Videnskabsjournalistikkens endeligt

En faggruppes tilbøjelighed til storhedsvanvid. Videnskabsjournalisten John Horgans bog The End of Science, som blev omtalt i Bøger i sidste uge, fik denne artikels forfatter til at fare i flint og forudse...


I sidste uge skrev Flemming Groth-Hansen en anmeldelse af Bogen The End of Science, forfattet af videnskabsjournalisten John Horgan, som er ansat på det ansete videnskabsblad Scientific American. Anmeldelsen var et gedigent arbejde, som ganske præcist gengav det, forfatteren ønskede at formidle, men, må det også tilføjes, naiv. Anmelderen har ikke haft øje for det uvederhæftige og kyniske element i forfatterens projekt, og blot taget budskabet for givet, sikkert med de bedste hensigter, og uden selv at tage eksplicit stilling (selvom han sympatiserer).

Umiddelbart lyder dette måske som en udifferentieret og aggressiv kritik, som snarere hører til i læserbrevsafdelingen blandt de forurettede genier og syrlige pindehuggerier. Men man må huske på, at forfatteren til bogen, John Horgan, er en hyppig skribent i mange populærvidenskabelige og også seriøse blade som The New York Times Book Review, The New Republic, Discover, Science og Omni, og at han derfor er en signifikant medspiller i den offentlige forståelse og fortolkning af naturvidenskabelige emner. Derfor vil den følgende kommentar ikke blot nøjes med at bide sig fast i et enkelt eksemplar af de videnskabelige para-nobiliteter og deres udtalelser, men også forsøge en usikker diagnose af videnskabsjournalistikkens problem som det viser sig her.




Videnskabsjournalisternes kamp om verdens indretning er i høj grad båret af en eksistensiel angst og bitterhed over, at naturvidenskaben ikke kan råde bod på meningsløsheden. De kroner sig med deres egen individualpsykologiske forklaring, som varmer lidt - som skindhuen på kraniet. (James Ensor: Skeletter skændes om en røget sild. 1891)

Jeg har selv haft bogen liggende på mit skrivebord i et par måneder uden at kunne skrive om den. Hvorfor? Ja, faktisk på grund af frustration og væmmelse.

Jeg graver i mine noter fra min læsning af de indledende kapitler, og finder stikordene: Umiddelbart: dejligt provokerende. Dérefter: imponerende, alvidende, klar fremstilling, besnærende. Senere: ikke overbevisende, underlige konklusioner, en smule snyd, unfair. Endnu senere: forhastet, selvbehagelig, eklektisk. Endeligt: kynisk, forkasteligt.

John Horgan mener virkelig at videnskaben er færdig som gårdsanger. Tesen er præcis hvad titlen siger: de sidste opdagelser og teorier er fundet, og hvis de ikke er fundet vil de aldrig kunnet blive fundet. Hvis nogle spørgsmål har chance for snart at blive besvaret, er de triviale; hvis ikke, er de uovervindelige. Det er det tragiske dilemma hvor ud fra al argumentation i bogen foregår.

Efterhånden viser motiverne til bogen sig dog alt for tydelige. Ikke et sted i bogen går Horgan ind på problemstillingen som diskuteres af hans interviewede partnere. Horgan venter blot på, at offeret skal blotte sig et øjeblik, hvorefter fælden snapper i: "Betyder dette så ikke videnskabens afslutning", spørger han insisterende, og selvom den interviewede måtte svare tøvende eller endda rigorøst benægtende, fortolkes dette som en vaklende indforståelse med spørgsmålet eller - når ikke andet er muligt - som ønsketænkning offeret dybest set selv er tvivlende overfor. Alle svar er gode, fordi enten er videnskaben død, eller også er den ironisk, "enten postmortem eller postmoderne", som Brian Hayes fra New Scientist så pænt har udtrykt det i en anmeldelse af bogen.

