Videnskabsjournalistikkens endeligt

En faggruppes tilbøjelighed til storhedsvanvid. Videnskabsjournalisten John Horgans bog The End of Science, som blev omtalt i Bøger i sidste uge, fik denne artikels forfatter til at fare i flint og forudse...


I sidste uge skrev Flemming Groth-Hansen en anmeldelse af Bogen The End of Science, forfattet af videnskabsjournalisten John Horgan, som er ansat på det ansete videnskabsblad Scientific American. Anmeldelsen var et gedigent arbejde, som ganske præcist gengav det, forfatteren ønskede at formidle, men, må det også tilføjes, naiv. Anmelderen har ikke haft øje for det uvederhæftige og kyniske element i forfatterens projekt, og blot taget budskabet for givet, sikkert med de bedste hensigter, og uden selv at tage eksplicit stilling (selvom han sympatiserer).

Umiddelbart lyder dette måske som en udifferentieret og aggressiv kritik, som snarere hører til i læserbrevsafdelingen blandt de forurettede genier og syrlige pindehuggerier. Men man må huske på, at forfatteren til bogen, John Horgan, er en hyppig skribent i mange populærvidenskabelige og også seriøse blade som The New York Times Book Review, The New Republic, Discover, Science og Omni, og at han derfor er en signifikant medspiller i den offentlige forståelse og fortolkning af naturvidenskabelige emner. Derfor vil den følgende kommentar ikke blot nøjes med at bide sig fast i et enkelt eksemplar af de videnskabelige para-nobiliteter og deres udtalelser, men også forsøge en usikker diagnose af videnskabsjournalistikkens problem som det viser sig her.




Videnskabsjournalisternes kamp om verdens indretning er i høj grad båret af en eksistensiel angst og bitterhed over, at naturvidenskaben ikke kan råde bod på meningsløsheden. De kroner sig med deres egen individualpsykologiske forklaring, som varmer lidt - som skindhuen på kraniet. (James Ensor: Skeletter skændes om en røget sild. 1891)

Jeg har selv haft bogen liggende på mit skrivebord i et par måneder uden at kunne skrive om den. Hvorfor? Ja, faktisk på grund af frustration og væmmelse.

Jeg graver i mine noter fra min læsning af de indledende kapitler, og finder stikordene: Umiddelbart: dejligt provokerende. Dérefter: imponerende, alvidende, klar fremstilling, besnærende. Senere: ikke overbevisende, underlige konklusioner, en smule snyd, unfair. Endnu senere: forhastet, selvbehagelig, eklektisk. Endeligt: kynisk, forkasteligt.

John Horgan mener virkelig at videnskaben er færdig som gårdsanger. Tesen er præcis hvad titlen siger: de sidste opdagelser og teorier er fundet, og hvis de ikke er fundet vil de aldrig kunnet blive fundet. Hvis nogle spørgsmål har chance for snart at blive besvaret, er de triviale; hvis ikke, er de uovervindelige. Det er det tragiske dilemma hvor ud fra al argumentation i bogen foregår.

Efterhånden viser motiverne til bogen sig dog alt for tydelige. Ikke et sted i bogen går Horgan ind på problemstillingen som diskuteres af hans interviewede partnere. Horgan venter blot på, at offeret skal blotte sig et øjeblik, hvorefter fælden snapper i: "Betyder dette så ikke videnskabens afslutning", spørger han insisterende, og selvom den interviewede måtte svare tøvende eller endda rigorøst benægtende, fortolkes dette som en vaklende indforståelse med spørgsmålet eller - når ikke andet er muligt - som ønsketænkning offeret dybest set selv er tvivlende overfor. Alle svar er gode, fordi enten er videnskaben død, eller også er den ironisk, "enten postmortem eller postmoderne", som Brian Hayes fra New Scientist så pænt har udtrykt det i en anmeldelse af bogen.

Ikke en eneste af de mange intellektuelle kostbarheder man faktisk finder citeret i bogen respekteres på behørig vis. John Horgan har på intet tidspunkt til hensigt at lære noget af de mennesker han lytter til. Tværtimod vurderes og bedømmes alle udsagn kun ud fra forfatterens eget tematiske valg. Tanker bliver ikke tænkt færdige, men blot eksklameret som en slags designer-definition på de interviewede individer altid allerede indeholdende en personlighedskarakteristik samt copyrightbestemmelser. Hele pointen med interviewene er at vise, hvor obskure og naragtige disse videnskabsmænd er, og hvor kvik en fyr John Horgan er.

