Ebola går til angreb på den globale landsby

Naturens hævn. Nye vira, som vi ikke har nogen midler imod, fremkalder dommedagsagtige skrækvisioner, der sælger godt.

Af Robin Engelhardt

Den 6. Januar 1995 blev en kulminearbejder nær Kikwit - en by i det vestlige Zaire, cirka 550km øst for hovedstaden Kinshasa - under mystiske omstændigheder inficeret af det dødbringende virus Ebola. Snart fik han en dundrende hovedpine bag øjnene, og efterhånden forplantede smerten sig til tindingerne og resten af hovedet. Efter et par dage fik han kvalme og pludselig feber og begyndte at kaste op. Hans ansigt blev til en udtryksløs maske med paralyserede øjne, der stirrede stive og tomme. De var lyserøde og ansigtshuden blev gusten med små røde pletter. Opkastet var blevet rødt i mellemtiden og indeholdt små sorte klumper. Hans blod begyndte at størkne og leveren var allerede opløst og lignede mest noget henkastet flydende budding. Den 13. Januar gik manden mere eller mindre i opløsning. Fra alle steder på kroppen flød der væske og virus. Han dødede i en pøl af rødt og sort blod. I begyndelsen af marts var tolv af hans familiemedlemmer døde, og udbruddet forplantede sig hurtigt til hospitalet i Kikwit....

Dette (sande) hændelsesforløb kunne snildt være starten på et yderligere kapitel i Richard Preston's bog "Farezone 4", som nu, knapt et år efter at den stormede frem på USA's bestsellerliste, er udkommet som paperback i Danmark. Men bogen var allerede udkommet, da epidemien i Zaire begyndte, og i stedet har bogen fået lov at være en profeti for, hvad der sker, når uhelbredelige vira får lov til at spredes i en fortsat sammenvoksende verden.

AIDS og Ebola har åbnet vores øjne for den trussel, der ligger i en fælles evolution af mennesket og menneskelige sygdomme. Nye vira som Marburg, Ebola og Hanta er så småt ved at blive kendt, og gamle ukuelige plager som TB (med over tre millioner dødsfald årligt) har igen vist deres grimme ansigt, hvilket nødvendiggør en udvidelse af antibiotikaens modstand. For eksempel har overdoseringen af penicillin på ubetydelige småsygdomme skabt problemer med en voksende resistens blandt bakterier. Jo mere vi vinder, jo mere drives infektioner hen imod grænsen af vores viden, hvilket igen muliggør en udvikling hen imod en rigtig katastrofe.

Der er allerede en masse socialforskere og virologer, som har måttet erkende dette, og ikke nok med det: "Mange faktorer har forbedret muligheden for mutation og spredning af nye vira.", siger socialforskeren Aldo A. Benini: "I en tid med en ekstrem overbefolkning i hovedstæderne, flygtningestrømme og etableringen af "den globale landsby" har man skabt ideelle betingelser for spredning af sygdomme". Videre siger han, at ".... etableringen af nye, store hospitaler i landområderne i Afrika betyder en ny niche (for virus) som ikke var der tidligere." Havde det ikke været for disse stor samlingshospitaler "... havde vi aldrig lagt mærke til Ebola". Derfor er Ebola's potentielle gennemslagskraft også et del-produkt af den vestlige verden.    

Man kunne tro, at det må være et overordentligt lykketræf for bog- ogmediebranchen, at et virus som Ebola er dukket op i en tid, hvor massemord og verdens undergang sælger godt. Filmen "Outbreak" (primært baseret på Ebola's historie) og bogen "Farezone 4" (primært baseret omkring Ebola-forskere og deres kamp) bevirkede i USA en stor offentlig interesse, og en desto større bekymring for at viruset kunne springe over til en industrialiseret storby. Desværre resulterer de følelsesmæssige reaktioner på sådanne pandemiske scenarier ofte i de forkerte løsninger: afgrænsningspolitik og inddæmningsforanstaltninger, som mere fokuserer på kriseløsning end på social tilnærmelse. Nedskæring af ulandshjælpen og et hangarskib med et bombefly klar ud foran Afrika's kyst - det er blevet tendensen. At dette snarere puster til muligheden for sygdomsudbrud, end at den forsøger på at finde en sund løsning, er selvsagt.

