Hiv-medicin giver svære bivirkninger

Den i dag tilgængelige hiv-medicin har vist sig at være mere problematisk end tidligere antaget ­ især hvad angår bivirkningerne


Af Robin Engelhardt

Indtil for kun tre år siden blev en hiv-infektion anset som det størst mulige mareridt, man kunne komme ud for. At blive smittet ville uundgåeligt medføre en lang og pinefuld dødskamp, uden håb om helbredelse. Den eneste hjælp, der kunne tilbydes, var at lindre de sekundære sygdomme, som en hiv-smitte afstedkommer, når den langsomt men ubønhørligt svækker immunsystemet.

Men på grund af de seneste års udviklede medicinske terapier, som viste sig at kunne fjerne hiv-virus effektivt fra blodet, er der fornyet håb om, at der en dag vil være en helbredende kur mod sygdommen.

Reaktionen var en stor lettelse: Den værste frygt begyndte langsomt at svinde hen, de offentlige tilskud til aids-forskningen ligeså, og det ser så småt ud til, at aids er ved at blive en kronisk sygdom og en gårsdagens nyhed.

Kigger man nærmere på de videnskabelige resultater, tegner der sig et andet billede. Mystiske bivirkninger og en tiltagende konsensus om, at hiv-virus alligevel ikke kan fjernes helt fra kroppen, skræmmer forskerne og fortrænges af offentligheden.

AKTIVT VIRUS
Den nye behandlingsmetode, der oprindelig gav anledning til de store forhåbninger, går under navnet HAART (højaktiv antiretroviral terapi). Da hiv-virus er et såkaldt hypermuterende retrovirus, som laver mere end ti milliarder kopier af sig selv om dagen, og derfor er i stand til at tilpasse sig selv de mest fjendtlige kemiske omgivelser, skal kombinationsbehandlingen være af en sådan beskaffenhed, at den kombinerer sine angreb på hiv-virusets reproduktionsapparat i en kraftig trippel-offensiv; ville man nøjes med kun et enkelt præparat, ville virus uundgåeligt udvikle resistens, og det i løbet af blot nogle få uger.

Derfor er en kombinationsterapi af tre eller flere stoffer den bedste, hvis ikke eneste vej at gå med nutidens terapeutiske teknikker. For hvis et af medikamenterne pludselig taber evnen til at blokerer viruset, vil de andre stadig være i stand til at gøre arbejdet, idet sandsynligheden for, at hiv-virus kan blive resistent overfor alle tre stoffer samtidig, er ekstremt lille.

EN TIKKENDE BOMBE
Disse antiretrovirale stoffer, der her er tale om, kaldes for reverse transcriptase-hæmmere, såsom Retrovir (AZT) og Epivir (3TC), og protease-hæmmere, såsom Crixivan og Saquinavir. Fælles for dem alle er, at de angriber hiv-virusets formeringscyklus på forskellige punkter, og det rimeligt succesfuldt. Selv om dette i sig selv er en rigtig god ting, indeholder det allerede sin egen begrænsning: kun de inficerede celler, der er aktive, kan rammes. Alle de andre inaktive, men inficerede celler, går ramt forbi, fordi hiv-virus i disse celler også er inaktivt. Sådanne inaktive celler findes der mange af i kroppen; primært i lymfeknuderne, i hjernen, testiklerne og i maven.

Derfor vil disse celler altid være tikkende bomber for kroppen, og man kan kun være sikker på ikke at udvikle aids senere hen ved for evigt at sluge den giftige cocktail af kombinations-præparater, og det 20-30 gange om dagen.

BIVIRKNINGER
Det ubærlige ved en sådan situation er blevet fremhævet mange gange, men først nu er den ved at blive erkendt af en bredere offentlighed. Ikke kun skal man være en omvandrende pillemaskine med stopur og brækbalje; man skal også være rig, man skal være veluddannet, og man skal leve med nogle alvorlige bivirkninger.

Især det sidste punkt, bivirkningerne, døjer forskerne i de store medicinallaboratorier med, for hvis bivirkningerne viser sig at være næsten lige så slemme, som hiv selv, så forsvinder medicinen lige så stille fra hylderne, indtjeningen udebliver, og håbet om en mulig helbredelse ad denne vej går i sig selv. Selvom kombinationsbehandlingen har reduceret antallet af dødsofre dramatisk i vores del af verden, og selvom ingen kan være i tvivl om fordelene af protease-hæmmere, hvad angår et aktivt hiv-virus, er det efterhånden blevet tydeligt, at bivirkningerne nogle gange er så alvorlige, at terapien må stoppes.

De mere almindelige bivirkninger er kvalme, diarré, udslæt, hovedpine, leverbetændelse, nyresten, svimmelhed, svaghed, etc. ­ alle sammen nogle trods alt tålelige bivirkninger, når det nu gælder liv og død. Man kan supplere kombinationsterapien med piller mod bivirkningerne.