Ikke en eneste af de mange intellektuelle kostbarheder man faktisk finder citeret i bogen respekteres på behørig vis. John Horgan har på intet tidspunkt til hensigt at lære noget af de mennesker han lytter til. Tværtimod vurderes og bedømmes alle udsagn kun ud fra forfatterens eget tematiske valg. Tanker bliver ikke tænkt færdige, men blot eksklameret som en slags designer-definition på de interviewede individer altid allerede indeholdende en personlighedskarakteristik samt copyrightbestemmelser. Hele pointen med interviewene er at vise, hvor obskure og naragtige disse videnskabsmænd er, og hvor kvik en fyr John Horgan er.

I slutningen af sin anmeldelse sidste uge skrev Flemming Groth-Hansen ganske rammende, at bogen er værd at læse alene fordi forfatteren fremviser et "menageri af galninge og genier"; rammende mere på grund af forfatterens selvbestaltede rolle som cirkusdomptør, der 'viser et menageri af galninge og genier frem'. Sukker kun til de brave dyr.

Derfor udviklede der sig langsomt en mistanke om, at den hysteriske diskurs forfatteren anstrenger, er designet ud fra en vilje til at blive citeret, snarere end at blive forstået. Og derfor ville det allerede være en dumhed at diskutere den indholdsmæssigt. En anmeldelse af bogen begyndte at vise sig som umulig - af rent æstetiske grunde. Og den overvejelse er jeg ikke ene om. Sidste uges anmelder skriver, at bogen har "ført til mange bebrejdelser mod tesens ophavsmand", vel at mærke ikke tesen...for tesen er alt for forvirret og anspændt.

Moderne og suveræne individer, som forstår og formilder videnskabelige resultater, tænker meget om sig selv, fordi almindelige mennesker tænker meget om dem. Emblemet videnskabsjournalist er næsten endnu bedre end at stå med hvid kittel foran TV-avisens kamera, og derfor er fælderne mange. Generelt kan man sige, at videnskabsfortolkeren nutildags står overfor to store fristelser. Skal han manifestere sin egen herlighed i slipstrømmen på en imponerende formidling af "De Store Spørgsmål" til den uvidende masse, eller skal han tage en position som den gennemskuende ikonoklast, der gennem sin subversive og afslørende argumentation vinder outsidernes tilslutning.

John Horgan gør det første. Men i begge tilfælde er den underliggende tematik ikke videnskaben, men selvrealisering, det vil sige virkeliggørelsen af videnskabsfortolkerens jeg.

Vælges den første vej, er resultatet kynisme, vilje til magt og ønsket om et godt liv. Vælges den anden, som på trods af sine mere sympatiske træk stadig kan være en fristelse, er resultatet etisk ansvarlighed, påpegningen af "andre værdier" og afsavn. Her består fristelsen i vildt overdrevne relativismer og holismer; i forsøg på at "tænke på hovedet", apokryf og altomfattende, som i virkeligheden selv blot er projektioner af den moderne individualistiske rusfølelse - krydret med en vag gammelkristen skyldfølelse. Kravet efter oprigtighed overfor læseren og især overfor én selv, kan i et sådant problemkompleks nemt tabes ud af syne.
Et pinligt bevis for sin egen manglende oprigtighed giver John Horgan selv i sit efterskrift, hvor han takker sin agent Stuart Krichevsky for "at hjælpe [ham] med at vende nogle uformelige ideer til et 'maketable proposal' - dvs. et salgbart forslag". Hvis det kan blive standarden at lade hånt om en dybere mening med at skrive en bog, for bare at kunne sælge den, så er det videnskabsjounalistikkens afslutning vi her taler om, og ikke videnskabens.

Personlig overvurdering er den triste diagnose. At dette så ytrer sig i en så simplistisk tese om videnskabens endeligt, og en filosofisk barnetro på The Answer (en frase, som dukker op igen og igen - skrevet med stort og i kursiv), er på en måde forståeligt, hvis man tager i betragtning, hvor megen energi og kraft John Horgan har brugt på at hvæsse sin pen og bevise sin intellektuelle styrke overfor disse videnskabelige superstjerner.

