Livets gab

Hvis du kan læse denne artikel uden at føle trang til at gabe, er du enten i gang med hård fysisk aktivitet, eller også er du skizofren

Fokus
Af Robin Engelhardt

Hvis man tænker over udtrykket gabende kedeligt , synes det måske nærliggende at associere et gab med kedsomhed og manglende aktivitet. Men hvordan kan det så være, at f.eks. pianister før deres solokoncert gaber meget mere end almindeligt?

Psykologen Ronald Baenninger fra Temple University i Philadelphia mener, at den primære funktion med gaberiet er at forberede hjernen og kroppen på snarlig fysisk aktivitet. Man gaber ikke, fordi der mangler ilt i hjernen ­ det handler snarere om, at vores hjerne skal forberede sig på at 'skifte gear.'

Baenninger fik sine forsøgspersoner til at bære nogle måleapparater, som var sensitive overfor kroppens bevægelser, og hver gang de gabte, skulle de trykke på en knap. Eksperimentet viste, at der efter et fyldigt gab generelt ikke gik mere end 15 minutter før personen var i gang med en eller anden form for fysisk udfoldelse. Ifølge Baenninger forsøger kroppen med et gab blot at bibeholde et passende minimum af psykisk tilstedeværelse, således at den er forberedt på det, der kommer. 'Jeg har for eksempel aldrig set så meget gaberi som før et maraton,' siger han til New Scientist.

LØVENS GAB
'Vi gaber, når der ikke er noget til at stimulere os, og hvor det ville være forkert at miste sin åndelige tilstedeværelse.' Mange pinlige situationer under høflige middagsselskaber er et øjensynligt bevis for det problem.

Primært handler et gab om en ændring af hjernetilstanden. Forskerne har fundet ud af, at i situationer, hvor der er blodmangel i hjernen, gaber man oftere. Også narkomaner, som er på afvænning, gaber ustandseligt. Dog gaber skizofrene mennesker næsten aldrig.

Men det er ikke kun mennesker, som gaber. I zoologiske haver kan man for eksempel se, at både løver og ulve gaber. De gaber typisk en time før deres daglige ration af mad kommer ­ muligvis også fordi det oftest er det tidspunkt på dagen, hvor der er størst fysisk aktivitet. Også mandlige siamesiske kampfisk gaber ­ lige inden de skal til at angribe en rival. Og ifølge marinbiolog Arthur Myrberg fra universitetet i Miami gaber jomfrufisk i pauser mellem aktiviteter såsom at spise og gøre kur.

SMITTEFARE
Forestil dig et gab. Det begynder at spænde omkring kæbemusklerne, og uvægerligt bevæger tænderne sig fra hinanden. Munden åbner sig langsomt for vidt gab og du suger hurtigt en stor portion luft i lungerne for derefter, igen langsomt, og nogle gange med en stønnende lyd, at udånde den igen. Hvis det er et vellykket gab, kan du også høre det suse i ørerne, og måske træder der en smule væske ud af øjnene.

Hvis du befinder sig i selskab med andre personer, er der stor sandsynlighed for, at du har sat en kædereaktion i gang.

'Måske spiller et gab en rolle for synkroniseringen af en gruppes aktivitet,' siger psykologen Robert Provine fra Maryland universitetet i Baltimore Country, USA. En domino-agtig kaskade af gab i en gruppe af mennesker kan signalere, at der skal til at ske noget, og at man derfor skal holde sig vågen. Det synes specielt vigtigt hos primater, som typisk går på jagt sammen ­ en aktivitet som ville være farlig for den enkelte.

Men hvorfor vi gaber før vi skal i sove er stadig et mysterium, siger Beanninger. Måske skyldes det, at kroppen trods alt gør modstand mod at lægge sig til at sove ved at holde lidt gang i musklerne. Men ultimativt må den give op. Træthed er stærkere end trangen til at gabe.