MERE ALVORLIGE FØLGER
Men der er også nogle mere alvorlige følger: Kroppen begynder at producere fedt-klumper de mest bizarre steder, efterfulgt at et højt niveau af triglycerider og kolesterol, som øger risikoen for hjerteproblemer. AZT, som er det først stof der blev brugt, forårsager ødelæggelse af knoglemarv, blodmangel og endda tab af visse blodceller.

Hvis man skal indtage den hårde cocktail af medikamenter resten af livet, må man overveje nøje, hvorvidt fordelende opvejer ulemperne. For at citere Brian Gazzard, som er klinisk overlæge i John Hunter Clinic i London: 'Hvis en ti-årig behandling giver alle patienter hjerteslag, så ville det være en katastrofe.' Da det i gennemsnit også varer 8-10 år at udvikle aids, kan det nemlig medføre, at mange patienter vælger at leve med hiv, så godt de kan, og få behandlet de sygdomme der måtte opstå undervejs med den gængse medicin, som ikke har tilnærmelsesvis så mange bivirkninger. Hiv-medicinens fremtid vil være afhængig af, om forskere er i stand til at gøre den mere effektiv samt mindske bivirkningerne, for at den ikke går hen og bliver blot en ny måde at dø på.

Motor ergo sum

Professor Rodney Cotterill har i mange år forsket i hjernens struktur og fremstætter en ny bevidsthedsteori i bogen 'Enchanted Looms'


Af Robin Engelhardt

Descartes er især kendt for sin radikale adskillelse mellem materien (res extensa) og sindet (res cogitas). Med denne adskillelse fik han drevet en effektiv kile i forsøgene på at sammenbringe den objektive naturbeskrivelse med tankens og viljens autonomi. Og den kile er stadig aktiv den dag i dag; mange mennesker værger sig ved forestillingen om, at vores største personlige skat, jeg-følelsen, bevidstheden, ja ­ sjælen, kan udtrykkes som blotte kausalebetingede og naturlige processer. Der må være noget mere, mener de.

Rodney Cotterill, professor i fysik ved Danmarks Tekniske Universitet, har med sin nye bog Enchanted Looms ikke kun fundet vægtige argumenter imod Descartes dualisme, men også givet nogle bud på, hvad følelsen af dette mere , dette såkaldte qualia, måtte være. Ikke dermed sagt at Rodney Cotterill forsøger at genindsætte metafysiske begreber i bevidsthedsforskningen, tværtimod. Men ikke desto mindre forekommer hans konkrete materialisme forfriskende i dens accept af, at bevidsthedsmæssige tilstande skam er noget yderst reelt, forårsaget af kropslige bevægelser og deres vekselvirkning med en omverden.
   ­ 
Din tese i din nye bog går ud fra, at bevidstheden har udviklet sig gennem evolutionen med blandt andet det formål, at kunne forudse konsekvenser af egne handlinger. Hvorfor det?
'Ja, det virker meget troværdigt. Vi er væsner, som evolutionen har bygget op, med sanseindtryk, aktioner, reaktioner osv. Hvad kan der gøres, for at det fortsætter og forbedres?'

'Tag for eksempel en bi. Den finder blomster, kommer hjem igen, angiver retning og afstand, men dermed ikke sagt, at den spekulerer over det. Så det hele er alligevel meget mekanisk, og det er stadig bare en reaktion på noget, der er sket.'

'Så gik det op for mig, at den næste ting, der kunne ske evolutionært, ville formodentlig være en reaktion på noget, som ikke er sket! Altså evnen at forudse.'

'Der ligger nemlig et stort problem i de klare eksperimentelle data fra hjerneforskningen, som siger, at der går op til et halvt sekund fra vores sanser påvirkes af en spontan impuls til den registreres i vores bevidsthed. Bevidstheden om, at en uforudset ting er sket på din krop, er altså altid forsinket. Hvis man ikke er opmærksom på de teoretiske vanskeligheder, det giver, så har man ikke spekuleret ordentligt over problemet.'

'Men hvis man kunne forudse noget, som endnu ikke er sket, så er det halve sekund måske slet ikke så ødelæggende, fordi man alligevel kan være foran noget, som kommer senere. Men forudsigelse kan kun have betydning, når der er en kobling med kroppen, med musklerne.'

BESKED TIL HJERNEN
'Nu er der nogle andre eksperimentelle data, som siger, at det netop er i pattedyr, man for første gang i evolutionen ser, at der går beskeder fra musklerne til hjernen, og ikke kun den anden vej. Det vil sige, at organismen altid er orienteret om, hvad kroppen foretager sig, og jeg tror, at det er derfor, følelser kommer ind. Tag for eksempel kvalme, som ikke længere forekommer så mystisk, når man tænker på, at det blot er en forberedelse til at kaste op. At følelsen er så ubehagelig skyldes, at der er fare på færde.'

'Et stort spørgsmål er, hvorfor det kræver en bevidsthed, for man kan altid komme med et modargument: Sådan noget kan automatiske zombier også gøre. Så siger jeg nej: En del af forudsigelsen er en tilbagemelding fra kroppen, for det er, hvad følelse er. Hvis du siger ok, så giver jeg min automat følelse, så siger jeg, jamen så er det ikke nogen automat, men et menneske.'

