Livets gab

Hvis du kan læse denne artikel uden at føle trang til at gabe, er du enten i gang med hård fysisk aktivitet, eller også er du skizofren

Fokus
Af Robin Engelhardt

Hvis man tænker over udtrykket gabende kedeligt , synes det måske nærliggende at associere et gab med kedsomhed og manglende aktivitet. Men hvordan kan det så være, at f.eks. pianister før deres solokoncert gaber meget mere end almindeligt?

Psykologen Ronald Baenninger fra Temple University i Philadelphia mener, at den primære funktion med gaberiet er at forberede hjernen og kroppen på snarlig fysisk aktivitet. Man gaber ikke, fordi der mangler ilt i hjernen ­ det handler snarere om, at vores hjerne skal forberede sig på at 'skifte gear.'

Baenninger fik sine forsøgspersoner til at bære nogle måleapparater, som var sensitive overfor kroppens bevægelser, og hver gang de gabte, skulle de trykke på en knap. Eksperimentet viste, at der efter et fyldigt gab generelt ikke gik mere end 15 minutter før personen var i gang med en eller anden form for fysisk udfoldelse. Ifølge Baenninger forsøger kroppen med et gab blot at bibeholde et passende minimum af psykisk tilstedeværelse, således at den er forberedt på det, der kommer. 'Jeg har for eksempel aldrig set så meget gaberi som før et maraton,' siger han til New Scientist.

LØVENS GAB
'Vi gaber, når der ikke er noget til at stimulere os, og hvor det ville være forkert at miste sin åndelige tilstedeværelse.' Mange pinlige situationer under høflige middagsselskaber er et øjensynligt bevis for det problem.

Primært handler et gab om en ændring af hjernetilstanden. Forskerne har fundet ud af, at i situationer, hvor der er blodmangel i hjernen, gaber man oftere. Også narkomaner, som er på afvænning, gaber ustandseligt. Dog gaber skizofrene mennesker næsten aldrig.

Men det er ikke kun mennesker, som gaber. I zoologiske haver kan man for eksempel se, at både løver og ulve gaber. De gaber typisk en time før deres daglige ration af mad kommer ­ muligvis også fordi det oftest er det tidspunkt på dagen, hvor der er størst fysisk aktivitet. Også mandlige siamesiske kampfisk gaber ­ lige inden de skal til at angribe en rival. Og ifølge marinbiolog Arthur Myrberg fra universitetet i Miami gaber jomfrufisk i pauser mellem aktiviteter såsom at spise og gøre kur.

SMITTEFARE
Forestil dig et gab. Det begynder at spænde omkring kæbemusklerne, og uvægerligt bevæger tænderne sig fra hinanden. Munden åbner sig langsomt for vidt gab og du suger hurtigt en stor portion luft i lungerne for derefter, igen langsomt, og nogle gange med en stønnende lyd, at udånde den igen. Hvis det er et vellykket gab, kan du også høre det suse i ørerne, og måske træder der en smule væske ud af øjnene.

Hvis du befinder sig i selskab med andre personer, er der stor sandsynlighed for, at du har sat en kædereaktion i gang.

'Måske spiller et gab en rolle for synkroniseringen af en gruppes aktivitet,' siger psykologen Robert Provine fra Maryland universitetet i Baltimore Country, USA. En domino-agtig kaskade af gab i en gruppe af mennesker kan signalere, at der skal til at ske noget, og at man derfor skal holde sig vågen. Det synes specielt vigtigt hos primater, som typisk går på jagt sammen ­ en aktivitet som ville være farlig for den enkelte.

Men hvorfor vi gaber før vi skal i sove er stadig et mysterium, siger Beanninger. Måske skyldes det, at kroppen trods alt gør modstand mod at lægge sig til at sove ved at holde lidt gang i musklerne. Men ultimativt må den give op. Træthed er stærkere end trangen til at gabe.

Kosmisk forvirring

Nye målinger fra de fjerneste kroge i universet modsiger hinanden, og astronomer gætter sig stadig mere frem end de burde


Af Robin Engelhardt

Der foregår mærkelige ting blandt astronomer for tiden. Den ene dag hører vi om målinger, der siger, at universets udvidelseshastighed bliver langsommere efterhånden som tiden går, og den anden dag hører vi om andre målinger, som tværtimod fortæller, at universet udvider sig hurtigere og hurtigere.

Forvirringen bliver endnu større, når vi får at vide, at den ene teori bliver fejret som den rigtige til store symposier med førende astronomer, mens den anden får prisen som den mest opsigtsvækkende videnskabelige nyhed i året 1998. Modsigelsen synes ikke at påvirke nogen synderligt ­ sandsynligvis fordi man i ekspertkredse ved, at de fleste teorier om universets evighed eller begrænsethed er ren spekulation, og at man derfor lige så godt kan fejre alle nye opdagelser, selv om de ikke hænger sammen indbyrdes.

KOSMISK KOLLAPS
Forskere fra Carnegie Mellon Universitetet brugte det såkaldte Viper teleskop på Antarktis til at måle særdeles fjerne gasskyer, og derved lave nogle meget detaljerede målinger af den kosmiske baggrundsstråling.

Resultaterne bekræftede, at universet vil fortsætte med at udvide sig, dog i et efterhånden langsommere tempo. Den 18. december blev resultaterne offentliggjort til et symposium i relativistisk astrofysik i Paris, og konklusionen blev, at 'disse eksperimenter viser, at universet fik det helt rigtige spark i dets begyndelse ved Big Bang til at udvide sig for altid, uden nogensinde at kollapse, men også uden nogensinde at blive så fortyndet, så gravitationen kan blive ignoreret.' Lederen af Viper projektet på Antarktis, Jeffrey Peterson, mener, at 'denne delikate balance er svær at forstå, undtagen hvis inflationsteorien om universet, eller noget der ligner, er korrekt.'

KOSMISK EKSPLOSION
Ligeledes den 18. december, ja faktisk i den efterfølgende pressemeddelse hos National Science Foundation, hører vi om et forskningsprojekt i Berkeley, Californien, som samme dag er blevet kåret til årets største videnskabelige opdagelse af fagbladet Science.

Astronomerne fra Berkeley kom til den modsatte konklusion som forskerne på Antarktis. De havde opdaget en supernova, som eksploderede for næsten 10 milliarder år siden ­ den er dermed den ældste og mest fjerne supernova man kender. Men undersøgelserne viste, at selv om supernovaens alder er cirka 10 milliarder år, så er dens afstand til os 18 milliarder lysår.

Forskellen på de to tal kan kun forklares ved, at universet udvider sig, ligesom en ballon, der pustes op, og dermed automatisk fjerner alle objekter fra hinanden (universets alder er ifølge kosmologerne kun 15 milliarder år). Forskernes konklusion var, at hastigheden, hvormed denne udvidelse sker, vokser. Ved en ekstraordinær workshop ved Fermilab i USA, enedes de tilstedeværende astronomer om, at dette så sandelig måtte være rigtigt.

FRIT VALG
Så står vi almindelige mennesker tilbage med håret blæsende i den kosmiske vind: Hvem har ret, og hvem har uret? De forskellige pressemeddelser og nyhedsartikler står side om side i medierne, men synes hermetisk lukkede overfor hinanden. De påpeger ikke, at der er en modstrid, og at denne modstrid burde løses. I stedet forekommer det som om man blot kan vælge sin egen hus-astronom alt efter forgodtbefindende, ligesom man vælger shampoo på hylderne i supermarkedet.

Ifølge Vincent Icke, professor i kosmologi ved Leidens Universitet og Universitetet i Amsterdam, er 'den teoretiske debat om universets natur yderst spekulativ.' Han tror, at påstanden om, at universet udvider sig med voksende hastighed, er en overilet antagelse.

'Målingerne er alle indenfor den usikkerhedsmargen, som siger, at universet udvider sig i det normale aftagende tempo, eller endda at hastigheden er konstant.' Han fortsætter: 'Du må huske på, at vi ikke har særlig sikre tal for målinger af afstande i universet. Nogle af vores beregninger kan være forkerte helt op til 50 procent. Generelt burde man være meget skeptisk overfor kosmologiske antagelser', siger Icke.

KOSMOLOGISK KONSTANT
Dog synes det generelt vedtaget, at Big Bang modellen er det bedste vi har. Men da Big Bang kun er halvdelen af historien, er der stor uenighed om resten.

For eksempel er den nu til dags populære inflationsmodel i stand til præcist at forudsige, at forholdet mellem universets totale energitæthed og den såkaldte kritiske tæthed skal være én til én. De nye data fra Antarktis siger, at det vitterlig er tilfældet, mens dataene fra Berkeley fortæller, at det ikke er tilfældet. Altså må der ifølge Berkeley-forskerne eksistere noget ekstra energi et eller andet sted, måske i det kosmiske vakuum.

Spørgsmålet er så, hvad denne mystiske energi er for noget. Hvis den, som mange tror, opstår i vakuumet som en konstant dannelse og ødelæggelse af partikler og anti-partikler, så vil den beregnede massetæthed i universet være en hel anden.

Einstein antog, at denne energi i vakuumet, eller som han kaldte det frastødningskraft , fandtes, og antog yderligere, at den ikke ville ændre sig med tiden. Han kaldte den for den 'kosmologiske konstant', hvad han senere hen fortrød bitterligt, og kaldte for sin 'største fejltagelse' i hele sin videnskabelige karriere.

Men det korte og det lange er, at ingen ved, hvor stor den kosmologiske konstant er, hvis den overhovedet eksisterer.

IDIOTISKE TEORIER
Der er andre rivaliserende teorier, som f.eks. quintessence-teorien , formuleret af astrofysikeren Paul Steinhardt fra Universitetet i Pennsylvania. Han forsøger at forklare den manglende energi ud fra nogle, ikke konstante, men tidsafhængige frastødningskræfter.

En anden og mere rabiat teori stammer fra kosmologen Ernest Sternglass fra Universitetet i Pittsburgh. Han går imod al god latin ved at postulere, at al materie i universet består af nogle meget hurtigt roterende elektroner og positroner. Sternglass mener, at den manglende energi, som modsætter sig universets kollaps, derfor kan forklares ud fra, at universet roterer som helhed i en væskelignende æter.

Kosmologien i dag 'er allerede fuldstændig proppet med idiotiske teorier; den tiltrækker vanvittige mennesker ligesom sirup tiltrækker fluer,' siger Vincent Icke i et forsøg på at holde sig på den efterhånden smalle sti af sikker viden.

'Problemet med den videnskabelige forskning nu om dage er, at man er tvunget til ustandseligt at offentliggøre halvfærdige resultater, hvilket per definition fører til middelmådige publikationer.' Hvilket af de senest offentliggjorte resultater der er middelmådig eller det, der er værre, vides endnu ikke. Men én ting synes sikkert: Der er mere mellem himmel og jord, end alle kosmologer nogen sinde vil drømme om.

Op med hovedet

Nyudkommet manual om den blå Viagra er en sand frelse for alle dem, som pludselig er blevet impotente

Boganm: Othniel J. Seiden: Viagra. 127 s. 129 kr. Atelier
Af Robin Engelhardt

Det herrens år 1998 er året, hvor der pludselig er dukket et tidligere ukendt mindretal op. Et mindretal, som øjensynligt er så stort, at det ville overvinde spærregrænsen trefoldigt, havde det stillet op til valg. Vi har aldrig hørt om dem før, de impotente, men nu er de her ­ over det hele.

Over 350.000 danske mænd er impotente, siges det nu om dage. En statistik, som må ryste mange. Ifølge en ny bog om Viagra egner medicinen 'sig bedst til at råde bod på denne situation,' og hvor er det heldigt, at den helbredende pille er kommet præcis, når behovet opstår.

'Vores sexualliv er beregnet til at skulle vare hele livet,' står der i starten af bogen, eller rettere manualen Viagra. Den er skrevet af Othniel J. Seiden, amerikansk læge med over 35 års praksis på området. En mand, som bestemt ikke kan beskyldes for at få nogle gode penge af medicinalfirmaet Pfizer for at supplere de impotentielle købere med en stå- og salgsikker manual. Sådan bagtaler man ikke erfarne læger, som blot skriver en objektiv bog om et aktuelt emne.

