 90 procent af alle aidstilfælde. Den stammer sandsynligvis fra siv fra chimpanser.
*OPV: Oral polio vaccine. En vaccine, udviklet i 50'erne som indeholder levende, men afsvækkede, poliovira.
*Poliovirus: En virus som normalt lever i fordøjelseskanalen, men som kan forårsage poliomyelitis (polio eller børnelammelse), hvis poliovirus vandrer til det centrale nervesystem.
*Siv: Simian immunodeficiency virus. Abevirus og nærmeste slægtning og forløber til hiv. Der findes utallige undertyper af siv, som hver især kunne være årsag til de forskellige hiv-typer. Mange former for siv blandt centralafrikanske aber kendes endnu ikke.
*SV-40: Abevirus overført til mennesket via OPV. SV-40 er, i samarbejde med asbest, sandsynligvis årsag til en efterhånden hyppig form for lungekræft (pleural mesothelioma).
*BSE: Bovine spongiform encephalopathy er en degenererende hjernesygdom i kvæg, sandsynligvis forårsaget af de såkaldte prioner.
*CJ: Creutzfeldt-Jacob-syge er en degenererende hjernesygdom primært forekommende hos ældre mennesker.
*vCJ: En ny variant af CJ. Symptomerne er depression, synsforstyrrelser, taleproblemer, sommetider aggressivitet og ultimativt tab af muskelkontrol.
*Prioner: Prioner er nogle proteiner, som man mener har ændret rumlig struktur, således at de bliver patogene. Prioner tænkes at være årsag til Creutzfeldt-Jacob sygdom.

Naturvidenskabens sande image

Af Robin Engelhardt, ph.d. og skribent ved Dagbladet Information

I en dugfrisk engelsk meningsundersøgelse blandt 15-17 årige unge står der at læse, at videnskabsmænd, de naturvidenskabelige altså, bliver anset som nogle "potentielt farlige" nørder. De er "besatte tosser" og nogle "farlige særlige", der godt nok kan forbedre vores materielle velfærd, men til gengæld "blander sig i naturen" og "laver våben til masseødelæggelse". Et imageproblem der vil noget. Men det der jo måske også sandt.

Som det så pænt siges i den danske offentlighed, er "de naturvidenskabelige fag i krise." Vi får at vide, at de unge ikke gider at studere naturvidenskab, for i stedet at flygte over til de 'bløde' humanistiske fag. Der ligger en aura af nørdethed og kedsomhed over fag som genetik, fysik og kemi, og hvis der er noget som unge mennesker i dag ikke gider at være, så er det at være nørdet og kedelig. I den offentlige debat har der derfor været utallige formaninger fra rektorer, forskere og industri om, at naturvidenskab bliver forsømt og udpint. Debatindlæg efter debatindlæg analyserer, hvad der måtte være baggrunden for tilbagegangen, og det man typisk finder ud af er, at der er store "imageproblemer", og at politikerne "prioriterer for dårligt". Men ingen steder griber man i egen barm.

Spørgsmålet er hvorvidt det ikke ville være mere frugtbart at starte med hypotesen om, at de unge har ret, og derfra diskutere, hvad naturvidenskabsstudiet på universiteterne burde gøre - og burde holde sig fra? Faktisk er der meget, der tyder på, at de gamle idealer om et uafhængigt og oplysningsorienteret universitet er ved at forsvinde til fordel for de fordomme, de unge 15-17 årige har peget på.

Et enkelt aktuelt eksempel er nok: Fra og med på lørdag, dvs. d. 1.1. år 2000, vil den nye lov om forskerpatenter træde i kraft. Dermed vil enhver opdagelse - ja faktisk enhver artikel - blive 'screenet' for profitmuligheder inden den må offentliggøres i de akademiske fagblade. Forskerne vil ikke længere være herre over deres egne resultater. "Viden har værdi, og den værdi skal udnyttes kommercielt (af os)," er statens parole i det nye årtusindes vareverden. Den naturvidenskabelige forskning har dermed fuldbyrdet sit skift fra at være et vidensbaseret fristed for tanken til at blive en markedsorienteret virksomhedskultur blandt mange.

Hvis man derfor, som jeg (der er videnskabsjournalist), stadig påstår at være en humanistisk ånd, der har sine rødder i alt det gode fra oplysningstraditionen, og mener at tanken (ligesom mennesket) burde være fri og ikke en vare, så kræver det skift, den naturvidenskabelige forskning nu har foretaget, også en nyorientering hvad angår egne målsætninger og bedømmelser. Nye erkendelser i sig selv vil ikke længere være nok til at bedømme værket. Også deres sociale og politiske konsekvenser må medtænkes, hver gang en ny opdagelse eller en ny teknologi præsenteres. De skjulte dagsordener, der opretholder eller forværrer sociale uretfærdigheder, og de hemmelige alliancer med industri og stat må blotlægges i samme åndedrag som den nye viden.

Og det er måske her pudlen ligger begravet. De unge mennesker har gennemskuet mekanismerne, og de er måske stadig alt for meget humanister til at gå ind i naturvidenskabens fagre nye vareverden. Spørgsmålet er derfor, om det lykkes staten og industrien at uddrive dem deres iboende skønånd med penge og "imagepleje". Jeg håber det ikke.

Bits og bytes i Babelstårnet

Fremtidens videnskabelige informationer burde være frit tilgængelige for alle gennem Internettet. Men foreløbig spænder gamle vaner og økonomiske interesser ben for udviklingen


Af PETER HYLDGÅRD og ROBIN ENGELHARDT





Siden den bibelske beretning om vores forfædres bygning af Babelstårnet for nå Gud, har menneskeheden stræbt efter at samle dets kundskaber og mangfoldigheder i blot et enkelt storværk af altomfattende viden, et Opus Magnus, som vi alle kan være fælles om at eje og bygge videre på. Og siden sprogets opståen, skriftens udvikling og trykkekunstens indmarch har man aldrig været tættere på målet, end det er tilfældet i dag. 

I nutidens hypermediale netværkssamfund er der nemlig ikke længere nogen principielle hindringer i vejen for at skabe den optimale situation: Alverdens encyklopædiske og videnskabelige viden, indbyrdes forbundet og gjort frit tilgængelig på Internettet. Alle videnskabelige publikationer, hvad enten det er foreløbige preprints eller kritisk bedømte (i fagjargon kaldt peer-review) og accepterede artikler, ville kunne nås med blot nogle få klik med musen.

Forlagenes modstand
Men det ser ud til, at det ikke kun er Gud, der modsætter sig dette menneskets ideal. Også forlagsbranchen har noget i klemme. For at betegne udviklingen med en anden bibelsk lignelse kunne man sige, at bogbranchen lige nu er i gang med at opbygge Jerikos mure på ny: Ved et møde i Frankfurt i oktober måned blev repræsentanter for en række store forlag enige om at opbygge en netstruktur af links til hinandens hjemmesider gennem referencelisterne på deres offentliggjorte artikler. På den måde vil man skabe et internt net af mere end tre millioner krydsrefererende artikler, der dog stadig ejes og forvaltes af forlagene. 

Indtægterne gennem online-abonnementer vil dermed stadig kunne bibeholdes i form af samlede pakkeløsninger, "pay per view" eller lignende arrangementer. De, som ikke har råd til at betale, spærres udenfor Jerikos mure. Blandt dem tæller typisk videnskabelige institutioner i u-landene, der ikke har midlerne til de dyre abonnementer (og slet ikke til egne biblioteker), små og halvstore private foretagender, medier, institutioner og lignende, som kun selektivt har brug for videnskabeligt baggrundsmateriale, samt alle fattige enkeltpersoner, der af private eller professionelle årsager måtte have brug for adgang til primærlitteraturen. Med det nye initiativ vil forlagene således udbygge det vidensgab, der allerede eksisterer mellem i- og u-lande.

Men også den almindelige danske forsker har problemer. Forskningsinstitutionerne må betale i dyre domme for abonnementer på både elektroniske og trykte tidsskrifter (se boks), og bibliotekerne har for længst givet tabt i en budgetundergravende urskov af tidsskrifter og blade. Af de over 20.000 internationale fagblade (peer-reviewed) er det kun et fåtal, bibliotekerne har fysisk adgang til. Ikke sjældent sker det, at forskeren derfor selv må ringe til forfatteren eller udgiveren i Langbortistan for at få tilsendt en vigtig artikel.

Frie initiativer
Forlagenes udspil er kommet i huj og hast for at modgå en række uafhængige initiativer, der i videnskabens interesse havde tænkt sig at gøre primærlitteraturen frit tilgængelig for alle. Blandt de største initiativer på nettet finder man PubMed Central (PMC), som styres af det amerikanske National Institute of Health (NIH).

Hvis tidsplanen holder, åbner PubMed Central til januar med gratis adgang til artikler fra et par håndfulde anerkendte videnskabelige tidsskrifter indenfor biologi, landbrugsvidenskab og medicin, deriblandt giganten Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS). NIH samarbejder blandt andet med European Molecular Biology Organization (EMBO) om at udvide antallet af tidsskrifter i databasen. Blandt andet står det ansete British Medical Journal (BMJ) klar til at blive indlemmet i PubMed Central. Ifølge redaktøren Richard Smith ligger der helt uselviske motiver bag: "PMC tvinger os til at spørge os selv: Er det vores mission at tjene en masse penge (...), eller er vi der for at drive videnskaben og medicinen fremad?" forklarede han i 'konkurrenten' Nature

De professionelle forlæggere svarer, at det er et naivt synspunkt, og at myndighederne (NIH) ikke bør blande sig på det videnskabelige udgiver-marked. De frygter, at det ikke længere vil være muligt at drive tidsskrifterne, når indholdet foræres væk. Modargumentet fra 'gratisterne' er, at der scores alt for store avancer i øjeblikket, og at delfunktioner som selve peer-review-processen udemærket i fremtiden kan foretages via andre kanaler, mens der ikke bør tjenes penge på selve udgivelsen og dermed tilgængeligheden af informationerne. 

Som en konsekvens deraf indrømmer man på PubMed Central da også, at det i fremtiden kan være nødvendigt at køre de udgifter, der trods alt er ved at udgive de elektroniske tidsskrifter over på forfatterne i stedet for læserne - en praksis der allerede finder sted hos en lang række trykte niche-tidsskrifter, der ikke kan finansieres udelukkende ved salget. Indtil videre bliver løsningen hos PMC, at tidsskrifter som PNAS venter en måned med at gøre deres artikler frit tilgængelige på nettet, og dermed bevarer noget af incitamentet for læserne til at abonnere på den trykte udgave.

Hvad med kvaliteten?
Et andet debatpunkt på den elektroniske dagsorden er kvaliteten af det materiale, som udbydes af de forskellige tjenester. I de første udkast til det halvfilantropiske projekt, PMC, var det planen, at der også skulle indgå preprints. Men for at få PNAS med på vognen har NIH været nødt til at skille dem fra i en selvstændig tjeneste, da man på det hæderkronede tidsskrift var bange for, at blive "smudset til" ved at optræde side om side med preprints - videnskabens grå litteratur.