Filosoffer har tidligere forklaret, at man jo ikke kunne erkende hjernen, fordi det jo var hjernen selv, der forsøgte at erkende sig selv heri. Forsøger du at opløse denne cirkelslutning, ved at anse krop og sind som to sider af samme sag, således at bevidstheden opstår som en vekselvirkning mellem nervesystemet og hjernen?
'Helt afgjort. Og derfor kan man ikke have en bevidsthed uden en krop. Det vil være fuldstændigt umulig. Hvis der er en, som påviser, at det er muligt, så falder min teori til jorden.'

VEKSELVIRKNING
Du siger et sted, at tænkning er en intern simulation af kroppens vekselvirkning med omverden , og at subjekt-objekt adskillelsen dermed er afsløret som uægte . Men er det ikke for let købt. Hvis jeg for eksempel spiller skak, bevæger jeg mig i et abstrakt rum, hvor jeg simulerer en variants effektivitet, men det har intet med min krop at gøre.
'Det er en meget spidsfindig ting. Men man skal ikke forklejne den omstændighed, at man ikke kan spille skak, når man er to år gammel. Det er noget, man lærer. Når man tænker på bevidstheden, skal man passe på ikke at være for påvirket af al den rigdom af sensoriske indtryk vi har, fordi det hører til vores krop og er bygget op igennem tiden. Ligeledes med skak. Det tager mange år, før man kan spille skak. Og alligevel er skak en rumlig ting.'

'Når vi er spædbørn, lærer vi efterhånden, at brystet ikke tilhører vores krop. Det vil sige, at vi gradvis lærer, hvad der er os, og hvad ikke. Selv det at tænke abstrakt i skakkombinationer forudsætter en rumlig erfaring, som man har lært og lagret i hukommelsen.'

'Matematik for eksempel er så abstrakt, som noget kan blive. Men jeg vil påstå, at der ikke findes en matematiker, som forestiller sig noget småt, når han taler om store tal, og omvendt noget stort, når han taler om små tal. Så selv i matematik indgår rum lige forestillinger.'

'Sproget er selvfølgelig også meget vigtigt i den sammenhæng. Jeg er meget modstander af tanken om, at vi først bliver bevidste, når vi får sprog. Der er for mig at se tåbeligt. Men til gengæld skal man ikke undervurdere, hvor vigtigt det er at snakke med nogen.'


Du snakker om et veto-on-the-fly som en umiddelbar og ubevidst ændring i en beslutning baseret på de muskelsignaler, der når hjernen. Bevidstheden er dermed underlagt tilfældige veto er. Er den frie vilje dermed defineret som en slags spontan mutation i vores aktions- og reaktionsmønstre, som bevidstheden først bagefter pålægger sig ansvaret for?
'Ja, så kan man spørge; hvorfor har vi så bevidsthed? Er det en gratis gave? Jeg mener, at der er noget i denne veto-mekanisme, som kræver, at vi er bevidst. Det kan næsten forekomme som et paradoks, fordi alt allerede er bestemt i det ubevidste.'

'Bevidstheden eksisterer altså, fordi det, der er foretaget af systemet ubevidst, altid skal have et forhold til det, kroppen er ved at gøre. Det betyder, at den måde, hvorpå information bliver suget ind fra omgivelserne, altid skal være suget ind i forhold til, hvad kroppen er ved at foretage sig nu. Og det kræver næsten definitionsmæssigt en bevidsthed.'

TIDEN SPILLER IND
'Der er en afgørende tidsfaktor med i spillet, når man skal definere, hvad den frie vilje er, idet det er forudsigelsesmekanismen, der får os til at tro, at vi har handlet bevidst. Nye og ukendte tanker kan derimod aldrig foretages bevidst. Det er derfor, vi bliver overraskede, når de kommer alligevel. Det gælder forresten også, når vi kildrer os selv. Vi kan ikke få os selv til at grine, netop fordi vi ikke kan overraske os selv med vores fingre.'
   ­ 
Jeg'et spiller jo en central rolle i vores kulturhistorie. I renæssancen fik det sin mest udtrykkelige form gennem Descartes, men allerede Augustin centrerede sin filosofi omkring jeg et , i form af et religiøst og angrende jeg. Men selv om jeg et i dag er befriet fra den religiøse sfære, er der mange filosoffer og hjerneforskere, der ­ som for eksempel Sir John Eccles ­ ser jeg et som et væsen, der styrer hjernen og kroppen oppefra. Hvorfor ligger der en ydmygelse i at antage, at jeg et er en funktion af hjerne- og muskelfunktioner?
'Jeg tror absolut ikke, at der er nogen fri vilje adskilt fra en krop, og der er heller ikke noget adskilt jeg, bortset fra at kroppen er fri til at gøre, hvad den vil.' 'Jeg tror, Eccles følelser stammer fra vores kultur, og især udspringer af vores religiøse bagage, som igen stammer fra en væsentlig forudsigelse, nemlig den at vi er i stand til at forudse vores egen død. Jeg-følelsen stammer fra en bevidsthed om, at man er sikker på at dø på et eller andet tidspunkt. At bilde et ungt menneske ind, at livet kun er til som en forberedelse til et liv efter døden, er det største svindelnummer der findes.'

