DNA & $

Den gigantiske kortlægning af menneskets gener er nu nået til anden fase. Resultaterne minder foreløbigt mest om forjættelser, hvilket ikke er mærkeligt, da medicinalindustri og forskning her er vokset fuldstændigt sammen.


Af Robin Engelhardt

En lav, grå bygning på kun fireogtredive etager. Over hovedindgangen ordene: The Human Genome Organization, og på et skilt deres mål: Det fuldstændige kendskab til de menneskelige gener og deres betydning for menneskeheden.

Jagten på de menneskelige gener blev sat ind for cirka seks år siden. Præsidenten for The Human Genome Organization (HUGO), Grant Sutherland, kunne til en konference, som for nylig blev afholdt i Heidelberg, forkynde, at kortlægningen af de menneskelige gener muligvis allerede vil blive færdiggjort før den planlagte frist i år 2005.     "Vi skal jo være så euforiske", sagde en kollega lidt mindre højtråbende, "for at vi kan få forskningspengene."

Et kæmpe projekt. Milliarderne flyder. De lærde er euforiske og lægfolk er bange. Hvad vil den nye viden bringe os? Vil kemi og gener styre os indtil de mindste enkeltheder, børn blive født og dyrket på flasker, hjerner trimmet og karakterer omformet efter en altbeherskende stats behov? Vil de udstødte og 'afvigere' blive endnu mere marginaliseret? Havde Aldous Huxley ret?

At dømme efter


titlerne på de nye bøger om genets velsignelser, må man desværre medgive forfatteren Huxley en god portion visionær kraft - måske ikke så meget i forhold til de faktiske naturvidenskabelige fremskridt, for hér er der stadig megen slinger i valsen; men mere i forhold til den implicerede ideologi. Det vil sige den tankeverden som resulterer i en mærkbar forskydelse af magtbalancen mellem individet og institutionerne.

Et kort udvalg af bogtitler viser dette: A vision of the Grail (Walter Gilbert); The Golden Helix (Arthur Kronberg); The Supercode (Daniel J. Kevles) og Det Selviske Gen (Richard Dawkins). DNA er blevet til en moderne fetich, som tilbedes af molekylærbiologer såvel som industrien, og det tilskrives nærmest magiske kræfter. Sådanne forhold giver naturligvis tilbageslag på politik, arbejdsmarked og den offentlige sfære generelt.

Men for at få en lidt mere nuanceret fornemmelse for forholdene, så lad os kort ridse tingene op:

Cellekernen i hver enkel celle i den menneskelige krop rummer to kopier af et meget langt molekyle ved navn Deoxyribonukleinsyre (DNA). En af kopierne har vi fået fra vores mor, og det andet fra vores far. Dette meget lange molekyle er opdelt i forskellige afsnit med specifikke funktioner, som bliver kaldt gener. Den samlede mængde af alle gener i et menneske bliver kaldt et genom.

DNA består af fire grundenheder, de såkaldte nukleotider, hvoraf der findes fire forskellige: adenin, cytosin, guanin og thymin (forkortet A,C,G og T). De sidder ved siden af hinanden som kugler på en snor, og kan derfor betragtes som en kode med fire forskellige bogstaver, hvor en bestemt anordning og rækkefølge af bogstaverne koder for dannelsen af bestemte proteiner, der er nødvendige for organismen. Proteinerne er sammensat af nogle grundenheder, som man kalder aminosyrer, hvoraf der findes tyve forskellige. DNA koden bliver læst i grupper af tre nukleotider der følger efter hinanden,hvorved hver af disse triplets (AAA, AAC, AAG ...osv.) svarer til en bestemt aminosyre.

The Human Genom-Organization, som nogle molekylærbiologer i ramme alvor kalder en slags "FN for det menneskelige genom", har som projekt at kortlægge den fuldstændige følge af bogstaverne A,C,G og T i det menneskelige DNA.

Der findes ca. 3 milliarder nukleotider i menneskets genom, og sekventeringsproceduren er nu om dage næsten fuldautomatisk, sådan at man blot behøver at fodre maskinerne med DNA, hvorefter de spytter en fire-farvet conputerudskrift ud i den anden ende.

Nu er HUGO-forskernes omdømme i de mere hæderlige videnskabelige kredse ikke særlig positiv. På grund af deres finansielle involvering i medicinalindustrier og patenteringsbureauer, betragtes de mere som fribyttere i en fagre ny verden, hvor de statslige institutioner endnu ikke har nået at regulere for privatkapitalens lukrative geschæfter med de menneskelige gener.