I slutningen af sin anmeldelse sidste uge skrev Flemming Groth-Hansen ganske rammende, at bogen er værd at læse alene fordi forfatteren fremviser et "menageri af galninge og genier"; rammende mere på grund af forfatterens selvbestaltede rolle som cirkusdomptør, der 'viser et menageri af galninge og genier frem'. Sukker kun til de brave dyr.

Derfor udviklede der sig langsomt en mistanke om, at den hysteriske diskurs forfatteren anstrenger, er designet ud fra en vilje til at blive citeret, snarere end at blive forstået. Og derfor ville det allerede være en dumhed at diskutere den indholdsmæssigt. En anmeldelse af bogen begyndte at vise sig som umulig - af rent æstetiske grunde. Og den overvejelse er jeg ikke ene om. Sidste uges anmelder skriver, at bogen har "ført til mange bebrejdelser mod tesens ophavsmand", vel at mærke ikke tesen...for tesen er alt for forvirret og anspændt.

Moderne og suveræne individer, som forstår og formilder videnskabelige resultater, tænker meget om sig selv, fordi almindelige mennesker tænker meget om dem. Emblemet videnskabsjournalist er næsten endnu bedre end at stå med hvid kittel foran TV-avisens kamera, og derfor er fælderne mange. Generelt kan man sige, at videnskabsfortolkeren nutildags står overfor to store fristelser. Skal han manifestere sin egen herlighed i slipstrømmen på en imponerende formidling af "De Store Spørgsmål" til den uvidende masse, eller skal han tage en position som den gennemskuende ikonoklast, der gennem sin subversive og afslørende argumentation vinder outsidernes tilslutning.

John Horgan gør det første. Men i begge tilfælde er den underliggende tematik ikke videnskaben, men selvrealisering, det vil sige virkeliggørelsen af videnskabsfortolkerens jeg.

Vælges den første vej, er resultatet kynisme, vilje til magt og ønsket om et godt liv. Vælges den anden, som på trods af sine mere sympatiske træk stadig kan være en fristelse, er resultatet etisk ansvarlighed, påpegningen af "andre værdier" og afsavn. Her består fristelsen i vildt overdrevne relativismer og holismer; i forsøg på at "tænke på hovedet", apokryf og altomfattende, som i virkeligheden selv blot er projektioner af den moderne individualistiske rusfølelse - krydret med en vag gammelkristen skyldfølelse. Kravet efter oprigtighed overfor læseren og især overfor én selv, kan i et sådant problemkompleks nemt tabes ud af syne.
Et pinligt bevis for sin egen manglende oprigtighed giver John Horgan selv i sit efterskrift, hvor han takker sin agent Stuart Krichevsky for "at hjælpe [ham] med at vende nogle uformelige ideer til et 'maketable proposal' - dvs. et salgbart forslag". Hvis det kan blive standarden at lade hånt om en dybere mening med at skrive en bog, for bare at kunne sælge den, så er det videnskabsjounalistikkens afslutning vi her taler om, og ikke videnskabens.

Personlig overvurdering er den triste diagnose. At dette så ytrer sig i en så simplistisk tese om videnskabens endeligt, og en filosofisk barnetro på The Answer (en frase, som dukker op igen og igen - skrevet med stort og i kursiv), er på en måde forståeligt, hvis man tager i betragtning, hvor megen energi og kraft John Horgan har brugt på at hvæsse sin pen og bevise sin intellektuelle styrke overfor disse videnskabelige superstjerner.

Selv et kortvarigt ophold på olympen kan skabe afhængigheder. Pludselig føler man sig i besiddelse af guddommelige kræfter og giver sig til at synge selv.