Selvom ønskerne om at gøre de videnskabelige artikler frit tilgængelige på Internettet generelt har stor sympati blandt græsrødderne på universiteterne, deles denne bekymring af en lang række menige forskere: Hvad vil der ske med kvaliteten? Hvad med bevaringen? Vil de elektroniske artikler ikke være sårbare overfor pludselige katastrofer eller nye medier? Hvad med plagiater? 

Modargumentet blandt eksperter i den elektroniske informationsteknologi er, at kvalitetskontrollen er medie-uafhængig. Peer review-processen kan implementeres i luften lige så godt som på landjorden. Også spørgsmålet om krediteringen og copyrights er medieuafhængig, og angsten for plagiater mere end opvejes af evnen til at spore dem. Men af gammel vane foretrækker de fleste stadig papiret. Et medium, som er svært at producere, svært at distribuere, svært at arkivere og svært at kopiere.

De subversive
Men så længe omstruktureringen af publikationsprocessen afhænger af hele kollektivet af institutionelle og internationale initiativer, er der stadig en god bid vej til målet. Men ifølge Steven Hanard fra Southampton University i UK findes der allerede nu en ganske udbredt udvej for de progressive forfattere. Metoden er dog lettere subversiv, og mange fagblade truer da også deres bidragsyder med både stok og bål for at undgå dette: I al sin enkelthed går ideen ud på, at forskerne fortsætter med at offentliggøre deres arbejder i deres foretrukne blade, som de plejer. Men derudover arkiveres artiklerne elektronisk som preprints på deres egen hjemmeside, frit tilgængelige for alle. 

Læserne på Internettet vil hurtigt finde ud af at bruge informationerne på den rette måde. En centraliseret variant af den idé findes allerede siden august 1991 på http://arXiv. org, som er et gratis arkiv oprettet af Paul Ginsparg, der efterhånden har vokset sig så stor, at mange fysikere og matematikere efterhånden bruger den som primærkilde til nye artikler.

Fremtiden
Ifølge idealet er det, man i fremtiden sandsynligvis skal betales for, ikke den rå Corpus Magnus af data, men derimod den overlejrede strukturering og fortolkninger af hele denne viden. Symbolanalysen vil blive den centrale og bekostelige service til dem, som ikke gider eller kan gøre hele arbejdet selv - hvilket i praksis vil sige alle de almindelige brugere.

Som ideal kunne man ifølge Ginsparg forestille sig en datastruktur på Internettet, der lejrede flere niveauer af bearbejdning oven på hinanden, lidt ligesom man nu er begyndt på at gøre på f.eks. Danmarks Radios hjemmeside, hvor man både kan få de bearbejdede indslag, men også (hvis man graver lidt dybere) de bagvedliggende råbånd af interviews og baggrundsmateriale. Gennemsigtigheden af udvalgsprocessen vil dermed øges betragteligt. Med hensyn til de videnskabelige artikler, vil enhver form for information ifølge Ginsparg kunne lægges hen over rå-arkiverne og bestyres af en tredje part. For eksempel kunne arkiverne opdeles i sektorer, klassificeret ved hjælp af kriterier så som almen vigtighed, forskningskvalitet, specificitet, osv., og enhver artikel kunne løbende skifte klassificering alt efter yderligere informationer og forskning, siger Ginsparg. Læseren kunne udnytte et interface af et sæt anbefalede "essentielle læsninger" for et givent emne for en given tid. Man kunne også tilføje opfølgende informationer, som placerer artiklen X i forhold til artiklerne Y og Z (med hyperlinks), der førte til udviklingen af artikel A og B (nye hyperlinks), osv.

Litteraturen i Internettet behøver altså ikke at være lige så statisk som dets gamle papirbaserede forgænger. Bit-versionen kan forblive lige så flydende som forskningen selv. Uanset om det bliver de gratis initiativer som PubMed Central eller forlæggerne, der vinder kampen om de videnskabelige informationer på Internettet, så er det sikkert at "Babelstårnet" bliver bygget. For hvem gider betale for og vente på trykte udgaver af tidsskrifter, når de kan nås med et enkelt museklik eller to hjemme fra pc'en? Spørgsmålet bliver blot, om vi alle lukkes ind, eller om udsigten over menneskenes samlede viden bliver forbeholdt det mindretal, der har råd til at betale entreen.



Fakta - Parterne
*PubMed Central: Gratis og globalt frit tilgængeligt elektronisk arkiv for primærlitteratur indenfor medicin, biologi og landbrugsvidenskab. Basen vil indeholde både peer-review artikler og preprints med en tydelig skelnen mellem dem. Et halvt dusin anerkendte tidsskrifter, såsom Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) og Molecular Biology of the Cell har valgt at bidrage med deres indhold. PubMed Central er etableret af det amerikanske National Institute of Health (NIH) og samarbejder med European Molecular Biology Organization (EMBO), og deres tilsvarende tjeneste, E-Biosci. Starter januar 2000. Foreløbig adresse for PubMed: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/ PubMed/


*Forlæggerne: Forlagenes kommercielle alternativ har endnu ikke noget navn, men ideen går ud på at koble artikelreferencerne på hjemmesiderne hos de respektive publikationer, således at der opstår et enormt net af krydsreferencer (vha. hyperlinks). Sammenslutningen består af en lang række af de største videnskabelige forlæggere: American Association for the Advancement of Science (AAAS, med bl.a. Science), Academic Press, American Institute of Physics, Association for Computing Machinery, Blackwell Science, Elsevier Science, Inst. Of Electrical and Electronics Engineers, John Wiley & Sons, Kluwer Academic Publishers, Nature, Oxford University Press og Springer Verlag.

*HighWire: Tidsskriftbase fra biblioteket i Stanford, USA, som indeholder henvisninger til en masse (p.t. 162) mindre amerikanske biomedicinske tidsskrifter, der hver især er lagt ud på www, og hvor en del kan benyttes gratis. Adgang til over en halv million abstracts og over 100.000 artikler i fuld længde (full-text). Adresse: http://highwire.stanford.edu

*ArXiv.org: Gratis og globalt frit tilgængeligt elektronisk arkiv for primærlitteratur indenfor fysik og matematik. Artiklerne er preprints og peer-reviewed, og lagt ud primært af forfatterne selv. Over 100.000 full-text-artikler. Finansieret af det amerikanske National Science Foundation, NSF. Adresse: http://arXiv.org eller http://xxx.lanl.gov

*ADS: Abstract-databaser for astrofysik, finansieret af NASA. Over 1,5 millioner abstracts fra tidsskrifter og andre videnskabelige kilder som konferencer og ph.d.-afhandlinger. Desuden over 100.000 full-text-artikler. Adresse: http://adswww.harvard.edu

*Andre arkiver: En liste over de største full-text-arkiver med naturvidenskabeligt materiale på Internettet findes hos HighWire. Adresse: http://highwire.standford.edu/lists/ largest.dtl


Fakta - DADS
*På forskningsbibliotekerne rundt omkring i den vestlige verden er man godt i gang med at omstille sig til den snarlige revolution: Traditionelle funktioner som udlån og registrering beskæres, mens der oprustes inden for databearbejdning. Hovedopgaven for fremtidens bibliotek bliver således ikke at stille data til rådighed, men at sortere i dem for brugeren. I Danmark er mange forskningsbiblioteker gået sammen om at abonnere på de elektroniske versioner af en række fagblade for at minimere omkostningerne. Danmarks Tekniske Videnscenter og Bibliotek styrer det såkaldte DADS-system, der indeholder adgang til mange on-line-artikler (fra begge 'lejre' i det ovenstående). Fra de deltagende biblioteker er der adgang til abstracts eller full-text-artikler fra cirka 1.700 tidsskrifter fra forlagene Academic Press, Elsevier, Kluwer, Springer, MCB og SIAM. Selvom adgangen til artiklerne og dermed også administrationen er blevet nemmere, har det ikke betydet lavere priser. Selvom bibliotekerne allerede abonnerer på den trykte udgave af et tidsskrift, skal de betale ekstra for den elektroniske version. Samtidig følger der med mange af pakkerne tidsskrifter, som ligger langt uden for de enkelte bibliotekers fagområder, og som er uden værdi for lånerne.

Ned med de faste bogpriser

Robin Engelhardt, Ph.d. og skribent ved Dagbladet Information

Danmark er et mærkeligt land - ikke mindst når man taler om kultur og de såkaldte kulturelle værdier i velfærdsstaten. Det er jo velkendt, at ord som "folkelig debat" og "kultur" er gode plusord man kan proppe mangt og meget ned i. Om det er bøger, bævre eller øl: Alle er de kultur, og det, der bliver tilbage, kaldes så for massekultur. At det sidste - ud over at være en selvmodsigelse - også kan bruges til at tjene mange penge, og opretholde skumle gamle aftaler med, ses for eksempel i den igangværende debat om de faste bogpriser.

En hel grædemur af forlægger, boghandler og førende kulturskribenter er "oprørte", "dybt skræmte" og evt. "forargede" over konkurrencestyrelsens nye rapport om at indføre frie priser, fordi den, som jeremiaden går, vil skrue priserne på bestsellere ned, og derved udhule indtjeningen og tvinge forlagene til at satse på det sikre. Det skurer et sted i ørerne, så lad os kigge nærmere på argumenterne.

Første strofe i klagesangen er, at de faste og høje priser på bøger skal holdes, fordi antallet af titler er stort, salget usikkert og oplagene små. Modargumentet er, at det er en sandhed med modifikationer. Med mindre forlagsredaktørerne er de rene amatører, kan det ikke være svært nogenlunde at vide, hvilken slags bøger der sælger. Leif Davidsens bøger sælger mere end Otto Ukendts avantgardelyrik, og forlagene burde kunne sammensætte et forlagsprogram efter kvalificerede gæt.

Det andet argument er, at forlagene fungerer efter modellen om gynger og karruseller. Etablerede forfatteres storsalg skaber rum til det nye, siger de. Her kan man tørt bemærke, at det vel gælder for enhver branche, der udvikler nye produkter. Mejerierne afprøver også nye yoghurter i skøn harmoni med konkurrenceloven.

Det sidste og vigtigste omkvæd er dog, at den brede litteratur er dyr, fordi forlagene påtager sig et kulturelt ansvar for at smal og usælgelig litteratur kan udkomme. Her må der gerne smiles ondskabsfuldt, fordi det jo lyder så salvelsesfuldt. For hvis man går sagen efter i sømmene, kan man efter min mening ikke sige andet end at den smalle litteratur har det skidt i forvejen. Den store grumme kommercialisering af bogmarkedet er sket for længst. Gennem de sidste par år har der været to måder at lave bestsellere på, der begge negligerer det kulturelle ansvar som alle taler så varmt for. På den ene side Aschehoug og nu Møntergaarden, der udgiver bøger skrevet, forsøgt skrevet, eller indtalt på bånd (og nedskrevet af en neger), af kendte mennesker (Peter Schmeichel, Lisbet Dahl, Lisbeth Lundkvist etc.), og forlaget Rosinante, der på en snedig måde har camoufleret banal mainstream som stor litteratur (se deres topnavne: Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen, Benn Q. Holm, Iselin Hermann etc.). Og hvis man ser på 1999, har den smalle litteratur det svært over hele linjen - der er ikke udkommet mange interessante debutanter eller for den sags skyld gamle prøvede, men usælgelige forfattere.

