Fra skabning til skaber

De etiske problemer i humangenetikken vokser i takt med nye metoders opståen. Skal vi mennesker følge vores humanisme, og hjælpe, hvor der hjælpes kan, eller skal der råbes vagt i gevær


Af Robin Engelhardt

Francis Bacon er berømt for at have sagt, at naturvidenskab og teknik forøger menneskets magt over naturen. Men magten har nu bidt sig selv i halen. Humangenetikken har ikke kun forøget menneskets magt over naturen, men menneskets magt over mennesket. Cirklen er sluttet. Mennesker er nu underkastet mennesker, ligesom de selv er blevet underkastet deres egen teknik.

Præmissen for naturvidenskabens altomfattende succes har været udelukkelsen af mennesket i kampen mod resten . Alt det ikke-menneskelige, naturen og omverden , kunne dermed bedre anskues som et sjælløst og reducérbart dødt stof, tilgængeligt for manipulationer og den objektive analyse. Men pludselig skal al den viden, magt og visdom vi mennesker har samlet i vores stræben efter herskab over naturen afprøves på os selv. På den måde er naturen igen blevet hersker over mennesket, nemlig igennem menneskets natur. Og det huer ikke mange.

Bioteknologien udvikler sig for tiden så hurtigt, at der aldrig går en uge, uden at aviserne bringer nye historier, om hvad vi kan gøre ved hinandens og vores børns gener. Lægerne skubber ustandselig til grænsen for det uladsiggørlige, og det kan virke som om vores etiske normer blot bliver formet og omformet alt efter de aktuelle tekniske standarder.

Skal vores samfund finde på måder at begrænse og regulere den enorme magt, vi har fået over os selv, eller skal vi, som nu, lade individuelle ønsker, det kommercielle marked og lægernes kunnen afgøre genterapiens fremtid? Findes der i det hele taget simple regler, dyder eller love, som vi kan bruge, individuelt eller kollektivt? Kan vi klare os med de igennem årtusinder udkrystalliserede moralske love, gamle kardinaldyder og kristne bud, eller må vi supplere med andre? Eller skal vi forkaste dem alle, og finde på helt nye og anderledes etiske regelsæt? Og i givet fald: hvem skal formulere dem? Hvem skal institutionalisere dem? Hvem skal bestemme, hvad der er godt, og hvad ondt? Og med hvilken ret?

FORSKELLIGE GRUNDSYN
Spørgsmålene er mange, og svarene er ikke lette at finde. I Danmark er der ligesom i mange andre lande blevet dannet forskellige etiske råd, som har til hensigt at forsyne os med ideer og mulige retningslinier, men ofte er selv rådene i indbyrdes opposition, båret af forskellige filosofiske grundsyn, nogle endda så meget at de danner hinanden fjendtlige subkulturer, hvor de forskanser sig med hver deres argumenter og modargumenter.

Derfor er det ikke altid nemt at træffe politiske beslutninger på baggrund af deres arbejde.

'Jeg tror, at vi bliver brugt meget, men fordi vi jo aldrig er enige, så er der nogle (politiske) partier der bruger et flertal, nogle et mindretal, og nogle bruger en dissens', siger næstformanden for Det Etiske Råd, Marianne Wangsted.

Et af de mest tydelige skel i den overordnede, filosofiske debat, er afvejningen af, hvor meget de etiske regler skal komme hele befolkningen tilgode, således at man sikrer den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker (den såkaldte utilitarisme), eller hvor meget etikken snarere burde sikre nogle ufravigelige og absolutte værdier overfor det enkelte individ eller overfor naturen som sådan. Sådanne værdier kunne være et kategorisk imperativ, værdighed, respekt for de enkelte, sikring af vort fælles genetiske grundlag, ingen indgriben i naturens orden, osv.

