Klapsalver til kvaksalver

Troen på medicinens kraft, og måden, hvorpå den bliver tilbudt og lovprist, er af meget større betydning end hidtil antaget ­ også i den mest etablerede lægekunst. Men placebo-effekten kan også have en betydning for de eksakte videnskaber


Af Robin Engelhardt

Placebo-effekten er et af de mest mystiske fænomener i lægekundskabens historie. I lang tid har læger primært anset placebo-effekten for at være et plagsomt irritationsmoment ­ noget forstyrrende støj, som skjuler lægemidlers ægte virkning. I lige så lang tid har patienter og andre lægfolk fået dårlig samvittighed, når de hører ordet placebo: Bange for at blive afsløret som indbildt syge, og for at blive stemplet som psykosomatikere, lidt dumme og lidt svagelige.

Men intet kunne være mindre sandt. For at forstå placebo-effekten i dens inderste væsen, har man først og fremmest måttet acceptere, at placebo, selvom den er en skin-terapi, kan have en lige så reel virkning, som selve sygdommen; den kan have betydelige objektive følger for en patient, både positive men også negative. Mennesker med ægte sygdomme kan have gavn af placebo: Sår kan hele hurtigere, mere smerte kan forsvinde, og kræft kan heles.

NATUREN KURERER
I gamle dage ville medicinmænd og kvinder aldrig have kunnet overleve og beholde deres metiér, hvis ikke deres krydderurter, håndspålæggelser, fækaliesafter og ritualer havde haft en virkning. Deres succes var baseret på en placebo-effekt. Men sådan har det altid været, også for den almene, universitære medicin.

'Lægekunsten består i at underholde patienten, mens naturen kurerer sygdommen,' skrev Voltaire med sin vanlige indsigt. Åreladninger, brækmidler, tjærebade, magnetisme og radioaktive stråler ­ alt, hvad der ikke ligefrem dræbte patienten, blev brugt i forsøgene på at kurere de syge. I sidste ende var det som oftest placebo-effekten, som fik patienterne overbevist om, at lægestanden var sin visdom værd. Så længe kvaksalveriet har virket, har det haft sin berettigelse.

Nogle af de mest populære medikamenter, men også de mest kostbare, var knoglemel fra narhvalen, ægyptisk mumiepulver og geders galdesten. I mange århundreder, ja, helt op til det 19.århundrede, brugte lægerne også det oprindeligt romerske universalmiddel teriak: En lidet vellugtende tinktur, bestående af kød fra hugorme, krokodillelort, grisetænder, tarme fra tæger, slangegalleblærer og fluemøg. Ydermere anså man skæl fra en hængt persons hoved som en af de vigtigste ingredienser. Velbekomme! Ned med det efter devisen: Hvis det ikke kan hjælpe, hvad så?

Teriak, latværge og skægpest, jo mere ulækre ingredienserne var, desto bedre formodedes de at virke.

Men lægestanden har den dag i dag ikke kunnet frigøre sig helt fra placebo-effekten. Hvis læger ordinerer penicillin imod en virusinfektion, kalkulerer de med en placebo-effekt. Sukkerpillen, saltvandsindsprøjtningen og den hvide kittel: Alle er de placebo, men ikke desto mindre producerer de ofte ægte resultater.

'Du må være klar over, at viljen er en magtfuld ledsager af enhver medicin,' skrev Paracelsus i begyndelsen af 1500-tallet, og enhver skeptiker må være sig bevidst om sandheden og advarslen, der er indeholdt i dette udsagn. Efter devisen tro kan flytte bjerge , benytter alverdens kvaksalvere, charlataner og shamanere sig af det komplekse samspil mellem krop og bevidsthed, og med mærkbar succes.

Men placebo-effekter skyldes ikke kun, at patienterne tror på behandlingen. Ofte bliver patienterne raske af sig selv, og så kan selv den mest absurde kur komme til ære på grund af den almene fejlslutning post hoc, ergo propter hoc: Hvis det er noget, der sker bagefter, så er det nok derfor.