Hvis forlagene altså er på vej væk fra det kulturbærende, hvorfor så opretholde et forældet laug-system med faste priser ? Hvorfor skal forlagene overhovedet have kulturelle forpligtelser og spille hellige, når de jo egentlig bare er virksomheder, der skal tjene penge til deres aktionærer? Er det ikke en offentlig opgave at vurdere og sikre det kulturbærende ligesom med kunst og musik?

Så derfor, kære massekulturminister, lyt til de gode argumenter selvom de er tarvelige og overbevisende. Fjern de faste priser og lad dem, der kun vil læse Jane Aamund, læse Jane Aamund til den rigtige pris. Og lav så en fond, der støtter sand eksperimenterende litteratur, og ikke kun det der ligner.

I skovens dybe stille ro

Kriminologer og retsmedicinere har brug for at vide, hvordan et lig rådner op i det fri. I et afsides liggende skovområde i Knoxville, Tennessee, kan man finde svaret


Af Robin Engelhardt

Dr. William Bass er en glad mand. I over tredive år har han været professor i forensisk antropologi på Tennessee Universitet i USA. Han har brugt størsteparten af sit liv på at grave gamle fortærede lig op, undersøge rådne legemsdele og stikke lange pinde ned i ildelugtende kropsåbninger. Men alligevel er William Bass glad. Han er glad, fordi hans drøm er gået i opfyldelse.

For foden af Smoky Mountains, i skovområdet lige bag Knoxville universitetshospital i Tennessee, har William Bass nemlig fået stillet en hektar land til rådighed, hvor han og hans assistenter i ro og mag kan forske i forrådnelsen af lig under åben himmel. Menneske-lig.

Stedet hedder The Body Farm. Lig-farmen. Sponsoreret af hospitalet og ligesindede mennesker, der har skænket deres legeme til videnskaben, afleveres de stadig friske kroppe til farmen, hvorefter de fordeles rundt på bjergskråningen. På græsset mellem træerne og med behørig afstand mellem hinanden ligger de nummererede kadavere derefter i mange år og lader naturen gå sin gang.

Tilbage til naturen
Stanken er uendelig grim. Når man først har lugtet den, glemmer man den aldrig. Den sidder fast i tøjet, i håret, og selv flere timer efter stiger den op i næsen igen, pilrådden, sødlig og snigende.

Mider og fluer og biller har indtaget hele terrænet med deres festlige runddans hen over de læderagtige mumier, der ligger halvt dækket til af deres eget tøj. »Er det ikke skønt sådan at komme tilbage til naturen! Kun mider og biller, ingen ligkiste og alt det!,« siger assistenten Murray Marks entusiastisk til en reporter fra ugebladet Die Zeit.

Formålet med farmen er vigtig nok. »Hvis politiet opdager et offer for en voldsforbrydelse, lyder det første spørgsmål ikke Hvem er det? , men Hvor længe har han været død ,« siger Marks. Dødstidspunktet er ofte en afgørende brik i efterforskningen, og i mange år har retsmedicinere kun kunnet gætte tidspunktet på et meget spinkelt grundlag.

Det er først med denne Body Farm, at forskerne kan kortlægge de enkelte stadier i forrådnelsesprocessen gennem en detaljeret analyse af den endeløse parade af insekter, som i faste skift hospiterer gerningsstedet. Med naturen som vidne kan politiet på den måde fastlægge et relativt nøjagtigt tidspunkt for, hvornår personen døde.

Konstant kronologi
I begyndelsen undersøgte Bass, hvorvidt der er forskel på forrådnelsesprocessen i forskellige sammenhænge, for på den måde at simulere forbrydelser. Ligene blev viklet ind i tape, smidt i vandet og gravet ned til forskellige dybder. Men siden er man kommet ud over sådanne basale øvelser. Nu undersøger man snarere de biokemiske forfaldsprocesser i organerne, tager gas- og vævsprøver og analyserer deres kemiske sammensætning.

Hvad insekternes udnyttelse af kadaveret angår, er kronologien i forrådnelsesprocessen overraskende konstant.

 Hvordan det mere præcist foregår, beskrives i romanen Les particules élémentaires af Michel Houellebecq: I vores klima tiltrækker et pattedyrs eller en fugls kadaver først og fremmest visse fluer som stuefluerne Musca og Curtonevra. Så snart den rigtige forrådnelse er begyndt, tiltrækkes andre arter, især de store blå spyfluer Calliphora og de grønne spyfluer Lucilia.

Under den fælles indvirkning af bakterier og de af larverne udskilte fordøjelsessafter, bliver kadaveret mere eller mindre flydende, og gennem en aktiv gæringsproces og opløsning produceres ammoniak og smørsyre.

Efter tre måneder har fluerne gjort deres værk, hvorefter de erstattes af en hærskare af ådselbiller af slægten klanner (f.eks. Dermestes lardarius) og af møl som for eksempel Aglossa pinguinalis, der især ernærer sig af lipider (fedtstoffer). De proteiner, der frigøres i gæringsprocessen udnyttes af ostefluens larver (Piophila petasionis og Piophila casei) og af billeslægten Corynetes.

Det nu gennemrådne kadaver, der på overfladen er helt garvet af sol og regn, indeholder dog endnu en vis fugtighed, og bliver således et territorium for miderne, som opsuger den sidste væde. Men selv når legemet er helt udtørret og mumificeret, kan det fungere som herberg for nyttedyr, for eksempel pelsbillens og kabinetbillens larver, orme og møllarver (Aglossa cuprealis og Tineola bisellelia). De fuldender naturens cyklus.

Død i 1864
Og al den viden, og meget mere, kan man takke William Bass for. Det var ham som i 1978 besluttede at etablere Body Farm efter, at han havde blameret sig grundigt overfor politiet i en konkret sag: En nært beliggende kirkegård fra borgerkrigens tid var blevet skændet, og politiet frygtede, at nogen havde smuglet et nyt lig ned iblandt de gamle. Bass undersøgte gravene og deres indhold, blandt andet en ung mand, som stadig så ud til at være i aktiv forrådnelse. Bass gættede på, at denne 25-28 årige mand var død for seks til 12 måneder siden. Men senere viste det sig, at han var død i 1864. Man havde dengang afprøvet en ny form for balsamering og lagt ham i en stålkiste.

Det var anstødsstenen til, at Bass følte, han måtte forbedre sin forensiske viden, og inden længe havde han grundlagt The Body Farm på skråningen bag klinikken. I de efterfølgende mange år har han med sin lille gruppe af studenter hjulpet politiet i utallige kriminalsager. Nu til dags er der omkring 100 studenter på stedet. Flertallet af de gamle studenter arbejder i dag enten i FBI, i Smithsonian Institute eller hos Armed Forces Medical Examiner s Office ­ deriblandt William Rodrigues, som for tiden er chef for de amerikanske eksperter, som undersøger massegravene i Kosovo.

»Vi kan sammenligne det, vi finder i massegravene i Kosovo med det de data, vi har fra Body Farm,« siger Rodrigues til Die Zeit. »De hjælper os med at finde ud af, om ofret er blevet begravet med det samme eller senere, og på hvilken årstid forbrydelsen fandt sted.« Informationerne skal om muligt bidrage med at stille de ansvarlige for retten.

Som tiden går bliver den forensiske antropologi vigtigere og vigtigere. Om det er folkemord, flystyrt eller togulykker: The Body Farm har rigeligt med data til at få et nuanceret billede af situationen.

Hjælpe en god sag
De mennesker, der stiller deres krop til rådighed for Body Farm, kommer primært tre steder fra: For det første er det de hjemløse, som efter deres død automatisk kommer i statens varetægt. Den anden gruppe er de mennesker, som frivilligt har doneret deres krop til videnskaben (med accept fra familien), og den tredje gruppe er de mennesker, som har tilmeldt sig Body Farm. 

Til den gruppe hører for eksempel den 88-årige mand, der som 12-årig måtte se sin far og mor blive skovlet ned i et massegrav i Central Park efter en voldsom influenzaepidemi ­ siden har han ikke kunnet udstå tanken om at blive gravet ned i jorden. Andre vil blot spare begravelsesomkostningerne, eller de er glade for at kunne hjælpe politiet med at fange forbrydere.

Redning for mistænkte
Cirka en gang om ugen henvender politiet sig til Body Farm, og det er som regel Murray Marks eller William Bass, som påtager sig at undersøge prøverne. De ved, at det ikke kun er ofrene, der får en stemme gennem deres arbejde, men at den også kan være en redning for mistænkte.

På et tidspunkt blev Marks således kaldt ind til retssalen for at forsvare en person, der var tiltalt for mord. Han risikerede dødsstraf. Politiet havde fundet et lig, og retten mente, at det måtte være en uge gammelt. Men Marks kunne påvise, at liget under ingen omstændigheder kunne være mere end fire dage gammelt, og på det tidspunkt sad den tiltalte allerede i fængsel.

Og selvom forskningen på The Body Farm kan forekomme makaber, er det, der foregår, noget af det mest naturlige der findes. Ting opstår og forgår. Biller og fluer har eksisteret i uhyrlige tider, og de opfylder langt vigtige opgaver for naturens evige cyklus end mennesket, der blot sidder på toppen af fødekæden og påstår at regere.

Da den berømte biolog J.B.S.Haldane engang blev spurgt, hvad den naturlige udvælgelse kunne afsløre om Gud, svarede han: »Der findes cirka 400.000 former for biller og kun cirka 8.000 pattedyr. Skaberen, hvis han eksisterer, har en speciel forkærlighed for biller.«

Tvivl og halve citater

Robin Engelhardt, skribent for Dagbladet Information

Som ung i 80ernes og 90ernes Danmark er det ofte en mærkelig oplevelse at møde jævnaldrende eller yngre mennesker fra andre lande. Hvor vi selv føler at flagre i vinden af personlig tvivl og usikkerhed, møder man unge og modne mennesker, især fra østlandene, som for længst er trådt i karakter, og som for længst har affundet sig med deres mere eller mindre lykkelige skæbne her i livet. Det er som om vi i Danmark halter bagefter i personlig udvikling, og bliver voksne meget senere - hvis overhovedet.

Da jeg for eksempel forleden traf en ung pianist fra Rusland, blev jeg overrasket over, hvor forstandig og nøgtern hun var på livet, på trods af at hun var otte år yngre end jeg. Hun havde både mand og barn og var fuldstændig klar over hvad hun ville med sit liv, og hvor meget hun måtte arbejde for det, hvorimod jeg med mine lidt over tredive år ikke har meget andet end egne tvivl og halve citater at falde tilbage på. Jeg følte mig barnlig ved siden af hende.