Kosmisk forvirring

Nye målinger fra de fjerneste kroge i universet modsiger hinanden, og astronomer gætter sig stadig mere frem end de burde


Af Robin Engelhardt

Der foregår mærkelige ting blandt astronomer for tiden. Den ene dag hører vi om målinger, der siger, at universets udvidelseshastighed bliver langsommere efterhånden som tiden går, og den anden dag hører vi om andre målinger, som tværtimod fortæller, at universet udvider sig hurtigere og hurtigere.

Forvirringen bliver endnu større, når vi får at vide, at den ene teori bliver fejret som den rigtige til store symposier med førende astronomer, mens den anden får prisen som den mest opsigtsvækkende videnskabelige nyhed i året 1998. Modsigelsen synes ikke at påvirke nogen synderligt ­ sandsynligvis fordi man i ekspertkredse ved, at de fleste teorier om universets evighed eller begrænsethed er ren spekulation, og at man derfor lige så godt kan fejre alle nye opdagelser, selv om de ikke hænger sammen indbyrdes.

KOSMISK KOLLAPS
Forskere fra Carnegie Mellon Universitetet brugte det såkaldte Viper teleskop på Antarktis til at måle særdeles fjerne gasskyer, og derved lave nogle meget detaljerede målinger af den kosmiske baggrundsstråling.

Resultaterne bekræftede, at universet vil fortsætte med at udvide sig, dog i et efterhånden langsommere tempo. Den 18. december blev resultaterne offentliggjort til et symposium i relativistisk astrofysik i Paris, og konklusionen blev, at 'disse eksperimenter viser, at universet fik det helt rigtige spark i dets begyndelse ved Big Bang til at udvide sig for altid, uden nogensinde at kollapse, men også uden nogensinde at blive så fortyndet, så gravitationen kan blive ignoreret.' Lederen af Viper projektet på Antarktis, Jeffrey Peterson, mener, at 'denne delikate balance er svær at forstå, undtagen hvis inflationsteorien om universet, eller noget der ligner, er korrekt.'

KOSMISK EKSPLOSION
Ligeledes den 18. december, ja faktisk i den efterfølgende pressemeddelse hos National Science Foundation, hører vi om et forskningsprojekt i Berkeley, Californien, som samme dag er blevet kåret til årets største videnskabelige opdagelse af fagbladet Science.

Astronomerne fra Berkeley kom til den modsatte konklusion som forskerne på Antarktis. De havde opdaget en supernova, som eksploderede for næsten 10 milliarder år siden ­ den er dermed den ældste og mest fjerne supernova man kender. Men undersøgelserne viste, at selv om supernovaens alder er cirka 10 milliarder år, så er dens afstand til os 18 milliarder lysår.

Forskellen på de to tal kan kun forklares ved, at universet udvider sig, ligesom en ballon, der pustes op, og dermed automatisk fjerner alle objekter fra hinanden (universets alder er ifølge kosmologerne kun 15 milliarder år). Forskernes konklusion var, at hastigheden, hvormed denne udvidelse sker, vokser. Ved en ekstraordinær workshop ved Fermilab i USA, enedes de tilstedeværende astronomer om, at dette så sandelig måtte være rigtigt.

FRIT VALG
Så står vi almindelige mennesker tilbage med håret blæsende i den kosmiske vind: Hvem har ret, og hvem har uret? De forskellige pressemeddelser og nyhedsartikler står side om side i medierne, men synes hermetisk lukkede overfor hinanden. De påpeger ikke, at der er en modstrid, og at denne modstrid burde løses. I stedet forekommer det som om man blot kan vælge sin egen hus-astronom alt efter forgodtbefindende, ligesom man vælger shampoo på hylderne i supermarkedet.

Ifølge Vincent Icke, professor i kosmologi ved Leidens Universitet og Universitetet i Amsterdam, er 'den teoretiske debat om universets natur yderst spekulativ.' Han tror, at påstanden om, at universet udvider sig med voksende hastighed, er en overilet antagelse.