"Farezone 4" er en elementær spændende bog, og det er selvfølgelig en guldgrube at kunne basere splatter på fakta. Med sin talentfulde blanding af godt researcharbejde og evne til at fange læseren med rædselsvækkende scenarier og morbide detaljer har Richard Preston ramt midt i hjertet af den bølge af populærvidenskabeligt fast-food, som har skyllet over USA og Europa i de senere år. Bogen ligger godt i tråd med tidligere bestsellere af samme skuffe som Michael Crichton's "The Andromeda Strain", og der er også visse momenter som Stephen King kunne misunde. Smart forarbejdede fakta omkring de forskellige udbrud og de mennesker som har været i berøring med Ebola, blandes med alskens skrækvisioner og apokalyptiske antydninger. Man kan godt mærke de lettere anstrengte forsøg på indføling i nogle af de implicerede menneskers følelsesliv, og at det mislykkes generelt for forfatteren, må blot ses som den pris det koster at lave noget spændingsmættet faktion.

Men - siderne er tynde. Fokus ligger altid på detaljerne i sygdomsbilledet eller på den pirrende dommedagsangst: Hvad nu, hvis...? Ja, hvad nu hvis Ebola får lov til at udfolde sig i en storby? I december måned lå over én million danskere i sengen med influenza; det var siden 1968 den største epidemi. Så, hvad nu hvis Ebola er luftbåren ligesom almindelig influenza?

Det er en sensationalistisk dramatisering, selvfølgelig, og bogens styrke er derfor også den vantro læser, som ikke kan fatte, at naturen kan være så ækel som den er. Men han kan alligevel ikke give slippe før den sidste side er læst. Vi kan godt lide at se grusomhedens teater udfolde sig foran vores øjne, og hvis det skal gå galt i denne verden, så må vi da i hvert fald have haft fornøjelsen i at goutere oplevelsen i ro og mag.

Desværre kan forfatteren i sidste ende ikke dy sig for at genfortælle de gamle myter om "naturens hævn" (som om mennesket ikke var natur længere). Han har ellers holdt sig nogenlunde i skindet i hele tre hundrede sider! På de sidste par sider får vi serveret en uspiselig ret af dunkle folkesagn og gammelklog forkyndelse. Homo sapiens kaldes for "klodens parasit" og AIDS og Ebola kaldes for "regnskovens hævn" eller "jordens immunsystem". Nu er virus helten og mennesket skurken, og vi skal renses for vor synd. Det er en gang lommefilosofi baseret på gammelkristen terminologi, og det er ærgerligt, at bogen genindsætter sådanne motiver, når forfatteren nu selv går for at være en habil videnskabsjournalist.

FAKTA: Hvad du ikke ved om Ebola


Når det kommer til en sygdomstrussel fra et nyt og eksotisk virus, er der kun få, som er så hurtige og dødelige som Ebola virus. Ebola er et trådvirus (filovirus), som første gang blev identificeret i 1976 ved to samtidige udbrud blandt befolkningen i det sydlige Sudan og i det nordlige Zaire. De første tilfælde som blev identificeret stammede fra floden Ebola i Zaire - deraf navnet. Serologiske undersøgelser viste, at de to subtyper - Sudan og Zaire - var forskellige, og undersøgelser af mus og aber viste også, at de gav forskellige sygdomsbilleder. Efter 1979, hvor der var et mindre udbrud i den samme by i Sudan, har der ikke været flere kliniske tilfælde blandt mennesker, indtil foråret 1995, hvor et stort udbrud i det østlige Zaire medførte 315 inficerede, deraf 244 døde. 75 af de omkomne var sygeplejersker eller studenter ved hospitalerne. På grund af den store medieomtale og en effektiv international indsats af WHO (World Health Organization), CDC (Center of Disease Control and Prevention), Pasteur Instituttet, og flere ikke-statslige organisationer som Det Internationale Røde Kors, flere kirkelige organisationer samt MSF (Médecins Sans Frontières), kunne udbruddet kontrolleres, og WHO annoncerede den 24. August 1995, at udbruddet var standset, og at det sidste identificerede tilfælde var blevet udskrevet fra hospitalet i Kikwit.