AFHJÆLP DYSFUNKTION
Nu er problemet med ovennævnte citat, at de fleste har lært i skolen, at vores sexualliv primært er beregnet til at få børn. Når man ikke kan få dem længere, er sex måske en skøn form for samvær og motion, men ikke beregnet til at skulle vare livet ud. Men det er sikkert vores, dvs. læserens fejl. Hvis aktiv sex absolut skal vare livet ud, så må vi vel bøje os for denne bogens sidste sandhed. Eller rettere sagt: Vi skal rejse os for sandheden.

En konsekvens er, at alle, der vitterlig måtte have tabt meget af sexlysten, må være unormale. Ja, disse tidligere normale mennesker vil pludselig ikke blot ikke have lyst, de vil have en skavank; vi må anse dem som syge og krumtappede, mindreværdige og som undermålere. Ethvert menneske 'bør være sexuelt aktiv resten af (sit) liv,' står der i bogen. Og hvis du ikke er det, må du gøre noget ved det. Det er åbenlyst.

'Viagra kan udgøre forskellen mellem frustration og en lykkelig fremtid,' og 'hvis du ikke gør som alle andre, burde du prøve det.' For det, der hindrer dig, er ikke ulyst. Det er angsten for ikke at slå til. Og 'her er Viagra løsningen,' for 'Viagra er en velsignelse for millioner af mænd og par.' Når statistikkerne viser, at 2-3 procent af alle amerikanske mænd under 35 år er impotente, 10 procent af alle mænd over 55 år, og helt op til 50 procent af alle mænd over 75 år, så kan det altså umuligt skyldes den tidligere nævnte gammeldags forestilling om, at det er naturligt. Tværtimod! Det er en 'dysfunktion', som bliver kaldt impotens, ligesom det er en dysfunktion at tabe håret ­ eller at få rynker. Det er ikke ironisk ment. Enhver mand over 31 er en dysfunktion i sig selv.

GOD SEXUALOPLYSNING
Her er det så, den moderne lægevidenskab kan hjælpe. Piller i stride strømme kan få selv det mest sløve skvat til at leve et liv som Bateman.

Man må dog indtage den lystne pille med måde. Ikke ligesom manden, der på grund af et uhæmmet forbrug havde haft stådreng i over 36 timer, og til sidst måtte opereres for det. Heller ikke mennesker med hjerteproblemer, eller folk som indtager nitrat, eller mennesker hvis pik er alt for krum, eller folk som lider leukæmi må benytte Viagra.

Den lille blå manual gennemgår alle de små selvfølgeligheder, en genert mand måtte have lyst til at læse om ­ i forbindelse med sit køb af Viagra, må det tilføjes. Manualen passer endda i jakkelommen for den, som skal på fisketur. Hvis det ikke var for den evindelige reference til Viagra, ville bogen også kunne bruges til sexualoplysning i folkeskolen. Vi får at vide hvad bryster er, hvad samleje er, præstationsangst, menstruation, menopause, masturbation, lubrikation og så videre. Masser af interviews fortæller, hvor meget Viagra har hjulpet patienterne med en lystfyldt alderdom. Også kvinder, viser det sig, har nydt godt af Viagra, selvom forfatteren i overensstemmelse med Pfizers varedeklaration råder dem til afståelse, fordi Viagra endnu ikke er helt gennemtestet for kvinder.

Når bogen fortæller om forskellige samlejestillinger, refereres der til gamle indiske og arabiske tekster ­ ikke noget med almindelige pornoblade fra kiosken. Nej, civiliseret skal det gå til. Sex er ingen spøg.

Desværre er der ingen billeder. Og det er synd, fordi bogen med sin bekymring over impotensen så effektivt overvinder et af de sidste tabuer i offentligheden. Hvorfor så ikke vise det glade budskab! Man skal stå ved sine mange ord! Det handler ikke om instrumentalisering af sex ved hjælp af kemi. Det handler om at hjælpe instrumentet til god sex. Og det er noget helt andet. God jul.

Kaos og andet godt

Ny bog om kaosforskning er en velassorteret kurv af alverdens kaotiske fænomener indenfor fysik, biologi og medicin

Den højt anvendelige, særdeles omfattende og engang meget populære videnskabsgren ved navn kaosforskning har nu fået en dansk bog på markedet: Kaos og ikke-elefanter hedder den, og er skrevet af lægen og fysikeren Morten Colding-Jørgensen, der er ansat ved Novo Nordisk.

Bogens ikke videre poetiske titel opvejes i høj grad af dens omfattende og velskrevne indhold. Elefanterne, dem der refereres til i titlen, skal egentlig oversættes med ordet ‘lineært’ eller ‘linearitet’, for det specielle kendetegn ved al udforskning af fænomener som kaos, turbulens, kompleksitet og fraktaler er deres ‘ikke-lineære’ egenskaber; det vil sige det komplicerede sammenspil mellem de mikroskopiske tilstande, som på et makroskopisk niveau er i stand til at frembringe en meget større rigdom af strukturer, end det er muligt med den rent lineære vekselvirkning.

Elefanter og alt andet
I århundreder har naturvidenskaben koncentreret sin beskrivelse omkring de lineære modeller af naturen, hvorved en meget entydig kausalbeskrivelse af, hvordan tingene bevæger sig i naturen, har domineret videnskabens forestilling om verdens struktur. Men ved hjælp af kaosforskningen og den ikke-lineære dynamik, stærkt hjulpet af computernes regnekraft, har det vist sig, at der ikke kun er blevet udeladt meget i naturbeskrivelsen, men næsten alt - altså bortset fra de lineære elefanter.

Ordet ikke-elefanter er derfor et forsøg på at gøre det tydeligt, hvor lidt elefanter betyder i det store kosmiske billede, og hvor meget kaosforskningen og ikke-linearitet egentlig er i stand til at beskrive. Forfatteren Colding-Jørgensen sætter da også en stor dyd i at komme rundt i alle krogene af kaosforskningen, og det på trods af bogens ‘populære’ tilsnit.

Fra en rimelig kvalitativ beskrivelse af fraktaler og mønsterdannelser går teksten videre til at definere kaos (dvs. det forskerne foretrækker at kalde deterministisk kaos, for at kunne skelne det fra ren og skær tilfældighed), Feigenbaumdiagrammer, sommefugleeffekten, katastrofeteori, selvorganisering, kritikalitet, populationsbiologi, evolutionsmodeller og så videre; altid med en rig mængde af biologiske og fysiske eksempler, som letter forståelsen betydeligt.

Også de medicinske aspekter af kaos er flot beskrevet. Hormonale balancer, nerveimpulser, stress, neurale net, alt sammen vigtige aspekter af den ikke-lineære virkelighed, bliver gennemgået på en meget pædagogisk vis. På den måde giver Colding-Jørgensens bog en meget grundig og udtømmende beskrivelse af, hvad kaos kan bruges til, og det er meget. Naturen består vitterlig af meget mere end elefanter.

Detaljen savnes
Fremstillingen er på trods af sin relativt beskrivende form, det vil sige uden væsentlig brug af matematiske ligninger, og med små reflekterende eller historiske sidebemærkninger, særdeles stram. Læseren vil blive konfronteret med en ny idé på bogstavelig talt hver eneste side. Fremstillingen vil altid være sober, og man kan mærke, at Colding-Jørgensen har forsøgt at lade mængden gå forud for den lette fortælling og det lækre design.

Og det er så her, især på det sidste punkt, de største mangler ligger. Godt nok er bogen fyldt med billeder, men det er primært grafer og figurer, og layoutet er kedeligt. Når der er billeder, så er de altid sort-hvide, selv ved de lækreste fraktalstrukturer og attraktorbassiner. Stikordsregistret er mangelfuldt og derfor mere eller mindre nyttesløst; litteraturlisten ligeså, og en omfattende gloseliste ville have gjort underværker.

Hvis man vil skrive en grundig og samtidig populær bog om noget ellers vanskeligt tilgængeligt stof, så burde sådanne småting være i orden. For så kunne man altid sjusse sig frem til de mest interessante steder, eller man kunne slå hurtigt op bagerst i bogen, for at finde det man leder efter, eller man kunne blot ‘gå på vandring’. Det er desværre ikke rigtig muligt, og det er ærgerligt.

Men hvad indholdet angår, er Colding-Jørgensens bog noget af det bedste og grundigste, der findes på den populærvidenskabelige hylde. Alle spirende studenter og nysgerrige mennesker, som er fascineret af kaos, selvorganisering og fraktaler, og som tør give sig i kast med emnet, vil lære en masse og blive for evigt berørt af de uudtømmelige skatte, kaosforskningens mange discipliner fortsætter med at bringe frem i lyset.

*Morten Colding-Jørgensen: Kaos og ikke-elefanter - et indblik i kaosforskningens hemmeligheder. 250 s. illustreret. 340 kr. Fremad

Først var der forbudet

Definitionen af os selv som en kultur er, ifølge Lars Henrik Schmidt, vores mulighed for at sige fra over for ting og teknikker, vi kan bruge, men ikke behøver at bruge

Af Robin Engelhardt og Ida Damgaard Andersen

Man skal ikke gøre alt det, man kan gøre, spørgsmålet er, om man vil gøre det, man kan gøre. Det gælder både de teknologier, man er i stand til at bruge i dag, som f. eks. fosterdiagnostik, og de teknologier, vi i fremtiden vil kunne anvende på os selv og på vores børn.

Det siger Lars Henrik Schmidt, som er medlem af Etisk Råd og direktør for Danmarks Pædagogiske Institut. Han mener, at det afgørende ved at diskutere disse problemstillinger, er formuleringen af, hvad han kalder ærkeafståelser. Ærkeafståelser er de grænser, man laver inden for et kulturelt fællesskab.

'Det afgørende ved at diskutere sådan noget som ærkeafståelser er grænsediskussionen. De grænser, man laver indenfor et kulturelt fællesskab, er kulturelle; dvs. andre kulturer kunne sætte andre grænser. Det er en simple pointe. Hvis vi bliver en kultur, som ikke afstår fra noget bestemt, så er vi ikke længere en kultur. Det kan godt være at vi er et samfund, men vi er ikke en kultur.'

Lars Henrik Schmidt peger på, at der i alle kulturer vil være noget, man afstår fra. For eksempel er spiseforbudet i den jødiske lære et forsøg på at sige, at der er noget, man ikke kan.

'I skabelsesberetningen er der noget, vi ikke må. Vi må ikke spise af kundskabens træ. Hvad kom først; det var forbudet, og det var en markering af en kulturel fødsel, fordi en kultur kun kan være en kultur for så vidt den ikke er almen. Et menneske er et menneske, fordi det ikke er et dyr.'

URFORBUD
Helt centralt i Lars Henrik Schmidts argumentation er begrebet om ærkeafståelser, eller urforbud.

'Med de nye teknologier som f.eks. fosterdiagnostisering og den nye inseminationsteknologi støder vi imod grænsen af incestforbuddet, og vi støder imod mordafståelsen, når man når til fosterdrab og medlidenhedsdrab.'

'Som kultur har vi besluttet os, at det sociale liv først begynder efter den 12. uge. Derfor er det ikke et mord, at slå et foster ihjel før den 12. uge. Men det er social konvention, og andre kulturer vil gøre det anderledes. I vores tidspunkt af historien har vi lavet en distinktion mellem aflivning og mord, sådan at man betragter en cellevækst i en kvindes krop frem til den 12. uge på linie med f.eks. en forkølelse, eller på linie med en smitsom sygdom, altså en ukontrolleret cellevækst, som du ikke behøver at drage omsorg for før efter 12. uge,' siger han.

EUGENISK TANKEGANG
'De nazistiske eugenikere mente jo, at man først skulle beslutte sig for at et barn var født, tre uger efter at det var født. Og det var jo en rimelig snild teknik, fordi så havde det vist sig, hvad der ville være af skavanker og den slags ting. Det eneste, der i dag er sket i forhold til denne eugeniske tankegang, er, at vi er rykket langt tætte på, dvs. vi kan afgøre om et barn skal være et født barn allerede tre måneder før den biologiske fødsel, istedet for at vente tre måneder efter den biologiske fødsel. Det er en teknologisk forskel, ikke en mental forskel.'