'Målingerne er alle indenfor den usikkerhedsmargen, som siger, at universet udvider sig i det normale aftagende tempo, eller endda at hastigheden er konstant.' Han fortsætter: 'Du må huske på, at vi ikke har særlig sikre tal for målinger af afstande i universet. Nogle af vores beregninger kan være forkerte helt op til 50 procent. Generelt burde man være meget skeptisk overfor kosmologiske antagelser', siger Icke.

KOSMOLOGISK KONSTANT
Dog synes det generelt vedtaget, at Big Bang modellen er det bedste vi har. Men da Big Bang kun er halvdelen af historien, er der stor uenighed om resten.

For eksempel er den nu til dags populære inflationsmodel i stand til præcist at forudsige, at forholdet mellem universets totale energitæthed og den såkaldte kritiske tæthed skal være én til én. De nye data fra Antarktis siger, at det vitterlig er tilfældet, mens dataene fra Berkeley fortæller, at det ikke er tilfældet. Altså må der ifølge Berkeley-forskerne eksistere noget ekstra energi et eller andet sted, måske i det kosmiske vakuum.

Spørgsmålet er så, hvad denne mystiske energi er for noget. Hvis den, som mange tror, opstår i vakuumet som en konstant dannelse og ødelæggelse af partikler og anti-partikler, så vil den beregnede massetæthed i universet være en hel anden.

Einstein antog, at denne energi i vakuumet, eller som han kaldte det frastødningskraft , fandtes, og antog yderligere, at den ikke ville ændre sig med tiden. Han kaldte den for den 'kosmologiske konstant', hvad han senere hen fortrød bitterligt, og kaldte for sin 'største fejltagelse' i hele sin videnskabelige karriere.

Men det korte og det lange er, at ingen ved, hvor stor den kosmologiske konstant er, hvis den overhovedet eksisterer.

IDIOTISKE TEORIER
Der er andre rivaliserende teorier, som f.eks. quintessence-teorien , formuleret af astrofysikeren Paul Steinhardt fra Universitetet i Pennsylvania. Han forsøger at forklare den manglende energi ud fra nogle, ikke konstante, men tidsafhængige frastødningskræfter.

En anden og mere rabiat teori stammer fra kosmologen Ernest Sternglass fra Universitetet i Pittsburgh. Han går imod al god latin ved at postulere, at al materie i universet består af nogle meget hurtigt roterende elektroner og positroner. Sternglass mener, at den manglende energi, som modsætter sig universets kollaps, derfor kan forklares ud fra, at universet roterer som helhed i en væskelignende æter.

Kosmologien i dag 'er allerede fuldstændig proppet med idiotiske teorier; den tiltrækker vanvittige mennesker ligesom sirup tiltrækker fluer,' siger Vincent Icke i et forsøg på at holde sig på den efterhånden smalle sti af sikker viden.

'Problemet med den videnskabelige forskning nu om dage er, at man er tvunget til ustandseligt at offentliggøre halvfærdige resultater, hvilket per definition fører til middelmådige publikationer.' Hvilket af de senest offentliggjorte resultater der er middelmådig eller det, der er værre, vides endnu ikke. Men én ting synes sikkert: Der er mere mellem himmel og jord, end alle kosmologer nogen sinde vil drømme om.

Op med hovedet

Nyudkommet manual om den blå Viagra er en sand frelse for alle dem, som pludselig er blevet impotente

Boganm: Othniel J. Seiden: Viagra. 127 s. 129 kr. Atelier
Af Robin Engelhardt

Det herrens år 1998 er året, hvor der pludselig er dukket et tidligere ukendt mindretal op. Et mindretal, som øjensynligt er så stort, at det ville overvinde spærregrænsen trefoldigt, havde det stillet op til valg. Vi har aldrig hørt om dem før, de impotente, men nu er de her ­ over det hele.