Lad mig vove mig ud i en analyse af det, og tænke, at årsagen til så forskellige livsudviklinger skyldes den galoperende individualisering i vores samfund. Egentlig er der jo en besynderlig ironi i, at en stigende individualisering skulle resulterer i flere halvfærdige og konforme mennesker. Det er ikke noget der snakkes højt om, men jeg gætter på at det er rigtigt, og at mange føler det sådan.

Individualisering betyder frihed til at vælge - vælge sig selv altså. Men ethvert valg er et endnu større fravalg, og derfor vælger mange slet ikke at vælge. Man forbliver derfor måske længere tid end godt er i en infantil døs, for i stedet at tilfredsstille ungdommens store sanselige begær efter fornøjelser, spil og alt for meget fjernsyn (tæl mig med her). Men alle kloge hoveder har gennem tiderne vidst, at det sanselige begær også medfører en uudslukkelig kilde til ulykke, had og lidelse. Historisk set har løsningsforslagene til at overvinde disse uundgåelige følgevirkninger enten været en materialistisk symptombehandling ved hjælp af en fortsat mætning (udløsning, piller, spil, etc.), eller ved en, oftest religiøs begrundet, begrænsning af det sanselige begær i form af afsavn. Firkantet sagt: Valget har enten været at forblive en barn og kræve moderens bryst tilbage, eller at blive voksen og overvinde alle fristelser - ultimativt med afsavn og døden til følge. Utvivlsomt har den første variant fået vind i sejlene i dagens Danmark. Hvor min russiske veninde hurtigt har lært at blive voksen, har jeg endnu ikke sluppet min barnlige ubestemthed.

Prøv at lave en samfundsanalyse på hvorfor! Ja, for at udtrykke det groft kunne man sige: De individuelt-infantile mennesker (inklusive jeg) er blevet et villigt værktøj i et samfund, som baserer sig mere og mere på tilfredsstillelsen af det sanselige begær, til hvilket der ustandselig søges stimulerende nye produkter og kanaler. Vi holdes fast i barnligheden samtidig med at vi kræver selvrealisering. Det er et ægte dilemma.

I andre samfund, hvor de økonomiske og sociale nødvendigheder endnu ikke har presset sådanne skæve idealer hen over folk, er det måske nemmere at finde til sig selv. Nogle gange tror jeg ligefrem, at jo dårligere et samfund er, jo bedre har menneskene det. Og det er jo et eller andet sted en meget mærkelig diagnose.

Poseidons vrede

De mange tragiske jordskælv i Tyrkiet kan måske hjælpe til med at varsle fremtidige jordskælv bedre


Af ROBIN ENGELHARDT

Siden Thales for over 2.500 år siden fremsatte en fysisk teori om jordskælv uden at ville begrunde det med Gudernes luner, har videnskabsmænd øvet sig i at forudsige kommende jordskælv.

Men i lige så lang tid, som man har accepteret, at det nok ikke var Poseidons store trefork, som udløste de ødelæggende rystelser, men snarere fysiske ændringer i jordskorpen, har man også måttet indrømme, at situationen ikke var så nem at håndtere alligevel. Ja, faktisk har alle forsøg på at komme sagen nærmere været forgæves. Om man har målt de elektriske spændinger mellem polerne, højdeændringer i landskabet, vulkanudbrud eller vandstanden i brønde:

 Effektive varslinger har ingen af dem kunnet frembringe, selvom de alle sandsynligvis har noget med sagen at gøre. Hvis man derfor som geolog eller seismolog arbejder i branchen og ønsker at udvikle varslingsmetoder, der går ud over de gamle delphiske gætterier, må man lære at tale afdæmpet, og nøjes med at glæde sig over selv de mindste fremskridt.

Nordanatolsk revne
Og det er muligvis, hvad Ross S. Stein og James H. Dieterich, begge fra U.S. Geological Survey i Menlo Park, Californien, samt geolog Aykut A. Barka fra Istanbuls Tekniske Universitet kan gøre.

For cirka tre år siden startede de tre forskere med at undersøge den Nord-anatolske revne i Tyrkiet, det område som de seneste måneder har været det tragiske center for store rystelser. Jordskælvet i Izmit, som ligger cirka 100 kilometer øst for Istanbul, kostede den 17. august over 17.000 mennesker livet. Efterrystelserne den 13. september nær byen Golcuk og den 11. november i Sapanca, der ligger i Sakarya provinsen, har kostet yderligere menneskeliv, og mange seismologer forventer, at der vil komme endnu flere efterrystelser med endnu flere sammenstyrtede huse til følge.

Denne 1.400 kilometer lange revne er linien langs hvilken, den såkaldte Anatolske mikroplade roterer mod vest i forhold til det europæiske kontinent, og den er derfor årsagen til en lang række af jordskælv, som siden 1939 langsomt har bevæget sig i vestlig retning mod området øst for Izmit. Der har dog også været en serie af jordskælv, som har bevæget sig i østlig retning, men den har været meget mere diffus i sin opførsel.

Tolv procent
De analyser, forskergruppen omkring Ross Stein foretog i 1996-97, viste, at de fleste rystelser startede i områder, hvor revnen havde været udsat for de stærkeste spændinger som resultat af tidligere rystelser i nærheden. Mere præcist fandt forskerne ud af, at jordsegmenterne nær Izmit var udsat for højere spændinger end andre steder på grund af 1967-jordskælvet øst for byen. Stein og hans kolleger regnede på det og kom frem til, at Izmit-området dvs. præcis det sted, hvor august-skælvet skete, havde "en 12 procents højere sandsynlighed for, at der ville komme et jordskælv stærkere end 6,7 på den åbne Richterskala indenfor 30 år," som det står i december-udgaven af Scientific American. I bagklogskabens lys kan denne forudsigelse jo forekomme en smule for forsigtig, men i betragtning af det notorisk problematiske i at forudsige noget som helst fornuftigt om jordskælv, er resultatet ganske opmuntrende.

Steins resultater baserer sig på analyser af den såkaldte "spændingsoverførsel" mellem segmenter af jord. Når et jordsegment rystes, falder dets interne spænding, fordi den så at sige "rystes på plads". Men fordi jordskorpen består at utallige segmenter, vil den frigjorte spænding i ét segment overføres til et nabosegment, alt efter dens elasticitet, orientering og position i forhold til de generelle pladetektoniske bevægelser. Det typiske scenario er, at den overførte spænding kun er en ganske lille procentdel af den totale spænding, der ophobes langs en jordskælvsrevne.

Men undersøgelserne af den seismiske historie af diverse regioner i Californien har fortalt forskerne, at jordskælv tenderer til at optræde præcis de steder, hvor spændingerne langs en revne er blevet forøget som resultat af en tidligere rystelse i nærheden.

Istanbul næste gang
Men ifølge geofysikeren Steven M. Day fra San Diego State er Steins teoretiske tilgang til problemet værdifuld, men ufuldstændig. For at kunne beskrive jordskælv fuldt ud, må man inkorporere de dynamiske processer, som helt mangler i deres statiske model for spændingsoverførsel. De faktiske rystelser forud for en fremadskridende revne kan for eksempel tillade revnen at udvide sig meget længere, end den statiske model kan forudsige. Resultatet ville være et langt stærkere jordskælv end beregnet.

Men på trods af modellens åbenlyse mangler er Stein og hans kolleger i fuld gang med at undersøge, hvad der vil ske i næste omgang. Satellitmålinger med det såkaldte Global Positioning System har vist, at den nordanatolske revne fortsætter vestpå kun få kilometer syd for Istanbul og så ind under Marmara Havet. Jordskælvet i Izmit har ifølge beregningerne øget spændingerne i Yalova segmentet, som ligger sydøst for Istanbul. Hyppigheden af de små rystelser under Marmara Havet er også tiltaget siden august. Et jordskælv i Yalova-segmentet kunne ødelægge store dele af Istanbul.



*Kilde: Ross S. Stein, Aykut A. Barka og James H. Dieterich, Geophysical Journal International,1997, VOL 128, pp 594-604

Surt show

Kontakten med Mars Polar Lander er endnu ikke etableret, men forskerne håber stadig, det kan lade sig gøre


Af ROBIN ENGELHARDT

Der var fuldkommen tavshed i Jet Propulsion Laboratory i Pasadena, da Mars-sonden Mars Polar Lander et kvarter over ni fredag aften skulle sende et lille bip tilbage til jorden for at fortælle, at landingen var gået godt. Men bippet kom ikke. Heller ikke de næste 42 timer efter den planlagte landing er der sket noget, og selvom projektets manager Richard Cook forbliver optimistisk, er alle klar over, at sandsynligheden for at høre fra sonden svinder jo længere tiden går.

"Jeg er ret sikker på at den overlevede faldet," sagde Cook til pressen lørdag. Men hvad det så er, der er gået galt, tør videnskabsfolkene kun gætte på. Årsagen er i hvert fald ikke den samme fadæse som for lidt over to måneder siden, da det 125 millioner dollar dyre rumskib Mars Climate Orbiter brændte op i Mars' atmosfære på grund af astronomernes sammenblanding af de forskellige metriske mål, der bruges i henholdsvis det kontinentale Europa og England/USA. Siden har NASA gjort en stor indsats for at få alle deltagere i programmet til udelukkende at bruge standardenhederne meter (kilometer, centimeter, osv.) i stedet for pounds, feet og inches. Ifølge Cook var det mest sandsynlige scenario det, at Mars-sondens computer var gået over i en forbigående dvaletilstand, hvilket den blev programmeret til, hvis der var noget, der gik galt. I så tilfælde ville den reaktivere sig selv igen søndag morgen, og derefter afsøge horisonten med sin antenne. Forskerne håbede derfor, at Mars Polar Lander først ville etablere kontakt med jorden i løbet af søndagen. Men heller ikke det er sket.

Det er altså meget muligt, at den aldrig gør det. Måske er maskinens gyro-kompas i stykker, hvilket vil resultere i, at landeren ikke ved, hvor den selv er på planeten, og derfor heller ikke kan finde jorden. Det kan også være, at vinklen på landingsstedet er for skæv til, at antennerne kan fungere ordentligt. Hvis man stadig ikke har fået etableret kontakt mandag, vil forskerne gå over til at bruge et tredje rumskib, Mars Global Surveyor, som relæsystem, idet dette for tiden kredser rundt om planeten, og er i stadig kontakt med jorden for at viderebringe atmosfæriske data. Det er selvfølgelig også muligt, at Mars Polar Lander brændte op i atmosfæren eller smadrede med en alt for høj hastighed ned på Mars' overflade. Men forskerne ved det som sagt ikke.