Men én ting er sikker: Uden bevidsthed ingen placebo-effekt. Hvis man sætter patienten under narkose og udfører diverse behandlinger uden, at vedkommende ved noget om det, opstår der aldrig placebo-effekter.

MYTER OM PLACEBO
Der eksisterer mange myter om placebo. Prøv at svare på de tre følgende spørgsmål:

Betyder en positiv reaktion på et placebo-præparat, at patientens problem er indbildt?
Skal patienten tro på behandlingen for, at en placebo-effekt kan opstå?
Er placeboer harmløse?

Svaret på alle tre spørgsmål er nej. Placebo-reaktioner kan sagtens opstå hos patienter med reelle sygdomme, idet subjektive symptomer kan forsvinde, mens de objektive forbliver. Tro på behandlingen kan kun forklare en del af placebo-effekten. Ifølge professor W.T. Jarvis fra universitetet i Californien spiller både tro, suggestion og operationsforhold en rolle. Placeboer kan også være farlige. Hos visse mennesker har placebo-reaktioner forårsaget kroniske lidelser ved at underbygge eller forøge selvbedraget om en indbildt sygdom. Patienter kan endda blive afhængige af kvaksalvere, som udfører placeboterapier. De kan udvikle ikke-eksisterende allergier, svampeinfektioner, forgiftningssymptomer for deres kviksølv i tænderne, eller være underlagt magtfulde kræfter som Qi, djævle eller UFO'er.

På den anden side kan patienterne også blive blinde overfor deres faktiske lidelser, eller de kan miste tiltroen til deres læge og hele behandlersystemet, hvis de opdager bedrageriet ­ med yderligere problemer til følge.

DOBBELTBLIND-TESTEN
I Anden Verdenskrig gav den amerikanske anæsthesiolog Henry Beecher morfin til de sårede soldater ved den italienske front. På et tidspunkt havde Beecher ikke mere morfin på lager, og begyndte derfor, af ren desperation, at give soldaterne indsprøjtninger med svage saltvandsopløsninger.

Vidunderet lod ikke vente på sig: De såredes smerter lindredes alligevel. Derfor blev det i løbet af 1950 erne almen praksis, at ethvert nyt medikament skulle bestå dobbeltblind-testen , før den kunne frigives på markedet. Dobbeltblind betyder blot, at hverken patient eller læge må vide, hvem der får placebo, og hvem der få den rigtige medicin.

Dobbeltblind-testen er siden blevet en universel standard, til stor irritation for farmaceutindustriens effektive markedsføringsmetoder. I Beechers klassiske artikel, 'The Powerful Placebo' fra 1955, rapporterer han på basis af 26 forskellige undersøgelser, at den gennemsnitlige placebo-effekt udgør 32,5 procent, hvilket vil sige, at cirka en tredjedel af patienterne reagerer på placebo. I virkeligheden har det vist sig, at tallet er meget højere. 'Under betingelser af høje forventninger hos patienten, udgør placebo-effekten en meget større kraft, end det normalt er rapporteret i litteraturen,' skriver A.C. Roberts i Clinical Psychology Review i 1993.

VEKSELVIRKNING
Ifølge Roberts statistiske undersøgelse, som baseres på næsten 7000 studier, viser den ikke-specifikke effekt, det vil sige placebo-effekten, sig at være ansvarlig for hele 69,8 procent af reaktionerne mod medikamentet. Konklusionen var derfor, at ethvert behandlingsresultat 'altid er afhængig af vekselvirkninger mellem specifikke og ikke-specifikke effekter.' Med andre ord: Der findes (næsten) ingen behandling, uden at den indeholder en vis placebo-effekt. Hjertekramper, gigt, migræne, hoste, dermatitis (hudsygdomme), depression, mavesår... næsten alle sygdomme udviser en placebo-effekt, men også styrken af en placebo-effekt kan variere.