I dag kender man i alt til cirka 900 dødsfald.

Lige før jul, den 19. december, var der frygt for et nyt udbrud i Elfenbenskysten, da en 25-årig liberiansk flygtning blev inficeret med en ny type - Ebola Tai. WHO oplyste dog, at "at der var intet, som kunne antyde en ny overførsel af viruset til andre personer", og alarmen blev derfor afblæst.

Det naturlige tilholdssted for Ebola er ukendt, og det er usandsynligt at afrikanske aber skulle være den naturlige vært på grund af den store dødelighedsrate også blandt aber. Johnson's hypotese (en videnskabsmand som er blandt personerne i Preston's bog) går ud på, at Ebola er en plantevirus, men hypotesen er hverken be- eller afkræftet endnu.

Nu påstår russiske militærlæger at have fundet et antistof mod Ebola, kaldt IGG (equine immunoglobulin G). Antistoffets virkning på aber har, med den russiske militærlæge Viktor Mikhailov's ord, "haft en helbredelsesprocent på 100." Hvorvidt resultaterne har den samme virkning med hensyn til behandlingen af inficerede mennesker vides ikke, men alene eksistensen af et muligt antistof mod Ebola "er grund til forsigtig optimisme for at man kan finde en effektiv behandling mod Ebola", siger lederen for USAMRIID (USA's militære institut for smittesygdomme) Peter B. Jahrling, som også er en af hovedpersonerne i Richard Preston's skildring.

Russiske militæreksperters eksperimenteren med dødsensfarlige vira, har da også givet anledning til spekulationer om russernes biologiske krigsførelsesprogram under den kolde krig. Var det et sidste desperat kommunistisk snigangreb, da der i 1989 udbrød en Ebola-epidemi i et abehus nær Washington D.C.?! Her er helt sikkert masser af stof til nye spion-thrillere og katastrofefilm.

Mød din dobbeltgænger

Sensation. Med sin aktuelle opdagelse af antimaterie bekræfter naturvidenskaben måske, hvad science-fiction folket har forfægtet i årevis: At der skulle findes en skygge verden, hvor alt er modsat vores. Både Dalai Lama og Paven er allerede på banen med en naturlig interesse for modsætningen.

Af Robin Engelhardt

Fysikere og science-fiction forfattere har længe talt om den, men ingen har set den endnu: antimaterien. Men nu er den her.

"E.T., vi kommer!", udbasunerede der schweiziske boulevardblad Blick på forsiderne, og andre avisjournalister var allerede sikre: "antimaterien vil kunne bruges militært".

I den amerikanske science-fiction serie Star Trek bruger rumskibet Enterprise antimaterie til at komme i omdrejninger med: Warp Speed 5, cirka fem gange lysets hastighed, er den foretrukne hastighed. Blot en dråbe antimaterie, og rumskibet sejler ubesværet gennem galaktiske tåger uden risiko for fartbøder eller motorbanken.

Verden som vi kender den, består af materie, men videnskabsmænd har længe ledt efter en spøgelsesverden, hvor alt består af antimaterie. Nu har fysikere ved partikelacceleratorene i Schweiz for første gang produceret antimaterie: anti-brint, bestående af partikler, som er strukturelt identiske med normale subatomare partikler, men som har modsatte fundamentale egenskaber. Vejen står dermed åben til produktionen af anti-uran, anti-ilt og anti-guld; de er porten til skyggesiden af vort univers, steder hvor der muligvis eksisterer anti-galakser, anti-liv, anti-mennesker og anti-videnskab.

