Med eller uden gen-etik?

Anmeldelse af bogen 20 år med genteknologi af Ole Terney.


af  Robin Engelhardt

Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark har med forfatteren Ole Terney skrevet en bog om genteknologiens vej og udvikling fra sin fødsel for tyve år siden frem til nu. Bogen er primært et kompendium i de genteknologiske fakta, resultater og muligheder, som måtte være relevante for en bred offentlighed, der interesserer sig for denne nye forskningsgrens indvirkninger på samfundet. Den er tænkt som et debatoplæg til offentligheden, sådan at debatten, som det står skrevet i forordet, "føres på det bedst mulige videngrundlag."

Det er et initiativ, der selvfølgelig kun kan bifaldes. Bogen er en udmærket indføring i de opnåede teknikker, skrevet kort og koncist, med en skolebogsagtig opdeling af teksten i separate afsnit med stikord som overskrift, eksempler, opsumeringer og konklusioner i begyndelsen af hvert kapitel, samt et fyldigt stikordsregister. Hvis man vil vide, hvad man ved, og hvad man kan med genteknologien i dag, så er den bog bare sagen.

Det er jo meget godt alt sammen, og præcis derfor burde man stoppe op, og gå det hele efter i sømmene - en ekstra gang. For der er to ting, der springer i øjnene: Først det simple faktum, at det er en bog, som giver læseren det han aller mest har brug for - nemlig fakta. Derefter lægger man mærke til at bogen med sin overskuelighed og enkle argumentationsform i høj grad er prædisponeret til brug i skoler og gymnasier - hvilket for det andet fortæller, at dette er en bog, der sandsynligvis vil blive kanoniseret af undervisningssystemet som det alment accepterede og rigtige perspektiv.

I sådan et tilfælde er det betryggende at vide, om bogen nu også er den objektive og retfærdige dommer, som fløjter ved ethvert uhæderligt argument, eller om den tager parti for det hold med de store muskler og de mange penge.

Et første indtryk fortæller om de mange positive resultater genteknologien har medført - for lægevidenskaben, for vores fødevarer, landbrug og fiskeri, men også for en masse tekniske anvendelser og så sandelig også miljøet. Genteknologien er kommet for at blive, det er klart, og den indeholder endda rigtig visionære muligheder: genteknologien kan gå hen og blive den eneste måde, hvorpå man kan brødføde en verdensbefolkning på over 6 milliarder mennesker.

Når det kommer til en diskussion om de mere ømtålelige emner, viser et andet indtryk at det ofte kniber med en i hvert fald følelsesmæsssig forståelse af de skeptiske synspunkter. De bliver hæderligt nok nævnt, men drukner som regel i positive modeksempler. Et eksempel: "Mange mennesker er umiddelbart modstandere af, at man indfører gener i dyr. Dels ud fra en opfattelse af naturens orden, dels fordi man mener, at det kan nedsætte dyrets livskvalitet. Husdyr danner dog naturligt proteiner i mælken, og det vil ikke have nogen som helst betydning for dyrene, hvis de skulle danne lidt mere protein og et andet protein end normalt, hvis dette protein udelukkende udskilles i mælken ved at være koblet til mælkeproteindannelsen."(under overskriften "Diskussion om brugen af transgene dyr", s.35)

Problemstillingen bagatelliseres med en teknisk detalje, og vurderes positivt. Det sker ofte. Andre generelle metoder, som tages i brug til at pacificere kritiske synspunkter, er oftest en modstilling med ligeså eller mere problematiske fremgangsmåder i den traditionelle produktion, eller det er en overdådig optælling af de vidunderskabende muligheder, som genteknologien står foran. Man overtalestil at se teknologien som positiv. På siden før kan man dog blive klogere, idet der her står: "Man har også frembragt mus, der har for højt blodtryk. [hvilket bestemt ikke højner livskvaliteten] Derved er det blevet muligt at afprøve lægemidler mod denne tilstand.", hvilket igen fremhæver det behagelige perspektiv. Men ud over det belyser disse to små sætninger et mere fundamentalt forhold; nemlig at man hellere vil leve med en mus, der har for højt blodtryk, end at man vil have mennesker med for højt blodtryk. Ærligt nok. Men kun ad omveje, idet det styrker mistanken om at etiske fundamenter ofte kun er bundet op af prioriteringer, som i sidste instans er stærkt farvet af diverse egeninteresser. Ikke kun med hensyn til økonomiske egeninteresser, hvilket jo egentlig burde være irrelevant i forhold til debatten (selvom disse ofte er den drivende kraft), men mere med hensyn den generelle naturvidenskabelige forsknings nyttemoral, som går ud på at skaffe det størst mulige antal mennesker den størst mulige nytte. Spørgsmålet er, at blot fordi der er nogen, der vil have noget, er det ikke sikkert, at det er rigtigt at give dem det. Men den slags spørgsmål, endsige tvivl, tør bogen på intet tidspunkt stille. Det er selvfølgelig også lettere blot nøgternt at opremse de tekniske muligheder og opnåede resultater, i stedet for at komme med en måske kun halvt igennemtænkt formulering af forsvarlighed/uforsvarlighed af genteknologien som sådan.

Enhver ny teknologi har sin lyse solside, men også sin skyggeside, fordi det altid er sådan. Her får vi præsenteret den lyseste sommerdag uden en sky på himlen.

Genteknologi handler om alt fra simpel oprensning og produktion af enzymer, over tilladelse af transgene dyr og planter, til højeksplosive emner som præimplantationsdiagnostikken hos mennesker. Sidst nævnte emne handler om en forskningstilladelse til at undersøge (og forebygge) alvorlige arvelige sygdomme eller væsentlige kromosomabnormiteter hos fostre ved at undersøge kønsceller og befrugtede menneskelige æg på et meget tidligt stadie. Koblet sammen med loven om kunstig befrugtning har dette lige været til førstebehandling i folketinget, men ikke til synderlig debat i offentligheden. Her viser der sig den eklatante mangel på forudgående diskussion som man burde undgå.

Lovfæstelsen af de genteknologiske fremskridt viderefører den gængse metode til at gennemføre nye tekniske muligheder, hvor bevisførelsen for farligheden af den nye teknik føres over på modtageren, uden at denne har haft mulighed for at sige fra i første instans. For en teknik som genteknologien, som så fundamentalt berører menneskelige forhold, ville den omvendte praksis - dvs. en offentlig debat forud for en folketingsbehandling - være at foretrække, for så ville det måske også vise sig, at megen af den irrationelle og forbeholdende angst overfor nye teknologier forsvinder langt hurtigere, end når man "ovenfra" pånøder befolkningen dunkle teknologier med dunkle muligheder. Beslutningsprocesserne behøvede ikke at gå langsommere - tværtimod kunne de væsentligste kritikpunkter og dermed den største forhindring på vejen, nemlig det manglende videnskabelige oplysningsarbejde, forsvinde.

På dette sidste punkt har Ole Terneys bog i det mindste gjort et stykke arbejde, selvom bogen styrer udenom de farligste rev, ofte forveksler det at overbevise med det at overtale, og farver argumenter og konklusioner i den farve, som reflekterer udgiverens egeninteresser: Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark.
There was an error in this gadget