Ifølge en artikel af Dieter E. Zimmer i Die Zeit, kan man lindre smerter ved hjælp af placebo hos omtrent 35 procent af patienterne; mavesår kan lindres hos 50 procent, gigt og artritis helt op til 80 procent; 25 procent for hjertekramper (Angina pectoris) og 4 procent ved arteriosklerose. Den eneste sygdom, som overhovedet ikke reagerer på placebo, er epilepsi.

Placebo virker også forskelligt, alt efter hvordan det udleveres. Hvis kalktabletten ikke er hvid men i mange farver, øges placebo-effekten. Hvis overlægen kommer for at udlevere pillen (og ikke sygeplejersken), bliver det endnu bedre, og hvis overlægen endda sætter sig ned for at tale indfølende til patienten og lovpriser medikamentet (helst i hvid kittel og med en gummislange hængende faretruende ud af sidelommen), så er effekten allerstørst.

AKTIVT PLACEBO
Men der findes også sekundære placebo-effekter. Den almindelige procedure for at give tilladelse til et nyt medikament er oftest følgende: Efter en dobbeltblind testperiode viser statistikken, at 'hele 67 procent' af testpersonerne reagerede positivt på medikamentet. Samtidig viser tallene, at også 60 procent af placebo-patienterne reagerede positivt. Det vil sige, at der i visse tilfælde kun er en meget lille procentdel af testpersonerne, som reagerer positivt på de faktiske ingredienser i medikamentet. Men disse sidste få gode procent, som producenten hænger sin hat på, behøver slet ikke skyldes det aktive stof i pillen: Det kan også være på grund af bivirkningerne.

Det faktum, at de patienter, der får den ægte medicin, kan mærke nogle virkninger , overbeviser dem om, at de ikke får placebo, hvilket igen skruer forventningerne op, og dermed også skruer placebo-effekten op. De sidste gode procent kan derfor nemt skyldes bivirkninger, som slet ikke indeholder nogen objektiv helingsproces. Til forskel for den normale, inaktive placebo-effekt kaldes disse sekundære effekter for aktive placeboer.

FONTEX: EN NY PLACEBO?
I en stor og kontroversiel meta-analyse af lykkepillen Fontex, som involverede 19 separate undersøgelser og 2.318 patienter, kunne psykologen Irving Krisch fra Universitetet i Conneticut samt Guy Sapirstein fra Westwood Lodge Hospital i Needham, Massachussets, påvise, at '75 procent af de lindrende virkninger i det anti-depressive lægemiddel Prozac (Fontex) kunne tilskrives en placebo-effekt.' De resterende 25 procent af forbedringerne kunne måske godt skyldes medikamentets positive virkning, men de kunne også skyldes aktive placebo-effekter: 'Om de resterende 25 procent er reaktioner overfor den reelle farmakologiske effekt af medikamentet, eller om de er resultatet af en sekundær aktiv placebo-effekt, kan ikke afgøres, fordi der endnu kun findes et meget lille antal af undersøgelser, som sammenligner aktive og inaktive placebo-effekter.'

For at lægevidenskaben kan beskytte sig selv mod de normale placebo-effekter, har den udviklet dobbeltblind-testen, men for også at være rimeligt beskyttet overfor de aktive, sekundære placebo-effekter, må der sandsynligvis udvikles mere sofistikerede placebo-præparater, som gør det umuligt for patienter at opdage hvilken medicinering, de er udsat for.