Her er John Horgans åbenbaring: "Da jeg for første gang tænkte over at skrive en bog", skriver han, "forestillede jeg mig en række portrætter, helt uretoucherede billeder, af disse fascinerende sandhedssøgere og sandhedsdesertørere, som jeg har været så heldig at kunne få et interview med. Jeg forestillede mig at overlade det til læseren, hvis fremtidsudsigter gav mening og hvis ikke. For når det kommer til stykket, hvem af disse folk vidste hvad de ultimative grænser for vor viden er? Men efterhånden begyndte jeg at forestille mig, at jeg vidste; jeg overbeviste mig selv om, at ét bestemt forløb var mere sandsynligt end alle de andre. Jeg besluttede at forkaste alle prætentioner om journalistisk objektivitet, og i stedet skrive en bog, som var åbenlyst dømmende, argumenterende og personlig."

 Personlighed kan jeg ikke finde meget af, men til gengæld er der masser af domme. Citatet er meget sigende for det uimodståelige lille skridt fra ydmyghed til selvoptagethed, som enhver videnskabsjounalist på et eller andet tidspunkt har haft tæt på livet.

Som videnskabsjournalist kan det godt være svært at sætte sig selv i baggrunden. Man har måske ligesom andre humanistisk indstillede mennesker nogle følelser i klemme overfor et alt for mekaniseret verdensbillede eller overfor en, sådan synes det i hvert fald, umuliggjort metafysik, eller man harmes over naturvidenskabernes sandhedskrav, der ret beset ligger på et lige så tyndt grundlag som alle mulige andre videnskabers sandhedskrav, eller man ... ja, tror blot selv at vide bedre end dem.

Resultatet bliver en sammenblanding af objektive beskrivelser og en halvhjertet subjektivitet, som ikke tør stå helt ved sig selv, men sporadisk træder frem fra naturvidenskabens herskende skygge for at vise sin malplacerede krænkelse.

Hvad er det så John Horgan er krænket over? I hans tilfælde er det en skuffelse over ikke at finde den mening, og det formål med livet, som han havde håbet. Flere steder i bogen findes konsternerede ytringer om, at "selvom der måtte findes 'endelige teorier' (måske endda The Answer), vil de ikke være meningsfulde i menneskelige termer". John Horgan er krænket over ikke at kunne finde forklaringen på sig selv. Til sidst, i epilogen, skydes derfor alligevel ud i de metafysiske tåger: lige pludselig skal vi høre om mystiske oplevelser - "jeg var det eneste bevidste væsen i universet", og "jeg...har fundet eksistensens hemmelighed (The Answer): Guds angst for sin egen Guddom og sin egen potentielle død ligger til grund for alt", og så videre... i alt sammen simple (børne-)psykologiske grundfigurer iom forfatterens angst (Palle Alene i Verden, dødsangst, ect.), som selv efter en trehundrede siders lang bog om naturvidenskaben, stadig ikke er vasket bort.
Selvfølgelig ikke, kunne man fristes til at sige.

Sådan kunne man blive ved. Men efter al den hårde kritik tror jeg nu nok, at budskabet er gået ind (køb kun bogen hvis du laver feltarbejde i psykologi om tidstypiske selvrealiseringer), og at sidste uges anmelder kan se, hvorfor en sådan bog skaber kvaler for nogle.

Og endelig: er der ikke noget formasteligt over alle disse påståede finaliteter, som forsøger at lukke for den virkelige tænkning. Ville det ikke være fuldendt djævelsk at borttænke ideen om revolutioner, hvadenten de er sociale, æstetiske eller erkendelsesmæssige?

Dansk middelmådighed A/S

Politikerne og lærerne er bekymrede. Det 20. århundrede går mod sin afslutning; den teknologiske udvikling har fået større indflydelse på dagligdagen for alle mennesker i vort land, mens vores børn bare bliver dårligere og dårligere til matematik og naturvidenskab. Alt tyder på, at den teknologiske udvikling vil fortsætte med endnu kraftigere styrke i det næste årtusind, mens alt hvad børnene er i stand til, er at spille på computer. Med stigende hastighed har den teknologiske udvikling også fået indflydelse på landenes økonomiske succes, og for at sikre sig en acceptabel position i den globale konkurrence, er det for de enkelte lande blevet afgørende at uddanne befolkningen til de "intelligente" industrier som mikro-elektronik, computere, telekommunikation og genteknologi. Men hvor bliver de kloge samfundsborgere af?