Over 350.000 danske mænd er impotente, siges det nu om dage. En statistik, som må ryste mange. Ifølge en ny bog om Viagra egner medicinen 'sig bedst til at råde bod på denne situation,' og hvor er det heldigt, at den helbredende pille er kommet præcis, når behovet opstår.

'Vores sexualliv er beregnet til at skulle vare hele livet,' står der i starten af bogen, eller rettere manualen Viagra. Den er skrevet af Othniel J. Seiden, amerikansk læge med over 35 års praksis på området. En mand, som bestemt ikke kan beskyldes for at få nogle gode penge af medicinalfirmaet Pfizer for at supplere de impotentielle købere med en stå- og salgsikker manual. Sådan bagtaler man ikke erfarne læger, som blot skriver en objektiv bog om et aktuelt emne.

AFHJÆLP DYSFUNKTION
Nu er problemet med ovennævnte citat, at de fleste har lært i skolen, at vores sexualliv primært er beregnet til at få børn. Når man ikke kan få dem længere, er sex måske en skøn form for samvær og motion, men ikke beregnet til at skulle vare livet ud. Men det er sikkert vores, dvs. læserens fejl. Hvis aktiv sex absolut skal vare livet ud, så må vi vel bøje os for denne bogens sidste sandhed. Eller rettere sagt: Vi skal rejse os for sandheden.

En konsekvens er, at alle, der vitterlig måtte have tabt meget af sexlysten, må være unormale. Ja, disse tidligere normale mennesker vil pludselig ikke blot ikke have lyst, de vil have en skavank; vi må anse dem som syge og krumtappede, mindreværdige og som undermålere. Ethvert menneske 'bør være sexuelt aktiv resten af (sit) liv,' står der i bogen. Og hvis du ikke er det, må du gøre noget ved det. Det er åbenlyst.

'Viagra kan udgøre forskellen mellem frustration og en lykkelig fremtid,' og 'hvis du ikke gør som alle andre, burde du prøve det.' For det, der hindrer dig, er ikke ulyst. Det er angsten for ikke at slå til. Og 'her er Viagra løsningen,' for 'Viagra er en velsignelse for millioner af mænd og par.' Når statistikkerne viser, at 2-3 procent af alle amerikanske mænd under 35 år er impotente, 10 procent af alle mænd over 55 år, og helt op til 50 procent af alle mænd over 75 år, så kan det altså umuligt skyldes den tidligere nævnte gammeldags forestilling om, at det er naturligt. Tværtimod! Det er en 'dysfunktion', som bliver kaldt impotens, ligesom det er en dysfunktion at tabe håret ­ eller at få rynker. Det er ikke ironisk ment. Enhver mand over 31 er en dysfunktion i sig selv.

GOD SEXUALOPLYSNING
Her er det så, den moderne lægevidenskab kan hjælpe. Piller i stride strømme kan få selv det mest sløve skvat til at leve et liv som Bateman.

Man må dog indtage den lystne pille med måde. Ikke ligesom manden, der på grund af et uhæmmet forbrug havde haft stådreng i over 36 timer, og til sidst måtte opereres for det. Heller ikke mennesker med hjerteproblemer, eller folk som indtager nitrat, eller mennesker hvis pik er alt for krum, eller folk som lider leukæmi må benytte Viagra.

Den lille blå manual gennemgår alle de små selvfølgeligheder, en genert mand måtte have lyst til at læse om ­ i forbindelse med sit køb af Viagra, må det tilføjes. Manualen passer endda i jakkelommen for den, som skal på fisketur. Hvis det ikke var for den evindelige reference til Viagra, ville bogen også kunne bruges til sexualoplysning i folkeskolen. Vi får at vide hvad bryster er, hvad samleje er, præstationsangst, menstruation, menopause, masturbation, lubrikation og så videre. Masser af interviews fortæller, hvor meget Viagra har hjulpet patienterne med en lystfyldt alderdom. Også kvinder, viser det sig, har nydt godt af Viagra, selvom forfatteren i overensstemmelse med Pfizers varedeklaration råder dem til afståelse, fordi Viagra endnu ikke er helt gennemtestet for kvinder.