TROEN PRÆGER RESULTATET
Nu kan det være, at alle hardcore rationalister anser placebo for udelukkende at være et fænomen fra de bløde videnskaber som lægevidenskaben, uden betydning for de mere eksakte videnskaber. Men det er ikke så sikkert endda. Man kan måske endda tale om en naturvidenskabelig placebo-effekt: I videnskabshistorien har filosoffer og teoretikere ofte spekuleret over, hvordan det kan være, at diverse eksperimentelle observationer af et bestemt fænomen først konvergerer imod en entydig og fast nummerisk værdi efter, at der er formuleret et teoretisk grundlag, der forudsiger denne værdi. Det er, som om den abstrakte sandhed ­ overbevisningen om, at det teoretiske resultat må være det rigtige, pålægger de efterfølgende eksperimenter at vise den rigtige værdi.

Som konklusion på en omfattende undersøgelse af Michelson­Morley eksperimenterne, som (retrospektivt konstrueret) skulle bevise relativitetsteorien, siges det, at 'meningen af et eksperimentelt resultat afhænger mindre af grundigheden, hvormed det er planlagt og udført. Det afhænger mere af hvad folk er parate til at tro.' Det er ganske sikkert, at elektronens masse vitterlig er den, som står i tabellerne, og at teorien, som ligger til grund, også er rimelig rigtig, men ikke desto mindre synes der at eksistere en kompliceret feed-back-placebo-effekt mellem bevidstheden om en tings tilstand, og målingen af denne tings faktiske tilstand. Og de kan påvirke hinanden.

Elektronhvirvler og kvasipartikler

Nobelprisen i fysik gik i år til udforskningen af besynderlige kvanteeffekter i superledende væsker


Af Robin Engelhardt

Kvantemekanikken har vendt op og ned på mange af vores forestillinger om, hvordan verden hænger sammen.

Tid og rum er blandet sammen i en knold af afhængigheder, materie er blevet til en form for energi og omvendt, og partikler beskrives nogle gange bedst som bølger. Godt nok ved vi, at vores forståelse af naturen primært er sansebaseret, ude af stand til at kapere imaginære tal og superstrenge, men en tiltagende svimmelhed i denne ekstremt matematiserede vidensgren er alligevel ikke til at komme udenom, selv for garvede fysikere.

En trøstende bastion mod denne abstraktionens himmelflugt, er de få, men eviggyldige, universelle støttepiller i form af fundamentale konstanter: lysets hastighed, Planck's konstant og elektronens ladning.

Men hvad skal man så ikke tænke, når eksperimenter med elektroner, som er klemt inde i en sandwich af superledende metaller, pludselig producerer brøkdele af en elektrons ladning på voltmeteret? Denne eksperimentelle opdagelse og dens teoretiske forklaring er nu blevet belønnet med Nobelprisen i fysik, årgang 1998.

Modtagerne er den tyske fysiker Horst L. Strömer, der nu arbejder ved Columbia Universitetet i New York, kineser/amerikaneren Daniel C. Tsui, der arbejder på Princeton, og amerikaneren Robert B. Laughlin, som siden 1989 har arbejdet som fysikprofessor ved Stanford Universet.

Det undersøgte fænomen kaldes den 'fraktionelle kvantificerede Hall-effekt', og er kun synlig under påvirkning af ekstremt stærke magnetfelter og ved temperaturer tæt ved det absolutte nulpunkt.

Nu skal man ikke tro, at der her er tale om superstærke partikelacceleratorer, hvor den rene vold kan splitte næsten hvad som helst fra hinanden. Tværtimod, mindre opsætninger og helt andre effekter kan gøre det: brøkdelene af ladning opstår ikke ved, at elektronerne deler sig, men ved at de samler sig i grupper. Som sværmene bier samler de sig omkring hvirvelstrømme af magnetisme, hvorved de fordeler deres ladning ligeligt imellem hvirvlerne. Men når magnetismen er så stærk, at der opstår flere hvirvler, end der er elektroner, så bliver brøkdele af elektronernes ladning fordelt også på disse. På den måde brøkdelingen af elektroners elementarladning foregår.