I et af de sidste numre af Nature, kunne Jean Weissman og hans kollegaer fra Généthon Instituttet i Paris fortælle, at den første fase for projektet nu er færdiggjort.

Det samlede DNA i en organisme danner ikke en lang og sammenhængende kæde, men er opdelt i et lille antal enheder, som i cellen viser sig som ganske små legemer, de såkaldte kromosomer, som kan ses på figuren.

Den første fase bestod i en bestemmelse af små afsnit af DNA langs disse kromosomer, som så kan bruges som en slags vejvisere, lidt ligesom milepæle langs en landevej. I de 23 kromosom-par, som eksisterer hos mennesket, blev 5264 af disse milepæle, som også kaldes markører, udpeget på 2335 forskellige positioner, hvilket vil forenkle den videre sekventering betydeligt.

I projektets anden fase, som indledes nu, vil hvert laboratorium få tildelt et kromosom eller et kromosomafsnit, og forsøge at bestemme den eksakte sekvens af nukleotiderne deri. Men først efter den anden fase, det vil sige efter at HUGO-projektet i egentlig forstand er afsluttet, kommer det rigtig sjove: nemlig at forsøge at finde ud af, hvad i hulen alle disse A'er og C'er og G'er og T'er egentlig betyder.

Nu er det vigtigt at slå koldt vand i blodet. Fire bogstaver vil næppe kunne fortælle os alt om sundhed og sygdom, om lykke og elendighed, og om hvorfor nogle er rige og andre fattige, ej heller hvorfor nogle læser Weekendavisen, mens andre ikke kommer ud over B.T.

Richard C. Lewontin, som har skrevet mange bøger om den moderne genetik, kan fortælle, at han hørte en af de mest prominente molekylærbiologer påstå, at hvis han havde en tilpas hurtig computer og adgang til en organismes samlede DNA-sekvens, så ville han være i stand til fuldstændigt at beregne organismens byggeplan - dens anatomi, dens fysiologi og dens opførsel.

Den mand, som påstår sådan noget, må ligesom Dostojevskis menneske have levet i kælderdybet i over tyve år, for at kunne komme på sådanne tanker, for de er fejlagtige.

En levende organisme er i hvert øjeblik af sit liv et enestående resultat af sin udviklingshistorie, som består af vekselvirkninger af såvel interne som eksterne faktorer. Derfor ville organismen ikke engang selv kunne beregne sig ud fra sit eget DNA. Den vil kun kunne leve sig selv som en irreducibel (og irreversibel) akkumulation af sin egen historie, hvor omverdensfaktorer både indvirker på organismen, men også omvendt bliver påvirket af organismen. Det har aldrig været sådan, at en levende organisme bare forfinder verdenen som noget givet. I en vis forstand laver organismen sin egen omverden. Det er heller ikke sådan, at de interne faktorer i en organisme er autonome. Tværtimod påvirkesog afhænger de ofte af ydre stimuli. Interne faktorer er ikke ensbetydende med "genetisk".

Der findes mange populære barder, som mener, at vores gener skaber os "med liv og sjæl" (Richard Dawkins' udtryk i bogen 'Det selviske gen'), og deres sange synges altid i dur. Nu er det sådan at levende systemer har egenskaber, som ikke kan forstås i termer af gener (eller i sidste instans fysik og kemi), selvom de måtte være et resultat af dem. Det skyldes, at sådanne systemer hurtigt bliver for komplekse til at blive analyseret fyldestgørende gennem fysik og kemi. Derfor kan de kun blive forstået gennem approksimationer, men i disse approksimationer indgår der alt for ofte koncepter fra andre og højere niveauer af systemet, såsom biologi og psykologi, som ofte ubevidst bliver smuglet ind i systemet. Et eklatant eksempel herpå er Dawkins' koncept om 'det selviske gen', eller Walter Gilberts 'The Vision of the Grail'. Resultatet er en ideologisering af diskussionen, som kun fremmer den offentlige overtro, der siger, at alt ligger i generne.