Scott og Amundsen
Sammen med Mars Polar Lander blev også to såkaldte mikro-prober sendt ned til Mars. Med en hastighed på over 600 kilometer i timen borede de sig en meter ned i støvet cirka 60 kilometer længere mod nord. Men heller ikke disse to mikroprober, som bliver kaldt for Scott og Amundsen efter deltagerne i den berømte ekspedition til Sydpolen for 88 år siden, har man fået kontakt til endnu. Meningen var, at de skulle starte med at arbejde som små kompakte mikrolaboratorier, og samle og analysere underjordiske sedimenter. Jordbundsprøverne ville blive varmet op i bittesmå ovne, og derefter scannet for vanddampe og andre stoffer. Blandt hovedformålene for hele projektet er, at man håber at få svar på, hvordan Mars' klima har kunnet udviklet sig igennem årene til at være denne golde og stormfulde planet, som Mars er i dag. Man mener, at vand har været meget mere tydeligt tilstede engang i forhistorien, enten i form af store floddeltaer eller som kortvarige udbrud fra undergrunden.

Nogle af indicierne vil kunne findes i de geologiske forhold, der hvor proberne lander. På tidligere rumfotografier kan man se skiftende bånd af farver, der antyder, at der på landingsstedet eksisterer forskellige blandinger af støv og is. De geologiske lag ligger som træringe over hinanden og vil kunne klarlægge forhistoriens klimatiske ændringer samt afgøre, om udviklingen på Mars har været drevet af katastrofiske ændringer, episodiske variationer eller blot af en gradvis udvikling af planetens miljø til det, den er i dag. Hvis man antager, at det atmosfæriske støv lægger sig i små fine lag på polerne år efter år, vil alene den øverste meter af støv på overfladen kunne fortælle os om cirka 100.000 års geologisk og klimatisk historie.

I dag er Mars' atmosfære så tynd og kold, at det ikke regner: Flydende vand kan ikke eksistere på overfladen men fordamper eller bliver til is meget hurtigt. Der findes årstidsafhængige frostperioder, som ophober det kondenserede kuldioxid på polerne, men der findes også vand-is-skyer og voldsomme støvstorme, der under specielle omstændigheder kan spænde over store dele af hele planeten.

Livets vand
Teorierne omkring vand på Mars er mange og usikre. Hvis man for eksempel analyserer flodstrukturerne på Mars' overflade, så vil man kunne se, at der er nogle væsentlige forskelle fra dem på vores klode. Hvor der på vores jord er meget forgrenede strukturer af floder, der bevæger sig ned fra de højtliggende landskaber, er der på Mars færre og meget større flodstrukturer. Man mener, at de fint forgrenede og fraktallignende flodstrukturer på jorden skyldes regn. Men det har der ikke været på Mars. Og når der ikke har været regn, har der heller ikke været oceaner. I stedet tror mange, at vandet på Mars altid har eksisteret underjordisk som permafrost, og at det på et tidspunkt blev smeltet ved hjælp af en voldsom geologisk proces - f.eks. nogle vulkanudbrud eller meteornedslag. Man kan også tænke sig, at de underjordiske reservoirer af vand pludselig blev frigjort, og i en periode på kun få uger strømmede hen over grundfjeldet og på den måde skabte de dybe og store kløfter, som man så tydeligt kan se fra rummet.

Til teorierne omkring vand på Mars hører også diskussionen, om der har eksisteret liv på Mars. Mange videnskabsfolk er enige om, at det er meget svært at forestille sig liv uden vand i flydende form. I hvert fald ikke liv, som vi kan definere som sådan. Det sjovere spørgsmål i denne sammenhæng er, om der også kan eksistere flydende vand uden liv. Hvis ikke, og hvis Mars i sin tidligere historie har haft flydende vand længe nok til at livet kunne udvikle sig, så kan det også være, at man vil finde resterne af liv - måske i form af en slags bakterier.

Ønsketænkning
Men meget tyder på, at det er mere ønsketænkning end virkelighed. Troen på et broderfolk på Mars har jo altid været et latent ønske hos mennesker. Allerede i forrige århundrede fremsattes flere teorier om marsmænd og højtudviklede civilisationer. En af årsagerne var den italienske astronom Giovanni Schiaparelli, som havde observeret de store kløfter på overfladen, som han kaldte for "canali". Oversættelsen til "kanaler" var nærliggende, hvilket fik folk til at tro, at disse "kanaler" var kunstigt skabt.

Teorier om marsiansk landbrug og krigeriske invasioner levede langt inde i vort århundrede, og selvom forskere forlængst havde vist, at overfladen på Mars var en kæmpe dybfryser, hvor de fleste luftarter havde forladt atmosfæren på grund af den lave tyngdekraft, forblev myten om marsmænd en hårdnakket bestanddel af folkefortællinger og skønlitteratur, hvoraf den vel nok mest kendte er H.G. Wells roman Klodernes kamp, og den nyeste, filmen Mars Attacks.

En af NASA's egne forskningsgrupper fremlagde i august 1996 en analyse af en meteor ved navn ALH 84001, som efter sigende skulle indeholde bakterier fra Mars. I dag er der ikke mange, som tror på den længere. Hvis det aktuelle projekt med Mars Polar Lander også går tabt, er det endnu et alvorligt tilbageslag for USA's rumprogram. De næste ekspeditioner til Mars er planlagt til 2001, 2003 og 2005, hvoraf de to sidste efter planen skulle komme tilbage til jorden med prøver fra Mars.

Hvor ville vi være uden nationalsocialismen?

Robin Engelhardt, skribent ved Dagbladet Information

Da jeg forleden hyggede mig med en roman af Michel Houellebecq, læste jeg en sætning, som siden da har jaget mig som et spøgelse. Den indgik i en diskussion om Aldous Huxleys forudsigelser om fremtidens genetiske muligheder, og sætningen lød: "Den nazistiske ideologi har bidraget væsentligt til, at tanker om eugenik og racehygiejne kom i miskredit; det tog flere årtier før man igen kunne gribe tilbage på dem. Uden nationalsocialismen ville det hele være gået meget hurtigere."

Denne simple konstatering slog ned i mig som et lyn. Nu kan det være, at min kraftige reaktion på så banal en pointe var betinget af, at jeg selv er af tysk afstamning, og at jeg, ligesom så mange andre tyskere, stadig bærer på en lurende skyldbetynget last. Men jeg tror at denne historiske last intet var værd, hvis den ikke til gengæld begunstigede en vis finfølelse over for gentagelser. Og i forhold til den eksplosive udvikling i genetisk viden og kunnen, tror jeg desværre at det er tilfældet.

Nu må det retfærdigvis siges, at nazismens grusomheder kun i begrænset omfang kan sammenlignes med genetikernes aktuelle virke. Det urovækkende budskab er da også snarere, at vi mennesker i de sidste 60 år ikke har ændret os en døjt, og at vi latent indeholder alle de ønsker som dengang, hvor racehygiejne var et positivt ladet ord (selv Huxleys roman Fagre nye verden var oprindelig tænkt som en positiv udvikling, som dog senere blev omfortolket af ham selv i bogen Gensyn med fagre nye verden fra 1946). Som statslig ideologi er disse tanker selvfølgelig ilde set i dag, men måske desto mere accepteret i det små, i de enkelte produkter og de individuelle krav til egne børn og kvaliteter. Og det vil gå endnu hurtigere.

Hvor ville vi være i dag, hvis ikke nazismen havde sat en moralsk bremse for vores eugenetiske tendenser? Ja, man kan jo prøve at se sig omkring, og se hvad der sker: Alle de flotte ord om sygdommes forsvinden og sultens afskaffelse står stadig i vådt blæk, mens det, der faktisk rykker i industrien er hormondyr, transgene dyr, Terminator-føde med indbyggede copyrights, patentering af menneskets gener, selvlysende insekter og juletræer, osv.. Regnskabet for genterapi på mennesker er heller ikke godt: Ingen helbredte og (officielt) syv døde. Til gengæld masser af kunstigt befrugtede og screenede babyer.

Der eksisterer i denne sag et eklatant misforhold mellem ord og fakta, og som Oscar Wilde engang har sagt: Det er kun overfladiske mennesker, der ikke dømmer efter det ydre.
Det der faktisk sker er altså en ukontrolleret åbning af nye økonomiske markeder, som efterhånden vil skabe nye sociale skel. Og når man nu ikke må kalde det for racehygiejne, kalder man det for genetisk forbedring.

Racistiske strømninger har eksisteret lige så længe som vi har ment at kunne forbedre. Forbedre omverden, os selv, andre og moralen. Pointen er bare at vi ikke kan forbedre noget som helst. Vi kan højest lave tingene om, så de falder bedre i vores smag og behag. For at parafrasere en gammel visdom kunne man sige, at "genetik er fortsættelsen af æstetik med andre midler". Hvis ikke denne forbedringsmani begrænses, er jeg bange for, at det ikke kun er det skønne, der vil møde os i fremtiden.

Da livet lærte at gå i takt

Danske forskere får gærceller til at svinge i takt ­ og giver samtidigt nye bud på, hvordan flercellede organismer kunne opstå for mange millioner år siden

Af Robin Engelhardt

Prøv at tænke tilbage til dengang du kun var en enkel lille celle. Du lå dér som en lille bitte urcelle, frisk befrugtet, og havde alt i dig. Med dirrende livsmod og en uovervindelig energi lå du i din moders mave og var parat til at dele dig i millioner af forskellige celler, til kropsceller, hjerneceller og alle mulige andre celler, for snart at kunne leve det liv, der var skænket dig som gave.

Prøv nu tænke på noget næsten lige så umuligt: Tænk tilbage på livet for cirka 600 millioner år siden, ja måske for hele 1000 millioner år siden. Dengang fandtes der også celler, og de havde ligesom vores celler en kerne. Men de kunne endnu ikke finde ud af at samarbejde. Dengang fandtes der kun encellede organismer. De måtte prøve at overleve uden hverken munde, hjerne eller fødder, for der var endnu ingen celler, som havde specialiseret sig til at være munde, hjerner eller fødder. Organismerne var faktisk ret begrænsede i deres udfoldelsesmuligheder, og de levede derfor primært i havet, i underjordiske kilder og tæt ved næringsrige pytter.   Den historie, man kan gisne om nu, er, at den afgørende kilde for at flercellede organismer overhovedet kunne opstå, skyldes et bestemt fysisk fænomen, og det fænomen hedder en Hopf-bifurkation.

Ja, det lyder måske ikke videre besnærende, da en Hopf-bifurkation teknisk set blot er en matematisk definition på en overgang af et dynamiske system, der begynder at svinge i tid. Men det afgørende ved hele sagen er, at simple kemiske stoffer som typisk findes i celler, kan kobles, således at cellerne kan kommunikere med hinanden på lange afstande. Hvis det ikke havde været muligt for de enkelte celler for 600-1000 millioner år siden at lære at 'tale' med nabocellerne i en uendelig kaskade af kemisk veltunede budskaber, ville livet her på kloden måske stadig begrænse sig til bakterier.

