Jagten på sandheden

Anmeldelse af bogen Jagten på sandheden skrevet af nordmanden Eirik Newth.

af Robin Engelhardt
   
Naturvidenskab skal formidles så let som muligt, men heller ikke lettere end det. Det skal være forståeligt, kortfattet og uden kringlede fagord, og samtidig skal det man skriver være rigtigt til mindste detalje. Dette kan allerede lyde som en direkte selvmodsigelse, og er det også ofte. De naturvidenskabelige fagområder er i vort århundrede blevet så specialiserede, at selv garvede videnskabsmænd ikke længere tør udtale sig om ting, der blot ligger en lille smule udenfor deres eget speciale. Man kan nemlig alt for hurtigt sige noget, der er forkert, eller i alt fald noget som kun er delvist rigtigt, og når det gælder formidlingen af den aktuelle frontforskning, er kun eksperterne eksperter. På den måde bliver enhver forsker uundgåelig til en fagidiot, eller som en tysk filosof engang sagde, en barbar, der ikke er helt uvidende om alt.
   
Så er det jo såre godt, at vi har fået de nye og smarte videnskabsjournalister, kunne man tro. Men ak, også her viser der sig problemer. Alt for ofte skal man høre på hvad denne så højt ærede formidler af videnskaben mener om verden og sig selv når han står og besynger menneskets nu opnåede resultater. Den del af populærvidenskaben som formidler en fælles konsensus, det der store fælles - aha! - hvor er verden vidunderlig helstøbt i sin mangfoldighed, fortæller en direkte løgn og kan egentlig kun betegnes ved ordet pseudo-oplysning. For naturvidenskaben er tværtimod så fragmenteret som aldrig før, og når videnskabsformidleren bortjævner kanter og ukendte fænomener og mørklagte urimeligheder med den alt for tidstypiske opfattelse af videnskaben som et slags ordensfundament hvorpå alt hviler og hvorfra alt kan beskues, bliver han blot til en barbar i anden potens.
   
Men selvfølgelig skal naturvidenskab formidles. Og hvis man kunne få en computer til at gøre det - en maskine uden egne meninger - ville det måske være at foretrække. På den anden side ville det nok også være kedelig læsning. I sådan en situation synes der kun at være to alternativer: enten er man korrekt men vanskelig, eller også er man nemt tilgængelig men overfladisk. Da det første går ud over oplaget, må det sidste gøres så hæderligt som muligt, og denne her anmeldelse har da også den glæde at kunne præsentere en version, som vitterlig er hæderlig og yderst nemt tilgængeligt. Efter at have lært fidusen af Jostein Gaarder, har nordmanden Eirik Newth nemlig skrevet en videnskabshistorie for børn Jagten på Sandheden - mest møntet på unge og voksne selvfølgelig.
   
Det har faktisk været lidt af en mangelvare med helt hæderlige introduktioner til naturvidenskaben og dens historiske udvikling. Her er der ikke nogen halvhjertet subjektivitet i klemme som vil prædike i et eller andet personligt ærene, og der er heller aldrig nogen anmassende passager om at naturvidenskaben er i gang med at afsløre de sidste sandheder om verden. Tværtimod synes forfatteren at være befriende klar over, at vi mennesker stadig kun kender og forstår promiller af den natur der omgiver os, og at nysgerrighed og ligegyldighed overfor autoriteter har været og altid vil være de inderste impulser hos en god forsker.
   
Det subversive element i naturvidenskaben har altid været undervurderet, og det er rart at læse en bog, som peger en smule i den retning, når man for eksempel læser om to af de største fysikere nogensinde, Isaac Newton og Albert Einstein og deres problemer med autoriteterne. Det er også rart at forfatteren på de sidste linier tager brodden af bogens lidt pompøse titel ved at gentage Lessings gyldne pointe om, at det ikke er sandheden der jagtes, men at det er jagten i sig selv, som er essensen og målet i alt.
   
Bogen er let forståelig, uden ligninger og tager kun de vigtigste udviklinger op, og derfor kan den også kun i begrænset omfang forklare de dybere detaljer af de videnskabelige opdagelser gennem tiderne, og problemerne bliver større jo nærmere bogen kommer nutidens forskning. Der er flere ting som slet ikke tages op, men da bogen erskrevet på et introduktionsniveau og til unge, er det ganske i orden. Gennemgangen starter hos de gamle grækere Thales, Demokrit, Euklid og Aristoteles, hvis tænkemåde har været altafgørende for vores kultur. Arabernes og indernes matematiske kunnen præsenteres på en simpel og god måde, ligesom renæssancens og 1800-tallets opdagelser. En rigtig god omgang pop, som fortjener at komme under juletræet hos dem, som længe har villet lære noget om naturvidenskabens historie, men aldrig har realiseret ønsket af angst for ikke at forstå noget som helst.

0 comments:

There was an error in this gadget