En anden mulig afståelse er ifølge Lars Henrik Schmidt fosterdiagnostikken.

'Det at opdage noget negativt med en diagnosticering har kun én konsekvens i Danmark i dag, og det er en abort. Man får kun foretaget disse diagnosticeringer med henvisning til, at hvis der er noget galt, så kan der bevilliges en abort. Vi kan jo ikke behandle på et foster.' Et yderligere problem er den store risiko, der ligger i at få foretaget en fostervandsprøve. Prøven indebærer en risiko på én procent for, at et ellers rask foster går tabt.

'De fleste læger tænker, at det er en meget lille risiko, men jeg mener, at enhver kvinde, der får taget en fostervandsprøve i dag, tager en stor chance. Det er der ikke ret mange, der fortæller hende. Hun tror måske ligefrem at det er noget man skal. Det er det naturligvis ikke, det er et tilbud.'

'Risikoen svarer til, at man sender 300 mennesker under Storebælt, og der kommer kun 297 op igen. Hvis man siger det til almindelige mennesker så synes de, at det er en ret stor chance at tage.'

EUGENIK OG ÆSTETIK
Han mener netop, at kulturen hviler i den form for afståelser, så muligheden for at sige nej er til stede.
  ­ 
Men når mange mennesker gerne vil ændre alt muligt på deres barn, kan det så ikke tænkes, at resultatet er en skævvridning af konkrete evolutionære udviklinger, som f.eks. ufrugtbarhed. Når videnskaben ikke er perfekt, så kan det vel ske, at de frie valg, vi træffer, er de forkerte, måske fatale ting ?
'Jo, men der vil jeg holde fast i, at der ikke findes et samfund, som ikke er eugenetisk. Den traditionelle form for eugenik er æstetik. Det handler altid om at vælge med omhu; at vælge hvem man vil give sine gener til, vælge sit barn, osv. Æstetikken ligger forud for konceptionen. Valget i donorregistret ligger forud for konceptionen. Men nu er vi parate til at tage chancen i den betydning, at vælge vores barn, f.eks. at vi vil have blå øjne, og hvis lægen så kommer og siger, at nej, dette foster har ikke blå øjne, så siger vi: åh, jamen så var det ikke et barn alligevel, så var det en forkølelse. '

'Man skal ikke gøre alt hvad man kan gøre, spørgsmålet er, om man vil gøre det man kan gøre. Vi ser hele tiden en situation, hvor villen suspenderes i mellem kunne og skullen. Vi kan tilbyde dig det her, og så tænker patienten, at han må gøre det. Men hvor er overgangen fra denne kunnen til skullen. Hvor er villen? Min pointe er ikke til at opfordre folk til at sige nej. Min pointe er blot at gøre opmærksom på, at der ikke er nogen automatisk overgang fra kunne til skullen. Mellem kunne og skullen, der liger villen, og det der er problemet er, at den automatiseres, og det gør den i teknologien.'

KAN, VIL, SKAL ?
'Den villen, jeg snakker om, er ikke nødvendvis bundet til individet. For mig er villen også bundet til, hvad samfundet bestemmer, der må villes. Det er også en villen, ikke en teknologisk, men en beslutningsvillen.'
   ­ 
Men er det ikke en skullen for det individuelle synspunkt?
'Nej, det er ikke en skullen, som kan blive automatisk. Det er den store forskel. I den moderne medicin bliver overgangen fra kunnen til skullen automatisk, og det er det, der hedder teknologi.' 'Det er imidlertid ikke det samme som en demokratisk process, hvor en bestemt villen kan sætte sig igennem. Selvfølgelig vil den samfundsmæssige villen kunne være en modpol til den individuelle villen. Det er det moderne demokratiske problem, og det skal man ikke løse teknologisk, men politisk. Men problemet er der. Det er derfor, at den store modsætning indenfor det politiske ikke længere går imellem det offentlige og det private, men det går imellem den statslige frihed og den individuelle frihed,' siger han.

POLITISK ETIK
I takt med at humangenetikken har frembragt alle de nye teknikker, er antallet af etikere , af etiske råd, etiske filosoffer og debatører steget enormt. Men fra et kynisk perspektiv fungerer de snarere kun som en hob eftersnakkere til en udvikling, de ingen indflydelse har på. Er al den snak om etik med etikere ikke blot en slags lynafledning for en skræmt befolkning; en gallionsfigur for et skib, som er sejlet forlængst?
'Jeg kan godt forstå, at det spørgsmål må rejses, men jeg mener ikke helt, at det er tilfældet. For mig har det ikke været nogen simpel beslutning om, hvorvidt jeg skulle være medlem at Etisk Råd eller ej. Det er meget lettere at være etiker uden for Det etiske Råd.'

'Men jeg synes ikke, I har ret. Det biomedicinske er ikke grunden til, at der snakkes så meget om etik. Grunden er de sociale strukturer, nemlig at vi skal omgås folk på måder, som ikke på forhånd er afgjorte. Genkomsten af etikken handler om, at du skal omgås mennesker, som du ikke ved, hvordan vil reagere.'

'De eksisterende dilemmaer er et udtryk for, at der ikke findes overordnede principper, at der ikke findes almen kultur. Så den etik, vi har med at gøre i Det etiske Råd, er en politisk etik, som handler om, hvad man i en bestemt kultur kan blive ­ og nu er jeg præcis ­ ikke uenig om. Det etiske felt handler om, hvad man ikke er uenig om, og det forsøger vi at ramme.'

'For mig at se, handler etikken ikke om at dulme en skræmt befolkning. For mig handler det om at komme ind imellem kunnen og skullen. Det kan være vanskeligt for den enkelte borger at gøre det ene eller det andet, og derfor er det rart nok, at der findes nogen, som giver udtryk for deres meninger. Jeg har det fint med, at vi er uenige i det etiske råd. Vi repræsentere jo ikke befolkningen. Jeg repræsenterer ikke nogen som helst. Jeg gør bare et synspunkt gældende, og om det synspunkt nu også gør sig gældende i bredere forstand, er en afgørelse befolkningen er herre over,' siger Lars Henrik Schmidt, DPI.

Hiv-medicin giver svære bivirkninger

Den i dag tilgængelige hiv-medicin har vist sig at være mere problematisk end tidligere antaget ­ især hvad angår bivirkningerne


Af Robin Engelhardt

Indtil for kun tre år siden blev en hiv-infektion anset som det størst mulige mareridt, man kunne komme ud for. At blive smittet ville uundgåeligt medføre en lang og pinefuld dødskamp, uden håb om helbredelse. Den eneste hjælp, der kunne tilbydes, var at lindre de sekundære sygdomme, som en hiv-smitte afstedkommer, når den langsomt men ubønhørligt svækker immunsystemet.

Men på grund af de seneste års udviklede medicinske terapier, som viste sig at kunne fjerne hiv-virus effektivt fra blodet, er der fornyet håb om, at der en dag vil være en helbredende kur mod sygdommen.

Reaktionen var en stor lettelse: Den værste frygt begyndte langsomt at svinde hen, de offentlige tilskud til aids-forskningen ligeså, og det ser så småt ud til, at aids er ved at blive en kronisk sygdom og en gårsdagens nyhed.

Kigger man nærmere på de videnskabelige resultater, tegner der sig et andet billede. Mystiske bivirkninger og en tiltagende konsensus om, at hiv-virus alligevel ikke kan fjernes helt fra kroppen, skræmmer forskerne og fortrænges af offentligheden.

AKTIVT VIRUS
Den nye behandlingsmetode, der oprindelig gav anledning til de store forhåbninger, går under navnet HAART (højaktiv antiretroviral terapi). Da hiv-virus er et såkaldt hypermuterende retrovirus, som laver mere end ti milliarder kopier af sig selv om dagen, og derfor er i stand til at tilpasse sig selv de mest fjendtlige kemiske omgivelser, skal kombinationsbehandlingen være af en sådan beskaffenhed, at den kombinerer sine angreb på hiv-virusets reproduktionsapparat i en kraftig trippel-offensiv; ville man nøjes med kun et enkelt præparat, ville virus uundgåeligt udvikle resistens, og det i løbet af blot nogle få uger.

Derfor er en kombinationsterapi af tre eller flere stoffer den bedste, hvis ikke eneste vej at gå med nutidens terapeutiske teknikker. For hvis et af medikamenterne pludselig taber evnen til at blokerer viruset, vil de andre stadig være i stand til at gøre arbejdet, idet sandsynligheden for, at hiv-virus kan blive resistent overfor alle tre stoffer samtidig, er ekstremt lille.

EN TIKKENDE BOMBE
Disse antiretrovirale stoffer, der her er tale om, kaldes for reverse transcriptase-hæmmere, såsom Retrovir (AZT) og Epivir (3TC), og protease-hæmmere, såsom Crixivan og Saquinavir. Fælles for dem alle er, at de angriber hiv-virusets formeringscyklus på forskellige punkter, og det rimeligt succesfuldt. Selv om dette i sig selv er en rigtig god ting, indeholder det allerede sin egen begrænsning: kun de inficerede celler, der er aktive, kan rammes. Alle de andre inaktive, men inficerede celler, går ramt forbi, fordi hiv-virus i disse celler også er inaktivt. Sådanne inaktive celler findes der mange af i kroppen; primært i lymfeknuderne, i hjernen, testiklerne og i maven.

Derfor vil disse celler altid være tikkende bomber for kroppen, og man kan kun være sikker på ikke at udvikle aids senere hen ved for evigt at sluge den giftige cocktail af kombinations-præparater, og det 20-30 gange om dagen.

BIVIRKNINGER
Det ubærlige ved en sådan situation er blevet fremhævet mange gange, men først nu er den ved at blive erkendt af en bredere offentlighed. Ikke kun skal man være en omvandrende pillemaskine med stopur og brækbalje; man skal også være rig, man skal være veluddannet, og man skal leve med nogle alvorlige bivirkninger.

Især det sidste punkt, bivirkningerne, døjer forskerne i de store medicinallaboratorier med, for hvis bivirkningerne viser sig at være næsten lige så slemme, som hiv selv, så forsvinder medicinen lige så stille fra hylderne, indtjeningen udebliver, og håbet om en mulig helbredelse ad denne vej går i sig selv. Selvom kombinationsbehandlingen har reduceret antallet af dødsofre dramatisk i vores del af verden, og selvom ingen kan være i tvivl om fordelene af protease-hæmmere, hvad angår et aktivt hiv-virus, er det efterhånden blevet tydeligt, at bivirkningerne nogle gange er så alvorlige, at terapien må stoppes.

De mere almindelige bivirkninger er kvalme, diarré, udslæt, hovedpine, leverbetændelse, nyresten, svimmelhed, svaghed, etc. ­ alle sammen nogle trods alt tålelige bivirkninger, når det nu gælder liv og død. Man kan supplere kombinationsterapien med piller mod bivirkningerne.

MERE ALVORLIGE FØLGER
Men der er også nogle mere alvorlige følger: Kroppen begynder at producere fedt-klumper de mest bizarre steder, efterfulgt at et højt niveau af triglycerider og kolesterol, som øger risikoen for hjerteproblemer. AZT, som er det først stof der blev brugt, forårsager ødelæggelse af knoglemarv, blodmangel og endda tab af visse blodceller.

Hvis man skal indtage den hårde cocktail af medikamenter resten af livet, må man overveje nøje, hvorvidt fordelende opvejer ulemperne. For at citere Brian Gazzard, som er klinisk overlæge i John Hunter Clinic i London: 'Hvis en ti-årig behandling giver alle patienter hjerteslag, så ville det være en katastrofe.' Da det i gennemsnit også varer 8-10 år at udvikle aids, kan det nemlig medføre, at mange patienter vælger at leve med hiv, så godt de kan, og få behandlet de sygdomme der måtte opstå undervejs med den gængse medicin, som ikke har tilnærmelsesvis så mange bivirkninger. Hiv-medicinens fremtid vil være afhængig af, om forskere er i stand til at gøre den mere effektiv samt mindske bivirkningerne, for at den ikke går hen og bliver blot en ny måde at dø på.

