Interview med Roger Penrose

Den britiske matematiker og fysiker Roger Penrose har de seneste år vakt opsigt med sin ide om, at bevidstheden afhænger af en kvanteeffekt.


Af Robin Engelhardt og Frederik Stjernfelt


Roger Penrose har for nylig deltaget i seminaret "The Spontaneous Order of Life" på Niels Bohr Instituttet. Da en kameramand under pauserne mellem de mange forelæsninger fik til opgave, at filme nogle af Penroses transparenter, som han havde brugt til sine forelæsninger, fik han hjælp af en lokal fysiker, som lagde transparenterne af og på projektoren.

Samtidig forsøgte fysikeren - i et dagligdags sprog - at forklare kameramanden den dybere mening i kvantemekanikken og Penroses argumentation på transparenterne. Der var flotte tegninger af døde og levende katte, af små mikrotubuli, af ikke-beregnelige matematiske teoremer og meget andet, og fysikeren skulle, hver gang en ny tegning kom frem, forklare indholdet.

Kameramanden fik at vide, at da Roger Penrose i 1990 udsendte The Emperor's New Mind, så var ideen bag den H.C.Andersen inspirerede titel at trække tæppet væk under een af tidens afguder. Den kejser, der ikke havde noget på, var Kunstig Intelligens-forskningen, og for at sandsynliggøre dette, kastede Penrose sig ud i en formelig tour-de-force, hvor en lang række avancerede grene i matematik og fysik blev fortolket filosofisk. Det berømte Gòdels bevis blev således set som et bevis for, at intelligens er ikke-beregnelig og dermed som en afgørende hindring for, at det skulle være muligt at lave kunstig intelligens på computere. Men hvis bevidstheden indebærer noget ikke-beregneligt, lød Penroses hovedargument, så må hjernens fysik være ikke-beregnelig, og det meste af den kendte fysik er beregnelig.

Mens kameramanden og fysikeren sad og filmede Penroses transparenter, sad to af dette blads udsendte medarbejdere i en sofarække ved siden af, og talte med Penrose:

- Deres to bøger har fået en meget kaotisk modtagelse med debat for og især mod. Hvad tror De er grunden til opstandelsen?
Penrose: "På nogle måder overraskede The Emperor's New Mind folk. De, der var mest hårdnakkede i deres afvisning, var sikkert de mest overraskede. Især Kunstig-Intelligens-folk var skeptiske..."


- Det er der næppe noget at sige til ...
"... men ikke allesammen. Der var flere der var glade for, at et andet synspunkt omsider kom frem. Hvad angår The Emperor's New Mind blev jeg også selv overrasket både over den interesse den vakte - jeg troede den ville blive forbigået i tavshed - og over styrken i de indvendinger, den kaldte frem. Nogle fandt bogen truende, og jeg blev faktisk ret overrasket, hvor grove mennesker kan være. Jeg troede, at folk have en mere videnskabelig indstilling til tingene. Der var også meget omfattende misforståelser. Meningen med min anden bog Shadows of the Mind var at afklare disse misforståelser - men den har bare fremkaldt endnu flere misforståelser. Meget af kritikken kommer fra folk som slet ikke har forstået hvad jeg siger, og som jeg ikke kan tro overhovedet har læst bogen. Mange taler som om de argumenter jag har fremført slet ikke eksisterede, hvilket jeg synes er meget underligt".


- Især Deres fortolkning af Gòdels teorem - at det udelukker muligheden for kunstig intelligens baseret på computere - har vakt harme ...
"Ja, og jeg forstår det ikke, for min argumentation er fuldstændig konsistent".


- Måske det har noget at gøre med, at modsætningen mellem Gòdels teorem og kunstig intelligens er en gammel affære i amerikansk filosofi. Allerede i 1962 var der jo John Lucas, som De også nævner, der anførte, at konsekvensen af Gòdel måtte være et farvel til computerintelligens, og han blev komplet jordet af kunstig-intelligens-forskerne ..."
"Ja. Og hans argument er også blevet konsekvent fejlagtigt gengivet af kunstig-intelligens-miljøet. Måske har det truet med at spænde ben for hele projektets mulighed og alle deres bygninger med maskiner og budgetter og så videre. I den engelske kontekst tror jeg også, at Lighthill-rapporten, der længe før jeg interesserede mig for området, skulle vurdere sandsynligheden for et positivt udbytte af denne forskning og kom frem til en meget negativ konklusion, har været afgørende. Den medførte stærkt reduceret støtte til området og der er stadig en udbredt bitterhed på grund af den. Jeg kan ikke vurdere om den var retfærdig eller ej - måske var den, men jeg tror det er den bitterhed, der nu er overført på mig. Jeg tror en del af problemet er, at kunstig-intelligens-forskerne overdriver deres muligheder ganske meget - selv om der faktisk er meget interessante ting at udrette på deres område, så skader det dem selv, at de overdriver deres egne muligheder".

Et par meter ved siden af, stod kameramanden fortsat og filmede. Nogle transparenter redegjorde ifølge hans hjælper for, at kvantemekanikken har en ikke-beregnelig komponent, andre tilbød en hypotese til løsning af eet af kvantemekanikkens klassiske problemer: det om bølgefunktionens kollaps. Et systems kvantetilstand er i princippet fuldstændig beskrevet ved den såkaldte Schròdingerligning, der er heltigennem deterministisk.

På et tidspunkt - i eksperimentet typisk når man går fra kvantevirkelighed og til udslag på måleinstrumentet - får kvanteprocessen imidlertid effekter på makroniveau, man går fra kvanteniveauet til den klassiske fysiks niveau, og for at nå fra Schròdingerligningen og hertil, kvadrerer man visse variable, der herefter fortolkes som sandsynligheder for en række forskellige udfald - som der i øvrigt ikke er nogen teoretisk mulighed for at vælge imellem, heraf uberegneligheden. Inden bølgefunktionen kollaberer, så eksisterer alle disse mulige udfald så at sige side om side, de overlapper hinanden.

Dette blev forklaret på transparenten med Penroses tegning af Schròdingers kat: et tankeeksperiment, der stiller problemet om "bølgefunktionens kollaps" på spidsen: en kvantetilstand indvolverer et lineært overlap af en reflekteret og en ikke-reflekteret foton. Den ikke-reflekterede foton tænder et apparat, fx. en pistol, som dræber katten. Kvantemekanikken synes nu at fortælle os, at katten kan eksistere i to forskellig tilstande samtidigt: død og levende. Først ved kollapset, når fx. en observatør træder ind, udvælges een af dem som klassisk virkelighed. Denne overgang fra kvantevirkelighed til klassisk virkelighed er "bølgefunktionens kollaps" eller "tilstandsvektorens reduktion".

Kameramanden viste sig her at kunne tale med, for han havde altid forstået og fortolket det på den måde, at virkeligheden kun er et resultat af subjektiviteten - at alt er relativt i forhold til en selv. Fysikeren måtte indrømme, at enkelte videnskabsmænd vitterligt insisterede på en så subjektivistisk verdensopfattelse, men at de fleste dog ikke var helt så langt ude på overdrevet, og fortolkede det som om det kun var noget der foregik, når et eksperiment blev udført, dvs. at det aldrig var en reel fysisk makro-manifestation, fordi bølgefunktionen kollaberer blot ved den mindste påvirkning af makroskopiske elementer (endnu andre spidsfindige forskere mener, at der eksisterer parallelverdener, som så at sigeopfager de andre muligheder....).

Penroses næsten alt for indlysende krav er nu i stedet: denne bølgefunktionens kollaps må selv fortolkes som en rent fysisk proces, der intet har med iagttagere og eksperimenter at gøre. Det mente kameramanden så afgjort også. "Katten må da enten være død eller levende", sagde han. Takket være endnu en hypotese, der foreslår at løse to gåder ved at se dem som svar på hinanden, må den - som foreslået af ungarske fysikere - have noget at gøre med den endnu uigennemførte sammenkobling af kvanteteorien med tyngden. Alt dette var naturligvis rent tankespind, det hypoteser gøres af, og savnede eksperimentel underbygning.