HALL-EFFEKTEN
Så tidligt som i 1879, satte en ung student ved navn Edwin Hall fra Johns Hopkins Universitetet i Maryland i USA et lille guldblad ind i et magnetisk felt, hvorpå han lagde en let strøm hen over bladet. Guldets elektroner følte magnetfeltet som en stærk sidevind når de bevægede sig langs bladet, og derfor blev elektronerne bøjet af til én af siderne på bladet.

Det resulterede i, at der dannedes en lille spænding langs endekanten, som Hall så kunne måle størrelsen af. Jo stærkere magnetfeltet var, jo større blev spændingen, fordi elektronerne i stigende grad blev klumpet sammen i den ene ende af guldbladet. 'Hall-effekten' var opdaget, og den bliver nu til dags brugt som en standardmetode til at måle elektrontætheden på forskellige metaloverflader.

I løbet af de sidste årtier har forskerne dog trængt meget dybere ned i Hall-effekten, og dens elektroniske hemmeligheder. Nye muligheder for at danne komplicerede halvledere har resulteret i, at elektroner kan fanges i et tyndt lag mellem bestemte metallegeringer, således at deres bevægelse er begrænset til kun at foregå i to dimensioner, i lighed med Halls guldblad fra 1879, blot meget renere og med en meget større ladningstæthed.

I 1980 fandt Klaus von Klitzing fra Max Planck Instituttet i Stuttgart på noget nyt. Han kølede sådan et to-dimensionalt lag af elektroner ned til temperaturer tæt ved det absolutte nulpunkt, omkring 273 grader Celcius under frysepunktet, og efterlignede derpå Halls forøg med at sætte et magnetfelt og en strøm henover. Resultatet var ikke den forventede kontinuerlige spændingstilvækst i forhold til magnetfeltets styrke: i stedet steg spændingen i små spring, afbrudt af plateauer, hvor spændingen forblev konstant.

Forklaringen på det fænomen viste sig at være en kvante-effekt: da elektroner ifølge kvantemekanikken kun kan antage kvantiserede, det vil sige diskrete energitilstande, vil de ikke være i stand til at springe op på et højere energiniveau før magnetfeltet er stærkt nok. Elektronerne er midlertidigt låste, og det resulterer i plateauerne.

Klaus Klinzig sprang af glæde over sin nye opdagelse af denne 'heltallige kvantificerede Hall-effekt', og fik da også sin belønning i form af Nobelprisen i fysik, årgang 1985.

BRØKDELE AF LADNING
Men allerede i 1982 udvidede fysikere fra National Magnet Laboratory i Massachusetts forsøgene ved at skrue voldsomt op for magnetfeltets styrke i håb om at finde endnu flere mærkelige fysiske fænomener. Plateauerne i spændingskurven blev afbrudt af endnu mindre spring, men vel at mærke af spring, som var så små, at de ikke længere kunne forklares ud fra én enkel elektrons kvantespring fra et energiniveau til det næste. Springenes størrelse pegede på, at det var en tredjedel af en elektron, eller en femtedel af en elektron der sprang. Forskerne sprang igen af glæde, men ligesom elektronerne kun 1/3 eller 1/5 så højt, fordi der ikke forelå nogen umiddelbar teoretisk forståelse for denne 'fraktionelle kvantificerede Hall-effekt'.

I 1983 fandt Robert Laughlin fra Lawrence Livermore Laboratorierne i Californien en teoretisk forklaring: I stedet for at betragte elektroner og deres ladning enkeltvis, brugte Laughlin hele ladningstætheden af alle elektronerne i den to-dimensionale plade som udgangspunkt. Hvis man derefter antager, at det stærke magnetfelt ikke kun virker som en stærk sidevind, men snarere som en hvirvelstorm, der fyger hen over overfladen og river elektronerne med sig, så åbner der sig en mulighed for at forklare fænomenet: ligesom stærke østenvinde kan danne tornadoer og orkaner, kan magnetfelter danne hvirvler.