Motor ergo sum

Professor Rodney Cotterill har i mange år forsket i hjernens struktur og fremstætter en ny bevidsthedsteori i bogen 'Enchanted Looms'


Af Robin Engelhardt

Descartes er især kendt for sin radikale adskillelse mellem materien (res extensa) og sindet (res cogitas). Med denne adskillelse fik han drevet en effektiv kile i forsøgene på at sammenbringe den objektive naturbeskrivelse med tankens og viljens autonomi. Og den kile er stadig aktiv den dag i dag; mange mennesker værger sig ved forestillingen om, at vores største personlige skat, jeg-følelsen, bevidstheden, ja ­ sjælen, kan udtrykkes som blotte kausalebetingede og naturlige processer. Der må være noget mere, mener de.

Rodney Cotterill, professor i fysik ved Danmarks Tekniske Universitet, har med sin nye bog Enchanted Looms ikke kun fundet vægtige argumenter imod Descartes dualisme, men også givet nogle bud på, hvad følelsen af dette mere , dette såkaldte qualia, måtte være. Ikke dermed sagt at Rodney Cotterill forsøger at genindsætte metafysiske begreber i bevidsthedsforskningen, tværtimod. Men ikke desto mindre forekommer hans konkrete materialisme forfriskende i dens accept af, at bevidsthedsmæssige tilstande skam er noget yderst reelt, forårsaget af kropslige bevægelser og deres vekselvirkning med en omverden.
   ­ 
Din tese i din nye bog går ud fra, at bevidstheden har udviklet sig gennem evolutionen med blandt andet det formål, at kunne forudse konsekvenser af egne handlinger. Hvorfor det?
'Ja, det virker meget troværdigt. Vi er væsner, som evolutionen har bygget op, med sanseindtryk, aktioner, reaktioner osv. Hvad kan der gøres, for at det fortsætter og forbedres?'

'Tag for eksempel en bi. Den finder blomster, kommer hjem igen, angiver retning og afstand, men dermed ikke sagt, at den spekulerer over det. Så det hele er alligevel meget mekanisk, og det er stadig bare en reaktion på noget, der er sket.'

'Så gik det op for mig, at den næste ting, der kunne ske evolutionært, ville formodentlig være en reaktion på noget, som ikke er sket! Altså evnen at forudse.'

'Der ligger nemlig et stort problem i de klare eksperimentelle data fra hjerneforskningen, som siger, at der går op til et halvt sekund fra vores sanser påvirkes af en spontan impuls til den registreres i vores bevidsthed. Bevidstheden om, at en uforudset ting er sket på din krop, er altså altid forsinket. Hvis man ikke er opmærksom på de teoretiske vanskeligheder, det giver, så har man ikke spekuleret ordentligt over problemet.'

'Men hvis man kunne forudse noget, som endnu ikke er sket, så er det halve sekund måske slet ikke så ødelæggende, fordi man alligevel kan være foran noget, som kommer senere. Men forudsigelse kan kun have betydning, når der er en kobling med kroppen, med musklerne.'

BESKED TIL HJERNEN
'Nu er der nogle andre eksperimentelle data, som siger, at det netop er i pattedyr, man for første gang i evolutionen ser, at der går beskeder fra musklerne til hjernen, og ikke kun den anden vej. Det vil sige, at organismen altid er orienteret om, hvad kroppen foretager sig, og jeg tror, at det er derfor, følelser kommer ind. Tag for eksempel kvalme, som ikke længere forekommer så mystisk, når man tænker på, at det blot er en forberedelse til at kaste op. At følelsen er så ubehagelig skyldes, at der er fare på færde.'

'Et stort spørgsmål er, hvorfor det kræver en bevidsthed, for man kan altid komme med et modargument: Sådan noget kan automatiske zombier også gøre. Så siger jeg nej: En del af forudsigelsen er en tilbagemelding fra kroppen, for det er, hvad følelse er. Hvis du siger ok, så giver jeg min automat følelse, så siger jeg, jamen så er det ikke nogen automat, men et menneske.'

Filosoffer har tidligere forklaret, at man jo ikke kunne erkende hjernen, fordi det jo var hjernen selv, der forsøgte at erkende sig selv heri. Forsøger du at opløse denne cirkelslutning, ved at anse krop og sind som to sider af samme sag, således at bevidstheden opstår som en vekselvirkning mellem nervesystemet og hjernen?
'Helt afgjort. Og derfor kan man ikke have en bevidsthed uden en krop. Det vil være fuldstændigt umulig. Hvis der er en, som påviser, at det er muligt, så falder min teori til jorden.'

VEKSELVIRKNING
Du siger et sted, at tænkning er en intern simulation af kroppens vekselvirkning med omverden , og at subjekt-objekt adskillelsen dermed er afsløret som uægte . Men er det ikke for let købt. Hvis jeg for eksempel spiller skak, bevæger jeg mig i et abstrakt rum, hvor jeg simulerer en variants effektivitet, men det har intet med min krop at gøre.
'Det er en meget spidsfindig ting. Men man skal ikke forklejne den omstændighed, at man ikke kan spille skak, når man er to år gammel. Det er noget, man lærer. Når man tænker på bevidstheden, skal man passe på ikke at være for påvirket af al den rigdom af sensoriske indtryk vi har, fordi det hører til vores krop og er bygget op igennem tiden. Ligeledes med skak. Det tager mange år, før man kan spille skak. Og alligevel er skak en rumlig ting.'

'Når vi er spædbørn, lærer vi efterhånden, at brystet ikke tilhører vores krop. Det vil sige, at vi gradvis lærer, hvad der er os, og hvad ikke. Selv det at tænke abstrakt i skakkombinationer forudsætter en rumlig erfaring, som man har lært og lagret i hukommelsen.'

'Matematik for eksempel er så abstrakt, som noget kan blive. Men jeg vil påstå, at der ikke findes en matematiker, som forestiller sig noget småt, når han taler om store tal, og omvendt noget stort, når han taler om små tal. Så selv i matematik indgår rum lige forestillinger.'

'Sproget er selvfølgelig også meget vigtigt i den sammenhæng. Jeg er meget modstander af tanken om, at vi først bliver bevidste, når vi får sprog. Der er for mig at se tåbeligt. Men til gengæld skal man ikke undervurdere, hvor vigtigt det er at snakke med nogen.'


Du snakker om et veto-on-the-fly som en umiddelbar og ubevidst ændring i en beslutning baseret på de muskelsignaler, der når hjernen. Bevidstheden er dermed underlagt tilfældige veto er. Er den frie vilje dermed defineret som en slags spontan mutation i vores aktions- og reaktionsmønstre, som bevidstheden først bagefter pålægger sig ansvaret for?
'Ja, så kan man spørge; hvorfor har vi så bevidsthed? Er det en gratis gave? Jeg mener, at der er noget i denne veto-mekanisme, som kræver, at vi er bevidst. Det kan næsten forekomme som et paradoks, fordi alt allerede er bestemt i det ubevidste.'

'Bevidstheden eksisterer altså, fordi det, der er foretaget af systemet ubevidst, altid skal have et forhold til det, kroppen er ved at gøre. Det betyder, at den måde, hvorpå information bliver suget ind fra omgivelserne, altid skal være suget ind i forhold til, hvad kroppen er ved at foretage sig nu. Og det kræver næsten definitionsmæssigt en bevidsthed.'

TIDEN SPILLER IND
'Der er en afgørende tidsfaktor med i spillet, når man skal definere, hvad den frie vilje er, idet det er forudsigelsesmekanismen, der får os til at tro, at vi har handlet bevidst. Nye og ukendte tanker kan derimod aldrig foretages bevidst. Det er derfor, vi bliver overraskede, når de kommer alligevel. Det gælder forresten også, når vi kildrer os selv. Vi kan ikke få os selv til at grine, netop fordi vi ikke kan overraske os selv med vores fingre.'
   ­ 
Jeg'et spiller jo en central rolle i vores kulturhistorie. I renæssancen fik det sin mest udtrykkelige form gennem Descartes, men allerede Augustin centrerede sin filosofi omkring jeg et , i form af et religiøst og angrende jeg. Men selv om jeg et i dag er befriet fra den religiøse sfære, er der mange filosoffer og hjerneforskere, der ­ som for eksempel Sir John Eccles ­ ser jeg et som et væsen, der styrer hjernen og kroppen oppefra. Hvorfor ligger der en ydmygelse i at antage, at jeg et er en funktion af hjerne- og muskelfunktioner?
'Jeg tror absolut ikke, at der er nogen fri vilje adskilt fra en krop, og der er heller ikke noget adskilt jeg, bortset fra at kroppen er fri til at gøre, hvad den vil.' 'Jeg tror, Eccles følelser stammer fra vores kultur, og især udspringer af vores religiøse bagage, som igen stammer fra en væsentlig forudsigelse, nemlig den at vi er i stand til at forudse vores egen død. Jeg-følelsen stammer fra en bevidsthed om, at man er sikker på at dø på et eller andet tidspunkt. At bilde et ungt menneske ind, at livet kun er til som en forberedelse til et liv efter døden, er det største svindelnummer der findes.'

ASSOCIATIONER
­ Hvis vi skal rette lidt på Descartes, hvad skal vi så sige i stedet for cogito ergo sum , jeg tænker, altså er jeg?
'Måske jeg bevæger mig, derfor er jeg , men man kunne også sige jeg forudser, altså er jeg .'
   ­ 
Psykologer mener stadig, at kognitive processer kan modelleres uden det materielle substrat, hvorimod de naturvidenskabelige hjerneforskere mener, at bevistheden kan forklares ved hjælp af et fysikalistisk og reduktionistisk sprog, der er ude af stand til at artikulere menneskelige erfaringer på behørig vis. Ligger der ikke et problem her? Hvorfor er hjerneforskerne og psykologerne så langt fra hinanden?
'Brugen af kognitive modeller lægger op til, at man kan angribe problematikken på en abstrakt måde, men disse kognitive modeller fungerer kun, fordi de er styret af vores intelligens. De er ikke tilstrækkelig automatiske. På en måde skyder de over målet, og det kan de kun, fordi de er koblet til den menneskelige intelligens.'

'Et godt spørgsmål er: Hvad betyder det at se farven rød, eller hvad betyder det at opleve smerte? Jeg tror, at den kvalitet mennesker tilskriver fænomenet farve, er et resultat af de samlede associationsprocesser, som er tilegnet gennem erfaring, det vil sige gennem vekselvirkningen mellem ens egen krop og omgivelserne.'

'Jeg tror, at teorierne om synssansen vil blive fuldstændig omdannet i de kommende år, for hvis de ikke har et aktivt forhold til muskelbevægelser, så vil de ikke være noget værd.'
   ­ 
I slutningen af din bog diskuterer du meget kort muligheden for kunstig intelligens. Du synes at indtage en position modsat John Searles, manden, som med sit argument om det kinesiske rum nægtede eksistensen af kunstig intelligens på lige fod med menneskelig intelligens, fordi der hos computeren i givet fald mangler en forståelse. Men hvorfor indtager du den modsatte position, for Searle siger jo intet om muligheden for at simulere intelligens?
'Nej, det er rigtigt. Grundlæggende er jeg enig med ham. Men en computer vil ikke kunne forstå uden en krop. Forståelsen ligger i kroppen og i bevægelsen. Man kan sagtens simulere det, og hvis du en dag viser mig en simuleret figur på en computer, som er flov over, at den lugter ud af munden, så begynder du at nærme dig en simulation af et menneske. En simuleret figur på en computer vil altså have en bevidtshed, hvis den også har simuleret krop.'

Den er gal

Den nye teknik til at teste en ko for kogalskab er nem, hurtig og billig, men der er ingen, der bruger den.

Nu er det snart to måneder siden, at en schweizisk slagter fra det alpine kanton Zug med en ny og hurtig testmetode kunne bevise, at en øjensynlig rask ko var smittet med BSE, den såkaldte kogalskab.

