Kosmisk forvirring

Nye målinger fra de fjerneste kroge i universet modsiger hinanden, og astronomer gætter sig stadig mere frem end de burde


Af Robin Engelhardt

Der foregår mærkelige ting blandt astronomer for tiden. Den ene dag hører vi om målinger, der siger, at universets udvidelseshastighed bliver langsommere efterhånden som tiden går, og den anden dag hører vi om andre målinger, som tværtimod fortæller, at universet udvider sig hurtigere og hurtigere.

Forvirringen bliver endnu større, når vi får at vide, at den ene teori bliver fejret som den rigtige til store symposier med førende astronomer, mens den anden får prisen som den mest opsigtsvækkende videnskabelige nyhed i året 1998. Modsigelsen synes ikke at påvirke nogen synderligt ­ sandsynligvis fordi man i ekspertkredse ved, at de fleste teorier om universets evighed eller begrænsethed er ren spekulation, og at man derfor lige så godt kan fejre alle nye opdagelser, selv om de ikke hænger sammen indbyrdes.

KOSMISK KOLLAPS
Forskere fra Carnegie Mellon Universitetet brugte det såkaldte Viper teleskop på Antarktis til at måle særdeles fjerne gasskyer, og derved lave nogle meget detaljerede målinger af den kosmiske baggrundsstråling.

Resultaterne bekræftede, at universet vil fortsætte med at udvide sig, dog i et efterhånden langsommere tempo. Den 18. december blev resultaterne offentliggjort til et symposium i relativistisk astrofysik i Paris, og konklusionen blev, at 'disse eksperimenter viser, at universet fik det helt rigtige spark i dets begyndelse ved Big Bang til at udvide sig for altid, uden nogensinde at kollapse, men også uden nogensinde at blive så fortyndet, så gravitationen kan blive ignoreret.' Lederen af Viper projektet på Antarktis, Jeffrey Peterson, mener, at 'denne delikate balance er svær at forstå, undtagen hvis inflationsteorien om universet, eller noget der ligner, er korrekt.'

KOSMISK EKSPLOSION
Ligeledes den 18. december, ja faktisk i den efterfølgende pressemeddelse hos National Science Foundation, hører vi om et forskningsprojekt i Berkeley, Californien, som samme dag er blevet kåret til årets største videnskabelige opdagelse af fagbladet Science.

Astronomerne fra Berkeley kom til den modsatte konklusion som forskerne på Antarktis. De havde opdaget en supernova, som eksploderede for næsten 10 milliarder år siden ­ den er dermed den ældste og mest fjerne supernova man kender. Men undersøgelserne viste, at selv om supernovaens alder er cirka 10 milliarder år, så er dens afstand til os 18 milliarder lysår.

Forskellen på de to tal kan kun forklares ved, at universet udvider sig, ligesom en ballon, der pustes op, og dermed automatisk fjerner alle objekter fra hinanden (universets alder er ifølge kosmologerne kun 15 milliarder år). Forskernes konklusion var, at hastigheden, hvormed denne udvidelse sker, vokser. Ved en ekstraordinær workshop ved Fermilab i USA, enedes de tilstedeværende astronomer om, at dette så sandelig måtte være rigtigt.

FRIT VALG
Så står vi almindelige mennesker tilbage med håret blæsende i den kosmiske vind: Hvem har ret, og hvem har uret? De forskellige pressemeddelser og nyhedsartikler står side om side i medierne, men synes hermetisk lukkede overfor hinanden. De påpeger ikke, at der er en modstrid, og at denne modstrid burde løses. I stedet forekommer det som om man blot kan vælge sin egen hus-astronom alt efter forgodtbefindende, ligesom man vælger shampoo på hylderne i supermarkedet.

Ifølge Vincent Icke, professor i kosmologi ved Leidens Universitet og Universitetet i Amsterdam, er 'den teoretiske debat om universets natur yderst spekulativ.' Han tror, at påstanden om, at universet udvider sig med voksende hastighed, er en overilet antagelse.

'Målingerne er alle indenfor den usikkerhedsmargen, som siger, at universet udvider sig i det normale aftagende tempo, eller endda at hastigheden er konstant.' Han fortsætter: 'Du må huske på, at vi ikke har særlig sikre tal for målinger af afstande i universet. Nogle af vores beregninger kan være forkerte helt op til 50 procent. Generelt burde man være meget skeptisk overfor kosmologiske antagelser', siger Icke.

KOSMOLOGISK KONSTANT
Dog synes det generelt vedtaget, at Big Bang modellen er det bedste vi har. Men da Big Bang kun er halvdelen af historien, er der stor uenighed om resten.

For eksempel er den nu til dags populære inflationsmodel i stand til præcist at forudsige, at forholdet mellem universets totale energitæthed og den såkaldte kritiske tæthed skal være én til én. De nye data fra Antarktis siger, at det vitterlig er tilfældet, mens dataene fra Berkeley fortæller, at det ikke er tilfældet. Altså må der ifølge Berkeley-forskerne eksistere noget ekstra energi et eller andet sted, måske i det kosmiske vakuum.

Spørgsmålet er så, hvad denne mystiske energi er for noget. Hvis den, som mange tror, opstår i vakuumet som en konstant dannelse og ødelæggelse af partikler og anti-partikler, så vil den beregnede massetæthed i universet være en hel anden.

Einstein antog, at denne energi i vakuumet, eller som han kaldte det frastødningskraft , fandtes, og antog yderligere, at den ikke ville ændre sig med tiden. Han kaldte den for den 'kosmologiske konstant', hvad han senere hen fortrød bitterligt, og kaldte for sin 'største fejltagelse' i hele sin videnskabelige karriere.

Men det korte og det lange er, at ingen ved, hvor stor den kosmologiske konstant er, hvis den overhovedet eksisterer.

IDIOTISKE TEORIER
Der er andre rivaliserende teorier, som f.eks. quintessence-teorien , formuleret af astrofysikeren Paul Steinhardt fra Universitetet i Pennsylvania. Han forsøger at forklare den manglende energi ud fra nogle, ikke konstante, men tidsafhængige frastødningskræfter.

En anden og mere rabiat teori stammer fra kosmologen Ernest Sternglass fra Universitetet i Pittsburgh. Han går imod al god latin ved at postulere, at al materie i universet består af nogle meget hurtigt roterende elektroner og positroner. Sternglass mener, at den manglende energi, som modsætter sig universets kollaps, derfor kan forklares ud fra, at universet roterer som helhed i en væskelignende æter.

Kosmologien i dag 'er allerede fuldstændig proppet med idiotiske teorier; den tiltrækker vanvittige mennesker ligesom sirup tiltrækker fluer,' siger Vincent Icke i et forsøg på at holde sig på den efterhånden smalle sti af sikker viden.

'Problemet med den videnskabelige forskning nu om dage er, at man er tvunget til ustandseligt at offentliggøre halvfærdige resultater, hvilket per definition fører til middelmådige publikationer.' Hvilket af de senest offentliggjorte resultater der er middelmådig eller det, der er værre, vides endnu ikke. Men én ting synes sikkert: Der er mere mellem himmel og jord, end alle kosmologer nogen sinde vil drømme om.

0 comments:

There was an error in this gadget