Aktive gærceller
I en artikel i den aktuelle udgave af fagbladet Nature har Sune Danø, Preben Graae Sørensen og Finn Hynne fra H.C. Ørsted Instituttets Kemiske Laboratorium III på Københavns Universitet beskrevet, hvordan gærceller kan udvikle synkron adfærd i situationer, hvor en opløsning af gærceller holdes naturligt i live ved en konstant tilførsel af nye næringsstoffer.

Svingningerne kan ses, når gæren omsætter sukker uden brug af ilt. Selvom gærceller normalt lever uafhængigt af hinanden, ses det, at de synkroniserer deres svingninger med hinanden. Teknikken hedder Continuous Stirred Tank Reactor (CSTR), og går ud på at bibeholde det undersøgte systems naturlige balance gennem en evig og konstant tilførsel af de relevante substanser.   »Udgangspunktet for vores eksperimenter var at beskrive biologiske systemer ud fra et helhed, så man kunne fange deres dynamik, og ikke kun de enkelte komponenter,« siger Sune Danø.

»Pointen med CSTR er, at man kan låse cellerne i deres aktive tilstand, hvorefter man kan sammenligne dem med hinanden. De svingninger vi ser, opstår som et fælles dynamisk karakteristika, der er stabilt i mange situationer. De stoffer, der viser sig at svinge synkront, er nogle helt almindelige næringsstoffer såsom sukker og acetaldehyd.«   Den interessante biokemi foregår ifølge Sune Danø i de levende celler, og ikke i forfaldsprocesserne af halvdøde celler, som man har taget ud af deres naturlige sammenhænge. Håbet er derfor, at man kan kombinere den nye viden man kan få fra CSTR-undersøgelserne med den allerede kendte biokemi og sammenligne resultaterne.

I det større perspektiv kan undersøgelserne vise, hvorvidt den generelle dynamik, som her er blevet opdaget og er karakteriseret som en Hopf-bifurkation, er en forudsætningen for at de encellede organismer lærer at samarbejde. »Det er svært at sige noget konkret om, hvordan det hele startede. Det bliver lidt gætteri, men vi kan sige nu, at synkroniseringen kan formidles af helt almindelig stoffer, som findes i cellerne i forvejen,« siger Danø. Og med hensyn til gærceller, er det simpel sukker, der er budbringeren: »Det viser sig at glukolysen ikke blot er noget den enkelte celle har brugt til at nedbryde sukker, men også noget den ovenikøbet kan bruge som en kollektiv form for synkronisering.«

Mangeartede mønstre
Man ved, at andre encellede organismer, såsom E. coli bakterien, også kan danne mønstre. James A. Shapiro fra University of Chicago har i sine forsøg sat genetiske markører ind i generne på E. coli for at visualisere om bakterierne udviklede forskelle genetiske aktiviteter hvis de blev sat sammen. Til hans store overraskelse så han ikke kun bakterierne udvikle en genetisk differentieret biokemi, men også helt enestående rummelige mønstre, som nærmest så ud som blomster.

Bakterier kan altså ligesom gærceller vælge at samarbejde som en slags flercellet organisme, hvis omgivelserne kræver det.   Også andre encellede organismer som f.eks. amøber, slimsvampe (Dictyostelium discoideum) og visse grønne alger (Acetabularia acetabulum) kan danne komplicerede tredimensionale mønstre selvom de kun består af en enkel celle. Det store spørgsmålet er derfor, om ikke alle disse synkroniseringer og morfologiske ændringer finder deres udgangspunkt i, at kemikalierne kan opretholde dynamikken gennem det, man matematisk kalder en Hopf-bifurkation.

Kambrisk eksplosion
I det øjeblik, hvor det er blevet muligt for cellerne at kommunikerer gennem de ekstra-cellulære stoffer, kan de derefter udvikle mere sofistikerede mekanismer til arbejdsdelingen. Mangeartede substanser kan transporteres langs en koncentrationsgradient, generne kan aktiveres forskelligt alt efter hvor de befinder sig i kolonien, og efterhånden vil den naturlige udvælgelse måske kunne opbygge reelle flercellede strukturer. I evolutionshistorien kalder man overgangen fra encellede til flercellede organismer for den kambriske eksplosion.

De fossiler, palæontologerne har fundet i sedimentaflejringerne rundt omkring i verden er op til 580 millioner år gamle, og derfor sætter man normalt grænsen dér. Men problemet er, at bløddyr som regel ikke efterlader fossiler, idet de ikke har nogen faste skeletter eller skaller. Derfor er det meget sandsynligt, at der fandtes flercellede organismer lang tid før den kambriske eksplosion. Ifølge den tyske geolog Adolph Seilacher fra universitetet i Tübingen fandtes der allerede ormelignende dyr for over én milliard år siden. Han mener at have fundet nogle såkaldte sporfossiler, som altså ikke er ægte forsteninger, men aftryk i forsteninger ­ en slags aftryk af kroppen. Også molekylære studier har vist, at den genetiske basis for flercellede organismer har eksisteret i cirka en milliard år.

Celledifferentiering
Den først biolog, der tænke grundigt over gener og deres aktivitet var August Weismann. Han indså i slutningen af sidste århundrede, at celledifferentiering kunne foregå på to måder: Enten måtte cellerne i løbet af udviklingen fra en embryo til en voksen krop dele sig sådan, at kun nogle af generne videregives til dattercellerne. Dvs. at kun de gener, som bruges af hjernen videregives til hjernecellerne, og kun de gener der bruges til leveren, videregives til levercellerne, osv. Kønscellerne derimod, som skal sørge for videre afkom, er de eneste som bibeholder hele det genetiske materiale.

Men Weismann vidste, at der fandtes et alternativ: Alle gener nedarves til alle celler, ligegyldigt om de er hudceller eller blodceller, men til gengæld aktiveres kun de nødvendige gener i hver af cellerne. For at det skulle kunne lade sig gøre, måtte der findes en eller anden form for kontrol udenfor cellerne. Der måtte være nogle mekanismer som kunne fortælle cellerne, hvad der skulle ske hvor. Da Weismann ikke kunne forestille sig en så kompliceret epi-genetisk kontrol, som det ville kræve, forkastede han dette andet alternativ. Men i dag ved man, at det andet alternativ er det rigtige.

Alle kroppens celler indeholder alt DNA. Men det er kun visse dele af generne, der er aktive i en given celle. De sekundære mekanismer som koordinerer, transporterer og kontrollerer er derfor mindst lige så vigtige for at de enormt mangeartede og komplicerede flercellede organismer kan virke. Og undersøgelserne af gærcellerne i på H.C. Ørsted Instituttet antyder, at hele denne komplekse evolutionære proces måske startede med simple koncetrationssvingninger af bestemte stoffer cellerne imellem.



Referencer:
Sustained oscillations in living cells, Sune Danø, Preben Graae Sørensen og Finn Hynne, Nature, vol. 402, no. 6759, s. 320-322.
Bacteria as Multicellular Organisms, ed. J.A. Shapiro & M. Dworkin, Oxford Univ. Press, 1997.

Oppe i tiden: Situationen set fra Danmark

Tor Nørretranders har med sin nye bog taget det endelige skridt mod kunsten og det skønne ­ Videnskaben og kritikken er smidt langt væk


*Tor Nørretranders: Frem i tiden: Situationen set fra kosmos, Tiderne Skifter, 205 sider, 238 kr. Udkommer i dag


Af Robin Engelhardt

Det var med en betænkelig mine, jeg rakte frem efter Tor Nørretranders nye bog på skrivebordet. På coveret kunne man se et billede af vor blå moder jord for fødderne af en uklar måne, der svæver i det mørke rum. Frem i tiden: Situationen set fra Kosmos står der med en tidløs font hen over det mørke intet bag månen, og det forekom mig, at bogen måske snarere var en digtsamling eller en poetik: Yndefuld, afdæmpet og seriøs flød den som en prægtig lille gondol gennem papirbunkerne på mit skrivebord.

Lad det være sagt med det samme: Bogen er løs i fugerne. Med utallige huller i argumentationen slingrer den derudad med uforpligtende småsnak og gætterier på menneskehedens vegne. Den sejler afsted som vinden blæser, moraliserende, rørstrømsk, og altid med passende forbehold når argumentationen kniber.

Emnet er intet mindre end hele menneskeheden. Udgangspunktet er ideen om, at menneskeheden vil have større chance for at finde fremmed liv i universet jo længere den lever. Jo længere tid vi har til at kigge på himlen, jo større er muligheden for, at vi finder noget derude, eller at nogen stiger ned og siger goddag. Tor Nørretranders vil bruge den indsigt som et spejl, så vi bedre kan se og forstå os selv. Målet er at øge sandsynligheden for, at vi overlever som civilisation. Nørretranders vil faktisk bygge en hel etik op på det: En etik om at overleve livet. Men mere herom senere.

Venten på aliens
Nogle forskere siger, at menneskehedens levetid er et godt mål for, hvor mange andre lignende civilisationer som vores der findes i galaksen. Det kan man stille en ligning op for, den hedder Drakes ligning, og den er fint forklaret i bogen. Problemet ved regnestykket er blot, at det opererer med gennemsnit. Men der er intet gennemsnit at tage af. Vi har kun os selv som mål og reference. Og derfor er al tale om SETI (SETI ­ Search for Extra Terrestrial Intelligence) ikke andet end et skud i tågen. Et gæt. Måske et kvalificeret gæt. Men et gæt. At postulere en videnskabelig metode bag, er blændværk.

Bogens videnskabelige indpakning er i den forstand et cover up. Men hvad handler denne her bog så om: Er det en politisk pamflet? En fremtidsroman?

Den handler om at vi skal se verdens endnu mere sande tilstand fra et kosmisk perspektiv. Mens vi venter på de her aliens, skal vi lige rydde op og lære os selv at kende. Med folk som Freeman Dyson og Ryszard Kapuscinzki i lommen spadserer bogen hen over de åbne sletter og fabulerer om menneskehedens storslåede sejr over naturen og over sig selv.

Med en afstikker til dette århundredes mange farer ­ til atombomben, befolkningseksplosionen, bevidstheden, venstrefløjen, hungerskatastrofer og meget andet skidt ­ forklarer forfatteren os, at det hele nok skal gå. At vi intet har at frygte, og at al elendigheden meget snart vil være overvundet. Atombomben vil stort set være skrottet; befolkningstilvæksten vil stoppe ved de 11 milliarder; verdens sult vil forsvinde; mennesket vil lære at nyde livet, og kunsten vil florere overalt i verdenssamfundet. Det er en bog, der vil erklære dommedag for afblæst og spå verdensfredens komme.

Djævlens højre hånd
Det forekommer mig (men måske er det helt forkert), at Nørretranders med denne bog definitivt har udskiftet sin oprindelige videnskabskritiske position med en decideret antividenskabelighed. Der står, at videnskaben har tabt sin evne til åbent at søge efter sandhed, for i stedet at blive »en kynisk og lemlæstet organisation til pleje af sig selv.« I stedet ser Nørretranders kunsten som fremtidens afløser for naturvidenskaberne, hvilket da også falder pænt i tråd med valget af emner som SETI.