Selv et kortvarigt ophold på olympen kan skabe afhængigheder. Pludselig føler man sig i besiddelse af guddommelige kræfter og giver sig til at synge selv.

Her er John Horgans åbenbaring: "Da jeg for første gang tænkte over at skrive en bog", skriver han, "forestillede jeg mig en række portrætter, helt uretoucherede billeder, af disse fascinerende sandhedssøgere og sandhedsdesertørere, som jeg har været så heldig at kunne få et interview med. Jeg forestillede mig at overlade det til læseren, hvis fremtidsudsigter gav mening og hvis ikke. For når det kommer til stykket, hvem af disse folk vidste hvad de ultimative grænser for vor viden er? Men efterhånden begyndte jeg at forestille mig, at jeg vidste; jeg overbeviste mig selv om, at ét bestemt forløb var mere sandsynligt end alle de andre. Jeg besluttede at forkaste alle prætentioner om journalistisk objektivitet, og i stedet skrive en bog, som var åbenlyst dømmende, argumenterende og personlig."

 Personlighed kan jeg ikke finde meget af, men til gengæld er der masser af domme. Citatet er meget sigende for det uimodståelige lille skridt fra ydmyghed til selvoptagethed, som enhver videnskabsjounalist på et eller andet tidspunkt har haft tæt på livet.

Som videnskabsjournalist kan det godt være svært at sætte sig selv i baggrunden. Man har måske ligesom andre humanistisk indstillede mennesker nogle følelser i klemme overfor et alt for mekaniseret verdensbillede eller overfor en, sådan synes det i hvert fald, umuliggjort metafysik, eller man harmes over naturvidenskabernes sandhedskrav, der ret beset ligger på et lige så tyndt grundlag som alle mulige andre videnskabers sandhedskrav, eller man ... ja, tror blot selv at vide bedre end dem.

Resultatet bliver en sammenblanding af objektive beskrivelser og en halvhjertet subjektivitet, som ikke tør stå helt ved sig selv, men sporadisk træder frem fra naturvidenskabens herskende skygge for at vise sin malplacerede krænkelse.

Hvad er det så John Horgan er krænket over? I hans tilfælde er det en skuffelse over ikke at finde den mening, og det formål med livet, som han havde håbet. Flere steder i bogen findes konsternerede ytringer om, at "selvom der måtte findes 'endelige teorier' (måske endda The Answer), vil de ikke være meningsfulde i menneskelige termer". John Horgan er krænket over ikke at kunne finde forklaringen på sig selv. Til sidst, i epilogen, skydes derfor alligevel ud i de metafysiske tåger: lige pludselig skal vi høre om mystiske oplevelser - "jeg var det eneste bevidste væsen i universet", og "jeg...har fundet eksistensens hemmelighed (The Answer): Guds angst for sin egen Guddom og sin egen potentielle død ligger til grund for alt", og så videre... i alt sammen simple (børne-)psykologiske grundfigurer iom forfatterens angst (Palle Alene i Verden, dødsangst, ect.), som selv efter en trehundrede siders lang bog om naturvidenskaben, stadig ikke er vasket bort.
Selvfølgelig ikke, kunne man fristes til at sige.

Sådan kunne man blive ved. Men efter al den hårde kritik tror jeg nu nok, at budskabet er gået ind (køb kun bogen hvis du laver feltarbejde i psykologi om tidstypiske selvrealiseringer), og at sidste uges anmelder kan se, hvorfor en sådan bog skaber kvaler for nogle.

Og endelig: er der ikke noget formasteligt over alle disse påståede finaliteter, som forsøger at lukke for den virkelige tænkning. Ville det ikke være fuldendt djævelsk at borttænke ideen om revolutioner, hvadenten de er sociale, æstetiske eller erkendelsesmæssige?

0 comments:

There was an error in this gadget