Når bogen fortæller om forskellige samlejestillinger, refereres der til gamle indiske og arabiske tekster ­ ikke noget med almindelige pornoblade fra kiosken. Nej, civiliseret skal det gå til. Sex er ingen spøg.

Desværre er der ingen billeder. Og det er synd, fordi bogen med sin bekymring over impotensen så effektivt overvinder et af de sidste tabuer i offentligheden. Hvorfor så ikke vise det glade budskab! Man skal stå ved sine mange ord! Det handler ikke om instrumentalisering af sex ved hjælp af kemi. Det handler om at hjælpe instrumentet til god sex. Og det er noget helt andet. God jul.

Kaos og andet godt

Ny bog om kaosforskning er en velassorteret kurv af alverdens kaotiske fænomener indenfor fysik, biologi og medicin

Den højt anvendelige, særdeles omfattende og engang meget populære videnskabsgren ved navn kaosforskning har nu fået en dansk bog på markedet: Kaos og ikke-elefanter hedder den, og er skrevet af lægen og fysikeren Morten Colding-Jørgensen, der er ansat ved Novo Nordisk.

Bogens ikke videre poetiske titel opvejes i høj grad af dens omfattende og velskrevne indhold. Elefanterne, dem der refereres til i titlen, skal egentlig oversættes med ordet ‘lineært’ eller ‘linearitet’, for det specielle kendetegn ved al udforskning af fænomener som kaos, turbulens, kompleksitet og fraktaler er deres ‘ikke-lineære’ egenskaber; det vil sige det komplicerede sammenspil mellem de mikroskopiske tilstande, som på et makroskopisk niveau er i stand til at frembringe en meget større rigdom af strukturer, end det er muligt med den rent lineære vekselvirkning.

Elefanter og alt andet
I århundreder har naturvidenskaben koncentreret sin beskrivelse omkring de lineære modeller af naturen, hvorved en meget entydig kausalbeskrivelse af, hvordan tingene bevæger sig i naturen, har domineret videnskabens forestilling om verdens struktur. Men ved hjælp af kaosforskningen og den ikke-lineære dynamik, stærkt hjulpet af computernes regnekraft, har det vist sig, at der ikke kun er blevet udeladt meget i naturbeskrivelsen, men næsten alt - altså bortset fra de lineære elefanter.

Ordet ikke-elefanter er derfor et forsøg på at gøre det tydeligt, hvor lidt elefanter betyder i det store kosmiske billede, og hvor meget kaosforskningen og ikke-linearitet egentlig er i stand til at beskrive. Forfatteren Colding-Jørgensen sætter da også en stor dyd i at komme rundt i alle krogene af kaosforskningen, og det på trods af bogens ‘populære’ tilsnit.

Fra en rimelig kvalitativ beskrivelse af fraktaler og mønsterdannelser går teksten videre til at definere kaos (dvs. det forskerne foretrækker at kalde deterministisk kaos, for at kunne skelne det fra ren og skær tilfældighed), Feigenbaumdiagrammer, sommefugleeffekten, katastrofeteori, selvorganisering, kritikalitet, populationsbiologi, evolutionsmodeller og så videre; altid med en rig mængde af biologiske og fysiske eksempler, som letter forståelsen betydeligt.

Også de medicinske aspekter af kaos er flot beskrevet. Hormonale balancer, nerveimpulser, stress, neurale net, alt sammen vigtige aspekter af den ikke-lineære virkelighed, bliver gennemgået på en meget pædagogisk vis. På den måde giver Colding-Jørgensens bog en meget grundig og udtømmende beskrivelse af, hvad kaos kan bruges til, og det er meget. Naturen består vitterlig af meget mere end elefanter.