Det revolutionerende nye i den opdagelse var, at man nu i princippet var i stand til at opfange inficeret kød længe før de synlige symptomer optræder, og dermed også inden kødet kommer på spisebordet.

Man skulle tro, at denne befriende, men samtidig alarmerende oplysning, havde sat en lavine af lovindgreb og forholdsregler i gang, bl.a. den at forberede installationen af det nye apparatur i alle europæiske slagtehuse.

Men nej. Som forbrugere skal vi stadig vente med at finde ud af, om kødet er sikkert, indtil vi har spist det.

På Interrail med BSE
I stedet blev det i EU’s veterinære Komité besluttet, at forbudet mod eksport af britisk oksekød ophæves i dag. Afstemning om forslaget endte otte mod fem (Danmark stemte for en ophævelse af eksportforbuddet).
Et herligt budskab til det engelske landbrug, kan det synes, men rundt omkring i de europæiske laboratorier og i diverse landbrugsministerier sidder der enkelte forskere med en klump i halsen.

De er ikke så sikre på, at vi har overstået det værste. I Portugal fortsætter kogalskaben med at florere, i Holland fandt man for fjorten dage siden det fjerde tilfælde af BSE i oksekød og i Belgien og Frankrig rapporteres jævnligt om nye tilfælde. Irland har også været meget udsat, men den første juni i år kunne det irske oksekød igen eksporteres til de andre EU-lande.

Nu til dags er man sikker på, at BSE kan smitte mennesker. Den menneskelige form for kogalskab er en ny variant af Creuzfeldt-Jacob Sygdommen, som er tæt beslægtet med BSE.

I alt er der officielt rapporteret om 175.772 tilfælde af BSE og om 30 dødsfald blandt mennesker (29 i England og én i Frankrig).

Skjult smitte
Men de uofficielle tal er der ingen, der kender.

Den uafhængige ekspert i BSE, Roy Anderson fra Oxford University, siger til det videnskabelige tidsskrift New Scientist, at der efter uofficielle estimater stadig er omkring 2-300 mennesker om året i England, som spiser BSE-inficeret kød uden at vide det.

Mange eksperter er bange for, at der finder en skjult epidemi sted, men de tests, der skal til for at afdække den, bliver ikke foretaget.

Man gætter nok ikke helt forkert, når man mener, at årsagen til disse utilladelige forhalinger kan findes i slagteriernes økonomiske prioriteringer.

Men ifølge en artikel i New Scientist forklarer én af forskerne bag den nye teknik, Markus Moser fra firmaet Prionics i Zürich, at “de schweiziske tests kostede omkring 150 kroner per ko.” Størstedelen af prisen gik til udstyr og løn, hvilket betyder, at en storstilet screening på alle køer ville nedbringe omkostningerne betydeligt.

Den videnskabelige rådgiver i BSE-spørgsmål, Tom Pringle fra Sperling Biomedical Foundation i Oregon, USA, mener, at hvis en screening redder menneskeliv, skal den bruges. Alt andet er uacceptabelt.

Men bag den tøvende holdning hos de europæiske regeringer ligger muligvis en endnu større bekymring:
“Der eksisterer en enorm frygt for, at en undersøgelse med de nye teknikker vil blotlægge en meget større smitte, end man nogensinde har kunnet forestillet sig var mulig,” siger Pringle.

Fra skabning til skaber

De etiske problemer i humangenetikken vokser i takt med nye metoders opståen. Skal vi mennesker følge vores humanisme, og hjælpe, hvor der hjælpes kan, eller skal der råbes vagt i gevær


Af Robin Engelhardt

Francis Bacon er berømt for at have sagt, at naturvidenskab og teknik forøger menneskets magt over naturen. Men magten har nu bidt sig selv i halen. Humangenetikken har ikke kun forøget menneskets magt over naturen, men menneskets magt over mennesket. Cirklen er sluttet. Mennesker er nu underkastet mennesker, ligesom de selv er blevet underkastet deres egen teknik.

Præmissen for naturvidenskabens altomfattende succes har været udelukkelsen af mennesket i kampen mod resten . Alt det ikke-menneskelige, naturen og omverden , kunne dermed bedre anskues som et sjælløst og reducérbart dødt stof, tilgængeligt for manipulationer og den objektive analyse. Men pludselig skal al den viden, magt og visdom vi mennesker har samlet i vores stræben efter herskab over naturen afprøves på os selv. På den måde er naturen igen blevet hersker over mennesket, nemlig igennem menneskets natur. Og det huer ikke mange.

Bioteknologien udvikler sig for tiden så hurtigt, at der aldrig går en uge, uden at aviserne bringer nye historier, om hvad vi kan gøre ved hinandens og vores børns gener. Lægerne skubber ustandselig til grænsen for det uladsiggørlige, og det kan virke som om vores etiske normer blot bliver formet og omformet alt efter de aktuelle tekniske standarder.

Skal vores samfund finde på måder at begrænse og regulere den enorme magt, vi har fået over os selv, eller skal vi, som nu, lade individuelle ønsker, det kommercielle marked og lægernes kunnen afgøre genterapiens fremtid? Findes der i det hele taget simple regler, dyder eller love, som vi kan bruge, individuelt eller kollektivt? Kan vi klare os med de igennem årtusinder udkrystalliserede moralske love, gamle kardinaldyder og kristne bud, eller må vi supplere med andre? Eller skal vi forkaste dem alle, og finde på helt nye og anderledes etiske regelsæt? Og i givet fald: hvem skal formulere dem? Hvem skal institutionalisere dem? Hvem skal bestemme, hvad der er godt, og hvad ondt? Og med hvilken ret?

FORSKELLIGE GRUNDSYN
Spørgsmålene er mange, og svarene er ikke lette at finde. I Danmark er der ligesom i mange andre lande blevet dannet forskellige etiske råd, som har til hensigt at forsyne os med ideer og mulige retningslinier, men ofte er selv rådene i indbyrdes opposition, båret af forskellige filosofiske grundsyn, nogle endda så meget at de danner hinanden fjendtlige subkulturer, hvor de forskanser sig med hver deres argumenter og modargumenter.

Derfor er det ikke altid nemt at træffe politiske beslutninger på baggrund af deres arbejde.

'Jeg tror, at vi bliver brugt meget, men fordi vi jo aldrig er enige, så er der nogle (politiske) partier der bruger et flertal, nogle et mindretal, og nogle bruger en dissens', siger næstformanden for Det Etiske Råd, Marianne Wangsted.

Et af de mest tydelige skel i den overordnede, filosofiske debat, er afvejningen af, hvor meget de etiske regler skal komme hele befolkningen tilgode, således at man sikrer den størst mulige lykke til det størst mulige antal mennesker (den såkaldte utilitarisme), eller hvor meget etikken snarere burde sikre nogle ufravigelige og absolutte værdier overfor det enkelte individ eller overfor naturen som sådan. Sådanne værdier kunne være et kategorisk imperativ, værdighed, respekt for de enkelte, sikring af vort fælles genetiske grundlag, ingen indgriben i naturens orden, osv.

Men hver sin side har også svagheder. Utilitaristernes nyttefilosofi bliver kritiseret for, af blandt andre Peter Kemp fra Center for Etik og Ret, at ville 'beregne det uberegnelige' i en slags cost-benefit analyse, ofte med det umenneskelige resultat, at afvigerne og ulykkelige mindretal gerne må ofres, hvis det blot øger den samlede lykke i befolkningen. En absolutistisk naturlovsfilosofi derimod kan have den svaghed ikke at kunne skelne det naturlige fra det unaturlige, idet vi mennesker jo både er natur og unatur. En ekstremt individualiseret autonomitanke igen, som fremhæver individets a priori krav til et godt liv, kan få alvorlige konsekvenser for hele fællesskabets stabilitet.

Når man i Danmark for eksempel har besluttet at tillade reagensglasbehandling, så siger et humanistisk argument følgerigtigt, at man heller ikke burde forbyde nedfrysning af æg, fordi en ægnedfrysning gør en reagensglasbehandling meget mindre belastende for den mulige forældre, idet hun dermed kan undgå yderligere hormonbehandling i tilfælde af, at det første forsøg glippede.

Marianne Wangsted fra Det Etiske Råd forklarer: 'når hun (patienten) skal i reagensglasbehandling, bliver hun udsat for en kraftig hormobehandling, som er utrolig både psykisk og fysisk belastende for hende. Og så udtager man en håndfuld æg og befrugter nogle stykker af dem og sætter dem op i konen. Hvis det afstødes, skulle hun i givet fald igennem en ny hormonbehandling, og det undgår du, hvis du har et æg i fryseren.'

På samme måde vil man givetvis kunne argumentere for en præimplantationsdiagnostik, som går ud på at lave genetiske tests på æggene, før de indsættes i livmoderen, eller for en genbrug af de befrugtede æg, som ikke indsættes i livmoderen ­ til forskningsformål eller som en slags reservedels-fostre. Det vil sige, at genteknologien bygger sig selv en katedral af muligheder, hvor hver ny opfindelse udbygger og forbedrer gamle metoder. Vejen tilbage bliver endnu mere umuliggjort, og et etisk motiveret stop for en videre udvikling bliver blot umenneskelig på en ny måde. Ifølge en fremtrædende filosof i den debat, tysk-amerikaneren Hans Jonas, skal vi passe på, at vi ikke når derhen, hvor Pandoras æske bliver åbnet så meget, at den ikke kan lukkes igen.

ETIK SOM FOREBYGGELSE
De etiske dilemmaer synes at blive større og mere uigennemskuelige. I praksis vil de berørte, som for eksempel læger, ofte bruge blandede strategier i en afvejning af den konkrete situation, hvor individuel pligt, lov, intuition og konsekvensovervejelser forhåbentlig vil resultere i en fornuftig løsning. Men hvis man træder et skridt tilbage, og kigger på det meta-etiske niveau, så er etikkens opgave jo ikke så meget at blive stillet overfor uløselige dilemmaer, som at sørge for, at disse dilemmaer aldrig opstår.

Det sker ofte, at filosoffer bliver stillet overfor et praktisk eller teoretisk dilemma, som kun kan løses på en meget utilfredsstillende måde. Eksemplet fra morallæren med redningsbåden er klassisk: hvis der i en redningsbåd kun kan være et vist antal mennesker, hvad skal der ske med de mennesker, som stadig svømmer i vandet, de har jo den samme ret til overlevelse som de mennesker, der allerede er i båden? Den eneste fornuftige måde, etikken kan forholde sig til det problem på, er at skabe rammer for, at disse ekstreme situationer aldrig opstår. Hvis man derfor er bevidst om, at den genetiske manipulation af mennesker i det lange perspektiv meget nemt kan gå hen og føre til sådanne ekstreme situationer, hvad enten det er en generel ufrugtbarhed i befolkningen, irreversible effekter af ændrede krops- eller kønsceller etc., så er en debat om humangenetikkens magt og ansvar, og en mulig institutionalisering af de rette begrænsninger, vel en uundgåelig nødvendighed.

Fra skabning til skabelon

Positiv eugenik i Kina er ikke tænkt som noget ondt ­ det er et kulturelt fænomen med bred opbakning, siger kinesiske genetikere

Fokus
Af Robin Engelhardt

Ordet eugenik har mange meninger. For de fleste betyder ordet en statslig tvangsforanstaltning, hvor en nations magthavere pålægger deres borgere en eller anden idealforestilling, om hvordan mennesker skal være. Men i en undersøgelse af kinesiske genetikere viser det sig, at eugenik er lige så positivt et ladet ord, som det var i Danmark i 1930 erne.

Et anonymt spørgeskema med 50 spørgsmål blev uddelt til over 400 kinesiske genetikere i 30 provinser i Kina. Resultatet af undersøgelsen viste, at langt de fleste støtter brugen af raceforbedrende indgreb i det menneskelige arvemateriale, til forskel fra deres vestlige kollegaer.