Den internationale presse har stået på hovedet for at fortælle om sensationen. "Når jeg taler om quarks eller gluoner, lægger journalisterne røret på, men de kan slet ikke få nok af antimaterien", siger talsmanden Neil Calder fra forskningslaboratorierne i Cern til ugebladet Der Spiegel.

Både Dalai Lama og pave Wojtyla er tidligere valfartet til partikelacceleratorerne i Schweiz, og har vist åndelig interesse i atomforskningen: Himmel og helvede, lidelse og nirvana, kristus og antikrist, materie og antimaterie - mon der er noget man kunne bruge?

Det første element i det periodiske system over grundstofferne er hydrogen - simpel brint, som udgør 90 procent af materien i vores univers. Derefter går det derud af med andre elementer, ædelgasser og metaller. Men de færreste vidste, at det periodiske system også kunne have en negativ side - ligesom talrækken, der ikke stopper ved nul - nej anti-atomer kan eksistere på samme måde som de negative tal. I de schweiziske medier spekuleres der på livet løs: måske findes der et eller andet sted en antiverden, som adskiller sig fra vores verden på samme måde som en højre handske adskiller sig fra en venstre?

Det var oprindeligt den britiske fysiker Paul Dirac, en stille enspændernatur, som i 1928 stædigt holdt fast i sine ligninger, og af den årsag så sig nødsaget til at postulere anti-elementarpartiklerne. Ellers ville kridtet på tavlen ikke give nogen mening, og man var blevet nødt til at omskrive mange af fysikkens fundamenter. I 1932 blev den "positive elektron" så opdaget af Carl David Anderson, og i 1955 fandt man "antiprotonen".

Disse djævelske dobbeltgængere havde præcis den modsatte ladning i forhold til deres kendte modpart: anti-elektronen (positronen) er positivt ladet, hvorimod elektronen er negativt ladet; anti-protonen er negativt ladet, hvorimod protonen altid har været positiv.

Når disse anti-elementer forbindes, dannes neutrale anti-atomer, som i deres ydre egenskaber teoretisk set er identiske med almindelige atomer: anti-vand flyder som vand, anti-guld skinner som guld.

Det var den 4. januar i år, at fysikeren Walter Oelert, 53, kunne fremlægge, at en positron havde bundet sig til en anti-proton og dannet et anti-hydrogen atom. Selv holder han dog ikke meget af spekulationer, om der findes antiverdener: "Hvis jeg ser en science-fiction film i de sene nattetimer, interesserer spørgsmålet mig da, men ikke som videnskabsmand." Og han fortsætter: "...det meste af hvad vi gør, er meget svært at forklare for offentligheden. Hvis jeg taler om K-mesoners fluktuationer, ville det ikke interessere nogen. Ordet antimaterie derimod kender ethvert barn, som har set Star Trek i fjernsynet."

 Men blot fordi vores tekniske formåen endnu ikke har nået disse højder, behøver det ikke at udelukke, spekulerer amerikanske astrofysikere, at fremmede rumvæsner benytter sig af den slags "antimaterie-annihilationsmotorer", som Captain Kirk gør med sin såkaldte Warp-motor. Derfor arbejder flere amerikanske forskere - tro det eller ej - intenst på at afsøge universets hvælv for striber af gammastråler, som disse fartøjer med Warp-fremdrift burde efterlade - lidt ligesom kondensstriberne efter flyvemaskiner. Det kan hermed afsløres: man er (endnu) ikke stødt på entydige resultater.

Rent teoretisk er sådanne eventyrlige spekulationer måske ikke så afsporet endda. Hvis en større mængde materie og antimaterie kommer i berøring med hinanden, udslettes begge i et apokalyptisk energilyn, der er så kraftigt, at det både vil få atombomben og Holger Bech Nielsen's vakuumbombe til at blegne. Blot 0,147 gram antimaterie ville være nok til at blive katapulteret til Mars med en raket.