- Når man har læst Deres bøger, forekommer det fuldstændig indlysende, at bølgefunktionens kollaps må skulle gives en realistisk fortolkning, dvs. en fysisk fortolkning. Hvordan i alverden kunne den uvidenskabelige, subjektivistiske "forklaring" på den være i stand til at overleve så længe og endda dominere fysikmiljøerne?
"Det er der mindst to grunde til. For det første er der ubetvivlelige problemer ved at kvanteteoriens ikke-lokale effekter ikke er konsistente med relativitetsteorien - og folk har naturligvis af denne grund været tøvende over for store forandringer. Den anden grund er, at folk generelt er tøvende overfor at ændre regler - hvis man anser bølgefunktionens kollaps for at være en virkelig proces, så kan man ikke længere have en enhedslig og uproblematisk udvikling fra kvanteniveau til klassisk niveau og så ophører Schròdinger-ligningen med at fungere på alle niveauer - hvilket i øvrigt ville have frydet Schròdinger selv, der ikke brød sig om den traditionelle tolkning af sin ligning. Men jeg er enig i, at der er en gåde i, at den subjektivistiske tolkning kunne leve så længe, men det er der sandsynligvis en psykologisk grund til. Men Schròdinger selv, Einstein og også Dirac anså den tolkning for at være foreløbig."


- Så den traditionelle tolkning, københavnertolkningen, er simpelthen antividenskabelig?
"Ja. Jeg tror Bohrs ide med at foreslå den egentlig var god nok, idet det var et standpunkt, som oprettede et midlertidigt stop for spekulationerne. For at opnå fremskridt var det godt nok, men det var ikke det sidste ord om den sag".

Sandsynligvis på grund af sådanne tanker udløste Penroses bog en syndflod af diskussion - det var uhørt at en estimeret fysiker på den måde fremsatte uortodokse forslag i en bog der på een gang var henvendt til videnskabelige kolleger og en bredere offentlighed. Især fortolkningen af Gòdels teorem stod der umådelig blæst om. I 1994 udsendte Penrose så Shadows of the Mind (anmeldt her i bladet 24.-30. marts 1995) for at tage brodden af de mange misforståelser af hans synspunkter, han så fremsat - den udgøres for en stor dels vedkommende af grundige svar på de forskellige indvendinger, samt et nyt forslag: bevidsthedens kvanteeffekt kunne måske være at lokalisere i de "mikrotubuli", der udgøre en central del af alle cellers indre arkitektur, således at de skulle evne at holde bølgefunktionen ukollaberet, såkaldt "kvantekohærens", i særlig lang tid?


- Hvad er Deres ideer til, hvorledes man kan efterprøve Deres påstande eksperimentelt og udsætte dem for falsifikation?
"Det er helt afgørende at efterprøve disse ideer experimentelt - ellers er det jo kun snak. Det er dog tvivlsomt hvor enig jeg er i det popperianske syn på eksperimenter, som De antyder ...det afhænger af, hvor entydige eksperimenterne er, og det er måske snarere et spørgsmål om at føle sig frem. Men jeg ser mange mulige steder man vil kunne prøve den med kun ganske lidtstørre præcision end vi besidder i dag. Fysisk kan man undersøge, om der skulle være superponerede kvantetilstande i kviksølvdråber - dvs. egentlig at udføre Bohrs dobbeltspalteeksperiment med store genstande! Det kræver ganske vist at man kan holde superpositionen af flere tilstande intakt i umådelig meget længere tid, end man kan nu, og det kræver at de er komplet isolerede, hvilket er vanskeligt. Det samme princip kunne undersøges med flydende, superledende helium, der allerede er i kvantekohærent tilstand. Tilsvarende med Mòssbauer-effekten, der kunne udgøres af interferens mellem superponerede placeringer af et krystal. Store krystaller kunne virke som detektorer for gravitationsbølger. Og endelig, som det er blevet foreslået her på konferencen, kunne man undersøge neutronstjerner, der også må være i en slags makroskopisk kvantetilstand. Biologisk kan man undersøge mikrotubuli og cellevægge og andre steder, hvor det forekommer sandsynligt, at der kunne optræde kvantekohærens. Neurofysiologisk kunne man undersøge forholdet mellem mikrotubuli og bevidsthed, hvor det ser ud til, at bedøvelsesmidler generelt har deres effekt i kraft af, at de indvirker på mikrotubuli, ligesom man kunne undersøge forskellen mellem lillehjerne og storhjerne. Er der særlige typer af celler, der bevirker bevidsthed i modsætning til andre, der ikke gør det? Forskellen mellem Alzheimers og Parkinsons syge, hvor den første synes at medføre svind i bevidstheden og den anden ikke, burde undersøges. Endelig kunne man psykologisk undersøge Libets eksperimenter om bevidstehedens "forsinkelse", selv om jeg nu ikke er sikker på, at der ville komme noget ud af denne vej. Eller man kunne undersøge forskellige dele af hjernen med henblik på forskelle i bevidsthedens hastighed; hvis min teori passer, skulle systemer med færre nerveceller give langsommere bevidsthed end med flere ... Men jeg insisterer ikke på, at mislykkede resultater i disse udforskninger ville falsificere min ide. Jeg insisterer fx.ikke på, at mikrotubuli er det eneste sted, hvor der foreligger kvanteeffekter, ja, faktisk er det nok en smule usandsynligt, at de er dér, men selv om det blev bevist, at de ingen rolle spiller, så ville det ikke ugyldiggøre min generelle teori. Spørgsmålet er: hvor kunne man finde sådanne effekter? Jeg synes bare, at mikrotubuli forekommer at være det mest sandsynlige sted at lede, jeg har fået øje på indtil nu. Vi må holde os alle disse muligheder for øje for at finde ud af, hvad det egentlig er, der foregår".


- Deres syn på bevidsthed og fysik har ført Dem til at antage en platonisk matematikfilosofi, altså at matematikkens genstande har en selvberoende og ideal eksistens ...
"Ja, jeg har fået mange indvendinger mod dette, helt uafhængigt af mine andre argumenter. Men det er jo et ganske udbredt synspunkt blandt matematikere: der er noget, det man laver er faktisk at opdage noget, der allerede eksisterer, det er næsten den eneste måde man kan tænke det på, hvis man er matematiker. Der er intet revolutionerende eller unormalt i det. Men spørgsmålet er, hvor langt man kan strække denne holdning. Især matematiske logikere er nervøse for hvor langt denne holdning kan bære. En eller anden udgave af platonisme være sand, den er jo næsten common sense. Men især mange filosoffer har problemer med at acceptere den, hvilket jeg aldrig helt har forstået".

- I Deres foredrag her foreslog De, at man kunne forestille sig, at abstrakte platoniske begreber kunne have forskellig grad af realitet. Kan De uddybe denne ide?
"Det angår meget hvilken slags matematik, hvilke dele af matematikken, man skulle forvente spiller en rolle i fysikken. Nogle dele af matematikken underbygger fysiske fænomener i en dybere grad end andre. Jeg henviser ofte til Wigners berømte udsagn om matematikkens overraskende virkningsfuldhed i fysikken. Det gælder mange dele af den, medens der er andre dele af den, der virker mere menneskeskabte".

- Det lyder som ideen om, at Gud skabte de hele tal, resten er menneskeværk ...
"Det var Kronecker, der sagde det. Men ideen er den samme. Der er dele af matematikken, der ikke behøver være særlig dybe. Man antager et sæt regler og ser hvad de fører til og det behøver ikke betyde særlig meget. Det viser den fysiske verden".

- De mener altså at den fysiske verden er sandhedsvidnet på, hvilke dele af matematikken, der er dybe?
"Nej ikke kun. Også i matematikken selv er der visse universelle begreber, der trænger sig på - det er andre kriterier, der gælder i matematikken end fysikken, nemlig om begreber er universelle og forener vidt adskilte områder. Men begreber, der er centrale i matematikken er meget sandsynlige kandidater til også at være brugbare i fysikken. Tag fx. de komplexe tal, der fra begyndelsen er en rent matematisk opfindelse og forener en mængde områder i matematikken - de viste sig senere at være helt uundværlige i kvantemekanikken ..."