Også den menneskelige bevidsthed får et skud for boven: Det er sikkert den, den onde bevidsthed, der er skyld i menneskehedens vildfarelser. Et tredje punkt, hvor bogen overtrumfer videnskaben med antividenskabelighed på, er at ty til djævlens højre hånd ­ statistikken. Statistikken for antallet af krige og antallet af underernærede mennesker i verden fortæller, at det i løbet af de sidste 50 år, og især i de sidste 20 år, er gået fremad. Og ­ så vidt det er rigtigt ­ gudskelov for det. Men det er altså statistik for begyndere (og politikere) at hævde, at det hele vil gå endnu bedre blot af den grund.

Men hvad skal vi så gøre for at få ryddet op, spørger bogen? Vi skal blot bruge ti procent af de samlede militærudgifter, og problemet er løst! Eller endnu bedre: Alle rige mennesker i verden behøver kun at betale »en krone om dagen« til hjælpeorganisationer på internettet som netaid el.lign.. Det er alt hvad der behøves for at afskaffe sult i verden!

Platituderne
Et godt middel til at prøve et udsagn efter i sømmene, er at postulere det modsatte, og se, om det giver mening.

Hvad med Nørretranders nye etik om at »leve L længe«, dvs. at få civilisationens levetid (L) til at vare så længe som muligt (eller, som han citerer Jens Jørgen Thorsen: »Meningen med livet er at overleve«). Det modsatte er: 'Meningen med livet er at dræbe sig selv så hurtigt som muligt' eller 'min etik er at civilisationen snart skal dø'. Det står læseren frit for selv at lodde dybden i disse udsagn.

Andre pseudo-etiske platituder i bogen er ikke bedre: »Man er moralsk forpligtet til at leve lige så længe som ens affald er farligt,« står der et sted. »Mærk aldrig verden uden at den mærker dig«; »Vi er gode nok indeni«; »En euro om ugen giver stolthed i stuen«, »Vi må lære at afskaffe krig,« og meget mere i samme stil.

Lur mig, om ikke Nørretranders fremfører sin naivitet med vilje. Måske regner han med en læser-bonus, fordi man skal tænke: Hvor er han idealistisk og sympatisk! Og det er han jo (var der ikke én, som engang sagde, at idealisme vokser ligefrem proportionalt med afstanden til problemet?).

Men stop en halv: Grundlæggende er projektet jo fint. Det er til enhver tid positivt, at en forfatter vil give sine læsere håb og lyst til livet, og der bruges mange kræfter på at fremme en fortrøstningsfuld stemning hos læseren, ved rettelig at pointere, at verdens tilstand vitterlig ikke er så elendig, som man måske ville forvente.

Problemet opstår først i det øjeblik, at optimismen forsøges fremmet af en bevidst naivisme, en naivisme der vil trække alt og alle ned i en tåget fredsidyl. Det er en afvej. En fornægtelse af éns egen kritiske sans fører nemlig indirekte til en styrkelse af de negative kræfter i samfundet, til en styrkelse af de strukturer, som spekulerer i vores naivitet og tro på det gode i mennesket.

Hug til venstre
Er Tor Nørretranders en mand, som stolt bekender sig til naivismen? Eller er Tor Nørretranders selv en, der spekulerer i vores naivitet? Og endnu mere interessant: Hænger alt det her sammen med bogens antividenskabelighed? Og med hans nye kritik af de såkaldt reaktionære venstreintellektuelle?

Altid oppe i tiden har Tor Nørretranders nemlig endnu en vigtig dagsorden, og den er at skælde ud på den gamle, sure og pessimistiske venstrefløj: »Er ikke den venstrefløj, der gik for at have fantasi til at forestille sig at tingene kunne være anderledes, blevet mut og småfornærmet ved udsigten til en hvilken som helst forbedring? Er dagens sande reaktionære ikke dem, der nægter at se i øjnene, at de fattige i denne verden faktisk lever længere end nogen sinde før, at krigene er på retræten, at miljøproblemer viger for vor indsats, at atomvåbenproblemet er på vej ud, at vi faktisk godt kan være os selv bekendt og være stolte af alt det, vi gjorde i miljøbevægelserne, fredsbevægelserne og alle mulige andre bevægelser i 1960 erne, 1970 erne og 1980 erne?«

Personligt fatter jeg ikke, hvad der menes. At stå på venstrefløjen kræver vel per definition en uforbederlig optimisme, fordi en konstruktiv kritik kun kan føres, hvis man tror, at det nytter. Der er altid grund til optimisme, og det er derfor, man absolut skal holde fast i kritikken. Nørretranders roser venstrefløjens mange bevægelser bagud i historien, men nægter deres berettigelse fremad. Besynderligt.

Samfundskritik er en motor. Men Nørretranders ønsker, at vi skal slukke for den. Vi skal blot flyde derudad i vores åndelige gondol, være fremskridtsromantikere som ham, og være glade for vores naivitet, for vi har råd til det. Når nogen råber ud i mørket, lader vi gerne en mønt klinge, som var det en redningskrans. Og en gang imellem spejler vi vores åsyn i vandoverfladen for så at synke glade og tilfredse tilbage.

Ingen tid

 Endnu engang prøver en fysiker at definere tid: Den er en illusion

Af Robin Engelhardt

Det er jo interessant, at naturvidenskaben, på trods af sine mange triumfer, end ikke har fundet en eneste holdbar definition på, hvad tid er. Måske er det nu i ren desperation, at en fysiker fra Oxford i England i den forrige udgave af New Scientist (16. oktober) forsøger helt at afskaffe tiden.

Tid er nok den mest trivielle erfaring, et menneske kan gøre: Ting bevæger sig i tid. De kommer og går. De fødes og dør. Den mest simple definition på tid blev givet af Newton, som blot antog, at »tiden flyder uophørligt som en jævn strøm.« Men siden Newtons tid har man fundet ud af, at tiden også kan gå i stå, den kan løbe baglæns, og den kan drejes.

Einstein definerede tiden som »det, man kan aflæse på et ur« ­ det kommer dog an på, hvilket ur der snakkes om, alt efter hvor hurtigt det bevæger sig, og i relation til hvad. På den måde fik Einstein genindsat subjektiviteten i tidsbegrebet, idet det jo er blevet gjort afhængig af, at der er et ur, og at der er nogen, der kigger på det. Fornemmelsen af tid kan ikke skilles fra livet, fra subjektiviteten, og derfor er mange fysikere også skeptiske over for den: Det virker da også ulogisk, at rummet har tre, fire eller ti dimensioner, mens tiden altid kun har én. Den burde kunne fjernes fra ligningerne, tænker de.

En simpel opskrift
Julian Barbour er kommet med en simpel opskrift på, hvordan man kunne gøre: Forestil dig kun tre partikler i hele kosmos. De danner en trekant ­ ABC. Mål afstanden mellem partiklerne (dvs. siderne på trekanten), og plot de tre tal, du finder, som et punkt i et tredimensionalt koordinatsystem, hvor hver af de tre akser angiver afstanden mellem partiklerne (dvs. x-aksen angiver afstanden AB, y-aksen BC og z-aksen CA).

Hvis du gentager øvelsen rigtig mange gange, og hver gang med nye trekanter, fremkommer der efterhånden en trebenet pyramide i dit plot, en pyramide med spidsen i nulpunktet hvilket svarer til, at alle tre partikler overlapper hinanden. Kanterne svarer til, at de tre partikler ligger på en lige linie. Denne pyramide definerer alle de mulige måder, hvorpå en trekant kan se ud. Den er mulighedernes rum, ideernes rum. Den er den platonske og tidløse verden.

Samme procedure kan i princippet bruges til uendelig mange partikler, og resultatet er et multidimensionalt objekt, som angiver alle de mulige måder, vores verden kan eksistere på. Enhver tilstand svarer til en bestemt konfiguration, som igen svarer til et bestemt punkt på dette platonia, og at vi føler, at tiden går, er derfor blot den erfaring, at partiklerne altid har nye positioner i forhold til hinanden. Det eneste der er, er nu. Ethvert næste tidspunkt er blot en forskydning af nu-punktet i dette supermegamultidimensionale platonia.

Selvom tanken om en tidløs verden er besnærende, er der selvfølgelig stadig mange spørgsmål, som venter bag kulissen. Hvad er det for eksempel, der får disse nu er til at bevæge sig rundt på platonia? Er det en ikke nærmere defineret form for energi? En geometrisk effekt? En guddommelig gravitation mod pyramidens base?

Og et andet spørgsmål, man kan stille sig er følgende: Hvorfor ikke kalde denne tidløse serie af nu er, denne alle realisationernes kringlede linie på mulighedernes multidimensionale landskab for... tid?

Slowmotion

Nobelprisen i kemi blev i år givet til verdens mest avancerede form for blitzfotografering

Af Robin Engelhardt

Den egyptisk fødte fysiske kemiker Ahmed Zewail har fået tildelt årets Nobelpris i kemi for at have udviklet en sofistikeret laserteknik til at affotografere kemiske reaktioner, mens de forløber. Ved hjælp af to pulserende laserstråler fik Zewail, som nu arbejder på California Institute of Technology i USA, skabt verdens hurtigste kamera, som kan anvendes som en form for slowmotionteknik til at se, hvordan atomer og molekyler opfører sig under de ofte meget hurtigt forløbende kemiske reaktioner.

I en serie af eksperimenter i de sene 1980 ere skabte han det nye forskningsfelt, som nu kaldes for 'femtokemi'. De enkelte 'snapshots' varer ikke længere end 10-15 sekunder, hvilket svarer til så lille en brøkdel af et sekund, at man kunne nå at tage 32 millioner fotografier i løbet af blot et enkelt sekund, hvis det var nødvendigt. Teknikken er afgørende for at kunne forstå i detaljer, hvordan kemiske stoffer reagerer med hinanden, og hvilke intermediære strukturer stofferne har i overgangen mellem en molekylær konfiguration til en anden. På den måde er det blevet muligt at forstå og se detajlerigdommen i alverdens kemiske reaktioner ­ det værende fra en søms langsomme rusten til dynamits eksplosion.

Det Svenske Akademi begrundede blandt andet sit valg med, at femtokemien har frembragt en 'revolution' indenfor studiet af de kemiske forløb.

Kemiske fingeraftryk
Teknikken til at se den 'molekylære film' går ud på, at man bruger to laserstråler. Den ene er en puls, som aktiverer (eller exciterer) molekylet til et højere energiniveau for at starte reaktionen. Derefter sendes en anden og svagere laserstråle, som med den rigtige bølgelængde kan måle de tilstande, det oprindelige molekyle har fået. Ved at variere på intervallerne mellem de to stråler, kan man måle, hvor hurtig en given reaktion forløber. Fotografierne er nogle spektre, som er en slags entydige fingeraftryk for de enkelte molekyler og deres intermediater.

