Tror du ikke på Darwin, din abe?

Modstanden mod udviklingsteorien er aldrig ophørt, selv om ingen for alvor har kunnet udfordre den. I en ny bog slås modstanderne nådesløs ned.



Af Robin Engelhardt

Der findes et ordsprog som siger, at en ny videnskabelig teori altid bliver modtaget på følgende måde: først bliver den forkastet som værende forkert; så bliver den karakteriseret som værende mod religionen; og til sidst siger man, at det skam er noget man altid har vidst.
  
Sådan er det vel også med Darwins teori om arternes udvikling. Dog er der en pudsig ting at lægge mærke til: på grund at Darwins enorme indflydelse, ikke kun på naturvidenskabens verdensbillede, men også på filosofien, samfundet, ja faktisk alle menneskelige forestillinger om livets og verdens udvikling, er modtagelsen af Darwins teori en meget langsom proces, som ligefrem synes at være opdelt i varierende hastigheder, alt efter de forskellige miljøers grad af viden og tilpasning.

I de videnskabelige miljøer anses den evindelige argumentation for Darwins evolutionsteori (eller rettere neo-darwinismen, som groft sagt er en sammenkobling af Darwin og genetikken) og mod vitalismen (som er den hovedsaglige modstrømning mod evolutionsteorien, idet vitalister og de såkaldte kreationister typisk antager en eller andet ydre kraft som værende nødvendig for livets udvikling) - som vitterlig ørkesløs og for længst overstået. I andre miljøer er kampen mod evolutionsteorien - ofte fordi den anses for værende mod religionen - slet ikke overstået.
  
En af de mest kendte populærvidenskabsmænd som findes, biologen Richard Dawkins, har påtaget sig den ubarmhjertige opgave fortsat at besynge Darwins teori om udviklingen, netop fordi der stadig er mange mennesker, som tvivler på den. Han har endda fået en hel universitetsstilling til det formål. Den har titlen "For the Public Understanding of Science", ligger i Oxford, og må ses som et decideret reklamebureau for naturvidenskabens verdensbillede.
  
Nu er Dawkins igen kommet med en ny bog Climbing Mount Improbable, der ligesom de forrige (The Selfish Gene, The Blind Watchmaker og The River Out of Eden) beskæftiger sig, med livets oprindelse og udvikling ud fra den darwinistiske teori om naturlig udvælgelse, tilpasning og variation gennem mutationer.

Vi lærer om den evige kamp for at overleve, for at reproducere os og lave afkom, hvilket skaber et enormt evolutionært kapløb, som helt automatisk tvinger levende væsner til specifikation og større tilpasning i forhold til omverdenen. De mange økologiske nicher afspejler bredden i arternes variation, og hvert lille trick og hver lille forbedring, for eksempel udviklingen af komplicerede sanseorganer, om det så er øjne, vinger eller parabolantenner, kan forøge overlevelsesmulighederne overfor konkurrenterne.
  
I sin nye bog argumenterer Dawkins overbevisende for den trinvise fremkomst af vinger; minutiøst leder han os igennem evolutionen af øjet, edderkoppens komplicerede silkevæv og figenfrugtens indre have. Den røde tråd gennem bogen er den naturlige udvælgelse, og frem for alt DNA, som med dets informationskode er ansvarlig for både livet og livets skæbne.
  
Nu er Dawkins ikke udelukkende en alfaderlig bamse, som forsøger på at gøre Darwins teorier spiselige for alle. Han har også sine kritikere, specielt indenfor egnerækker, og det med rette.
  
For eksempel præsenterede Dawkins med sin første bog Det selviske gen et ganske radikalt evolutionært perspektiv, da han argumenterede for, at levende organismer ikke er meget andet end kropslige vehikler for de altbestemmende "selviske gener", som kun vil kopiere og formere sig selv. Gammel og dårlig vin på nye flasker kunne man hævde, idet forfatteren Samuel Butler allerede for hundrede år siden krænkede hønen ved at anskue den som en måde et æg laver et andet æg på - og ikke andet! (hvad med: fuglen er den måde en fuglerede laver en ny fuglerede på. Eller: Mennesker er den måde en krig laver en ny krig på...) I hvert fald: Dawkins formåede ikke kun at krænke Butlers høne, men faktisk alle levende væsner - inklusive Homo sapiens sapiens. Hans ideer viste sig alligevel at have en overraskende stor indflydelse, og bogen Det selviske gen blev efterhånden en bestseller, måske fordi sådanne aggressive provokationer fornøjer det store publikum, eller måske fordi de tværtimod bekræfter de værste fordomme om videnskabelig tænkning.
  