Til spørgsmålet om, hvorvidt regeringer skulle kunne forlange førægteskabelige genetiske tests svarede 86 pct. af de adspurgte, at det var rimeligt, hvorimod kun 5 pct. gav medhold til det samme spørgsmål i en tilsvarende gruppe af amerikanske genetikere. 91 pct. af de kinesiske genetikere syntes, at forældre, som begge har den samme sygdomsfrembringende genetiske mutation, ikke skulle have lov til at få børn; at partnere skulle kende til hinandens genetiske status før ægteskabet (92 pct.); at arbejdspladser skulle kunne tilbyde genetiske undersøgelser for hjertesygdomme, kræft og sukkersyge (94 pct.), og at resultaterne skulle indgå i en jobsamtale (86 pct.); at regeringen skulle undersøge nyfødte børn for Huntingtons chorea (85 pct.), for anlæg til kræft (85 pct.), alkoholisme (69 pct.) og Alzheimer (61 pct.) ­ sygdomme, som ofte først opstår senere i barnets udvikling, nogle først i voksenalderen.

BARNETS AUTONOMI
Genetikere i de vestlige lande er for størstedelen modvillige overfor at genteste børn, fordi de anser det for en krænkelse af barnets autonomi. I Kina derimod anses sådanne tests på børn som acceptable, fordi 'forældrene skal have mulighed for at bestemme over deres børn og have ret til at ændre deres liv. Barnet ses som en del af et kollektiv, nemlig familien, snarere end som et potentielt autonomt individ.' Hvad, et sundt barn er, afhænger derfor i høj grad af landets kulturelle baggrund.

Undersøgelsen er blevet offentliggjort i The American Journal of Human Genetics (vol. 63). Lederen af undersøgelsen, Xin Mao fra West China University of Medical Science, forsvarer sine landsmænds indstilling: 'Den kinesiske kultur er en anden', siger han. Den er en kultur, 'hvor tingene er fokuseret på samfundets bedste, og ikke på den enkelte.' 'Det vil chokere mennesker i vesten, men min undersøgelse reflekterer samfundets kulturelle common sense', siger Xin Mao.

I Kina er der også bred konsensus om en vedtaget lov fra 1994, som blandt andet siger, at læger gerne må afbryde en graviditet, hvis barnet 'har en mangel af seriøs karakter', som en uduelighedsgørende fysisk sygdom. En del af grunden til den positive indstilling overfor den form for racehygiejne kan findes i kinesernes etbarns-politik: 'Hvis kineserne kun kan have et enkelt barn, vil de vælge det bedste,' siger Mao. Derfor ser mange kinesere ikke noget problem i at vælge de børn fra, som ikke måtte leve op til idealforestillingen om, hvad et barn er, fordi det ifølge Mao handler om at 'reducere antallet af dårlige gener i den fælles kinesiske arvemasse'. At han dermed diskriminerer de 50 millioner handikappede kinesere indrømmer han gerne.

Beam me up!

Danske forskere udvikler en teknik, hvormed man kan teleportere lysstråler


Af Robin Engelhardt

Alle der har set Star Trek kender til fænomenet: Nede i rumskibets transporterrum står Scottie (nu i The Next Generation er det Jordi), som teleporterer besætningsmedlemmerne til og fra planeterne. 'Beam me up Scottie!', bliver der råbt, når klingonerne eller romulanerne går til angreb, og teleportationen plejer da også at forløbe upåklageligt.

Nu har en gruppe forskere fra Århus Universitet i samarbejde med en gruppe fra Caltech i Californien formået at gøre science-fiction klassikeren kunststykket efter ­ ikke med rigtige objekter, der har en masse, men med lysstråler. I et eksperiment, offentliggjort i det sidste nummer af Science, har de kunnet flytte en lysstråle fra ét sted til et andet ved hjælp af teleportation, og vel at mærke uden at ødelægge eller kende informationen om den oprindelige lysstråle. En bedrift, der i Star Treks annaler allerede står beskrevet som en af de mest betydningsfulde tekniske vidundere i flere årtusinder.

Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, kan findes i kvantemekanikkens dunkle katakomber af ubestemthed og tvetydighed 'Dette er den første sande ubetingede form for teleportation,' siger lektor Eugene Polzik fra Quantum Optics Laboratory ved Instituttet for Fysik og Astronomi i Århus, der sammen med forskningsadjunkt Jens Lykke Sørensen og et forskerhold fra Caltech i Californien har opfundet metoden.

I korte træk går ideen ud på, at man bruger to såkaldt kvante-korrelerede stråler, der er i stand til at transportere informationen om tilstanden af en tredje stråle, uden at man kender dens informationsindhold. Man transporterer altså ikke et rigtigt objekt, men snarere en kvante-kogebog, hvorefter man med de rette midler kan regenerere den originale lysstråle i den anden ende.

Man kunne frygte, at de teleporterede objekter i givet fald kunne kopieres i det uendelige, men det er ikke tilfældet præcis på grund af de specielle kvante-kanaler: Hvis de kvante-korrelerede stråler brydes op, vil deres korrelation ­ eller entanglement ­ forsvinde, og teleportationen vil ikke fungere. Det er, hvad der kaldes for ikke-kloningsloven.

'Alt, vi ved, er, at for at få kvante-teleportation til at fungere, skal vi have entanglement,' siger lektor Eugene Polzik fra Århus. Entanglement, dvs. en slags sammenfiltring af partiklers information, er det trylleord, hele projektet afhænger af. Einstein kaldte fænomenet for en 'spøgelsesagtig påvirkning fra lange afstande'.

SAMMENFILTRING
I 1930 erne formulerede Einstein, Podolsky og Rosen et tankeeksperiment, som skulle modbevise kvantemekanikkens besynderlige ubestemtheder. At en elektron både kan beskrives som en bølge og som en partikel var for Einstein ikke det værste problem. Værre var det, at et samtidigt kendskab til forskellige egenskaber ved denne elektron forbød sig på grund af det, der kaldes Heisenbergs usikkerhedsrelation. 'Gud spiller ikke terninger,' var Einsteins reaktion, og han brugte det meste af sit resterende liv på at forsøge at modbevise teorien.

Det såkaldte EPR tankeeksperiment fra 1935 var designet til det formål: To kvante-korrelerede partikler fra samme kilde bliver skudt afsted i modsat retning. Venter man længe nok, er de lysår fra hinanden, hvorefter man kan måle forskellige egenskaber hos dem. Hvis man for eksempel måler momentet af den første partikel og positionen af den anden, så er ræsonnementet i EPR-artiklen, at fordi momentet bevares, kan man bestemme både moment og position af den anden partikel, hvilket egentlig forbydes af kvantemekanikken. Et paradoks, der kun kan accepteres af kvantemekanikere, hvis man antager, at partikler kan kommunikere hurtige end lysets hastighed, hvilket jo er i modstrid med relativitetsteorien.

I mange år var sagen henlagt, indtil den franske fysiker Alain Aspect udførte et rigtigt EPR-eksperiment i 1982. Hans resultat var, at 'selv hvis information, der bevæger sig hurtigere end lyset, er nødvendigt(...), er det ikke muligt på samme tid at bestemme både positionen og momentet af en partikel.' Kvantemekanikken holdt altså vand, men det betød ikke, at relativitetsteorien var modbevist. Det betød kun, at der ikke blev udvekslet information, og at de to partikler er i en tilstand af sammenfiltring , eller entanglement , hvor de ved hvad hinanden gør , eller formuleret på en mindre mystisk måde: Hvor deres tilstand er kvante-korreleret i form af en informations-overlejring, således at deres information er indskrevet i deres fælles egenskaber. To partikler, som er i sådan en sammenfiltret tilstand, opfører sig ligesom tvillinger, hvor den ene kun kender sig selv i den andens billede: Hvis 'den ene bliver kildret, griner den anden'.

Men præcis ved hjælp af disse sammenfiltrede stråler bliver teleportation mulig: Afsenderen ­ som fysikerne insisterer på altid at kalde Alice ­ tager den originale lysstråle, som skal transporteres, og kombinerer den med én af de sammenfiltrede Einstein-Podolski-Rosen stråler (EPR-stråler).

BOB GENSKABER OBJEKTET
'I vores situation betyder entanglement to støjende elektromagnetiske felter, hvor intensiteten og svingningsfasen er korrelerede,' siger Eugene Polzik. Resultatet af kombinationen er noget støj uden mening, og uden at man kender til dets indhold. Den kombinerede stråle sendes så ved hjælp af normale kommunikationskanaler (som telefonliner eller andre elektriske kabler) til modtageren ­ som forskerne insisterer på at kalde Bob. Bob bruger så den anden halvdel af EPR-strålerne til at fjerne den første, hvorved støjen forsvinder, og det teleporterede objekt kan genskabes i dens oprindelige kvantetilstand.

Eksperimentet viser, at Bob modtager en meget god kopi af den oprindelige stråle. Forskernes konklusion er derfor, at teleportation af lys foregår meget mere nøjagtigt end enhver normal sender-modtager proces. Forskernes mål i Århus er på længere sigt at teleportere samlinger af atomer, eller rettere deres samlede information.

Hvis det en gang i fremtiden var muligt at teleportere rigtige mennesker, skulle de først dræbes og smadres i atomer. Deres information ville så blive sendt til en modtager, som ved hjælp af en udefinerlig skraldebunke og noget vand ville kunne genskabe en kopi af dem. Måske bliver det svært at finde frivillige forsøgspersoner.

Klapsalver til kvaksalver

Troen på medicinens kraft, og måden, hvorpå den bliver tilbudt og lovprist, er af meget større betydning end hidtil antaget ­ også i den mest etablerede lægekunst. Men placebo-effekten kan også have en betydning for de eksakte videnskaber


Af Robin Engelhardt

Placebo-effekten er et af de mest mystiske fænomener i lægekundskabens historie. I lang tid har læger primært anset placebo-effekten for at være et plagsomt irritationsmoment ­ noget forstyrrende støj, som skjuler lægemidlers ægte virkning. I lige så lang tid har patienter og andre lægfolk fået dårlig samvittighed, når de hører ordet placebo: Bange for at blive afsløret som indbildt syge, og for at blive stemplet som psykosomatikere, lidt dumme og lidt svagelige.

Men intet kunne være mindre sandt. For at forstå placebo-effekten i dens inderste væsen, har man først og fremmest måttet acceptere, at placebo, selvom den er en skin-terapi, kan have en lige så reel virkning, som selve sygdommen; den kan have betydelige objektive følger for en patient, både positive men også negative. Mennesker med ægte sygdomme kan have gavn af placebo: Sår kan hele hurtigere, mere smerte kan forsvinde, og kræft kan heles.

NATUREN KURERER
I gamle dage ville medicinmænd og kvinder aldrig have kunnet overleve og beholde deres metiér, hvis ikke deres krydderurter, håndspålæggelser, fækaliesafter og ritualer havde haft en virkning. Deres succes var baseret på en placebo-effekt. Men sådan har det altid været, også for den almene, universitære medicin.

'Lægekunsten består i at underholde patienten, mens naturen kurerer sygdommen,' skrev Voltaire med sin vanlige indsigt. Åreladninger, brækmidler, tjærebade, magnetisme og radioaktive stråler ­ alt, hvad der ikke ligefrem dræbte patienten, blev brugt i forsøgene på at kurere de syge. I sidste ende var det som oftest placebo-effekten, som fik patienterne overbevist om, at lægestanden var sin visdom værd. Så længe kvaksalveriet har virket, har det haft sin berettigelse.

Nogle af de mest populære medikamenter, men også de mest kostbare, var knoglemel fra narhvalen, ægyptisk mumiepulver og geders galdesten. I mange århundreder, ja, helt op til det 19.århundrede, brugte lægerne også det oprindeligt romerske universalmiddel teriak: En lidet vellugtende tinktur, bestående af kød fra hugorme, krokodillelort, grisetænder, tarme fra tæger, slangegalleblærer og fluemøg. Ydermere anså man skæl fra en hængt persons hoved som en af de vigtigste ingredienser. Velbekomme! Ned med det efter devisen: Hvis det ikke kan hjælpe, hvad så?

Teriak, latværge og skægpest, jo mere ulækre ingredienserne var, desto bedre formodedes de at virke.