Detaljen savnes
Fremstillingen er på trods af sin relativt beskrivende form, det vil sige uden væsentlig brug af matematiske ligninger, og med små reflekterende eller historiske sidebemærkninger, særdeles stram. Læseren vil blive konfronteret med en ny idé på bogstavelig talt hver eneste side. Fremstillingen vil altid være sober, og man kan mærke, at Colding-Jørgensen har forsøgt at lade mængden gå forud for den lette fortælling og det lækre design.

Og det er så her, især på det sidste punkt, de største mangler ligger. Godt nok er bogen fyldt med billeder, men det er primært grafer og figurer, og layoutet er kedeligt. Når der er billeder, så er de altid sort-hvide, selv ved de lækreste fraktalstrukturer og attraktorbassiner. Stikordsregistret er mangelfuldt og derfor mere eller mindre nyttesløst; litteraturlisten ligeså, og en omfattende gloseliste ville have gjort underværker.

Hvis man vil skrive en grundig og samtidig populær bog om noget ellers vanskeligt tilgængeligt stof, så burde sådanne småting være i orden. For så kunne man altid sjusse sig frem til de mest interessante steder, eller man kunne slå hurtigt op bagerst i bogen, for at finde det man leder efter, eller man kunne blot ‘gå på vandring’. Det er desværre ikke rigtig muligt, og det er ærgerligt.

Men hvad indholdet angår, er Colding-Jørgensens bog noget af det bedste og grundigste, der findes på den populærvidenskabelige hylde. Alle spirende studenter og nysgerrige mennesker, som er fascineret af kaos, selvorganisering og fraktaler, og som tør give sig i kast med emnet, vil lære en masse og blive for evigt berørt af de uudtømmelige skatte, kaosforskningens mange discipliner fortsætter med at bringe frem i lyset.

*Morten Colding-Jørgensen: Kaos og ikke-elefanter - et indblik i kaosforskningens hemmeligheder. 250 s. illustreret. 340 kr. Fremad

Først var der forbudet

Definitionen af os selv som en kultur er, ifølge Lars Henrik Schmidt, vores mulighed for at sige fra over for ting og teknikker, vi kan bruge, men ikke behøver at bruge

Af Robin Engelhardt og Ida Damgaard Andersen

Man skal ikke gøre alt det, man kan gøre, spørgsmålet er, om man vil gøre det, man kan gøre. Det gælder både de teknologier, man er i stand til at bruge i dag, som f. eks. fosterdiagnostik, og de teknologier, vi i fremtiden vil kunne anvende på os selv og på vores børn.

Det siger Lars Henrik Schmidt, som er medlem af Etisk Råd og direktør for Danmarks Pædagogiske Institut. Han mener, at det afgørende ved at diskutere disse problemstillinger, er formuleringen af, hvad han kalder ærkeafståelser. Ærkeafståelser er de grænser, man laver inden for et kulturelt fællesskab.

'Det afgørende ved at diskutere sådan noget som ærkeafståelser er grænsediskussionen. De grænser, man laver indenfor et kulturelt fællesskab, er kulturelle; dvs. andre kulturer kunne sætte andre grænser. Det er en simple pointe. Hvis vi bliver en kultur, som ikke afstår fra noget bestemt, så er vi ikke længere en kultur. Det kan godt være at vi er et samfund, men vi er ikke en kultur.'

Lars Henrik Schmidt peger på, at der i alle kulturer vil være noget, man afstår fra. For eksempel er spiseforbudet i den jødiske lære et forsøg på at sige, at der er noget, man ikke kan.

'I skabelsesberetningen er der noget, vi ikke må. Vi må ikke spise af kundskabens træ. Hvad kom først; det var forbudet, og det var en markering af en kulturel fødsel, fordi en kultur kun kan være en kultur for så vidt den ikke er almen. Et menneske er et menneske, fordi det ikke er et dyr.'