De meget nøgterne og kvalitative betragtninger om noget så helligt som livets opståen har siden Darwin frembragt megen harme og kritik. Nu om dage baserer de hyppigste indvendinger sig oftest omkring den enorme "kompleksitet" af visse strukturer og organer - som f.eks. det menneskelige øje - som umuligt kan være fremkommet gennem en gradvis akkumulation af små variationer. Enten har man et øje som er i stand til at se, eller man har ikke noget øje. Halve øjne er umulige.
  
En anden meget hyppig indvending overfor darwinismen er hullerne i de geologiske fund af fossiler. "The Missing Link" er et trylleord som forebygger enhver videre diskussion, selvom der i dag findes gode forklaringer for disse manglende leds ikke-eksistens - ja endda matematiske modeller for deres nødvendighed.
  
Egentlig er den automatiske tilbagevisning af de darwinistiske tanker umiddelbart forståelig. De krænker de menneskelige følelser, og man får en meget beklemmende følelse af at anse sig selv som et tilfældigt "adaptions-selektions-uhyre". På den måde bliver hvert væsen til et monster - et særdeles perfektioneret monster, hvis eksistens ene og alene skyldes dets større monstrøsitet overfor de andre - uddødede arter; vi må anse os selv som en optimeret afskyelighed, som med et vidt åbent og grinende gab flænser alle mindre afskyeligheder som ikke måtte være gemene nok. Det krænker de sarte følelser og gør dem hule, og på den måde ligger tanken nær, at resultatet af os selv er djævlen, og vores gudfrygtighed vejen derhen.

"Hvis du møder nogen, som ikke tror på evolutionen, så kan du med god samvittighed hævde, at den person enten er ignorant, dum eller fra forstanden (eller ondskabsfuld, men det vil jeg helst ikke antage)" - siger Richard Dawkins, og på den måde formår han med sikker hånd at pirre til mange menneskers idiosynkrasier. Han er erklæret ateist, og kalder alle religioner for "tanke-vira". Af ydre er han nærmest en karikatur af en Oxford don - uhyre belæst, og med et tørt og kuriøs tonefald, der tenderer til det komiske. Da en biologistuderende havde læst hans bog, brød hun i gråd over, at hun ikke længere kunne tro på nogen gud, fordi Han nu var blevet logisk modbevist. Prisværdigt eller ej, Dawkins selv har i hvert fald altid været glad for anekdoten.
  
Når Dawkins diskuterer er det ikke nogen leg. Der fremføres knaldhårde argumenter om naturvidenskabernes sandhedsstilling, ofte ene og alene ud fra argumentet om at de virker, og på den måde fremprovokeres (og måske formeres) det allerede store ressentiment overfor naturvidenskaberne. Han ved at han har ret, og han ved at han har det videnskabelige establishment bag sig. Her kan man så spørge sig selv: æder oplysningen sine egne børn, fordi den koger suppe på sine egne resultater, og beskuer sin egen magt? Eller man kan spørge omvendt: gør naturvidenskaben sig selv en tjeneste ved at popularisere nogle af de mest fundamentale erkendelser, som samtidig er nogle af de mindst accepterede?
  
Det er vel kun tiden, der kan afgøre det, men hvis man er i stand til at overvinde den bedrevidende tone, og give sig i kast med selve hans bøger, viser det sig hurtigt, at der bag den isnende overflade af neo-darwinistisk kanon gemmer sig en lidenskabelig stræben efter at udforske livets ejendommeligheder, i øvrigt fortalt med et formidabelt billedsprog.
  
Den stigende kritik af Dawkins skyldes hans forholdsvis unuancerede insisteren på darwinistisk katekismus: den naturlig udvælgelse. Grunden hertil er, at den naturlige udvælgelse af nogle organismer frem for nogle andre jo ikke forklarer levende organismers opståen og stabilitet som sådan. Ud fra den viden man har i dag, viser det sig, at den naturlige udvælgelse blot er en beskrivelse af hvordan stabiliteten ser ud, og hvorfor nogle bliver ædt og andre ikke. Den naturlige udvælgelse er et destruktivt princip, som ikke kan forklare de konstruktive mekanismer i naturen, den fremkomst af orden og kompleksitet man tydeligt kan se.
  
Den slags spørgsmål er for eksempel hvad en konkurrent til Dawkins, Stuart Kauffman, skriver om i sine bøger. En anmeldelse af ham vil WEEKENDAVISEN vende tilbage til.
  
Så, selvom Richard Dawkins problemstillinger kan forekomme gammeldags for nogen, må man tage hatten af for hans utrættelige kamp mod vitalismens bastioner og hans insisteren på, at der intet er på denne klode, som er designet til at leve, selvom levende organismers øjensynligt perfekte design måtte få os til at formode noget andet.

0 comments:

There was an error in this gadget