Hvis der er færre hvirvler end elektroner, vil elektronerne fordele deres ladning ligeligt på disse, hvorefter spændingsforskellene i forsøgsopstillingen kun viser spring, som svarer til heltallige ladninger. Men hvis antallet af hvirvler overstiger antallet af elektroner, vil elektronernes ladning fordeles brøkvis på disse. Oftest fordeler elektronerne deres ladning på tre hvirvler, men det sker, at enkelte elektronhvirvler indeholder andre brøkdele af elementarladningen, og det er alle disse elektronhvirvler, som kun indeholder brøkdele af elementarladning, Laughlin kaldte 'kvasipartikler'.

FERMIONER OG BOSONER
Eftersom Nobelpriskomitéen havde givet Klaus von Klitzig en pris for sin opdagelse af den heltallige kvantificerede Hall effekt, var det kun et spørgsmål om tid, før teoretikeren Laughlin og de to eksperimenterende fysikere Strömer og Tsui fik deres pris. Der skulle dog lige nogle mere solide eksperimentelle bekræftelser til, før sagen kunne anses som afgjort.

Efter flere års intenst eksperimentelt arbejde, skete det afgørende gennembrud i september sidste år. To forskergrupper, én i Frankrig og en anden i Israel, viste uafhængigt af hinanden, at 'Laughlins idé om kvasipartikler er den eneste mulige forklaring for de observerede resultater'. De to tests viste, at 1/3 af elementarladningen er den mest stabile af alle brøkerne, men at man 'i princippet vil kunne finde et uendeligt antal af brøkdelte kvantificerede Hall-tilstande'.

Denne eksperimentelle opdagelse af den brøkdelte kvantificerede Hall-effekt kan ifølge Laughlins teori fortolkes som opdagelsen af en helt ny og komprimérbar kvantevæske. Egentlig tilhører elektroner klassen af partikler, som kaldes fermioner, der i principet er ukomprimérbare. Men når elektronerne kombinerer sig med tre af disse hvirvler, som også kaldes 'flux-kvanter', danner de en slags sammensat partikel, som fungerer som en boson, og som derfor godt kan komprimeres.

Nobelpriskomitéens vurdering af forskernes arbejde er, at den har 'ført til endnu et gennembrud i vores forståelse af kvantefysikken, og til udviklingen af nye teoretiske koncepter inden for mange forskellige grene af den moderne fysik'. Hvad opdagelsen i sidte ende vil føre til i form af praktiske konsekvenser, er der ingen der ved. Ifølge ét af jurymedlemmerne 'vil vi måske vide mere om 50 år'.

Kambrisk eksplosion afblæst?

Nye fund antyder, at flercellet liv har eksisteret dobbelt så længe som tidligere antaget.


Af Robin Engelhardt

Fossiler fundet af palæontologiske forskere i Indien viser, at små ormelignende dyr, nedgravet under havbunden, antageligvis har eksisteret i over én milliard år.

Ét af de mere indirekte beviser, man benytter i palæontologiens udforskning af fortidige dyr og planter, er den Sherlock Holmes'ke sporsikring: Fodspor og andre kropsaftryk aflejret i sedimenter eller andre forsteninger kan være et næsten lige så godt bevis på et dyrs tidligere eksistens, som hvis man havde fundet det rigtigte fossil. Ved hjælp af disse såkaldte sporfossiler har nogle forskere i det seneste nummer af tidsskriftet Science kunnet stille spørgsmålstegn ved forestillingen om, at flercellet liv først er opstået i forbindelse med den kambriske eksplosion for cirka 540 millioner år siden.

Deres fund kan fortælle, at dyrerigets begyndelse tværtimod allerede startede i det små for cirka 1,1 milliard år siden. Science offentliggjorde allerede i februar en artikel, hvori en gruppe forskere viste, at nogle fossilfund fra den sydkinesiske provins Guizhou var omkring 580 millioner år gamle, dvs. 40 millioner år ældre end den hidtil antagne grænse for de ældste flercellede organismer. Men nu er grænsen blevet skubbet dobbelt så langt tilbage.