URFORBUD
Helt centralt i Lars Henrik Schmidts argumentation er begrebet om ærkeafståelser, eller urforbud.

'Med de nye teknologier som f.eks. fosterdiagnostisering og den nye inseminationsteknologi støder vi imod grænsen af incestforbuddet, og vi støder imod mordafståelsen, når man når til fosterdrab og medlidenhedsdrab.'

'Som kultur har vi besluttet os, at det sociale liv først begynder efter den 12. uge. Derfor er det ikke et mord, at slå et foster ihjel før den 12. uge. Men det er social konvention, og andre kulturer vil gøre det anderledes. I vores tidspunkt af historien har vi lavet en distinktion mellem aflivning og mord, sådan at man betragter en cellevækst i en kvindes krop frem til den 12. uge på linie med f.eks. en forkølelse, eller på linie med en smitsom sygdom, altså en ukontrolleret cellevækst, som du ikke behøver at drage omsorg for før efter 12. uge,' siger han.

EUGENISK TANKEGANG
'De nazistiske eugenikere mente jo, at man først skulle beslutte sig for at et barn var født, tre uger efter at det var født. Og det var jo en rimelig snild teknik, fordi så havde det vist sig, hvad der ville være af skavanker og den slags ting. Det eneste, der i dag er sket i forhold til denne eugeniske tankegang, er, at vi er rykket langt tætte på, dvs. vi kan afgøre om et barn skal være et født barn allerede tre måneder før den biologiske fødsel, istedet for at vente tre måneder efter den biologiske fødsel. Det er en teknologisk forskel, ikke en mental forskel.'

En anden mulig afståelse er ifølge Lars Henrik Schmidt fosterdiagnostikken.

'Det at opdage noget negativt med en diagnosticering har kun én konsekvens i Danmark i dag, og det er en abort. Man får kun foretaget disse diagnosticeringer med henvisning til, at hvis der er noget galt, så kan der bevilliges en abort. Vi kan jo ikke behandle på et foster.' Et yderligere problem er den store risiko, der ligger i at få foretaget en fostervandsprøve. Prøven indebærer en risiko på én procent for, at et ellers rask foster går tabt.

'De fleste læger tænker, at det er en meget lille risiko, men jeg mener, at enhver kvinde, der får taget en fostervandsprøve i dag, tager en stor chance. Det er der ikke ret mange, der fortæller hende. Hun tror måske ligefrem at det er noget man skal. Det er det naturligvis ikke, det er et tilbud.'

'Risikoen svarer til, at man sender 300 mennesker under Storebælt, og der kommer kun 297 op igen. Hvis man siger det til almindelige mennesker så synes de, at det er en ret stor chance at tage.'

EUGENIK OG ÆSTETIK
Han mener netop, at kulturen hviler i den form for afståelser, så muligheden for at sige nej er til stede.
  ­ 
Men når mange mennesker gerne vil ændre alt muligt på deres barn, kan det så ikke tænkes, at resultatet er en skævvridning af konkrete evolutionære udviklinger, som f.eks. ufrugtbarhed. Når videnskaben ikke er perfekt, så kan det vel ske, at de frie valg, vi træffer, er de forkerte, måske fatale ting ?
'Jo, men der vil jeg holde fast i, at der ikke findes et samfund, som ikke er eugenetisk. Den traditionelle form for eugenik er æstetik. Det handler altid om at vælge med omhu; at vælge hvem man vil give sine gener til, vælge sit barn, osv. Æstetikken ligger forud for konceptionen. Valget i donorregistret ligger forud for konceptionen. Men nu er vi parate til at tage chancen i den betydning, at vælge vores barn, f.eks. at vi vil have blå øjne, og hvis lægen så kommer og siger, at nej, dette foster har ikke blå øjne, så siger vi: åh, jamen så var det ikke et barn alligevel, så var det en forkølelse. '

