Motor ergo sum

Professor Rodney Cotterill har i mange år forsket i hjernens struktur og fremstætter en ny bevidsthedsteori i bogen 'Enchanted Looms'


Af Robin Engelhardt

Descartes er især kendt for sin radikale adskillelse mellem materien (res extensa) og sindet (res cogitas). Med denne adskillelse fik han drevet en effektiv kile i forsøgene på at sammenbringe den objektive naturbeskrivelse med tankens og viljens autonomi. Og den kile er stadig aktiv den dag i dag; mange mennesker værger sig ved forestillingen om, at vores største personlige skat, jeg-følelsen, bevidstheden, ja ­ sjælen, kan udtrykkes som blotte kausalebetingede og naturlige processer. Der må være noget mere, mener de.

Rodney Cotterill, professor i fysik ved Danmarks Tekniske Universitet, har med sin nye bog Enchanted Looms ikke kun fundet vægtige argumenter imod Descartes dualisme, men også givet nogle bud på, hvad følelsen af dette mere , dette såkaldte qualia, måtte være. Ikke dermed sagt at Rodney Cotterill forsøger at genindsætte metafysiske begreber i bevidsthedsforskningen, tværtimod. Men ikke desto mindre forekommer hans konkrete materialisme forfriskende i dens accept af, at bevidsthedsmæssige tilstande skam er noget yderst reelt, forårsaget af kropslige bevægelser og deres vekselvirkning med en omverden.
   ­ 
Din tese i din nye bog går ud fra, at bevidstheden har udviklet sig gennem evolutionen med blandt andet det formål, at kunne forudse konsekvenser af egne handlinger. Hvorfor det?
'Ja, det virker meget troværdigt. Vi er væsner, som evolutionen har bygget op, med sanseindtryk, aktioner, reaktioner osv. Hvad kan der gøres, for at det fortsætter og forbedres?'

'Tag for eksempel en bi. Den finder blomster, kommer hjem igen, angiver retning og afstand, men dermed ikke sagt, at den spekulerer over det. Så det hele er alligevel meget mekanisk, og det er stadig bare en reaktion på noget, der er sket.'

'Så gik det op for mig, at den næste ting, der kunne ske evolutionært, ville formodentlig være en reaktion på noget, som ikke er sket! Altså evnen at forudse.'

'Der ligger nemlig et stort problem i de klare eksperimentelle data fra hjerneforskningen, som siger, at der går op til et halvt sekund fra vores sanser påvirkes af en spontan impuls til den registreres i vores bevidsthed. Bevidstheden om, at en uforudset ting er sket på din krop, er altså altid forsinket. Hvis man ikke er opmærksom på de teoretiske vanskeligheder, det giver, så har man ikke spekuleret ordentligt over problemet.'

'Men hvis man kunne forudse noget, som endnu ikke er sket, så er det halve sekund måske slet ikke så ødelæggende, fordi man alligevel kan være foran noget, som kommer senere. Men forudsigelse kan kun have betydning, når der er en kobling med kroppen, med musklerne.'

BESKED TIL HJERNEN
'Nu er der nogle andre eksperimentelle data, som siger, at det netop er i pattedyr, man for første gang i evolutionen ser, at der går beskeder fra musklerne til hjernen, og ikke kun den anden vej. Det vil sige, at organismen altid er orienteret om, hvad kroppen foretager sig, og jeg tror, at det er derfor, følelser kommer ind. Tag for eksempel kvalme, som ikke længere forekommer så mystisk, når man tænker på, at det blot er en forberedelse til at kaste op. At følelsen er så ubehagelig skyldes, at der er fare på færde.'

'Et stort spørgsmål er, hvorfor det kræver en bevidsthed, for man kan altid komme med et modargument: Sådan noget kan automatiske zombier også gøre. Så siger jeg nej: En del af forudsigelsen er en tilbagemelding fra kroppen, for det er, hvad følelse er. Hvis du siger ok, så giver jeg min automat følelse, så siger jeg, jamen så er det ikke nogen automat, men et menneske.'