Mange mener at vide, at kernen i en positiv udvikling hen i mod et fremtidens Danmark er, hvordan vi uddanner vores børn. Naturvidenskab og især matematik anses som de nøglefag, som kan hæve den efterhånden alt for lave standard, der ud fra manges synspunkt mest af alt ligner en udvikling hen imod den mindste fælles nævner. Elevernes interesse for disse fag er lav, især pigerne gider ikke, og lærerne aner ikke deres levende råd. Gruppearbejde og klasseprojekter synes ikke at virke. Nogle mener, at vi skal tilbage til de gamle autoritære indlæringsmetoder - med spanskrør og hvide høns. Andre mener at der skal lokkes med diverse eventyrlige projekter, "spændende" undervisning og lange frikvarter. Diskussionen havner tit i standpunkter om for mange eller for få bevillinger til uddannelsessystemet, om lærernes kvalifikationer, eller om elevernes dårlige opdragelse.

Den største undersøgelse nogensinde, Third International Maths and Science Studies (TIMSS), hvor over en halv million elever og over 15000 skoler i 45 lande deltog, har nu forsøgt at objektivere problemerne lidt, og sat tal på børnenes matematiske og naturvidenskabelige kunnen. For Danmarks vedkommende var der for de 13-årige børn 144 skoler og 2297 elever med i undersøgelsen. I den først rapport, som er blevet offentliggjort nu, figurerer kun 41 lande, da Argentina, Italien og Indonesien ikke nåede af udarbejde resultaterne til tiden, mens Mexico valgte ikke at offentliggøre sine resultater.

For Danmark er resultatet bestemt ikke flatterende. Danmark ligger på en middelmådig plads i matematik (som nr. 27) sammen med USA, og stærkt under middel (nr.34) i de naturvidenskabelige fag (som fysik, kemi, biologi og miljøfag). Kun Litauen, den wallonske del af Belgien, Iran, Cypern, Kuwait, Colombia og Sydafrika var dårligere. Også i forhold til vores nordiske brødre, Norge og Sverige, ligger Danmark sidst.

Både i matematik og naturfag var Singapore den absolutte topscorer. Undersøgelsen var i den første fase begrænset til 6. og 7. klasses elever, og i begge tilfælde var Singapore bedst.Også Korea, Japan og Tjekkiet klarede sig rigtig godt, samt Hong Kong og den flamske del af Belgien. En af de største overraskelser var den permanente bibeholdelse af landenes relative positioner. Selv lande, som ligger tæt ved hinanden midt i tabellen (som f.eks. Danmark og Sverige i matematik), bibeholdt deres relative position i forhold til hinanden i langt de fleste individuelle fag (og selv spørgsmål - se eksempler ). Så selvom spektret af de enkelte landes præstationer ligger tæt, viser deres positioner sig at være ganske stabile. Forskellen mellem top og bund er alligevel så stor, at Singapore scorede cirka dobbelt så meget som Sydafrika. De fire rigeste østasiatiske økonomier tog de fire første pladser i matematik.

I de fleste lande var kønsforskelle minimale i matematik, mens de var store i naturvidenskab. Især i Danmark var forskellen betydelig. Drengene udkonkurrerede pigerne, især i fag som fysik og kemi.

Forholdene i hjemmet havde stor betydning for elevernes præstationer i alle lande. Jo flere bøger der var i hjemmet og jo bedre forældrenes uddannelse var, jo bedre var deres børn til at svare på spørgsmålene. Også computer, ordbøger og eget skrivebord havde en positiv effekt, hvorimod antallet af timer foran fjernsynet havde en negativ effekt på børnenes indsats.

Det ser ud til, at størrelsen på de statslige udgifter til skoleuddannelsen havde mindre betydning for, hvor gode eleverne var. Det kan for eksempel ses på de østeuropæiske lande som ofte klarede sig bedre end lande som Norge, Sverige og Danmark, der er blandt dem, som bruger de fleste ressourcer på uddannelse i forhold til statsbudgetterne (hhv. 5,26% 4,92% og 4,80% af bruttonationalproduktet). Der findes selvfølgelig mange grunde til, at nogle lande underviser deres børn bedre end andre, men man kan ikke sige, at et højt undervisningsbudget som i Danmark nødvendigvis må føre til en kvalificeret undervisning.