ASSOCIATIONER
­ Hvis vi skal rette lidt på Descartes, hvad skal vi så sige i stedet for cogito ergo sum , jeg tænker, altså er jeg?
'Måske jeg bevæger mig, derfor er jeg , men man kunne også sige jeg forudser, altså er jeg .'
   ­ 
Psykologer mener stadig, at kognitive processer kan modelleres uden det materielle substrat, hvorimod de naturvidenskabelige hjerneforskere mener, at bevistheden kan forklares ved hjælp af et fysikalistisk og reduktionistisk sprog, der er ude af stand til at artikulere menneskelige erfaringer på behørig vis. Ligger der ikke et problem her? Hvorfor er hjerneforskerne og psykologerne så langt fra hinanden?
'Brugen af kognitive modeller lægger op til, at man kan angribe problematikken på en abstrakt måde, men disse kognitive modeller fungerer kun, fordi de er styret af vores intelligens. De er ikke tilstrækkelig automatiske. På en måde skyder de over målet, og det kan de kun, fordi de er koblet til den menneskelige intelligens.'

'Et godt spørgsmål er: Hvad betyder det at se farven rød, eller hvad betyder det at opleve smerte? Jeg tror, at den kvalitet mennesker tilskriver fænomenet farve, er et resultat af de samlede associationsprocesser, som er tilegnet gennem erfaring, det vil sige gennem vekselvirkningen mellem ens egen krop og omgivelserne.'

'Jeg tror, at teorierne om synssansen vil blive fuldstændig omdannet i de kommende år, for hvis de ikke har et aktivt forhold til muskelbevægelser, så vil de ikke være noget værd.'
   ­ 
I slutningen af din bog diskuterer du meget kort muligheden for kunstig intelligens. Du synes at indtage en position modsat John Searles, manden, som med sit argument om det kinesiske rum nægtede eksistensen af kunstig intelligens på lige fod med menneskelig intelligens, fordi der hos computeren i givet fald mangler en forståelse. Men hvorfor indtager du den modsatte position, for Searle siger jo intet om muligheden for at simulere intelligens?
'Nej, det er rigtigt. Grundlæggende er jeg enig med ham. Men en computer vil ikke kunne forstå uden en krop. Forståelsen ligger i kroppen og i bevægelsen. Man kan sagtens simulere det, og hvis du en dag viser mig en simuleret figur på en computer, som er flov over, at den lugter ud af munden, så begynder du at nærme dig en simulation af et menneske. En simuleret figur på en computer vil altså have en bevidtshed, hvis den også har simuleret krop.'

Den er gal

Den nye teknik til at teste en ko for kogalskab er nem, hurtig og billig, men der er ingen, der bruger den.

Nu er det snart to måneder siden, at en schweizisk slagter fra det alpine kanton Zug med en ny og hurtig testmetode kunne bevise, at en øjensynlig rask ko var smittet med BSE, den såkaldte kogalskab.

Det revolutionerende nye i den opdagelse var, at man nu i princippet var i stand til at opfange inficeret kød længe før de synlige symptomer optræder, og dermed også inden kødet kommer på spisebordet.

Man skulle tro, at denne befriende, men samtidig alarmerende oplysning, havde sat en lavine af lovindgreb og forholdsregler i gang, bl.a. den at forberede installationen af det nye apparatur i alle europæiske slagtehuse.

Men nej. Som forbrugere skal vi stadig vente med at finde ud af, om kødet er sikkert, indtil vi har spist det.

På Interrail med BSE
I stedet blev det i EU’s veterinære Komité besluttet, at forbudet mod eksport af britisk oksekød ophæves i dag. Afstemning om forslaget endte otte mod fem (Danmark stemte for en ophævelse af eksportforbuddet).
Et herligt budskab til det engelske landbrug, kan det synes, men rundt omkring i de europæiske laboratorier og i diverse landbrugsministerier sidder der enkelte forskere med en klump i halsen.

De er ikke så sikre på, at vi har overstået det værste. I Portugal fortsætter kogalskaben med at florere, i Holland fandt man for fjorten dage siden det fjerde tilfælde af BSE i oksekød og i Belgien og Frankrig rapporteres jævnligt om nye tilfælde. Irland har også været meget udsat, men den første juni i år kunne det irske oksekød igen eksporteres til de andre EU-lande.

Nu til dags er man sikker på, at BSE kan smitte mennesker. Den menneskelige form for kogalskab er en ny variant af Creuzfeldt-Jacob Sygdommen, som er tæt beslægtet med BSE.

I alt er der officielt rapporteret om 175.772 tilfælde af BSE og om 30 dødsfald blandt mennesker (29 i England og én i Frankrig).