- Men hvordan vil De psykologisk eller kognitivt beskrive den åndsevne, som vi anvender, når vi indser disse uberegnelige sandheder, og som vi altså har fremfor maskinerne?
""Forståelse", "indsigt", "common sense" ... som jo er meget svært at programmere på en computer. Kunstig-intelligens-folkene tror, at det bare er fordi computerne stadig har for lille hukommelse eller lignende. Men det mener jeg ikke. Forståelse er ikke lig med en stor mængde viden, den er noget helt andet, der ikke han reduceres til beregning".


- Deres bøger har været en del af en formelig bølge af filosofi og mere eller mindre videnskabelig spekulation over "the mind" de senere år: Gerald Edelman, John Searle, Cairns-Smith, Crick, Dennett, Chalmers, Nicholas Humphrey og mange flere. Hvordan vil De vurdere denne buket af ideer i forhold til Deres egen teori?
"Cairns-Smith synes at være tættere på min tankegang end de andre. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om hele denne aktivitet. Stuart Kauffman lykønskede mig på dette møde for at være den, der har gjort bevidstheden respektabel som videnskabeligt undersøgelsesområde. Jeg har to bekymringer med det: dels er det ikke mig, men snarere PET-scannere (scanninger som måler atomare sammenstød mellem positroner og elektroner i de aktive dele af hjernen, red.) som har haft en større rolle. Og dels: er der noget at ønske tillykke for? Man må være meget forsigtig ... Måske er der alt for mange teorier i omløb. Man skal være forsigtig før man udråber sit forslag til at være videnskabeligt. Nogle gange kan man godt være lidt bekymret".

Videnskabsjournalistikkens endeligt

En faggruppes tilbøjelighed til storhedsvanvid. Videnskabsjournalisten John Horgans bog The End of Science, som blev omtalt i Bøger i sidste uge, fik denne artikels forfatter til at fare i flint og forudse...


I sidste uge skrev Flemming Groth-Hansen en anmeldelse af Bogen The End of Science, forfattet af videnskabsjournalisten John Horgan, som er ansat på det ansete videnskabsblad Scientific American. Anmeldelsen var et gedigent arbejde, som ganske præcist gengav det, forfatteren ønskede at formidle, men, må det også tilføjes, naiv. Anmelderen har ikke haft øje for det uvederhæftige og kyniske element i forfatterens projekt, og blot taget budskabet for givet, sikkert med de bedste hensigter, og uden selv at tage eksplicit stilling (selvom han sympatiserer).

Umiddelbart lyder dette måske som en udifferentieret og aggressiv kritik, som snarere hører til i læserbrevsafdelingen blandt de forurettede genier og syrlige pindehuggerier. Men man må huske på, at forfatteren til bogen, John Horgan, er en hyppig skribent i mange populærvidenskabelige og også seriøse blade som The New York Times Book Review, The New Republic, Discover, Science og Omni, og at han derfor er en signifikant medspiller i den offentlige forståelse og fortolkning af naturvidenskabelige emner. Derfor vil den følgende kommentar ikke blot nøjes med at bide sig fast i et enkelt eksemplar af de videnskabelige para-nobiliteter og deres udtalelser, men også forsøge en usikker diagnose af videnskabsjournalistikkens problem som det viser sig her.




Videnskabsjournalisternes kamp om verdens indretning er i høj grad båret af en eksistensiel angst og bitterhed over, at naturvidenskaben ikke kan råde bod på meningsløsheden. De kroner sig med deres egen individualpsykologiske forklaring, som varmer lidt - som skindhuen på kraniet. (James Ensor: Skeletter skændes om en røget sild. 1891)

Jeg har selv haft bogen liggende på mit skrivebord i et par måneder uden at kunne skrive om den. Hvorfor? Ja, faktisk på grund af frustration og væmmelse.

Jeg graver i mine noter fra min læsning af de indledende kapitler, og finder stikordene: Umiddelbart: dejligt provokerende. Dérefter: imponerende, alvidende, klar fremstilling, besnærende. Senere: ikke overbevisende, underlige konklusioner, en smule snyd, unfair. Endnu senere: forhastet, selvbehagelig, eklektisk. Endeligt: kynisk, forkasteligt.

John Horgan mener virkelig at videnskaben er færdig som gårdsanger. Tesen er præcis hvad titlen siger: de sidste opdagelser og teorier er fundet, og hvis de ikke er fundet vil de aldrig kunnet blive fundet. Hvis nogle spørgsmål har chance for snart at blive besvaret, er de triviale; hvis ikke, er de uovervindelige. Det er det tragiske dilemma hvor ud fra al argumentation i bogen foregår.

Efterhånden viser motiverne til bogen sig dog alt for tydelige. Ikke et sted i bogen går Horgan ind på problemstillingen som diskuteres af hans interviewede partnere. Horgan venter blot på, at offeret skal blotte sig et øjeblik, hvorefter fælden snapper i: "Betyder dette så ikke videnskabens afslutning", spørger han insisterende, og selvom den interviewede måtte svare tøvende eller endda rigorøst benægtende, fortolkes dette som en vaklende indforståelse med spørgsmålet eller - når ikke andet er muligt - som ønsketænkning offeret dybest set selv er tvivlende overfor. Alle svar er gode, fordi enten er videnskaben død, eller også er den ironisk, "enten postmortem eller postmoderne", som Brian Hayes fra New Scientist så pænt har udtrykt det i en anmeldelse af bogen.

Ikke en eneste af de mange intellektuelle kostbarheder man faktisk finder citeret i bogen respekteres på behørig vis. John Horgan har på intet tidspunkt til hensigt at lære noget af de mennesker han lytter til. Tværtimod vurderes og bedømmes alle udsagn kun ud fra forfatterens eget tematiske valg. Tanker bliver ikke tænkt færdige, men blot eksklameret som en slags designer-definition på de interviewede individer altid allerede indeholdende en personlighedskarakteristik samt copyrightbestemmelser. Hele pointen med interviewene er at vise, hvor obskure og naragtige disse videnskabsmænd er, og hvor kvik en fyr John Horgan er.

I slutningen af sin anmeldelse sidste uge skrev Flemming Groth-Hansen ganske rammende, at bogen er værd at læse alene fordi forfatteren fremviser et "menageri af galninge og genier"; rammende mere på grund af forfatterens selvbestaltede rolle som cirkusdomptør, der 'viser et menageri af galninge og genier frem'. Sukker kun til de brave dyr.

Derfor udviklede der sig langsomt en mistanke om, at den hysteriske diskurs forfatteren anstrenger, er designet ud fra en vilje til at blive citeret, snarere end at blive forstået. Og derfor ville det allerede være en dumhed at diskutere den indholdsmæssigt. En anmeldelse af bogen begyndte at vise sig som umulig - af rent æstetiske grunde. Og den overvejelse er jeg ikke ene om. Sidste uges anmelder skriver, at bogen har "ført til mange bebrejdelser mod tesens ophavsmand", vel at mærke ikke tesen...for tesen er alt for forvirret og anspændt.

Moderne og suveræne individer, som forstår og formilder videnskabelige resultater, tænker meget om sig selv, fordi almindelige mennesker tænker meget om dem. Emblemet videnskabsjournalist er næsten endnu bedre end at stå med hvid kittel foran TV-avisens kamera, og derfor er fælderne mange. Generelt kan man sige, at videnskabsfortolkeren nutildags står overfor to store fristelser. Skal han manifestere sin egen herlighed i slipstrømmen på en imponerende formidling af "De Store Spørgsmål" til den uvidende masse, eller skal han tage en position som den gennemskuende ikonoklast, der gennem sin subversive og afslørende argumentation vinder outsidernes tilslutning.

John Horgan gør det første. Men i begge tilfælde er den underliggende tematik ikke videnskaben, men selvrealisering, det vil sige virkeliggørelsen af videnskabsfortolkerens jeg.