Filosoffer har tidligere forklaret, at man jo ikke kunne erkende hjernen, fordi det jo var hjernen selv, der forsøgte at erkende sig selv heri. Forsøger du at opløse denne cirkelslutning, ved at anse krop og sind som to sider af samme sag, således at bevidstheden opstår som en vekselvirkning mellem nervesystemet og hjernen?
'Helt afgjort. Og derfor kan man ikke have en bevidsthed uden en krop. Det vil være fuldstændigt umulig. Hvis der er en, som påviser, at det er muligt, så falder min teori til jorden.'

VEKSELVIRKNING
Du siger et sted, at tænkning er en intern simulation af kroppens vekselvirkning med omverden , og at subjekt-objekt adskillelsen dermed er afsløret som uægte . Men er det ikke for let købt. Hvis jeg for eksempel spiller skak, bevæger jeg mig i et abstrakt rum, hvor jeg simulerer en variants effektivitet, men det har intet med min krop at gøre.
'Det er en meget spidsfindig ting. Men man skal ikke forklejne den omstændighed, at man ikke kan spille skak, når man er to år gammel. Det er noget, man lærer. Når man tænker på bevidstheden, skal man passe på ikke at være for påvirket af al den rigdom af sensoriske indtryk vi har, fordi det hører til vores krop og er bygget op igennem tiden. Ligeledes med skak. Det tager mange år, før man kan spille skak. Og alligevel er skak en rumlig ting.'

'Når vi er spædbørn, lærer vi efterhånden, at brystet ikke tilhører vores krop. Det vil sige, at vi gradvis lærer, hvad der er os, og hvad ikke. Selv det at tænke abstrakt i skakkombinationer forudsætter en rumlig erfaring, som man har lært og lagret i hukommelsen.'

'Matematik for eksempel er så abstrakt, som noget kan blive. Men jeg vil påstå, at der ikke findes en matematiker, som forestiller sig noget småt, når han taler om store tal, og omvendt noget stort, når han taler om små tal. Så selv i matematik indgår rum lige forestillinger.'

'Sproget er selvfølgelig også meget vigtigt i den sammenhæng. Jeg er meget modstander af tanken om, at vi først bliver bevidste, når vi får sprog. Der er for mig at se tåbeligt. Men til gengæld skal man ikke undervurdere, hvor vigtigt det er at snakke med nogen.'


Du snakker om et veto-on-the-fly som en umiddelbar og ubevidst ændring i en beslutning baseret på de muskelsignaler, der når hjernen. Bevidstheden er dermed underlagt tilfældige veto er. Er den frie vilje dermed defineret som en slags spontan mutation i vores aktions- og reaktionsmønstre, som bevidstheden først bagefter pålægger sig ansvaret for?
'Ja, så kan man spørge; hvorfor har vi så bevidsthed? Er det en gratis gave? Jeg mener, at der er noget i denne veto-mekanisme, som kræver, at vi er bevidst. Det kan næsten forekomme som et paradoks, fordi alt allerede er bestemt i det ubevidste.'

'Bevidstheden eksisterer altså, fordi det, der er foretaget af systemet ubevidst, altid skal have et forhold til det, kroppen er ved at gøre. Det betyder, at den måde, hvorpå information bliver suget ind fra omgivelserne, altid skal være suget ind i forhold til, hvad kroppen er ved at foretage sig nu. Og det kræver næsten definitionsmæssigt en bevidsthed.'