Skjult smitte
Men de uofficielle tal er der ingen, der kender.

Den uafhængige ekspert i BSE, Roy Anderson fra Oxford University, siger til det videnskabelige tidsskrift New Scientist, at der efter uofficielle estimater stadig er omkring 2-300 mennesker om året i England, som spiser BSE-inficeret kød uden at vide det.

Mange eksperter er bange for, at der finder en skjult epidemi sted, men de tests, der skal til for at afdække den, bliver ikke foretaget.

Man gætter nok ikke helt forkert, når man mener, at årsagen til disse utilladelige forhalinger kan findes i slagteriernes økonomiske prioriteringer.

Men ifølge en artikel i New Scientist forklarer én af forskerne bag den nye teknik, Markus Moser fra firmaet Prionics i Zürich, at “de schweiziske tests kostede omkring 150 kroner per ko.” Størstedelen af prisen gik til udstyr og løn, hvilket betyder, at en storstilet screening på alle køer ville nedbringe omkostningerne betydeligt.

Den videnskabelige rådgiver i BSE-spørgsmål, Tom Pringle fra Sperling Biomedical Foundation i Oregon, USA, mener, at hvis en screening redder menneskeliv, skal den bruges. Alt andet er uacceptabelt.

Men bag den tøvende holdning hos de europæiske regeringer ligger muligvis en endnu større bekymring:
“Der eksisterer en enorm frygt for, at en undersøgelse med de nye teknikker vil blotlægge en meget større smitte, end man nogensinde har kunnet forestillet sig var mulig,” siger Pringle.

Fra skabning til skaber

De etiske problemer i humangenetikken vokser i takt med nye metoders opståen. Skal vi mennesker følge vores humanisme, og hjælpe, hvor der hjælpes kan, eller skal der råbes vagt i gevær


Af Robin Engelhardt

Francis Bacon er berømt for at have sagt, at naturvidenskab og teknik forøger menneskets magt over naturen. Men magten har nu bidt sig selv i halen. Humangenetikken har ikke kun forøget menneskets magt over naturen, men menneskets magt over mennesket. Cirklen er sluttet. Mennesker er nu underkastet mennesker, ligesom de selv er blevet underkastet deres egen teknik.

Præmissen for naturvidenskabens altomfattende succes har været udelukkelsen af mennesket i kampen mod resten . Alt det ikke-menneskelige, naturen og omverden , kunne dermed bedre anskues som et sjælløst og reducérbart dødt stof, tilgængeligt for manipulationer og den objektive analyse. Men pludselig skal al den viden, magt og visdom vi mennesker har samlet i vores stræben efter herskab over naturen afprøves på os selv. På den måde er naturen igen blevet hersker over mennesket, nemlig igennem menneskets natur. Og det huer ikke mange.

Bioteknologien udvikler sig for tiden så hurtigt, at der aldrig går en uge, uden at aviserne bringer nye historier, om hvad vi kan gøre ved hinandens og vores børns gener. Lægerne skubber ustandselig til grænsen for det uladsiggørlige, og det kan virke som om vores etiske normer blot bliver formet og omformet alt efter de aktuelle tekniske standarder.

Skal vores samfund finde på måder at begrænse og regulere den enorme magt, vi har fået over os selv, eller skal vi, som nu, lade individuelle ønsker, det kommercielle marked og lægernes kunnen afgøre genterapiens fremtid? Findes der i det hele taget simple regler, dyder eller love, som vi kan bruge, individuelt eller kollektivt? Kan vi klare os med de igennem årtusinder udkrystalliserede moralske love, gamle kardinaldyder og kristne bud, eller må vi supplere med andre? Eller skal vi forkaste dem alle, og finde på helt nye og anderledes etiske regelsæt? Og i givet fald: hvem skal formulere dem? Hvem skal institutionalisere dem? Hvem skal bestemme, hvad der er godt, og hvad ondt? Og med hvilken ret?

FORSKELLIGE GRUNDSYN
Spørgsmålene er mange, og svarene er ikke lette at finde. I Danmark er der ligesom i mange andre lande blevet dannet forskellige etiske råd, som har til hensigt at forsyne os med ideer og mulige retningslinier, men ofte er selv rådene i indbyrdes opposition, båret af forskellige filosofiske grundsyn, nogle endda så meget at de danner hinanden fjendtlige subkulturer, hvor de forskanser sig med hver deres argumenter og modargumenter.

Derfor er det ikke altid nemt at træffe politiske beslutninger på baggrund af deres arbejde.

'Jeg tror, at vi bliver brugt meget, men fordi vi jo aldrig er enige, så er der nogle (politiske) partier der bruger et flertal, nogle et mindretal, og nogle bruger en dissens', siger næstformanden for Det Etiske Råd, Marianne Wangsted.