Lad os som eksempel forestille os en typisk genetiker, vi kunne f.eks. kalde ham Erik Banan, som forsker i bananfluer. Han kender måske alle de væsentlige gener, som er med til at styre bananfluens udvikling fra æg til en fuldvoksen flue. Når han fjerner et gen dér, mister fluen sine øjne; ved at manipulere et andet gen hér, får fluen otte vinger i stedet for fire. Ja, Erik Banan ville endda være i stand til at lave en bananflue med to røvhuller. Det er meget godt alt sammen, og ud over det, finder man i bananfluen endda nogle gener, de såkaldte Hox-gener, som går igen i alle levende organismer - fra mus til mænd.

Men blot fordi der findes så overraskende få gener, udelukker det ikke, at disse få gener kan danne et utroligt komplekst sammenspil med resten af organismen og omverden, som ikke lader sig bringe i en enkel sammenhæng med resultatet, ikke engang når det gælder noget så alment som multifaktorielle sygdomme - jo præcis fordi der er nogle fysisk-kemiske mekanismer til værks, som kræver højere beskrivelsesmetoder, idet de i deres samspil forhindrer den reduktionistiske analyse. Så selvom Erik Banan mener det ligger i generne, og ser sig selv som fluernes herre, vil kompleksitet altid begrænse forudsigelsernes kraft.



Et typisk eksempel på en genetisk betinget sygdom, hvis resultat er forholdsvis let at forudsige (dvs. ikke er multifaktoriel), er Huntingtons Chorea. Det er en kronisk hjernedegeneration, som rammer cirka én ud af tyve tusind danskere.

Sygdommen skyldes en enkel mutation (en gentagelse af nukleotid-sekvensen -C-A-G- i kromosom 4), men dette hører til en absolut undtagelse. De fleste sygdomme har en utrolig kompleks årsagsrække. Alene blødersygdommen, typisk arveligt betinget, findes der omkring 70 varianter af.

Generelt er man enig om, at en brøkdel af kræftsygdommene kan føres tilbage på bestemte genetiske dispositioner. Man kender et antal gener, de såkaldte onkogener, som bærer information om den normale celledeling, og visse mutationer i disse gener fører (på en endnu ikke forstået måde) til, at celledelingen forløber mindre stabilt, og at der er en større sandsynlighed for en sygdomsudvikling. Men det er ikke lige til at bringe et onkogen i en enkel årsagsrelation til kræftsygdom, selvom det måtte være et blandt de talrige faktorer for kræft.

Selvom man kender til en mutation, som fører til forhøjet kolesterol-tal (se under kromosom nummer 19), har størstedelen af hjerte-kredsløbssygdommene ikke kunnet blive identificeret af genetiske studier. Selv sukkersyge har man ikke kunnet finde nærmere genetiske holdepunkter for, selvom man længe har vidst, at sukkersyge kun optræder i bestemte familier. En organismes kompleksitet vil derfor vanskeliggøre en mulig genterapii endnu mange år frem.

En yderligere grund for problemerne i at udnytte informationerne i DNA er, at et og samme "ord" kan have forskellige betydninger i forskellige situationer, og at "ordet" i varierende omgivelser kan have varierende funktioner, ligesom det er tilfældet i almindelige sprog.

I tidsskriftet Nature var der for et stykke tid siden gentagne forlydender om, at man havde fundet et bestemt gen for skizofreni og manisk depressive tilstande.

Da det viste sig ikke at være sandt, blev tilbagekaldelsen også offentliggjort i Nature. Det foranledigede David Baltimore til, på en videnskabelig kongres, at spørge: "Lad os antage, at jeg er en gennemsnitlig læser af Nature - hvad skal jeg nu tro på?" Intet.

Måske skal man heller ikke bebrejde Nature noget, men snarere genforskerne, som, lige så snart det handler om store industrier og store penge, snubler over deres egne resultater og hinanden i forsøget på at patentere nye lægemidler.

Richard Lewontin har i en brillant artikel i Lettre International skrevet om de mere flossede aspekter indenfor genforskningen.