Spektrene og deres tidsforløb bruges så til kvantekemiske beregninger på computermodeller, hvis teoretiske baggrund og implementering blev belønnet med Nobelprisen i kemi 1998. Blandt de erkendelser femtokemien har frembragt i analysen af de kemiske reaktioner er, at de enkelte reaktionstrin foregår hver for sig og efter hinanden, og dels, at mens intermediaterne i begyndelsen af reaktionerne typisk er relativt stabile, bliver de mere og mere ustabile efterhånden som reaktionsbarrieren overvindes.

Femtokemien bruges i dag til at forstå og forbedre katalysatorer, til forbedrede materialer i elektronikken og til kontrollering, separation og rensning af diverse kemiske reaktioner lige fra vaskepulver til medicin.

Ahmed Zewail blev født i 1946 i Egypten, hvor han voksede op og studerede på Universitetet i Alexandria. Han fik sin ph.d.-grad i 1974 på Pennsylvania Universitet, USA, og siden 1990 har han været ansat ved Caltech. Selvom størstedelen af hans karriere er foregået i USA, er han velkendt i Egypten, hvor hans ansigt tidligere er blevet aftrykt på landets frimærker.

Naturen splittet i bosoner

Informations medarbejder har kastet håndklædet i ringen, og i stedet bedt en dansk ekspert - på en simpel måde - at forklare om den teoretiske baggrund for uddelingen af årets Nobelpris i fysik.


Af Robin Engelhardt

Jeg må komme med en indrømmelse: Jeg fatter ikke et klap af det, de to hollandske fysikere har forsket i, og som de nu har fået Nobelprisen for. Jeg har ellers prøvet at sætte mig ned og forstå deres tekster og det baggrundsmateriale, som Nobelpriskomiteen har udgivet som pressemateriale. Men det er håbløst.

Det er, som om man stadig kan være nogenlunde med, når det handler om relativitetsteori eller kvantemekanik, men når det kommer til de stærke og svage vekselvirkninger ved relativistiske kvantefeltteorier som baggrund for standardmodellen, og især når partikelfysikerne begynder at snakke om renormalisering for ikke-abelske gauge-teorier, W+ og Z bosoner, så er det lissom godav og farvel du.

Et eller andet sted er der også noget skummelt, tænker jeg så i min uvidenhed, bag hele denne storindustri af partikelfysikere, som med deres kæmpestore acceleratorer i Schweiz, USA og Japan ustandselig får tildelt Nobelpriser for at flække atomernes bestanddele i endnu mindre dele, for bagefter at samle dem igen med matematik. Hvilken matematik, der i den sidste ende er den rigtige eller bedste, viser sig nemlig ofte at være en smagssag.

Sandheden om naturen har den pudsige tendens til at opdele sig i en uendelig masse små-sandheder ­ ligesom partiklerne ­ hvorefter en endeløs eksegese om bosonernes, leptonernes, fermionernes, hyperonernes, mesonernes og baryonernes struktur og vekselvirkning resulterer i rivaliserende teorier, som ­ hvordan kunne det være anderledes ­ kun kan bevises eller modbevises ved, at man bygger endnu større og endnu kraftigere partikelacceleratorer. Og sådan kan karrusellen køre i mange år.

Forsøg på en udredning
Men i stedet for at filosofere over min personlige tvivl om filosofien bag reduktionismens del & hersk - metode, har jeg bedt en anerkendt ekspert på området, Benny Lautrup fra Niels Bohr Instituttet i København, om at forklare teorien i et let forståeligt sprog til os alle.


Benny Lautrup, er det i sidste ende ikke et spørgsmål om smag, hvad for noget matematik, der i den sidste ende er den rigtige?
'Nej, det er ikke klart. Lad os f.eks. tage Newtons love. Det er selvfølgelig en social konvention, hvordan vi skriver dem, men det som ofte glemmes er, at de har et reelt indhold, som udsiger noget om naturen, og hvis der fandtes marsmænd, så ville de kende lovenes indhold, og det gælder også, tror jeg, for den forenede teori for svage og elektromagnetiske vekselvirkninger.'

En fortabt teori
Joh, den køber jeg gerne, men tvivlen er lidt en anden: Den vedvarende opsplitning af de mange atomare bestanddele virker uendelig, og ikke længere som et virkeligt bidrag til at FORSTÅ naturen...
'Jo det synes jeg bestemt, den gør ... '


Ikke for mig. Jeg forstår ikke, hvad en renormaliseret ikke-abelsk gauge-teori er.
'Hvad er forståelse i fysikken. Der er sammenligning af teorier og eksperiment, og hvis teorien siger nonsens, kan vi ikke lave den sammenligning. Det 't Hooft og Veltman har gjort, er at vise, at teorier, vi troede, vi ikke kunne komme videre med, kunne vi komme videre med til at få en egentlig sammenligning. Pludselig begynder man jo at tro på W bosonen. Selvom Weinberg havde forudsagt den i 64, var der ingen, der bemærkede det, før 't Hooft sagde, at modellen er renormalisérbar, hvilket betyder, at det er en fuldstændig teori, og at man kan lave vilkårligt præcise forudsigelser fra den. Det er der, den ligger.

I vores forståelse af naturen ligger der en sammenligning af teori og eksperiment, og hvis man ikke kan lave eksperimenterne, som man ikke kan i superstrengteorien, så er man fortabt. De to forskere har matematisk banet vej for en teori, som man tidligere troede var fortabt.'

Forfinede beregninger
Og den form for at 'bane vej' kalder man for renormalisering?
'Ja, kvanteelektrodynamikken var den primære teori, hvor renormalisationen blev indført for første gang. Sagen var den, at i 30erne opstillede Dirac, Pauli og Heisenberg kvanteelektrodynamikken, og Bohr og Rosenfelt regnede på målbarheden af elektromagnetiske felter. Problemet var, at når man prøvede at beregne de finere korrektioner til de atomare niveauer, så strejkede teorien ­ den gav svaret uendelig , dvs. nonsens.'

'Sådan stod det i slutningen af 30 erne. Så kom krigen, og efter krigen kom forskerne hjem, blandt andre Feynman, Schwinger og Tomonaga, og begyndte at undersøge tingene. De fandt så ud af, at de matematiske uendeligheder, der lå i teorien, faktisk alle sammen var korrektioner til masse eller ladning. Man starter altså f.eks. teorien med en masse, der ikke er elektronens rigtige masse, fordi den mangler det elektromagnetiske bidrag til massen. Men den faktiske elektron, som vi måler på, har jo disse ting inkluderet, så hvis man nu gør det, at man absorberer de uendelige korrektioner til massen ind i den fysisk bestemte masse, så renormaliserer man massen fra den bare masse før, til den, som den har med det elektromagnetiske bidrag bagefter. Så er alle uendeligheder væk, og pludselig kunne man i princippet udregne alle energiniveauer til langt højere præcision end tidligere.'

'I Kvanteelektrodynamikken har sammenligningen mellem teori og eksperimenter i dag ført til den mest forfinede beregning, der findes. og det kunne ikke have foregået, medmindre man havde forstået, at alle de uendeligheder, der optræder, alle sammen er skygger af de samlede korrektioner af massen i højere og højere orden. Renormaliseringen af massen fjerner alle uendeligheder af masse og ladning, og beviset for det blev givet af Dyson i 48.'

Alt blev nonsens
Og den ikke-abelske...
'Ja, det var en abelsk gauge-teori, og den ikke-abelske gauge-teori refererer til det, som ligger under. Denne Yang-Mills teori blev opstillet i '58 som en kuriositet. I '64 integrerede Weinberg Yang-Mills teori med en idé af Peter Higgs, som gør, at han ser W og Z partiklerne og fotonen som værende forskellige aspekter af samme fænomen ­ og de er til at begynde med masseløse alle sammen. Så er vakuum sådan indrettet, at W og Z får en kæmpe masse, mens fotonen forbliver masseløs.'

'Jeg har været meget involveret i gauge-problemer i min studietid og efter. I de massive vektorfelter blev alt ikke-renormaliserbart, dvs. nonsens, og ingen troede på, at det kunne lade sig gøre. Og sådan stod den op igennem 60erne indtil 't Hooft i '71 kommer med et næsten ulæseligt preprint, hvor han siger, at Yang-Mills-teorierne er renormaliserbare.'

'Jeg har kendt Veltman siden '68, og han var 't Hoofts lærer, og det var et meget klogt valg at tage Veltman med i Nobelprisen, fordi han havde stor indflydelse på udviklingen. Han er en voldsom, en vidunderlig person. Veltman er en vildmand at se på, med stort skæg ­ en dejlig, rundt Brabrander, som man kalder den slags typer i Holland. Og han har lavet mange bidrag. Når sådan nogle uendeligheder optræder, skal de regulariseres, dvs. på en eller anden måde bringes under kontrol, ikke blot gennem renormalisation, men du er nødt til at få dem ned til endeligheder, før man kan tale om dem ordentligt.'

Stået af for længst
Hmm...
'Men med 't Hoofts arbejde kunne vi så komme videre. I '72 publicerede jeg allerede en artikel, hvor vi beregner det, der hedder statiske størrelser ud fra Weinberg-modellen. Og i '75 kom Gell-Mann og Fritsch med deres kvantechromodynamik, som også er en gauge-teori baseret på gruppen SU(3).'

'Og igen er det på baggrund af 't Hoofts arbejde, at man overhovedet gider at stille en sådan teori op, og sige, at det er den, vi tror, der gælder for stærke vekselvirkninger...'

'Ok, der er baggrunden, og jeg kan godt høre, at du er stået af for længst, men det var, hvad historien var, og hvis du vil fortælle den rigtige historie, så skal de her ting altså med.'

(...pause) Altså, ja, det her er ligesom, når man læser i en kogebog: I princippet kan jeg godt forstå ordene, men jeg ved ikke, hvordan man faktisk skal gøre, og hvordan kagen faktisk ser ud eller smager.

'Ja, man skal nok bage den selv, for faktisk at forstå hvad det her går ud på,' siger Benny Lautrup, og peger til slut på, at partikelfysikkens store spørgsmål i dag er, om også den fortsat uopdagede Higgs boson, der er blevet forudsagt af Nobelpristageres teori, vitterlig findes. Det er et spørgsmål, som sikkert ikke vil blive klarlagt, før den nye accelerator, Large Hadron Colider i CERN, vil være færdigbygget en gang i år 2005.




Nobelprisen i fysik 99



  • Gerardus 't Hooft er født i 1946 i Den Helder, Holland. Han fik sin doktorgrad i 1972 ved Universitetet i Utrecht, og blev professor i fysik i 1977. Fik Dannie Heineman-prisen i 1979, og Wolf-prisen i 1982 for sit arbejde med de renormaliserede gauge- teorier.




  • Martinus J. G. Veltman er født i Holland i 1931, fik sin doktorgrad i Utrech 1963, og var professor samme sted fra 1966-81. Blandt andre fik Veltman højenergi partikelprisen i 1993 for sit arbejde med de renormaliserede gauge-teorier. Han er nu pensioneret.  
  • There was an error in this gadget