Men lægestanden har den dag i dag ikke kunnet frigøre sig helt fra placebo-effekten. Hvis læger ordinerer penicillin imod en virusinfektion, kalkulerer de med en placebo-effekt. Sukkerpillen, saltvandsindsprøjtningen og den hvide kittel: Alle er de placebo, men ikke desto mindre producerer de ofte ægte resultater.

'Du må være klar over, at viljen er en magtfuld ledsager af enhver medicin,' skrev Paracelsus i begyndelsen af 1500-tallet, og enhver skeptiker må være sig bevidst om sandheden og advarslen, der er indeholdt i dette udsagn. Efter devisen tro kan flytte bjerge , benytter alverdens kvaksalvere, charlataner og shamanere sig af det komplekse samspil mellem krop og bevidsthed, og med mærkbar succes.

Men placebo-effekter skyldes ikke kun, at patienterne tror på behandlingen. Ofte bliver patienterne raske af sig selv, og så kan selv den mest absurde kur komme til ære på grund af den almene fejlslutning post hoc, ergo propter hoc: Hvis det er noget, der sker bagefter, så er det nok derfor.

Men én ting er sikker: Uden bevidsthed ingen placebo-effekt. Hvis man sætter patienten under narkose og udfører diverse behandlinger uden, at vedkommende ved noget om det, opstår der aldrig placebo-effekter.

MYTER OM PLACEBO
Der eksisterer mange myter om placebo. Prøv at svare på de tre følgende spørgsmål:

Betyder en positiv reaktion på et placebo-præparat, at patientens problem er indbildt?
Skal patienten tro på behandlingen for, at en placebo-effekt kan opstå?
Er placeboer harmløse?

Svaret på alle tre spørgsmål er nej. Placebo-reaktioner kan sagtens opstå hos patienter med reelle sygdomme, idet subjektive symptomer kan forsvinde, mens de objektive forbliver. Tro på behandlingen kan kun forklare en del af placebo-effekten. Ifølge professor W.T. Jarvis fra universitetet i Californien spiller både tro, suggestion og operationsforhold en rolle. Placeboer kan også være farlige. Hos visse mennesker har placebo-reaktioner forårsaget kroniske lidelser ved at underbygge eller forøge selvbedraget om en indbildt sygdom. Patienter kan endda blive afhængige af kvaksalvere, som udfører placeboterapier. De kan udvikle ikke-eksisterende allergier, svampeinfektioner, forgiftningssymptomer for deres kviksølv i tænderne, eller være underlagt magtfulde kræfter som Qi, djævle eller UFO'er.

På den anden side kan patienterne også blive blinde overfor deres faktiske lidelser, eller de kan miste tiltroen til deres læge og hele behandlersystemet, hvis de opdager bedrageriet ­ med yderligere problemer til følge.

DOBBELTBLIND-TESTEN
I Anden Verdenskrig gav den amerikanske anæsthesiolog Henry Beecher morfin til de sårede soldater ved den italienske front. På et tidspunkt havde Beecher ikke mere morfin på lager, og begyndte derfor, af ren desperation, at give soldaterne indsprøjtninger med svage saltvandsopløsninger.

Vidunderet lod ikke vente på sig: De såredes smerter lindredes alligevel. Derfor blev det i løbet af 1950 erne almen praksis, at ethvert nyt medikament skulle bestå dobbeltblind-testen , før den kunne frigives på markedet. Dobbeltblind betyder blot, at hverken patient eller læge må vide, hvem der får placebo, og hvem der få den rigtige medicin.

Dobbeltblind-testen er siden blevet en universel standard, til stor irritation for farmaceutindustriens effektive markedsføringsmetoder. I Beechers klassiske artikel, 'The Powerful Placebo' fra 1955, rapporterer han på basis af 26 forskellige undersøgelser, at den gennemsnitlige placebo-effekt udgør 32,5 procent, hvilket vil sige, at cirka en tredjedel af patienterne reagerer på placebo. I virkeligheden har det vist sig, at tallet er meget højere. 'Under betingelser af høje forventninger hos patienten, udgør placebo-effekten en meget større kraft, end det normalt er rapporteret i litteraturen,' skriver A.C. Roberts i Clinical Psychology Review i 1993.

VEKSELVIRKNING
Ifølge Roberts statistiske undersøgelse, som baseres på næsten 7000 studier, viser den ikke-specifikke effekt, det vil sige placebo-effekten, sig at være ansvarlig for hele 69,8 procent af reaktionerne mod medikamentet. Konklusionen var derfor, at ethvert behandlingsresultat 'altid er afhængig af vekselvirkninger mellem specifikke og ikke-specifikke effekter.' Med andre ord: Der findes (næsten) ingen behandling, uden at den indeholder en vis placebo-effekt. Hjertekramper, gigt, migræne, hoste, dermatitis (hudsygdomme), depression, mavesår... næsten alle sygdomme udviser en placebo-effekt, men også styrken af en placebo-effekt kan variere.

Ifølge en artikel af Dieter E. Zimmer i Die Zeit, kan man lindre smerter ved hjælp af placebo hos omtrent 35 procent af patienterne; mavesår kan lindres hos 50 procent, gigt og artritis helt op til 80 procent; 25 procent for hjertekramper (Angina pectoris) og 4 procent ved arteriosklerose. Den eneste sygdom, som overhovedet ikke reagerer på placebo, er epilepsi.

Placebo virker også forskelligt, alt efter hvordan det udleveres. Hvis kalktabletten ikke er hvid men i mange farver, øges placebo-effekten. Hvis overlægen kommer for at udlevere pillen (og ikke sygeplejersken), bliver det endnu bedre, og hvis overlægen endda sætter sig ned for at tale indfølende til patienten og lovpriser medikamentet (helst i hvid kittel og med en gummislange hængende faretruende ud af sidelommen), så er effekten allerstørst.

AKTIVT PLACEBO
Men der findes også sekundære placebo-effekter. Den almindelige procedure for at give tilladelse til et nyt medikament er oftest følgende: Efter en dobbeltblind testperiode viser statistikken, at 'hele 67 procent' af testpersonerne reagerede positivt på medikamentet. Samtidig viser tallene, at også 60 procent af placebo-patienterne reagerede positivt. Det vil sige, at der i visse tilfælde kun er en meget lille procentdel af testpersonerne, som reagerer positivt på de faktiske ingredienser i medikamentet. Men disse sidste få gode procent, som producenten hænger sin hat på, behøver slet ikke skyldes det aktive stof i pillen: Det kan også være på grund af bivirkningerne.

Det faktum, at de patienter, der får den ægte medicin, kan mærke nogle virkninger , overbeviser dem om, at de ikke får placebo, hvilket igen skruer forventningerne op, og dermed også skruer placebo-effekten op. De sidste gode procent kan derfor nemt skyldes bivirkninger, som slet ikke indeholder nogen objektiv helingsproces. Til forskel for den normale, inaktive placebo-effekt kaldes disse sekundære effekter for aktive placeboer.

FONTEX: EN NY PLACEBO?
I en stor og kontroversiel meta-analyse af lykkepillen Fontex, som involverede 19 separate undersøgelser og 2.318 patienter, kunne psykologen Irving Krisch fra Universitetet i Conneticut samt Guy Sapirstein fra Westwood Lodge Hospital i Needham, Massachussets, påvise, at '75 procent af de lindrende virkninger i det anti-depressive lægemiddel Prozac (Fontex) kunne tilskrives en placebo-effekt.' De resterende 25 procent af forbedringerne kunne måske godt skyldes medikamentets positive virkning, men de kunne også skyldes aktive placebo-effekter: 'Om de resterende 25 procent er reaktioner overfor den reelle farmakologiske effekt af medikamentet, eller om de er resultatet af en sekundær aktiv placebo-effekt, kan ikke afgøres, fordi der endnu kun findes et meget lille antal af undersøgelser, som sammenligner aktive og inaktive placebo-effekter.'

For at lægevidenskaben kan beskytte sig selv mod de normale placebo-effekter, har den udviklet dobbeltblind-testen, men for også at være rimeligt beskyttet overfor de aktive, sekundære placebo-effekter, må der sandsynligvis udvikles mere sofistikerede placebo-præparater, som gør det umuligt for patienter at opdage hvilken medicinering, de er udsat for.

TROEN PRÆGER RESULTATET
Nu kan det være, at alle hardcore rationalister anser placebo for udelukkende at være et fænomen fra de bløde videnskaber som lægevidenskaben, uden betydning for de mere eksakte videnskaber. Men det er ikke så sikkert endda. Man kan måske endda tale om en naturvidenskabelig placebo-effekt: I videnskabshistorien har filosoffer og teoretikere ofte spekuleret over, hvordan det kan være, at diverse eksperimentelle observationer af et bestemt fænomen først konvergerer imod en entydig og fast nummerisk værdi efter, at der er formuleret et teoretisk grundlag, der forudsiger denne værdi. Det er, som om den abstrakte sandhed ­ overbevisningen om, at det teoretiske resultat må være det rigtige, pålægger de efterfølgende eksperimenter at vise den rigtige værdi.

Som konklusion på en omfattende undersøgelse af Michelson­Morley eksperimenterne, som (retrospektivt konstrueret) skulle bevise relativitetsteorien, siges det, at 'meningen af et eksperimentelt resultat afhænger mindre af grundigheden, hvormed det er planlagt og udført. Det afhænger mere af hvad folk er parate til at tro.' Det er ganske sikkert, at elektronens masse vitterlig er den, som står i tabellerne, og at teorien, som ligger til grund, også er rimelig rigtig, men ikke desto mindre synes der at eksistere en kompliceret feed-back-placebo-effekt mellem bevidstheden om en tings tilstand, og målingen af denne tings faktiske tilstand. Og de kan påvirke hinanden.

Elektronhvirvler og kvasipartikler

Nobelprisen i fysik gik i år til udforskningen af besynderlige kvanteeffekter i superledende væsker


Af Robin Engelhardt

Kvantemekanikken har vendt op og ned på mange af vores forestillinger om, hvordan verden hænger sammen.

Tid og rum er blandet sammen i en knold af afhængigheder, materie er blevet til en form for energi og omvendt, og partikler beskrives nogle gange bedst som bølger. Godt nok ved vi, at vores forståelse af naturen primært er sansebaseret, ude af stand til at kapere imaginære tal og superstrenge, men en tiltagende svimmelhed i denne ekstremt matematiserede vidensgren er alligevel ikke til at komme udenom, selv for garvede fysikere.

En trøstende bastion mod denne abstraktionens himmelflugt, er de få, men eviggyldige, universelle støttepiller i form af fundamentale konstanter: lysets hastighed, Planck's konstant og elektronens ladning.

Men hvad skal man så ikke tænke, når eksperimenter med elektroner, som er klemt inde i en sandwich af superledende metaller, pludselig producerer brøkdele af en elektrons ladning på voltmeteret? Denne eksperimentelle opdagelse og dens teoretiske forklaring er nu blevet belønnet med Nobelprisen i fysik, årgang 1998.

Modtagerne er den tyske fysiker Horst L. Strömer, der nu arbejder ved Columbia Universitetet i New York, kineser/amerikaneren Daniel C. Tsui, der arbejder på Princeton, og amerikaneren Robert B. Laughlin, som siden 1989 har arbejdet som fysikprofessor ved Stanford Universet.

Det undersøgte fænomen kaldes den 'fraktionelle kvantificerede Hall-effekt', og er kun synlig under påvirkning af ekstremt stærke magnetfelter og ved temperaturer tæt ved det absolutte nulpunkt.

Nu skal man ikke tro, at der her er tale om superstærke partikelacceleratorer, hvor den rene vold kan splitte næsten hvad som helst fra hinanden. Tværtimod, mindre opsætninger og helt andre effekter kan gøre det: brøkdelene af ladning opstår ikke ved, at elektronerne deler sig, men ved at de samler sig i grupper. Som sværmene bier samler de sig omkring hvirvelstrømme af magnetisme, hvorved de fordeler deres ladning ligeligt imellem hvirvlerne. Men når magnetismen er så stærk, at der opstår flere hvirvler, end der er elektroner, så bliver brøkdele af elektronernes ladning fordelt også på disse. På den måde brøkdelingen af elektroners elementarladning foregår.