Dér sidestiller han genetikernes moderne samfundsstilling med de gamle mirakelmagere og vidunder-rabbinere: Man fortæller om en rabbiner fra byen Chelm, som fik et syn, hvori skolen i Lublin - mere end 80 kilometer borte - var brændt ned. Denne bemærkelsesværdige vision gjorde hans berømmelse som mirakelmager blandt indbyggerne meget større. Da en rejsende fra Lublin til Chelm få dage senere kom til byen, blev han modtaget med den største sorg og medlidenhed, men også med en vis stolthed. "Hvad taler I om?", spurgte den rejsende. "Da jeg forlod Lublin, stod skolen der stadig. Hvad er det for en vidunder-rabbiner I har?" "Nuvel", svarede en tilhænger af rabbineren, "om den er brændt ned eller ej, det er kun en detalje. Vidunderet er da, at han kunne se så langt."     Molekylærbiologernes hellige trigram er nu ikke længere kabbalaens YWH, men genernes DNA.


Af mangel på virkelig store medicinske resultater for de mere almindelige sygdomme, har genforskerne derfor profeteret en "fødsel af den nye medicin" som vil komme en dag, hvis forskningspengene (vel at mærke) bliver ved med at flyde. Den 'nye medicin' vil tage højde for sammenspillet mellem flere forskellige arveanlæg. Til disse såkaldte 'multifaktorielle lidelser' hører bl.a. kræft, skizofreni, forhøjet blodtryk, alzheimer og astma. Men det er blevet lovet så mange gange.

Efter optimistiske skøn kommer den samlede sekventering af det menneskelige genom til at koste 300 millioner dollars. Men hvis man også medregner omkostningerne til apparatudvikling, laboratorier osv., vil de samlede omkostninger sandsynligvis overstige en halv milliard dollars. Men HUGO-projektet beskæftiger sig kun med den enerverende og snart fuldautomatiserede sekventering af generne. Det egentlig videnskabelige arbejde er endnu slet ikke påbegyndt.

Endnu flere millioner af dollars vil der skulle bruges, for at få hold på de mange afvigelser i DNA og afvigelsernes samvirke i organismen.

Omkring 1000 af de cirka 5000 kendte menneske-gener spiller en rolle i genetiske sygdomme, og hvor stor en del af de bevilgede penge vil flyde ned i molekylærgenetikernes egen lomme er umuligt at vide.

Uofficielle forlydender beretter, at der i USA ikke findes en eneste molekylærbiolog af rang og stand i dag, som ikke også er økonomisk involveret i den bio-teknologiske industri. F.eks. måtte James D. Watson, som sammen med F. H. C. Crickopdagede den molekylære struktur af DNA i 1953, træde tilbage som leder for NIH Human Genom Office, efter at direktøren for NIH, Bernadine Healey, havde iværksat en undersøgelse af Watson og hans families finansielle involvering i medicinalfirmaet Glaxo.     

Problemet var blot, at det egentlig slet ikke handlede om Watsons økonomiske transaktioner, fordi alle vidste, at der ikke fandtes en ærlig afløser til Watsons stilling som ikke selv måtte have samme interessekonflikt. Sagens kerne var snarere spørgsmålet om patenteringen af det menneskelige genom. Idet Healey argumenterede for, at gener i sig selv ikke er naturlige, og derfor patentérbare, forsøgte hun at få hele det menneskelige genom patenteret af det statslige NIH, for at forhindre, at private foretagender som Glaxo får del i kagen.

Direktøren for Imperial Cancer Research Fund og en af hovedaktørerne i European Genome Organization, Sir Walter Bodmer, sagde sandheden som skjuler sig bag hele HUGO projektet, idet han overfor Wall Street Journal udtalte, at "dette spørgsmål [om ejendommen] er kernen i alt hvad vi gør". Man må gøre sig klart, at mange af videnskabsmændene indenfor genteknologien ikke længere er forskere i klassisk forstand, men at de er blevet almindelige erhvervsdrivende.

Til mange af de multinationale medicinalindustrier hører ud over Glaxo også det amerikanske Amgen, som allerede melder om million-omsætninger for to af deres - gennem genforskningen producerede - produkter. Også amerikaneren Craig Venter, som har specialiseret sig i sekventeringen af biologisk aktive DNA-molekyler, har opbygget et kæmpe forskningsinstitut The Institute for Genomic Research (TIGR) i Maryland, og hans medarbejdere og robotter sekventerer dagligt ca. 700.000 DNA-nukleotider. Craig Venter bliver financieret af Human Genome Sciences (HGS), som vil lave gener til penge. F.eks. solgte dette forehavende hele sin viden om det menneskelige genom til den amerikanske medicinalkoncern SmithKline Beecham, og fik for denne gestus hundrede millioner dollars.