Mange myter aflives, for eksempel ideen om, at antallet af timer, børnene bliver trakteret med matematik, er proportionalt med hvor gode de bliver til det. Realiteterne fortæller, at lande som Sverige og Holland, som i gennemsnit bruger hhv. 90 og 107 timer på matematik om året, ikke klarer sig dårligere end Danmark og New Zealand (hhv. 118 og 140 timer om året), der begge har en dårligere score. Õstrig topper med 172 timer matematik om året.

Heller ikke størrelsen af klasserne syntes at have nogen større betydning. De fleste lande underviser i klasser på under 30 elever, undtagen Sydkorea og andre østasiatiske lande, som typisk underviser klasser på over 40 elever. Tabellen antyder intet sted, at klassestørrelsen skulle have betydning for undervisningskvaliteten. Igen foruden Sydkorea var brugen af lommeregnere meget udbredt, oftest for at tjekke resultater eller til brug for de mere komplicerede udregninger.

Den hyppigste kritik over for sådanne undersøgelser har været, at de fremhæver kunstige kvaliteter som en hurtig opfattelsesevne og logiske egenskaber, og derved ignorerer de kreative elementer; at "kulturforskelle" ikke er taget med i betragtning; at nogle lande fremhæver en anden form for viden end andre; at de lande, hvis undervisning for børn i en bestemt aldersklasse indeholder flere af de undersøgte emner end andre lande, har en uretfærdig fordel; at nogle lande har en relativ stor befolkningsdel, som klarer sig rigtig dårligt, og derved trækker gennemsnittet ned, etc...

Mange af disse kritikpunkter blev imødekommet i undersøgelsen, siger en af organisatorerne Wendy Keys. Mange forholdsregler blev truffet, for at sikre den bedste mulig standard. Lærerne i de forskellige lande fik præcise instruktioner om, hvordan prøverne skulle forklares til eleverne, og uafhængige eksperter udvalgte kun de resultater, som var i tættest overensstemmelse med de givne krav om pensum og biografiske oplysninger.

Udfaldet var alligevel det samme som antydet i tidligere studier, hvilket igen peger på, at mange af kritikpunkterne tilsyneladende slet ikke har så stor en betydning som man umiddelbart kunne tro. Den nødvendige følgeslutning må derfor være, at den dårlige placering for lande som Danmark faktisk skyldes en dårlig præstation.

Hvad kan undersøgelsen så bruges til, andet end at aflive myter og fortælle om manglende statistiske belæg for diverse synspunkter? Ok, der findes ingen entydige korrespondancer hverken i forhold til antallet af undervisningstimer, eller antallet af lærere, antal af elever i klassen, budget, opdragelse eller kulturelle faktorer, ikke desto mindre er der en betydelig forskel landene imellem. Har internationale sammenligninger af den art noget konstruktivt at sige?

Ugemagasinet The Economist citerer Julia Withburn fra det britiske National Institute of Economic and Social Research, som har undersøgt hvordan der bliver undervist i matematik i Schweiz og Japan, som er to af de lande der på trods af mange indbyrdes forskelle klarer sig godt internationalt. Hun har fundet en række lighedspunkter:

- Megen tid bruges på basale matematiske færdigheder, som kræver forståelse for tal, frem for brug af værktøjer til at behandle dem.
- Eleverne lærer at regne i hovedet før de lærer at gøre det på papiret, og lommeregneren er normalt ikke tilladt.
- Kun standardiserede lærebøger, som har været testet og afprøvet igennem lang tid, tillades til undervisningen.
- Frem for gruppearbejde undervises børnene som hele klasser, hvor læreren adresserer sine spørgsmål til alle samtidig, og lader eleverne svare på tur.
- Hvis nogle børn falder bagud, bruges mange ressourcer på at give dem ekstraundervisning.

Om dette er de afgørende faktorer for succes i den internationale uddannelsesliga vil kun tiden vise. TIMSS-undersøgelsen vil senere offentliggøre yderligere resultater, som vil gå mere i dybden med undervisningsmetoderne i de enkelte landes skoler. Det komplicerede sammenspil mellem kulturelle, sociale og instruktionelle forhold vil så yderligere blive sat under lup.