Vælges den første vej, er resultatet kynisme, vilje til magt og ønsket om et godt liv. Vælges den anden, som på trods af sine mere sympatiske træk stadig kan være en fristelse, er resultatet etisk ansvarlighed, påpegningen af "andre værdier" og afsavn. Her består fristelsen i vildt overdrevne relativismer og holismer; i forsøg på at "tænke på hovedet", apokryf og altomfattende, som i virkeligheden selv blot er projektioner af den moderne individualistiske rusfølelse - krydret med en vag gammelkristen skyldfølelse. Kravet efter oprigtighed overfor læseren og især overfor én selv, kan i et sådant problemkompleks nemt tabes ud af syne.
Et pinligt bevis for sin egen manglende oprigtighed giver John Horgan selv i sit efterskrift, hvor han takker sin agent Stuart Krichevsky for "at hjælpe [ham] med at vende nogle uformelige ideer til et 'maketable proposal' - dvs. et salgbart forslag". Hvis det kan blive standarden at lade hånt om en dybere mening med at skrive en bog, for bare at kunne sælge den, så er det videnskabsjounalistikkens afslutning vi her taler om, og ikke videnskabens.

Personlig overvurdering er den triste diagnose. At dette så ytrer sig i en så simplistisk tese om videnskabens endeligt, og en filosofisk barnetro på The Answer (en frase, som dukker op igen og igen - skrevet med stort og i kursiv), er på en måde forståeligt, hvis man tager i betragtning, hvor megen energi og kraft John Horgan har brugt på at hvæsse sin pen og bevise sin intellektuelle styrke overfor disse videnskabelige superstjerner.

Selv et kortvarigt ophold på olympen kan skabe afhængigheder. Pludselig føler man sig i besiddelse af guddommelige kræfter og giver sig til at synge selv.

Her er John Horgans åbenbaring: "Da jeg for første gang tænkte over at skrive en bog", skriver han, "forestillede jeg mig en række portrætter, helt uretoucherede billeder, af disse fascinerende sandhedssøgere og sandhedsdesertørere, som jeg har været så heldig at kunne få et interview med. Jeg forestillede mig at overlade det til læseren, hvis fremtidsudsigter gav mening og hvis ikke. For når det kommer til stykket, hvem af disse folk vidste hvad de ultimative grænser for vor viden er? Men efterhånden begyndte jeg at forestille mig, at jeg vidste; jeg overbeviste mig selv om, at ét bestemt forløb var mere sandsynligt end alle de andre. Jeg besluttede at forkaste alle prætentioner om journalistisk objektivitet, og i stedet skrive en bog, som var åbenlyst dømmende, argumenterende og personlig."

 Personlighed kan jeg ikke finde meget af, men til gengæld er der masser af domme. Citatet er meget sigende for det uimodståelige lille skridt fra ydmyghed til selvoptagethed, som enhver videnskabsjounalist på et eller andet tidspunkt har haft tæt på livet.

Som videnskabsjournalist kan det godt være svært at sætte sig selv i baggrunden. Man har måske ligesom andre humanistisk indstillede mennesker nogle følelser i klemme overfor et alt for mekaniseret verdensbillede eller overfor en, sådan synes det i hvert fald, umuliggjort metafysik, eller man harmes over naturvidenskabernes sandhedskrav, der ret beset ligger på et lige så tyndt grundlag som alle mulige andre videnskabers sandhedskrav, eller man ... ja, tror blot selv at vide bedre end dem.

Resultatet bliver en sammenblanding af objektive beskrivelser og en halvhjertet subjektivitet, som ikke tør stå helt ved sig selv, men sporadisk træder frem fra naturvidenskabens herskende skygge for at vise sin malplacerede krænkelse.

Hvad er det så John Horgan er krænket over? I hans tilfælde er det en skuffelse over ikke at finde den mening, og det formål med livet, som han havde håbet. Flere steder i bogen findes konsternerede ytringer om, at "selvom der måtte findes 'endelige teorier' (måske endda The Answer), vil de ikke være meningsfulde i menneskelige termer". John Horgan er krænket over ikke at kunne finde forklaringen på sig selv. Til sidst, i epilogen, skydes derfor alligevel ud i de metafysiske tåger: lige pludselig skal vi høre om mystiske oplevelser - "jeg var det eneste bevidste væsen i universet", og "jeg...har fundet eksistensens hemmelighed (The Answer): Guds angst for sin egen Guddom og sin egen potentielle død ligger til grund for alt", og så videre... i alt sammen simple (børne-)psykologiske grundfigurer iom forfatterens angst (Palle Alene i Verden, dødsangst, ect.), som selv efter en trehundrede siders lang bog om naturvidenskaben, stadig ikke er vasket bort.
Selvfølgelig ikke, kunne man fristes til at sige.

Sådan kunne man blive ved. Men efter al den hårde kritik tror jeg nu nok, at budskabet er gået ind (køb kun bogen hvis du laver feltarbejde i psykologi om tidstypiske selvrealiseringer), og at sidste uges anmelder kan se, hvorfor en sådan bog skaber kvaler for nogle.

Og endelig: er der ikke noget formasteligt over alle disse påståede finaliteter, som forsøger at lukke for den virkelige tænkning. Ville det ikke være fuldendt djævelsk at borttænke ideen om revolutioner, hvadenten de er sociale, æstetiske eller erkendelsesmæssige?

Dansk middelmådighed A/S

Politikerne og lærerne er bekymrede. Det 20. århundrede går mod sin afslutning; den teknologiske udvikling har fået større indflydelse på dagligdagen for alle mennesker i vort land, mens vores børn bare bliver dårligere og dårligere til matematik og naturvidenskab. Alt tyder på, at den teknologiske udvikling vil fortsætte med endnu kraftigere styrke i det næste årtusind, mens alt hvad børnene er i stand til, er at spille på computer. Med stigende hastighed har den teknologiske udvikling også fået indflydelse på landenes økonomiske succes, og for at sikre sig en acceptabel position i den globale konkurrence, er det for de enkelte lande blevet afgørende at uddanne befolkningen til de "intelligente" industrier som mikro-elektronik, computere, telekommunikation og genteknologi. Men hvor bliver de kloge samfundsborgere af?

Mange mener at vide, at kernen i en positiv udvikling hen i mod et fremtidens Danmark er, hvordan vi uddanner vores børn. Naturvidenskab og især matematik anses som de nøglefag, som kan hæve den efterhånden alt for lave standard, der ud fra manges synspunkt mest af alt ligner en udvikling hen imod den mindste fælles nævner. Elevernes interesse for disse fag er lav, især pigerne gider ikke, og lærerne aner ikke deres levende råd. Gruppearbejde og klasseprojekter synes ikke at virke. Nogle mener, at vi skal tilbage til de gamle autoritære indlæringsmetoder - med spanskrør og hvide høns. Andre mener at der skal lokkes med diverse eventyrlige projekter, "spændende" undervisning og lange frikvarter. Diskussionen havner tit i standpunkter om for mange eller for få bevillinger til uddannelsessystemet, om lærernes kvalifikationer, eller om elevernes dårlige opdragelse.

Den største undersøgelse nogensinde, Third International Maths and Science Studies (TIMSS), hvor over en halv million elever og over 15000 skoler i 45 lande deltog, har nu forsøgt at objektivere problemerne lidt, og sat tal på børnenes matematiske og naturvidenskabelige kunnen. For Danmarks vedkommende var der for de 13-årige børn 144 skoler og 2297 elever med i undersøgelsen. I den først rapport, som er blevet offentliggjort nu, figurerer kun 41 lande, da Argentina, Italien og Indonesien ikke nåede af udarbejde resultaterne til tiden, mens Mexico valgte ikke at offentliggøre sine resultater.

For Danmark er resultatet bestemt ikke flatterende. Danmark ligger på en middelmådig plads i matematik (som nr. 27) sammen med USA, og stærkt under middel (nr.34) i de naturvidenskabelige fag (som fysik, kemi, biologi og miljøfag). Kun Litauen, den wallonske del af Belgien, Iran, Cypern, Kuwait, Colombia og Sydafrika var dårligere. Også i forhold til vores nordiske brødre, Norge og Sverige, ligger Danmark sidst.

Både i matematik og naturfag var Singapore den absolutte topscorer. Undersøgelsen var i den første fase begrænset til 6. og 7. klasses elever, og i begge tilfælde var Singapore bedst.Også Korea, Japan og Tjekkiet klarede sig rigtig godt, samt Hong Kong og den flamske del af Belgien. En af de største overraskelser var den permanente bibeholdelse af landenes relative positioner. Selv lande, som ligger tæt ved hinanden midt i tabellen (som f.eks. Danmark og Sverige i matematik), bibeholdt deres relative position i forhold til hinanden i langt de fleste individuelle fag (og selv spørgsmål - se eksempler ). Så selvom spektret af de enkelte landes præstationer ligger tæt, viser deres positioner sig at være ganske stabile. Forskellen mellem top og bund er alligevel så stor, at Singapore scorede cirka dobbelt så meget som Sydafrika. De fire rigeste østasiatiske økonomier tog de fire første pladser i matematik.