'Man skal ikke gøre alt hvad man kan gøre, spørgsmålet er, om man vil gøre det man kan gøre. Vi ser hele tiden en situation, hvor villen suspenderes i mellem kunne og skullen. Vi kan tilbyde dig det her, og så tænker patienten, at han må gøre det. Men hvor er overgangen fra denne kunnen til skullen. Hvor er villen? Min pointe er ikke til at opfordre folk til at sige nej. Min pointe er blot at gøre opmærksom på, at der ikke er nogen automatisk overgang fra kunne til skullen. Mellem kunne og skullen, der liger villen, og det der er problemet er, at den automatiseres, og det gør den i teknologien.'

KAN, VIL, SKAL ?
'Den villen, jeg snakker om, er ikke nødvendvis bundet til individet. For mig er villen også bundet til, hvad samfundet bestemmer, der må villes. Det er også en villen, ikke en teknologisk, men en beslutningsvillen.'
   ­ 
Men er det ikke en skullen for det individuelle synspunkt?
'Nej, det er ikke en skullen, som kan blive automatisk. Det er den store forskel. I den moderne medicin bliver overgangen fra kunnen til skullen automatisk, og det er det, der hedder teknologi.' 'Det er imidlertid ikke det samme som en demokratisk process, hvor en bestemt villen kan sætte sig igennem. Selvfølgelig vil den samfundsmæssige villen kunne være en modpol til den individuelle villen. Det er det moderne demokratiske problem, og det skal man ikke løse teknologisk, men politisk. Men problemet er der. Det er derfor, at den store modsætning indenfor det politiske ikke længere går imellem det offentlige og det private, men det går imellem den statslige frihed og den individuelle frihed,' siger han.

POLITISK ETIK
I takt med at humangenetikken har frembragt alle de nye teknikker, er antallet af etikere , af etiske råd, etiske filosoffer og debatører steget enormt. Men fra et kynisk perspektiv fungerer de snarere kun som en hob eftersnakkere til en udvikling, de ingen indflydelse har på. Er al den snak om etik med etikere ikke blot en slags lynafledning for en skræmt befolkning; en gallionsfigur for et skib, som er sejlet forlængst?
'Jeg kan godt forstå, at det spørgsmål må rejses, men jeg mener ikke helt, at det er tilfældet. For mig har det ikke været nogen simpel beslutning om, hvorvidt jeg skulle være medlem at Etisk Råd eller ej. Det er meget lettere at være etiker uden for Det etiske Råd.'

'Men jeg synes ikke, I har ret. Det biomedicinske er ikke grunden til, at der snakkes så meget om etik. Grunden er de sociale strukturer, nemlig at vi skal omgås folk på måder, som ikke på forhånd er afgjorte. Genkomsten af etikken handler om, at du skal omgås mennesker, som du ikke ved, hvordan vil reagere.'

'De eksisterende dilemmaer er et udtryk for, at der ikke findes overordnede principper, at der ikke findes almen kultur. Så den etik, vi har med at gøre i Det etiske Råd, er en politisk etik, som handler om, hvad man i en bestemt kultur kan blive ­ og nu er jeg præcis ­ ikke uenig om. Det etiske felt handler om, hvad man ikke er uenig om, og det forsøger vi at ramme.'

'For mig at se, handler etikken ikke om at dulme en skræmt befolkning. For mig handler det om at komme ind imellem kunnen og skullen. Det kan være vanskeligt for den enkelte borger at gøre det ene eller det andet, og derfor er det rart nok, at der findes nogen, som giver udtryk for deres meninger. Jeg har det fint med, at vi er uenige i det etiske råd. Vi repræsentere jo ikke befolkningen. Jeg repræsenterer ikke nogen som helst. Jeg gør bare et synspunkt gældende, og om det synspunkt nu også gør sig gældende i bredere forstand, er en afgørelse befolkningen er herre over,' siger Lars Henrik Schmidt, DPI.
There was an error in this gadget