Et af de mest tydelige skel i den overordnede, filosofiske debat, er afvejningen af, hvor meget de etiske regler skal komme hele befolkningen tilgode, således at man sikrer den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker (den såkaldte utilitarisme), eller hvor meget etikken snarere burde sikre nogle ufravigelige og absolutte værdier overfor det enkelte individ eller overfor naturen som sådan. Sådanne værdier kunne være et kategorisk imperativ, værdighed, respekt for de enkelte, sikring af vort fælles genetiske grundlag, ingen indgriben i naturens orden, osv.

Men hver sin side har også svagheder. Utilitaristernes nyttefilosofi bliver kritiseret for, af blandt andre Peter Kemp fra Center for Etik og Ret, at ville 'beregne det uberegnelige' i en slags cost-benefit analyse, ofte med det umenneskelige resultat, at afvigerne og ulykkelige mindretal gerne må ofres, hvis det blot øger den samlede lykke i befolkningen. En absolutistisk naturlovsfilosofi derimod kan have den svaghed ikke at kunne skelne det naturlige fra det unaturlige, idet vi mennesker jo både er natur og unatur. En ekstremt individualiseret autonomitanke igen, som fremhæver individets a priori krav til et godt liv, kan få alvorlige konsekvenser for hele fællesskabets stabilitet.

Når man i Danmark for eksempel har besluttet at tillade reagensglasbehandling, så siger et humanistisk argument følgerigtigt, at man heller ikke burde forbyde nedfrysning af æg, fordi en ægnedfrysning gør en reagensglasbehandling meget mindre belastende for den mulige forældre, idet hun dermed kan undgå yderligere hormonbehandling i tilfælde af, at det første forsøg glippede.

Marianne Wangsted fra Det Etiske Råd forklarer: 'når hun (patienten) skal i reagensglasbehandling, bliver hun udsat for en kraftig hormobehandling, som er utrolig både psykisk og fysisk belastende for hende. Og så udtager man en håndfuld æg og befrugter nogle stykker af dem og sætter dem op i konen. Hvis det afstødes, skulle hun i givet fald igennem en ny hormonbehandling, og det undgår du, hvis du har et æg i fryseren.'

På samme måde vil man givetvis kunne argumentere for en præimplantationsdiagnostik, som går ud på at lave genetiske tests på æggene, før de indsættes i livmoderen, eller for en genbrug af de befrugtede æg, som ikke indsættes i livmoderen ­ til forskningsformål eller som en slags reservedels-fostre. Det vil sige, at genteknologien bygger sig selv en katedral af muligheder, hvor hver ny opfindelse udbygger og forbedrer gamle metoder. Vejen tilbage bliver endnu mere umuliggjort, og et etisk motiveret stop for en videre udvikling bliver blot umenneskelig på en ny måde. Ifølge en fremtrædende filosof i den debat, tysk-amerikaneren Hans Jonas, skal vi passe på, at vi ikke når derhen, hvor Pandoras æske bliver åbnet så meget, at den ikke kan lukkes igen.

ETIK SOM FOREBYGGELSE
De etiske dilemmaer synes at blive større og mere uigennemskuelige. I praksis vil de berørte, som for eksempel læger, ofte bruge blandede strategier i en afvejning af den konkrete situation, hvor individuel pligt, lov, intuition og konsekvensovervejelser forhåbentlig vil resultere i en fornuftig løsning. Men hvis man træder et skridt tilbage, og kigger på det meta-etiske niveau, så er etikkens opgave jo ikke så meget at blive stillet overfor uløselige dilemmaer, som at sørge for, at disse dilemmaer aldrig opstår.

Det sker ofte, at filosoffer bliver stillet overfor et praktisk eller teoretisk dilemma, som kun kan løses på en meget utilfredsstillende måde. Eksemplet fra morallæren med redningsbåden er klassisk: hvis der i en redningsbåd kun kan være et vist antal mennesker, hvad skal der ske med de mennesker, som stadig svømmer i vandet, de har jo den samme ret til overlevelse som de mennesker, der allerede er i båden? Den eneste fornuftige måde, etikken kan forholde sig til det problem på, er at skabe rammer for, at disse ekstreme situationer aldrig opstår. Hvis man derfor er bevidst om, at den genetiske manipulation af mennesker i det lange perspektiv meget nemt kan gå hen og føre til sådanne ekstreme situationer, hvad enten det er en generel ufrugtbarhed i befolkningen, irreversible effekter af ændrede krops- eller kønsceller etc., så er en debat om humangenetikkens magt og ansvar, og en mulig institutionalisering af de rette begrænsninger, vel en uundgåelig nødvendighed.

Fra skabning til skabelon

Positiv eugenik i Kina er ikke tænkt som noget ondt ­ det er et kulturelt fænomen med bred opbakning, siger kinesiske genetikere

Fokus
Af Robin Engelhardt

Ordet eugenik har mange meninger. For de fleste betyder ordet en statslig tvangsforanstaltning, hvor en nations magthavere pålægger deres borgere en eller anden idealforestilling, om hvordan mennesker skal være. Men i en undersøgelse af kinesiske genetikere viser det sig, at eugenik er lige så positivt et ladet ord, som det var i Danmark i 1930 erne.