TIDEN SPILLER IND
'Der er en afgørende tidsfaktor med i spillet, når man skal definere, hvad den frie vilje er, idet det er forudsigelsesmekanismen, der får os til at tro, at vi har handlet bevidst. Nye og ukendte tanker kan derimod aldrig foretages bevidst. Det er derfor, vi bliver overraskede, når de kommer alligevel. Det gælder forresten også, når vi kildrer os selv. Vi kan ikke få os selv til at grine, netop fordi vi ikke kan overraske os selv med vores fingre.'
   ­ 
Jeg'et spiller jo en central rolle i vores kulturhistorie. I renæssancen fik det sin mest udtrykkelige form gennem Descartes, men allerede Augustin centrerede sin filosofi omkring jeg et , i form af et religiøst og angrende jeg. Men selv om jeg et i dag er befriet fra den religiøse sfære, er der mange filosoffer og hjerneforskere, der ­ som for eksempel Sir John Eccles ­ ser jeg et som et væsen, der styrer hjernen og kroppen oppefra. Hvorfor ligger der en ydmygelse i at antage, at jeg et er en funktion af hjerne- og muskelfunktioner?
'Jeg tror absolut ikke, at der er nogen fri vilje adskilt fra en krop, og der er heller ikke noget adskilt jeg, bortset fra at kroppen er fri til at gøre, hvad den vil.' 'Jeg tror, Eccles følelser stammer fra vores kultur, og især udspringer af vores religiøse bagage, som igen stammer fra en væsentlig forudsigelse, nemlig den at vi er i stand til at forudse vores egen død. Jeg-følelsen stammer fra en bevidsthed om, at man er sikker på at dø på et eller andet tidspunkt. At bilde et ungt menneske ind, at livet kun er til som en forberedelse til et liv efter døden, er det største svindelnummer der findes.'

ASSOCIATIONER
­ Hvis vi skal rette lidt på Descartes, hvad skal vi så sige i stedet for cogito ergo sum , jeg tænker, altså er jeg?
'Måske jeg bevæger mig, derfor er jeg , men man kunne også sige jeg forudser, altså er jeg .'
   ­ 
Psykologer mener stadig, at kognitive processer kan modelleres uden det materielle substrat, hvorimod de naturvidenskabelige hjerneforskere mener, at bevistheden kan forklares ved hjælp af et fysikalistisk og reduktionistisk sprog, der er ude af stand til at artikulere menneskelige erfaringer på behørig vis. Ligger der ikke et problem her? Hvorfor er hjerneforskerne og psykologerne så langt fra hinanden?
'Brugen af kognitive modeller lægger op til, at man kan angribe problematikken på en abstrakt måde, men disse kognitive modeller fungerer kun, fordi de er styret af vores intelligens. De er ikke tilstrækkelig automatiske. På en måde skyder de over målet, og det kan de kun, fordi de er koblet til den menneskelige intelligens.'

'Et godt spørgsmål er: Hvad betyder det at se farven rød, eller hvad betyder det at opleve smerte? Jeg tror, at den kvalitet mennesker tilskriver fænomenet farve, er et resultat af de samlede associationsprocesser, som er tilegnet gennem erfaring, det vil sige gennem vekselvirkningen mellem ens egen krop og omgivelserne.'

'Jeg tror, at teorierne om synssansen vil blive fuldstændig omdannet i de kommende år, for hvis de ikke har et aktivt forhold til muskelbevægelser, så vil de ikke være noget værd.'
   ­ 
I slutningen af din bog diskuterer du meget kort muligheden for kunstig intelligens. Du synes at indtage en position modsat John Searles, manden, som med sit argument om det kinesiske rum nægtede eksistensen af kunstig intelligens på lige fod med menneskelig intelligens, fordi der hos computeren i givet fald mangler en forståelse. Men hvorfor indtager du den modsatte position, for Searle siger jo intet om muligheden for at simulere intelligens?
'Nej, det er rigtigt. Grundlæggende er jeg enig med ham. Men en computer vil ikke kunne forstå uden en krop. Forståelsen ligger i kroppen og i bevægelsen. Man kan sagtens simulere det, og hvis du en dag viser mig en simuleret figur på en computer, som er flov over, at den lugter ud af munden, så begynder du at nærme dig en simulation af et menneske. En simuleret figur på en computer vil altså have en bevidtshed, hvis den også har simuleret krop.'

0 comments:

There was an error in this gadget