Allerede i begyndelsen af firserne drømte præsident Ronald Reagan og hans militære legekammerater om at nedskyde fjendens raketter med antipartikler: "Antimateriestråler kunne sørge for en effektiv og yderst dødbringende tilintetgørelsesmekanisme", stod der lovende i den første Starwars-redegørelse, den såkaldte Fletcher-rapport.

At det hele slet ikke er så nemt, som man kunne håbe, viser nøgtern beregning: produktionen af blot en lille smule antimaterie, kræver et enormt opbud af energi som slet ikke står mål med gevinsten. Hvis man forestillede sig, at hele verdensproduktionen af elektricitet omdannedes til antiprotoner, kunne den energi, der vindes tilbage, kun kunne oplyse en hundrede-watt pære i 5,8 minutter! Regningen går simpelthen ikke op, og hvem skulle så betale den?

Antimaterien er også svær at opdrive. Astronomer har i årtier gennemsøgt verdensrummet, men forgæves. Hvor er den blevet af? For selvom der i dagsynes at være en uforholdsmæssig stor ubalance mellem materie og antimaterie, mener fysikere, at det ikke altid har været sådan.

Det hele startede som bekendt med et stort knald - Big Bang - en uendelig tæt og uendelig lille energiklump, som eksploderede for ca. 15 milliarder år siden, og dermed antændte en ilddans af umådelige dimensioner. Det resulterede efterhånden i dannelsen af galakser, stjerner og planeter som vi kender dem i dag. Dengang, sådan cirka en milliontedel af en milliontedel af et sekund efter 'The Big Bang', fandtes der lige så meget antimaterie som materie - det postulerer i hvert fald nogle fundamentale symmetrilove. Men fordi antimaterien ikke kan ses nogen steder i dag, tror mange astrofysikere at der måske ikke var rørt ordentligt rundt i ursuppen - med det resultat at noget af materien har kunnet undslippe og danne vores univers.

Et af de største kosmologiske gåder er knyttet til spørgsmålet om den manglende antimaterie. En af hypoteserne foreslår, at der findes parallel-universer, som indeholder ligeså meget antimaterie som vores univers indeholder materie. Vi skulle altså leve i et såkaldt polyversum - et univers bestående af flere universer, så at sige - hvor de andre universer muligvis eksisterer med helt andre naturlove, sådan at et anti-æble på en anti-jord ville falde opad, eller kun halvt så hurtigt - hvem ved? Det er som når man puster sæbebobler ud af et rør: så svæver de ved siden af hinanden, verden og antiverden, og når de kommer i berøring med hinanden, siger det pling , og væk er de begge.

Om det i Schweiz fremstillede anti-brint er et bevis for, at der i begyndelsen af universet faktisk var så meget anti-materie som Big Bang teorien siger, er dog stadig uafklaret. "Blot fordi en ting ikke eksplicit er forbudt af naturlovene, behøver antagelsen om at den ting dermed har eksisteret i universet på et eller andet tidspunkt, ikke at være korrekt", siger forfatteren Stanislav Lem i en kommentar til opdagelsen.

Verden og anti-verden, Gud og Djævel, kaos og kosmos - man spørger sig selv, om der findes ting i denne verden, som ikke samtidigt indbefatter deres modpart, eller om det bare er vores logik, vores tænkemåde, som spiller os et puds, sådan at vi frembringer dem selv.

Det første anti-atom er blevet påvist. Det eksisterede ikke længe, men længe nok til at kunne blive målt. Fremstillingen af anti-brint må ses som et skulderklap til fysikkens verdensbillede, idet en teoretisk forudsagt størrelse nu er blevet bekræftet af eksperimenter.

For vores verden og hverdag er der ikke meget nyt under solen, men for naturvidenskabens selvforståelse har det været en stor triumf.
There was an error in this gadget