Et anonymt spørgeskema med 50 spørgsmål blev uddelt til over 400 kinesiske genetikere i 30 provinser i Kina. Resultatet af undersøgelsen viste, at langt de fleste støtter brugen af raceforbedrende indgreb i det menneskelige arvemateriale, til forskel fra deres vestlige kollegaer.

Til spørgsmålet om, hvorvidt regeringer skulle kunne forlange førægteskabelige genetiske tests svarede 86 pct. af de adspurgte, at det var rimeligt, hvorimod kun 5 pct. gav medhold til det samme spørgsmål i en tilsvarende gruppe af amerikanske genetikere. 91 pct. af de kinesiske genetikere syntes, at forældre, som begge har den samme sygdomsfrembringende genetiske mutation, ikke skulle have lov til at få børn; at partnere skulle kende til hinandens genetiske status før ægteskabet (92 pct.); at arbejdspladser skulle kunne tilbyde genetiske undersøgelser for hjertesygdomme, kræft og sukkersyge (94 pct.), og at resultaterne skulle indgå i en jobsamtale (86 pct.); at regeringen skulle undersøge nyfødte børn for Huntingtons chorea (85 pct.), for anlæg til kræft (85 pct.), alkoholisme (69 pct.) og Alzheimer (61 pct.) ­ sygdomme, som ofte først opstår senere i barnets udvikling, nogle først i voksenalderen.

BARNETS AUTONOMI
Genetikere i de vestlige lande er for størstedelen modvillige overfor at genteste børn, fordi de anser det for en krænkelse af barnets autonomi. I Kina derimod anses sådanne tests på børn som acceptable, fordi 'forældrene skal have mulighed for at bestemme over deres børn og have ret til at ændre deres liv. Barnet ses som en del af et kollektiv, nemlig familien, snarere end som et potentielt autonomt individ.' Hvad, et sundt barn er, afhænger derfor i høj grad af landets kulturelle baggrund.

Undersøgelsen er blevet offentliggjort i The American Journal of Human Genetics (vol. 63). Lederen af undersøgelsen, Xin Mao fra West China University of Medical Science, forsvarer sine landsmænds indstilling: 'Den kinesiske kultur er en anden', siger han. Den er en kultur, 'hvor tingene er fokuseret på samfundets bedste, og ikke på den enkelte.' 'Det vil chokere mennesker i vesten, men min undersøgelse reflekterer samfundets kulturelle common sense', siger Xin Mao.

I Kina er der også bred konsensus om en vedtaget lov fra 1994, som blandt andet siger, at læger gerne må afbryde en graviditet, hvis barnet 'har en mangel af seriøs karakter', som en uduelighedsgørende fysisk sygdom. En del af grunden til den positive indstilling overfor den form for racehygiejne kan findes i kinesernes etbarns-politik: 'Hvis kineserne kun kan have et enkelt barn, vil de vælge det bedste,' siger Mao. Derfor ser mange kinesere ikke noget problem i at vælge de børn fra, som ikke måtte leve op til idealforestillingen om, hvad et barn er, fordi det ifølge Mao handler om at 'reducere antallet af dårlige gener i den fælles kinesiske arvemasse'. At han dermed diskriminerer de 50 millioner handikappede kinesere indrømmer han gerne.

Beam me up!

Danske forskere udvikler en teknik, hvormed man kan teleportere lysstråler


Af Robin Engelhardt

Alle der har set Star Trek kender til fænomenet: Nede i rumskibets transporterrum står Scottie (nu i The Next Generation er det Jordi), som teleporterer besætningsmedlemmerne til og fra planeterne. 'Beam me up Scottie!', bliver der råbt, når klingonerne eller romulanerne går til angreb, og teleportationen plejer da også at forløbe upåklageligt.

Nu har en gruppe forskere fra Århus Universitet i samarbejde med en gruppe fra Caltech i Californien formået at gøre science-fiction klassikeren kunststykket efter ­ ikke med rigtige objekter, der har en masse, men med lysstråler. I et eksperiment, offentliggjort i det sidste nummer af Science, har de kunnet flytte en lysstråle fra ét sted til et andet ved hjælp af teleportation, og vel at mærke uden at ødelægge eller kende informationen om den oprindelige lysstråle. En bedrift, der i Star Treks annaler allerede står beskrevet som en af de mest betydningsfulde tekniske vidundere i flere årtusinder.

Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, kan findes i kvantemekanikkens dunkle katakomber af ubestemthed og tvetydighed 'Dette er den første sande ubetingede form for teleportation,' siger lektor Eugene Polzik fra Quantum Optics Laboratory ved Instituttet for Fysik og Astronomi i Århus, der sammen med forskningsadjunkt Jens Lykke Sørensen og et forskerhold fra Caltech i Californien har opfundet metoden.