HALL-EFFEKTEN
Så tidligt som i 1879, satte en ung student ved navn Edwin Hall fra Johns Hopkins Universitetet i Maryland i USA et lille guldblad ind i et magnetisk felt, hvorpå han lagde en let strøm hen over bladet. Guldets elektroner følte magnetfeltet som en stærk sidevind når de bevægede sig langs bladet, og derfor blev elektronerne bøjet af til én af siderne på bladet.

Det resulterede i, at der dannedes en lille spænding langs endekanten, som Hall så kunne måle størrelsen af. Jo stærkere magnetfeltet var, jo større blev spændingen, fordi elektronerne i stigende grad blev klumpet sammen i den ene ende af guldbladet. 'Hall-effekten' var opdaget, og den bliver nu til dags brugt som en standardmetode til at måle elektrontætheden på forskellige metaloverflader.

I løbet af de sidste årtier har forskerne dog trængt meget dybere ned i Hall-effekten, og dens elektroniske hemmeligheder. Nye muligheder for at danne komplicerede halvledere har resulteret i, at elektroner kan fanges i et tyndt lag mellem bestemte metallegeringer, således at deres bevægelse er begrænset til kun at foregå i to dimensioner, i lighed med Halls guldblad fra 1879, blot meget renere og med en meget større ladningstæthed.

I 1980 fandt Klaus von Klitzing fra Max Planck Instituttet i Stuttgart på noget nyt. Han kølede sådan et to-dimensionalt lag af elektroner ned til temperaturer tæt ved det absolutte nulpunkt, omkring 273 grader Celcius under frysepunktet, og efterlignede derpå Halls forøg med at sætte et magnetfelt og en strøm henover. Resultatet var ikke den forventede kontinuerlige spændingstilvækst i forhold til magnetfeltets styrke: i stedet steg spændingen i små spring, afbrudt af plateauer, hvor spændingen forblev konstant.

Forklaringen på det fænomen viste sig at være en kvante-effekt: da elektroner ifølge kvantemekanikken kun kan antage kvantiserede, det vil sige diskrete energitilstande, vil de ikke være i stand til at springe op på et højere energiniveau før magnetfeltet er stærkt nok. Elektronerne er midlertidigt låste, og det resulterer i plateauerne.

Klaus Klinzig sprang af glæde over sin nye opdagelse af denne 'heltallige kvantificerede Hall-effekt', og fik da også sin belønning i form af Nobelprisen i fysik, årgang 1985.

BRØKDELE AF LADNING
Men allerede i 1982 udvidede fysikere fra National Magnet Laboratory i Massachusetts forsøgene ved at skrue voldsomt op for magnetfeltets styrke i håb om at finde endnu flere mærkelige fysiske fænomener. Plateauerne i spændingskurven blev afbrudt af endnu mindre spring, men vel at mærke af spring, som var så små, at de ikke længere kunne forklares ud fra én enkel elektrons kvantespring fra et energiniveau til det næste. Springenes størrelse pegede på, at det var en tredjedel af en elektron, eller en femtedel af en elektron der sprang. Forskerne sprang igen af glæde, men ligesom elektronerne kun 1/3 eller 1/5 så højt, fordi der ikke forelå nogen umiddelbar teoretisk forståelse for denne 'fraktionelle kvantificerede Hall-effekt'.

I 1983 fandt Robert Laughlin fra Lawrence Livermore Laboratorierne i Californien en teoretisk forklaring: I stedet for at betragte elektroner og deres ladning enkeltvis, brugte Laughlin hele ladningstætheden af alle elektronerne i den to-dimensionale plade som udgangspunkt. Hvis man derefter antager, at det stærke magnetfelt ikke kun virker som en stærk sidevind, men snarere som en hvirvelstorm, der fyger hen over overfladen og river elektronerne med sig, så åbner der sig en mulighed for at forklare fænomenet: ligesom stærke østenvinde kan danne tornadoer og orkaner, kan magnetfelter danne hvirvler.

Hvis der er færre hvirvler end elektroner, vil elektronerne fordele deres ladning ligeligt på disse, hvorefter spændingsforskellene i forsøgsopstillingen kun viser spring, som svarer til heltallige ladninger. Men hvis antallet af hvirvler overstiger antallet af elektroner, vil elektronernes ladning fordeles brøkvis på disse. Oftest fordeler elektronerne deres ladning på tre hvirvler, men det sker, at enkelte elektronhvirvler indeholder andre brøkdele af elementarladningen, og det er alle disse elektronhvirvler, som kun indeholder brøkdele af elementarladning, Laughlin kaldte 'kvasipartikler'.

FERMIONER OG BOSONER
Eftersom Nobelpriskomitéen havde givet Klaus von Klitzig en pris for sin opdagelse af den heltallige kvantificerede Hall effekt, var det kun et spørgsmål om tid, før teoretikeren Laughlin og de to eksperimenterende fysikere Strömer og Tsui fik deres pris. Der skulle dog lige nogle mere solide eksperimentelle bekræftelser til, før sagen kunne anses som afgjort.

Efter flere års intenst eksperimentelt arbejde, skete det afgørende gennembrud i september sidste år. To forskergrupper, én i Frankrig og en anden i Israel, viste uafhængigt af hinanden, at 'Laughlins idé om kvasipartikler er den eneste mulige forklaring for de observerede resultater'. De to tests viste, at 1/3 af elementarladningen er den mest stabile af alle brøkerne, men at man 'i princippet vil kunne finde et uendeligt antal af brøkdelte kvantificerede Hall-tilstande'.

Denne eksperimentelle opdagelse af den brøkdelte kvantificerede Hall-effekt kan ifølge Laughlins teori fortolkes som opdagelsen af en helt ny og komprimérbar kvantevæske. Egentlig tilhører elektroner klassen af partikler, som kaldes fermioner, der i principet er ukomprimérbare. Men når elektronerne kombinerer sig med tre af disse hvirvler, som også kaldes 'flux-kvanter', danner de en slags sammensat partikel, som fungerer som en boson, og som derfor godt kan komprimeres.

Nobelpriskomitéens vurdering af forskernes arbejde er, at den har 'ført til endnu et gennembrud i vores forståelse af kvantefysikken, og til udviklingen af nye teoretiske koncepter inden for mange forskellige grene af den moderne fysik'. Hvad opdagelsen i sidte ende vil føre til i form af praktiske konsekvenser, er der ingen der ved. Ifølge ét af jurymedlemmerne 'vil vi måske vide mere om 50 år'.

Kambrisk eksplosion afblæst?

Nye fund antyder, at flercellet liv har eksisteret dobbelt så længe som tidligere antaget.


Af Robin Engelhardt

Fossiler fundet af palæontologiske forskere i Indien viser, at små ormelignende dyr, nedgravet under havbunden, antageligvis har eksisteret i over én milliard år.

Ét af de mere indirekte beviser, man benytter i palæontologiens udforskning af fortidige dyr og planter, er den Sherlock Holmes'ke sporsikring: Fodspor og andre kropsaftryk aflejret i sedimenter eller andre forsteninger kan være et næsten lige så godt bevis på et dyrs tidligere eksistens, som hvis man havde fundet det rigtigte fossil. Ved hjælp af disse såkaldte sporfossiler har nogle forskere i det seneste nummer af tidsskriftet Science kunnet stille spørgsmålstegn ved forestillingen om, at flercellet liv først er opstået i forbindelse med den kambriske eksplosion for cirka 540 millioner år siden.

Deres fund kan fortælle, at dyrerigets begyndelse tværtimod allerede startede i det små for cirka 1,1 milliard år siden. Science offentliggjorde allerede i februar en artikel, hvori en gruppe forskere viste, at nogle fossilfund fra den sydkinesiske provins Guizhou var omkring 580 millioner år gamle, dvs. 40 millioner år ældre end den hidtil antagne grænse for de ældste flercellede organismer. Men nu er grænsen blevet skubbet dobbelt så langt tilbage.

Evolutionens Big Bang
Sporfossilerne, som altså ikke er forsteninger, men aftryk i forsteninger, blev fundet i det centrale Indien. Der er tale om ormelignende gange på omkring en halv centimeters bredde, der er blevet bevaret i gamle sedimentaflejringer nær landsbyen Chorhat, fra en tid, hvor det meste af området stadig var dækket af hav. Ormegangene blev fundet af den tyske geolog Adolph Seilacher fra universitetet i Tübingen, og hans medarbejder Pradip K. Bose fra Jadavpur universitetet i Calcutta samt Friedrich Pflüger fra Yale universitetet i USA, hvor Seilacher arbejder som gæsteprofessor.

Den kambriske periode er altid blevet betragtet som et evolutionært big bang , hvor overgangen fra encellet liv til flercellet liv har medført en sand eksplosion af nye dyr og nye arter. Argumentet for den tese har været, at der ikke er blevet fundet nogen fossilrester af flercellede organismer før den tid, men visse molekylære studier har vist, at den genetiske basis for flercellede organismer har eksisteret længe før, og at de manglende fossilfund derfor måske snarere skyldes, at de prækambriske organismer var bløddyr uden hårde kropsdele som for eksempel skaller eller knogler. Derfor ville disse ikke kunne forstenes på samme måde som deres mere hårdføre efterkommere. De nye fund antyder derfor, at dyrenes anatomi ændrede sig meget lidt i den prækambriske overgangsperiode, hvorefter den eksplosive fremkomst af nye dyr og nye arter i den kambriske tid satte et kapløb af darwinistisk evolution i gang, som foregik i et meget hurtigere tempo end tidligere.

Den afgørende evolutionære hændelse i Kambrium for knapt 600 millioner år siden var derfor 'ikke fremkomsten af flercellede organismer, men begyndelsen til organismer med hårde skeletter,' siger Seilacher.

Fup eller fakta?
Som så ofte før mente forskerne først, at det var falsk alarm: At ormesporene var blevet dannet af normale fysiske processer ­ af planters rodnet eller af termitters udgravninger senere hen. Men nærmere undersøgelser viste, at rillerne vitterligt var så gamle som stenen, at mønstrene var for uregelmæssige til at være et resultat af fysiske eller kemiske processer og for store til, at encellede organismer kunne have forårsaget dem. Ydermere varierede de indbyrdes spor i størrelse, hvorimod de enkelte spor bibeholdt deres størrelse i en forbavsende konstant grad. For Seilacher er konklusionen entydig: 'Chorhat-sporene kan kun forklares som et resultat af makroskopiske, ormelignende dyr.' Men kritiske røster har allerede meldt sig med andre forklaringer.

Bruce Runnegar, fra Universitetet i Californien siger, at aflange rørfossiler af multicellulære alger kunne forklare sporene: 'Vi har haft store problemer med at se forskel på sporfossiler og ægte rørfossiler', siger Runnegar ifølge Tidsskriftet New Scientist. Også Guy Narbonne, fra Queen s University i Kingston, Ontario, mener, at de første bevægelige dyr kom efter de ubevægelige dyr, altså langt senere end det tidspunkt, Seilacher angiver i sin artikel.

Tilmed angiver Martin Brasier fra Oxford Universitetet i det nyeste nummer af Tidsskriftet Nature, at man har fundet meget yngre fossiler i et sedimentlag, som ligger lige henover Seilachers. Det antydes dermed, at sporfossilerne end ikke er korrekt dateret.

Men Seilacher lader sig ikke slå ud. Han er en velkendt og berømt palæontolog, som i 1992 fik Crafoordprisen, Nobelprisen infenfor geologi. Selv har han afsløret flere falske sporfossiler, men nu er han sikker på selv at have fundet det afgørende bevis. Tiden må vise, om han har ret.

Emergent Percolating Nets in Evolution

Emergent Percolating Nets in Evolution - Self-organizing networks of molecules and species and their relation to critical systems

by Robin Engelhardt, Ph.D. thesis, Niels Bohr Institute, Copenhagen University, ISBN: 8778343046, HCØ Tryk, September 1998.

download
There was an error in this gadget