Men hver sin side har også svagheder. Utilitaristernes nyttefilosofi bliver kritiseret for, af blandt andre Peter Kemp fra Center for Etik og Ret, at ville 'beregne det uberegnelige' i en slags cost-benefit analyse, ofte med det umenneskelige resultat, at afvigerne og ulykkelige mindretal gerne må ofres, hvis det blot øger den samlede lykke i befolkningen. En absolutistisk naturlovsfilosofi derimod kan have den svaghed ikke at kunne skelne det naturlige fra det unaturlige, idet vi mennesker jo både er natur og unatur. En ekstremt individualiseret autonomitanke igen, som fremhæver individets a priori krav til et godt liv, kan få alvorlige konsekvenser for hele fællesskabets stabilitet.

Når man i Danmark for eksempel har besluttet at tillade reagensglasbehandling, så siger et humanistisk argument følgerigtigt, at man heller ikke burde forbyde nedfrysning af æg, fordi en ægnedfrysning gør en reagensglasbehandling meget mindre belastende for den mulige forældre, idet hun dermed kan undgå yderligere hormonbehandling i tilfælde af, at det første forsøg glippede.

Marianne Wangsted fra Det Etiske Råd forklarer: 'når hun (patienten) skal i reagensglasbehandling, bliver hun udsat for en kraftig hormobehandling, som er utrolig både psykisk og fysisk belastende for hende. Og så udtager man en håndfuld æg og befrugter nogle stykker af dem og sætter dem op i konen. Hvis det afstødes, skulle hun i givet fald igennem en ny hormonbehandling, og det undgår du, hvis du har et æg i fryseren.'

På samme måde vil man givetvis kunne argumentere for en præimplantationsdiagnostik, som går ud på at lave genetiske tests på æggene, før de indsættes i livmoderen, eller for en genbrug af de befrugtede æg, som ikke indsættes i livmoderen ­ til forskningsformål eller som en slags reservedels-fostre. Det vil sige, at genteknologien bygger sig selv en katedral af muligheder, hvor hver ny opfindelse udbygger og forbedrer gamle metoder. Vejen tilbage bliver endnu mere umuliggjort, og et etisk motiveret stop for en videre udvikling bliver blot umenneskelig på en ny måde. Ifølge en fremtrædende filosof i den debat, tysk-amerikaneren Hans Jonas, skal vi passe på, at vi ikke når derhen, hvor Pandoras æske bliver åbnet så meget, at den ikke kan lukkes igen.

ETIK SOM FOREBYGGELSE
De etiske dilemmaer synes at blive større og mere uigennemskuelige. I praksis vil de berørte, som for eksempel læger, ofte bruge blandede strategier i en afvejning af den konkrete situation, hvor individuel pligt, lov, intuition og konsekvensovervejelser forhåbentlig vil resultere i en fornuftig løsning. Men hvis man træder et skridt tilbage, og kigger på det meta-etiske niveau, så er etikkens opgave jo ikke så meget at blive stillet overfor uløselige dilemmaer, som at sørge for, at disse dilemmaer aldrig opstår.

Det sker ofte, at filosoffer bliver stillet overfor et praktisk eller teoretisk dilemma, som kun kan løses på en meget utilfredsstillende måde. Eksemplet fra morallæren med redningsbåden er klassisk: hvis der i en redningsbåd kun kan være et vist antal mennesker, hvad skal der ske med de mennesker, som stadig svømmer i vandet, de har jo den samme ret til overlevelse som de mennesker, der allerede er i båden? Den eneste fornuftige måde, etikken kan forholde sig til det problem på, er at skabe rammer for, at disse ekstreme situationer aldrig opstår. Hvis man derfor er bevidst om, at den genetiske manipulation af mennesker i det lange perspektiv meget nemt kan gå hen og føre til sådanne ekstreme situationer, hvad enten det er en generel ufrugtbarhed i befolkningen, irreversible effekter af ændrede krops- eller kønsceller etc., så er en debat om humangenetikkens magt og ansvar, og en mulig institutionalisering af de rette begrænsninger, vel en uundgåelig nødvendighed.

0 comments:

There was an error in this gadget