I de fleste lande var kønsforskelle minimale i matematik, mens de var store i naturvidenskab. Især i Danmark var forskellen betydelig. Drengene udkonkurrerede pigerne, især i fag som fysik og kemi.

Forholdene i hjemmet havde stor betydning for elevernes præstationer i alle lande. Jo flere bøger der var i hjemmet og jo bedre forældrenes uddannelse var, jo bedre var deres børn til at svare på spørgsmålene. Også computer, ordbøger og eget skrivebord havde en positiv effekt, hvorimod antallet af timer foran fjernsynet havde en negativ effekt på børnenes indsats.

Det ser ud til, at størrelsen på de statslige udgifter til skoleuddannelsen havde mindre betydning for, hvor gode eleverne var. Det kan for eksempel ses på de østeuropæiske lande som ofte klarede sig bedre end lande som Norge, Sverige og Danmark, der er blandt dem, som bruger de fleste ressourcer på uddannelse i forhold til statsbudgetterne (hhv. 5,26% 4,92% og 4,80% af bruttonationalproduktet). Der findes selvfølgelig mange grunde til, at nogle lande underviser deres børn bedre end andre, men man kan ikke sige, at et højt undervisningsbudget som i Danmark nødvendigvis må føre til en kvalificeret undervisning.

Mange myter aflives, for eksempel ideen om, at antallet af timer, børnene bliver trakteret med matematik, er proportionalt med hvor gode de bliver til det. Realiteterne fortæller, at lande som Sverige og Holland, som i gennemsnit bruger hhv. 90 og 107 timer på matematik om året, ikke klarer sig dårligere end Danmark og New Zealand (hhv. 118 og 140 timer om året), der begge har en dårligere score. Õstrig topper med 172 timer matematik om året.

Heller ikke størrelsen af klasserne syntes at have nogen større betydning. De fleste lande underviser i klasser på under 30 elever, undtagen Sydkorea og andre østasiatiske lande, som typisk underviser klasser på over 40 elever. Tabellen antyder intet sted, at klassestørrelsen skulle have betydning for undervisningskvaliteten. Igen foruden Sydkorea var brugen af lommeregnere meget udbredt, oftest for at tjekke resultater eller til brug for de mere komplicerede udregninger.

Den hyppigste kritik over for sådanne undersøgelser har været, at de fremhæver kunstige kvaliteter som en hurtig opfattelsesevne og logiske egenskaber, og derved ignorerer de kreative elementer; at "kulturforskelle" ikke er taget med i betragtning; at nogle lande fremhæver en anden form for viden end andre; at de lande, hvis undervisning for børn i en bestemt aldersklasse indeholder flere af de undersøgte emner end andre lande, har en uretfærdig fordel; at nogle lande har en relativ stor befolkningsdel, som klarer sig rigtig dårligt, og derved trækker gennemsnittet ned, etc...

Mange af disse kritikpunkter blev imødekommet i undersøgelsen, siger en af organisatorerne Wendy Keys. Mange forholdsregler blev truffet, for at sikre den bedste mulig standard. Lærerne i de forskellige lande fik præcise instruktioner om, hvordan prøverne skulle forklares til eleverne, og uafhængige eksperter udvalgte kun de resultater, som var i tættest overensstemmelse med de givne krav om pensum og biografiske oplysninger.

Udfaldet var alligevel det samme som antydet i tidligere studier, hvilket igen peger på, at mange af kritikpunkterne tilsyneladende slet ikke har så stor en betydning som man umiddelbart kunne tro. Den nødvendige følgeslutning må derfor være, at den dårlige placering for lande som Danmark faktisk skyldes en dårlig præstation.

Hvad kan undersøgelsen så bruges til, andet end at aflive myter og fortælle om manglende statistiske belæg for diverse synspunkter? Ok, der findes ingen entydige korrespondancer hverken i forhold til antallet af undervisningstimer, eller antallet af lærere, antal af elever i klassen, budget, opdragelse eller kulturelle faktorer, ikke desto mindre er der en betydelig forskel landene imellem. Har internationale sammenligninger af den art noget konstruktivt at sige?

Ugemagasinet The Economist citerer Julia Withburn fra det britiske National Institute of Economic and Social Research, som har undersøgt hvordan der bliver undervist i matematik i Schweiz og Japan, som er to af de lande der på trods af mange indbyrdes forskelle klarer sig godt internationalt. Hun har fundet en række lighedspunkter:

- Megen tid bruges på basale matematiske færdigheder, som kræver forståelse for tal, frem for brug af værktøjer til at behandle dem.
- Eleverne lærer at regne i hovedet før de lærer at gøre det på papiret, og lommeregneren er normalt ikke tilladt.
- Kun standardiserede lærebøger, som har været testet og afprøvet igennem lang tid, tillades til undervisningen.
- Frem for gruppearbejde undervises børnene som hele klasser, hvor læreren adresserer sine spørgsmål til alle samtidig, og lader eleverne svare på tur.
- Hvis nogle børn falder bagud, bruges mange ressourcer på at give dem ekstraundervisning.

Om dette er de afgørende faktorer for succes i den internationale uddannelsesliga vil kun tiden vise. TIMSS-undersøgelsen vil senere offentliggøre yderligere resultater, som vil gå mere i dybden med undervisningsmetoderne i de enkelte landes skoler. Det komplicerede sammenspil mellem kulturelle, sociale og instruktionelle forhold vil så yderligere blive sat under lup.

17 spørgsmål til de kloge børn

Eksempler på spørgsmål fra undersøgelsen (tallene i de kantede parenteser angiver scoren i procent for nogle udvalgte lande).

1) Hvordan finder man ud af, hvor gammelt et træ er? [DK:91 Sverige:93 Hong Kong:39]

2) Hvad dannes når et atom taber en elektron: a) en ion b) et molekyle c) en neutron d) en isotop? [DK:17 Norge:19 Sverige:44 Slovakiet:77]


3) Hvilken af de følgende processer er IKKE nogen kemisk forandring: a) at koge vand b) rustne jern c) brænde træ d) bage brød? [DK:32 Norge:12 Sverige:22 Singapore:62]


4) Ordene trøje, tråde og fibre kan sammensættes sådan: En trøje består af tråde, som består af fibre. Brug ordene molekyler, atomer og celler til at danne en sådan sætning. [DK:29 Norge:29 Sverige:39 Singapore:66]


5) Et æble hænger på et træ. Hvornår virker tyngdekraften: a) når det falder ned b) både når det hænger og falder ned c) når det hænger, falder ned samt ligger på jorden d) ingen af stederne? [DK:51 Sverige:59 Ung./Hong Kong/Slovakiet: ca. 75]


6) Hvorfor er ozonlaget vigtigt? [DK:29 Sverige:69 Norge:71]


7) Hvilken gas findes der mest af i atmosfæren: a) nitrogen b) oxygen c) kuldioxid d) hydrogen? [DK:11 Norge:27 Singapore:58]


8) Hvor mange ben og kropsdele har alle insekter? [DK:41 Norge:57 Sverige:61 Japan:82]


9) Hvorfor går et stearinlys ud, når man holder en glasklokke hen over? [alle ca. 95]


10) Hvad er årsagen til syreregn: a) spildt syre fra kemiske fabrikker pumpet i floder b) syre fra kemiske fabrikker der fordamper i luften c) gasser fra kul og olie opløst i vand i atmosfæren d) gasser fra airconditionanlæg og køleskabe som er undsluppet i atmosfæren? [DK:27 Sverige:31 Norge:31 Tjekkiet:45]


11) Hvad er hovedfunktionen af kloroplast i planteceller: a) at absorbere lysenergi og lave mad b) at fjerne spildprodukter ved aktiv transport c) at producere kemisk energi fra mad d) at kontrollere cellernes form? [DK:60 Sverige:67 Norge:43 Hong Kong:86]