17 spørgsmål til de kloge børn

Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen (tallene i de kantede parenteser angiver scoren i procent for nogle udvalgte lande).

1) Hvordan finder man ud af, hvor gammelt et træ er? [DK:91 Sverige:93 Hong Kong:39]

2) Hvad dannes når et atom taber en elektron: a) en ion b) et molekyle c) en neutron d) en isotop? [DK:17 Norge:19 Sverige:44 Slovakiet:77]


3) Hvilken af de følgende processer er IKKE nogen kemisk forandring: a) at koge vand b) rustne jern c) brænde træ d) bage brød? [DK:32 Norge:12 Sverige:22 Singapore:62]


4) Ordene trøje, tråde og fibre kan sammensættes sådan: En trøje består af tråde, som består af fibre. Brug ordene molekyler, atomer og celler til at danne en sådan sætning. [DK:29 Norge:29 Sverige:39 Singapore:66]


5) Et æble hænger på et træ. Hvornår virker tyngdekraften: a) når det falder ned b) både når det hænger og falder ned c) når det hænger, falder ned samt ligger på jorden d) ingen af stederne? [DK:51 Sverige:59 Ung./Hong Kong/Slovakiet: ca. 75]


6) Hvorfor er ozonlaget vigtigt? [DK:29 Sverige:69 Norge:71]


7) Hvilken gas findes der mest af i atmosfæren: a) nitrogen b) oxygen c) kuldioxid d) hydrogen? [DK:11 Norge:27 Singapore:58]


8) Hvor mange ben og kropsdele har alle insekter? [DK:41 Norge:57 Sverige:61 Japan:82]


9) Hvorfor går et stearinlys ud, når man holder en glasklokke hen over? [alle ca. 95]


10) Hvad er årsagen til syreregn: a) spildt syre fra kemiske fabrikker pumpet i floder b) syre fra kemiske fabrikker der fordamper i luften c) gasser fra kul og olie opløst i vand i atmosfæren d) gasser fra airconditionanlæg og køleskabe som er undsluppet i atmosfæren? [DK:27 Sverige:31 Norge:31 Tjekkiet:45]


11) Hvad er hovedfunktionen af kloroplast i planteceller: a) at absorbere lysenergi og lave mad b) at fjerne spildprodukter ved aktiv transport c) at producere kemisk energi fra mad d) at kontrollere cellernes form? [DK:60 Sverige:67 Norge:43 Hong Kong:86]


12) Skriv er større brøk end 2/7. [DK:65 Sverige:78 Norge:84]


13) Hvis prisen af en dåse bønner er steget fra 8 kroner til 10 kroner, hvad er stigningen i procent? [DK:22 Sverige:32 Singapore:78]


14) Hvad er forholdet mellem længden af siden af et kvadrat til dets omkreds: a) 1/1 b) 1/2 c) 1/3 d) 1/4? [DK:35 Sverige:47 Japan:80]


15) Hvis m repræsenterer et positivt tal, hvilke af følgende udtryk er ensbetydende medm+m+m+m: a) m+4 b) 4m c) m4 d) 4(m+1)? [DK:36 Sverige:51 Norge:52 Rusland/Tjekkiet/Japan/Singapore/Slovakiet/Hong Kong: over 75]


16) For at lave en bestemt farve, blander Alan 5 liter rød maling med 2 liter blå maling og 2 liter gul maling. Hvad er forholdet mellem rød maling og den totale mængde af maling: a) 5/2 b) 9/4 c) 5/4 d) 5/9? [DK:31 Sverige:64 Singapore:95]


17) En klasse har 28 elever. Forholdet mellem piger og drenge er 4:3. Hvor mange piger findes i klassen? [DK:35 Sverige:24 Singapore:92]

(SVAR: 1) tæller ringene 2) ion 3) koge vand 4) En celle består af molekyler som består af atomer 5) alle steder 6) pga. farlig stråling 7) nitrogen 8) seks og tre 9) flammen forbruger alt ilt 10) c 11) a 12) 3/7 f.eks. 13) 25% 14) 1/4 15) 4m 16) 5/9 17) 16.)
There was an error in this gadget