Evolutionens Big Bang
Sporfossilerne, som altså ikke er forsteninger, men aftryk i forsteninger, blev fundet i det centrale Indien. Der er tale om ormelignende gange på omkring en halv centimeters bredde, der er blevet bevaret i gamle sedimentaflejringer nær landsbyen Chorhat, fra en tid, hvor det meste af området stadig var dækket af hav. Ormegangene blev fundet af den tyske geolog Adolph Seilacher fra universitetet i Tübingen, og hans medarbejder Pradip K. Bose fra Jadavpur universitetet i Calcutta samt Friedrich Pflüger fra Yale universitetet i USA, hvor Seilacher arbejder som gæsteprofessor.

Den kambriske periode er altid blevet betragtet som et evolutionært big bang , hvor overgangen fra encellet liv til flercellet liv har medført en sand eksplosion af nye dyr og nye arter. Argumentet for den tese har været, at der ikke er blevet fundet nogen fossilrester af flercellede organismer før den tid, men visse molekylære studier har vist, at den genetiske basis for flercellede organismer har eksisteret længe før, og at de manglende fossilfund derfor måske snarere skyldes, at de prækambriske organismer var bløddyr uden hårde kropsdele som for eksempel skaller eller knogler. Derfor ville disse ikke kunne forstenes på samme måde som deres mere hårdføre efterkommere. De nye fund antyder derfor, at dyrenes anatomi ændrede sig meget lidt i den prækambriske overgangsperiode, hvorefter den eksplosive fremkomst af nye dyr og nye arter i den kambriske tid satte et kapløb af darwinistisk evolution i gang, som foregik i et meget hurtigere tempo end tidligere.

Den afgørende evolutionære hændelse i Kambrium for knapt 600 millioner år siden var derfor 'ikke fremkomsten af flercellede organismer, men begyndelsen til organismer med hårde skeletter,' siger Seilacher.

Fup eller fakta?
Som så ofte før mente forskerne først, at det var falsk alarm: At ormesporene var blevet dannet af normale fysiske processer ­ af planters rodnet eller af termitters udgravninger senere hen. Men nærmere undersøgelser viste, at rillerne vitterligt var så gamle som stenen, at mønstrene var for uregelmæssige til at være et resultat af fysiske eller kemiske processer og for store til, at encellede organismer kunne have forårsaget dem. Ydermere varierede de indbyrdes spor i størrelse, hvorimod de enkelte spor bibeholdt deres størrelse i en forbavsende konstant grad. For Seilacher er konklusionen entydig: 'Chorhat-sporene kan kun forklares som et resultat af makroskopiske, ormelignende dyr.' Men kritiske røster har allerede meldt sig med andre forklaringer.

Bruce Runnegar, fra Universitetet i Californien siger, at aflange rørfossiler af multicellulære alger kunne forklare sporene: 'Vi har haft store problemer med at se forskel på sporfossiler og ægte rørfossiler', siger Runnegar ifølge Tidsskriftet New Scientist. Også Guy Narbonne, fra Queen s University i Kingston, Ontario, mener, at de første bevægelige dyr kom efter de ubevægelige dyr, altså langt senere end det tidspunkt, Seilacher angiver i sin artikel.

Tilmed angiver Martin Brasier fra Oxford Universitetet i det nyeste nummer af Tidsskriftet Nature, at man har fundet meget yngre fossiler i et sedimentlag, som ligger lige henover Seilachers. Det antydes dermed, at sporfossilerne end ikke er korrekt dateret.

Men Seilacher lader sig ikke slå ud. Han er en velkendt og berømt palæontolog, som i 1992 fik Crafoordprisen, Nobelprisen infenfor geologi. Selv har han afsløret flere falske sporfossiler, men nu er han sikker på selv at have fundet det afgørende bevis. Tiden må vise, om han har ret.
There was an error in this gadget