Selve National Center for Human Genome Research (NCHGR), som er den statslige organisation der financierer HUGO-projektet, har haft problemer i egne rækker. Det forholder sig sådan, at fem procent af de bevilgede forskningspenge er sat til side til de såkaldte ELSI-projekter (Etisk, Lovmæssige og Sociale Implikationer). For ikke mere end en måned siden trådte formanden for ELSI, Lori Andrews, tilbage, med den begrundelse, at NCHGR blander sig i ELSI's interne budgettildelinger. Årsagen er formentlig en velbegrundet angst for, at ELSI med dets betænkninger og debatoplæg underminerer genom-projektets levedygtighed og offentlige accept.


De fleste dødsfald, og de fleste sygdomme blandt mennesker i de rige lande, er ikke muskulær dystropi eller Huntingtons Chorea, men det er hjertesygdomme, kræft og blodpropper, som udgør omkring 70 procent af alle dødsårsager. De fleste mennesker på denne klode dør ikke af skizofreni eller astma, men af manglende eller forkert ernæring og af for meget arbejde.

Det må derfor ses som et rimeligt spørgsmål, hvorfor de mange offentlige midler ikke straks bruges på mere presserende områder, på folkesygdomme, hvor man virkelig kan redde menneskeliv.

Daniel Koshland, udgiveren af det meget anerkendte videnskabsblad Science, svarede på spørgsmålet om, hvorfor midlerne for HUGO-projektet ikke straks gives til dehjemløse: "Den der spørger sådan, er ikke klar over, at det handler om mennesker med sundhedsmæssige mangler. Denne samfundsgruppe (de hjemløre, red) bliver den, som kommer til at profitere mest af de nye genetiske erkendelser."

Kendskabet til det menneskelige genom vil i stigende grad forstørre magtbalancen mellem det enkelte individ og institutionerne til fordel for institutionerne. Den enkeltes forhold til sundhedsvæsnet, til skolesystemet, til domstolen og til arbejdsgiverne vil komme til at afhænge af kendskabet til deres DNA.

Selvom undersøgelserne af de enkeltes genetiske prædispositioner måtte være frivillige, vil en nægtelse allerede være en mistanke værd, og derfor betyde en videre forskydelse magtbalancen mellem individ og institution. En arbejdsgivers fordring for en DNA-diagnosticering hos ansøgeren til den eftertragtede arbejdsplads, eller tilgangen til en allerede foretaget diagnosticering, muligvis foretaget af ansøgerens forældre (det emne, der fortiden er i udvalgsbehandling i folketinget under pseudonymet 'præimplantationsdiagnostikken' - indeholdt i lovforslaget om kunstig befrugtning), vil på flere måder tjene arbejdsgiverens interesser:

- Arbejdsgiveren kan, hvis han er økonomisk bærer af sygeforsikringen, sænke lønomkostningerne, idet man kun ansætter arbejdskraft, som for det første indvilliger i en DNA-diagnosticering, og som for det andet kan fremvise de bedste sundhedsprognoser (Aktuelt eksempel: Et sundhedspolitisk reformprogram i USA, som skal til høring i Senatet i den tredje uge af April, har efter pres fra forsikringsbrancen ikke medtaget et eksplicit forbud mod at bruge genetisk information som grundlag for at tegne forsikringspolicer).

- En offentlig tilgængelig viden om personers genetiske prædispositioner vil i givet fald foranledige mange til endda at nægte nødvendige genetiske diagnosticeringer - af angst for at blive deklasseret på arbejdsmarkedet.


- Ansvaret for sikre og sunde arbejdspladser vil forflyttes fra arbejdsgiver til arbejdsmodtager. Arbejdsgiveren kan nu for eksempel nægte at ansætte en allergisk person i en stilling som måtte betyde kontakt med allergifremkaldende stoffer. På den måde bliver det lønarbejderen, som skal finde sig et arbejde, der ikke frembyder sundhedsfarer for ham, i stedet for at det er arbejdsgiveren, der skal sørge for tilstrækkelig sanitære forhold.

Men om der overhovedet er andre arbejdspladser til rådighed, eller om de er dårligere aflønnet, afhænger selvfølgelig af de givne betingelser på arbejdsmarkedet.

På den måde får udgiveren af Science, Daniel Koshland, alligevel ret. Arbejdsløshed og hjemløshed er vitterlig genetisk bestemt.

0 comments:

There was an error in this gadget