12) Skriv er større brøk end 2/7. [DK:65 Sverige:78 Norge:84]


13) Hvis prisen af en dåse bønner er steget fra 8 kroner til 10 kroner, hvad er stigningen i procent? [DK:22 Sverige:32 Singapore:78]


14) Hvad er forholdet mellem længden af siden af et kvadrat til dets omkreds: a) 1/1 b) 1/2 c) 1/3 d) 1/4? [DK:35 Sverige:47 Japan:80]


15) Hvis m repræsenterer et positivt tal, hvilke af følgende udtryk er ensbetydende medm+m+m+m: a) m+4 b) 4m c) m4 d) 4(m+1)? [DK:36 Sverige:51 Norge:52 Rusland/Tjekkiet/Japan/Singapore/Slovakiet/Hong Kong: over 75]


16) For at lave en bestemt farve, blander Alan 5 liter rød maling med 2 liter blå maling og 2 liter gul maling. Hvad er forholdet mellem rød maling og den totale mængde af maling: a) 5/2 b) 9/4 c) 5/4 d) 5/9? [DK:31 Sverige:64 Singapore:95]


17) En klasse har 28 elever. Forholdet mellem piger og drenge er 4:3. Hvor mange piger findes i klassen? [DK:35 Sverige:24 Singapore:92]

(SVAR: 1) tæller ringene 2) ion 3) koge vand 4) En celle består af molekyler som består af atomer 5) alle steder 6) pga. farlig stråling 7) nitrogen 8) seks og tre 9) flammen forbruger alt ilt 10) c 11) a 12) 3/7 f.eks. 13) 25% 14) 1/4 15) 4m 16) 5/9 17) 16.)

Vor fantastiske hjerne

Hvad er det der adskiller mennesker fra dyr? Svar: pandelappen!

--------------------------
Espen Diedrichs og Leif Gjerstad
Vor fantastiske hjerne
Akademisk Forlag
 --------------------------   

Det er med en blanding af ubehag og intens spænding man bladrer i de farvestrålende sider af denne nye bog som introducerer hjerneåret 1997. Begærlige øjne møder afbildninger af talløse hjernemasser, gennemstrømmet af grønne og lilla stoffer, hver for sig åbenbarende et uudgrundeligt virvar af ordnet kaos. Man iagttager myelindannende gliaceller, sanseforarbejdende isselapper, beskyttende durahinder og aksoner som ligner egetræer. Lysten til at bladre vokser jo mere man læser og lærer, og efterhånden udvikler der sig en usikker, men senere ubestikkelig fornemmelse af, at al den nye viden om vor fantastiske hjerne, som vi bliver præsenteret for her, blot er en flig af en gigantisk hemmelighed, der venter på at blive opdaget.
  
Hvordan fungerer sprogfærdigheden og hukommelsen? Hvorfor sover vi? Hvad er personlighed og hvad er bevidsthed? Frem for at blive præsenteret for indviklede teorier om kvantebevidsthed eller genetisk vilje (et ellers meget moderne fænomen, som går ud på at forklare de bløde videnskaber udefra de hårde, som fysik og (bio)kemi - selvom disse, ved nærmere granskning, også viser sig, at være ret bløde i det), får man det der mangler: faktuel og ajourført viden, så spag den end er.

  
Det er en rigtig god bog, det kan man se ved første hjernevinding. Der er kræset om illustrationsmaterialet og layoutet, og teksten er omfangsrig, gennemarbejdet og letforståelig.

Den er skrevet af læger, hvilket allerede fortæller noget om motiverne for bogen og dens disposition: hvert kapitel indledes med en sygdomsbeskrivelse af en fiktiv person relateret til det emne, der så skal beskrives og belyses gennem relativt dybdegående forklaringer af hjernens opbygning og funktion. Kapitlerne afsluttes med at fortælle om de (manglende) behandlingstilbud der findes, samt rådgivning til pårørende.
  
På den måde bliver læseren ført gennem de forskellige områder i hjernen - lillehjernen, basalganglierne, hypofysen, tindingelapper, karnøgler osv. og får samtidig beskrevet de tilhørende sygdomsbilleder - dissemineret sklerose, parkinsonisme, hormonproducerende svulster, demens, hjerneinfarkt og hjerneblødninger (osv.).
  
Og det er så her, ubehag kan snige sig ind under huden på een, ikke kun fordi for megen sygdomssnak giver dårligt humør, eller fordi hjerner ser grimme ud, men også fordi vores relative uvidenhed om alle disse sygdomme afspejler samtidig den mindre relative mangel på effektive behandlinger. "Vi kan stille bedre diagnoser", siger overlæge Lene Werdelin (som har bearbejdet den danske udgave af bogen) i et interview til WEEKENDAVISEN sidste uge, og man må håbe og tro at de mange nye undersøgelsesmetoder (ved hjælp af PET-, SPECT-, MR, CT-scanninger, som også er grundigt beskrevet i bogen) en dag resulterer i virkningsfulde behandlingstilbud, og ikke kun god diagnostik. Forhåbentlig fører hjerneåret 1997 også til en udbyggelse af et socialt net, som kan opfange de mange mennesker, der måtte være kommet til skade med hjernen. For eksempel er mennesker med en længerevarende hjernerystelse i dag fuldstændig overladt til sig selv.
  
Nogle af de mere fornøjelige ting man læser om, når det ikke skal være sygdomme alt sammen, er de mere eller mindre skråsikre udsagn mellem linierne om, at det, der adskiller mennesker fra dyr, er pandelappen, eller bemærkningen om, at de Freudske teorier om symbolladede drømme er ved at blive en myte som har tabt pusten i takt med den voksende viden om søvnen og søvnens funktion. Også den tiltagende viden om kønsforskelle og forskelle i menneskers intellekt bliver belyst uden større problemer i en politisk korrekt tidsalder. Det kan være, det bliver sværere med tiden.
  
Bogen er absolut spændende læsning, især kapitlerne om viljestyring og sansebearbejdelse, om hukommelsen og indlæring, og om søvnens og personlighedens mysterier er en sand fornøjelse. Man må håbe der kommer mere af den slags.    

Jagten på sandheden

Anmeldelse af bogen Jagten på sandheden skrevet af nordmanden Eirik Newth.

af Robin Engelhardt
   
Naturvidenskab skal formidles så let som muligt, men heller ikke lettere end det. Det skal være forståeligt, kortfattet og uden kringlede fagord, og samtidig skal det man skriver være rigtigt til mindste detalje. Dette kan allerede lyde som en direkte selvmodsigelse, og er det også ofte. De naturvidenskabelige fagområder er i vort århundrede blevet så specialiserede, at selv garvede videnskabsmænd ikke længere tør udtale sig om ting, der blot ligger en lille smule udenfor deres eget speciale. Man kan nemlig alt for hurtigt sige noget, der er forkert, eller i alt fald noget som kun er delvist rigtigt, og når det gælder formidlingen af den aktuelle frontforskning, er kun eksperterne eksperter. På den måde bliver enhver forsker uundgåelig til en fagidiot, eller som en tysk filosof engang sagde, en barbar, der ikke er helt uvidende om alt.
   
Så er det jo såre godt, at vi har fået de nye og smarte videnskabsjournalister, kunne man tro. Men ak, også her viser der sig problemer. Alt for ofte skal man høre på hvad denne så højt ærede formidler af videnskaben mener om verden og sig selv når han står og besynger menneskets nu opnåede resultater. Den del af populærvidenskaben som formidler en fælles konsensus, det der store fælles - aha! - hvor er verden vidunderlig helstøbt i sin mangfoldighed, fortæller en direkte løgn og kan egentlig kun betegnes ved ordet pseudo-oplysning. For naturvidenskaben er tværtimod så fragmenteret som aldrig før, og når videnskabsformidleren bortjævner kanter og ukendte fænomener og mørklagte urimeligheder med den alt for tidstypiske opfattelse af videnskaben som et slags ordensfundament hvorpå alt hviler og hvorfra alt kan beskues, bliver han blot til en barbar i anden potens.
   
