Hiv-medicin giver svære bivirkninger

Den i dag tilgængelige hiv-medicin har vist sig at være mere problematisk end tidligere antaget ­ især hvad angår bivirkningerne


Af Robin Engelhardt

Indtil for kun tre år siden blev en hiv-infektion anset som det størst mulige mareridt, man kunne komme ud for. At blive smittet ville uundgåeligt medføre en lang og pinefuld dødskamp, uden håb om helbredelse. Den eneste hjælp, der kunne tilbydes, var at lindre de sekundære sygdomme, som en hiv-smitte afstedkommer, når den langsomt men ubønhørligt svækker immunsystemet.

Men på grund af de seneste års udviklede medicinske terapier, som viste sig at kunne fjerne hiv-virus effektivt fra blodet, er der fornyet håb om, at der en dag vil være en helbredende kur mod sygdommen.

Reaktionen var en stor lettelse: Den værste frygt begyndte langsomt at svinde hen, de offentlige tilskud til aids-forskningen ligeså, og det ser så småt ud til, at aids er ved at blive en kronisk sygdom og en gårsdagens nyhed.

Kigger man nærmere på de videnskabelige resultater, tegner der sig et andet billede. Mystiske bivirkninger og en tiltagende konsensus om, at hiv-virus alligevel ikke kan fjernes helt fra kroppen, skræmmer forskerne og fortrænges af offentligheden.

AKTIVT VIRUS
Den nye behandlingsmetode, der oprindelig gav anledning til de store forhåbninger, går under navnet HAART (højaktiv antiretroviral terapi). Da hiv-virus er et såkaldt hypermuterende retrovirus, som laver mere end ti milliarder kopier af sig selv om dagen, og derfor er i stand til at tilpasse sig selv de mest fjendtlige kemiske omgivelser, skal kombinationsbehandlingen være af en sådan beskaffenhed, at den kombinerer sine angreb på hiv-virusets reproduktionsapparat i en kraftig trippel-offensiv; ville man nøjes med kun et enkelt præparat, ville virus uundgåeligt udvikle resistens, og det i løbet af blot nogle få uger.

Derfor er en kombinationsterapi af tre eller flere stoffer den bedste, hvis ikke eneste vej at gå med nutidens terapeutiske teknikker. For hvis et af medikamenterne pludselig taber evnen til at blokerer viruset, vil de andre stadig være i stand til at gøre arbejdet, idet sandsynligheden for, at hiv-virus kan blive resistent overfor alle tre stoffer samtidig, er ekstremt lille.

EN TIKKENDE BOMBE
Disse antiretrovirale stoffer, der her er tale om, kaldes for reverse transcriptase-hæmmere, såsom Retrovir (AZT) og Epivir (3TC), og protease-hæmmere, såsom Crixivan og Saquinavir. Fælles for dem alle er, at de angriber hiv-virusets formeringscyklus på forskellige punkter, og det rimeligt succesfuldt. Selv om dette i sig selv er en rigtig god ting, indeholder det allerede sin egen begrænsning: kun de inficerede celler, der er aktive, kan rammes. Alle de andre inaktive, men inficerede celler, går ramt forbi, fordi hiv-virus i disse celler også er inaktivt. Sådanne inaktive celler findes der mange af i kroppen; primært i lymfeknuderne, i hjernen, testiklerne og i maven.

Derfor vil disse celler altid være tikkende bomber for kroppen, og man kan kun være sikker på ikke at udvikle aids senere hen ved for evigt at sluge den giftige cocktail af kombinations-præparater, og det 20-30 gange om dagen.

BIVIRKNINGER
Det ubærlige ved en sådan situation er blevet fremhævet mange gange, men først nu er den ved at blive erkendt af en bredere offentlighed. Ikke kun skal man være en omvandrende pillemaskine med stopur og brækbalje; man skal også være rig, man skal være veluddannet, og man skal leve med nogle alvorlige bivirkninger.

Især det sidste punkt, bivirkningerne, døjer forskerne i de store medicinallaboratorier med, for hvis bivirkningerne viser sig at være næsten lige så slemme, som hiv selv, så forsvinder medicinen lige så stille fra hylderne, indtjeningen udebliver, og håbet om en mulig helbredelse ad denne vej går i sig selv. Selvom kombinationsbehandlingen har reduceret antallet af dødsofre dramatisk i vores del af verden, og selvom ingen kan være i tvivl om fordelene af protease-hæmmere, hvad angår et aktivt hiv-virus, er det efterhånden blevet tydeligt, at bivirkningerne nogle gange er så alvorlige, at terapien må stoppes.

De mere almindelige bivirkninger er kvalme, diarré, udslæt, hovedpine, leverbetændelse, nyresten, svimmelhed, svaghed, etc. ­ alle sammen nogle trods alt tålelige bivirkninger, når det nu gælder liv og død. Man kan supplere kombinationsterapien med piller mod bivirkningerne.

MERE ALVORLIGE FØLGER
Men der er også nogle mere alvorlige følger: Kroppen begynder at producere fedt-klumper de mest bizarre steder, efterfulgt at et højt niveau af triglycerider og kolesterol, som øger risikoen for hjerteproblemer. AZT, som er det først stof der blev brugt, forårsager ødelæggelse af knoglemarv, blodmangel og endda tab af visse blodceller.

Hvis man skal indtage den hårde cocktail af medikamenter resten af livet, må man overveje nøje, hvorvidt fordelende opvejer ulemperne. For at citere Brian Gazzard, som er klinisk overlæge i John Hunter Clinic i London: 'Hvis en ti-årig behandling giver alle patienter hjerteslag, så ville det være en katastrofe.' Da det i gennemsnit også varer 8-10 år at udvikle aids, kan det nemlig medføre, at mange patienter vælger at leve med hiv, så godt de kan, og få behandlet de sygdomme der måtte opstå undervejs med den gængse medicin, som ikke har tilnærmelsesvis så mange bivirkninger. Hiv-medicinens fremtid vil være afhængig af, om forskere er i stand til at gøre den mere effektiv samt mindske bivirkningerne, for at den ikke går hen og bliver blot en ny måde at dø på.

0 comments:

There was an error in this gadget