I korte træk går ideen ud på, at man bruger to såkaldt kvante-korrelerede stråler, der er i stand til at transportere informationen om tilstanden af en tredje stråle, uden at man kender dens informationsindhold. Man transporterer altså ikke et rigtigt objekt, men snarere en kvante-kogebog, hvorefter man med de rette midler kan regenerere den originale lysstråle i den anden ende.

Man kunne frygte, at de teleporterede objekter i givet fald kunne kopieres i det uendelige, men det er ikke tilfældet præcis på grund af de specielle kvante-kanaler: Hvis de kvante-korrelerede stråler brydes op, vil deres korrelation ­ eller entanglement ­ forsvinde, og teleportationen vil ikke fungere. Det er, hvad der kaldes for ikke-kloningsloven.

'Alt, vi ved, er, at for at få kvante-teleportation til at fungere, skal vi have entanglement,' siger lektor Eugene Polzik fra Århus. Entanglement, dvs. en slags sammenfiltring af partiklers information, er det trylleord, hele projektet afhænger af. Einstein kaldte fænomenet for en 'spøgelsesagtig påvirkning fra lange afstande'.

SAMMENFILTRING
I 1930 erne formulerede Einstein, Podolsky og Rosen et tankeeksperiment, som skulle modbevise kvantemekanikkens besynderlige ubestemtheder. At en elektron både kan beskrives som en bølge og som en partikel var for Einstein ikke det værste problem. Værre var det, at et samtidigt kendskab til forskellige egenskaber ved denne elektron forbød sig på grund af det, der kaldes Heisenbergs usikkerhedsrelation. 'Gud spiller ikke terninger,' var Einsteins reaktion, og han brugte det meste af sit resterende liv på at forsøge at modbevise teorien.

Det såkaldte EPR tankeeksperiment fra 1935 var designet til det formål: To kvante-korrelerede partikler fra samme kilde bliver skudt afsted i modsat retning. Venter man længe nok, er de lysår fra hinanden, hvorefter man kan måle forskellige egenskaber hos dem. Hvis man for eksempel måler momentet af den første partikel og positionen af den anden, så er ræsonnementet i EPR-artiklen, at fordi momentet bevares, kan man bestemme både moment og position af den anden partikel, hvilket egentlig forbydes af kvantemekanikken. Et paradoks, der kun kan accepteres af kvantemekanikere, hvis man antager, at partikler kan kommunikere hurtige end lysets hastighed, hvilket jo er i modstrid med relativitetsteorien.

I mange år var sagen henlagt, indtil den franske fysiker Alain Aspect udførte et rigtigt EPR-eksperiment i 1982. Hans resultat var, at 'selv hvis information, der bevæger sig hurtigere end lyset, er nødvendigt(...), er det ikke muligt på samme tid at bestemme både positionen og momentet af en partikel.' Kvantemekanikken holdt altså vand, men det betød ikke, at relativitetsteorien var modbevist. Det betød kun, at der ikke blev udvekslet information, og at de to partikler er i en tilstand af sammenfiltring , eller entanglement , hvor de ved hvad hinanden gør , eller formuleret på en mindre mystisk måde: Hvor deres tilstand er kvante-korreleret i form af en informations-overlejring, således at deres information er indskrevet i deres fælles egenskaber. To partikler, som er i sådan en sammenfiltret tilstand, opfører sig ligesom tvillinger, hvor den ene kun kender sig selv i den andens billede: Hvis 'den ene bliver kildret, griner den anden'.

Men præcis ved hjælp af disse sammenfiltrede stråler bliver teleportation mulig: Afsenderen ­ som fysikerne insisterer på altid at kalde Alice ­ tager den originale lysstråle, som skal transporteres, og kombinerer den med én af de sammenfiltrede Einstein-Podolski-Rosen stråler (EPR-stråler).

BOB GENSKABER OBJEKTET
'I vores situation betyder entanglement to støjende elektromagnetiske felter, hvor intensiteten og svingningsfasen er korrelerede,' siger Eugene Polzik. Resultatet af kombinationen er noget støj uden mening, og uden at man kender til dets indhold. Den kombinerede stråle sendes så ved hjælp af normale kommunikationskanaler (som telefonliner eller andre elektriske kabler) til modtageren ­ som forskerne insisterer på at kalde Bob. Bob bruger så den anden halvdel af EPR-strålerne til at fjerne den første, hvorved støjen forsvinder, og det teleporterede objekt kan genskabes i dens oprindelige kvantetilstand.

Eksperimentet viser, at Bob modtager en meget god kopi af den oprindelige stråle. Forskernes konklusion er derfor, at teleportation af lys foregår meget mere nøjagtigt end enhver normal sender-modtager proces. Forskernes mål i Århus er på længere sigt at teleportere samlinger af atomer, eller rettere deres samlede information.

Hvis det en gang i fremtiden var muligt at teleportere rigtige mennesker, skulle de først dræbes og smadres i atomer. Deres information ville så blive sendt til en modtager, som ved hjælp af en udefinerlig skraldebunke og noget vand ville kunne genskabe en kopi af dem. Måske bliver det svært at finde frivillige forsøgspersoner.
There was an error in this gadget