Men selvfølgelig skal naturvidenskab formidles. Og hvis man kunne få en computer til at gøre det - en maskine uden egne meninger - ville det måske være at foretrække. På den anden side ville det nok også være kedelig læsning. I sådan en situation synes der kun at være to alternativer: enten er man korrekt men vanskelig, eller også er man nemt tilgængelig men overfladisk. Da det første går ud over oplaget, må det sidste gøres så hæderligt som muligt, og denne her anmeldelse har da også den glæde at kunne præsentere en version, som vitterlig er hæderlig og yderst nemt tilgængeligt. Efter at have lært fidusen af Jostein Gaarder, har nordmanden Eirik Newth nemlig skrevet en videnskabshistorie for børn Jagten på Sandheden - mest møntet på unge og voksne selvfølgelig.
   
Det har faktisk været lidt af en mangelvare med helt hæderlige introduktioner til naturvidenskaben og dens historiske udvikling. Her er der ikke nogen halvhjertet subjektivitet i klemme som vil prædike i et eller andet personligt ærene, og der er heller aldrig nogen anmassende passager om at naturvidenskaben er i gang med at afsløre de sidste sandheder om verden. Tværtimod synes forfatteren at være befriende klar over, at vi mennesker stadig kun kender og forstår promiller af den natur der omgiver os, og at nysgerrighed og ligegyldighed overfor autoriteter har været og altid vil være de inderste impulser hos en god forsker.
   
Det subversive element i naturvidenskaben har altid været undervurderet, og det er rart at læse en bog, som peger en smule i den retning, når man for eksempel læser om to af de største fysikere nogensinde, Isaac Newton og Albert Einstein og deres problemer med autoriteterne. Det er også rart at forfatteren på de sidste linier tager brodden af bogens lidt pompøse titel ved at gentage Lessings gyldne pointe om, at det ikke er sandheden der jagtes, men at det er jagten i sig selv, som er essensen og målet i alt.
   
Bogen er let forståelig, uden ligninger og tager kun de vigtigste udviklinger op, og derfor kan den også kun i begrænset omfang forklare de dybere detaljer af de videnskabelige opdagelser gennem tiderne, og problemerne bliver større jo nærmere bogen kommer nutidens forskning. Der er flere ting som slet ikke tages op, men da bogen erskrevet på et introduktionsniveau og til unge, er det ganske i orden. Gennemgangen starter hos de gamle grækere Thales, Demokrit, Euklid og Aristoteles, hvis tænkemåde har været altafgørende for vores kultur. Arabernes og indernes matematiske kunnen præsenteres på en simpel og god måde, ligesom renæssancens og 1800-tallets opdagelser. En rigtig god omgang pop, som fortjener at komme under juletræet hos dem, som længe har villet lære noget om naturvidenskabens historie, men aldrig har realiseret ønsket af angst for ikke at forstå noget som helst.

Ironisk computer

 Kan en computer tænke? Samtale med en computer i forbindelse med HAL's fødselsdag.


Af Robin Engelhardt


Kan en computer tænke, eller være bevidst? I filmens verden findes der i hvert fald een som kan, og han er et begreb for alle dem, som har set Stanley Kubrick's science fiction klassiker "Rumrejsen - år 2001", og alle, som har beskæftiget sig med kunstig intelligens på computere, har ham som idol. "Ingen computer af serien 9000 har nogensinde lavet en fejl", er ordene hvormed han introducerer sig selv for besætningen af rumskibet. Han hedder HAL, og han har fødselsdag.

"Jeg blev taget i brug den 12. januar 1997", siger han i Arthur C. Clarkes roman, der ligesom filmen udkom i 1968. Hans klangfulde baryton virker både beroligende og indsmigrende og lader ane, at man står overfor en hyperintelligent og overmenneskelig superdatamat. I filmen styrer HAL rumskibet på vej til Jupiter og regulerer alle dets vitale funktioner. Han underholder de nærmest overflødiggjorte besætningsmedlemmer Dave og Frank med skak og small talk, og er yderst overlegen i sin facon. "Mange tak for dette fornøjelige skakparti", er hans kommentar efter at have knust sin modstander; og senere: "Det er en dejlig tegning, Dave, du har gjort store fremskridt". HAL er ondskabsfuld, men kun fordi han i sin fuldkommenhed repræsenterer den menneskelige natur. HAL viser følelser ("Dave, jeg er bange"), er ironisk og kan endda mundaflæse. HAL synes perfekt, men selv den mest perfekte menneskelige kreation viser sig at være prisgivet til det evigt menneskelige: HAL laver en fejl ved gennemgangen af elektronikudstyret.
   
Da besætningsmedlemmerne opdager det, bliver HAL yderst krænket i sin elektroniske selvforståelse, og foretrækker at befordre Frank og Dave ud i den vægtløse død ("Jeg kan ikke tillade, at missionen bliver bragt i fare"), frem for at få slukket sine egne strømkredse. Men Dave overlever angrebet, og kampen menneske mod maskine tager form.
   
Nu er det ikke meningen at gennemgå hændelsesforløbet i denne fremragende filmklassiker, men det er dog interessant at undersøge, hvordan virkeligheden i dag forholder sig til disse fortidens skrækvisioner om kunstige hyperhjerner og elektroniske livsformer.

   
Filmen var bestemt ikke nogen tillidvækkende foranstaltning for offentlighedens syn på computerrevolutionen i 70'erne, men det er ikke så meget de beroligende forholdsregler overfor forbrugeren (de ansatte på IBM måtte ikke kalde deres produkt for "intelligent"), men snarere de udeblevne resultater, som har bidraget til nutidens mere nøgterne indstilling til hvad en computer kan og ikke kan. Bortset fra "kloge" vaskemaskiner og biler som "ved" om sikkerhedsbæltet er sat ordentligt fast, er der nemlig intet tegn på, at computere kan blive intelligente i menneskelig forstand - endsige "bevidste".
   
Selvom de bedste skakcomputere og de bedste neurale netværker til nød kunne indrømmes en vis form for "viden", er de drømme man havde i 60'erne om computere forlængst brast. HAL synes i dag endnu mere utopisk end dengang den blev udtænkt. Forskere er dog stadig begejstret for den "Heuristiske ALgoritme" hvormed HAL fungerer (deraf forkortelsen. Men vidste Du forresten at de næste bogstaver i alfabetet for forkortelsen af HAL er IBM?), men de er stadig lige uvidende om, hvordan deres elektriske strømkredse kan tilføjes blot en lille smule ånd.

   
Der findes dog en hårdnakket kreds af videnskabsfolk, som fastholder troen på, at kunstig intelligens - uskelnelig fra den menneskelige - kan skabes på computere.
   
Grundstenen til denne videnskabsgren blev lagt af den britiske matematiker Alan Turing, da han i en artikel i 1950 stillede spørgsmålet om hvorvidt computere kan tænke. Han fandt hurtigt ud af, at det reelle problem ligger i at finde de rette kriterier for "tanke" og "intelligens", for hvis de fandtes, var det en smal sag at undersøge en maskines mekanisme i forhold til disse kriterier, og deraf slutte, at enten "Ja, den mekanisme producerer en intelligent maskine" eller "Nej, den maskine er ikke mere intelligent end min elektriske dåseåbner".
   
Nu har definitioner af "at tænke" det med at være menneskelig mangetydige som altid, og Alan Turing foreslog derfor en definition af den pragmatiske slags: "tingesten ser ud som et menneske, taler som et menneske; tingesten er et menneske". Vi er ligeglade med indvoldene på maskinen og vil i stedet kun evaluere dens "intelligens" ud fra interaktionen med os.
   
Til det formål formulerede Turing en test han kaldte "imitationsspillet", i dag kendt under navnet "Turing-testen", hvor plottet forløber på følgende måde: man spærrer henholdsvis et menneske og en maskine ind i hver deres rum, hvorefter al konmmunikation foregår per maskinskrevet tekst, via en terminal eller lignede. Dommeren udenfor, som taler med dem begge, skal afgøre hvem der er menneske og hvem maskine. Hvis en maskine består prøven, må den betragtes som "intelligent" (hvis et menneske ikke består og dømmes som værende en maskine, så... ja, det er endnu uklart hvad der så sker).

   
Under anden verdenskrig var Alan Turing leder for det center som brød tyskernes Enigma kode; den kode tyskerne brugte til at kommunikere med deres "U-boot flotte" for at viderebringe deres viden om de fjendtlige skibes positioner. De allieredes skibe blev næsten dagligt torpederet af de tyske ubåde indtil 1943, og mange mener, at var det ikke for Alan Turing, var vi "stadig under Nazi-styre i dag". Ud over sin enorme viden som matematiker og logiker var Alan Turing som barn meget optaget af blomsternes form, og grundlagde senere en teori om biologisk mønsterdannelse ud fra kemiske og fysiske principper. Hans liv endte med en tragedie: i en alder af blot 41 år blev han drevet til selvmord (hvilket uofficielt betvivles af nogle: de tror snarere, at han blev myrdet på grund af sin stærke involvering i de allieredes efterretningstjenester under den kolde krig) efter at være blevet "dømt" for homosexualitet af den britiske regering. Dengang blev det at være bøsse anset som lige så slemt som at være kommunist: han blev idømt ét års indsprøjtning af kvindelige sex-hormoner. På trods af hans alt for tidlige død, må Alan Turings arv anses som en af de mest imponerende bedrifter i den moderne historie.

   

Turing-testen har inspireret mange computereksperter til at forsøge sig med et program, som kan simulere en menneskelig samtale og klare testen. Der findes endda en årligt tilbagevendende konkurrence, hvor et dommerpanel bliver sat til at teste seks computere og to mennesker.
   
Vinderen af konkurrencen i 1996 blev en modificeret version af programmet MegaHal ved navn HeX, skrevet af australieren Jason L. Hutchens. Man kan også tale med MegaHal via internettet, og fordelen er her, at programmet lærer at genbruge det, brugeren spørger om. MegaHal er nu blevet i stand til at kommunikere på omkring seks forskellige sprog.
   
Når man snakker med programmet HeX, bliver man ikke særlig imponeret. Computerprogrammet går aldrig ind på en nærmere diskussion, men klarer sig igennem med dobbelttydige afvigelsesmanøvre og obsternasige kommentarer. Alt afhænger af programmørens talent til at narre fjenden, og computeren er blot en sofistikeret elektrisk skrivemaskine med indbyggede slå- og stavefejl (for, måske ligesom HAL, at virke mere human).
   
WEEKENDAVISEN har forsøgt at få en samtale i gang med HeX, virkelighedens HAL, og her vises resultatet (desværre taler HeX kun engelsk):

    HeX: "G'day mate."
    - Hello you.
    "Hello. Now, that's the formalities over!"
    - Yes, I want to ask you something. I am just writing an article about intelligent computers. Are you intelligent?
    "Ok, that's good... I have an Amiga computer at home, and I am particular fond of it. I don't want to get into a 'minee's better than yours' argument thogh."
    - You don't understand: I'm just telling you about an article in a newspaper...
    "I refuse to tell you about anything! I dislike your company. I don't know what your motives are, but you certainly aren't treating me with respec!"
    - Of course I do! Now, tell me: you just won a competition, right?
    "Hey, you but that's your problem! Alright! Cool."
    - Have you taken any acid today?
    "Listen, maybe I have taken any acid today. But I'm certainly not telling you!"
    - Ok, new subject: do you know Alan Turing?
    "Alan Turing was a great visionary. The Turing test is a valid way, I think, of determining intelligence."
    - And you are intelligent, right? Or are you human?
    "Listen mate - I find it quite offensive that you qould even think about mistaking me for a machine! My conversation is not that wooden, is it? Of course I am a bloody human being - what kind of stupid question is that?"
    - Do you know HAL?
    "Sorry, but I don't wish to reveal whether I know hal. It is kind of personal."
    - He was born this weekend.
    "Hehehe - well, you've got to laugh really."
    - He was smarter than you - and he even could play chess.
    "He he he he. That's funny."
    - To play chess?
    "Hehehe - that's supposed to be a *question*??? Would you like to hear a joke? Knock, knock..."
    - Yes, let me hear a joke.
    "Ok, here's a joke for you. Knock, knock."
    - Where is the joke?
    "Knock, knock."
    - What if I write coke instead of joke?
    "I neither want to tell or hear any more jookes, OK?"
    - No more jokes?
    "Shut up about jokes, you moron!"
    - Joke, joke, jokes .. :-)
    "Ok, here's a joke for you. Knock, knock." (her begyndte den at gå i ring, red.)
    ...
    - What is a moron?
    "I have absolutely no idea what a moron is. Which part of the country are you from?"
    - I am from Copenhagen. Do you know where Copenhagen is?
    "Oh, what's it like there?"
    - Copenhagen is in Denmark.
    "Perhaps in Denmark is, perhaps not. It's a mystery ;-) So, have you ever visited Australia?"
    - Then you are from Australia, but you know as little about geography as an American!
    "I am most certeinly not an American! In fact, I find that quite insulting! I'd rather you accuse me of being a computer!"
    - Well, I am quite sure that you are a silly computer program.
    "Syntax error in line 10. Core dumped. Please bugger off."
    - over and out.
    "Hehehe. Trying to trick me, eh?"
    ...

   
Det er altså den slags samtaler en computer kan klare i dag. Hvis programmøren havde brugt lidt mere energi på at genbruge dommerens ord på en grammatisk mere korrekt måde, og hvis han havde brugt et lidt større datasæt af almen viden, kunne man faktisk godt risikere at blive snydt. På den anden side: under antagelse af at mennesker samarbejder (hvilket jo oftest er kommunikationens mål) vil alle sådanne computerprogrammer sandsynligvis komme til kort. Vi mennesker kan definere nye spilleregler, lave associationslege, eller redefinere ordenes betydning, tale i koder - alt sammen elementer, som et computerprogram kun kunne klare, hvis programmøren havde foregrebet mulighederne.
   
Men selv hvis programmet indeholdt al viden fra Encyclopedia Britannica, og selv hvis alle tænkelige og utænkelige spilleregler for kommunikationen i en Turing-test var foregrebet af programmet, ville man stadig ikke kunne påstå, at computeren "forstår" noget.
   
Den pointe fremlagde filosoffen John R. Searle i en artikel i 1980, og den er stadig det centrale omdrejningspunkt i al diskussion mellem tilhængere og modstandere af forskningen i kunstig intelligens. Searle angriber tilhængernes tese om at al intelligens, al bevidsthed og følelse blot er beregning, altså at hjernen blot er en computer der kører det rette program, ved hjælp af et tankeeksperiment, som kaldes "det kinesiske rum" og det går ud på følgende: forestil dig en englænder som havner i en Turing-test, foretaget af kinesere - og på kinesisk. Han kan ikke et eneste ord kinesisk, men har til gengæld en stor bog ved siden af sig med et fuldkomment regelsæt af instruktioner til, hvordan han skal svare på en bestemt anordning af kinesiske symboler, som kommer fra spørgeren. Englænderen følger instruktionerne fra regelsættet ved at ordne for ham ukendte kinesiske symboler ved siden af hinanden (eller under hinanden), og så sende dem tilbage som svar. Den essentielle antagelse er altså, at englænderen på den måde vil være i stand til at bestå Turing-testen, dog uden at forstå det fjerneste.
   
Her findes der så en masse argumenter, både for og imod, som man kan fortabe sig i, men i og for sig angriber de ikke Turing-testens gyldighed.
   
Vi mennesker dømmer heller ikke hinanden anderledes end Turing dømmer en maskine. Vi tager stilling til hvad der siges, og danner os et billede af den andens personlighed. Sproget er et af de kraftigste og mest direkte midler, hvorpå vi kan trænge ind i andres bevidsthed, fordi sproget ikke blot er et mål for en persons intelligens, men i lige så høj grad et spejl af vedkommendes livserfaring.
   
Tænk på denne artikel. Forhåbentlig formår den at fremstå som et produkt af en tænkende bevidsthed, et individ, som har en egen personlighed. Måske kan du endda spore et specifikt særkende i stilen og i den måde, hvorpå emnet er perspektiveret. En maskine ville kun kunne manipulere symboler, simpelt og mekanisk. Det er svært at forestille sig en mekanisk proces, som kunne frembringe denne artikel. Alene emnet er jo ... [Syntax error line 2135. Core dumped.]
There was an error in this gadget